Ankomsten i oprørsbasen.

Veneur kom ind i oprørsbasen, i hipogrif form, med elinor siddende på hans ryg. Der var folk som trænnede med bue og pil eller sværd, andre sad og rodede med papirer, men en lille smule af dem alle så på veneur, de vidste alleredeat det var ham, på den måde han stod selv i hipogrif, mange andre formskifterer var meget mere ned med hoved når de kom ind i den her base, det var kun veneur og green næsten der var stolte npår de kom ind. Han ventede på at Elinor steg af, men hun fik også en del blikke.

Elinor blev siddende et langt øjeblik, helt stille med lukkede øjne, på hans ryg. Da hun opdagede at de var standset, åbnede hun langsomt øjnene, der var mange folk omkring dem, alle i færd med noget og mange stirrede hen mod dem ved deres ankomst. Elinor krympede sig ved de mange blikke, men dumpede lige så stille ned fra Veneurs ryg. Hun fandt situationen pinlig og kiggede ned i jorden. Hun pillede nervøs ved sit hår, og rømede ved alle de blikke. Hun stod lige ved siden af ham. Hun så på sine fødder og trippede lidt, *oprørsbasen, de var her* Hun gispede lidt ved tanken og mumlede meget lavt: "Hvem er de?" Hun hentydede til alle dem der var holdt op på deres foretagende og stod og kiggede nysgerrigt på dem. Elinor kunne fornæmme en vis respekt fra dem der kiggede, de havde respekt for Veneur og de kunne uden tvivl kende ham, selvom han havde taget form som noget andet. Hun kiggede i smug ud af øjenkrogen op på ham, og hun forstod dem.

"personer som vil hjælpe os med at bekæmpe menneskernes tyranni mod os som er af andre racer og vær solt, de misunder dig for at du ankommer på mig og at jeg snakker med dig som jeg gør" sagde han roligt og venligt. Han forvandlede sig så til sin elverform igen. han så på dem alle sammen igen og gav dem et blik som fortalte dme at hun er god nok og at de skulle stoppe med at kigge, hvilket mange af dem gjorde, nu var det mere i skjul at de gjorde det. han så så på hende og sagde "tror du hellerer må følge med mig"

Elinor så det blik han sendte dem, og følte sig helt lettet over at det ikke var til hende, hun gøs og tog sig sammen. "Tak, og ja jeg skal nok gå med dig." Hun tænkte lidt over det han havde sagt, og fik et eftertænksomt udtryk i ansigtet *Tyranni, menneskene* Jo det hele hang sammen, og hun fulgte med ham i stilhed. Elinor var så taknemmelig for at han var på hendes side og at han egentlig var så venlig imod hende at hun ikke engang opdagede at hun gik ret tæt op ad ham. Det var en gammel vane, sådan følte hun sig mest tryg, ligesom når hun gik tæt op ad træerne i skoven. Men her var ingen planter så vidt hun kunne se, og det gjorde hende en smule utryg. "Hvor skal vi hen?" hviskede hun stille og blev ved med at se ned i jorden mens de gik.

"til mit område kan man vidste kalde det, der hvor jeg har reserveret tikl trænning og overnatning selvom det mere er et trænningslokale og et kortrum, sover i den store skov." sagde han, mens han gik hen af mod der hvor veneur´s område var. Han kunen sagtens føle at hun gik tæt op af hende, men han var lod hende bare gøre det. han vidste lige nøjagtig hvor hun skulle hen for ahn havde reserveret extra rum, til den person som kom til at hjælpe ham, og de extra rum, var rummende til venstre for veneurs.

"Okay, er der andre end os der?" Spurgte Elinor lidt usikkert. Der var skiftevis lyst og mørkt der hvor de befandt mens de gik i gangene, og på de tidspunkter hvor der blev mørkt kiggede Elinor lidt op i håb om at kunne se den sorte himmel med de kønne stjerne på. Hun fulgte med og lyttede opslugt til alt hvad han sagde, hun følte sig lidt beærget over alt hans opmærksomhed på hende nu hvor hun vidste at han var en meget kendt person i herakiet. Hun smilede taknemmeligt til ham og så op på ham.

