ny by

Liv viste ikke, hvad hun skulle sige. Alastor var tydeligvis bange for, at de ville hente nogen vagter, selv om de ikke havde ageret den mindste smule fjendtligt.
Den nyankomne pige talte alvorligt til ham, fortalte ham, at hun var stærk. På en måde virkede det meget personligt, og Liv fik en følelse af at lure ved en dør. Det virkede meget upassende, at hun selv og Chris overhørte det.

Chris mærkede Livia usikkerhed og spurgte de to andre hviskende:
"Skal vi gå?".
Det kunne være fedt at få dem samlet på kroen og vise venskablighed, men kroen var jo brændt ned.

Alastor kikkede på Era med et lille smil "det ved jeg godt, men jeg er bange for at hele erfæren i skoven måske har tiltrukket...deres..opmærksomhed" med deres mente han skyggerådet, og han havde virkelig ikke lyst til at snakke med dem.

Han tog en dyb indånding og sagde "men hvis du virkelig ikke er bange for det Era....så...tak.." han kikkede på hende med et smil der vidste håb, og glæde.
Han hørte på fyren der spurgte om de skulle gå og sagde "jo hvorfor ikke, hvad siger du Era?" han smilede glad, som om en kæmpe byrde nu var væk

Era smilte, lettet over hans svar. Hendes ansigt antog den sædvanlige munterhed, og hun så på manden (Chris).
"Hvis vi ikke er til besvær?" spurgte hun.
Hun følte at hun måske havde, uden at ville det, lavet en scene, og ville gerne gøre op for det.

Chris grinte lettet.
"Til besvær, selt ikke" sagde han og lo.
Han kiggede lidt på dem og begyndte så at gå... hvorhen?

Antal indlæg : 87 Points : 5827 Reputation : 1 Registration date : 17/02/09

En høj kappe klædt mand kom gående mens han slæbt på en udmattet hest. Det var ikke til at se hvad der var under kappen, men dem med skarpe sanse kun høre lydet af metal mod metal. Bala kæmpet for at holde sig i bevidstheden. Efter 3 dages rejse var han helt udmattet og havde bare lyst til at lad mørkets sødme ta' over ham. Han vidste at hvilen ikke lå langt væk. *Bare jeg kunne genvinde lidt kræfter* tænkte han i sit stille sind.

Alastor smilede til dem, han kikkede på Era og sagde "jeg ved det, men hvis...de...har lagt mærke til al den magi for nygeligt...så..så vil jeg ikke have du kommer til skade..." han smilede til hende roligt, han kikkede på fyren (chris) og sagde "hvorhen??...Den eneste kro jeg husker i byen er jo blevet brændt ned...desværre." Han ville ikke sige til dem at han sikkert kunne bruge sin magi til at bygge en ny lavet af knoglepulver og elfenben.

Pludselig blev han stiv som et bræt, eller sådan føltes det. Han kunne mærke en meget lys aura. Han bandede og svovlede i sit hoved før han prøvede at koncentrere sig på at gøre sin egen aura mindre. Han ville IKKE blive opdaget....ikke nu.

Antal indlæg : 87 Points : 5827 Reputation : 1 Registration date : 17/02/09

*lad min vilje være våbenet mod alt ondt* bad Bala i sit stille sind. Han vil ikke kæmp, men hvis han blev tvunget til det, så var der ikke nogen vej uden om. Nu bemærket Bala de 3 andre. De så ikke ud til at være til stor fare, men hans hjerte har aldrig løjet for ham. Han håbede på at de ikke var tyve folk, eller noget i den retning.

Chris trak på skuldrene.
"Njoo... jeg ved desværre lidt for godt hvad du mener" sagde Chris uden det mindste på glæde.
Så smilede han igen og tilføjede:
"Men vi kan da bare gå en tur".

Antal indlæg : 87 Points : 5827 Reputation : 1 Registration date : 17/02/09

Bala som bemærket at han gik den forkerte vej, vendte sig om, og gik tilbage. *en kro er alt hvad jeg skal bru'* tænkte han. Lidt efter lidt begyndte hans høj skikkelse at forsvinde.

//out

"Men det gør jeg ikke..." sagde Liv, der havde en hang til dystre historier.
"Hvilken kro var det, der blev brændt ned? Den sorte havmåge?"
Hun kendte kun stedet af navn. En af hendes gamle venner havde kendt krofatteren og rost stedet til skyerne.

"Naah..." sagde Chris tørt, "Det Gyldne Vildsvin. Jeg plejede selv at komme der".
Han hviskede det sidste, for han kendte godt rygterne der svirrede om kroen, og han vidste også at de fleste af dem var sande. Men alle behøvede jo ikke at vide at han var en del af oprøret.

