MASKEBALLET ( d. 21 kl. 19 - ? )

//Jeg har skrevet et indlæg, men der er ikke internet fra min egen computer hvor det er gemt, så det kommer måske på i morgen og ellers når jeg kommer hjem fra Paris (d. 1 juni)//

Chris19 skrev:: //Jeg syntes (i datid xD) heller ikke det var det rigtige tidspunkt! Det er ligesom... forkert//

Chris kiggede nervøst på Iljana.
Da han så hende kollapse, løb han over for at gribe hende.
Hans ben skælvede en smule under hendes vægt.
Han prøvede at rejse hende lidt op, men måtte opgive det. I stedet lagde han hendes stille ned på gulvet og satte sig ved siden af hende.
"Bare rolig, oprørerne skåner dig. Jeg har snakket med vores leder" han tænkte ikke over at han sagde 'vores' før han havde sagt det. Det var vel efterhånden også gået op for hende at han ikke var menneske, havde han ikke også selv sagt det?

// Sorry!! :3 Men har haft mega travlt! Både med min egen konfirmation, blå mandag, islændinge-besøg via skolen, gæster, "prøve"-eksamen osv osv o.O Men NU er jeg tilbage ^^

((( Hans ben skælvede en smule under hendes vægt. Hallo?! Er det en antydning?! xD )))

Hun blinkede nogle gange, og synet vendte langsomt tilbage. Hun betragtede tøvende hans ansigt.
"Du er en af dem, er du ikke?" Hendes stemme var skrøbelig som en porcelænsdukke, og alligevel stærk, som var det ikke et spørgsmål, men en erklæring.
Hun var bleg som et lagen, og dog så yndig som en nyudsprungen blomst. Hun så på ham med et blik der bag usikkerheden, var fyldt med en blid varme.
Hun havde genkendt ham som elver, og speciel taget et kig på de smukke ører. Det var ikke en race man så meget til bag slottets mure. Selv om hun vidste dette, havde hun ikke tænkt over mulighederne. Hvem var han egentlig?

Iljana skrev:: // Sorry!! :3 Men har haft mega travlt! Både med min egen konfirmation, blå mandag, islændinge-besøg via skolen, gæster, "prøve"-eksamen osv osv o.O Men NU er jeg tilbage ^^

((( Hans ben skælvede en smule under hendes vægt. Hallo?! Er det en antydning?! xD )))

//Det er okay
(((Nej da *fløjter uskyldigt*)))

Chris nikkede blidt og som svar på hendes uudtalte spørgsmål sagde han:
"Det er ligemeget hvem jeg er.
Jeg er oprører, du er prinsess..."
Han overvejede situationen før han rettede sig selv:
"Var prinsesse.
Jeg tror ikke der er nogen der ville kunne forstå hvis... du ved nok"
Han vidste at Veneur ville forstå det og han ville sandsynligvis kunne overtale resten af oprørerne, men menneskene ville kigge mærkeligt på det.

( *HOST!* Rettelse: Prinsesse! Hun er en uægte datter til corkin, kongen. )

Hun satte sig langsomt op, og lænede sig en anelse frem af. Betragtede fattet hans ansigtsudtryk; prøvede at få kontrol over sig selv igen.
Hun sagde ikke noget. Vidste ikke hvad hun burde sige. I stedet kastede hun et blik ud over den efterhånden fest-døde sal...
,, Hvad gør i med mig?" hviskede hun. Usikkerheden stod klart i hendes øjne, og alligevel kunne man tydeligt mærke hendes styrke vende tilbage.

//Det der er skrevet i kursiv, er noget Eleanora oplever i sine tanker. Som uvidende ser hun bare tom og trancepræget ud, som om hun står i sin egen verden//

Et sort mørke synes at have indtaget den ældste elverpiges sind, hun stod som forstenet med et tomt og ligegyldigt blik malet i ansigtet. De så ofte glimtende øjne havde mistet deres naturlige glans og et overmodent, erfarent og alvorligt udtryk havde taget pladsen i stedet, som havde en sen alderdom indhentet hende. Huden var blevet mærkeligt grå, og læberne hvide som sne.

Øjnene lukkedes, et langtrukkent suk overskred læbernes kant, hendes øjnene åbnedes igen og de spidse, karakteristiske øjenbryn fortrak sig let. *Fløjten spiller, snor sig melodiøst gennem krattet af toner, ligger et beskyttende bånd, bliver barnet spiralen vil snore, forsvinder det, er alle trådene brudt. Hendes mors vers i bønnen til guden Selûne…* Betød den noget?

Mørket krøb langs hendes ankler, som skabte den en intern tåge. Noget tungt trykkede hendes skuldre og Eleanora forestillede sig, spydigt, en senestærk, knoklet hånd gribe fat.

Pludselig indvendte små brudstykker af lys deres ankomst i hendes tanker, lys skabt af ord… *Veneur..* Og lige som der skimtedes lys i den mørke murs sprækker, blev alt endnu engang sort, og hun stod igen ubevægelig i sit tomrum. *Barnet er sit eget, men ejet af folkets storhed. En stjerne i mængden, et blad i plantagen, et lysglimt af mange fra månen selv…. Bønnen… igen* Hvad skulle det betyde?

Hun rakte prøvende en hånd ud i mørket… *Det var uhåndgribeligt og flygtigt*, hver gang hun forsøgte at gribe det tonede det ud og blev til en grålig masse i stedet. Flyttede hun sig fra det, rykkede det delvist nærmere, og en kold bølge slog imod hende.