"lederen Green og sikekrt også hans ledsager Niniane de bor længer nede af gangen, og der er også plads til felre folk, men de skal have vigtige positioner og mange af de andre høje personerne bor i nogle af de andre baser og i husene eller som mig for dte meste ude i skovene." sagde han venligt til hende. Hna var så ved hans døre, men han forsatte viderer til de næste par døre. han åbnede så døren og så på hende og sagde "det bliver dit lokale og planterne skaffer jeg hurtigt hvis du syntes jeg skal gæøre dte for dig, bare find dig til rette lige nu fordi jeg også lige for brug for lidt afslapning"

Elinor så glad op på ham, da de stoppede, det var første gang hun rigtigt smilede til ham. Hun stod lidt og tænkte sig om "Et træ ville være synd at hente, det dør bare her, men hvis du engang for tid, ville en fyrgren være dejlig, men hvis det er for megen ulejlighed behøves det ikke." Hun så ind i hans øjne og kiggede derefter ind i værelset, der var dunkelt derinde og Elinor åndede lettet op. Hun nikkede til ham: "Ses vi snart igen?" Spurgte hun lidt flovt, og kiggede på hans hår. Hun gik lidt ind i værelset og vendte sig mod ham. "Og tak" sagde hun smilende, hendes øjne funklede og hun slappede lidt mere af.

"det gør vi snart og det var så lidt, og det skaffer jeg hurtigt" sagde veneur til hende og smilte til allersidst. Hna gik så tilbage af, vinkede pænt farvel til hende og gik så ind i hans kort rum, der var fyldt op med alle mulige kort over Warland, de forskellige øer, fastland. store og udetaljeret og lilel og detaljeret. Han lagde sig på den seng der var og lagde sig til at slappe af for at få energi igen.

Elinor smilte til ham da han gik og løftede hånden til en lille hilsen, hun så lidt efter ham og gik så længere ind i rummet, for at se sig omkring. Her var ret hyggeligt taget i betragtning af at det var et skjulested.
Der stod en seng op ad den ene væg, og et lille vindue overfor hende, der stod åben, så det lod natteluften sive ind. Der var tilmed en lille fakkel tændt, som sendte et lidt uhyggeligt skær ud i rummet. Hun stillede sig i værelsets midte og kiggede rundt. Så gik hun hen til vinduet og lænede sig lidt ud for at betragte nattehimlen. Hun smilede indvendigt ved de glade, klare stjerner og lukkede derefter øjnene. En stille brise tog ved hendes lyse krøller og lod dem blafre kønt i vinden. Elinor tog en dyb indåndning og smilede for sig selv, hun kom i tanke om en ting hun skulle spørge Veneur om, men han var sikkert gået i seng, og hun ville ikke vække ham. Så vendte hun sig om og kiggede på sengen, hun satte sig på den, gennemredte sit hår med fingrene, trak elegant sine støvler af og lagde sig stille på sengen i én flydende bevægelse. Hun trak benene op under sig og hev dynen op over fødderne og halvvejs op over lårene. Der gik ikke længe før hun sov tungt, da det havde været en hård dag og hun var udmattet.
Elinor fyldte ikke meget i sengen men alligevel lod hun sig fylde så lidt som muligt, en gammel vane som hun ikke var sluppet af med endnu. Hendes ansigt var lagt i bekymrede folder, og hun så bange ud.

Vinden tog til i styrke og pustede flammen ud på faklen. Der blev helt mørkt i rummet.

Efter at veneur havde lagt der en time til halvanden gik han så ud igen, og han bankede på Elinot´s dør for at vække hende hvis hun sov og for at hører hednes mening om tingne her, og om hun helelrer ville sove i den frie natur som veneur jo gjorde. Han ventede nu are på at hun tog den iog åbnede døren, selvom han ikke vidste at hun sov så tungt som hun nu gjorde.

En moderat banken lød på dørens yderside, hverken voldsomt eller stille, men Elinor vågnede ikke af den, selvom det var meget unormalt - hun plejede at fare op ved den mindste lyd, men denne gang gjorde hun ikke. Hun flyttede lidt på sig men mere skete der ikke. Døren var ikke låst, så enhver kunne komme ind, men det havde hun ikke tænkt på da hun jo plejede at sove ude i det fri.

Elinors hvide hud stod i kontrast til det lyse sengetæppe og hvis ikke man vidste bedre skulle man tro at hun var et spøgelse. Elinor mumlede noget i søvne, næsten uhørligt.

Veneur opdagede at døren ikek var låst. Han bånede den stille og kiggede ind, hun sov tungt på sengen, og man kunne tydelig se hende, men hvorfor havde hun ikke låst døren og lukket vinduet gad han ikke at tænke på. Han begydte så at lukke døren, fordi hun sov så tungt. Han ville ikke vække hende nu, for hun så ud til at mangle en hel del søvn. Hun skulle være glad for at hun var i den her del af oprørsbasen, for selvom alel var her for at bekæmpe menneskene var der nogle personerne som ikek havde rent mel i posen.

