Informationssøgeren i Takamir

HYGGEN I SKYGGEN

Sollyset var på stærkt tilbagetog og månen kunne ses som en hvid silhuet på den gråblå himmel. Vestenvinden var gennemtrængende og kold, frisk at indånde men bidende at befinde sig i. I et forsøg på at se den store by som han havde hørt så meget om og lagt så store planer med, var Pemíndâ taget til Takamir, i de stille aftentimer ganske vist, men skulle man nyde godt af dets ældgamle og vigtige information, skulle man se den fra alle leder og kanter. I månelys som i menneskehøjde. Og selvfølgelig drive denne information til egen grumme og fordømmende fordel.
Inden i ham grinede et vredes monster, skabt af skjulte følelser og forfærdelige minder. Et monster der viste sig på sine mest ubarmhjertige måder og som styrede ham helt og totalt. Monstret var ham, hende. Og han var monstret. Umenneskeligt og hårdt. Og det samme monster ville altid følge hende, lige meget hvilken form og facon Asta påtog sig, det samme monster ville vride og vende sig når hun tog sine beslutninger og drog sine erfaringer. Mørkt, behåret og kradsende mod hendes bug, ville det knurre og styre. Som et forkælet barn, tænkte han, Pemíndâ som hun denne aften forestillede.

Pem, som han blev kaldt, var en middelhøj og almindeligt bygget mand, med kort blegt hår, og lange smidige fingre. Ikke udpræget tyv eller hellig præst og ikke opsigtsvækkende eller truende. En af Astas foretrukne forklædninger når hun var ude i ligegyldige og almindelige ærinder, som denne. Pems fordel var, at folk ofte følte sympati og tillid for manden, måske fordi han var så almindelig. Han fnøs, arrogant og ligeglad som han inderst inde var. Det eneste som ville have været ualmindeligt og opsigtsvækkende, hvis folk vel at mærke lagde mærke til eller kendte hendes forklædninger, var de gule øjne som ikke var til at skjule. Gennemgående frastødende og irritable, hvis det var i hendes oprindelige form, det slækkedes lidt på deres koldhed når hun var i forklædninger, heldigvis. Pem gik, en smule foroverbøjet og sammensunket, men ellers raskt gennem den mørklagte by og lagde snart de mindre huse bag sig og skøjtede ind i de lidt rigere og tættere kvarterer. Han faldt ikke over noget usædvanligt men tog uforglemmelig notits af folks delvis heftige og stemningsfulde samtaler bag de tunge gardiner og tykke murer på hver side af de gader han passerede.

Pem hev den sorte kappe op om ørene og skuttede sig lidt i den bidende kulde mens han traskede videre ned af de næsten mennesketomme gade og nåede til en lille gyde med en husfacade der bar et skilt; Det Gyldne Vildsvin. Skiltet var skåret i Ask og var fint dekoreret med mønstre og et gammelt elvisk tegn for et vildsvin. Monstret inde i ham grinede. Hvad, der bag vinduer og mure gemte sig, var ikke svært at gætte. Glade og muntre mennesker i bedste selskab med en sikkert ligeså munter >og dumdristig< (tilføjede monstret) krovært som bare ventede på at han pungede ud og købte et råddent værelse med en muggen seng og et krus dovent øl. Hvorfor ikke?

Pem satte i gang og lagde kroppen til for at åbne den tunge og solide fordør. Lyset strømmede ud af de små betuttede vinduer og mødte ham ligeså da duften af hjemlig hygge med saft og tørt brænde nåede hans næsebor.


Han blottede en række guldne tænder, sjov skulle afgjort være på disse menneskers bekostning!

Chris øjne nåede hurtigt døren og undersøgte den nye mand. Det standsede et sekund ved den andens gule øjne, men slap hurtigt igen. Han satte et af de store smil på, han plejede at bruge når der kom rige gæster... eller, det havde han besluttet sig for at han ville, for de havde nemlig ikke haft rige gæster, i de dage den havde været åben. Han rakte en øl til en beruset - og temmelig fed - mand og tog i mod de fedtede mønter, han rakte ham som betaling.
Han modtog en ordre på en gang frikadeller og råbte det straks ud i køkkenet.
Da den berusede mand vraltede tilbage på sin plads og fik sat sig ned med lidt hjælp og en hel del held, vendte han igen blikket mod den nyankomne.
"Kom ind" sagde han med endnu et af de store smil, "der er massere af øl og varmere end derude".

