Drakans Gods [S]

Hun åbnede øjnene hurtigt op igen og rakte ud efter ham med den fine, lyse hånd og sagde bedende, ja nærmest tiggende "Nej Drakan. Jeg beder dig, bliv hos mig i nat! Så vil jeg ikke spørge mere om hvad du skal"
Hendes desperate øjne søgte hans i mørket.

Gæst

Hendes kolde hånd ramte hans ryg, og han vendte sig om i mørket.
Hun var kun i silhuet i det dunkle værelse og han så på hende.
Men tavsheden var det eneste at høre, da han havde vendt sig om. Ikke andet.

Hun satte sig op og kastede tæpperne til side og rejste sig.
"Drakan jeg beder dig! Bliv nu hos mig. Bare til daggry. Så vil jeg ikke bede om mere!" sagde hun stadig i det tiggende tonefald.

Gæst

Han skubbede hende ned på sengen og kyssede hende lidenskabeligt.
Han kørte hånden ned af hendes lår, - men stoppede så.
"Det er sent. Få noget søvn." Hans stemme var hæs og han kravlede ud af sengen, for derefter at lede efter sin skjorte i mørket.

Hun kyssede igen ved hans kys men så så underligt på ham da han stoppede og sagde det...
Hun blev liggende men spurgte "Men hvad skal jeg vågne op til imorgen?"

Gæst

"Det må dagen vise." Hviskede han henne fra hjørnet og trak skjorten på.
Det tog ikke lang tid at knappe den, når man var ferm på fingrene, og han kastede et sidste blik på Elarjar inden han gik hen til døren.

Hun kom på benene og gik et par skridt hen mod ham, men stoppede udenfor hans rækkevide.
"Hvornår kommer du tilbage?" spurgte hun så. Hun så bestemt og afklaret ud. Hun ville bare vide det...

Gæst

Drakan var irriteret, - til bristepunktet nu.
Så han svarede ikke, men greb sin frakke og begyndte at knappe den helt tæt op til halsen.

Hun slog blikket ned og lod det hænge...
Så nikkede hun og gik hen til sengen for så at lægge sig tungt og med et suk.
"Hvornår skal jeg så rejse hjem til mine forældre igen?" spurgte hun så som det endelige spørgsmål der afgjorde om de nogensinde skulle ses igen...

Gæst

Han så på hende, nu med tasken i hånden og frakken på.
"Du ser dem ikke igen. Du er trods alt min egendel."

Hun så ikke på ham men lyttede bare til hvad stemmen sagde...
"Så må vi jo se med tiden om jeg får selskab..." sagde hun gådefyldt med et skuldertræk.

Gæst

"Dine forældre var indforståede. Med alle de penge jeg gav for dig, burde alt håb om at se dem igen for længst være forsvundet." Hvislede han og blev mere vred.

Hun trak lidt på smilebåndet. Som om hun ikke vidste hvordan de rigtig havde handlet som var hun en simpel gris.
"Det var heller ikke dem jeg mente, min kære" svarede hun.

Gæst

"Såeh? Du vil måske invitere mandfolk ind i MIT hus?" Han stirrede på hende.

Hun vendte sig mod ham. Stadig liggende i sengen.
Så rystede hun på hovedet og svarede med en neutral stemmeføring "Så lavt vil jeg ikke synke"

Gæst

"Så bliver du vist nødt til at uddybe, hvad du mener." Hans stemme var kold nu. Følelsesløs.

Hun så længe og stift på ham. Som om en magtkamp blev udspillet mellem dem.
Så sagde hun endelig "Drakan. Jeg har altså også venner. Jeg regner med at som en forlovet og respektiv kvinde må jeg godt se mine venner og bekendte?"
Hendes øjne blev mildere og et lille smil kom frem over hendes læber.

Gæst

"Det var ikke dét, du mente før." Han løftede det ene øjenbryn. Mandsfolk. Sammen med hans forlovede? Aldrig.

Hun resjte sig og gik hen til vinduet og så ud.
Så rystede hun på hovedet.
"Nej. Du har ret Drakan. Hvordan kan du dog gennemskue mig så let? Nej. Har du ingen anelse om hvem jeg mener? Min kære, teoretisk set kunne jeg være gravid lige nu. Selvom jeg ikke regner med det... Men når du nu tager afsted og jeg skal være helt alene kan man jo altid håbe..." sagde hun så og kom med mange suk imellem.

Gæst

Drakan var forvirret. Hun talte i gåder.
"Du har ingen ret til at have besøgende uden min tilladelse. Især ikke mandfolk. Ellers vil det have alvorlige .. Konsekvenser, min kære." Han stirrede på hende, da hun lænte sig ud af vinduet, for at få frisk luft mod den blege hud.

Hun rystede på hovedet med en blid og lav latter.
"Du har ikke forstået det vel? Du tager er sted nu. Ja du står nærmest med den ene fod ude af døren. Hvem skal så holde mig med selskab? Jeg bliver så ensom og hvis du havde læst den bog om elvere vidste du at vi er yderst selskabs søgende væsner! Men teoretisk set kunne jeg være gravid. Vente dit barn inde i mig. Du ved vel godt hvordan børn bliver til ikke?"
Hun spurgte ikke for at få et svar men for at understrege sin pointe. Han vidste det jo udmærket men aligevel...

Gæst

"Det er mit hus. Du er min egendel. Du har ikke ret til at tale sådan til mig. Desuden, ønsker jeg ikke at få et barn." Med disse ord smækkede Drakan døren bag sig og forlod rummet.

Hun fnøs af hans barnlige måde bare at smække med døren og gå sin vej.
"Men hvem skal så holde mig med selskab!?"
Hun råbte ikke ordene men hævede stemmen nok til at han ville kunne høre hende.
Hun stod urokkeligt ved vinduet med den ene hånd på karmen. Håret bølgede lidt i den kolde nattevind og den ene del af hendes ansigt var oplyst af månelyst. Et uhyggeligt og tiltrækkende syn på samme tid.

Gæst

"Måske var det forkert af mig, at finde sådan en ung kvinde. Men jeg har trods alt andre 'veninder' at se til. Sov godt." Hvæste han og forsvandt ned af korridoren.

Ordene fik hende til at sitre og skælve.
Hun stod lidt og så sig omkring i det nu meget uhyggelige værelse.
Så snøftede hun lidt og havde slet ikke lyst til at være her mere...
Så hun fandt en hvid og let kåbe frem og svang den over de fine skuldrer.
Så gik hun ud af døren og gennem alle korridorene indtil hun endte i haven der lå bag godset.
Der gik hun lidt rundt og følte sig langt trykkere end indenfor. Hun var trods alt elver.

» Drakans sidste post.