Ly for natten?

Sent på aftenen og regnen silede ned i stride strømme. Isolde trak hætten længere ned i panden på hendes lange bomuldskappe der sugede regnvandet til som besat. Hun forsøgte forgæves at undgå de enorme vandpytter der efterhånden var ved at samle sig mellem de toppede brosten på den smalle mørke gade som var helt affolket.
Hvor var den kro dog henne? Det var lige før at hun var overbevist om at den gamle mand hun havde spurtg om vej, med vilje havde narret hende.
På venstre side fik hun om sider øje på en lille markise af stof, som hang over en forladt handelsbod. Hun hoppede hurtigt over rendestenen der efterhånden var ved at udvikle sig til en mindre å pga. regnen, og stilte sig ind under halvtaget - den holdt i det mindste regnen bedre ude end den dumme kappe tænkte hun og bed tænderne sammen af kulde.

((*at liiige så uskyldigt flytte sin post fra hovedgaden og her til :D håber jeg må være med..*))

Safran sad i læ i en dørkarm. Gaden lå regnvåd udenfor. Et sted råbte et par fulde mænd. Ellers var der ganske stille. Safran var, for en gangs skyld, i sin rigtige form. Det nød hun. Det var som at være let og fri af en tung, våd kappe. Så gjorde det egentlig ikke noget, hverken at det regnede, eller at hun ikke vidste, hvad hun skulle tage sig til. Hun var i stedet optaget af det, der lå hende allermest på sinde, faktisk det vigtigste i hendes verden - nemlig hende selv. Tænk at det, hun skjulte for resten af verden, skulle være skabt så smukt.. Hun sukkede betaget og følte på sit ansigt. En finger fulgte de smalle læbers bløde linjer, før hun rørte ved den lige næse og aede det blonde hår, der var fugtigt af regnen. Hun spidsede munden og fik et yndigt, virkelig indtagende udtryk af beundring i det smalle ansigt. - Jeg må være en af Takamirs smukkeste kvinder, sagde hun til sig selv. Og hvis jeg virkelig ikke er det, fortsatte hun, så kan jeg sagtens blive det. Hun havde evnerne, og hun forstod at bruge dem. Selv om hun holdt det skjult for alle andre, undlod hun aldrig at minde sig selv om det.. Formskifter.. Det var der noget ved.

Safran blev hevet ud af sine drømme med et sæt. Der var nogen, der havde råbt, var hun sikker på. Hun så sig rødmende omkring, et øjeblik uden tanke for, at ingen kendte hende. Krigsmoralen var banket ind under hendes blege, rene hud og den ville altid være der og sætte sine grimme sorte fingeraftryk på indersiden af hendes hoved. Hun slog tanken fra sig, som om den var en fjendtlig soldat og blev opmærksom på den lille gruppe af mennesker, der kom slentrende. Da de var ud for hende, vendte den ene af dem sig om og råbte efter nogen, der åbenbart befandt sig udenfor hendes synsfelt, der var indskrænket af dørkarmen. De havde nok ikke set hende. Hun sad alligevel så dybt inde i mørket, at hun nok syntes en skygge. Hun var jo en skygge. Et øjeblik var hendes hud mørklødet og hendes hår sort som kul. Så, et øjeblik efter, var hun igen den blege Safran, der sad og frydede sig over sin kunnen og gøren.

Taptaptap. Den stærke, tunge regn, der vemodigt slog mod stenene på gaden. Safran trak sig endnu længere ind i mørket og kiggede ud. Taptaptap. Dråberne faldt hurtigt uden rigtigt mellemrum. Det stænkede let op på hendes sorte kappe. Den var imprægneret med et eller andet vandafvisende. Det var hun glad for, da hun trak den tættere sammen om sig. Hun fortrød for ikke første gang den aften, at hun havde taget den korte nederdel på. Det var så meget mere praktisk med bukser, men trangen til at vise sine lange ben skulle absolut bestemme. Hun fnøs og så ud. Det var ikke et vejr for en kat at være ude i. Hun yttede med et halvt øre til regnens pludren og forsøgte - forgæves naturligvis - at tælle himlens tårer. Så faldt hendes blå blik på kvinden, der kom gående. Safran fulgte hendes ensomme vandring gennem gaden.