Lyden fra et fyldt krus som kurre hen ad et bord, nåede Pems ører. Han rettede sig op i dørkarmen og snart efter fulgte der et busende goddag fra en velernæret mand, som han, ved første øjekat, antog måtte kroværten. Mandens venlige smil… den indbydende velkomst og ophøjede interesse som han viste Pem, måtte ligge til grund for noget. Monstret knurrede og kradsede inden i ham, og så gik det pludseligt op for ham. Kroværten havde bedømt ham som en mand med guld på lommen. Dét morede ham kongeligt og han besluttede sig for at spille med på rollen. Derfor lod sig et alvorligt udtryk glide over hans ansigt, samt en formel holdning med ranke skuldre, og foldede hænder, ske. Skulle der leges, skulle det gøres til perfektion. Pem lod døren bag sig gå i med et smæk, så al mulig opmærksomhed blev rettet mod ham. Han tog et skridt ind i rummet og lod for første gang blikket glide rundt for at fange detaljerne. Et gulligt lys skabt af lanternerne i loftet, jagt trofæer der hang over den buldrende kamin, groft udskårede, egetræs borde med håndskårede mønstre i hjørner og bordben og dertil stole med halmfyld og stofbetræk. Yndig lille flække. Monstret smilede ondskabsfuldt, så længe det nu varede..

Pem slog den mørke, mudderplettede kappe til side og fremviste en lys skjorte med sorte knæbukser og sorte, læderstøvler med snøre og skindfoer. Hans bælte var udstyret med en kniv, i hans egen underarms længde og med et formskåret skaft, en lille pung i flis og et ekstra rum i venstre side med klap. Rig og adelig? Det kunne han da godt være hvis kromanden vurderede ham til samme.
Han nikkede umærkeligt til den smilende mand og til samtlige gæster i rummet, som i øjeblikket var en sølle flok bestående af en fulderik ved serveringsbordet, og en tosset, gammel kone henne i det mørkeste hjørne. Han forstod pludselig hvilken opmuntring han måtte udgøre for den stakkels ejer af denne gudsforladte residens.
”God aften min gode mand,” han traskede hen foran kroværten og bag ved manden med øllet i vommen og lod et smil passere sin strenge udstråling. ”Jeg var så heldig at vandre forbi, og vil nu støde til Deres selskab.” Den fulde mand gryntede tilfreds over rosen, bag det tætte skæg, og lagde hovedet tilbage for at se på Pem. ”Hvad kan De tilbyde denne aften af herligheder?” Han rakte ud efter bordkanten og stillede sig hen ved siden af sin myndling, og så på kroværten.
Manden ved hans side hikkede, og så med svømmende øjne til mens Pem satte sig til rette. Han så forventningsfuldt op på ejeren og lod sine hænder folde over bordet. Monstret grinede og lod sine tænder gnide mod hinanden.

Det samme gjorde den bleghårede og skuespillende Pem.

//Nu er kroen lige blevet genopbygget, så lad være med at smadre den helt//

Chris øjne studerede hastigt mandens tøj og nikkede selvtilfreds.
"Lammestuvning med brød til 10 sølvmønter" svarede han med endnu et stort smil, "og rabat på 1 sølvmønt på øl hvis du køber stuvningen." Det var egentlig ikke et tilbud han havde overvejet særlig nøje, men det kunne aldrig skade at være lidt god mod kunderne. Især ikke hvis det fik dem til at blive natten over.
"Og hvis Herren ønsker det, kan vi stille vores bedste værelse for 6 guldmønter, med morgenmad. Vi er den bedste og billigste kro i Takamir" safde Chris selvtilfredst. Han overvejede om han smurte for tykt på, men blev enig med sig selv om, at jo mere desto bedre.
Han skænkede den fulde mand et krus øl mere og overvejede at prøve at prakke ham et af værelserne på. Men på den anden side ville han nok ikke have råd til det, efter alle de penge han havde brugt på øl.

