Ridetur [lukket emne... srry pplz]

"Hvem sagde noget om stilhed?" spurgte Ciaran, og steg, i modsætning til det sarte, stædige og særdeles sippede hunkønsvæsen, der tilfældigvis var hans ledsagerske, ned fra hesten. "Lidt høflig samtale ville da ikke være i vejen?"
Han gik et par skridt, mens han skimmede lysningen for det bedste sted at slå sig ned. Hesten bekymrede han sig ikke om - han vidste at den ikke ville løbe.
Han fandt et godt, solidt og venligt udseende træ. Det var sådan et slags træ som man ville forestille sig eventyrsfigurer hoppe ned i efter guld, hunde og ildfremstillende objekter.
Han satte sig ned mellem to rødder, og diverse dyr - ravne, krager, alliker, egern og ulv - slog sig ned på og omkring ham. Afventende kiggede han op på Yami, og gjorde et kast med hovedet som signal til at hun godt kunne tage at komme herhen, for Ciaran havde da ikke tænkt sig at snakke med hende, hvis hun insisterede på at blive siddende på hesten.

"Jo, det må have været den latterlige adelsfrøken herover," hvæsede Yamilet sarkastisk for sig selv. Hendes stemme var alt for lav til at blive hørt af Ciaran, selvom dyrene måske ville have opfanget hendes sætning. Men det var jo ligemeget, for de var dyr, og dyr kunne ikke tænke. "Den latterlige adelsfrøken der ikke kan styre hendes følelser for en ussel stalddreng. Hvor er han dog dum. Så kommer han her og ødelægger alt for mig på grund af sin fortryllende charme. Føj," klagede hun, stadig sikker på, at hun talte så lavt, at Ciaran ikke ville kunne høre hende.
Hun fik Bianca til at træde et par skridt nærmere, men hun turde stadig ikke at hoppe ned fra den store, hvide hest. Hun skulle bare ikke sidde ved siden af den ulv!

Ciaran ignorerede hende, og gav sig til at diskutere med Laban om hvorvidt Ciaran skulle påskynde Bianca til at tage en lille svømmetur i den blanke sø.
Måske skulle vi flyve ud og spejde efter denne ridder? foreslog Noah så. Tanken havde slet ikke strejfet Ciaran.
God idé, samtykkende han. Den gamle ravn, den ene krage og alliken lettede samtidigt, og fløj ud for at finde Yamis bror.

Efter noget tid i stilhed kom kragen, der for øvrigt hed Røgvinge, tilbage med besked om en "mand i sølvblank pels på en sort Firbenet"
Ciaran kaldte ud til de andre fugle om at de godt kunne komme tilbage. Det varede heller ikke længe før han kunne føle sindet af en tam ridehest komme nærmere.
"Deres bror er på vej nu," meddelte han til adelsfrøkenen, der stadig ikke var steget ned.

Et godt stykke tid gik i tavshed. Yamilet sad tålmodigt på sin hest, og spejdede åndsfraværende ud mellem to af de tre eventyrligt høje bøgetræer. Ciaran sad op ad det ene træ med zoologisk have omkring sig, og han var - i følge Yamis ører - helt stille. Pludselig lettede tre fugle af vidt forskellige størrelser fra deres siddepladser på Ciaran, og Yamilet blev hevet ud ad sine dybe tanker. "Hvabehar?" mumlede hun lettere fortumlet. Men der kom ikke noget svar, og stilheden lagde sig atter over den fine lysning.
Der gik ikke mange minutter før en af de tre fugle af kom flaksende tilbage. Yamilet fulgte den med øjnene indtil den landede foran stalddrengen. Få sekunder gik, og så blev den lidt akavede tavshed heldigvis brudt.
"Deres bror er på vej nu," sagde Ciaran, tydeligt nok til at Yami kunne høre det.
Hun skulle til at stille spørgsmålstegn, for hvordan kunne han dog vide det, men da hun åbnede munden fortrød hun, og gav sig til at vente på sin ældste broder. På næsten ingen tid kunne man svagt høre fire hove der livligt trampede ned på den hårde jord.
"Caedmon?" hviskede Yamilet håbefuldt.
Og så kom den store, sorte hest til synes, og dens rytter var iført en meget fornem smoking, der burde blive brugt til distingverede selskaber, og ikke en simpel ridetur. "Calanthe," svarede Caed, og nikkede smilende som en hilsen. Smilet nåede dog ikke hans tomme øjne. Hans blik vandrede over på Ciaran, og han studerede ham nøje med gennemborende øjne. "Hvem er din ledsager?" Han lagde et bittert og let sarkastisk tryk på det sidste ord.