((Håber jeg må være med, ellers sletter jeg bare))

Green gik ned ad den regnvåde gade. Han var fuldkommen gennemblødt. Han levede ikke et rigt liv og hans kappe var ikke lavet til at modstå regn. Faktisk var den helt utrolig tung fordi den havde suget så meget regnvand til sig.
Green vidste egentlig ikke hvordan han var endt her, det var måske ånderne der havde ledt ham?
Han skuttede sig og trak den iskolde kappe tættere omkring sig. Først så han kvinden der sad i ly under handelsbodens beskyttende stoftag. Bagefter så han den anden, hun var næsten skjult, men hans øjne var gode og han så hendes hvide hår i skyggerne. Han kiggede fra den ene til den anden, så besluttede han at gøre den første selvskab.

Regnens prikken på stof-taget over Isoldes hoved blev ved. Hun satte sig ned og trak benene op under sig i et forsøg på at få varmen. Isolde havde aller mest lyst til at smide den tunge regnvåde klæbende kappe fra sig, men samme tid kunne hun ikke overskue at tage den af. Vandet plaskede ned ude på gaden og løb afsted ned mod havnen. En kold dråbe frigjorde sig fra hendes fugtige hår og løb ned over panden og næsen. Hun tog irriteret en hånd op til håret og strøg det tilbage fra panden og så sig om og fastslog. Det varede ikke længe før hun - efter lugten og omgivelserne omkring hende at dømme - fastslog at boden nok var ejet af en lokal fisker som det sted han solgte sin fangst.
Isolde gav sig til at spejde ud i regnen, og da faldt hendes øjne på et åbent vindue i huset overfor på gaden. Der stod en stiggelse og Isolde afgjorde med let sammenknebne øjne at det var en kvinde - en virkelig køn en af slagsen. I det samme overdøvede lyden af højlydt latter og snakken regnen trommen. Kilden til lyden - en menneske skaren - kom ned af gaden. Isolde overvejede at følge efter dem, i det til fælde at de var på vej til kroen. Hun var næsten oppe at stå da de var ud for hendes lille læ, da hun opdagede at hovedparten var mænd - (meget)berusede mænd. HUn satte sig igen hurtigt ned igen - det havde hun ikke lyst til at nyde noget af.. hvem vidste hvad de kunne finde på?
Den larmende gruppe fortsatte ned af gaden mo havnen og Isolde åndede lettet op. Regnen blev stædigt ved og de ploppende lyde begyndte at gøre Isolde en smule døsig, derfor hørte hun ikke de sjappende fodtrin der styrede lige mod det sted hun sad før de var tæt på. Det gav et lille spjet i hende og hun var øjeblikkeligt lysvågen igen. Havde de mon set hende.. var det dem der kom tilbage. Hendes hånd famlede febrilsk omkring på jorden og lukkede sig om hvad der lignede en gammel knækket fiskestang.


// I er begge mere end velkomne! ^^

Safran kiggede på kvinden derovre i boden. Lille stakkel, tænkte hun overlegent og strøg igen sit hår med en kærlig bevægelse. Yndig lille sag ude på denne tid. Det var nok et dumt træk. Regnen faldt stadig stødt og trommede mod de toppede brosten. Safran strakte sig som en doven kat og var igen nødt til at berøre sit vidunderlige, næsnte helt hvide hår. Så blev hun opmærksom på manden. Han lignede ikke de sædvanlige mænd drukkenbolde. Derfor blev hun siddende, lige så lys og synlig som altid. Det ville have været noget andet, hvis han havde været flere. Safran fnøs let. Hun var fuldkommen klar over sin kunnens rækkevidder, og hun vidste derfor godt, at det, skønt hun var stort set uovertruffen når det gjaldt sværdkamp eller forvandling, var dumt at rage uklar med en større flok fulde mænd. Han havde en tung rejsekappe på og gik alene. Gad vide, hvad han var for en, spurgte hun sig selv og gabte provokerende højt, dog uden at overdøve regnen.