Elinor flyttede på sig ved lyden af den knirkende dør, hun lå langt ude på kanten og kunne sådan set falde ned hvornår det skulle være. Hun var ikke vandt til låste døre og hun følte sig alene hvis ikke hun kunne høre vinden stille suk. Hendes hår rørte næsten gulvet og hun mumlede noget igen, hun havde mareridt og hun vendte og drejede hovedet og rørte uroligt på sig, hendes underbevidsthed kunne mærke at Veneur var der, men Elinor kunne ikke rigtig vågne.

Veneur kunne nu tydelig se at hun havde mareridt, så han måtte hellerer gå ind og hjælpe hende, og hun var også på vej ned på gulvet, så han åbnede døren hurtigt, tog en del hurtige skridt hen til hende og ruskede i hende, mens han sagde "vågn op, inden du slår dig " det sagde fire gange tætterer og tætterer på hendes ører, og efter fjerde gang gik han et skridt tilbage så hun havde plads at sove på.

Elinor gav et skingert skrig fra sig og slog øjnene op med et sæt da Veneur havde taget fat i hende og vækket hende. Hun hvirvlede op og sad som et skræmt dyr i den ene ende af sengen. Da hun opdagede at det bare var ham hun havde snakket med før, faldt hun til ro og tog sig til hovedet. Hun havde haft mareridt igen om hendes forældre, hvor pinligt at han havde opdaget det, og hun kiggede forlegent ned i jorden. "Vækkede jeg dig? Det må du undskylde" Hviskede hun fortumlet. Hun kiggede op på ham og derefter rundt i værelset, og huskede så hvor hun var.

"du vækkede mig ikke, jeg ville se om du var vågen for at fortælle dig at snart har jeg skaffet det så du kunne lærer at styrer dine natur kræfter, men så opdagede jeg at du sov og døren ikke var låst og at du havde mareridt, og lad være med at føle dig pinligt berørt, det er let at se, men bare så du ved det, jeg har også mareridt, hver eneste nat, men jeg har lært at leve med det, og det syntes jeg også at du skal." sagde veneur til hende og ventede så på at hun svarede og at hun lod sig føle sig mere stolot og at hun lod sin generthed ligge, for den hindrede sikekrt hendes krafter.

Hun lyste op ved beskeden om at han havde fundet noget der kunne hjælpe hende med at styre hendes kræfter, så hun kunne lære hvordan at hun skulle bruge dem. Elinor smilte lidt da han sagde at han også havde mareridt, hun var glad for at hun ikke var den eneste her. "Kan man det?" Ville hun vide, "Kan man leve med de mareridt?" Hun så lidt forundret på ham. Selvfølgelig havde hun altid haft mareridt men de gange hvor det var aller værst, plejede hun at ligge og se på stjernerne og månen, det hjalp.

Hun rømede lidt, han kunne se det. *Tag dig sammen Elinor!* Hun krøb hen til kanten og ud på gulvet, listede hen og kiggede ud af vinduet et kort øjeblik, der var stadig stjerner på himlen og månen lyste klart, hun sukkede, vendte sig om mod Veneur og spurgte så: "Har du noget imod at jeg går uden mine støvler? Jeg hader at ha dem på, men hvis sko er en nødvendighed når vi skal i gang, skal jeg nok tage dem på" Hun så ham ind i øjnene og gengældte hans blik.

Hun havde stor respekt for ham, mest af alt fordi at han tilbød at hjælpe hende, men også fordi at han havde en myndighed der forbløffede hende lidt, han så ung ud men hun kunne ikke placere hans alder.

"ja d kan man, det er måske en af de sværeste ting jeg kender, det er at leve med de marridt, jeg har, for nogle af de ting som jeg er blevet tvunget til at gøre er ikek gode ting, og det har jeg mareridt om og så en hemmelig ting., hvordan man gør, er noget man selv skal finde ud af, men lad mig give dig to ledetråde, intet er uhyggeligt, hvis man kender det, dets styrker og dets svagheder, o.s.v., ser du tingene fra en speciel vinkel som kun er sin egen, lærer man af det og lærer at leve med dem, emn man kan aldrig slippe med dem, hvilket både er godt og dårligt, og du må gerne undvære skov, det vil være bedst hvis du ikek har dem på." sagde veneur til hende, han ville selvfølgelig hjælpe hende, men så mange ting, for han får helt sikkert også brug for hendes evner senerer hen. Han stirrede roligt og venligt lige i øjne igen.

