Midnatspunkt

Nico mærkede hvordan Mira satte ham op af træet. Det forandrede det hele. Verden var nu knap så omtåget, og hovedpinen knap så slem. Han smilede mat. Han opfattede først Mira havde sagt noget til ham lidt efter.
"Hvad...? Nårh, ja jeg er okay..." Han smilede mat, men alligevel gladt, til hende. Det var rart hun sad så tæt op af ham. Han frøs sådan, lagde han mærke til. Han satte sit hoved op af stammen, så hans hals var blottet. Selvom han havde sovet et stykke tid forinden, var han alligevel lidt træt.

Yasmin havde været væk i noget tid. hendes øjne var gledet i, og hun sov halvt, men dog ikke helt. Hun hørte halvt med i hvad de sagde, og gjorde, men det kom som nogle små glimt for hende. Langsomt vågnede hun igen, og havde ikke den store idé om hvad de lavede. Men da hun så hvordan de sad, forblev hun stille. Hun ville ikke ødelægge noget. Langsomt forestillede hun sig at hun var træernes skygger, vindens hvisken og blomsternes sang. alt sammen en person ingen så, hørte eller ville mærke. Den følelse havde hun aldrig prøvet at mærke før, og den var ukendt. Uhyggelig ukendt.

Mira sad blot ved ham og følte sig underlig tryg.. Hvorfor hun var tryg vidste hun ikke med sikkerhed.. Men der var noget velkendt over ham.. men hun vidste ikke hvad, eller hvorfor.
Mira bemærkede ikke Yasmin..
Hun betragtede ham let.. var han ved at få det bedre?
De dybe øjne hvilede kort på hans blottede hals..
Før de sank ned på jorden igen..
Hendes vejrtrækning var let og knap hørlig..

Nico sad lidt med halsen blottet. Det føltes godt med noget vind på den. Han satte så sit hoved op, og lænede det op af træets stamme. Han så rundt, uden at bevæge hovedet. Det var så småt ved at blive mere lyst, men han var begyndt at blive træt. Han sukkede inde i sig selv.
Han så på Mira ud af øjenkrogen. Hvad vra det for en følelse han havde inden i sig selv? Han vidste det ikke, og han havde aldrig følt den før - Tryghed? Han vidste ikke hvad der skete inde i hans eget hoved. Men alligevel så følte han sig tryg, hos en kvinde han knap nok kendte... Men det var der da heller ikke noget galt i? Uden han havde opdaget det, var hans øjenlåg langsomt gledet ned over hans øjne. Selvom de sidste par gange han havde gjort det, havde været ubehageligt, så var der ikke noget, kun mørke. Den eneste lyd var hans eget lave åndedræt og en svag lyd af Miras åndedrat. Men ellers var der intet. Ingen onde drømme, ingen maridt... Han smilede i søvne.

Solen sendte fine stråler, ned gennem det tykke løv, som havde en mørk, halv visen farve..
Det var ikke svært at se at det var efterår.. De første blade havde allerede lagt sig tilrette på den fugtige jord.
Hun fulgte et ensomt blad, som svævede ned fra et højt træ, med øjnene..
Da Det ramte jorden, så hun forsigtigt på Nico.
hun smilte lidt ved synet af det.. hvor så han sød ud, når han sov på den måde, med et lille smil om læben.
Endelig kunne han få lidt ro, som han sikkert havde fortjent!
hun lukkede selv øjnene.. hvad mon han drømte? Mira selv plejede kun sjællent at drømme noget overhovedet! og når hun så endelig drømte var det ting, som for hende, aldrig gav mening!
Mon Nico også havde det sådan?

Nico havde det mærkeligt, men også godt, med ikke at drømme noget. Før var det jo sådan at han ingen gang ville sove, på grund af hans drømme.
Han havde ikke styr på sin krop mere, så uden han vidste det, faldt hans hoved langsomt ned på Miras skulder. Han følte det rart med noget der støttede hans hoved, andet end træ, men han havde ingen anelse om at hans hoved lå på Miras skulder. Han smilede stadig i søvne.

Det gav et lille sæt i hende, og de dybe øjne, blev straks åbnet, for at tjekke hvad det var!
Da hun blot så Nico´s hoved, som nu lå placeret på hendes skulder, fniste hun lydløst!
Hvor var han dog kær! Hunrakte forsigtigt hånden op og strøj kort hans hår.. hvor var det egentlig rart.
Hun fjernede dog hånden igen, og betragtede han med et stille smil..
Hun satte sig stille bedre tilrette, og stjrefede i forbi farten hans hånd, med sin egen.