Han styrede over mod den anden kvinde. Klogt valg. Safran var nemlig - mildest talt - ikke helt ubevæbnet. Hun var jo ikke dum. Ikke, at hun ikke kunne forsvare sig uden våben, men det var altså fuldkommen hul i hovedet at udfordre skæbnen. Især når man gik så meget op i at undgå de grimme ar, man kunne få af kampen. For nu var det engang sådan, at Saftran ganske enkelt elskede sig selv over alt andet. 'Det gør alle i virkeligheden' var hendes undskyldning, mens hun plejede sit store ego. Når folk påpegede denne store svaghed, var det eneste, hun kunne gøre at smile og svare med sin bløde, ubekymrede stemme, at det ikke forhindrede hende i at være den bedste. Det var et udsagn, der som regel lukkede folks munde. Selv nu, hvor tronen vist var faldet i oprørenes hænder og det regnede i stride strømme, glædede Safran sig ganske ubekymret over sin blotte tilstedeværelse i den mørke gade. Hun var altid i godt humør, når hun kunne glæde nogen med sit ophøjede selskab. Alene denne aften havde hun faktisk hørt flere smigrende kommentare, end hun havde de sidste to lange måneder, noget der gjorde hende endnu mere overstadig.

Folk fandt, skønt den kompakte skikkelse, den bløde røde mund og de tindrende smaragdøjne, den vidunderlige Tera skræmmende i hendes høje militaristiske position, og Ina var bare en lille, uanseelig skikkelse i gadebilledet. Nej Safran - hendes ægte, ubeskyttede jeg - var noget særligt. Hun smilede bredere for sig selv og følte, at hendes ansigt blev endnu kønnere for hvert øjeblik, der gik.

Green nåede hen til boden, og kvinden der stod under dens stoftag. Han stillede sig ind under den lille bod uden et ord, og kiggede kun et øjeblik på kvinden ved siden af ham, så vendte han blikket mod den regnfyldte gade.
Han kiggede på kvinden på den anden side af vejen. Efter også at have set på hende i nogle få sekunder, kiggede han igen væk.

Isolde så mistænksomt på den nyankomne mand som også havde søgt ly for regnen under markisen. Han havde ikke sagt et ord og stirrede nu ud på gaden. Hendes greb om fiskestangen løsnedes lidt og hun begyndte at undre sig over om han måske ikke havde opdaget at der var andre til stede her i mørket. Hun betragede hans profil som han stod der - mindst lige så gennemblødt som hun - med siden til hende og stirrede ud i regnen. På den anden side af gaden stod den smukke lyse kvinde stadig. Hendes træk var næsten for fine til at være menneskelige.
Var det mon hende den fremmede mand ved siden af Isolde, kiggede på? Isolde følte sig sikker på at hun var en sådan kvinde som mændene i byen ville dreje halsen halvt af led for at se efter - i så fald var det ikke så mærkeligt at ingen havde lagt mærke til Isoldes lille mørke kappeklædte skiggelse.


//Green, er du forresten stadig oprørs leder? ^^

((nej, dette er en ny Green, det er kun navnet der er det samme. Jeg er leder for Wirkan.))

//må jeg også lige joine eller bliver det for mange? //

//Du hopper bare på (:

//ville personligt sige, at alle må joine.. meh.. de andre? Oog.. Safran skal ikke nødvendigvis forgudes som skønhedsideal.. Det er bare hendes personlige opfattelse af sig selv, der taler.. oog.. jeg svarer, når jeg har været til ridning..//

//tak!! (mit første 'rigtige' indlæg!)//

Yasmin kom gående fra en gade. Hendes brune fødder svuppede rundt i vandpytterne, og hun gled let på det våde brop sten.Det brune hår dækkede noget af hendes ansigt, og kjolen var helt våd.Dog var den stadig klar hvid, og dansede let om hendes ben. Smilet man skulle tro for længst var forsvundet var der stadig, og Yasmin grinede svagt engang imellem.
Hun havde ikke endnu opdaget mennerskerne som var der. *det kunne være dejlig med ly* tænkte hun, og overvejede at bruge hendes kræfter. Men hun turde ikke for ikke alle var lige så glade for magi. *Nej, den ide dropper vi* tænkte hun, og kæmpede sig videre.

Safran rejste sig, stadig i ly af dørkarmen. Hun var ganske høj, men slank og fin, så det gjorde ikke noget, følte hun. I øvrigt var høje kvinder de mest tiltrækkende - det sagde nogen af soldaterne i hvert fald. Hun kunne godt lide at omgås folk på den måde. Som en anden altså. Så vidste hun alt om dem og var samtidig anonym. En skygge, tænkte hun. Det var nu hendes titel. Hun måtte igen lige røre sit ansigt. De bløde kinder og de smalle, en smule tørre læber. Hun kiggede ud i den dunkle aften og smilede blidt på en måde, der gjorde hendes ansigt mildt og feminint og fjernede alt det krigeriske og energiske.