Ciaran sprang op, da hesten kom til syne. Han bukkede dybt for den nyankomne - riddere blev altid behandlet med respekt, og selvom Ciaran godt kunne finde på at være næsvis over for visse adelsfrøkener, kunne han aldrig finde på at være det over for en så ærefuld titel.
"Ciaran Corvus, sir," præsenterede han sig for ridderen. "Jeg... eskorterede Deres søster herud, sir."

Yamilet så på Caedmon med noget der kunne ligne ærefrygt. Hun havde altid set op til sin storebroder, men hun havde også i smug været lidt jaloux på ham, fordi deres forældre altid havde været så stolte af ham. Hun smilede tilbage, og vendte blikket mod Ciar, da han præsenterede sig for hendes broder.
Caedmon løftede et øjenbryn af Ciaran, men han kunne ikke spore nogen som helst tegn på den mindste sarkasme. "Nuvel, stalddreng, det er en ... tja, fornøjelse er jo nok ikke et eksisterende ord i Deres verden." Han grinede højt og rungende, og det gav et højt ekko i den store lysning. "Det bør i hvert fald ikke bruges i en sætning hvor Deres navn indgår," tilføjede han i en høflig tone, men det ondskabsfulde smil på hans ansigt sagde langt mere end en simpel sætning.
Yamilet kneb øjnene sammen, og hun var underligt nok blevet lettere rasende over hendes broders upassende opførsel. "Ciaran er en meget anstændig ung mand, og han er et udemærket selskab. Hold dine usle kommentarer for dig selv," hvislede hun. Hun slog øjeblikkelig en hånd op for munden, da det gik op for hende, hvad hun egentlig havde sagt.
Caedmons øjne rasede. Hvor vovede hun at sige ham imod? Men det velkendte ondskabsfulde smil begyndte igen at spille på hans stramme læber. "Kære søster, jeg ser, du har fundet dig en mulig ægtefælle? Ærgerligt, at du skal spilde dit liv på at spille bondepige." Han smilede kærligt til hende.
"Det var ikke ment sådan, Caed," mumlede hun ydmygt. "Jeg aner ikke hvor det kom fra, det røg bare ud af munden på mig. Jeg undskylder dybt."

"Nuvel, stalddreng, det er en ... tja, fornøjelse er jo nok ikke et eksisterende ord i Deres verden," grinede ridderen. "Det bør i hvert fald ikke bruges i en sætning hvor Deres navn indgår,"
Ciaran slog bare øjnene ned og smilede ydmygt. Nej, riddere skulle man ikke sætte sig op imod.
"Ciaran er en meget anstændig ung mand, og han er et udemærket selskab. Hold dine usle kommentarer for dig selv!"
Ciarans hoved vendte sig lynhurtigt mod lydkilden. Kunne det virkelig - virkelig? - være Yami? Den sippede adelsfrøken? Han stirrede overrasket på hende. Hvis han havde haft noget i munden, ville han helt sikkert have fået det galt i halsen.
Lidt mere normalt var det dog at hun undskyldte sin opførsel. Ciaran, stadig ikke helt sikker på hvad der var sket, genvandt hurtigt fatningen.
"Skal jeg tage Deres hest, sir?" spurgte han ærbødigt, og trådte et skridt nærmere. "Herskaberne vil vel gerne have fred til at diskutere private sager?"