Nico sov roligt, selvom Minra ryggede på sig. Hans verden var helt sort, og det var rart. Han smilede stadig i søvne. Han havde heller ikke opdaget at han lå på Miras skulder, han hørte hende blot fnise meget lavt, men han tog sig ikke af det. Det kunne ikke være noget slemt. Han lå helt stille og trak vejret regelmæssigt og tungt.

Mira nød at han var der.. at han bare lod søvnet overmande ham!
Selv ville hun ikke sove.. Nico, havde åbnet noget i hende.. gjort at hun sammenlignede sig og tænkte over det hun ikke forstod. Dog vidste hun ikke med sikkerhed om det var Nico.. Hun lyttede til nogle få fulge som sang og skimtede et Rødt egern.. Det føltes magisk.. og dette var lang bedre end det sted Tobii havde vist hende..
måske var det fordi Nico var der? eller bare selve omgivelserne.. Ulvende var smuttet.. og de sad bare der... helt alene!

Nico var nu gået over til den lidt lettere søvn - Noget lys kom ind igennem hans øjenlåg, og han hørte fuglene kvidre. Han hørte Miras vejrtrækning, men han vidste ikke hvorfor den alligevel var så stærk. Måske sad han tæt på hende? Han holdt sine øjenlåg lukkede, mens han tænkte. Hvor længe havde han mon sovet? Havde han gjort noget dumt imens? Var Tobii kommet tilbage? Tusind nye tanker dukkede bare op i hans hoved.

Mira betragtede ham kort, ud af øjenkrogen.
Ville han mon snart vågne? Hun Betragtede atter Skoven i sin fulde pragt..
Men de Grønne øjne landede igen og igen på Nico.. Mon han kunne mærke det, At hun kiggede på ham, mens han sov?
Mira valgte at det mærkede han nok ikke.. Hun blev enig med sig selv, at hvis han havde, ville han være vågnet forlængst, så meget som hun havde kigget!
hun Så ned på han hånd.

Nico havde stadig lukkede øjne. Han kunne mærke nogen se på ham, men han valge bare at ignorere det. Han trak stadig vejret tungt og regelmæssigt, selvom han faktisk ikke sov, rigtigt. Han tænkte på hvad der ville være når han vågnede. Tomt? Ulvene var sikkert gået på jagt, og Tobii med dem. Mira, vidste han ikke, og Yasmin var måske tager videre ud i skoven. Han sukkede inde i sig selv.

" Måske skulle du vågne, så du ikke bytter helt om på dag og nat!" Mira's stemme var klar og let
Hun snakkede ikke højt, men omvendt var det ikke utydeligt og let at forstå.
Hun betragtede Ham roligt.. Stadig var hun ikke spor træt.
Hun så ned på jorden, for at det ikke skulle være så synligt at hun havde set på ham, næsten hele tiden

Nico glippede med øjnene da han hørte Miras stemme. Han åbnede dem helt og så rundt. Først lidt efter opdagede han at han lå på Miras skulder. Han satte sig roligt op og smilede til Mira. Han smilede til hende.
"Ja, det må jeg vel..." Han så på hende, smilede. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige.

Mira smilede roligt og varmt igen
Hendes øjne havde det vante glimt af liv i sig.
" Har du sovet godt?" spurgte hun venligt og rettede sig lidt.. stadig med øjnene hvilende på ham

Yasmin sad for sig selv oppe af træet og kiggede på de to mennesker. Måske skulle hun bare forsvinde? Yasmin overvejede det, mens hun tog nogle få skridt, og lod sig forsvinde inde i den lyse skov. Blomsterne som før var der, sank nu hurtigt ned i jorden, og forlod et meget lille hul.

//out//

Nico smilede og så på Mira. Han nikkede. "Ja..." Han tænkte på det beroligende mørke, uden drømme. Hvorfor havde han ikke drømt...? Han så op på himlen, betragtede den. Han smilede svagt.
Han satte sig lidt længere op, for at sidde ordenligt. Hans skuldre sænkede sig langsomt.

Mira nikkede, hun havde heller ikke forventet andet.
Han havde set så fredfyldt ud.. Så rolig!
Hun Så på ham, før hun kiggede ned på jorden..
Uden en lyd, Trak blot vejret og konsentrede sig om at se.. De grønne øjne blinkede

Nico så sig omkring. Ulvene var der ikke mere, Tobii var nok ikke kommet tilbage, og Yasmin var også væk. Det var kun ham og Mira... Han så på Mira ud af øjenkrogen. Han var helt afslappet og trak vejret roligt.
han så på himlen, hvor solen stod højt. Det var nok eftermiddag, uden han entlig havde lagt mærke til det. Han smilede svagt, men det forsvandt hurtigt. Han sukkede inde i sig selv.