Hvad prøvede det at fortælle hende? Endnu et tryk lagde sig over hendes skuldre og hun hev efter vejret, *hvilken gruelig baggrund kunne dette have?* Eleanora så sig febrilsk om og små forpinte lyde overstedte hendes mund. Mørket ændrede mønster og en aftegning af en høj skikkelse viste sig fra tid til anden i skyen af fortrolighed. Den unge kvinde spærrede øjnene fortvivlet op og så til sin skræk en mørkhåret kvinde iført et klæde der afspejlede alt hvad Eleanora afskyede. Som svævede fortiden i den ubestemmelige beklædning og mindede hende om frygten der så dybt var plantet i hendes hjerte.

Hun krøb sammen, værgede for sit ansigt og udstødte et nådesskrig i skingre tonarter. Den høje skikkelse flyttede lidt på sig i tågen og da hun var dækket af mørke fra lænden og nedefter, afslørede kun armenes rytmiske vuggen, hendes bevægelser. Eleanora var faldet på knæ, og høje hulk fik hendes ryg til at ryste. ”Jeg er fortidens budbringer, skæbnens svangre, frygtens fremviser, den tvetydige forklaring, tungens nøgle og lysets standhaftige mørke. Jeg er Selûne, Spådommens sandhed, hvad jeg fortæller er fortrængte minder, hvad jeg fortæller er skinbarligt.” Kvinden standsede sin røst og så koldt og afvisende på den sammenkrøllede krop der lå foran hende.

Eleanora strammede sit greb omkring sig selv, og vendte de udslyngede ord i hovedet. *Dette måtte være en drøm hun måtte kalde væk igen…få til at forsvinde.* Hun klarede tankerne og lod et lykkeligt minde gennemstrømme sig: En mild latter, duft af græs, en velkendt stemme der forsøgte at tirre hende og en varm hånd i hendes. Da Veneur, på hendes bud, havde taget hende med i skoven.

Da hun endnu engang åbnede øjnene, var kvinden forsvundet og mørket var væk. Selv, stod hun og så ind i et par mageløse øjne, lysende og et kort øjeblik ifølge med et uforglemmeligt smil. I Selûnes kjole havde hun genkendt et minde som det da hun jagede rotten væk og selv havde været for grov i munden. Nu fortrød hun, og et undskyldende blik sneg sig op i Eleanoras øjne.

Blomsterpigen var trådt hen til hende… Hvad var der med denne pige? Hun var så bekendt og dog så anderledes? ”Jeg beklager meget min upassende opførsel, men vore veje skilles.” Hun gjorde en lille gestus mod Leonora og vendte sig derefter mod trappens udskæring. *Blod, kvalme og skrig ventede hende, men hun var tråds alt sammen med hendes elskede om det.*

Et lille håb om at se Leonora og hendes umenneskelige væsner igen, flød rundt i Eleanoras tanker og hun nåede smilende ned til den unge mands favn.

//Out//

///også out, så vi kan få siden oppe af igen.

Dawn så efter dem. De forsvandt som tåger for solen. Ud af hendes liv, følte hun og sukkede vemodigt, før hun vendte om og trådte tilbage i mørket. Længe efter det menneskelige mørke havde omsluttet hende, så man Ildens lys, der dansede bort og tilsidst rundede et hjørne. Så blev der helt mørkt i den lange gang.

//Aaale mine karakterer er out..//

Chris bøjede sig ned og hviskede til hende:
"Egentlig burde du blive dræbt, men... du ryger ned i fangekælderen, mere kunne jeg ikke gøre for dig".
Han rejste sig op igen og kaldte på en af oprørerne:
"Put hende her i fangekælderen og sørg for at løse godt".
Oprøreren gik over mod dem, mens han tog et nøglebundt, han havde taget fra en højt rangeret soldat, op af lommen.
Da soldaten så hvem det var kiggede han mærkeligt på Chris, men tog alligevel fat i hendes arm.

Overrasket rejste hun sig - hevet op af soldaten - og betragtede Chris' ansigts udtryk. Denne fest var bestemt mere anderledes end den, de forrige år...

Soldaten lagde afslappet håndjern om hendes kønne, hvide håndled, selv om han lignede en der udemærket godt vidste, at hun ikke ville stikke af. Hvor skulle hun desuden tage hen?
Forvirrede, sorgmodige, bange og vrede tanker hvirvlede rundt i hendes hoved, idet hun blev ført bort. Uden at se sig tilbage, fulgte hun soldaten, med blikket rettet mod gulvet.
Ham, hun havde danset med og forelsket sig i, havde forrådt hende. Trukket i snore bag hendes ryg - ført hende bag lyset. Kongemagten var brudt og oprørerne styrede nu landet. Hun havde svigtet. Ikke åbnet øjnene for virkeligheden. Hun var blevet blændet af en oprører - sit livs værste mareridt.
Havde det hele blot været skuespil?

//Yay, så kan vi begge to blive fornærmede over noget vi TROR den anden har gjort, ligesom i alle de dårlige film//

Chris var forvirret og fortvivlet. Han længtedes efter hende dybe øjne, men alligevel vidste han at det var det rigtige der var blevet gjort. Hans sind var splittet og han havde mest af alt lyst til at lægge sig ned og prøve at sove. Chris bevægede sig langsomt over mod døren.
Et par oprørere spurgte ham om noget.
"Bare... hold dem fanget, smid dem i fangekælderen - jeg er ligeglad" sagde Chris fortvivlet.
Han begyndte at løbe, han vidste at der var ét sted han kunne få fred.
Det Gyldne Vildsvin.

//Out

// out ... går ud fra at jeg bare skal oprette et emne under paladset kaldet "fængslet?"