Informationssøgeren i Takamir

"Åh.. bare et glas vand.." Aida fnisede let igen og purrede op i det lange, blanke ibenholtshår, der faldt i kaskader over hendes skuldre. Vin skulle hun ikke have, hun var kriger - det sagde hendes sværd selv - og hun skulle ikke gå hen og blive kulret i hovedet nu. "af hensyn til dine andre kunder" Hun lo lystigt og fortsatte uden bekymringer med at uddybe sin falske identitet "Jeg har aldrig rigtigt kunnet tåle alkohol.." Det kunne de fleste af Safrans andre personligheder - men forandring fryder, tænkte hun og smilet på de røde læber voksede sig endnu bredere. Et slag med hovedet og de mørke lokker dansede. "De siger ellers, at I også fører den bedste øl på markedet" hun satte tænksomt en finger mod næsen. Tilsyneladende havde hun ikke opdaget kroværtens afholdenhed fra hendes skuespil, men det var kun fordi hun var helt og aldeles ligeglad. Hun behøvede ikke fange hans opmærksomhed nu. Behøvede ingenting i dag. Dette var bare en dag ud af evigheden. Hun kunne komme igen i morgen, være en anden og igen i overmorgen.. Og aldrig den samme, for der var mange mennesker i verden. Hun lo igen og smilede bredt, denne gang helt ærligt. Aida lagde hovedet i sine hænder og kiggede på Chris. De dybe øjne tindrede overstadigt. Hvem er jeg? Spurgte Safran sig selv, og Aida kom til at fnise igen. - Hvem er jeg? Et menneske? En halvgud? En formløs dæmon? Du vil aldrig vide det kære vært.. Selv hvis jeg skulle blotte mig helt for dig, ville du aldrig kunne finde mig, du ville aldrig vide, hvad der egentlig er sket og hvem du egentlig har udleveret oprøret til? Det var almindeligt kendt at nogen af oprørets bedste mænd havde holdt til på kroen. Så var kroen blevet brændt ned til grunden af den sagnomspundne krigsmand Haldonir. Derefter var oprørets leder forsvundet, sandsynligvis entet myrdet i magtkamp eller stukket af fra sit ansvar..
Men det havde ikke betydet at oprøret var kæmpet ned. Nej slet ikke. Men Safran ville personligt stå for, at der blev gjort bare lidt i den sag. Hun skulle vise alle de mænd, der lo af hendes færdigheder alene, fordi hun var kvinde. Hun ville have den ære! Hun havde aldrig stået tilbage for nogen mand, og hun nægtede at komme til det.

Era havde stået i sine egne tanker, og kiggede op med et sæt, da hun opdagede at det var hende der blev råbt til.
"Lammestuvning?" gentog hun for sig selv. "Lammestuvning. Og et glas vand." Hun vendte sig om og forsvandt ud i køkkenet.
Hun fingerede tankefuldt med medaljonen. Hvorfor havde han givet hende den? Hun hældte fraværende noget lammestuvning fra gryden, der hang over den sagte køkkenild, op i en skål. Det var underligt, tænkte hun, at han først nærmest, ja, angriber mig (kunne ikke finde bedre ord -.-) og derefter giver mig den her medaljon. Efter overvejelse tilføjede hun nogle kartofler, der stadig var, om ikke varme, så i det mindste lune. Hun skulle til at gå tilbage ud i krostuen, da hun kom i tanke om at kunden også skulle have noget vand.
Hun fandt krus (regner med at vi ikke har glas.. oO) i skabet, hældte hurtigt noget vand op, lagde, ved eftertanke, noget bestik ved stuvningen, og skubbede døren ud til krostuen op.
"Værsgo," sagde hun, og satte tallerkenen og kruset på bordet foran den smukke kvinde. Hun smilede, men det var det tænksomme, fraværende smil af en der prøver at være venlig, men har alt for meget at tænke på til at være helt til stede.
Så vendte hun sig om, og gik tilbage ud i køkkenet.

//Out.. oO//

Misel sad bare helt i sine egne tanker. Alt hvad de andre gjorde gik hun ikke op i, medmindre at det satte hende i fare. Det lød nok egoistisk, men hun var ligeglad, det var lang tid siden hun havde tænkt på sig selv. Hun nød hvordan folk var ligeglade med hende, og selvom nogen kom ville hun bare svare afværgende.

