ny by

Takamir var meget større, end Liv i sine vildeste drømme havde forestillet sig. Så mange mennesker, så meget liv. Boder og handlende, der pralede af deres varer og fedtede for deres kunder. Liv gik stille og forsigtigt ud og ind mellem menneskerne med et himmelsk smil om munden. Hendes øjne strålede lykkeligt, da hun forsøgte at sluge det hele på en gang og samtidig holde det lidt på afstand, så hun kunne nyde det lidt af gangen. Den lune forårssol bagte ned over pladsen, og det støv, der blev hvirvlet op af heste og mennesker, blev ført bort af en let, luftig vind. En lidt krumbøjet kvinde tiltalte hende pænt og bød hende en blomst, men hun rystede blidt på hovedet og skyndte sig videre.
Midt på pladsen stod den fontæne, hvor mange kvinder vaskede tøj. Omkring vanbassinnet stod nogen lave stensøjler, der forhindrede hestevogne i at køre helt hen til vandet. Liv satte sig på en af dem og kiggede på livet, der bølgede omkring hende. En flok duer lettede.

Chris fulgte efter pigen på afstand.
Da hun satte sig skyndte han sig op til hende.
"Må jeg sidde ved side af dig?" spurgte han venligt og trak på smilebåndet; hun ville sandsynligvis enten ignorere ham, eller flygte fra ham.

Hun så op på ham, smilede og rykkede hurtigt lidt til siden.
"jada" hendes stemme var lys og piget og passede fint til hendes spinkle skikkelse. Han så venlig ud, lignede ikke en købmand eller en håndværker. Måske en soldat. Hans bygning var fin til en bueskytte.

"Tak" sagde Chris venligt og satte sig ned.
Han kiggede lidt på pigen og spurgte så:
"Hvad er dine holdninger... sådan, om alt"

Liv flyttede lynhurtigt blikket fra en lille kat, der sad og slikkede sig på en kærre, til den fremmede mand. Der var både mistro og undren i hendes grønbrune blik. "ehm.. hvad definerer Alt helt præcist... " spurgte hun lidt tøvende, lagde hovedet på skrå og trak i en lang tot af sit hår.

"Hmm... Menneskene, oprøret, verdenen, livet, god mad og mig" sagde Chris grinende.
Han så vurderende på hende og tilføjede så:
"Jeg hedder forresten Chris".

Liv bøjede hovedet en smule og så op på ham. Hendes smil var forsvundet til fordel for en lidt bekymret grimmasse, og hendes øjne kom til at se gigantiske og barnlige ud.
"jeg... Hedder Liv..." hun tøvede lidt. Han havde ikke givet hende sit fulde navn. Hun gav ham ikke hendes og lod som om hun glemte hans spørgsmål.

Chris mærkede hendes tøven, men ignorede den.
"Hvad for der til ikke bare at rejse dig at gå?" Spurgte Chris interesseret.

hun så forundret på ham.
"tja... jeg kan sådan set meget godt lide at sidde her.."
hun trak let på skuldrene, lænede sig let tilbage og lukkede øjnene. Hun svingede let med benene og nød solen et øjeblik, før hun igen så på ham og fortsatte: "Kan du da ikke?"

Chris lo af hendes kommentar hen i vejret og svarede:
"Njoo... det er jo ikke den blødeste stenkant og min ryg bliver gennemblødt af det sprøjtende vand, men ellers sidder man meget godt" sagde Chris med et smil.

"jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen... Det er første gang, jeg er i Takamir..."
betroede hun ham med et smil og holdt en lille tænkepause, før hun fortsatte: "kender du noget sted, hvor de søger skrivere eller tegnere?"

"Hmm..." sagde Chris med et smil.
"Kan du tegne byggeplaner? Eller flotte reklamer for kroer?" Spurgte han.
Han tænkte på kroen, hans kro...

Hun lyste op i et bredt smil. Foventning og glæde strålede i hendes ansigt.
"kan jeg komme til det? Det vil jeg meget meget gerne." Hun lo pludselig. En en sjov lille latter, der mindede om den lyd, sangfugle laver, når de får øje på en kat i nærheden.
Hun vidste godt, at tegne- og skrivearbejde ikke gav ret meget, men alle tilskud var velkomne.

//har spurgt Liv om lov ;D.//

Alastor kom løbende, han svedte en del og det virkede som om han var bange for noget. Som om han var i mindre panik, men lige da han kom forbi de to personer snublede han, ved uheld kom han til at vælte sådan at hans ene arm blev brækket, han vred sig kort i smerte før han satte sig op, han holdte den raske højre arm frem foran sin mave og hviskede nogle ord, pludselig kom der en svag grøn glød fra hans hånd, og noget hvidt pulver kom fra hans ærme og ind i gløde. Han pressede den glødende substans ind i armen og pludselig blev armen rask. Han havde brugt sin Nekrotiske magi til at restorere sin knogle.

Han fik et shock da han havde en fornemmelse på at de to personer havde set hans vebstre øje, det var helt sort kun med en gul pupil, og rundt om var der sort død hud. Han skyndte sig at dække sit udøde øje med en hånd, hvorefter han kikkede på personerne og sagde "vær søde ikke at skade mig.." han virkede lettere bange
Efter alt var de to personer en del ældre end ham...han var kun 15 sommere.

//håber det er nok =P//

Liv havde fulgt Alastor med øjnene fra det øjeblik, han dukkede frem gennem menneskemængden. Da han snublede snappede hun stille efter vejret, og ved lyden at knogler, der brækkede, gispede hun hørligt og væltede halvvejs ned af stenen, som hun sad på, og kun et fast greb i Chris' arm, forhindrede hende i at falde baglæns ned i springvandet .
Hun stirrede bare stumt på drengen, mens han fik armen til at heale sig selv. Da han så op på dem med sit usædvanlige øje, begyndte hun skræmt at græde.

