Ridetur [lukket emne... srry pplz]

Et underligt syn kom ridende gennem skoven; to ryttere. Den ene var en dreng, mørklødet, med uglet hår og bare fødder. Han red på en broget og noget udslidt hest; men hesten havde flere ryttere. I løbet af ridtet gennem skoven og byen havde der samlet sig en del andre passagerer; udover Noah og Laban, var to ravne mere kommet til. To krager sad på hestens bagpart, og en enkel allike havde sat sig i Ciarans hår. Den anden rytter var en adelig frøken, der så aldeles misfornøjet ud. Hendes kjole, der ellers havde været fin og gul, var beskidt af grus og mudder.

Ciaran havde altid nydt at gå (og for den sags skyld ride) i skoven. Det var så fredfyldt, men stadig var der så meget selvskab. Men... i dette selvskab? Yami havde ikke ligefrem været nem at følges med.

Urias lænede sig træt til sin vantrestav, hvorefter at hun stragte sig og dumpede tungt ned på en sten lige ved siden af skovstien. Hun ledte efter den næste myte, historie eller anden spændende ting at efterforske. Måske kunne hun endda komme til en større by - det var længe siden at hun havde været sådan et sted! Men hun måtte jo nok indrømme at hun var farret vild... Igen..! De sagde jo godt nok at hun ikke skulle gå derind uden en guid, men havde hun lyttet? Nej da - guider koster penge!
Hun sukkede og så op mod himlen... Dejligt solskindsvejr. Men ingen mennekser, elvere eller andre væsner at se i nærheden.

//Jeg kan åbenbart ikke slette mit eget indlæg, da jeg ikke er administrator..! ^^' Bare ignorer det!//

//Hov, du kan ikke være to steder på en gang ^^//

// Hm.. Tænkte at det var okay, da den anden tråd er gået ret meget død... Men fint nok, jeg kan godt slette indlæget, hvis det er. ^^//

//Finno x)//

Den grønne, øde skov virkede på en eller anden måde skræmmende. Udover hestenes hove mod jorden var der fuldstændig stilhed. Ingen susende vind, ingen syngende fugle (udover stalddrengens, men de var jo stille), ingen larmende mennesker. Yami måtte indrømme inde i sig selv, at hun var glad for, at stalddrengen var taget med hende. Det virkede som om, at han havde et godt tag om dyr og natur. Hun viste det ikke udenpå, for hun ville ikke kunne udstå synet af ham, hvis han skulle gå rundt og være totalt selvtilfreds over det. Hun fnøs endnu en gang.
Alligevel var det (bare en lille smule) uhyggeligt, at alle de fugle havde placeret dem selv på ham og hesten. Hvad var det dog med ham og fugle? Og andre dyr i det hele taget? Yami svor på, at hun havde set ham tale med Bianca tidligere. Men det var vel bare en stalddrenge-ting, ikke? Hun sukkede, stadig misfornøjet over at hun skulle møde sin bror i disse klæder. Disse snavsede, beskidte klæder.

Efterhånden begyndte Yami's utålmodige natur at vise sig, og hun kunne simpelthen ikke lade være med at spørge. "Hvornår er vi der?" Selvfølgelig ville stalddrengen da være uvidende omkring hvor de skulle mødes med hendes bror, så spørgsmålet ville egentlig ikke gøre nogen nytte. Medmindre tjeneren havde fortalt ham det? Hun tvivlede. En klagende lyd undslap hendes læber, efterfølgende af endnu et suk.

"Det kommer an på hvor "der" er henne," svarede Ciaran. "Hvor er det helt præcis at De skal møde Deres bror?"
Det slog ham, at selvom han kendte hendes navn, havde hun faktisk på intet tidspunkt bedt om hans. Tsk; det brød adelsfolk sig vel ikke om.
Han rettede sig lidt op i sadlen, og kiggede sig omkring. Der var ild i skoven; alle steder eksploderede træerne i røde, orange og gule efterårsfarver. Det var en smuk årstid - men så igen, hvilken årstid var ikke?

