MASKEBALLET ( d. 21 kl. 19 - ? )

Era nikkede til Alastor, og øjnede buffeten. Også hun havde levet på alt for lidt mad den sidste tid, og det gik op for hende hvor sulten hun var.
Med et smil til sin ledsager, tog hun en tallerken og skar et stykke af noget kød, der ville vise sig at være honningglaseret skinke. Med det tog hun nogle kartofler og en hel del forskellige slags salater. Hun kiggede sig over skulderen for at se om Alastor var med, og satte sig så ned ved et bord.

En følelse af aktiv magi, gik igennem Amon, pludselig stod han blot stille. Han tog sig til hovedet. Han var den eneste her der ikke havde en maske på. Hans dansepartner kiggede lidt usikkert på ham. "Hehe, det er bare længe siden jeg sidst havde dansede så vildt" sagde han og kiggede uskyldigt på hende. Han gik frem tog hendes hånd dansede videre *Flere magiker i kongens fest. Der er noget helt galt* tænkte han. Hans sanser satter deres arbejde på højeste niveau. Hans ansigt var stadig afslappet og glad, men hvis nogen så bag det. Vil de se en aktivitet. Amon prøvede ikke at skjule at han var "unormal". Det han havde på pegede på ham. Men stadig var det ikke nok til at beskylde ham for at være magiker.

//Fal//
Fal ventede glad på Ayla og da hun satte sig ned begyndte han at spise roligt, så liiidt hurtigerer. Men alligevel ikke for hurtigt.
Han kikkede på Ayla, uden at vide det med lidt kartoffel på kinden. Han smilede og sagde "maden her er meget god synes du ikke?"
Han ventede et par sekunder før han gik tilbage til maden




//ALASTOR//
Alastor smilede til Era og gik over til Buffen, han tog noget skinke, kartofler, sovs, mere sovs, en skive skinke merer, og så til sidst noget brød. Desværre da det kom til drikkevare var der ikke meget at vælge imellem, han havde aldrig før drukket nogen form for alkohold og han kunne ikke finde noget uden alkohold han kikkede over på Era og sagde "øhm...Er her noget at drikke som ikke har alkohold i sig." *dumbass, hvordan skulle hun vide hvad alkohol betyder?* tænkte han før han sagde igen "altså du ved noget der ikke gør dig fuld.."

selv om hans magiske sanser var skarpe valgte han helt at lade være med at bruge dem, idag var en dag hvor der skulle festes. Ikke tænkes

Amylia grinte lidt til Fal. "Maden er helt fantastisk!" lo hun, og tog en lille tår vin. Hun puttede et stykke kød i munden, og gav sig god tid til at smage på det. "Fal, du har lidt..." hun pegede diskret og lo glad. Hun puttede tre forskellige salater i munden på samme tid, og spiste med stor beejstring.

Era, der ellers gladeligt var gået i gang med sin skinke, rejste sig for at kigge nærmere på hvad bordet havde at tilbyde af drikkevarer. Vin, vin... øl til bønderne... mere vin... hendes øjne faldt på en karaffel med almindeligt vand.
"Her," sagde hun, for at henlede Alastors opmærksomhed til vandet. Hun tog også selv en goblet og fyldte den med vand. Heller ikke hun havde drukket vin før, og hun havde ikke tænkt sig at begynde i aften.

Lindorâ var gået op til buffene for at se hvad der var at vælge i mellem, hun var standset og havde bare stået og set på alt den overdådige lækre mad. Sådan stod hun stadig, mens hun overvejde om hun kunne gemme lidt af de i de store lommer, uden nogle ville ligge mærke til det.
"Nej, du må nok hellere lade være." Rådede hun sig selv, og valgte til sidst et stykke ristet brød med nogen rødt ovenpå. Hun tog en forsigtig bid, og kunne mærke hvordan det røde brændte hendes mund, så stærkt var det. Men modsat mange andre mennesker, ahvde Lindorâ ikke noget imod stærk mad, hun var vant til varmen fra ilden hun fremmanede så varmen fra maden var ingenting.
Hun stod lidt og så på de dansende mens hun betragtede de dansende der morede sig herligt, og smilede. Det var længe siden hun bare havde nydt en fest, og at hun kunne gøre det med et bal gjorde det endnu bedre.
En ung mand kommer over mod hende, han var høj og mørkhåret, og enormt køn.