Chris vidste ikke hvad han skulle gøre og klappede hende derfor bare akavet på skulderen.
Han så på drengen og mumlede så:
"Vi tør ikke gøre dig noget... jeg er i hvert fald ikke magiker".

Alastor virkede meget bange og stammede "o..o.ok ..je..jeg jeg er ikke ond. Jeg....øh..jeg fik vidst bare lidt for meget fart på.." hans ansigt blev mere trist da han indså at pigen ved siden af fyren virkede bange "vær sød ikke at være bange for hvem jeg er....jeg ber dig..."
han kunne ikke klare det når folk blev bange for hvad han var... hans sorte tøj og hans skræmmende aura virkede måske skræmmende....
men derfor betød det jo ikke han var skræmmende...
Han satte sig på sine knæ lod hoved langsomt røre jorden og hænderne pladseret foran hovedt, også på jorden. "jeg lover jeg vil ikke skade jer.....vær søde ikke at være bange..." hans krop rystede stadigvæk svagt af frygt, over hvis de valgte at hente vagter....vagterne ville med garanti føre ham til en domstol...som jo var styret af folk som troede på godt og ondt, og lyset. Så ville han blive halshugget med garanti...

Chris kiggede vurderende på ham og smilte så stort.
"Rejs dig op og sæt dig her, så kan vi blive mægtig gode venner" sagde han glad.

Liv holdt stille op med at græde og kiggede i stedet på drengen med sine store våde øjne.
"Det.. var ikke.. jeg er ikke bange for.. dig..."
En let tøven gled over hendes ansigt.
"jeg troede bare... du... er.. var kommet til skade..?"

Alastor kikkede stille på de to mennesker, hans ansigt vidste at han tænkede hårdt. Hans lange sorte hår havde revet sig løs, fra da det var bundet tilbage.
Tilsidst valgte han at han ligeså godt kunne gøre det så han rejste sig op og satte sig roligt på bænken, han kikkede ned på sine hænder, men tog hurtigt den ene hånd for øjet. Han ville stadig skåne dem for synet af et udødt øje.
"n.na...m..mit navn er Alastor.." han sank en spytklump, han var stadig bange. Mest fordi at hvis de gættede hans "valg" af magi ville de sikkkert tilkalde vagterne..

Liv kiggede et øjeblik på drengen. Så så hun væk. Det virkede, som om han helst ikke ville have, at de så på ham. Han virkede bange. Faktisk var det tydeligt. Hans stemme, blik og bevægelser afslørede ham. Hun havde set frygt nok, til at vide, nøjagtig hvad hun skulle kigge efter.
"Hvorfor er du så bange - Alastor?" Det lød rigtigt at bruge hans navn.

Chris var irriteret over at han havde ladet sin ølpose ligge der hjemme, det kunne have været godt at byde drengen lidt.
"Vi gør dig ikke noget" sagde Chris og tilføjede lavmældt med et grin, "desuden kan du vist få ram på os før vi når at trække blankt, hvis du vil".

Era kom gående ind på markedspladsen. Stenen som Alastor havde givet hende hang stadig foran hende i luften, lysende dybgrønt. Da stenen var nået til omtrent midten af markedspladsen, stoppede den med at lyse og faldt livløs til jorden. Era samlede den op, og kiggede rundt omkring sig. Alastor måtte være her et sted, og tæt på endda. Eras øjne faldt på et lille springvand, hvor der sad en mand, en kvinde og... Alastor! Smilende nærmede hun sig dem, men smilet forsvandt da hun så hvor åbenlyst bange Alastor var. Hvem var mon de folk han sad med? Manden så ud til at være en elver, men hun kunne ikke afgøre med kvinden.
Hun nærmede sig nu lidt mere vagtsomt, men stadig ivrig efter at spørge Alastor hvad der var galt.

Alastor så på pigen, men rettede hurtigt blikket ned i jorden og sagde "d..det er kompliceret...og lidt hemmeligt...undskyld....desuden hvis i valgte at hente vagterne ville jeg blive dræbt på stedet..OFH! (en lyd hvor han tager sig til munden) han tog sig til munden og tænkte på hvor dumt det var at sige det.

Da fyren snakkede om hvordan han kunne udryde dem sagde han roligt "nej.....min magi virker ikke helt sådan er jeg bange for...." han virkede lidt mindre bange, men stadig lidt bange...

"E..Era?" han så Era lidt længere hende og begyndte pludseligt at svede. "Ne..nej Era h..hvis du kommer n..nær mig er du måske i fare." han tog sig til munden igen. Han havde talt over sig IGEN... "Era...jeg vil ikke have du kommer til skade" Han kikkede ned på jorden igen. Denne gang virkede han nærmest som om han var ked af hvad han sagde.

Era fik et bekymret udtryk i ansigtet, men stoppede ikke op før hun stod næsten foran dem. Hun nikkede distræt som hilsen til de to andre, men vendte hurtigt igen blikket mod Alastor. Hendes øjne var dybe og alvorsfulde, og da hun talte var det som om hun valgte hvert ord med omhu. Hun ville have at han huskede det.
"Alastor, jeg er ikke bange for dig." Hun tænkte lidt, før hun fortsatte, "Og hvis du tror jeg er hjælpeløs, tager du fejl." Det sidste var lavt, næsten ikke mere end en hvisken. En del af hende længtes efter at omfavne ham, men en anden del blev stående. Troede han at hun ikke var i stand til at forsvare sig selv?