//Jeg har ikke tænkt mig at smadre kroen, bare rolig... det er bare en "forsmag" på Asta grumme jeg, der snakkede//

//Det var godt//

”Lammestuvning, siger De.” Pem løftede det ene øjenbryn, undersøgende og overvejende. ”10 sølvmønter vil jeg give Dem, hvis den er kogt mør og smagfuld!” Automatisk tog han sig til pungen i bæltet og lod fingrene glide hen over den stadig uløsnede knude. Skulle han tage et værelse? Monstret vente sig uroligt inde i maven på ham og han gav den fuldstændig ret, der var en risiko. Men ingen sjov uden en chance for at blive afsløret og han var allerede ved at være træt. Blændværket, Pem?
Langsomt løsnede han kappens øverste knipling og lod den glide ned om skuldrene. De var blevet smallere, nu kunne hun mærke det.. den snigende træthed efter en hel dag med blændværk og forklædninger. Pems ansigtstræk forandrede sig langsomt, blev forfinede og nærmest kvindelige i det sparsomme lys fra kroens loft; hans ar og rifter var næsten forsvundet, øjenbrynene blev mindre buskede og mere hidsige i formningen og øjnene… hun kunne langsomt mærke deres vante koldhed. Det overrumplede Pem lidt og han begyndte at påskynde at kroværten snart fik andre ting at tage sig til end at stå og se på ham. Maden gav energi, han måtte bestille noget og undgå at miste sin forklædning så hurtigt.
Med sine forbehold og forsigtigheder havde han glemt alt om kroværtens bydende stemme og de lokkende tilbud der svømmede i en stærk strøm ud af hans mund. ”Denne lammestuvning...” begyndte Pem, og tøvede så lidt, ”Jeg vil gerne bede om brød og vin til, og lad det gerne gå lidt tjept,” tilføjede han. Bede om.. monstret grinede højlydt men en smule afvekslende fra det gamle tørre tonefald.
Han lod et blik falde på den fulde mand ved hans side og nikkede tålmodigt, ”er det nogle gode værelser han holder sig her?” Pems stemme var mere upåvirket og ubekymret end før og hans selvsikre smil var på tilbage tog. Den fulde mand sejlede i ord og skiftevis steg og faldt uregelmæssigt i toner og lyde. Nærmest som en skinger sang, tilføjede monstret..
I mørket lod han en søgende finger glide over ansigtet for at mærke alle de kvindelige udtryk der var på vej frem, hvor han hadede træthed.. han greb til det lukkede rum i bæltet. Under bordet hvor ingen lagde mærke til hans pillende fingre. Op fra den lukkede lomme, fiskede han en meget lille ting og knugede den i hånden. Han knep dramatisk øjnene i og langsomt blev de forkerte træk skjult igen. En glat maske gled over hans ansigt og han proppede tingen tilbage i dens skjul.
”Den stuvning krovært?” En smule utålmodigt og en anelse irritation kunne skimtes i de gule, spillende øjne. Han lænede sig ind over bordet og samlede hænderne afventende og stilfuldt.
Kontrollen var endnu engang genvundet og monstret slappede næsten af.

Chris slyngede en tallerken over til ham, med lidt overdrevet iver. Han fandt en flaske vin og stillede den over til ham sammen med en næsten rent glas.
"14 sølvmønter" sagde Chris efter en hurtig hovedregning.
Han tog med velbehag i mod pengene og lagde dem ned i sin pung. Hvis han også fik solgt et værelse ville han være ret velhavende.
Han tog selv et krus øl og prøvede at indlede en hyggelig sludder med den fede.