,,Må jeg bede om denne dans?" Spurgte han, og kyssede hende på hånden. Hun tøvede lidt, men nikkede så, og gik med ham ud på dansegulvet hvor hun dansede en enkelt dans med ham, inden hun gik over mod de små borde og satte sig ved på en af stolene.


//Abhay kender vi hinanden? Jeg mener, så vidt jeg forstod det var du en del af Wirkan ikke?//

//Du kender mig sikkert, og jeg tror jeg kender dig. Har jo set dig på et tidspunkt (All kender den mægtige Abhay, og endnu mægtigere Amon)

Amon så en velkendt ansigt. Det var en kvinde, men hvor havde han set hende? Aha, Wirkan, godt godt, hvad hendes navn? Han blev lidt væk i sine tanker. *der! tænkte han, "Du må mig undskyld, men jeg er træt. Som sagt jeg har ikke dansede i lang tid." sagde han og gik mod pigen (Lindorâ)
"Er der en plads til mig ved siden af den unge frøken" sagde Amon og smilede, han fandt sig en stol og satte sig på den anden side af bordet "Så er der nogen planer jeg ikke kender til" hviskede han efter at ha' lænede sig frem mod hende.

Lindorâ så på manden der satte sig ved bordet. Der gik et øjeblik, så genkendte hun ham, og hun undrede sig over at hun ikke havde genkendt ham før, måske fordi der var så mange ansigter hun skulle have indprentet, og de fleste af dem havde maske på.

,,Godaften kære." Svarede hun Amon, og vinkede mod en af de tjenere der gik rundt mellem bordende og serverede vin og champange. Tjeneren kom springende, og Lin tænkte i sit stille sind at sådan en behandling kunne hun godt blive vant til.
"Nå Green får sin retmæssige trone, så vil jeg blive vartet sådan op. Jeg er trossalt hans officer." Hun tog endnu et glas af den søde vin, og ventede til tjeneren var væk.

,,Kan man nu ikke more sig uden at der skal stikke noget under?" Spurgte hun Amon, og så ud over mængden, inden hun vendte det amatyst farvede blik mod ham.

,,Men nej, så vidt jeg ved er der ingen planer du ikke kender til." Hun trak let på skuldrene og slog det ildrøde hår om på ryggen igen, efter det havde sneget sig over skuldrene.

"Nej, man kan aldrig more sig når man er i vores pladser." sagde han, hans ansigt var som altid glad og afslappet "Men hvis du havde været opmærksom kunne du ha' følt den magiske udladning. Vi er ikke de eneste magiker her...." han kiggede på hende, hun så faktisk meget smuk ud. Han knipsede og ventede på at der kom en tjener, han forventede ikke ligefrem at bli' hørt, der var meget med larm her. Men overraskende nok kom en tjener med blok og pen i hånden "Hvad ka...kan jeg gør for dem?" spurgte tjener og var klar til at skrive. "En flaske vin, to glas. Noget lam og Kylling Med Indisk Pepper" sagde han og så til mens tjeneren skrev. Tjeneren gik og få sekunder efter kom han tilbage med det han var blevet bedt om. "Mere jeg kan gør for Dem hr....?" spurgte tjeneren. Amon kiggede på ham, igen skulle han le "Yahba Mena, medlem af kongen specielle styrke" sagde Amon "Men nej der er ikke mere jeg skal ha'"
Da tjeneren var gået, faldt Amon af stolen af grin, folk lad ikke mærke til det. Han rejste sig og satte sig på stolen "Anden gang går de med på den" sagde han til Lindorâ stadig med en halv latter siddende i halsen.

Da Amon gjorde hende opmærksom på det kunne Lin godt mærke magien i luften. Hun trak på skuldrene og nippede endnu engang af vinen.

,,Måske, men andre magikere har vel lov til at være her." Sagde hun, og smilede. Hun studerede ham mens han bestilte, og bagefter da han snød tjeneren, der ikke selv var klar over det, og aldrig ville opdage sandheden, og rystede på hovdet.

,,Du er skør." Sagde hun kærligt.