Yami lukkede øjnene, og stoppede ubevidst hesten for at tænke. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var, Jonah havde sagt. "Tre træer ... en sø ... åbning ... himlen ... symmetri," fik hun fremmumlet, da hun efterhånden erindrede de forskellige kendetegn, hendes bror havde beskrevet detaljeret til hende i et brev. Hun åbnede øjnene, og satte i langsomt trav, da hun var faldet bagud. "Vi skal finde et sted, hvor næsten alting ser symmetrisk ud. Der er en åbning mellem de her tre store egetræer, og man kan se himlen. I åbningen er der placeret en stor sø med klart vand, så man kan se bunden. Det var i hvert fald det han skrev," forklarede hun, og hun fik noget af en forskrækkelse, da hun opdagede, at hendes toneleje faktisk var muntert. Hun fandt hurtigt det stenede ansigtsudtryk med de kolde øjne frem igen.

"Åh, men det hjælper os jo rigtig meget. Vi skal bare finde et sted, som ingen af os rentfaktisk ved hvor ligger, men hvor det ser symmetrisk ud. I en kæmpestor skov. Fint fint." Ciaran mumlede mest for sig selv, men hans tonefald var stadig dybt sarkastisk. Hvad hun dog skulle gøre uden ham.
Pludselig fik han en idé.
"Noah, Laban? Kan I og de andre ikke flyve ud og prøve at finde et sted for os?" Han beskrev stedet for ravnene så godt han kunne, og alle fuglene lettede og fløj af sted for at finde stedet.

"A ... hva'?" Yami havde rynket næsen, og gloede på stalddrengen som om han var en eller anden lam vittighed. Havde han lige spurgt to sorte fugle, om de ville finde det sted, hvor ham og hende selv skulle mødes med hendes bror? Og havde ravnene rent faktisk forstået det, og havde fløjet afsted for at finde det rigtige mødested? Hendes ansigt var intet andet end vantro. Var han magiker? Hun begyndte så småt at skælve. Hun brød sig ikke om at tænke på magi. Og hvis han kunne tale med dyr, så var det jo bare endnu værre. Hun var skræmt fra vid og sans, men ligeså snart hun opdagede, at hun måtte se utrolig dum ud, fik hun hurtigt lagt en maske på. Hun prøvede at se normal ud, men hendes rynkede pande ville afsløre hende med det samme.
Hun fik dog hurtigt noget andet at tænke på, foren mørk silhouet viste sig svagt til højre for dem blandt et par mørke træer. Hun gispede højt, da hun syntes, at hun så to gule øjne. Hendes ansigtsudtryk var skræmt igen, men hun besluttede sig for at tænke på noget andet. Det var sikkert ikke noget.
... Men hvad hvis hun tog fejl?

Pludselig kunne Ciaran mærke noget, der ikke var der lige før. Det var et dyr. Ikke de små dyr, som ravnene eller musene, eller de små egern der pilede op og ned af træerne. Det her var et stort dyr.
Han blev stiv i sadlen på hesten, mens hans øjne og ører stod åbne for ethvert tegn på fare. Han vidste at intet dyr ville gøre ham noget; han var bekymret for Yamilet, og ikke mindst hestene.
Umiddelbart kunne han ikke se noget, men Yami blokerede også hans udsyn på den ene side. Og han kunne mærke noget... hvad var det?
Hestene trippede nervøst - de kunne også mærke at noget holdt øje med dem fra skoven.
Pludselig kunne Ciaran kende følelsen af dyret... han havde følt det én gang før: En bjørn.
Han svang sig ned fra sadlen, stille og roligt. Ingen pludselige bevægelser nu. Han tog fat i tøjlerne på begge hestene, der stadig dansede nervøst.
"Miss Yamilet. Stig langsomt ned fra Deres hest," sagde han lavt. Men før nogen af dem nåede at gøre noget, kom det store dyr ud fra mellem træerne; det var en stor, brun bjørn, en hun. Før Ciaran kunne få kontrol over den, langede den ud efter Yami.

Yami studerede bekymret Ciaran, for hun kunne sagtens se, at han opførte sig mere varsomt end før. Da han fik svunget sig ned fra hesten, langsomt og forsigtigt, kunne hun godt se, at noget var galt. Hendes paniske ansigtsudtryk beskrev præcis hvordan hun havde det indeni. Hun skulle til at stige ned fra Bianca, men før hun kunne nå at tænke ordentligt, tog den mørke silhouet et par tunge skridt fremad, og det viste sig, at det var en kæmpestor, brun bjørn.
Yami gloede på den i skræk. Pludselig slog den sin gigantiske pote efter hende. Hun lukkede øjnene i. Bare for at få det overstået med det samme. Men Bianca var hurtigere. Hun hoppede sidelæns mod Ciaran og den gamle hest, og bjørnen ramte ikke. Yami åbnede hurtigt sine øjne for at se hvad der foregik, men hun fortrød i samme sekund. Bjørnen var hidsig, og tog hurtige skridt hen i mod dem.
Yami skreg skingert, velvidende om at hun nok ville dø en smertefuld død inden et par minutter.

