Drakans Gods [S]

Gæst

Han sad på bænken og med ansigtet begravet i hænderne.
Det var ham en gåde, hvordan han altid fik lavet rod i det hele. Også med nogen han holdte af.
Et dybt suk undslap ham og aftnens kolde vind strøg ind over haven.

Kåben svævede let efter hende og de bare fødder trådte varsomt og hurtigt.
Hun stoppede op et sekund for at lytte. Med det samme opfattede hun rislende vand. Og massere af det.
Hun gik efter lyden og kom til en å der slog omkring haven.
Der satte hun sig og stak fødderne i det kolde vand.
Hun smilte skævt og gøs lidt i starten. Men det opmuntrede hende en smule at være i naturen.

Gæst

Hvorfor var vognen ikke kommet endnu ?
Han trippede let og så op fra hænderne. Mørket havde aldrig været så stille før.
Kun lyden af vandet, der fossede henover de små rinsten, kunne høres i den enorme have.
Han ventede stadig på vognen.

Hun så ned i vandet der flød så hurtigt forbi. Det var så fristende.
Fik helt lyst til at hoppe i! Men det gik vel ikke an.
Hun pjaskede lidt med fødderne, bare for sjov for ligesom at mærke vandet.
Så tog hun en rask belslutning og fik kåben af samt underkjolen og strømperne af. Så sig omkring om der var nogen?
Det så ikke sådan ud...

Gæst

Vognen standsede foran søen.
Kusken, der også havde kørt tidligere idag, så lettere forfjamsket ud, da Elarjar begyndte at klæde sig af.
Det var også først nu, at Drakan havde set hende.
Og han blev rasende. Hvad bildte hun sig ind? At stå og blotte sig foran kusken!?

Hun var allerede hoppet i vandet men hørte så vognen komme.
Hun så op med et sæt og lyttede intenst. Jo den var god nok. Vognen var kommet!
Hun hoppede forfjamsket og uforsigtigt op af åen og snublede nærmest hen til bunken med hendes tøj. På vejen faldt hun over en rod.
*Flot! Nu kan de jo nok se alt!* tænkte hun bittert, men fik i en fart fat på sin kåbe og svang den hurtigt om sig.

Gæst

"Hvad er meningen med dette?!" Drakan var langt mere vred end før, og havde viftet kusken væk, da Elarjar var faldet.
Hans øjne rasede.

Hun så forskrækket op ved Drakans stemme. Hun gik hen mod ham og strammede kåben om sig.
"Jeeegg... Var bare ude at gå en tur" sagde hun nervøst og så på ham.

Gæst

"Ligeså snart, du tror jeg er væk, blotter du dig for alle ude i haven?!" Hans stemme var rasende og han stirrede på hende.

Hun så skræmt ned. Det var jo slet ikke meningen. Det var slet ikke på den måde hun have tænkt det...
"Drakan, du misforstår mig. Jeg troede jo at du allerede var over alle bjerge. Og naturen beroliger mig. Endnu et faktum om elvere. Det må du undskyld...."
Det sidste blev nærmest hvisket.
Man kunne tydeligt se at hun heller ikke var stolt over det.

Gæst

"Og hvad tror du så folk vil tro om min kommende hustru? At hun er en simpel tøjte?" Hans tænder skar sammen og hans blik rasede.

Hun så ned. Skamfuldt og ydmyget.

"Nej jamen... Jeg troede jo at jeg var alene, Drakan. På ære! Vandet var bare så dejligt og..."
Hun kunne ikke sige mere så forhutlet var hun.

Gæst

"Det er ingen undskyldning. Hvem som helst kunne have begloet dig. Om ikke andet, kusken.." Hans stemme snerrede ad hende..

Hun så stadig ned.
"Er du ikke ligeglad? Du skal trods alt op til dine 'veninder'. Er det meget bedre?" sagde hun så i et neutralt tonefald.

Gæst

"Bland dem uden om det her. Desuden, er jeg ikke ligeglad med, om min kommende hustru står og blotter sig i haven for enhver mand!" Han så på hende, som hun stod dér. Held kold og ligeglad.

Hendes bryst begyndte at hæve og sænke sig i et hurtigere og hurtigere tempo.
Så så hun op og mødte hans blik.
"Tror du ikke jeg prøver mit bedste for at behage dig på bedste måde? Sig mig. Første gang du så mig. Synes du da at jeg lignede en simpel tøjte? Og tror du ikke at det ikke piner mig at se dig tage afsted for at være sammen med andre kvinder? Ved du ikke hvor brændende jeg ønsker at være din. Din eneste?"
Alt det sagde hun roligt men i et lettere anklagende tonefald...

Gæst

Hendes øjne var allerede våde, og han frygtede at de ville flyde over hvert sekund.
Han lagde sin arm omkring livet på hende, og tørrede den første tåre fra hendes kind væk.
"Jeg synes ikke du ligner en tøjte.." Hviskede han i et dæmpet tonefald, - langt anderledes end før.

Først så hun lettere forfjamsket på ham da hun absolut ikke vidste hvordan hun skulle reagere.
Men så hun ham i øjnene. Hun smilte ikke men et forsonende og mildt blik stod klart på hendes ansigt.
Hun lagde den ene hånd på hans overarm og den rørte hun let og meget forsigtigt ved hans kind.
*Åh gud hvor føltes det godt! At stå her i HANS arme og føle sig som noget* tænkte hun og gav et lille umærkeligt suk fra sig.

Gæst

Han tog hendes ansigt imellem sine hænder og kiggede hende i øjnene.
"Men du må også forstå, at det ikke går at blotte sig .. Udenfor soveværelset." Han undslap et lille smil.

Det kunne hun ikke lade være med at smile af.
"Nej. Det forstår jeg godt. Kun i soveværeslet hvor kusken ikke kan se mig" sagde hun velvidende om at kusken selv lyttede med og så intenst tilbage i hans øjne. De øjne...

Gæst

"Nemlig." Samtykkede han og plantede et kys med de sprukne læber på hendes blege pande, der stadig var halv våd af søens rislende vand.

Igen undslap et lille og umærkeligt suk hende og hun smilte nu glad. Oprigtig glad. Ikke bare påtaget, men rigtig glad.
Da han slap hende igen tørede hun ansigtet i kåbens ærme og først nu mærkede hun nattens kulde. hun gøs let og så sig omkring. På haven bag dem og vognen...

Gæst

"Jeg får ikke brug for vognen i nat, alligevel Demetri." Han så på kusken.
"Fortæl Doktoren at jeg ikke får brug for medicinen før imorgen." Han greb Elarjar med begge arme, og hun holdte omkring hans hals med de spinkle arme.

Hun så op på ham med at sæt da hun hørte hvad han sagde! Han ville blive!
Hun hjublede indeni og idet han greb hende slog hun armene om halsen på ham.
*Åh, kan man være heldigere?* tænkte hun ved sig selv og smilte så hun skinnede som en lille sol til ham.
Men nysgerrigheden sejrede og hun spurgte "Medicin? Til hvad?"

Gæst

"Det er ligegyldigt.." Mumlede han og så på den halvsure kusk.

» Drakans sidste post.