MASKEBALLET ( d. 21 kl. 19 - ? )

Lin nikkede og kunne mærke hvor træt hun egentlig følte sig. hun var fuldstændig udmattet både fysisk og psykisk. Hun havde brugt mange kræfter på at holde Abhays ild tilbage og det havde tæret hårdt på hende. Hun kunne næsten mærke de rander hun vidste hun havde, under øjnene.

,,Ja, lad os gå." Svarede hun, og tog Greens hånd og begyndte at trække ham med over mod indgangen, hun havde stadig ikke kaldt på Naur, men et øjeblik efter dukkede han på ved siden af dem og kravlede op på hendes skulder og trykkede sig kærligt ind mod hendes kind mens han pludrede. Han fortalte hende ting kun hun kunne forstå, og hun følte glæde ved at han fortalte hvordan dagen havde set ud for ham, og at han, selvom han havde været bange for oprøren, også havde vidst hun aldrig ville give ham fra sig.

,,Hvor sover du for tiden?" Spurgte Lin Green, og mødte hans blik mens hun bad til at han ikke boede lang pokker i vold. Og hvis han gjorde måtte hun bare lade ham sove med hende på kroen, hun nægtede simpelthen at gå længere end højst nødvendigt, og hun var også sikker på at hun ikke kunne.

Okay, både hun og Green ville kæmpe mod Abhay, så måtte de jo bare kæmpe mod ham sammen - så ville de da også være sikre på en sejr. Ville de ikke?

/// sry for ikke at skrive noget i indlægget men GODT GÅET Fal og Whitehouse xD ////

Green gabte træt.
"Der er et par kilometer hen til det pakhus hvor jeg overnatter, jeg håbede på at du måske, havde et sted i nærheden hvor jeg kunne sove, bare en enkelt nat?".
Han gabte igen og kiggede på hende, håbede hun ville fortælle ham, at hun havde en blød seng han kunne sove i, meget tæt på.

FAL:
endnu en bølge af glæde igennem ham Hans ansigt var stadig rødt. Han kunne ikke lade vær med bare kikkede ned i jorden, og helt uden at tænke over det skrabede hans fod meget svagt i jorden. han stammede svagt "d..je...du..jeg har aldrig været god til sådane ting....Så jeg håber..at min handling...har ..øhm..givet udtryk for mine...følelser.." Han kunne praktisk talt høre sin indre stemme overdøve folk omkring ham
ja...Ja...JA...[size=24]JA..JA! JA JA JA!!!* Han rystede hovedt for at få den til bogstaveligt talt at holde kæft. Han kikkede på Ayla og sagde "j..jeg håber du...øhm..også føler sådan..."

Alastor:
Alastor hørte hendens mumlen og sagde lavt...for han havde ikke kræfter til andet "sandt nok, men heller en halv død og en levende en 1 død og en levende hehe...."
igen følte han sig så klar i hovedet at han sagde ved uheld "jeg synes du skal vide, at jeg holder mig af dig, men hvis du døde ville jeg ikke bringe dig tilbage...Nok fordi at jeg føler det ville gå imod hvad du ville ønske.........." han holdte et par sekunders stilhed før han tog sig til hovedet med den arm hun ikke løftede "undskyld, det er lidt svært at tale.....normalt når man er lidt uklar i hovedet..." han indså hvad han sagde før og rødmede og hans stemme blev meget hurtig "altsåikkeatjegikkekanlidedigjegsynesduerdetbedstedernogensindeersketformigjegmentebareblablablabla*goes on and on and on*"

*dumbass..*


//gætter at Ala er out nu ^^//

Lin smilede til Green og gik ud af de store porte der førte ind til paladset.

,,Selvfølgelig har jeg det." Svarede hun. Så ville de bare blive nødt til at dele seng, men hun var ligeglad, for det var ikke fordi de ikke havde sovet sammen før i alle de år de havde kendt hinanden og været bror og søster.

,,Lige nede på kroen." Smilede hun, og lod Naur glide ned i hendes arme så hun kunne bærer det udmattede dyr. Tankerne virvlede rundt i hovedet på Lin, og selvom hun var så udmattet at som aldrig før, var hun ikke sikker på at hun kunne sove.

,,Men så skal du heller ikke snorke som du plejer." Sagde hun, og rakte drillende tunge til Green. Han snorkede nu ikke... så meget, ikke meget mere end alle mulige andre mænd, men okay, hun plejede at kunne sove for alt. Det var hendes måde at lade hendes magiske "batterier."

