Ankomsten i oprørsbasen.

De hemmelige indgange forbløffede hende lidt og Elinor så tankefuldt efter ham, han havde sikkert ret og hun så en sidste gang rundt i rummet for at sikre sig at hun ikke efterlod noget af betydning. Så fulgte hun med ham og standsede lidt før døren "Hvad så med dig?" Hun så lidt nervøst hen mod døren og så tilbage på Veneur. Hvad var det han havde i sinde? Hun vidste at han ikke ville gøre hende ondt, men skulle hun gå alene ind ad døren? Og hvad ventede hende derinde? Hendes øjne begyndte at lyse lidt advarende og hun så nervøs ud, ikke bange, blot nervøs og hendes stemme skælvede lidt når hun sagde noget "Hvad venter mig derinde?" Hun så spørgende på ham og kiggede igen hen mod døren.

Hun ville ikke virke bange så hun tog et lille skridt hen mod den lukkede dør.

"jeg skal til højre, og så hvis du siger at det skal vræe fra den anden side, så går jeg i højre, og du skal ikek se hvad der er i dem i nu, og der venter dig, en plante, en stol, en rød prik og en masse huller." sagde han til hende, han vidste hvad der ville ske. hun ville få nogle tørre jordklumper skudt efter sig, og deri havde hun to valg, t styrer jordet eller bruge den plante til at beskytte sig.

"Så jeg skal hen til stolen? Men hvad er den røde prik til?" Hun så spørgende og usikkert på ham. "Men du går til højre så" Hun så hen mod døren og tilbage på Veneur, hun stillede sig hen til ham og hviskede stille "Kommer du også derind?" Hun så tilbage på døren og hun sagde det så stille at det kunne virke som om at hun ikke ville have at døren skulle høre det. "Kan du se mig? Og kan vi høre hinanden derinde?" Hun så op på ham og virkede en smule nysgerrig, men dog nervøs.

"vi kan hører hinanden, og den røde prik, står for dit hjerte, og ja du skal hen til stolen, vi kan hører hinanden perfekt og ikke til at starte med at jeg kommer hen til dig, men det gør jeg senerer, hvis det bliver nødvendigt for at du kan få dine evner frem , så du kan lærer styrer dine evner." sagde han til hende roligt og åbede så den miderste dør, hvor der var en stol med en plante på og så en rød prik, på størrelse med et hjerte.

Elinor sank en klump men var lettet over beskeden. Han ville komme hen til hende senere og de kunne høre hinanden. Hun sukkede og gik hen i døråbningen, hun så en sidste gang op på ham og tog så et skridt ind i rummet. Hendes hjerte hamrede i brystet på hende og hun tog sine hænder op til det som et beroligende slør. Hun kiggede tilbage på ham og nikkede som et slags "Vi ses" hun vendte hovedet hen mod stolen og kiggede sig derefter omkring. Noget sagde hende at det ikke var så let som det så ud, og hendes øjne begyndte at lyse stille igen, men denne gang ikke af frygt, mere fordi at hendes indstinkter begyndte at tage over, hun rystede stille på hovedet for at blive sig selv igen men de grønne øjne vendte tilbage.

"vi ses hurtigt igen" sagde veneur, og gik til højre, det er var der, var en stor trænningsal, men helt rigtigt var det faktisk en skydebane til ødvelse med bue, men den var også lavet som et extra sted til at kunen trænne magibrugereren i midten. Han så på de tørre jo klumper, som var sta op på en slags buestring, som vilel skyde dem efter hende, først stilel og roligt. Han sagde så gennem et hul " du skal have de lyse øjne frem, mens du styrer dem."

Hun veg forskrækket tilbage ved lyden af hans stemme, men faldt hurtigt til ro igen og hendes øjne lyste nu for alvor, Elinor tog sig til hovedet og huskede hans besked *Styr dem* Hun klemte øjnene i som om hun havde mareridt og kiggede op, men denne gang var det hendes eget syn der styrede. Hun kiggede rundt i rummet og tog prøvende et skridt. *Hen til stolen* Mindede hun sig selv om og hun tog endnu et skridt. Hendes øjne så hen på den røde prik og hendes eget hjerte hamrede vildt i brystet på hende. Hun så hen på planten, og den begyndte at røre på dig, men Elinor var ikke i fare endnu så hun behøvede den ikke indtil videre.

Veneur hældte ldt vand på den tørre jordklump, så den blev mudret. Den bliver så affyret mod hende, med lav hastighed, så når den ramte hende, var det som at blive ramt af fingerspark mod maven. Han ville så se hendes reaktion, for hun kunne måske gøre det og redde sig selv, ved at bruge planten eller styrer jordet. Efter den første mudderklump ville han så affyrer den næste men han sagde så " beskyt dig og dne røde plet fra mudder, og det gør ike, ondt, beskidt, men effektivt."