//Ved godt jeg har været off.. ked af det.. overnattende gæster//

"Tak min ven" fnisede Aida imødekommende og spidsede sin røde mund. "Nu kommer den endelige smagstest.." De grønne øjne strålede muntert, og Safran begyndte at spise. Elverpigen forlod rummet. Langsom - bid for bid - gled lammestuvningen ned. Aida så ud til at finde den lidt mindre velsmagende, end rygtet havde bildt hende ind, men Safran nød det nu. Det var rart med lidt afveksling fra de normale måltider, hun indtog på paladset. Hun løftede sit vandglas i en tavs men humørfyldt, velment skål og kiggede rundt på de tilstedeværende. En kvindelig skikkelse hyldet i kappe fangede hendes interesse men ikke hendes direkte blik. Derefter drak hun et par slurke og satte glasset fra sig. Så søgte hendes blik atter ned mod avisen, der stadig lå opslået på bordet. Hendes øjne gled langsomt fra venstre mod højre, før de med et hurtigt ryk startede en ny linje. Mens Safran åd sig gennem spalte efter spalte (og mens lammestuvningen med overraskende hast forsvandt) udførte de mørke øjenbryn en facinerende dans. Hævede sig i vejret over et citat, trak sig sammen på side to, hvor der var en formfuldendt beskrivelse af en typisk oprører (der passede overraskende dårligt på kroværten og bragte den mand, der var gået for et par minutter siden, i stor fare) og skiltes i et overrasket udbrud over en dårlig karikatur af prinsessen, hvis skæbne endnu var ukendt.

Misel lod hendes grønne øjne glide rundt. Hendes øjenkrog opfattede at nogen kiggede på hende. Hurtigt rettede øjne sig imod kvinden, men hun sad og kiggede i hendes avis. Hun kunne mærke hvordan uroen voksede sig op i hendes mave. Disse dage hvor krigen havde for alvor brudt ud, var alt for mange døde, og folk der lod som om de var nogle viste sig være andre. Hun vidste at man skulle stole på ens mave fornemmelse, men hun kunne ligesom ikke rejse sig op i kroen og kræve at få at vide hvem personen var. For det første alle vil lægge mærke til hende og tro hun var uhøflig, og for det andet så skulle hun måske arbejde. Hun fniste meget lavt af sig selv. Grunden til hun ikke spurgte personen var fordi hun ikke ville arbejde. Misel tog pilene og lagde dem tungt på bordet. Fjerene strøg hun lige så fint med hendes lange og pegefinger. Hun kunne næsten skyde nogenlunde præcist med lukkede øjne, men med åbne var hun god.
mave fornemmelsen forsvandt langsomt, og hun lænte sig tilbage. De grønne øjne lyst lidt svagt i kappens mørke, men Misel vidste ikke at de lyst lidt op.

Chris satte sig op foran baren og lod blikket glide over lokalet.
Han havde bemærket Misel for et stykke tid siden, men der var ikke særlig travlt, så han så ikke nogen grund til at sætte hende til at lave noget. Han satte sig også selv ned med et lille krus øl og en stor tallerken stuvning.
Han smagte på den og smilede veltilfreds. Den var kogt helt perfekt, så kødet næsten brast når man rørte det med tungen, men stadigvæk smagte af en hel del. Krydderierne var tilsat så kødets egen smag trådte i kraft, og den fine blanding af timian og lignende krydderier (ikke engang i beskrivelser, vil jeg afsløre alle ingredienser xD) gjorde sovsen værd at spise. Kartoflerne var lidt blødere en al dente. Øllen var frisk og havde en sød undertone. De fleste af ingredienserne i den, trådte tydeligt frem, mens et par af dem bare spillede med som det der, ekstra pift (chili? xD).

Misel så langsomt på Chris som satte sig ned og begyndte at spise. Det så ud som om at han ikke havde tænkt sig at lade hende arbejde, så hun tog en dyb indånding. Da hun lukkede luften ud igen, var hun afslappet. Hendes fine fingre lagde sig om hættens kant, og hun trak den tilbage, så hendes blonde hår viste sig. Det helt blonde hår lod hun ligge på hendes skuldre, og hænderne lagde hun på bordet ved pilene og buen. Buen og pilene havdereddet hende mange gange. En gang i denne her kro, en gang på en ø hvor hun prøvede at redde en lille pige, hvor hun havde lært lidt om magi, og flere gange endnu. Hun kunne stadig huske der hvor soldaten havde fået ram på hende, og hun var sunket sammen. Havde det ikke været for Ann, havde hun ikke været her i dag.

Misel vågnede af hendes trance, da en lille tyk mand råbte lidt for højt op. Han virkede fuld på den måde han stod og svajede ved bordet. Hans venner sad og tyssede på ham, og fik ham lige så stille tvunget ned i stolen igen. Misel kunne ikke modstå trangen til at fnise lidt, og de grønne øjne lyste lidt mere op. De afslørede at hun var glad, og ikke tænkte negative tanker lige nu.(Her kommer en slags 'indskydelse' xD) En ting som Misel ikke vidste, og måske gøre hende glad, var at oprørene sad på tronen nu. Folks opførelse havde vist det lidt, og hun havde en fornemmelse af at noget havde ændret sig, på en nat. Dog vidste hun intet om det, og havde ikke spurgt nogen ud om det, og glemt tanken.