Caedmon ignorerede Yamilet fuldstændig, og koncentrerede sig i stedet for om den unge stalddreng. Han kommenterede ikke på Yamilets ødelagte og beskidte påklædning, og heller ikke på den store ulv. Han ville ikke fremstå som dum, undrende eller noget lignende. Han var jo trods alt, i følge ham selv, altvidende. Han smilede svagt. "Gerne. Skønt med lidt ordentlig respekt for en gangs skyld; den nye, rapkæftede tjenestepige, jeg fik på herregården idag, får lukket sin mund her i eftermiddag, når jeg begiver mig hjemad." Han svang sig yndefuldt ned fra den sorte hest, og vandrede med elegante skridt rundt om søen på vej over til Yamilet. "Corvus, De forstår virkelig at se vore behov; lidt fred ville være dejligt. Men De ved vel også, at et eneste forkert ord kan ændre Deres skæbne til den præcis samme som min rapkæftede tjenestepige." Han sendte endnu et gennemborende blik til stalddrengen.
Yamilets øjne blev store af frygt. Hun svang sig ned fra Bianca mindst ligeså elegant som hendes storebroder, og begav sig afsted mod ham. Hun gloede nervøst på jorden imens hun gik. Der var så mange tanker der pinte og plagede hende, og hun glædede sig til snart at få noget andet at tænke på. Hun stoppede omkring tre meter fra Caedmon. "Hvad er den store nyhed så? Jeg blev nødt til at gå hele vejen fra slotshaven til stalden, så jeg har høje forventninger." Hun kiggede stift på ham; noget, hun ikke havde gjort eller turdet før.
Caedmon stoppede også, og stirrede på Yami med hovedet sat på skrå. "De lytter ikke, vel, stalddreng?" spurgte han uden at fjerne sit tomme blik fra Yamis ansigt.

Ciaran, der var på vej væk med hestene, vendte hovedet.
"Nej, selvfølgelig ikke, sir," svarede han fromt, og gik yderligere væk, tilbage til det træ, som han havde siddet ved før. Han gjorde sig ikke det besvær at binde hestene.
Selvfølgelig ville han ikke lytte. Men det skulle da ikke stoppe fuglene fra at gøre det.
Flyv lige over til dem, og fortæl mig hvad de snakker om, bad han Laban, der øjeblikkeligt lettede og satte sig ikke langt fra Yami og Caedmon.

"Godt," svarede Caedmon uden så meget som at skænke et enkelt blik til stalddrengen. Han lagde ikke mærke til den store, unge fugl der placerede sig lidt væk fra ham og Yamilet, uden at tiltrække for meget opmærksomhed.
Yamilet lagde dog mærke til den, og hun rynkede brynene svagt, men kommenterede ikke på dens tilstedeværelse. "Siden du har rejst så langt til hest, formoder jeg, at din nyhed må være af den betydningsfulde slags?"
Endnu et tomt smil spillede let på Caedmons læber, da han svarede hans yngre søster. "Frygt ej, kære søster. Jeg er såmænd ikke kommet langvejs fra. Nej, jeg har midlertidigt bosat mig i en herregård af den finere slags, lidt ude for Takamir," forklarede han i en påtaget venlig tone.
Yamilet sukkede lavt, da hendes utålmodige natur begyndte at vise sig. Hun svang en enkelt gang med håret, og kiggede derefter på Caedmon med en spørgende og utålmodig mine. "Og nyheden er...?"
Hans smil udvidede sig, og det påvirkede næsten hans øjne; ja, det var i sandhed et ægte smil, og det fik næsten hans ellers kedelige øjne til at stråle. "Du må desværre aflyse dine vigtige aftaler det næste halve års tid, for et planlagt ægteskab venter i den nærmeste fremtid."
Hendes mund formede sig som et stort O, og oprigtig glæde kunne ses i hendes dybe øjne. "Åh, Cad, det er jo vidunderligt! Hvem er den heldige skønjomfru?"
"Hun er nu en bondepige, men det ændres heldigvis snart," svarede han, og himlede med øjnene. "Det eneste jeg ved om hende er, at hun er køn, og at hendes navn er Merrisun Grey. Vi skal giftes til sommer." Han smilede igen.

Laban hørte alt i deres samtale, og rapporterede prompte til en videbegærlig Ciaran.
*Et tvangsægteskab?* gentog han i tankerne. Som enhver borgerlig, der ikke ved mere om de adeliges kunnen og gøren end bønder om agurkesalat, brød Ciaran sig ikke om tanken om arrangerede ægteskaber. "Det eneste jeg ved om hende er, at hun er køn, og at hendes navn er Merrisun Grey" havde ridderen sagt. For Ciaran lød det ikke som et særlig godt grundlag for at skulle dele resten af livet med nogen.