Era kom ud fra køkkenet. Der var ikke travlt (siden Chris nemt kan trylle lammestuvning frem af den blå luft) så hun tænkte at hun ville gøre gæsterne selvskab frem for at kede sig alene. Chris havde åbenbart travlt med en kunde, så hun lod blikket køre rundt i rummet. Der var kun kommet én ny, siden hun havde tjekket sidst. Hendes blik undersøgte ham, og hvilede et øjeblik på hans gule øjne, inden hun også gav ham et smil og et lille hilsende nik.
"Hvem er dit nye bekendtskab?" spurgte hun muntert Chris, mens hun fandt sig en stol bag baren og satte sig. Gule øjne, tænkte hun, var ikke noget man så hver dag. En ubevidst tanke hviskede ordet slange, men blev ikke hørt.

//Læg venligste mærke til at Chris råber ud til køkkenet før Asta kommer. Med sådan et godt tilbud ved han måske bare at han/hun vil købe det? Men altså, mini-ferie. Jeg er tilbage på søndag//

//Og dog står der ikke at nogen faktisk kommer ud med det til ham.. han slynger det bare frem? xD//

Træskålen kurrede hen over bordet og blev stoppet af en langfingret hånd. Pems blege hår kildede ham i øjnene og han gjorde et kast med hovedet. Idet han fleksede hovedet opad fik han øje på en ny skikkelse på vej, fra køkkendørens eget dæmpede lys, i den varme krostue. Han bøjede sig over stuvningen, som havde han siddet der længe, og løftede en gaffelfuld dampende varm bid op til sine smalle, sprukne læber. Lette trin… en kvinde… korte skridt… et mindre højt feminint væsen.. måske en pige? Monstret grublede… irriteret…
Det måtte være en ansat siden kroværten ikke tog notits af hendes komme. Pem slubrede stuvningen i sig og gumlede tilfreds. En anelse for meget rosmarin og for lidt peber, dens sejhed var til at leve med og grøntsagerne og urterne var godt kogt sammen.
Blå øjne… dybe blå øjne. Pigen kunne umuligt være mere end et stort barn. Hendes næsten hvide hår gav genskin i lyset fra oven og lavede små krusninger i de hvirvler der opstod når hun gik. Stakkels barn.. Så smilende og uvidende. Pem rettede lidt uroligt på sig og så på kroværten efter et øjeblik. ”14 sølvmønter siger De? Og Deres værelser? Ja tak, jeg overlever nok uden alt for meget luksus. Jeg ville tro at dit tredje dyreste værelse går an, og gerne med udsigt, tak.” En rusten lyd.. hans stemme..
Tøsen havde stået og betragtet hans øjne.. længe. Monstret knurrede utålmodigt og Pem hoppede ned fra sin stol. ”Tillad mig at præsentere mig selv,” han gik ufravendt om bag kroværtens bord og stillede sig overvejende truende, så høj han var, foran den nysgerrige tøs, ”mit navn er Pemíndâ Floi, søn af Rechmund Floi, hertug af byen Floimund.” Han løftede udfordrende det ene øjenbryn og tilføjede: ”Fra øst,” Monstret smilede og ville fortsætte det, for den, underholdende skuespil: ”Jeg er kommet langvejs fra for at se på denne fantastiske og storslåede by,” han lagde den ene hånd på brystet og den anden lod han hvile på ryggen, ”og nu, frøken, må jeg vide dit navn.”
Hans selvsikre tonefald understregede at det ikke var noget spørgsmål, mere en opfordring, og hans grumme smil understregede en hvis stædighed.

Pems ranglede skikkelse var ikke specielt køn, han var hjulbenet og gik foroverbøjet som om han havde fået én over nakken engang, som han sent ville glemme. Der var dog visse mennesker der fandt hans stemme og udtryksfulde ansigt ret charmerende. Men det var også dem der sent ville glemme hans forræderiske overbevisning.
Tøsen her virkede så oprigtig og smilende, næsten synd at det lige var ham hun skulle møde denne aften. Indeni ham, begyndte det mørke han altid prøvede at overse, at røre på sig… det var som om monstret voksede sig større. Pem rømmede sig fraværende og strammede umærkeligt sine knugede hænder så knoerne blev helt elfenbenshvide.
Blikket i hans gule øjne var strengt, afventende og pressende. Som en mester der afventer sin lærlings uundgåelige svar på et svært spørgsmål, tænkte han og kom til at grine indvendigt, monstret fulgte hans eksempel på grusomste vis.
Hvilke godtroende mennesker. Og dog.. mennesker?