,,Den arme knægt vil gå og være bange for at han gjorde noget der kunne fornærme den store Yahba Mena." Men hun kunne ikke selv holde en lille latter tilbage.

Med et uskyldigt smil påklistret den røde mund, lod Ellinor sig elegant og lifligt, fører hen over det hårde marmor belagte gulv. Manden, der omsorgsfuldt og roligt, holdt hende i sin favn, smilede charmerende, og bukkede sig en anelse frem, så hans mund var ud for hendes øre, ”De må undskylde min uforskammede opførsel – at jeg kunne glemme at præsentere mig selv; mit navn er Efei Ulypses. Jeg er en af en af de mange adelige familier, som var inviteret i aften.” Den hviskende, bløde stemme, genlød i hendes hoved, og hun kunne føle hans varme ånde, mod sin hals. Musikken førte dem længere omkring, og det var som om de dansede i deres egen lille verden, svævede langs væggene, med bølgende klæder om benene og duftende strømme i håret.

Som svar på hans præsentation, nikkede Ellinor forstående og så ham tankevækkende op i øjnene, *Hvor hun dog savnede Veneur! Hvor blev han af?* Denne nye tilbeder var ikke af hendes kop te, han var for ligeud, for påtrængende! Små halvkvalte forsøg på at skabe lidt afstand mellem dem, fulgte, men hver gang det lykkedes Ellinor at komme lidt væk fra ham i dansen, trak han hende bare tættere. Med et bebrejdende blik spillende i øjnene, så hun op på ham, men det var som om han overså det da han umiddelbart efter fortsatte sine tilnærmelser, som om intet var hændt. ”Og De hedder, kære Frøken?” Med et overlegent og førende smil, blinkede han til hende, og påbegyndte en tættere dans, ”Af fjender er jeg intet kaldt” og med de ord, slap hun hans hånd, trods hans protester, og den lyshårede, bedårende kvinde, skyndte sig gennem den overfyldte sal, væk fra den fornærmede unge herre.

Med et forvirret og fortvivlet humør, søgte hendes krystalblå øjne, efter Veneur, han var ingen steder at se, og til sidst måtte Ellinor opgive jagten.
Flere gange den aften havde hun følt magi, men havde valgt at overse det, *Hvorfor bekymre sig om noget der endnu ikke var hændt?*

Hun fortsatte beslutsomt mod et bord, og satte sig udmattet ned. Flere nysgerrige øjne fulgte hende, men i tankerne viftede hun dem affærdigende væk.

(Hun sidder ikke så langt fra Lin og Abhay)

"Skør, hmm" sagde Amon og smagt lidt på ordet "Passer meget godt, men det få mig til at le, og mit liv forlænges. Jeg vil helst ikke dø af sår" Han tog flasken og hældt vin i de to glas, hvorefter han skubbede det ene til Lin. Han tog sit glas op og smagt på det. "Hmm, kongen har da brugt et per sølvstykker for at købe noget vin" grinede han. Så tog han lidt af maden og smagt på det "Men til gengæld er maden meget god. Ops. jeg har ikke vasket hænder" sagde han med et ondt smil på læberne, hvorefter han gik i gang med at spise.

,,Lad os håbe kokken har gjort det så." Svare Lin smilende. Selvom hun nød ballet, og Amons morsomheder, kunne hun ikke give rigtig slip. Dels fordi hun havde dårlig samvittighed over at have tøjret Naur derhjemm med den røde silkesnor, og dels fordi hun skulle være på dupperne. Hvis der skete noget skulle hun være klar. Ikke fordi hun ikke regnede med at Green kunne passe på sig selv, men fordi det var hendes pligt at stå ved hans side. Og så kunne hun ikke skubbe den følelse af sig at noget ville ske.
Hun lagde mærke til en vidunderlig smuk kvinde komme hastende gennem mylderet og se rundt med søgende øjne. Måske kunne hun ikke finde sin ledsager, eller måske ledte hun bare efter et sted at sidde, for et øjeblik efter satte hun sig ved en af bordende tæt på Lin og Amon.
Lin kunne ikke lade være med at studere den smukke kvinde, og selvom Lin havde gjort noget ud af sig selv i aften, og endda købt en ny vidunderlig kjole, var den intet i forhold til den kvinden havde på.
Da hun kiggede nærmere på kvinden, lagde hun mærke til nogle træk der kun fandtes hos elvere. Den fine hud, de høje kindben og den helt specielle blå øjenfarve, og da hun havde lagt mærke til dette kunne hun også mærke magien om kvinden.
Den var... grøn, bedre kunne Lindorâ ikke beskirve det. Grøn, og den duftede af mos og blade.
Hun overvejede om hun skulle gøre Amon opmærksom på kvinden, magikeren, men valgte ikke at gøre det. Han ville selv ligg mærke til det, og desuden ligende kvinden ikke en der var ude på ballade.
"Men hendes magi. Den er så stor" Tænkte Lin, og tænkte på hvor godt kvinden ville passe ind i Wirkan.