Aftnen var begyndt at blive spændende, syntes hun. Endnu en kvinde var dukket op på gaden, gennemblødt i en smuk, næsten selvlysende hvid kjole, der slaskede våd omkring hendes ben. Safrans første tanke faldt på en udenlandsk prinsesse, hun engang havde mødt. Desværre havde denne prinsesses skæbne været en lidt anden. Den dejlige kvinde havde nemlig haft et sygt sind, der til sidst havde fået hende spærret inde i et tårn, hvorfra hun flygtede ud af vinduet og brækkede nakken. Safran tænkte med væmmelse på den indavl, der havde gjort den så smukke prinsesse så grim. Godt man var ridder.

Hun slog kappen om sig og følte sig som en flagermus, der kunne svæve, hvis den ønskede det. Det kunne hun sådan set også - hun skulle bare lige øve sig en smule. Det var ikke svært at lære nye former, det svære var at holde dem. Men selvfølgelig kunne hun det. Hun var jo Safran. Så trådte hun ned af det lille trin, der havde holdt hende fra de små floder, der dannede sig i vognsporene, der var slidt ned i stenene. Hun slog ikke hætten op, for lidt vand havde aldrig skadet nogen. I stedet lo hun let og rakte armene ud for at føle regnen, der faldt tungt som kviksølv over hendes blanke hår og blottede ansigt. Så kiggede hun igen på de to under halvtaget. Løftede kort en smal hånd som hilsen og svansede over i mod dem. Som en danser, tænkte hun og følte sig endnu smukkere. Hun dansede jo, eller i hvert fald næsten. Det føltes som om, hun gjorde. Ud og ind mellem de største vandpytter, godt hjulpet på vej af sine bløde støvler. Hun standsede ud for de andre og begyndte at tale med den stemme, hun elskede at høre.
"Leder De efter noget?"
Lød det blødt og stille. Der var et melankolsk moment i stemmen, men hverken tonen af mol eller den militante stemme kom nogensinde rigtig i syne, var der bare, klar til brug.
Hun smilede venligt.

Green kiggede på Safran "nej" det var hans første ord i aften.
Han opfattede en pige i kanten af sit synsfelt, men ignorede hende.
Så fukuserede han igen på kvinden der stod foran ham. Hun var smuk, ingen tvivl om det, men Green faldt ikke for den slags, det kunne man ikke gøre på hans job.

Yasmin kæmpede sig et stykke videre, da hun brat stoppede op. Nogen havde snakket. *typisk mig, ser først folk når de giver lyd fra sig* tænkte hun lidt irrerteret på sig selv. Hun trak svagt på hendes lidt spinkle skuldre og kiggede op. Først kunne hun ikke se nogen, regnen ramlede ned i hendes øjne og slørede hendes blik så hun blev nødt til at blinke flere gange. Efter et par sekunder så hun en gå over til nogle andre personer under læ. Personen var klart en smuk kvinde som alle mænd ville have, og næsten brække nakken ved at kigge efter. De to andre var en mand og en kvinde. Kvinden var også smuk, på hendes egen måde, manden var dog anderledes syntes hun. *Normal nok er han* tænkte hun, og blev stående.
En dråbe løsrev sig fra hendes brune hår og trillede ned af hendes kind så det let kunne ligne hun græd, dog gjorde hun det ikke. Lille som hun var bevægede hun sig med nogle svuppende skridt imod de tre personer, dog vidste hun ikke om hun skulle sige noget endnu, så hun forblev tavs og nogle få meter væk fra dem.