//Er vi out Green? ^^//

Amylia åbnede munden for at svare, men hendes underlæbe bævrede allerede, så hun lukkede hurtigt munden. "Følelser... dem har jeg da ikke..." Hun grinte svagt og Trykkede sig ind til ham. "Det jeg har er meget stærkere og betyder meget mere." Lo hun og gav ham et flygtigt kys på hagen, imens de røde flammer varmede hende fra top til tå. *han er din drømmeprins, han er din drømmeprins* lallede stemmen inde i hende hovede, og hun trykkede sig om muligt tættere ind til ham. "Jeg kan rigtig godt lide sig." sukkede hun lidt efter, og kunne til sin store ærgelse mærke sine knæ skælve. *Okay, der er ikke chancen for at jeg falder tudende sammen, nu er der kun chance for at jeg falder sammen.* tænkte hun ironisk, og smilte flygtigt.

Era nikkede bare, smilede, og prøvede at støtte ham så godt hun kunne. Hun kunne ikke modstå at lægge sit hoved ind til hans skulder, men håbede at han ikke ville sige noget til det. Også hun glædede sig til at sove, om end det måske måtte vente lidt.
De forsvandt ud af døren, og ud i den klare, kølige natteluft.

//Er out med en meget kort post >_>//

Chris kiggede på Iljana med et skævt smil.
Han betragtede endnu engang hendes lange lyse hår.
"Jeg troede du var... du ved nok" sagde han nervøst med et blik på hendes hals.
Hans øjne flakkede en gang rundt i salen, for at tjekke om der var orden, før han kiggede på hende igen. Han prøvede at fange blikket fra de dybe øjne, overvejede at kysse hende, men gik fra det igen. Han måtte ikke kysse fjenden, han måtte ikke...
Men hendes rosenrøde læber...
Nej, han måtte ikke, det var jo ikke engang sikkert at hun ville synes om det. Hun var jo trods alt prinsessen. Eller... var hun? Nu havde oprørerne jo vundet.

//Weeell... jeg overvejer at lade ham tale sig selv fra det - maskeballet har vist allerede bragt en del kys xD//

((ok vi er out, Lin))

//out//

//out//

Folk var begyndt at forlade salen... Hendes familie var væk... Den verden hun var så vandt til blev revet væk under hende... Millioner af sorte prikker begyndte langsomt at vise sig for hendes blik, og hun greb automatisk ud efter tronen. Hendes krop svajede heftigt, og benene kunne vælte under hende hvert øjeblik det skulle være.
Hun havde endnu ikke forstået hvad der var sket. Hvor var de alle sammen henne? Hvad ville der ske med hende? "Oprørerne... Chris?" hendes stemme havde fået en lys klang, og ordene hun udtalte var blot en hvisken, før de sorte prikker overtog. Øjnene lukkede i med et suk, og benene kollapsede under hende.

// Det er nok ikk så god timing xD Hun er rimelig oprørt over hvad der foregår... og grunden til at hun mistede stemmen - og fik et chok for livet - var jo på grund af oprørerne. Så det er ikke så mærkeligt at hun er lidt ude af den

Veneur stoppede kysset og sagde "undskyld skat, men jeg er nød til at hjælpe venner og forhindrer kampe, hvis du gør dig kalr venter jeg på dig i salen, hvor vi helt klart har brug for din hjælp, du er nemlig ikke ment som et middel til at skabe ødelæggelse for noget godt så kun måske kommer som mig, du er skabt for at gøre mine skader gode, du er skabt for alt hvad der er godt lgie nu og her, det er diug som kan skabe den smukke natur ud af noget dødt" han blev nød ti lat forlade hende indtil hun kunne komme ned til hende, selvom det gjorde ondt for ham var han nød til det.

FAL:
Fal smilede, og sagde "hehe sandt, festen er vidst ved at være mere eller mindre slut.....Hvad siger du til en sidste dans?" han grinede, han vidste godt at musikken var blevet stoppet, men en sidste dans før de tog hjem ville være en dejlig slutning på en endnu bedre aften.
Fal kikkede over på nogle af oprørende som havde taget de musiske enstrumenter og begyndt at spille en sejres melodi.