Selv kroværten havde nogle fine træk i sit erfarne, visdomsrige og vejrbidte ansigt og øjne. Lidt for fine.. og pigen.. jo hun gik lidt for let… Pem kastede et hurtigt sideblik på kroværtens kraftige og sene stærke fingre, bueskytte. Hans hår var.. glat, smidigt og… mere skinnende end det ellers ville være hos et almindeligt menneske. Tøsens træk var tydelige.. Forfinede, smukke og yderst unge… høje kindben.. så dybe blå øjne… øjnene… element magiker.. pigen altså.

De er elvere…
Monstret grinede endnu mere højlydt…
Hvem der havde sådanne øjne.. hun måtte eje dem!
Det ville næsten være synd at ødelægge noget så smukt..

//Igen, meget af det jeg har skrevet er Astas grusomste tanker. Hun ødelægger jer ikke. Vil nødvendigvis ikke engang røre jer (selvfølgelig om nødvendigt så vil hun) men ikke uden en grund. Bare en lille grund og det er ude med jer!
Oooops… der var den igen…//

Aida løftede dovent hovedet og blikket fra den avis, hun havde siddet begravet i. Hun så rundt i rummet og spidsede den forkælede røde mund. Det var tilsyneladende pigens ankomst, der havde vækket Safrans opmærksomhed, men det var kun skuespil. Selvfølgelig havde hun ikke læst.. Safran læste kun, når det var rapporter eller noget andet vigtigt. Det her var bare sladder, men et ganske godt dække. Aida mødte pigens blik og smilede varmt til hende. De hvide, regelmæssige tænder glitrede i det svage lys i krostuen. Safran kunne ikke selv se det, men hun vidste det. Hun havde nærstuderet sig selv til det ypperste, og hun var tilfreds. Al den tid, hun havde brugt på denne skikkelse havde været godt givet ud. Aida var, som alle Safrans andre skikkelser, smuk som noget nær en gudinde. Smidig skikkelse, intense tropiskt grønne øjne, langt kulsort hår, forkælet, blød rød mund og den perfekte næse, hun havde fundet på et portræt i paladsets balsal. Smal, fremtrædende, ikke for lille, ikke for stor. Karakterfuld, ville hun selv kalde den.

Aida fandtes ikke. Hun var kun en tom skal, en maske, en forklædning. Hun havde ingen sjæl, intet væsen, kun sine spillende levende øjnes skær og den lyse, kvindelige fnisen. Safran havde klædt sig i ridebukser denne aften. En løs skjorte med snørreliv og et tyndt tørklæde om håret - så det ikke kom i vejen. I Aidas bælte hang to lange, let krumme sværd. Bare for en sikkerhedsskyld, havde Safran forklaret sin overordnede (en af de få, der kendte hendes hemmelighed, en mand, hun aldrig tænkte på som andet end sporer, pisk, medaljer og hat) før hun blev til denne skønhed. - "Hun ville aldrig kunne løfte dem en tomme.. Men hun er ikke mig.. " Sætningen havde fået ham til at hoste. Det var hans form for latter. Safran fandt dette ganske underholdende. Han havde opfanget den barske tone som en trusel mod nattens børn. Det var mere en undertrykt frygt for at være ubevæbnet (det var ikke ensbetydende med ukampdygtig, men alligevel) der talte gennem hende.

Denne pige var smuk. Pigen, der var kommet frem bag disken. En elver. Med sit menneskekendskab så Safran det straks. Aida så ud til at synke tilbage bag sin opslåede avis, men Safran så mere. Ikke med blikket, men med hørelsen og følesansen. De snakkede. Pigen og den senest ankomne gæst. Han talte mest. Hans stemme var varm på en særlig måde. Imødekommende, fandt Aida den. Hun begyndte at følge med, nu interesseret. For at se på dem foregav hun at vinke til kroejeren. Han var også noget særligt. Oprører, sagde folk. Hun gjorde dog ikke noget, før hun fik besked - det kunne ikke betale sig.

