Ankomsten i oprørsbasen.

"det regner jeg vel også med, men hvis jeg ligger og sover, eller noget lignede bare bank på døren og hvis det ikke virker så bare gå ind og vække mig." sagde veneur til hende, da han så gik hen til sin dør og åbnee døren. Han vinkede så farvel til hende og gik ind i sit rum, hvor han bare gik hen til sengen og lagde sig direkte med hoved ned af intet dyne eller andet bare der, og så forvandlede han sig til hans rigtige form, han lå bare der og sov let.

Elinor gik ind, og stillede sig midt i sit rum. Hun strakte sig, glattede sin kjole og førte en hånd gennem håret. Hun gik hen til vinduet og åbnede det lidt på klem, mens hun stod og nød den friske luft. Hendes hår blafrede let i vinden og hun lukkede øjnene stille i. Så lukkede hun det igen. Satte sig på sin seng, trak benene op under sig og sad stille på sengen, et øjeblik og nød stilheden. Hun lagde sig stille ned og lukkede øjnene let. Hun faldt i søvn kort efter.

Veneur vågnede ved solens stråler trængte ind gennem det vindue der var, han havde sovet i et stykke tid å han var frisk til trænning eller andre af de pligter han skule gøre, han havde fortalt hende det, men mens hun havde sovet, havde han gjort de pligter han ikek havde nået og fået gjort og så lagt sig ti lat sove. han var faktisk træt, men han måtte lide med trætheden de næste par dage det vidste han nemmelig godt at han ville komme til for hendes trænning og velbehag var vigtigere end hans her i starten og så resten af tiden vilel det blive lige højt.

Elinor vågnede stille efter en god lang søvn. Solens stråler var ikke længere så stærke og hun regnede ud at der ikke var længere end en 3 timer til at de skulle af sted ud i skoven, da mørket snart ville falde på. Hun lå længe og så op i mørket med tankefulde øjne, hendes hår krøllede fint om det lille ansigt og snoede sig i alle mulige retninger. En hvid hånd løftede en tot væk fra øjnene og lagde sig så til rette igen. Hun smilede svagt ved tanken om den smukke måne og de gyldne stjerner hun snart ville få at se.

Så rejste hun sig, lydløst men sikkert op og rettede den enkle kjole ud. Hendes hår bølgede elegant ned af ryggen på hende og hendes lysende blå øjne søgte rundt i mørket. Hun listede hen til døren, håbende på at Veneur ikke hørte hende, og at han stadig sov. Hun åbnede døren med en smule besvær og listede ud i den nu næsten dunkle gang. Skyggerne spillede levende op af vægen fra de mange fakler der hang. Og Elinor tog sig selv til munden for ikke at komme til at gispe. Hun listede forbi alle vagterne som så undrende efter hende og nogle begyndte at hviske lavmælt bag hende. Hun vendte sig yndefuldt om og satte en finger for de glødende læber. Hendes blege kinder og matte øjne afslørede frygt og der blev omgående stille bag hende. Hun fortsatte hen til den store sal de havde besøgt tidligere og hun skubbede rungende porten op. Hun smilede overvældende og løb let ind på gulvet hvor hun begyndte at danse.

Store cirkler og flydende bevægelser indgik i denne dans og hun svang sig lydløst og smukt hen over gulvet. Hun hvinede af fryd og dansede lige indtil hendes træthed begyndte at melde sig og hun bestemte sig for at vende tilbage til værelset. Hun skubbede døren op, kiggede en sidste gang på det mønstrede loft og smuttede så ud af den store sal.

Han havde lidt regnet med at hun ville gå denne hen til danse salen, men først ville han se om hun gjorde det i skjul mens han lod som han sov eller om hun vækkede ham ofr at sige det. Han fik svaret, da han så noget snige snig ude på den gang der var. Han smilte ved det fordi han havde fået et svar på en vigtig ting, hun ville også lade ham gøre de ting som han skulle gøre, og lade ham sove så han kunne gøre sig klar og ikke bare være en træner som hun vilel bruge konstant, men en person som hun vile respekterr. Han rejste sig gjorde sig klar, ved at forvandle sig til elverformen, tage et bad i alle mulige former han havde, så igen skifte et par fromer, og sørge for at alt var i orden og så gik han ud for at finde hende, men han forvandlede sig først da han var ved mændene fordi han vidsyte at de ikke ivlle kunne se ham oppe på loftet lige nu og fordi at han ikke gad til at skulle modtage alle de problemer og ting han skulle ordne idag lige nu. Han var så inde i selve rummet, hvor han så hende danse, han satte sig på hendes ryg og lod hende danse med ham på ryggen uden hunkunen mærke det og så fløj han af igen, da hun gik og forvandlede sig så inde i rumemt, så snart hun var gået og han satte sig i et af hjørnerne og tænkte stille og roligt.