//Jaaa - lavede et langt indlæg sådan cirka xD//

Aida lagde avisen fra sig og strakte sig. Hun spidsede den forkælede, røde mund og skjulte et gab med en smal prinsessefin hånd. Så rejste hun sig op og begyndte at famle rundt i sine lommer. Først fandt hun en stofpose, der klirrede afslørende. Så havde hun held til at fremsakffe en lille, flettet anordning, og til sidst fiskede hun en sort læderpung frem. Hun slog til sit hår, så det dansede ravnsort omkring hendes skuldre og ansigt og satte sig igen. Hun åbnede alle tre punge og hældte pengene ud på bordet uden at ænse de omkringsiddendes overraskede blikke. Hun begyndte at tælle mønter. Hvor var det mærkeligt, tænkte Safran. Alle disse fremmede valutaformer. Hvorfor kunne de ikke bare finde en fælles? Det generede ikke hende, ikke mere end denne evige fordeling. Hun sorterede mønterne. Hendes fingre dansede let mellem dem. De skrabede mod bordet. Nogen fra et naboland, nogen fra en havn. Nogen, hun havde stjålet og andre, hun havde fået som betaling for sort arbejde. De skinnede alle forskelligt i det dæmpede lys. Nogen var blanke, andre matte. Nogen havde indviklede motiver, mens andre bare havde et groft tilhugget tegn, der angav et tal på et fremmet sprog. Endelig fandt hun et par guldmønter. Og et par af kobber. Og een af sølv. Hun talte dem op et par gange. De andre samlede hun sammen. De kom uden noget videre system ned i de tre punge, hun hurtigt gemte bort igen.

Så rømmede hun sig lidt for at fange kroværtens opmærksomhed og føre den hen til den lille dynge mønter på bordet - noget der sandsynligvis ikke var ret nødvendigt.

Chris satte hurtigt sin øl fra sig og gik ned til Aidas bord.
Han samlede et par mønter svarende til hende regning op og takkede (jeg går ikke ud fra at du også vil give mig alle guldmønterne? xD(og hvis du overnatter betaler du først om morgenen)).
Han luntede tilbage til baren og puttede mønterne ned i sin mavetaske. Han talte hastigt mønterne og nikkede tilfreds, han havde tjent godt i dag. Livet som krofatter var ikke så slemt. Man fik mad og tag over hovedet, og tjente en god slat på det.. tilgengæld havde man ikke så meget fritid. Det var ved at længe siden han havde været ude at skyde med bue og pil. Han burde tage fri en dag, lukke kroen og tage ud i skoven. Han besluttede sig for at gøre det en af de nærmeste dage.
Han lod sit blik glide rundt i kroen. Manden fra tidligere kom op og bestilte en øl, og Chris rakte ham et stort krus, efter at have fyldt det op. Han puttede betalingen ned til de andre penge og smilede.

Misel fulgte gæsterne med hendes skovgrønne øjne. Hun smilede for sig selv da hun så hvordan alle gæsterne sad og hyggede sig. Flere sad med en øl og drak sig glad og munter, og snakker måske lidt over sig. Da hun så hvordan øllen flød mærkede hun sin hals brænde efter vand. Det havde været flere timer siden hun sidst havde fået noget ordenligt mad. Hun samlede sin bue og pilekoggert op, og gik op mod disken. Hurtigt lagde hun det så ingen ville kunne se det, og gik dansende ind i køkkenet. Vandet fik hun i et krus, og lavede lidt suppe. Muntert tog hun sin lille 'middag' med hen til disken, og satte sig ned. Den første slurk af det iskolde vand virkede som olie i hendes hals. Det smagte vidunderligt efter de næste par slurke, og hun begyndte at spise af suppen. Hun mærkede efter hendes pung og fandt en sølvmønt, måske havde hun nok for at betale det, hvis Chris nu krævede penge for maden hun tog. Den varme suppe og det kolde vand nød hun i fulde drag.