//sorry short post//

//Jeg syntes (i datid xD) heller ikke det var det rigtige tidspunkt! Det er ligesom... forkert//

Chris kiggede nervøst på Iljana.
Da han så hende kollapse, løb han over for at gribe hende.
Hans ben skælvede en smule under hendes vægt.
Han prøvede at rejse hende lidt op, men måtte opgive det. I stedet lagde han hendes stille ned på gulvet og satte sig ved siden af hende.
"Bare rolig, oprørerne skåner dig. Jeg har snakket med vores leder" han tænkte ikke over at han sagde 'vores' før han havde sagt det. Det var vel efterhånden også gået op for hende at han ikke var menneske, havde han ikke også selv sagt det?

Dawn, der stod skjult bag gangens første knæk, hørte Veneurs ord og undrede sig. Så meget han dog snakkede. Han elskede virkelig det smukke væsen. Hun var da også facinerende, men samtidig følte Dawn stadig en vag afsky mod den arrogante måde, den skræmte pige havde affærdiget rotten, der nu engang var blandt oprørernes vigtigste beskyttere og forbundsfæller, på.
Dawns mund trak sig sammen i en hård grimmasse.

'Tænk ikke på det Blækøje,' rådede Ilden og kravlede forsigtigt ned af hendes tynde kjole. De små fingrer, der knugede stoffet føltes sjovt. Gnister sprang fra den brændende pels, da Dawn løftede det lille væsen fri af kjolen. Ilden dinglede fra hendes hånd et øjeblik, og med et vredt udtryk trådte frem det fine lille ansigt. Ånden lagde de bitte små arme over kors og stirrede udfordrende på hende. Det arrige blik udløste en høj latter, der også blev hørlig for menneskeører. Forskrækket tav Dawn og flyttede ilden tilbage på sin skulder.

Havde nogen mon hørt hendes uvillige udbrud? Hun kiggede frem og ned af gangen. De stod der endnu, konkluderede hun og blev som så tit glad for, at mørket kunne lide hende. Hun havde så let ved at skjule sig, så let ved at blive et med intetheden. Selv om det af og til gjorde hende ensom, at hun var så fremmed for andre, var hun også glad for de fordele, det gav hende. En hvid blomst lå på gulvet. Hun samlede den tankefuldt op og vejede den et øjeblik i hånden, før hun satte den tilbage i sit hår.

Liv stod op af muren endnu. Hun bævede af skræk, men hun var holdt op med at græde. Døde mennesker, jublende oprører, børn der græd, kvinder der jamrede tavst og mænd, der bandede lavt og hviskede sammen om hurtigt at overtage situationen, selv om alle vidste, at det aldrig ville blive.
Liv forstod det ikke. Hvilken svag konge. Hvordan hang Warland overhovedet sammen under hans regering? Hvem holdt det hele fast i rollerne? stærke herremænd? Ingen af dem havde gjort det mindste. Det havde bare set på. Bare stirret tomt ud i luften, mens ulykken var sket. Alle de tapre soldater, der var blevet såret og healet og nu igen var på den.
Hvad ville oprørerne gøre ved en ganske almindelig bondepige som hende? Der var ikke den fjerneste chance for, at de ville tilbyde at hjælpe med at finde hendes fars familie. Der var ingen vej, intet håb ingenting, følte hun. Frygten overmandede hende igen. En frygtelig lyst til at græde fyldte hendes hals, men der var ikke flere tårer og hun turde ikke lukke øjnene.

Et skælvende gisp forløstes over Eleanoras let spredte læber, og hun skråede hovedet i retning af gulvet. *Hans ord… han måtte gå…

igen..*

Da alvoren gik op for hende, var det som om at usynlige tårer banede sig vej ned af hendes kinder, og allerede snoede sig kildrende ned af halsen. Tøvende, som om hun tænkte noget grundigt igennem, slap hun taget om ham og så lidt forfjamsket væk. Det nagede hende ikke at kunne modstå hans lokkende ord. Kort efter nikkede hun og sendte ham et kort blødt smil, *Hvorfor skulle alt i hendes verden være så koldt og afvisende? Hun ville tage om ham… love at hjælpe… forsikre ham om at det var okay… og derefter plante et velovervejet kys på hans kind…*
Hun foldede armene beskyttende om sig selv.