Amon kiggede op med det ene øje og så kiggede han i den samme retning som Lin. Han smilede *kvinder!* Han kiggede på Lin med et blik fuld med alvor "Du er smukkere end jeg nogensind har set dig" sagde han, hans stemme havde stadig lidt morskab, men den var alligevel meget seriøs. Han skubbede maden lidt væk, og tog vin glasset og drak det der var tilbage derned. "Og ja, kokken har gjort et godt stykke arbejd" sagde han smilende.

Hvis ikke det var fordi en dronning ikke burde rødme, havde Lins kinde været samme farve som hendes hår nu.

,,Tak. Du ser heller ikke helt værst ud selv." Svarede hun, og lænede sig så ind over bordet mod Amon og hviskede:

,,Kan du ikke mærke hende?" Hun så over på kvinden, elveren hvis hun havde gættet rigtigt. Hun så koncentreret på hende, som om det ville gøre det nemmere at mærke hvor magtfuld hun egentlig var.
Hvis ikke det var fordi Lindorâ havde boet hos elverne da hun selv var ny magiker, ville hun ikke have vidst at kvinden var druide. En meget anvendelig form for magi, da man aldrig rigtig kunne løbe tør for natur. Selv her inde i salen var der blomster og små træer i potter.

Med et grynt rettede Eiryss ryggen der var taget, fremragende det måtte så betyde at gulvet var ned efter. Godt hun havde efter hånden fået kontrollen tilbage, med lidt held havde hun heller ikke vagt alt for megen opmærksomhed, hun havde trods alt bare væltet lidt rundt til en fest. Så med lidt held ville de fleste nok bare antage at det var en fuld gøgler eller en rigmands søn der var blevet dumpet og nu drak sine sorger væk, intet som køns roller og fordomme.

Eiryss satte derfor kursen mod den unge elver der, efter Eiryss mening havde tiltrukket sig lidt for, megen opmærksomhed. Eiryss satte sig blot ned ved siden af den hvidklædte, og lagde begge hænder op på bordet for at vise hun ikke havde noget at skjule ”Diskretion er ikke Jeres stærke side Yngling” Kommenterede Eiryss roligt i formelt elvisk imens hun blot så frem for sig, som om hun prøvede at blive enig med sig selv om hvad hun skulle vælge af de ting der stod på bordet foran hende. ”Ved Jeres Ældre at I kokettere med Mennesker?” Forsatte Eiryss, stadig uden at kigge over på sin samtale ”partner” for nogen elver betød det intet Eiryss var dog noget fundamentalistisk på punktet omkring race renhed og adskillelse.

//Har valgt at gøre hendes ordvalg og ordstilling meget …. Underlig, for at understrege at hun anvender formel tale, fra et sprog med anden kulturel betingelse

PS Kokettere kan løst oversættes til at flirte uden reelle hensigter. Stammer fra 18 hundrede noget….//

Amon kiggede på Lin. "Hun venter på... kan ikke lige husk hans navn" svaret han "Hun er alt for godhjertet til at være en trussel"
Amon havde ikke taget sin bog med idag, men stadig havde han et per magier. Han kiggede lidt på den skønne ansigt foran ham, hvorefter han vendte sit hoved og kiggede på den anden elver kvinde. *Det ser ud til at hun har fået selskab* tænkte Amon. Et lille billed blev ved med at løbe frem og tilbage igennem Amon. Lin's svag rødelig læber. Han slikkede sin læber og kiggede på Lin med et drillende smil.

