Ridetur [lukket emne... srry pplz]

//

Cii skrev:

(Indsæt et ord i stil med klappede, kælede eller kløede)

Hmm... Aede? xD//

Yami betragtede stalddrengen undrende da han vendte sig om, og skulle til at sige noget, men i stedet blev hans ansigtsudtryk tåget. Han genvandt fokus, og kiggede på hende.
"Jeg-" hun prøvede at afbryde, men stalddrengen stivnede. Hun gloede spørgende på ham, usikker på hvad hun skulle gøre.
Lige pludselig sprang en kæmpe, grå ulv ud fra buskene, og stalddrengen satte sig på hug foran den.
Yami så forfærdet til da ulven slikkede ham i ansigtet; den burde jo bide! Hun skreg højt. Bare for - på en eller anden måde - at forklare til stalddrengen at situationen var farlig. Hun skævede til den glade ulv.

//Nej, mere sådan.. ruskende? xD//

Ciaran, der ellers storsmilende havde kælet med ulven, kiggede irriteret op på Yami.
"Gider De ikke godt holde op med at skrige hele tiden? Har De ikke forstået at dyrene ikke har tænkt sig at gøre Dem noget?"
Han vendte øjne af hende, og vendte sig i stedet mod ulven, Saga, igen. Han var tilsyneladende ikke blevet forskrækket over den skingrende adelsfrøken, men slikkede fortsat Ciaran over det hele. Gad vide hvor dens flok var? Måske er det en alene-ulv, tænkte Ciaran.
Du gør ondt, bemærkede Saga, og begyndte stille og roligt at slikke på det sår som bjørnen havde givet ham. Det føltes rart. Han skulede mistroisk op til Yamilet.
"De har ikke tænkt dem at skrige igen, vel?" spurgte han opgivende.

Yamilet så på stalddrengen som om han var dum. "De opfører Dem idiotisk. En ulv er et vildt dyr, og den kan springe på Dem hvornår det skulle være. De burde hellere passe bedre på. Man ved jo aldrig; De kunne blive dræbt hvert eneste sekund," sagde hun højt og tydeligt. Hun trådte et skridt tilbage, og var klar til at hoppe op på hesten, hvis ulven pludselig skulle angribe.
Stalddrengen skulede til hende, og ulven opførte sig som en anden livsglad hund. "De har ikke tænkt dem at skrige igen, vel?" spurgte drengen.
Yami opfattede hans opgivende tone, og rystede svagt på hovedet. "Men De burde stadig være mere forsigtig. Det er et vildt og fremmed dyr. De kender ikke dens adfærd." Hun studerede ulven med varsomme øjne.

"Idiotisk?" gentog Ciaran. "Det er dig der opfører dig idiotisk! Tror du ikke at jeg ville have bedt dig om at forsvinde hvis den her ulv var den mindste smule farlig? Tror du ikke jeg kan holde styr på ham lige så meget som jeg kan holde styr på ravnene? Og hestene? Selvfølgelig kender jeg dens adfærd, jeg kan jo sn-" han stoppede inden han sagde for meget. "Jeg har et godt tag på dyr, ikke?"
Han sad stadig og kløede ulven bag øret, og den slikkede på han sår, der var ved at holde op med at bløde.

Yamilet trådte adskillige skridt tilbage, og hun stirrede forarget på stalddrengen efter hans udbrud. Derefter begyndte han at fable om ham og hans dyr. Han måtte tale i vildelse. Tsk. "Hvor vover De at tale sådan?!" hvæsede hun i sin skingre stemme. "Måske kender De dens adfærd, men De kan da ikke mene, at De ved om den pludselig angriber eller ej," tilføjede hun i et mere stilfærdigt tonefald. Hun gloede olmt på ham, men bag facaden prøvede hun at finde ud af, hvad han havde ment med at have et godt tag på dyr. Der måtte da være noget gemt bag hans ord, ikke? Eller noget.