*Årh... den røde plet* Elinor så lige den mudder klump der var på vej imod hende og blev klar over at det var sådan noget hun skulle undvige. Hun dukkede sig men kom i tanke om at den måske ikke var så let at undvige på den måde, da den måske fulgte efter hende. Hun blev snittet af klumpen og den ramte væggen bag hende. Hun smilede ved hans lille bemærkning om at det var effektivt, og var nu klar over at den næste ikke ville være lige så skånsom. Hun vendte sig mod den røde plet og hendes øjne udsendte et grønt skær og planten lagde en lysegrøn gennemsigtig bobble om pletten som et skjold. Elinor vendte sig mod hullerne og koncentrede sig om dem. Hun var parrat denne gang og hun tog endnu et skridt mod stolen.

"nu bliver den hurtigerer og hurtigerer stilel og rolgi til at du kan klarer den" sgadeh an. Den han sendte nu havde ikek nmeget mere fart, men en meget meget lille smule hurtigerere, han håbede på at han så mudderklumpen, som et stykke jord og ikek bare et proektil, hun skulle kunen se muligheden og udnytte den, det var endnu en god ting, ved det her trænningsrum hun var i, man kunen lærer at tænke sig om svagehden og styrken ved ting.

Hun fornemmede endnu en ting der var på vej og kiggede mod hullerne, noget mørkt kom mod hende og hun kunne ikke rigtig skælne det fra den sorte væg, hun overvejede lidt inde i hovedet hvad det kunne være og spurgte så: "Skifter den form?" Hendes øjne kom frem i tydeligere form igen og kun gjorde en hurtig håndbevægelse op foran ansigtet der knuste det der var på vej imod hende. Hun kiggede tankefuldt på sine hænder og prøvede at udtænke en strategi der gjorde det nemmere for hende at udryde flere ting på en gang. Hun lyttede efter hans svar og så hen på den røde plet.

Veneur gjorde nøjagtigt detsamme som før nu bbare med en mudderklump igen, som farerede imod hende, han sgade så "tænk anderledes of fornem din magi" han vidste en hel del om magi, fordi han jo selv udførte magi, hver eneste gang han forvandlede sig, det var jo en medfødt magi inden i ham, som han havde lært at styrer, ved hjælp af trænning.

*aderledes* Elinors øjne tog igen over og denne gang mere end før, hun styrrede igen hen mod stolen og hun havde øjnene rettet mod det der kom imod hende, hun rakte sine hænder op, den ene hen mod pletten og den anden mod hullerne, hun spændte i hele kroppen og en skarpt skinnende grøn bølge strakte sig fra håndled til håndled. Hun fjernede skjoldet med en håndbevægelse og så hen mod planten, hun lukkede øjnene og forestillede sig planten inde i hovedet, hun styrrede den hen foran sig og et usynligt skjold standsede klumpen. Hun rettede sig op og vaklede lidt, hendes hænder rystede og hun rystede på hovedet endnu en gang og tog sig sammen. Planten bevægede dig igen efter et kort øjeblik i stilhed og hun tog prøvende et skridt. Nu var stolen tættere på og hun så hen mod hullerne igen.

"rigtig godt tænkt, men ville det ikke havde været nemmerer hvis du styrerer kuglen som kommer imod dig, det er jord, og det sakl du lræere at fornemme, men ellers godt tænkt , rigtig godt tænkt" sagde veneur også med et smil og et lilel grin. Han vilel ikek gøre hende ondt, men man kunen også hører på ham at det var et slags opmuntrings kompliment til hende.

Hun smilede, men fornemmede en hvis sarkasme i hans stemme og rømmede sig lidt. Hun vendte igen sin opmærksomhed mod klumpen og lukkede øjnene, denne gang fornemmede hun at den var noget hun havde kontrol over og hun smilede og tog en hånd op foran sig om knuede sine fingre sammen som om at hun knuste noget. Klumpen gik i opløsing og hun åbnede øjnene igen og sænkede hånden. "Men denne metode kan ikke forhindre mange klumper i at nå mig, den kan jeg kun bruge hvis der er få" indvendte hun. Elinor var ved at have en vis fornemmelse for sin magi, men kun at bruge den i praksis. Hun tog et skridt til og kiggede hen mod stolen.

"det har du ret i, men det er den fornemmelse efter at du kan fornemme den jeg i starten er efter og hvis der var mange, kunen du jo bruge en til at ødelægge andre, elelr måske to til at ødelægge 4 elelr fem" sagde veneur til hende, han havde ret i det, hun kunne kontrollerer magien, hun lærte hurtigt, men hun skulle blive meget bedre til at kunen styrer det.