”Jeg skal komme ned når du kalder,” stemmen der svarede ham, dirrede en smule, men virkede venlig og taknemmelig. *Han vidste hvad han sagde… hvad han gjorde og hvordan han skulle gøre det…* Et øjeblik virkede den unge mand, der stod foran hende, pludselig usårlig og kærlig på en og samme tid, og det forvirrede hende en smule…

*Jeg… elsker ham…*

Det virrede i hendes hoved, men trods hans omsværmende, hjælpende hånd, bedyrede hun ham hvert et ord han sagde… Han skulle ikke undskylde… ikke hvis det stod til hende… Stærke, beslutsomme og dominerende mænd undskyldte ikke?
Hun sendte ham et tappert smil, selvom kvalmen ved tanken om de blodige kroppe nede i salen skabte en ustyrlig uro i hendes indre. Om lidt skulle hun ned at hjælpe dem… i hvert fald hvis det stod til hendes elskede.

*Mænd og magt… det hørte vel sammen?
Mænd og tapperhed..
Mænd og dominans..
Mænd og selvsikkerhed..
Mænd og deres kærlighed til overlegenhed..
Hun kunne blive ved…*

Om ikke andet var nogle af dem værd at samle på! Hendes mundvige fortrak sig endnu en smule og en svag hvisken overrendte hendes læber: ”For altid..”


Derefter løftede hun roligt hånden til hilsen, og så længselsfuldt efter ham, som ville hun have et sidste glimt af hans rolige person inden han forsvandt… *Hvad ville folk ikke tænke… hende og en formskifter…. Hvad ville elverne ikke tænke?* Hun skød tanken gysende fra sig og så eftertænksomt mod loftet som håbede hun på et vejledende glimt fra stjernerne.

Noget fangede hendes indre opmærksomhed…*Leonora? Blomsterpigen? Hvor havde den grusomme verden ført den uskyldige sjæl hen?* Eleanora vendte sig brat om for at se efter hende.. prøve at fornemme hende, *Forsvinding var en hidtil umulig evne… men hvem kunne vide?*

Små listende trin som fra dyre fødder, kom og gik, og med et savnede hun straks Naur… den lille søde abe af Lins… hvilken prægtig kvinde…

Hun sukkede stille… det måtte have været Naur..

Amylias øjne strålende, da Fal bad hende om en dans. En boblende latter fløj ud af hende, da hun smilte bredt. Hun skulle danse med Fal igen! "Det-" Hun rømmede sig,- "Det vil jeg meget meget gerne."
Hun så godt mennesker der lå og var sårede, men der var ikke flere der skulle dø i dag. Oprørene havde vundet. Formskiftere var frie, hende og fal var frie.

//Sorry! Jeg skulle jo konfirmeres, så jeg har ikke været så meget på, men nu er jeg tilbage!!//

//Sorry! Weee All! Tillykke med konfirmationen! Hvordan var det? Hvordan gik det? - og endnu mere vigtigt - hvad har du fået?!//

//tillykke Ayla! =D//

Fal smilede og dansede roligt med hende, denne aften var helt perfekt.
han kikkede på Ayla da dansen var ved at slutte "skal vi tage hjemaf? Jeg tror festen er ovre hehe"
Han rækte sin arm til Ayla som en gentleman og gik roligt, han så kort ned på de døde. Alligevel følte han meget svagt for dem, de var mennesker......øøh............De var Kongens arbejdere også!... Ja det var det.

//sorry short post//

//Tak tak people =) //

Amylia kiggede på Fal, og lagde faktisk ikke mærke til de døde, for hun vidste at de havde døet en ærefuld død, og sikkert var et meget bedre sted nu...
"Ja, lad os tage hjem..." Smilte hun, og tog hans arm. Hun lagde blidt sit hovede på Fals skulder, og sukkede næsten uhørligt.
"Rev er vel også snart træt af at passe Douk." fniste hun, og gned let sin kind mod Fal skulder. Sikke en dejlig dag. Fal kunne lide hende, og hun var fri. -Og Fal var fri! Og Douk kunne vokse op uden at skulle gemme sig eller frygte for om soldaterne ville opdage hende... Amylia kunne ikke lade være med at afgive et lille sukaf lykke.