Yamilet spredte sine arme, og tog et skridt fremad, som for at ville give hendes kaere broder et lykoenskningsknus. Hun smilede bredt.
Caedmons ansigtsudtryk aendrede sig med lynets hastighed. Han saa forarget paa hende. "Du har vel ikke taenkt dig at roere mig med den kjole?" Hans blik koerte ned af hendes oedelagte og mudrede kjole.
Hun lod sine arme falde ned langs siden, og gloede forlegent paa hendes foedder. Hun lod endnu et suk flygte fra hendes laeber, men denne gang var der tilfoejet en skuffet kant. Hun rystede det hurtigt af sig, tog en dyb indaanding, og smilede til ham igen, som om intet var haendt. "Hvorfor ude i skoven? Kunne du ikke have kommet op til slottet?" spurgte hun undrende.
"Ingen udover familien maa baere paa den hemmelighed, Calanthe," svarede han alvorligt.
"Og hvad skyldes det...?"
"Det burde du ikke bekymre dig om, min kaere." Og med de ord vendte han sig flygtigt, og vandrede med beslutsomme skridt rundt om soen, hen mod Ciaran og hestene.
Yamilet betragtede ham i forundring, og en mindre foelelse af irritation voksede op i hende. Hun havde dog ikke taenkt sig at svare igen; hendes broder skulle respekteres - ingen undtagelser.

Ciaran rejste sig, da han så at ridderen var på vej. Han tog de to heste (Caedmons og Yamis) ved trensen - mere for syns skyld end af reel nødvendighed - og gik ham i møde.
"Jeres heste, sir," sagde han høfligt, og rakte tøjlerne til Caedmon, med noget der lidt kunne minde om et buk, selvom det var mere af et nik, da Ciaran stadig blev nødt til at holde i hestene.
"Jeg formoder vi er på vej tilbage til byen, sir?" spurgte han.

Caedmon marcherede målbevidst mod stalddrengen, og tog imod den sorte hests tøjler. Han vandrede om på siden af hesten, og fik svunget sig op på den med en pæn mængde ynde. I et langsomt tempo, skridtede de rundt om søen, mod den retning de var kommet fra. Men pludselig fik han den sorte hest til at stoppe, og han vendte hovedet med blikket rettet stift mod Yamilet. "Det ville forresten glæde mig, hvis du ville deltage i ceremonien imorgen; jeg skal for første gang møde min kommende hustru," forklarede han med hævede bryn. Han vidste naturligvis, at Ciaran Corvus ville kunne høre ham, men han tænkte, at hvis den stalddreng nu fik nogle ordrer og eventuelt en trussel, så ville ingen andre få at vide, at han skulle ægte en bondepige. En bondepige. Han skammede sig selv over det, men ingen ville få noget at vide, før de allerede var gift - og så ville hun være meget mere end en bondepige. Han smilede et selvtilfredst smil for sig selv.
"Jo, det ville være en ære," svarede hun ydmygt.
"De! Jeg skal tale med Dem." Caedmon pegede næsten beskyldende på Ciaran.
Yamilet småløb i sine høje stiletter; hun var på vej over mod Bianca.

"Med mig, sir?" spurgte Ciaran, undrende. Hvad ville en ridder med en stalddreng?
Bianca stirrede på sin luntende herskerinde, der gradvist kom nærmere, med en hvis modvilje. Den hvide hest så ikke frem til ridtet hjem med glæde.
Fuglene og ulven var blevet i baggrunden, skønt Noah og Laban stadig holdt et vågent øje med Ciaran. Saga havde lagt sig ned, og stirrede dovent op på de Tobenede, selv om han ikke tog sig specielt meget af deres affærer.

Caedmon himlede irriteret med øjnene, og vinkede Ciaran over. "Hvem ellers?" Utålmodig, som han jo var, sprang han ned fra den sorte hest, han sad på, og vandrede selv determineret mod drengen. Da han efterhånden var tæt på, begyndte et svagt smil at spille på hans tynde læber - et smil der havde en lumsk kant. "Du ikke så meget som mimer et ord til nogen om, at jeg skal ægte en bondepige," hvislede han. Han kunne slet ikke huske, at han ikke havde nævnt noget som helst om en bondepige i drengens nærvær tidligere. "Det formodes, at de ikke vil lide under en skæbne så mørk som en fanget morders?" Han smilede venligt, men hans øjne lynede.