"Tag hestene!" kommanderede Ciaran, og stuvede tøjlerne til de panikslagne heste i hænderne på den panikslagne adelsfrøken. Så dukkede han sig under tøjlerne, og gik resolut hen mod bjørnen.
"Stop," fortalte han den, men bjørnen var ude af sig selv. Ciaran opdagede hvorfor; det var en mor med unger. Den langede aggressivt ud efter ham.
"Stop!" gentog han, men denne gang med mere kraft bag - ikke kun i ordene, men i tankerne. Nu holdt han den stille med sit sind. Det var en enorm anstrengelse, siden dyret var så stort og kraftfuldt. Havde det været et egern eller en kat, havde det ikke være noget problem, men dette var en stor, vred bjørn.
Mad. Har unger. Snart vinter. Mad var det eneste han kunne opfange i hunbjørnens tanker. Men ikke desto mindre stod hun nu stille. Han turde gå lidt tættere på. Grene og visne blade stak i hans bare fødder, men han var ligeglad. Uden at fjerne sine øjne fra bjørnens, sagde han; "Yami. Tag hestene. Løb. Væk. Nu."

Yami havde allerede fat i Biancas tøjler, og nåede ikke at opfatte, at hun pludselig også havde i den gamle hest. Hun kiggede på stalddrengen, betragtede ham, imens han - helt uden tøven - gik mod den hidsige bjørn.
"Stop," beordrede han bjørnen. Yami's ansigt var igen uforstående. Han snakkede til bjørnen! Han gentog sin ordre, og pludselig stod bjørnen fuldstændig stille. Yami's blinkede et par gange, og så blev hendes øjne større, vantro. Stalddrengen gik tættere på bjørnen, og Yami rakte ubevidst en arm ud efter ham, som for at holde ham væk fra faren. Da hun opfattede, hvad det var hun lavede, trak hun armen tilbage, og lod som ingen ting.
"Yami. Tag hestene. Løb. Væk. Nu."
Normalt ville hun være blevet hysterisk af at en sølle stalddreng gav hende ordrer. Men hun kunne godt se, at det nok ikke ville ende godt hvis hun blev. Hun satte i trav på Bianca, og holdt stadig fast i den gamle vognhest. Derefter satte hun i galop, og red væk så hurtigt hun kunne.
Hvad med drengen? sagde en stemme i hendes hoved. Hun ignorerede den, og red videre. Hun følte sig ærlig talt som en kujon. Hvad havde dog ændret hende så pludseligt?

Selvom Ciarans øjne ikke et øjeblik flakkede fra bjørnens, kunne han høre Yami sætte i gallop, væk fra faren. Lettelsen fik ham til at give en smule slip på de mentale bånd der holdt bjørnen fast. Den virrede med hovedet, og slog dovent ud efter ham med den ene lab.
"Nej," fortalte han den. "Jeg vil ikke dig og dine unger ondt. Jeg forsvinder nu. Lad mig være." Med de ord trådte han et par skridt tilbage, og slap bjørnen med tankerne. Den stod lidt, usikker på om den skulle angribe eller ej, men luskede så tilbage, ind i skoven. Ciaran åndede lettet op, men lettelsen blev hurtigt afløst af usikkerhed. Hvordan skulle han dog finde frøken Yamilet igen?
Svaret kom hurtigt; svævende oppe mellem træerne kom Noah og en krage, der havde præsenteret sig som Gråfjer.
Vi fandt stedet, meddelte Gråfjer Men på vejen tilbage så vi den Tobenede, på vej væk. Hvad er der sket?
"Vi blev angrebet af en bjørn med unger," sagde Ciaran træt. Det havde været hårdt at fastholde bjørnen, og af en eller anden grund gjorde det ondt i hans arm.
Ciaran! udbrød Noah. Ciaran kunne mærke på ham at han mente der var noget galt.
"Hvad?" spurgte han, og kiggede ned på den gamle ravn, der havde sat sig på hans højre skulder.
Ciaran, du bløder. skræppede ravnen. Ciaran kiggede ned på sin venstre arm. Ganske rigtigt, der var en masse blod på den. Kunne det være derfor den gjorde ondt? Han kiggede nærmere på såret. Tre flænger, måske hver tommer lang, prydede hans arm. Havde bjørnen ramt ham?
Ciaran tørrede blodet af så godt han kunne (hvilket bare betød at det blev tværet mere ud) og begyndte at gå i den retning som Yami var redet. Han håbede hun havde haft så meget fornuft at være stoppet igen, men han turde ikke sætte sin lid til det.