"Eleanora vil du ikke venligst kommer herned, der er en jeg gerne vil have at du skal møde, og jeg svaner dig hernede" sagde veneur. Han hadede lidt det at skulel være væk fra dem, men han var nødvendig for at han skulle lede oprørerne. De var afhængei ligesom han var blevet afhængi af Eleanora. Han havde sørget for at alt blev holdt styr på, de sårede blev samlet i et hjørne, de civile op af den væk, væk fra de sårede og at de døde, blev slæbt væk, ind i et privat rum, hvor folk kunne gå ind til dem og sørge, De var ligge op på række, oprører såvel som soldater, alle var jo ligemænd, de havde begge kæmpet for det ideal de syntes bedst og derfor skulle de respekteres lige meget. En anden grund til at han gjorde sådan, var at så kunen få ikke sige at han favoriserede oprørerne mest.

fal:
fal smilede til Ayla, og svarede roligt "ja lad os det.." han kikkede rundt på folk der dansede af glæde, adelige der næsten var klar til a bryde helt sammen, folk der prøvede at rydde op efter hvad der var sket, folk der fejrede sejren med øl.....Warland var på vej mod en bedre verden, et bedre liv for alle, et sted hvor man ikke skulle dømmes for sin tro, eller for sin race... Han trak vejret og lavede også et glædens suk før han sagde i en lav mumlen "længe leve warland..".. Derefter gik han med Ayla fra festen

//OUT//
//sorry jeg er lidt langsom til at svare, har haft travlt med at gøre mig klar til "introduktions uge" og er igang med det nu, hvor jeg er 2 dage på medieproduktion og 3 dage på HTX//

//havde skrevet et laangt og smukt indlæg.. og havde næsten ikke mere tid.. det passede som fod i hose (nej ikke i handske denne gang o.o ) og så trykker jeg på Warland-mærket >.< hvor dum kan man være..??

grr.. *vredesudbrud..*

det heeele blev slettet.. DET HELE >x[
jeg skriver igen, når jeg er kølet ned.. (og har tid)//

Dawn stod i gangen og så på Eleanora. Hun trådte et skridt frem. Hendes ranke holdning var tydelig på trods af, at hendes fremtoning var en smule utydelig i gangens dybe skygge.

I skæret fra Ilden, der sad på hendes skulder, stod det lille smil, der spillede om Dawns mund, ganske tydeligt og alligevel ikke. Det lille smil, der havde efterladt så mange forvirrede miner og den inderligt brændende følelse af tomhed, var fyldt med skygger, der sprang frem og tilbage, syntes at flakke og stråle og dø ud, for dog at vende tilbage igen med fornyet kraft, alt efter hvordan det lille kattekillingeagtige væsen bevægede sig.

Leonora gik endnu et skridt og så et til. lyset fra festsalen brød mørket, og hendes fødder blev fuldt synlige. De var smalle og fintformede. Tæerne var meget lange, så man. Hun flyttede sig et skridt til. Håret vejede blidt om hendes ansigt, der stadig lå i skygge. Hendes ben var blege som måneskin under kjolen. Hun havde ret mange blå mærker og et par smalle ar over højre fod, nøjagtig som man ville forvente af et barn, der færdedes meget i skoven. Og dog. Hun følte sig ikke helt som et barn, men hun var heller ikke voksen, fortalte hun sig selv og blev fraværende. Der gik et øjeblik, før hun igen vendte hun opmærksomheden mod den anden kvinde.

Der var ikke langt mellem dem nu. Vel en ti skridt. Hvorfor gik hun ikke? Kvinden altså? Formskifteren havde kaldt på hende, det havde Dawn selv hørt. Hun var ikke bange for at træde frem længere, for nu var han gået. Heldigvis. Hans utrolige kærlighedsudbrud havde givet hende en stor knude i maven, en utrolig tomhed.

'Hun elsker ham virkelig..' informerede ilden overflødigt og pegede med en lille klobesat hånd på Ell
Dawn smilede igen. Det lille smil var ikke fuldt ud skabt af jordisk glæde, men ej heller den uopnåelige lykke syntes at spejles på den lille mund. Dawn smilede næsten altid sådan. Måske fordi hun var i en anden verden. Smilet fyldte også de himmelblå øjne, men blev alligevel aldrig andet end en tynd afspejling af noget mere og noget smukkere. Smilet levede inden i Dawn, og kun hun og ånderne så, når hun smilede. Hendes lykke og latter var gemt væk et sted i den endnu ufærdige pigekrop.

Hun trådte helt frem i lyset af salen. Utroligt at hun turde vove så meget, turde gøre sig synlig midt i menneskemængden, men hun var ikke bange. Kvinden, der havde talt så respektløst til rotteånden, var nok stadig en slags svoren fjende, men alligevel var Dawns nysgerrighed stor. Smilet bredte sig og et øjeblik var det nærværende og venligt, menneskeligt og formfuldendt. Så var sekundet gået og de lette gardiner blev igen trukket for, så lyset ikke strømmede ud. Dawn mødte Eleanoras blik.