Blevet væk

soldaten gav slip på hende og lad hende falde ned på jorden"av"sagde hun da hun sad på jorden, hun var vredet om på foden det var derfor hun sad ned, hun prøvede at rejse sig op, men hun faldte bare igen"av"sagde hun igen, hun kunne ikke gå på sin fod lige nu, for den gjorde sindsyg ond

Avanya forvandlede sig lynhurtigt tilbage til menneske, og greb sine sværd da hun så flere soldater løbe ind i gyden. Perfekt Tænkte hun ironisk, og løb dem i møde. Den første soldat, som hun kort genkendte som en hun havde været i kamp med, hævede sit sværd, men hun parerede slaget og brugte det andet slanke sværd til at hugge ham i maven. Hun var ligeglad med om hun slog ham, eller andre soldater for den sags skyld, ihjel. Det her var kamp, og det var derher hun var trænet til og det her hun levede af.
Endnu en soldat angreb, og hans slag kom faktisk ind, men ramte hendes trøje der tilgengæld blev flået i stykker.
,,Hey, det her var min yndlings trøje! Det var min eneste trøje!" Udbrød hun vred, og svingede sit sværd. Der lød en klistret lyd da soldatens hoved blev skilt fra hans krop, og en af de bagerste soldater skreg højt, og besvimede så, da hovedet landede i hænderne på ham.
Hun kunne ikke se hvad der skete omkring hende, det eneste hun tænkte på var at overleve og skade sin fjende. En lille stemme i hende hviskede hvordan hun skulle stå, hvordan hun skulle parere og hvad hun skulle ramme for at kunne slå soldaterne. Hun lyttede til den indre stemme, for det var den der gjorde hende til den fremragende lejesoldat hun vidste hun var. Avanya vidste ikke hvor mange hun slo ihjel, eller om hun slog flere ihjel. Men der var blod, meget blod og afhuggede lemmer. Hun var ligeglad, dette var ikke hendes første kamp, og hun vidste at hvis hun bare et øjeblik tænkte over hvad hun gjorde ville hun fortryde og så ville de få overtaget. Men hun prøvede på at uskadliggøre i stedet for at slå ihjel. Hun hadede lyden af et sværd der slog ihjel, og hun forestillede sig altid at det var sådan døden lød når han lo.

Fal var stadig fanget i sin blodrus og smed manden meget hårdt ind i en nærliggende væg....han ville næsten med garanti blive bevidstløs, og uden nogen hjælp...dø...han samlede Duruko op og sagde med et sørgeligt ansigt (selv i sin drageform) "du...ok?.." han kikkede på resten og sagde "vi letter nu!!!" han spredte sine store vinger ud for at gøre klar til at lette, desværre fik et sværd revet hans højre vinge som et sejl, en stor revne i vingen gjorde ondt, alligevel lettede han. Da han var kommet længere op begyndte blodsrusen at lette "Duruko?...hvad er der sket??" han hostede lidt blodt væk fra Duruko.

hun grad fordi hendes fod gjorde ondt, hun kunne ikke bevæge den og den måde Fal holdte hende på gjorde den ikke bedere der imod værre, hun viste ikke om den var brækket eller noget det gjorde bare ondt, hun grad bare

Amylia så Fal lette, og skulle til forvandlede sig til en solsort for at følge med, da hun lagde mærke til en stor smerte i hendes højre skulder, og vendte sig om. Der stod en stor soldat, og rev sværdet ud af hendes blodige skulder. Amylia ville ikke skrige, men smerten var enorm. Hun tog sin dolk, og stak ud efter ham med venstre hånd, da en anden soldat fik hamret hende i hovedet. Godt nok med den flade side af et sværd, men det var nok til at hun besvimede.

Fal så ned på jorden under ham og så Ayla i gyden...han kikkede på den grædende Duruko og sagde "jeg sætter dig af på et tag...gem dig...ok?" han fløj ned og satte hende på et af tagene før han gjorde sig selv til en mindre drage kun på størrelse med to mennesker....han fløj ned og forsøgte at tage fat i Ayla og flyve væk, hun skulle ikke tages til fange af mennesker...ikke idag...ikke nogensinde!!!!.. han hostede lidt mere blod før han fik fat og kunne lette igen. Han indså hurtigt at han ikke kunne få fat i Ayla, heldigvis så han en anden der sikkert ville rede hende.

Avanya så hvordan formskifter kvinden blev slået bevistløs. Nej, nu er det nok! Tænkte hun, og forvandlede sig til en af de store dyr hun havde set i syden.
Den var stor og grå og vejede mindst to tons, med lange hvide stødtænder og en snabel der var besat med pigge. En arrig trompetering unslap hende og rasende gav hun sig til at svinge med snablen der fejede soldaterne til side samtidig med at den spidede dem.
Jorden under hende gungrede da hun, overraskende hurtigt, bevægede sig over mod formskifter kvinden og blidt tog hende i sin snabel. En del soldater stod og stak i hende med sværd, men dette dyrs hud var over fire centimeter tykt, så det føltes mere som smertefulde bistik. Da hun begyndte at bevæge sig ud af gyden, der akkurat var stor nok til at hun kunne klemme sig igennem, trådte hun adskillege soldater ihjel.

//Avanya er nu en form for en meget, meget stor elefant med pigge ^^//

hun var lige ved falde ned, men hun fik hurtigt fat i noget(det liger en skorsten), hun holdte godt fat, men det kunne hun ikke blive ved med, hendes grab gled lidt efter lidt, hun var bange for at falde ned



//kunne ikke finde på mere//

Amylia var langsomt ved at komme til bevidsthed, og lidt efter åbnede hun øjnene. Hendes hovedet gjorde ualmindeligt ondt, men hun gjorde at hvad hun kunne for at holde sin hjerne beskeftiget med noget andet end at tænke på smerten, for når hun snart ville hun også kunne mærke smerten fra de andre skader.

//er i faldet i søvn??//

//nej, men jeg er nødt til at smutte, for jeg skal hjem til min far nu. Jeg kommer på igen senere ^^//

//okay//

//hallllo sover i?//

//ikke mig, men jeg er jo halv-bevidstløs xD //

Fal så hvordan den anden formskifter fik Ayla med sig, alligevel slog hans indre instinkter til. Denne gang være end før. Han stod på tog ben nede på jorden foran en flok soldater, han tog en indånding dybere end nogensinde før og spyede ild så både soldater som huse gik i brand. Flere soldater lå på jorden og prøvede at rulle ilden, der gnavede i deres kød, til at gå ud. Selv om de ville overleve ville mange sikkert få brandsår.

Fal kikkede på Elefanten og sagde "FØLG MIG" han fløj op og greb Duruko så forsigtigt han kunne og sagde "rolig nu...vi snart hjemme..."..selv om han vidste de skulle væk så han kappen på jorden...han fløj ned, og lige før flammerne fik den fik han fat i kappen.

Han begyndte at mærke at han var træt, alligevel fløj han mod hans hus i skoven igen...

//Fortsætter vi ved Fal's hus igen? ^^" //

//guess so...OUT! =)//

//hva?//

//out//

//out//

//out//

Rasksim fandt en ledig stund i kamptumulten og forvandlede sig til kragen og fløj væk fra kampen og ud for at lede efter oprørene. han kiggede tilbage på de forvirrede soldater.
//out//

// out! xD //