Rico kom gående med sin hund vaks gennem skoven, vaks snuste "wuf" bæfede vaks "hvad er der vaks, kan du lugte noget" spurte rico og så op på sin hund som sad på hans hovde, vaks snuste engang til "wuf" bjæfede vaks "hvad er det vaks" spurte rico "aaauuu" hylede vaks "nå en ulv" sagde rico og gik stille vider, vaks hoppede af hans hovde og løb rundt og bed rico i buksebenet "ggrrr" sagde vaks "okey vaks så gå vi der over" sagde rico og klabede vaks på hovdet, og begyndte at gå.

//håber det er i orden jeg dumber ind//

Ciaran, nu færdig med at hilse på ulven, rejste sig op og gloede lidt på Yami som om hun var noget der var lyv.
"Denne her ulv har ikke tænkt sig at angribe dig. Den har heller ikke tænkt sig at angribe mig. Den er ganske rolig og fredelig... det skulle ikke undre mig hvis den engang har været et kæledyr."
Han vendte sig om, og begyndte langsomt at gå hen ad stien, hestene og ravnene, og nu også ulven, efter sig.
"Men kom nu. Vi har allerede spildt nok tid her, synes De ikke?" Han sagde det uden at kigge tilbage. Hun ville forhåbentlig bare følge efter. Han havde ikke specielt lyst til at være i selvskab med hende længere end det var nødvendigt.
Skal vi snart hjem?
Det var Laban, der var landet på hans anden skulder. Med begge ravne på, var det meget tungt. Jeg keder mig, fortsatte den unge fugl.

Yamilet valgte at slet ikke svare. Det kunne vel også være ligemeget, hvis han var så sikker, som han lød. Hun sukkede, og fulgte efter ham med tunge skridt. Hun var ved at blive træt af at gå så langt. Hun skulede mistænksomt til ulven, fordi hun stolede stadig ikke rigtigt på den. Hun blev dog hurtigt træt af at knibe øjnene sammen, og gav op.
Et stort egetræ med lange rødder viste sig på højre side, og det fangede Yami's opmærksomhed. Hun spekulerede i et par sekunder der virkede som evigheder, og besluttede sig så for, at det kunne være en god måde at holde en pause på, hvis hun nu helt tilfældigt faldt over en af de lange rødder. Og det var heller ikke noget problem at få lidt opmærksomhed af stalddrengen. Han var jo temmelig køn, selvom Yami ikke havde lyst til at indrømme det. Når alt kom til alt, var han jo en stalddreng.
... Men alligevel.
Hun hoppede elegant hen til den største rod, hun kunne se, og "faldt" over den. "Åh!" udbrød hun forfærdet. Hendes skuespillerevner havde aldrig været gode, men hun håbede, at han ikke ville kunne se igennem løgnen.

Det varede et par sekunder før det gik op for Ciaran at han havde hørt en lyd fra Yami. Han stoppede og vendte sig om, og så hende ligge på jorden ved siden af en egetræsrod. Han løftede et øjenbryn. Hvad lavede hun dog?
"Hvad skete der?" spurgte han lettere dumt. Det var som sådan indlysende at hun var faldet over roden. Dog hylede hun ikke op, som man ellers ville forvente, og hun så heller ikke specielt skadet ud. Faktisk så det rimelig komisk ud, som hun lå der.
Han begyndte at gå hen mod hende, siden han ikke regnede med at hun havde tænkt sig at rejse sig op af sig selv.

Yamilet prøvede på at se forskrækket ud. "Jeg ... faldt vist," svarede hun i en lys stemme. "Jeg tror, at jeg har skadet mit ben noget så grusomt," fortsatte hun ulykkeligt. Hele scenen var så falsk, men det lagde Yami ikke mærke til. "Det gør ondt." Hun gav sig til at stønne lavmælt.
Hun bemærkede, at han begyndte at gå mod hende, men hun blev bare liggende, som om hun ventede på, at han ville gøre noget. "Sikke et rod. Jeg tror hellere, at vi må hvile lidt."

