ny by

Cephia fulgte forvirret med, og var ikke helt sikker på hvad hun skulle tro. Hvad hvis det var farlige mennesker hun fulgte med, og at vagterne bare prøvede at få dem andholdt? Måske ville de røve fra hende, eller det der var værre?Ö
Hun rystede alle de grusomme tanker væk, og forholdt sig tavs. Nysgerrigheden var større en angsten, og på den anden side virkede de jo flinke nok.

Liv, der stadig havde fat i Cphias anden hånd, fulgte også med. Hun forsøgte at huske vejen væk fra markedspladsen, men i løbet af et øjeblik anede hun ikke, hvor de var på vej hen. Hun trak umærkeligt på skuldrene og fortsatte ufortrødent. hun måtte bare tage det, som det kom. Det var sådan, hun havde klaret de sidste mange år. set på de lyse sider, lige meget hvor små de var.

Chris gik op til Alastor og sagde prøvende:
"Hvordan bor du?" Han viste godt hvor dumt det lød, man han kunne ikke se andre muligheder for at indlede en samtale, og han kunne lige så godt lære ham bedre at kende.

Alastor kikkede på Chris og lyttede til hans instrukser til hvor han skulle gå hen, han nikkede og begyndte at gå.

Han kikkede på Era og smilede roligt, bare for at berolige hende. Da Chris snakkede om hvor han boede sagde han lidt svagt "je..jeg bor i telt for tiden."
Selv om det jo egentlig var en halv sandhed, det var et telt som sådan, men lavet af hans magi. Og ikke stof

Chris overvejede hans svar.
"Men er det i god kvalitet? Har du en seng og sådan noget?" Han ville gerne vide lidt om hans måde at bo på.
Chris satte tempoet en anelse op og håbede de andre kunne følge med.

//må kunne måske vente? xD//

Mortimer kigger rundt efter alt hvad der var sket. Nu smilede han. Han vendte sig om, og gik hen til den bagerste soldat. "Havde nogen af dem noget med magi at gøre?" spurgte han. Soldaten nikkede. Mortimer smilede. Han kiggede på de andre soldater. "så hvad vil i gerne?" spurgte han. Soldaterne råbte næsten hinanden i munden, men de viller gerne kæmpe. "det må i gerne, men først når i ved at der en magiker imellem dem". Soldaterne nikkede ivrigt. "så kom afsted", og soldaterne fløj afsted efter dem, undtagen den bagerste. den soldat blev tilbage.

//soldaterne er efter jer, og de ved at Alastor er magiker O.o//

Era hørte soldaterne råbe bag sig, og drejede hovedet, for at se at soldaterne kom løbende imod dem. Hendes hjerte bankede vildt og voldsomt, og kun med meget stor viljestyrke, og den viden at Alastor var der, fik hun sig selv under kontrol.
"Løb," hviskede hun til Chris.

Alastor svedte og panikede en smule da han hørte lyden af soldater, alligevel...Da han så Era rystede han hovedet og tog sig sammen.

Han tog tøjstumpen fra før, rækte en hånd ned i sin lille pung og trak en grim strådukke op, han lagde tøjet på den og den glødede svagt grøn før den tog form efter Mortimer. "KALD DINE SOLDATER TILBAGE!" råbte han mens klemte dukkens ribben svagt, men langsomt hårderer. Han kikkede på Era og sagde "kan du vælte dem omkuld??? Bare til han vælger at høre efter?" Han kikkede på Chris og sagde "løb videre, i skal ikke indblandes"

Era nikkede, med et kort "M-hm," *Jeg kan i hvert fald prøve,* tænkte hun. Hun vendte sig mod soldaterne. En kraftig vind begyndte at piske op på markedspladsen, og syntes at rettes lige imod de løbende soldater. Det varede ikke længe før Era erkendte at hun ikke kunne vælte dem. I stedet kondenserede luften om soldaterne og blev meget tung og tyk, indtil den næsten ikke var til at bevæge sig i. Det ville gøre soldaterne langsommere, men ikke stoppe dem helt.
Era rystede ved anstrengelsen - så mange soldater var svære at stoppe - og håbede at Mortimer ville gøre som Alastor sagde. Ellers måtte de løbe, eller kæmpe åbent.

//Lad os give den stakkels Mortimer en chance? xD//

Chris løb frem og skjulte Cephia bag sig.
Han trak sin bue ned fra skulderen og lod en pil hvile på strengen.
Han holdt fokus, men skød ikke pilen af i tillid til Alastor.

Liv stod længere væk fra soldaterne, end de andre. Hun følte sig som tilskuer, vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Skrækken for at det skulle komme til kamp var overvældende. Hun var - næsten bogstaveligt - svag som en nyfødt kattekilling. Hun ville ikke ærlig - eller uærlig - chance. De ville kunne hugge hende ned så let som ingenting, og selv om hun var hurtig, vidste hun, at hun ikke kunne løbe fra dem. Og hvis hun overgav sig.. så ville hun forråde de andre.