"Du har ret" sagde hun og nikkede frem for sig. Hun så ned på sine hænder og derefter hen på stolen. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af om hendes kræfter kun kom når hun var i fare eller om de kom når hun ville have dem til det. Hun så sig omkring og lukkede øjnene endnu en gang. Hun koncentrede sig om væggene og prøvede at finde ud af om det var noget hun kunne styre, hvis de var af jord, kunne hun måske kontrolere dem, men hun brugte ikke yderligere tid på dem da hun ventede en ny klump som måske ville komme. Hun tog to hurtige skridt hen mod stolen og nu var den ikke længere væk end ca. 5 skridt. Hun kiggede ud i rummet og afventede hans reaktion.

veneur lagde tre jordklumper ved e slags bue, først kom den emd jord, som ville være dne første, hun skulle lærer en hel del ting, men veneur kunne allerede se store fremskridt, han smilte lidt da han så den flyve, fordi han konm til at tænke på det med at det var en beskidt men effektiv måde han havde lavet til en magikers trænningslokale, som avde taget lang tid at lave.

Elinor var nu mere tryg ved situationen og kunne derfor koncentere sig mere, hun så hen mod stolen og var på vej i et skridt da den næste kugle kom flyvende mod hende. Hun kiggede på den, hendes øjne lyste et kort øjeblik skarpt og kuglen sprængtes i mange mange stykker. Hun slog øjnene ned, den måde fik hun sådan en hovedpine af, "Veneur?" Hun ventede et kort øjeblik inden hun fortsatte, "Jeg har fået hovedpine af sidste metode, har du en forklaring?" Hun tog sig til hovedet og kneb øjnene sammen. Måske var det fordi hun udelukkende havde brugt hovedet og ingen håndbevægelse, men hun vidste det ikke. Hun tog endnu et skridt og ventede så.

"du bruger din hjerne meget, og jeg tror at til at starte med at det er det her du kan holde til, jeg for nemlig også hovedpine, når jeg bruger for meget magi, formskiftning belaster mindre hjernen end din natur magi gør, hvilket har reslteret i din hovedpine. det er min teori" sagde han og stoppede så, han gik så ud af den dør og ind i den miderste ind til hende, for at hjælpe hende, hvis hunhavde brugt for meget magi og måske besvimede.

Jag af smerte fik Elinor til at tage sig til hovedet igen og hun kneb endnu engang øjnene hårdt i. Hun svajede nu endnu mere end første gang hun fik hovedpine, og svimmelheden var ved at overtage. Det begyndte at svimle for hendes øjne, "J...jeg har det i..ik.. s..såå godt" Sagde hun halv kvalt, og hun nåede at se ham være på vej hen til hende. Elinors øjne lukkede sig i og hendes hår bølgede elegant om hendes ansigt. Hun sukkede og faldt langsomt om, i en flydende bevægelse.

Hendes øjne flimrede og hun så forstenet ud i ansigtet som om hun havde været død i en evighed, farven havde forladt hendes kinder og hendes lyse læber var helt hvide.

Veneur lavede nogle onde eder mod at det skete, men hun var ikke med i dem. Han skyndte sig hen til hende, forvandlede sig til den menneske person han havde, løftede hurtigt Elinor op, og så var dte bare med at nå hen til sengen, og hjælpe hende i en fart. Han skyndte sig at sørge for at dørerne var åbnet og så hen af mod hendes seng han løb med hende besvimet under armene.

Elinor mumlede noget i vildelse og hun var fuldstændig slap. Hendes øjne flakkede og hun rystede over hele kroppen på en underlig måde. Hun havde overbelastet sin magiske hånd og derfor fik hun det dårligt. Hun åbnede øjnene pludseligt, men var ikke til at komme i kontakt med, hendes øjne var vilde og hun så ud som om hun var ved at kvæles. Hun lukkede øjnene igen efter et lille skrig og lå så stille. Elinors hjerte bankede hårdt i brystet på hende og hun rystede kraftigt. Kort efter lå hun helt stille og mumlede ikke længere.

Veneur lagde hende i hendes eng, hvis hun begyndte med det vilde igen, så skulle han finde en magisk healer, som kunne fjerne den magisk overbelastning, men normalt, skulle dte soves væk, men han kendte ikke hendes tid på hvornår trætheden kom efter trænniong og hvor hendes grænser gik til, men han havde allerede lært en del om hendes evner med naturen, og de var gode og meget nyttige for ham.

((Jeg går ud fra at Veneur sidder på hendes sengekant - og ellers må du lige rette mig))

Hun faldt lidt hen og døsede, men efter et par minutter, åbnede hun øjnene stille igen, denne gang var hun sig selv og hun så sig om, fik øje på Veneur der sad på hendes sengekant og hun satte sig så langsomt op, tog sig til hovedet, og kiggede så op på ham. "Det er lang tid siden at jeg har brugt så meget magi på en gang, jeg tror bare at det skal trænes op" Hun så ned i dynen og kiggede så lidt forlegent op igen "Min magi var stærkere i dag end for en uge siden" sagde hun eftertænktsomt "Det må være fordi at det snart er fuldmåne." Hun kiggede hen må vinduet og regnede ud at fuldmånen ville finde sted om et par dage. Hun så op på ham "Du er ikke sur vel?"

» ankomsten ved resterne