En adelig, mærkede Era sig. I hendes erfaring var adelige på kroen ikke en sædvanlighed - der var sikkert andre mere overdådige gæstgiverier i Takamir, og adelige indlogerede sig også tit på paladset. Men hun skulle da ikke benægte at Det Gyldne Vildsvin var et godt sted i forhold til så mange andre værtshuse, og det kunne også være at netop denne aristokrat ikke havde så meget på lommen.
"Mit navn," sagde Era "er Euria Zephyr" og tilføjede; "af ingen nævneværdig herkomst," da hun følte at lidt uddybelse var på sin plads. "Mine venner kalder mig Era." Smilet der fulgte gjorde det klart at, hvis De vil må De da også gerne kalde mig Era, hr.

Era havde svært ved at løsrive blikket fra de besynderlige gule øjne, der studerede hende i det svage lys fra olielamperne. På den anden side var det uhøfligt at stirre, og hun lod øjnene glide rundt i krostuen;
Det løb over den åbne pejs, hvis flammer var på tilbagetog, og snart ville gå ud, og videre over den lille samling gæster. Der var ikke mange her i aften. Pem inkluderet, lod der kun til at være fire besøgende.
Eras blik stoppede ved en kvinde, der sad og læste en avis. Utrolig smuk, kunne Era ikke lade være med at tænke. Kvinden smilede varmt til hende, og Era gengældte smilet, en smule genert over at blive lagt mærke til, før hun igen vendte sin opmærksomhed mod adelsmanden.

//Sigh, jeg kan bare ikke skrive lige så lange poster som her andre >< Srry//

Chris talte fornøjet gæsterne i kroen. Der var flere en der plejede at være på en helt almindelig aften, men langt fra nok til at gøre ham rig. Det var vel i grunden heller ikke nødvendigt, hans arbejde gav ham kost og logi og en pæn sjat penge.
Han opfangede et vink fra en kunde og skyndte sig derned.
"Og Den dame ønsker?" spurgte han med overdreven høflighed. Han vidste ikke om det var hendes skønhed der gjorde det, for skøn det kunne han da se hun var, eller om det bare var tanken om flere penge der var skyld i hans nyfundne gentlemanlikeness. (Jeg ved godt det er et virkelig dårligt ord i sammenhængen men jeg fandt det et eller andet sted som synonym for høflighed, og måtte bare bruge det! xD)

//må man godt være med ? //

//Ja, det er bare flere penge til mig!//

//læg mærke til at jeg ARBEJDER for dig//

Misel kom gående ind af døren. Det havde ikke været lang tid siden hun sidst havde været her. Hun lod sit grønne blik glide rundt imellem alle menneskerne. Der så ud til at være mange, flere end normalt. Som sædvanlig var der en smuk kvinde, og nogle anderledes menneskerne. Ikke nogen som fik Misel det at reagere, og hun satte sig ned i det mørkeste hjørne. Hun vidste godt at hun arbejde her, men havde ikke rigtig lyst. Hætten fik hendes lyse hår til at forsvinde, og ørerne forblev i mørket. Lugten af øl og frisk, varmt mad fyldte hende næsebor. Lyden af knitrende ild, og den knirkende stol, gav hende tryghed. Pilekoggeret hang over hendes ryg, og buen ved siden af. Hendes sidste dage havde lært hende, at være klar til kamp ligemeget hvad. Hun nød hvordan alle menneskerne sad og snakkede, drikkede og spiste. alle de lyde mindede hende om dagen hvor kroen forsvandt. Nu var den her heldigvis igen.