Da Yamilet nåede Bianca var hun allerede godt forpustet. Hun lænte sig en smule forover for at kunne få vejret ordentligt, alt imens hun støttede sin balance op ad Bianca. Hun fik med lidt besvær kæmpet sig op på hesten, og de skridtede stilfærdigt over mod den sorte hingst - som slet, slet ikke havde noget imod Biancas tilstedeværelse. Tværtimod.
Yamilet hørte ikke hendes broders hvislen og hvæsen til Ciaran (som i hendes tanker nu omtaltes som hendes udkårne), så hun satte sig til rette, ærgrede sig lidt over hendes elendige udseende, og gav sig til at vente i melankoli. For hvilken kjole skulle hun dog vælge til den kommende dags ceremoni, og hvor i alverden skulle hun få den fra? Hun sukkede vemodigt, og sendte et længelsfuldt blik til hendes udkårne.

Ciaran, nu oprigtigt skræmt af ridderen, gjorde store øjne og rystede på hovedet.
"Selvfølgelig ikke, sir. De hører ikke en lyd fra mig," forsikrede han Caedmon. Og, efter at have tænkt lidt, tilføjede han: "Eller ser fagter eller lignende, der kunne indikere noget. Intet som helst, sir."
Da Ciaran indså at den sidste replik kunne opfattes som noget flabet, kneb han øjnene sammen, og stivede sig af for det slag, der sikkert ville komme.

"Hvad sa-," begyndte Caedmon truende, og vreden boblede op i ham, da han tydeligvis havde misforstået knægtens anden kommentar. Han skulle til at hæve højre hånd, men kom hurtigt på andre tanker; han havde ikke lyst til at miste besindelsen i det øjeblik. "Hold dine uopdragne udtalelser for dig selv, og skrub hjem med dig." Han prøvede at holde tonelejet neutralt, men arrigskaben kunne tydeligt spores, hvis man da lyttede ordentligt efter.
Derefter vendte han sig muggent mod Calanthe, og marcherede resolut rundt om søen - endnu en gang. Da han var henne ved hestene, fik han svunget sig op på den sorte, måske med en lidt for voldsom kraft.
"Hvor lang tid tager det at ride til din residens?" spurgte Yamilet i sin skingre stemme, lettere tøvende.
Caedmon knurrede lavmælt som svar, og det var sådan, Yamilet valgte at droppe emnet helt. I et kort stykke tid, i hvert fald. Hun drejede hovedet, og sendte endnu et længselsfuldt blik mod hendes udkårne. Hvordan var det dog sket? Hun sukkede vemodigt af flere årsager. For det første, hun skulle ikke se Ciaran i flere dage, måske en hel uge, og, for det andet, hun var langt mere magtfuld, eller hvad man nu ville kalde det, end ham, og hun burde slet ikke tænke på ham.
"Ikke et eneste ord!" gentog Caedmon højt, bare for en sikkerheds skyld.
Og så begav de to søskende sig afsted med to vidt forskellige meninger om den noget ubehøvlede stalddreng.

//Out n__n//

Ciaran så efter dem, til de var forsvundet. Han ville have haft ondt af de forældre, der skulle trækkes med sådan nogle børn, hvis ikke det var fordi han vidste at det nok var forældrenes egen skyld. Han håbede svagt at han aldrig ville komme til at se dem igen.

Med de tanker vendte han tilbage til dyreflokken. "Har du noget imod at bære mig hele vejen hjem igen?" spurgte han den gråbrogede vognhest "Jeg kan godt gå, hvis det skal være."
Jeg ville kunne bære dig OG den Skringre, hvis det skulle være, svarede vallaken stolt.
"Tak," sagde Ciaran taknemmeligt, og klatrede op på hesten. Han mærkede hvor træt han egentlig var, og glædede sig bare til at komme hjem til det lune halm i staldene. Over træerne var solen ved at gå ned, og den blodrøde himmel spejlede sig i søen, så det næsten så ud som om at der var ild i skoven.
Fuglene satte sig til rette på Ciaran og hesten, og Saga traskede ved siden af. Hvad mon Ciaran skulle gøre med ham? Det var en anelse ildeset at rende rundt med en stor ulv i hælene på paladset.

Hvis nogen var kommet forbi, havde de undret sig ved synet af en dreng, ridende på en hest fyldt med kragefugle og med en ulv bag sig. Men ingen kom.

//out//