Lin åbnede munden for at svarer at hun skam heller ikke havde taget kvinden for en trussel, men mere fordi hun ville passe ind i Wirkan, rigtig godt faktisk, men blev afbrudt da en mørk kvinde på dansegulvet skreg forskrækket.
Hun så op, kampberet, men hørte så den mørke kvinden udstøde et suk.

,,Åh hvor blev jeg forskrækket." Sagde hun, og Lin kunne se hun tog et eller andet op, hun nåede lige at fange et glimt af orange pels.

,,Men det er bar een abe." Fortsatte kvinden til sin ledsager der så på aben som om det var noget katten havde slæbt med ned.
"Åh nej." Tænkte Lindorâ, da aben, Naur, hoppede ud fra kvindens favn, og over gulvet i retning mod Lin.
"Naur altså!" Tænkte hun vredt, da hun så en flok vagter komme hastende efter den lille abe der delte dansegulvet med den lange hale, med den sorte spids, som markering om hvor han var.
Naur nåde hurtigt op til Lindorâ og hoppede op på skødet af hende og trykkede sig ind til hende. Forskræmt over de vagter der kom løbende mod den i samme øjeblik.

,,Frøken, må vi bede om aben." Sagde den ene vagt lederen af gruppen, en rødmosset mand med ølvom, og rakte ud efter Naur der peb forskrækket.

,,Aldeles ikke!" Svarede hun roligt men mærkede hvordan magien sled i hende efter at slippe løs og grille vagten der næsten havde fanget hendes familiar.

,,Han er min, jeg ved ikke hvordan han har fundet herhen, men nu er han her altså og I kan ikke bare tage gæsternes ledsager fra dem."

,,Din... ledsager?" Spurgte vagten forvirret og Lin nikkede.

,,Ja, der stod ikke noget i invitationen om at ledsagerne skulle være menneskelige." Svarede hun, og blinkede til en af de yngre vagter der stod bag lederen og kæmpede for ikke at falde sammen af grin. Vagten der ledte gruppen så et øjeblik forvirret på hende, men mumlede så noget der lød som:

,,Åh ja, selvfølgelig. Hav en god aften frøke." Og vendte rundt.

,,Naur altså." Udbrød Lindorâ vredt da vagten var gået. Hun tog fat i snoren om abens hals, og lagde straks mærke til bidemærkerne.

,,Jeg sagde du skulle vente hjemme." Skældte hun aben, der rakte et eller andet glimtende frem mod hende og lagde det i hendes hånd. Der gik et øjeblik før Lin forstod at han var kommet med hendes krone, som han aldirg havde set hende uden, og havde troet at hun havde glemt den.

,,Åh.. jamen tak Naur." Sagde hun, mindre vredt, og lagde kronen på skødet under aben.

,,Men jeg kan ikke gå rundt med krone på sammen med alle de andre konger og dronninger, det er en anden slags dronning jeg er." Forklarede hun aben, og så så mod Amon.

,,Måske burde jeg gå hjem, jeg er ikke helt sikker på hvor velset en abe er." Sagde hun, selvom hun ikke havde lyst til at gå nu.

// Familiar: is an animal-shaped spirit who serves for witchery, a demon,
or other magician-related subjects. Familiars were imagined to serve
their owners as domestic servants, farmhands, spies, and companions, in
addition to helping bewitch enemies. These spirits were also said to
inspire artists and writers.//