// Undskyld jeg ikke har svaret, men er syg.. Jeg tror ikke jeg bliver rask foreløbig >.> Undskyld igen og ses //

//Nu er jeg blevet rask ^^//

Cephia lyttede koncentreret, for at finde ud af hvor langt væk soldaterne var. Hun vidste hun ikke kunne hjælpe dem, og ønskede et kort øjeblik, at hun aldrig var gået hen til den fløjtende mand. Hun klemte pigens/kvindens hånd, lidt urolig over hvad der ville ske, og også en smule hjælpeløs.
"Vil du ikke fortælle mig hvad der sker?" hviskede hun til hende, for at vide om de havde en chance.

Mortimer mærkede et lille klem på hans ribben.
Han kiggede på soldaten.
Soldaten lavede en bevægelse med hånden, og smerten forsvandt.
Mortimer smilede for sig selv.
Han begyndte at gå op mod hvor soldaterne var.

En tilfældig soldat: (som vi kalder..øhmm... Morten? x3)
Morten kiggede på de andre soldater.
Han mærkede vinden mod mig.
Nu begyndte at få kræfter og begyndte at løbe imod Era.
Et lille ondt smil bredte sig på hans læber.
Han greb ud efter hans sværd.
Nu trak han det og stak det i jorden.
Nu kunne han hive sig frem via det.
De andre soldater så straks han idé, og gjorde det samme.
Nu er soldaterne på vej, meget hurtigere.

Da hun så at det ikke virkede, blev Era grebet af panik igen. Den eneste tanke der kørte i hovedet på hende var *Ikke tilbage til fængslet*
Ude af sig selv rakte hun ud med sin magi, og fandt den soldat der var tættest på dem. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre for at stoppe dem, så i desperation lukkede hun for hans luft, så han ikke kunne trække vejret. Soldaten spilede øjnene op, gispede efter luft, som han ikke kunne få ned i lungerne, og faldt så om, død.
Da Era indså hvad hun havde gjort, stivnede hun. Hun havde aldrig i sit liv dræbt nogen før. Hun stod et øjeblik helt stivnet, hvorefter hun vendte det hvide ud af øjnene og besvimede.

//Oh yes.. dramaness of drama Oo'//

Alastor så hvordan kaptajnen stoppede med at føle smerte, men han blev virkelig overrasket hvordan Era ved uheld blandet med panik dræbte en soldat. Han gispede næsten efter været, alligevel mærkede han noget i sit baghoved....tale til sig *hvad med en aftale?? - jeg får en fri aften senere på måneden og jeg vil hjælpe dig???* Alastors øjne var stadig helt store //som O.O store// alligevel tog han sig selv i at kikke på Era og sige "Era...det var ikke din skyld, og vær sød at løbe....løb indtil vagterne har givet op....Det her bliver ikke kønt...Lov mig det...." Han fik tåre i øjne og råbte "LØB SÅ FOR FANDEN!" han havde ikke bandet i flere måneder. Så han mente det denne gang.

Alastor tog en dyb indånding, og pludselig blev hans gode øje blodrødt. Han kikkede over på Era og sagde "løb nu før jeg ombestemmer mig" det lød ikke som ham, og det var det heller ikke. Det var hans onde side, hans....være halvdel.

Alastor den onde kikkede på den døde mand på jorden og fik et skævt ondt og ikke mindst sindsygt smil på læberne. Langsomt vendte han hovedet mod dukken //langsomt som i scary langsomt =P// Til sidst kikkede han på den lille flok af soldater og sagde "i får 3 sekunder til at vende om" han løftede en pegefinger og lod den vippe fra side til side mens han sagde "tik...tak....tik..tak....tik tak det var 3 sekunder!" han smed brutalt dukken på jorden og stampede meget hårdt på den, han knusten den bogstaveligt, det ville give kaptajnen massive smerter, men ikke slå ham ihjel eller give physiske problemer....bare ren smerte

Han løftede langsomt en hånd samtidigt med han langsomt foldede pegefingeren ud på hånde, han pegede på den døde soldat. Lukkede øjne og mumlede "To the grave you go, but back you come. Becouse i say so, obey me ghoul oh dum" fra hans finger skød en meget sort stråle, den gik lige ind i mandens hjerte, efter et par sekunder bevægede en hånd sig, så en arm. Og langsomt rejste den sig op. Dens øjne var helt hvide og tomme. Den tog sit sværd og kikkede på Alastor den onde

Alastor mumlede nogle ord, og zombien adlydte. Den begyndte bogstavligt talt at rive sit eget kød af. Dog kun fra mave regionen. "dette er jeres skæbne hvis i ikke skridder nu!.." igen løftede han en finger og begyndte sin ¨tik tak¨ ting da han var færdig sagde han "nå men, dem der valgte at blive vil nu miste deres krop....og sjæl...aha...ahaha...MWAHAHA" //ondt grin, ikke haha ondt men meep ondt xD//



//ok jeg skrev meget?! O.O - woo Dram(a)e er mit mellem navn, poor Era =(//

Chris mærkede forandringen i Alastor og da han hørte Alastors trussel, valgte han at gøre det lidt bedre for nogle af soldaterne.
Han trak en pil frem og lagde den på strengen.
Han trak strengen tilbage og slap.
Soldaten faldt død om, men det så ud som om der var en lettelse i hans øjne.