//igen.. Jeg håber ikke, det er Safran I forguder på den måde.. Isolde er en gudeskøn elver..? *At lige så stille dreje strålen af spotlight, der på magisk vis strømmer ned fra himlen, over på en anden* Safran har bare en meget veludviklet evne til at se de lyse sider af sin egen person.. mildes talt.. (Jeg har da forhåbentlig ikke skrevet noget sted, at andre også finder hende vidunderlig? o,..,o huh?) //

//tilføjelse, Yasmin vil helt klart ikke forgude Safran, det er mere personligheden hun dømmer på, så den der er mest 'smuk' på personligheden, vil hun mere beundre. men undskyld hvis jeg har gjort noget forkert//

//har du på ingen måde.. 'Personen var klart en smuk kvinde som alle mænd ville have, og næsten brække nakken ved at kigge efter.' Kom bare bag på mig..//

//nå ja okay, jeg troede at du på en måde tilføjede at jeg krænkede dig, min fejltagelse!//

//xD på ingen måde.. (sådan er mine karakterer aldrig blevet omtalt før.. o.o ) oog.. jeg spammer lidt lige lovlig meget, jeg ved det godt.. lev med det.. o.o//

//hvor bliver de andre af?//

((Jeg venter også på de andre...Nina kan du ikk svare?))

//Venter vi ikke på Isolde?//

((Tjoo...men mener nu også godt at du kunne svare, og så kunne Isolde svare))

"Nåh.."
Kom svaret let nølende, som om Safran allerede var skøjtet videren til noget andet, der var mere væsentligt end disse mennesker i natten. Manden virkede tydeligt afvisende med sin kolde tale. - ikke, at det hverken generede eller kom bag på hende. Det kunne være ligemeget. Der var mange andre, der aldrig kunne drømme om at takke nej til hendes selskab. Alligevel interesserede de hende, disse regnvåde væsner, der flakkede om, når natten var faldet på. Ikke kun de tre, hun havde set denne aften, nej. Hun vidste, at der var mange rejsende i gyderne om natten. Hun nød at følge deres tilsyneladende formålsløse vandren fra en uset placering på toppen af et træ, fra et tag, et vindue, en halvt tillukket port eller som en smygende kat, der fandt mange venner i mørket.

"Og hvad med Dem?"
Safran syntes at komme tilbage til sin krop. Hun slog let med hovedet, så store dråber, så tunge som kviksølv, blev kastet til alle sider fra den olierede hætte. Hun kiggede på den unge kvinde, der stod længst inde under halvtaget. Igen glædede hun sig ganske ærligt over dennes skønhed, en glæde over verdens mangfoldighed og over hendes eget, langt mere jordiske ydre. Der var også en torn i glæde, i hvert fald set fra Isoldes synspunkt. Safran frydede sig herligt over, at hun endnu engang havde fået en ny idé og lagt endnu en brik i det store puslespil, der nu ugdjorde hendes identitet. Dette yndige væsen kunne hun så let kopiere, forandre og tilpasse, til hun havde endnu en krop at spionere i, endnu en person at skyde al skyld over på. En let tanke faldt på den anden pige i den hvide kjole, der stod let derfra. Dog så Safran ikke efter hende, smilede bare imødekommende til det spejlbillede, hun snart ville se som sig selv.
"Har De måske brug for min hjælp?"

Safrans tanker flød videre. De var alle tre mødt op her i mørket. Nogenlunde ens kapper, i hvert fald de to første.. Eller også var det bare hendes øjne, der spillede hende et puds? Hun vidste det ikke, men det kunne godt ligne noget, der var aftalt. Det var ikke til at se på hende, at det skete, men alle Safrans sanser blev skærpet og hun var pludselig opmærksom på enhver lille bevægelse. Hun lyttede til regndråbernes melodi og fandt alle lyde, der ikke passede ind. Hun var jo hverken spion eller officer for ingenting.. Nej, hun var i tip top træning, tænkte hun og jublede indvendigt over sine store gaver. Tænk at være så dejlig og så dygtig til sit fag.. på en og samme tid, fnisede en af hendes indre stemmer overstadigt. Det eneste skår i glæden var oprørernes nuværende position, men selv om det var en frygtelig ting, syntes det egentlig ikke ret væsentligt i hendes kun sekundlange salighed. Så flød det tilbage og fyldte igen en smule op i hendes tanker, dog stadig ikke ret stærkt. Det kunne hun sagtens klare.. De skulle bare vide.. Hun havde skam stadig hele specialstyrken på fri fod.. Næsten ene mand.. kvinde.. Nej det var nu ikke helt sandt, de havde slet ikke været til ballet, og de var under en andens kommando, men alligevel føltes det som om det var hendes fortjeneste. Hun smilede blidt og igen blev hendes ansigt - helt og aldeles ubevidst - feminint og yndigt, langt mere åbent og varmt end den kriger, hun ellers fremviste med stolthed.