//Men du betaler da for at arbejde? xD//

EN SEN LATTER AT LE

Så lille og uskyldig, monstret var ved at brække sig i maven på ham. Han drejede hovedet halvt på skrå, og strammede munden i et kunstigt smil, ”Euria Zephyr,” så legende nemt, så lette at narre og snyde og bedrage.. disse gode folk. ”Sikke et,” alfeagtigt! Indvendte monstret, ”kønt navn.” Han studerede de små fuger efter smil ved hendes mund, en sen latter at le. Pem greb uforstyrret og respektløst tøsen om hagen og tvang hendes ansigt tættere på hans. Da hendes øre var ud for hans forræderiske smil, drog han et lettelsens suk, ”Meget modigt af sådan en lille unge som dig at lade mig kalde dig ved kælenavn.” Han holdt en dramatisk pause og en skræppende lyd forlod hans mund. Det udgjorde et grin. ”Er du ikke lidt blåøjet?” Så slap han Eurias kæbe og tog sig selv til maven i et anfald af et ustyrligt grin. Det klukkede i ham så tøjet flagrede ham om kroppen og de blege kinder vibrerede. Monstret vendte og vred sig i sin triumf og lod sit mørke vælde i hans bug. Hans stemme havde været dyb, grusom og spids, som et buldrende tordenvejr i en tragt af smedejern.

Så vendte han sig fra pigen, slubrede den sidste skefuld stuvning i sig og bøvsede i hænderne. Højst uhøfligt og ucharmerende, men når andre gruede over hans opførsel, havde Pem det bedst, og han drak den sidste sure vin i en slurk. Det gjorde ikke hans manere meget finere eller høflige og han stillede kruset på bordet med en fart så stor, at det ligefrem var forbløffende at det overhovedet holdt. Han fiskede pungen frem gravede 14 sølvmønter frem og en lille rund ting som han smækkede i bordet og sendte pigen, Euria, et blik. Den runde knappe-lignende ting, var til hende og sølvmønterne til kroværten som var gået hen til en kunde i hjørnet. En kvinde fornemmede Pem med ryggen til. Han trak kappen op om skuldrene og vippede en gang på støvlerne for at finde sig til rette. ”Krovært,” hans stemme hylede lidt i kanten og virkede ubrugt, ”Jeg takker af for i aften og takker for måltidet, Deres 14 sølvmønter ligger på bordet og jeg agter at komme tilbage en anden gang.” Han nikkede langsomt i retning af værten og hans gæst og studerede hurtigt kvinden, kroværten talte til. Monstret protesterede og skræppede ved synet af den yderst velproportionerede dame under avisen. Men som et blændværk følte Asta ikke nogen attraktion til denne skikkelse, og Pem kunne smile upåvirket og falsk til hende uden at blive fanget af hendes skønhed.
Den lille ting han havde smit på bordet til tøsen med de kønne øjne, var gul, skinnende og lavet hullet som var det et smykke. Egentlig var den ikke særlig køn, men den var der, og den kendetegnede hans gule øjne.

Så drejede Pem om på hælen, nikkede til den nyankomne og trak hætten op over hovedet. Han trak døren op, og lige inden han trådte ud i natten, tabte hun blændværket. Benene blev smallere og kortere, og skuldrene spidsere. Kappen og mørket var et værn, og der skulle ørneøjne til at definere hendes skikkelse denne sorte nat. Men Pem var forsvundet, og i hans sted stod en gul øjet, mørk skindet kvinde, hendes hurtige skridt klaskede over gaden og kappen fløj hende om anklerne.

Flere mennesker var nu inddraget i hendes tanker, og nye planer var blevet lagt.
Sjov, jo det havde hende og monstret haft denne gang.

Aida så op på kroejeren. Han var forbløffende ung, hvilket så ud til at overraske den unge dame, skønt Safran vidste det alt for godt. "Åh jeg troede de var meget ældre.." kvidrede hun med en stemme, der syntes fuld af fremmedartet accent. Samtidig blafrede hun lidt med sine ekstraordinært lange øjenvipper. Det forekom måske sådan, men i virkeligheden var ikke flirt, det var bare et kompliment, der som regel åbnede folks munde og fik dem til at sludre lystigt.
"Jeg ville bare høre, om der var mere af den fremragende lammestuvning?" Hun gjorde en kunstnerisk pause og fortsatte så: "Vi hører så godt om den.." Aida smilede nu. Et varmt, blødt, rødt smil, der, skønt det ikke syntes at lyse, tilsyneladende jog en masse skygger i det finttegnede ansigt bort. "Takamirs guld findes Det gyldne Vildsvins gryder" Hun havde taget en affekteret, stadig meget accentfuld, stemme på. "Sådan siger de på Universiteteterne ved sydgrænserne.." fnisede hun og blafrede lidt mere.

