Kære og elskede Fønix!
Jeg har nu forladt slottet og det dystre land, jeg vil aldrig vende tilbage.. men jeg vil heller ikke glemme min første ven, prinsen. Jeg er så glad for, at jeg har mødt ham. Han gjorde tingene meget lettere for mig, når han var der for mig. Uden ham ville jeg ikke have overlevet, og jeg ville heller ikke være sluppet fri. Det er lidt ligesom, at være spærret inde i et fuglebur, som pludselig åbner sig. Og for første gang kan man få lov til at sprede sine vinger, først der føler mig sig rigtig fri. Det andet er ikke frihed.
Ja, jeg er fri, som fuglene, men der mangler ligesom bare noget. Jeg kan intet huske om min barndom, alle minderne er ligesom forsvundet. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske det, så jeg vidste, hvem jeg var. Jeg vil så gerne have forklaret, hvorfor jeg er, som er. Hvorfor det er, jeg forvandler mig til en Fønix. Formskiftere kan jo blive til flere dyr. Eller er det bare noget jeg tror? Måske har hver formskifter familie bare et dyr, som de forvandler sig til. Jeg ved det ikke. Jeg ville bare ønske, at mørket i mit bryst forsvandt, så jeg igen kan være lykkelig og leve, som jeg burde, ikke som jeg gør nu. Jeg føler stadig ikke en fuldkommen frihed, fordi mørket holder mig tilbage og spærrer mig inde. Måske skal jeg bare glemme, hvem jeg er og starte på en frisk, som en helt ny person? Det ville være en mulighed.
Nej, det kan jeg ikke bare gøre. Det er jo lettere sagt, end gjort. Jeg vil jo gerne vide, hvem jeg er. Så føler jeg mig også sikker igen, jeg ville ønske jeg vidste det, fordi uden den viden, så føler jeg mig svag. Jeg tror, jeg er det svageste led i fødekæden lige nu.
Jeg glæder mig til den dag, jeg finder sandheden om mig selv.
Knus Phonix, I håbet om, at jeg finder mig selv en dag.
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