Yami red. Og red og red og red. Den gamle vognhest så ud til at være godt udmattet, og den ville højst sandsynligt ikke kunne klare meget mere. Desuden skulle hun jo (på en eller anden mærkværdig måde) have fat i stalddrengen igen, så hans fugle kunne vise dem, hvor de skulle møde hendes bror henne. Hun fik stoppet Bianca, og begge heste prustede. De var forpustede, for de havde vel redet i et stykke tid. Hvad, måske omkring 10 minutter. Yami havde kun tænkt på én ting; at komme væk.
Nu var der andre tanker der begyndte at hjemsøge hendes hoved. Gad vide hvordan drengen har det. Mon han blev slået af bjørnen? sagde den ubehagelige stemme.

Ciaran gik langs den støvede skovvej. Et egern og en grævling havde slået sig til det lille følge af fugle der allerede rendte omkring ham. Det gjorde ondt i hans arm, og han kunne se at det ville tage lang, lang tid før han ville finde Yami igen, hvis ikke han gjorde noget.
"Noah?" spurgte han ravnen, der sad trofast på hans skulder. "Kan du ikke flyve i forvejen, finde Yamilet? Og få hende til at ride den her vej."
Noah nikkede, og fløj afsted, op imellem trætoppene. Han fløj i et stykke tid, indtil han så den Tobenede og de to heste på vejen under sig. Han dykkede ned til pigen, og landede på hendes saddelhorn. Den gamle ravn skræppede og baskede med vingerne, inden han satte af, og begyndte at flakse i retning af Ciaran.

Yami burde have vænnet sig til de store, sorte ravne, men da den hvidøjede fugl pludselig kom til syne, fik hun alligevel et lille chok. Det fik hende heller ikke til at slappe af, da fuglen begyndte at baske med vingerne og sige uhyggelige fuglelyde. Derefter fløj den til vejrs igen, og Yami kunne slappe af.
Der gik næsten et helt halvt minut før det gik op for hende, at hun ligesom skulle følge efter ravnen. "Ups," mumlede hun undskyldende, også selvom at ingen ville kunne høre hende. Hun fik med noget besvær drejet Bianca og den anden hest. Hun satte i langsomt galop, og øgede fart lidt efter lidt.
De havde redet i mange minutter da Yami fik øje på en lille menneskeskikkelse; det måtte være stalddrengen. Pludselig slog det hende, at han slet ikke havde oplyst sit navn for hende. Hun lavede en fornærmet lyd, men red dog videre i et langsomt tempo.
"Hallo?" prøvede hun usikkert.

"Hm?" sagde Ciaran og kiggede op. "Nå, det er dig. Bjørnen er væk. Tak fordi du medbragte hesten."
Han følte sig træt, det gjorde ondt i hans arm, og han skulle til at høre på det irriterende kvindemenneske længere tid endnu. Han sukkede, tog tøjlerne fra Yami, og kravlede op på hesten. Noah landede igen på hans skulder, og Gråfjer satte sig til rette på hestens bagpart.
"De fandt stedet," informerede han Yami, og gjorde et kast med hovedet mod de sorte fugle. "Skal vi komme af sted?"
Han mærkede en irriterende kildren ned ad hans arm; det var en bloddråbe, der stille og roligt banede sig vej fra såret på hans overarm og ned mod hans håndled. Irriteret tørrede han den væk, og vendte sig igen mod Yami, for at se om hun havde tænkt sig at svare.