Elinor stod lidt og beundrede det han sagde, som om det var noget han havde citeret fra en bog, men det gjorde han ikke og det var nok derfor at det holdt hendes opmærksomhed så længe, hun var overrasket over alt det han vidste, for han så ikke ud til at være meget ældre end hende selv, og han talte som en af de lærte. Hun sparkede støvlerne væk og smilede ved hans bemærkning, så lyste hun pludselig op, "forresten er der noget jeg gerne vil spørge dig om." Hun vidste ikke hvad han ville sige til det, og i og med at han ikke var af elver-afstamning var det ikke sikkert at han kunne forstå det, eller i hvert fald ikke ville tillade det. Hun så spørgende på ham og rettede al sin opmærksomhed mod hans øjne.

"og hvad var det så du vil spørge mig om" sagde han til hende. Veneur vidste en del ja, men det var alt sammen, noget han havde studeret eller studerer, for at blive kloger, og for at lærer hvordan han skal grøe forskellige ting, fordi, det var nødvendig, selvom han ikke var så gammel, han havde jo været lang tid i oprørerne og deri havde han altid studeret og trænent.

Hun kiggede ud af vinduet endnu engang og mumlede først lidt, men tog sig så sammen og så op på ham, "Tror du at jeg kan få lov til at gå ud når der er fuldmåne?" Hun vidste ikke hvor lang tid at de skulle være indendøre og hun ville helst være på den sikre side. Hun fortsatte: "Jeg kan så godt li at være ude på den tid, hvis det er til for meget besvær behøves det ikke" Hun så ned og derefter op igen og smilede usikkert. Hun kunne ikke helt finde ud af hans mening om det og afventede derfor svaret i tavshed. Elinor vidste at der var lang vej endnu inden at hun kunne bruges til noget særligt og måske var det bedst at hun blev ved ham, både fordi der kunne være forrædere der ikke var bange for at smage blod men også fordi at hun kunne blive væk, og måske stolede han ikke nok på hende endnu til at det kunne lade sig gøre. Måske var det bedst at være i nærheden af Veneur hele tiden under træningen, men hun ville lade ham afgøre det.

"det må du godt, bare sørg for at vække mi, når det er, fordi jeg kan bare følge dig som en fugl som sidder på dine skuldre, og normalt er jeg ude i skoven, og sove, men på grund af flere ting og så at det er bedst at være her under din trænning, så naturen ikek indblander sig i din trænning alt for meget" sagde veneur og han vidste at det måtte hun godft, han nød også skoven, næsten lige så megetg som hun gjorde. Han vidste også at trænningen villel blive besværglig for hende, men hun måtte lære at leve med det, for i sidste ende vilel det ende, med at hun lærte og kontrollerer sine evner, og så skulel hun bare lærer at bruge mindre energi på at bruge sin magi.

Vinden tog fat om Elinors hår og bølgede lidt op i det, hun smilede lettet over hans svar, og følte sig bedre tilpas. På en måde var det rart at han tilbød at følge med hende når hun skulle ud og hun smilede lidt indvendigt.
Så rettede hun på sin kjole og redte sit hår igennem med fingrene, gik en sidste gang hen til vinduet og tog en dyb indåndning og kastede et sidste blik på stjernerne. Hun vendte sig mod ham og gik hen mod døren. "Jeg er klar" sagde hun stille og ventede på ham med forventning i blikket. Hun glattede sin kjole en sidste gang og så så hurtigt op, en smule overvældet men beslutsomt og smuttede lydløst over gulvet, hen for at lukke vinduet. Hun skubbede af alle kræfter inden det knirkende lod sig lukke, Elinor sukkede tungt og rettede så blikket hen mod Veneur igen.

"Forresten, skal jeg bruge min bue?" Indvendte hun hurtigt og kastede et blik over mod det hjørne, hvor hun om aftenen havde ladet den dumpe ned.

"det skal du ikke, for så tyer du til din bue, istedet for dine evner, og for at du ved det, kommer der nogle uskadelige ting efter dig og du får noget natur til at bruge som skjold." sagde han til hende roligt, men venligt. Han gik så hen af mod en skjult dør, som førte viderer til hendes trænningslokale, han havde ikke vist hende indgangen, men der var tre døre, når man var gået et stykke, et til venstre, et i midten og et i højre side.. Han gik så viderer mod de tre dører og sagde så " du skal i den miderste.