Mira vidste for første gang, ikke hvad hun skulle..
Hun havde ingen ide, når det kom til stykket.
Hvilket overraskede hende.. Hun plejede altid, mindst at lave en ting!
Kede sig fandt hun næsten være end døden..
Det var Spændingen og det at lave noget, som holdt hende i live..
Det var det lille glimt i hendes øjne, og det svage smil, på hendes bløde læber!
Men nu vidste hun ikke hvad hun skulle.. Ingen ide.. Ingenting.

Nico så på Mira. Smilede svagt. Lagde så sine arme om sine ben, og sin hage på sine knæ. Så ud mellem træerne. Her var ufatteligt stille? Det var trods alt en skov... Nico sukkede. Han vidste ikke rigtig om han skulle sige noget, eller vente på at Mira sagde noget. Eller måske noget helt tredje? Han så ned på sine ben. Han vidste ikke hvad han skulle stille op...

Mira så hvordan han 'pakkede' sig sammen..
Selv sad hun blot som før.. Roligt.. svævende.
Hun tog hånden op mod sin hals, som vane for at fange den sorte kæde..
Men hun mærkede den ikke. Selvfølgelig mærkede hun ikke denne kæde mere.
Den var jo væk, forsvundet!
Hun huskede hvordan panikken havde bredt sig i hende da hun fandt ud af det..
Da hun for første gang havde mærket sin bare hals..
Tænk at det stadig var en vane Efter de måneder?
Men det var jo blevet en del af hende..

//hey igen sorry jeg ikk har været med, men var på ferie og havde rimelig travlt, but i'm back now :D
og eftersom jeg også styrer Tobii, håber jeg ikke det gør noget at jeg styrer hende fra Leetahs profil (skal nok skrive hvem der gør hvad)

Leetah- Leetah var endelig tilbage igen, den rejse havde været lang og hård både hendes hest og hende var udmattede, hun red videre ind i skoven, hun hørte nogle snakke, hun satte Don i galop. Don var udmattet men satte alligeveld i galop for leetahs skyld "jeg ved det hårdt men vi tager os snart en pause" hun klappede den store hingst. Don rettede sig op, han så en sort smuk hoppe løbe ved hans side, et par meter fra ham. han var overrasket over at der var andre heste i skoven, Leetah smilte bare af ren og skær glæde "Tobii du ved Don er en gammel hest prøver du på at give ham et hjerteanfald". Den sorte hoppe vrinskede højt af glæde, gensynsglæde. de havde ikke set hinandne i lang tid, Leetah fulgte den sorte hoppe, hoppen stoppede op foran 2 unge mennesker, en med røde øjne og en almindelig pige, hun smilte sødt til dem, hun steg smukt og elegant af, hendes smukke grønne øjne betragtede de to unge med nysgerrighed. "vær hilset" hendes stemme var blød, og behagelig.

Tobii - Tobii havde mødt Leetah på vejenn og var glad for at se hende igen, de 2 var som søskende, men de havde ikke set hinandne i en evighed. Tobii forvandlede sig til menneske form igen, hun havde dog glemt at hun ikke havde andet end underbukser og et lille skærf der dækkede fronten "ups" hun kiggede en smule flovt ned, men hun var jo vant til at gå letklædt, hvorfor blev hun pludselig så genert? var det pga. Nico? Tobii krammede Mira og bagefter Nico "undskyld jeg bare gik, men vi havde problemer med intrængere" hun smilte undskyldende til dem. så kom hun i tanker om Leetah som stod tålmodigt og kiggede på dem. "forresten" sagde hun spændt og hoppede om bag Leetah og skubbede hende blidt frem "Det her er Leetah, min legeveninde eller hva man nu kalder det". Elverpigen blev en smule genert men hilste dog igen.

//leetah smutter lige igen hun er //out// men tobii er der stadig

Nico måtte konstatere at det var et tredje der skete. Han hilste på pigen, der vist hed Leetah, med et lille nik, og kiggede efterfølgende på Tobii. Det var godt hun var tilbage, tænkte han. Selvom hun nok ikke havde været langt væk. Hvor mon Tobii og Mira havde været, mens han sov? Han smilede svagt til Tobii, da hun krammede ham. Men ellers ikke mere. Han så på Mira. Hvad havde gjort hende sådan... lidt anderledes, panik-agtig, i de få sekunder hun tog sig til halsen? Nico vidste det ikke, og ville ikke spørge.
Man vidste ikke hvad der kunne ske. Nu vendtede han endnu engang på at nogen ville sige noget.

Mira så hen mod lyden.
Et lille smil strejfede hende læber da Tobii kom.
" Troede du groet fast der henne!" Hilste hun Tobii og betragtede den anden pige som atter gik
Mira så kort ned på sine hænder før hun så fra Tobii til Nico..
Til tobii igen,