Ciaran blev øjeblikkeligt sikker på, at hvad end der var sket, var Yami i hvert fald ikke komme til skade. Han kæmpede hårdt for at tilbageholde et grin, da hun gav sig til at stønne. Han satte sig ned ved siden af hende, og ulven og fuglene satte sig omkring ham.
"Hvis De ville have et hvil, kunne De jo bare spørge," sagde han, smilende, og lænede sig op ad træstammen. Egentlig havde han heller ikke noget mod en lille pause. Et nysgerrigt egern kom kravlende ud af et hul, og pilede ned til ham. Endnu en der sluttede sig til det efterhånden store følge af dyr. Egernet præsenterede sig som Kvist, og satte sig til rette i hans skød.

Yamilet beklagede sig indvendigt; ja, hun ville gerne have et hvil, men hun ville da også have, at den stalddreng hjalp hende. Hun slog et klik med tungen af utilfredshed. "Jeg har altså slået mig," indvendte hun lettere irriteret. Hun tænkte sig om i et øjeblik, spekulerede over hvordan hun kunne få ham til at hjælpe hende op at sidde eller noget. "Det gør ondt, og jeg kan ikke komme op selv. Kan De ikke hjælpe mig?" nærmest bønfaldt hun. Hun blinkede charmerende med øjnene, og smilede svagt til ham.
Hvad var det hun lavede? Hun var en adelsfrøken. Han var en stalddreng. Plus, hun opførte sig utroligt upassende. Hun ligefrem lagde an på ham. Alligevel havde hun ikke mere at indvende.

"Naturligvis," sagde Ciaran. Ikke at han rentfaktisk troede på hende, men at give hende hendes vilje var det eneste der syntes at hjælpe. Han rejste sig op - Kvist pilede hurtigt op i hans hår - og rakte en hånd ned til Yami. Alt imens smilede han som om hun var det morsomste han var kommet ud for i lang tid... også selvom det i grunden var hendes skyld at han var kommet i karambolage med en bjørn.

Yami tog fat i stalddrengens hånd, og fik trukket sig op på benene. Hun smilede forlegent til ham, og der var ikke noget falsk ved det smil. "Hvad er Deres navn?" spurgte hun høfligt, som for at indlede en samtale og bryde tavsheden der efterhånden virkede temmelig akavet. Hun brød sig ikke om hans ansigtsudtryk, men hun lod sig ikke gå på af det. "Og hvad er der med alle de dyr? De kommer til Dem som var De en anden dyrehvisker." Hun udtalte det sidste ord med en vis foragt. Magi havde hun aldrig brudt sig om; i hendes øjne var det en ukontrolleret, uhyggelig, ukendt evne der burde være bandlyst.

"Ciaran," præsenterede han sig selv, da han fangede at hun faktisk ikke havde kendt hans navn indtil nu. Han var lige ved at tilføje "Og Deres?" men siden han allerede kendte det, ville det nok være lidt akavet.
"Og dyrene? De kan bare godt lide mig," svarede han med et skuldertræk "Jeg har dyretække." Han satte sig ned igen, lænet op ad træet, og kiggede ventende op for at Yami skulle gøre det samme.
"Såh... Deres bror? Hvem er han?" spurgte han, for høflig samtales skyld.

Yamilet placerede sig selv ved siden af ham, og satte sig til rette. Normalt ville hun ikke have sat sig på jorden, men nu når hendes udseende var fuldstændig ødelagt, kunne det være ligemeget. Hun skævede diskret og forsigtigt til ham.
"Min bror?" gentog hun uforstående. Det var sjældent, at hun talte om ham sammen med andre i normale, afslappede samtaler. Faktisk, så blev hendes ældste bror, som de skulle ud og møde i skoven, aldrig nævnt, medmindre det var i fortrolige samtaler med familien eller de nærmeste hoffolk. Det var det samme med hendes anden bror. Men det var jo en helt anden historie....
"Han er ridder." Det gjorde nok ikke noget, at hun bare nævnte den detalje. Desuden var der ingen ordentlig grund til, at han ikke skulle omtales i andet selskab end familien. Yamilet sukkede.

"En ridder," konstaterede Ciaran, ikke uden beundring i stemmen. At være ridder var den øverste ære at få af kongen. Hvilken køkkentjener eller, i dette tilfælde, stalddreng, ville ikke drømme om at iføre sig rustning og udføre ædle dåder i landets navn.
"Hvorfor møde en ridder midt ude i skoven? Burde en tjener af kongen ikke føre sig på paladset?" Spørgsmålet var mere en tanke, rettet mod ham selv end det var et spørgsmål til Yami.