Yami's skræmte øjne var som klistret til stalddrengens arm. Hun pegede svagt på den. "Blod," sagde hun. Drengen vandrede mod hende, og tog vognhestens tøjler fra hende. Han kom hurtigt op på hesten, og den hvidøjede ravn satte sig tilrette på hans skulder. En mindre gråsort fugl placerede sig selv bag ved sadlen på hesten.
"De fandt stedet. Skal vi komme afsted?" spurgte drengen.
Yami nikkede langsomt, men gloede stadig på hans sårede arm, betragtede ham i frygt imens han tørrede noget blod væk.
"Du ... din arm ... du bløder," hviskede hun, hendes ansigt ligblegt.

Ciaran valgte at ignorere hendes udsagn, og gentog i stedet spørgsmålet; "Skal vi komme af sted?"
I mellemtiden kom Laban og de andre fugle tilbage. De bragte alle meddelelsen om at de havde fundet stedet, men Gråfjer og Noah havde været hurtigst.
"Vis os vej," bød han de sorte fugle, og Noah og alliken lettede, og flaksede langsomt i retning af den symmetriske lysning med søen. Ciaran vendte møgsommeligt den gamle hest, og satte den i trav efter fuglene.

Yami blev stående. Hun rørte sig ikke ud af stedet. Flængerne på stalddrengens arm havde chokeret hende noget så grumt, og hun havde ikke lyst til at ride længere. Selvom han havde ryggen til hende, og var ved at ride væk, pegede hun igen. Svagt.
"Du bløder," bemærkede hun endnu engang. Hun bed sin underlæbe, og prøvede at tvinge hendes øjne væk, men hun kunne ikke. De var som klistret til hans arm. Hendes ansigt var stadig ligblegt, som havde hun set et spøgelse.
"De kan da ikke mene, at De vil ride i den tilstand."

"Fint," sagde Ciaran. "Jeg går. Men du har bare at følge med."
Han hoppede ned fra hesten. Et øjeblik følte han sig lidt desorienteret, svimmel. Han rystede det hurtigt af sig, og begyndte at gå. Hesten fulgte automatisk med; han behøvede ikke styre den med tøjlerne for at den vidste at den skulle følge med. Ravnene (sammen med kragerne og alliken) blev siddende på sadlen, bortset fra Noah, der trofast residerede på Ciarans skulder.
"Kom," sagde han over skulderen.

Yamilet svang sig ogsaa ned fra hesten, og den fulgte efter stalddrengen, fuldstaendig lgiesom alle de andre dyr. Yami smaaloeb hen til drengen, i haab om at faa ham stoppet. At gaa var jo ikke ligefrem bedre end at ride.
"De kan altsaa ikke bevaege dig paa nogen maade i den tilstand!" protesterede hun hoejlydt da hun var naaet helt hen til ham. Blodet og flaengerne skraemte hende; det var ikke noget hun saa hver dag. Det var faktisk noget, hun aldrig saa. Hun kiggede bedende paa ham, men inderst inde broed hun sig ikke om at skulle bede paent. Det var normalt hende der skulle afvise, naar nogen bedte hende om noget.

Ciaran vendte sig mod adelsfrøkenen, klar til at komme med en sarkastisk bemærkning, men mærkede i bevægelsen den samme svimmelhed som før. Han blinkede et par gange, og fokuserede så på Yamilet igen.
"Så hvad vil De have mig til? Jeg kan ikke gøre så meget andet, vel? Medmindre De altså har bandager gemt et sted -" han gjorde en distræt gestus mod hendes kjole "- og det tvivler jeg ret meget på. Så hvis v-"
Han stivnede. En ny fornemmelse nærmede sig; et stort dyr. Men det var ikke en bjørn. Ciaran kunne mærke på dens "aura" at det var et venligt stemt dyr. Et eller andet mindede ham om gårdhundene på paladset. Han kiggede ind mellem træerne. Inde i skyggerne kunne han skimte noget gråt og pelset... det kom nærmere.
Pludseligt og uden varsel hoppede væsnet ud fra skovens skygger - en ulv.
Det var en stor, kraftig ulv, større end Ciaran nogensinde havde set dem. Derudover virkede den yderst begavet - den havde allerede præsenteret sig selv som Saga. Ciaran satte sig på hug foran dyret, og (indsæt et ord i stil med klappede, kælede eller kløede) ham på halsen. Til gengæld slikkede den ham i ansigtet, lige som paladsets hunde plejede at gøre det. Ciaran havde lige mødt denne ulv, men kunne allerede godt lide den.