Safran havde aldrig været ret langt udenfor Takamir i sit nybegyndte voksenliv - og dog var vendingerne som taget ud af en guidebog om dette sydliggende, warlandske område. Hun havde talt med mange mennesker, aflyttet dem og lært af deres bevægelser og tale. Safran var den fødte spion. Det bedste af det hele var, at hun udemærket vidste det og derfor forstod at kræve, hvad der tilkom hende for de opgaver der blev fremsagt. Safran elskede sit arbejde. Højt endda. Se engang denne aften. Hun skulle bare holde øje med gæsterne, der kom på det Gyldne vildsvin. Hun behøvede ikke røre en finger, kunne bare sidde her og have det godt..

Og så.. Oh. Safran kiggede overrasket over værtens skulder og så en mand holde elverpigen om kæben. Det var manden fra øst, der havde talt før. Aida spidsede munden og stirrede hårdt mod ham, i et forsøg på at få sine øjne til at gå gennem hans ryg og se hans tanker. Der skete dog intet, men hun fangede et glimt af pigens ansigt, da denne slap fri af sit greb, og smilede et smalt, alvorligt smil. Et smil der sagde 'jeg venter kun på et tegn til at træde til med min hjælp' Hun nåede dog ikke at gøre mere, for manden rejste sig og forsvandt ud i mørket.

Hånden kom ud af den blå luft og hev brutalt i Era, så hendes hoved blev tvunget fremad. Hun støttede sig tungt på barens kant med begge hænder, strittede instinktivt imod. ”Meget modigt af sådan en lille unge som dig at lade mig kalde dig ved kælenavn.” sagde manden. Era stirrede på ham med en blanding af foragt og frygt. ”Er du ikke lidt blåøjet?”
Hun blev sluppet, og trådte et par skridt tilbage, mens hun fraværende gnubbede (hvad hedder det? Ae-føle-gnubbe ømt oO) sin kæbe. Det før så kønne og venlige smil var blevet til en snerren. En ukontrolleret vind fik lokalets lys til at blafre, og Eras hår blev et øjeblik hvirvlet rundt omkring hendes ansigt. Hun skulle til at hvæse noget tilbage til manden, men han lagde bare nogle sølvmønter til Chris og... en rund ting. Hun lagde mærke til at han sendte ham et blik, som hun trodsigt besvarede. Noget sagde hende at den knappelignende ting var til hende.
Pem vendte sig, sagde sine afskedsord, og forsvandt ud i mørket.

Era trådte nærmere baren, og samlede den runde, gule metal (?) ting op, og vendte den i hånden. Den fangede lyset, og skinnede. Hun så at det var et halssmykke af en art. Era gjorde en mental bemærkning om aldrig at tage den på, men stak den alligevel i sin bæltepung.
(Era has acquired 1 item: Shiny yellow medallion. Era equips item)
(xD)

Chris faldt ikke forden unge dames blændværk. Han kunne udmærket se at der skjulte sig mere bag facaden. Selvom det var fristende at... Nej! Hun var falsk og hul, det vidste Chris da. Om ikke andet, så fordi hun brugte så mange komplimenter. Men hun havde nu ret i det med guldet... Måske skulle hun alligevel have det lidt billigere? Chris opdage med rædsel at han var ved at falde i hendes fælde og rystede på hovedet.
"Era, en gang lammestuvning?" råbte han venligt op til Era. (Et venligt råb? I ved godt hvordan det lyder, ikke? xD)
"Og De ønsker at drikke?" spurgte han for at spille med på hendes skuespil. Hvis hun havde bestemt sig for at det skulle være sådan, skulle det da være sådan. Det hele var dog rent skuespil... men hendes accent lød da ægte nok?
Chris traskede hurtigt op til baren og puttede pengene i tasken han bar om maven. Han kiggede hurtigt på Eras lille skive, og vidste at hun vidste hvordan hun skulle behandle den.. konstant agtpågivenhed.