Yamilet opfattede hans spørgsmål som var det stillet til hende, og hun gav sig til at tænke over, hvad hun skulle svare. Eller om hun overhovedet skulle svare i det hele taget. For ham, der spurgte hende, var trods alt kun en ussel stalddreng, og en stalddreng burde altså ikke spørge ind til en adelsfrøkens familie og privatliv. Men nu sad hun jo også på den beskidte jord, dybt inde i skoven, ved siden af den stalddreng der mente, at han kunne gøre præcis hvad han ville. Men, ih, hvor var han altså charmerende. Det var godt, at man kunne holde sine tanker for sig selv, for hvis Yamilet skulle dele sine tanker med sin familie, så var hun højst sandsynligt blevet smidt ud; givet væk til et eller andet job, lige meget hvor ædelt det var. Ligesom hendes yngste broder.
"Det omhandler særlige omstændigheder," mumlede hun lavt og utydeligt.

Ciaran kiggede nysgerrigt på Yami. Med hovedet lagt videbegærligt på skrå på den måde, mindede han lidt om de ravne han holdt som selvskab.
"Særlige omstændigheder?" spurgte han. "Hvilke særlige omstændigheder?"
At omtale emnet på sådan en mystisk måde kunne godt betegnes som et lidt dumt træk fra Yami's side. Nu, hvor hun havde pirret hans nysgerrighed, havde han ikke tænkt sig at give slip på emnet foreløbig.

Yamilet opfattede ikke de ravneagtige træk ved Ciaran's ansigtsudtryk. I et kort øjeblik fløj hun nærmest ud af virkeligheden, og glemte helt, at han var en simpel stalddreng. Hun fandt rent faktisk hans udtryk temmelig charmerende. Da hun mærkede hendes kinder blusse op til en højrød farve, måtte hun kigge væk for ikke at blive mere forlegen.
... Tilbage til virkeligheden. Ciaran var en ussel stalddreng som var skabt til at holde sin mund, og arbejde ubetinget for betydningsfulde folk. Han havde ingen ret til at spørge ind til Yamis privatliv og familie. Nej, han burde bare være glad for at få tildelt sådan et vigtigt job som at følge en adelsfrøken til sin broder ude i skoven.
Yamilet vendte sig mod Ciaran igen, og kæmpede tappert for ikke at falde for hans fortryllende karakteristiske træk. "Særlige omstændigheder der ikke bør omtales i nærheden af elendige tjenestefolk. Særlige omstændigheder De ikke burde spørge ind til." Hun rejste sig op, og svang elegant med håret. "Burde vi ikke også komme videre?" Hun løftede øjenbrynene, og sendte et ligegyldigt blik til ham.

Han grinede lidt af hendes noget udiskrete måde at komme udenom emnet på. Han rejste sig også, hvilket forstyrrede de mange fugle (og det enkelte egern), der havde sat sig på ham.
"Jo," sagde han, og smilede skælmskt (Oo) til hende. "Til hest denne gang?"
Han svang sig op i sadlen på den gamle hest, som han havde redet på, og kiggede afventende på hende. Det var ikke fordi han havde opgivet at finde ud af det om hendes bror, men måske skulle man bare komme ind på det på en lidt mere delikat måde.

Yamilet havde valgt at opføre sig som en hver anden rigmandsdatter; hun ignorerede Ciaran fuldt ud. Hun steg op på den smukke, hvide hest, og satte sig til rette i den noget ukomfortable damesaddel. Hun fik sat Bianca i let trav, og red mod den retning, de havde reddet mod før. Indimellem skulede hun til ham med smalle øjne, men hun passede på, at han ikke lagde mærke til det. Alligevel kunne hun ikke lade være med at lege med tanken, hun havde haft tidligere. Den om hende og ham.
Stalddreng! Blev hun ved med at minde sig selv om. Hun sukkede irriteret op til flere gange, og hendes olme blikke til Ciaran stoppede ikke.