Måske?
Nej. Hun kunne ikke sætte sin plan i værk lige nu.
Det kunne altid vente.
Til gengæld kunne hun godt plante et frø, der kunne sætte rødder, så hendes plan var mere sikker.
Safran alias Aida rejste sig med et ryk. Hun slog med håret og brugte lejligheden til at se sig om i kroen. Der var nogenlunde fredeligt. Ilden dansede på arnen. træspånerne krummede sig sammen og en brændeknude afgav lejlighedsvis høje knald og mere dæmped knitren. Der sad et par andre gæster, men de virkede ikke ret interessante. Nogen af dem spillede terninger. Der kunne hun gå hen, hvor hun fik afslag. Hun foldede avisen sammen og stak den under armen. Så tog hun kappen, der havde hængt over stoleryggen. Hun slyngede den elegant om sine smalle skuldre. Det olierede skind faldt ned omkring hende men slørede på ingen måde hendes skikkelse, da hun svansede over mod disken. Hun gjorde intet nummer ud af at skjule, at hun bar to lange sværd. Hun lænede sig let frem og lagde de slanke hænder med tegnerens fingre på det polerede træ. Hendes negle var korte men velholdte. Hun smilede. Den bløde, røde mund formede et perfekt smil. Også hendes tindrende smaragdøjne smilede. Hun så på Chris.
"Jeg sagde før, at de anbefaler stedet her på mit universitet.."
Hendes varme stemme var fyldt med historier og tanker. Safran måtte rose sig selv. Hun var virkelig en formidabel skuespiller. Hun formede munden i en blød cirkel.
"Der skulle vel ikke komme en dreng.. (kunstnerisk pause).. En mand her? Han hedder Florian.." Hun rakte armen ud og illustrerede, hvor høj den givne mand skulle være. "Han er helt lys.. grå øjne.. (hovedet bliver lagt lidt på skrå her) næsten hvidt hår (sætningen afsluttes næsten.. det sidste (>) tilføjes hurtigt) - Og en masse fregner?"
Hun smilede igen.

Misel kiggede ud af sin øjenkrog på den kvinde som havde kigget på hende kort. Da hun så hvordan hendes røde læber trak op i et perfekt smil, kunne hun ikke lade vær med at grine for sig selv. *Os kvinder har en utrolig effekt på mænd* tænkte hun, og grinte lidt videre. Suppen i skålen var næsten væk nu, og kruset var fuldstændigt tømt. Hurtigt rejste hun sig op med kruset og skålen i hånden. Lidt kluntet gik hun ud i køkkenet og lagde sagerne i vasken. Hun tog en hård klud og begyndte at skruppe kruset og skålen. Efter et par minutter var hun færdig, og gik ligeså kluntet ud igen. Hun satte sig ned, længst væk fra kvinden, dog stadig mulighed for at høre samtalen, og trak hætten over hovedet.

Chris lagrede beskrivelsen af manden og dannede sig et billede. Han gennemgik hurtigt stamkunderne, men kunne ikke rigtig finde nogen der passede beskrivelsen. Så ledte han i gæsterne de sidste par dage.
"Der er vist en der godt kunne passe på din beskrivelse. Han var her for lidt over en uge siden, men er ikke stamkunde" Chris var selv ret stolt af sin hukommelse.
Han sendte hende et sødt smil. Selvom han ikke var den store kvinde-elsker kunne han vel godt more sig lidt...
(Han er ikke bøsse)

Aida trak på skuldrene og smilede.
"Jeg studerer sammen med ham... Han lærte mig at fægte.."
Så vendte hun om. Det ravnsorte hår fejede hen over disken.
"Vi ses måske.."
Sagde hun højt uden at vende sig. Det var ikke kun til kroejeren. Det var til alle. Også elverpigen, der så nysgerrigt havde fulgt med i den korte samtale. Og det var ikke ren venlighed, der lå i de sødt udtalte ord. Det var en kort trussel, et løfte. Hun bandt sig selv med en ed om at finde og fange det ondes rødder - oprørets ledere.
Så gled hun ud gennem den lave trædør og ud i det tiltagende mørke og forsvandt.

Misel sad og fnes lidt for sig selv.
Hun kunne se hvordan den smukke kvinde måske virkede lidt fornærmet over hvordan chris smilede til hende.
Da hun sagde ordene "Vi ses måske.." kunne hun høre hun mente det til alle.
Misel løftede derfor hurtigt hoved, og nikkede til hende som en hilsen.
Hurtigt lod Misel blikket ligge sig ned i bordpladen igen.
Ingen skulle se hvordan hun smilede, det ville give det forkerte udtryk.

//glemte out//

Misel lod blikket flyde rundt i rummet.
Kroen var begyndt at blive tømt ud.
Hun sukkede.
Langsomt rejste hun sig op, og samlede sine ting sammen.
Hun kastede pilekoggeret over skulderen, og tog buen i hånden.
Med nogle hurtige, få skridt forsvandt hun ud af den dunkle dør.
Kappen fik hende til at forsvinde i natten.

//out//

http://p.s. ved godt det er et kort indlæg//

Chris forlod kroen

//out//