Livia forsøgte, så godt hun kunne, at holde Cephia orinteret om situationen, men det gik ikke ret godt, og da Era dræbte den første soldat, rungede Livs paniske skrig ud over hele pladsen. Hun havde set døden før, men hun hadede den lige meget. Den havde taget hendes familie og venner, og nu også en uskyldig ung mand.
Hun slap den blinde piges hånd, vendte om og løb grædende og snublede et par skridt væk, før hun faldt ned på knæ og begyndte at kaste op. Bag sig hørte hun Alastor råbe, men hun kunne ikke finde nogen mening i hans ord.

//jeg overlever ALDRIG *snøft*//

Mortimer kunne mærke den massive smerte, dog spurgte han ikke soldaten om hjælp.
Smerten gnavede i ham, men han holdte den ud.
Han gik, men han holdte sig i udkanten, da han så hvad der skete.

Soldaten Morten:
Morten kigger på hvad der skete rundt om ham.
Hans gode kammerater faldt døde rundt omkring ham.
*hvorfor gør jeg dette* tænkte han.
"hvad er der galt med jer!" råbte han pludselig.
Han kiggede søregeligt på sin Zombia kammerat, og tænkte på hans familie.
Hvordan en enkelt mand ødelagde, en barns liv og en kvindes liv.
*Det er forfærdeligt!* tænkte han.

//forstærkninger? =P//

Alastor den onde grinede stadig ondt, han nød nærmest hvordan zombien så ud til at ødelægge sig selv, *snøft* "er det ikke smukt?". Han tørede en tåre fra sin raske kind med en finger.
Pludselig følte han et stik i brystet "danm..." han nikkede til zombien og den løb mod soldaterne på 4 ben/hænder mens dens tunge hang vidt åben.

"jeg smutter nu." råbte han før han mumlede nogle ord "dark cloud" an mørk støvsky stod ud omkring ham og han satte i løb.

//og ca. her stopper Mortimers smerter =) - siden dukken er ødelagt stopper forbandelsen efter et stykke tid//
Han så de andre og råbte "kom så!"
http://p.s er vi out og møder ved kroen eller??//

//JEG SKAL MED!! En eller anden tag mig plz xD//

Når jeg cykler til skole, kører jeg forbi en tempelherreforening... O.o

//*Grineflip* xDxD//

//jaer undskyld >.< Det kører bare idag...
skulle have været postet et andet sted.. Men jeg kan tilsyneladende heller ikke finde ud af faneblade mere... Ville egentlig også komme bag på mig, hvis jeg kunne.. O.o
*pludseligt sindsygt grineflip pga mangel på søvn og dårlig humor*//

Liv kastede op, til der kun var galle tilbage. så væltede hun hulkende sidelæns om på jorden. (ikke i sit eget opkast) Alastor råbte igen. Det nåede slet ikke ind i hendes omtågede hjerne, hun græd bare, så hendes spinkle krop rystede. Hun skjulte sit ansigt med hænderne.

//sorry "næsten" double post =P//

Alastor stoppede pludselig *du skulle også rede dem!*
"men men men men men"
*INGEN MEN!*
"fiiiiiiiinntttt...." Alastor den onde sukkede let. Alligevel vendte han om, men da han så liv bare holde sig for øjne og være bange. Måtte han jo bære hende....Probleme var han ikke var stærk nok. Godt at nekrotik også handlede om forvandling.

Alastor tog sin store bog frem, slog op under forvandling, og fandt en formular Han tog et stykke kød fra sin pose og hviskede "dark embracement, inforcement of the flesh, improvement of body!" kødet forsvandt og hans muskler blev svagt stærkere. "det skulle gøre det..." hviskede han før han løb hen til Liv og sagde "misforstå mig ikke, jeg gør kun dette som del i en aftale..."
han løftede hende op på ryggen og holdte hende fast med en arm. Han løb hen til Era og sagde "for din skyld håber jeg ikke du gør ham til en lille svækling!"
han løftede hende op på ryggen, to mennesker var hårdt at bære, men takket være den midlertidlige "forbandelse" ville han kunne løbe med dem i et stykke tid.