De red noget tid i tavshed. Eller det vil sige, Yamilet gjorde. Ciaran, derimod, var fuldt i gang med at diskutere med Laban, samtidig med at han holdt øje med Noahs retningsanvisninger. Det foregik dog på lydløst plan, da adelsfrøkenen allerede havde stillet lidt for mange spørgsmål. Ikke at Ciaran troede på at hun rent faktisk ville kunne regne det ud - indtil videre havde hun udvist logisk sans på højde med en ands.

... en meget dum ands.

Jeg synes du skal lade hende blive her i skoven, sagde Laban. Bjørnene kommer nok efter hende når de bliver sultne nok
Vær nu ikke så ondskabsfuld, indvendte Ciaran Selv bjørnene fortjener ikke at få HENDE at spise. Desuden kan jeg ikke bare efterlade hende. Tænk på hende som en... en unge. En hjælpeløs unge, der er faldet ud af reden, ligesom dig.
Jeg var klogere end hende, lød det muggent fra fuglen.
Måske faldt hun bare ud lidt tidligere end dig.

I det lette travtempo nåede de snart lysningen. Der var træerne, og den blanke sø. Men der var ingen ridder i syne.
"Hvor er Deres bror?" spurgte han Yami, mens han kiggede rundt imellem træerne. "Tror De ikke han er ankommet endnu?"

Den fredelige skov burde virke hyggelig og munter, men den havde den præcis modsatte effekt på Yamilet. Hun fandt den frodige skov en smule uhyggelig, især da hun havde været ved at blive overfaldet og ædt af en aggressiv bjørn, selvom stalddrengen havde reddet hende (åh, Ciaran, min tapre helt!)
Og det var heller ikke særlig betryggende at en kæmpestor, grå ulv vandrede med tunge skridt ved siden af Ciaran. Den virkede vel flink nok - indtil videre - men som sagt var den jo et vildt dyr, og den kunne vel springe på dem før de overhovedet opfattede situationen. Og det der egern var heller ikke rart at være i selskab med - var der ikke noget om at de havde skarpe kløer og kunne blive meget hidsige?
Selvom den elendige stalddreng havde snaget i hendes private sager, var temmelig snavset, og rummede lidt for meget selvtillid, så var han altså rimelig nydelig, og ekstrem charmerende - af en eller anden meget forstyrrende grund.
Yamilet mumlede utydeligt for sig selv; prøvede at forestille sig en ordentlig samtale mellem Ciaran og hende selv. Hun vidste, at hun slet ikke burde skænke ham en eneste tanke. Hun vidste, at hendes forældre ville bortvise hende fra Takamir, hvis hun blev lidt forelsket i en af tjenestefolkene, lige meget hvor lille den forelskelse så ville være.
Og han var en stalddreng. En beskidt stalddreng der arbejdede med dyr hver dag. Føj! Uf! Iv!

... Men hvorfor skulle han absolut så være velsignet med sådan en fantastisk, uimodståelig fortryllelse? Det var da urimeligt, og det passede slet ikke sammen.
Hun blev modvilligt hevet ud af hendes tanker, da hendes underbevidsthed ikke kunne høre hestens hove mod den hårde jord mere. Bianca havde stoppet op, fordi det havde Ciarans hest også.
"Hvor er Deres broder? Tror De ikke, han er ankommet endnu?" spurgte Ciaran, imens han kiggede søgende rundt mellem de tre symmetriske træer der afgrænsede den smukke lysning. Den blanke sø i midten så noget så fredelig ud, og den blændende sol skinnede direkte ned gennem lysningen på søens rolige overflade.
"Måske ... går han sig en tur, fordi vi var forsinkede? Eller måske kom vi for tidligt, og så er han bare ikke kommet endnu," mumlede Yami stille, mest henvendt til hende selv. Han kunne nu også finde på at gemme sig, tænkte hun. "Vi bør vel bare vente med stilheden som selskab." Der var flere grunde til, at hun ikke svang sig ned fra Bianca. Den vigtigste grund var den store ulv ved siden af stalddrengen, som nu havde plantet sin store bagdel i jorden.