Iljana satte det næsten tomme glas fra sig, og så stadig betragtende ud på folket.. Salen var efterhånden blevet fyldt godt op, og folket så ud til at nyde musikken, maden og festlighederne i sig selv. Hun smilede tilfreds og sendte et undersøgende blik på sin ledsager. Som sædvanelig var det en af de unge, adelige herrere som havde spurgt hende - og hvor så han ud til at nye glansen. Hun sukkede let og lænede sig tilbage i sæddet. Hendes ledsager smilede opmuntrene til hende, løftede hånden og viftede let til tjeneren, som hurtigt kom farende. "De ønsker, sir?" Den smukke, mørkhårede ledsager i det elegante mørkegrønne tøj - som selvfølgelig var speciel-syet - svarede med en arrogant stemme og et smil der fik Iljana til at himle diskret med øjnene. "Fyld op i prinsessens glas!" Tjeneren gjorde straks som befalet og bukkede hurtigt til Iljana, inden han smuttede mod et nyankomment par. Hun smilede let som tak til sin ledsager, som atter sad lænet tilbage og lignede en der ejede hele salen.
Hun rettede sig op og gik i gang med det overdådige måltid, som smagte lige så skønt som altid. Kokkene havde virkelig gjort noget ud af det.. Hun løftede blikket og så ud over dansegulvet. Der var så mange smukke par, og hun var lige betaget af dem alle. Dog var der nogle enkelte som skilte sig ud fra mængden..
Hun elskede at sidde og betragte de mange mennesker, nu da hun endelig kunne. Det var sjældent at hun så, så mange mennesker på én gang.. Specielt fordi at hun aldrig bevægede sig uden for slottets mure..

Amon kiggede lidt på aben også på Lin. "Læg den på bordet" sagde han smilende "Jeg er mester når det gælder at bygge små huse" hans hånd flade begyndt at lyse lidt. "Tro mig alt vil gå godt" hans stemme rystede lidt, men den viste intet form for frygt eller lignende.



//Kunne ikke finde på mere.//

En snigende fornemmelse af at noget betragtede hende indgående, fik Ellinor til at se op, ikke i retning af de skuende, men bare for at orientere sig om, hvorfra blikkende kom. Ud af øjenkrogen, så hun nu en yderst velklædt kvinde, og en nærgående, smilende mand, som hun formodede måtte være hendes ledsager. Ganske stille, smilede hun ved sig selv, mens hun prøvede at finde mod til at møde deres blikke, *Hvad tænkte de om hende?* Nervøst, spidsede hun munden, og rettede hovedet langsomt op, hun så ind i et par skinnende, smukke og intense øjne, der afslørede en stærk tilknytning til varme. Kvindens blik (Lins) Som Ellinor søgte efter, var dybt, interessant og lokkende, som et blussende bål, en varm sommeraften i solnedgangens orange skær.

De varme øjne, fortalte om en blid, men stærk kvinde, trofast og loyal, som den brændende fornemmelse man tydeligt mærkede ved for tæt kontakt med en kogende gryde. Det var som om noget smeltede inde i Ellinor, denne kvinde var direkte hendes modsætning med hensyn til sind og levevis – Ellinor elskede mørke, men denne kvinde, levede for lyset – hun var en sand hemmelighed i sig selv, og Ellinor betragtede hende betaget, som om hun var en gåde hun forsøgte at løse.

Efter mange givende forsøg, opgav hun, men med ren ærefrygt, kvinden var ikke hvem som helst og dette forvirrede Ellinor i en sådan grad at hun fortvivlede, *Hun må være en adelig af en slags.. hmm, nej vent, ikke adelig.. Noget langt større!*

Efter at ha konkluderet at kvinden var noget specielt, lod hun sit blik hvile på manden overfor hende (Abhay). Hun var sikker på at have set ham før! En pludselig frygt, væltede op i hende og hun spærrede øjnene en anelse op af forbløffelse, *Dette var Abhay, ham fra skoven! Den store magiker!” Ellinors tanker blev i midlertidigt afbrudt af en anderledes udseende kvinde (Chilitoke) og Lins abe. Den kønne elver, så forskræmt op på hende, hun skubbede sig en anelse ud fra bordet og gik nærmest i forsvarsposition. Ellinor svarede hendes uforskammede beskyldninger med et ydmygt blik, og så frastødt op på hende. *Denne kvinde var i sandhed også køn, men hvor var det en skam at hun ikke viste det!* ”Jeg er bange for at jeg ikke forstår hvad de mener, frk.?” Hun holdt en kort pause, men ventede ikke svar: ”De må have misforstået mig, mine hensigter er ikke at genere nogen!” Dette svar lagde hun en smule tryk på for at understrege alvoren, og Ellinor så derefter smilende hen på Abhay og hans smukke ledsager (Lin), hun nikkede undskyldende, og så derefter høfligt hen på hendes efterfølger. (Chilitoke)

Abhay rejste sig hurtigt. En fornemmelse af fare begyndt at vågne i dybten. Han gik til Ellinor "Kære Lina, vil du ikke kom til vores bord" sagde Amon han talt til elveren (Ellinor) håret hang rundt og dækket hans ansigt. Så det kun var elveren der så det. Øjne var kolde, men ansigtet var stramt, og det viste tydeligt at han bevist havde kaldt hende Lina. Han rakte hånden mod hende, og ventede på at hun tog den.