Alastor så lidt ned i jorden, han sukkede lidt og sagde "surt hehe....jeg havde hørt gode ting om deres mad....og andre rygter omkring det sted" han indså at han måske fornærmede fyren og sagde hurtigt "ikke at jeg tror på dem!".
Han kikkede op igen og sagde "Øh...undskyld jeg fik ikke jeres navne.....mit er Alastor som jeg vidst har sagt.."
Han smilede roligt mens han gik langs gaden. Uden at tænke over det nynnede han en lille lav melodi, den virkede lidt dyster/trist

Da Chris ikke svarede lige straks, valgte Livia at tage ordet. "Jeg hedder Liv.." hun tog smilende et enkelt lille dansetrinslignende hop og faldt igen i trit med de andre.
"Hvad er det for rygter?" spurgte hun et øjeblik efter. Hendes blik gled nysgerrigt over Chris, der så ud til at være velbekendt med dem.

"Chris" sagde Chris.
Han mærkede Livia blik, og valgte at sige:
"Jeg har hørt om disse... rygter" han lagde en mystisk tone på ordet 'rygter', som for at hentyde til at det var mere end blot det, "oprørenes mødested, det var vist også derfor den blev brændt ned".
Han undlod at sige at han selv var der under nedbrændningen, men kastede et blik på Livia for at hentyde det. Han vidste ikke hvorfor, men han stolede på hende.

"Oprørerne..." Det kom tænksomt. Hendes øjne var blevet fjerne og forunderligt dybe, og hun gik et øjeblik meget langsomt. Hun havde ikke fortalt, at hun ikke var helt menneske, og selv om det muligvis var til at gætte, var det meget voveligt af ham, at lufte sådanne påstande. Især fordi han tydeligvis selv var elver (?) og fordi han før havde spurgt om hendes meninger i den retning. Så vendte hun tilbage til den virkelige verden.
"Er det rigtigt, at oprøret er meget stærkt i Takamir?" Den urolige tone i hendes stemme var påtaget, og kunne ganske let forveksles med en opstemt ivrighed. Hun pakkede sit spørgsmål ind i modstridende følelser, der let kunne forveksles, og som på ingen måde kunne bringe hende selv i farezonen. Medmindre selvfølgelig nogen misforstod hende med vilje.

(Jeg er elver)'

"Njoo... det siges der" sagde Chris ufattelig dårligt skjult.
Han kunne straks høre at han havde dummet sig og prøvede at redde den.
"Jeg oplevede nu ikke nogen oprørere" sagde han, "på kroen".

"Jeg hedder Era," sagde hun, da det gik op for hende at hun ikke havde præsenteret sig selv.
Ved snakken om oprørerne spidsede hun ører (mere end hun nu gør i al almindelighed) men lod de andre om at snakke om det. Hun ville ikke virke for ivrig om det, men håbede i hemmelighed at de ville sige noget afslørende om det.

Alastor smilede da han fik navnene, det fik ham til at føle de stole en lille smule mere på ham.
han lyttede til deres snak om oprørene og sagde lavt selv. "Jeg vil være ærlig med jer, jeg kan forstå oprørene, dem der styre her er virkelig grådige og onde mod andre end mennesker der er normale.....Og selv mod dem er der hårde skatter......Jeg vil ikke gå med i oprøret, men jeg vil på ingen måde stoppe dem eller beskytte soldater..." han sukkede lidt.

Da de gik videre smilede han svagt og sagde "nogen der ved hvor det er muligt at få et job?...jeg har næsten ingen penge tilbage, og min magi er ikke velkommen i byen"

"Hmm... ikke medmindre du kan bygge en kro op" sagde Chris.
Han kom først bagefter til at tænke på, at det nok ikke var smart at sige at han ejede kroen, men det var jo for sent.
"Jeg ejer Det Gyldne Vildsvin nu, og jeg vil gerne have den bygget op".

Era blev endnu mere interesseret i Chris, da han sagde at han ejede kroen. Måske var han selv en oprører? Men hun turde ikke spørge. I stedet valgte hun at sige, "Jeg leder også efter et job. Jeg kan nok ikke være til megen hjælp med at bygge kroen op, men... måske kender i nogen der har brug for... noget?"

"Det kommer an på hvilken type job" sagde Chris.
Han grinte lidt for sig selv, og sagde så:
"Du kunne tage med mig på jagt?"

"Så skal jeg nok lige lære at jage først," indrømmede Era med et lille grin. "Men hvis du skal bruge en urtekyndig, kok, historiefortæller eller -" hun sænkede stemmen "- vindbetvinger, så er jeg til tjeneste. Og jeg kan altid lære?"
Era indså at hun var ved at lyde for ivrig, og irettesatte sig selv, selvom der ikke var noget at gøre ved hvad hun havde sagt.

"Tjoo... jeg kunne vel godt bruge en kok" indrømmede Chris, "om ikke andet, så til der hjemme".
Han kiggede vurderende på hende.
"Så kunne du få kost og logi... og måske lidt penge" tilbød Chris.

"Virkelig?" spurgte Era, storsmilende og ude af stand til at skjule sin ivrighed. "Det ville være..." hun ledte efter det rigtige ord "perfekt! Tusind tak!"