Eiryss så stadig ikke over på Ynglingen men drejede dog hovedet da der opstod noget tumult omkring abe væsnet. Der var nogen her der langt fra var i kontrol, her. Eiryss iagttog dog interesseret manden da han valgte at bruge en besværgelse. Fugtede læberne, jo den var god nok. Eiryss tog en kniv fra bordet, og rakte derefter ud efter noget frugt men stoppede sig selv og rejste sig op. lagde en hånd på ynglings skulder, og bukkede sig ned for at hviske hende i øret ”Meget vel Yngling, der er en grund til at vi er forskellige… og hvad er dit forhold til den mand… jeg har sjældent set en sådan reaktion på en simpel besværgelse” hviskede hun forsat. Hun havde placeret sit hoved imellem den unge elver og maden der lavede besværgelsen, et problem ved næb masken var at den ikke var nem at placere tæt på nogen, men så igen undgik hun også at pigen begyndte at glo for indtrængende på manden og derved afslører at der var noget galt ”så rolig nu…fortæl” næsten kommanderede Eiryss og strammede grebet på kvinden skulder for at understrege sin pointe.


//Slået over til normalt elvisk//

,,Det er meget venligt af dig Amon, men jeg tror bare jeg vil sørge for at Naur eros mig resten af aftenen. Han bryder sig ikke om at være spærret inde." Og det gjorde han i sandhed ikke, det var derfor han var kommet her og havde ledt efter hende. Det, og så havde han aldrig været væk fra hende før, det var første gang hun var gået fra ham så længe.
Hun så mod den smukke kvinde, og opdagede at hun betragtrede hende, og et øjeblik var Lin bange for at hendes amatyst farvede øjne ville afsløre hende for havd hun var.
Kvinden der sad ved siden af den kønne elver, som Abhay havde kaldt Lina, fik Lindorâs små nakkehår til at rejse sig og gåsehuden til at bryde frem på hendes arm under Naurs små hænder der holdt fast om dem.
"Farlig. Kvinden ved siden af.. Lina? Hun er farlig." Slog det hende.

Forjaget og nervøst, tog Ellinor sig til brystet med den ene hånd for at berolige sin galopperende hjerterytme. Hendes øjne blev dybe og sårbare, og de store pupiller, blev om muligt endnu større. Samtidigt med at den insisterende kvinde (Chilitoke) rejste sig for at komme hen til hende, så hun med et frygtsomt blik op på Abhay, *Hvad ville han hende? Hjælpe?... det kunne hun næbbe tro, en stor og ondskabsfuld magiker som ham? Aldrig i livet!* Et hastigt og desperat blik, mødte nu hende, som Ellinor formodede måtte være en form for lovs-opretholder, måske i hemmelig tjeneste for nogle strikse Elvere (Chilitoke). Tydeligt mærkede hun, kvindens faste håndgreb om hendes skulder, gennemborende, tvingende negle, der udelukkede pludselige flugtplaner. Endnu engang så Ellinor forskræmt op i Abhays mørke øjne, og en form for medlidenhed ramte hende brat – han ville hjælpe? Det var derfor han kaldte hende ved et andet navn. *Skulle hun tage imod?* Langsomt og bange, rystede Ellinor på hovedet til den påtrængende elver, og sagde forhadt: ”Jeg ved ikke hvad De vil mig, men af hensyn til Deres forfærdelige opførsel, vil jeg heller ikke vide det.. Vil De have mig undskyldt?” Fast besluttet på at undgå hendes, om muligt, vrede svar, lagde Ellinor, en spinkel, bleg hånd, i Abhays senestærke og så forskræmt tilbage på hendes ”jæger” da hun fulgte med ham.

//Ellinor taler kun elvisk, både oldgammelt og nyere//