Ellinor nynnede stille da hun langsomt og tankefuldt sneg sig han ad gangen. Hun havde intet mærket til hans tilstedeværelse, ikke noget der gjorde hende nervøs. Godt nok havde hun følt at nogen holdt øje med hende, men hun havde kastet tanken af sig, og givet de store vinduer skylden. Hun standsede ikke så langt fra den store sal og stillede sig op af muren, som om den skulle suge hende ind i sig og blive et med hende. Hun lod de spinkle arme cirkulere rundt på den rug væg og følte alle uregelmæssighederne i det jordede materiale. En gang imellem standsede hun bevægelserne og så rundt på omgivelserne og til sidst skubbede hun sig nærmest ud fra væggen og gik hen til en af vagterne. Hun stillede sig prøvende foran ham, *Gad vide om Veneur havde ret, og hvis han havde, så ville vagten ikke gøre hende noget* Hun så tænkende op på hans hvide ansigt og løftede prøvende en hånd op til hans hjelm. Vagten sank besværet en klump og var uden tvivl usikker på hende. Elinor smilede ved hans forpinte udtryk og sænkede sin hånd, "Jeg ved det, jeg hader også når folk er for nærgående" Hun så prøvende op på ham, men den genstridige vagt ændrede ikke ansigtsudtryk. "Nårh ja, du må sikkert ikke tale med mig. Det er også i orden" Sagde hun stilfærdigt og slog blikket ned. "Er han en streng leder, eller hvad í kalder Veneur?" Hun så op på ham igen men trak ligegyldigt på skuldrene, "Rart at møde dig" Hun så hen mod salen og begyndte stilfærdigt at slentre ned af gangen, med vagtens blik hvilende på sig.

Veneur sad inde i den sal go slappede af, han følte sig bedst tilpas i skoven elelr udenfor men han måtte nøjes for at hun kunen blive trænnet bedst hvilket alligevel var hans mål så for ham var det her en ting der måtte gøres, men dette rum kunen han også godt lide på grund af at den havde højt til loftet og at der var mere frit i den en mange andre dsteder.

Elinor smuttede stille ind på sit værelse, tog sig et bad og vaskede den beskidte kjole, da den var af elverstof tørrede den meget hurtigt så hun ikke ville blive forkølet. Hun redte sit hår og gjorde sig klar til at komme ud i skoven når tiden var inde.

Mørket var stille begyndt at falde på udenfor og Elinor begyndte at glæde sig. Indeni i hende voksede en klump af forventning og hendes blege kinder fik en dejlig glød ved tanken om den snarlige måne. Hun begyndte at danse lavmælt og langsomt i det lille rum og duften af blomster fra hendes hår, spredtes ud over hele rummet. Hendes lyse lokker snoede sig om hendes ryg og ned af de spinkle arme og hun lukkede stille øjnene i sin vuggen frem og tilbage.

*hvad laver jeg her, hvorfor slår jeg mig ikke ned, så jeg kunne få familie og det hele med en elelr anden i stedet for at kæmpe mod menneskerne, hvorforgør jeg det, hvad er min drivkraft, alle disse spørgsmål er vel dem som ejg må stille mig, men jeg kender allerede nogle af grundene, frihed for alle, ligestilling, for at sikre at slvaehandle ender* tænkte veneur til sig selv, mens han rejste sig og gik hen af mod der hvor hans rum var, han gik hen af officer vejen, stille og rolig, hans hår hang bag ham som detn normalt gjorde.

Elinor hørte nogen på gangen og stoppede sit nynnen. Hun stod stille og lyttede et øjeblik for derefter at tage stilling til om det var noget hun skulle tage sig af. Det åbne vindue lod den milde aftenvind slippe ind og kysse hendes blege kinder, og Elinor gøs en smule over det lille vindstød. Så smuttede hun hen til døren, og i forhold til skridtenes længde og tyngde måtte det være en mand, og siden vagterne ikke bevægede sig, så måtte det være Veneur. Hun lyste op og gik stille og lydløst hen mod døren for at åbne den og gå ud til ham, *Men hvor kom han fra? Havde han ikke befundet sig i sit værelse hele tiden? Og hvad lavede han?*

Hun åbnede døren hurtigt og smuttede ud af den til Veneur. Hun så ham komme gående i et roligt og velovervejet tempo, tydeligvis i dybe tanker, og hun valgte derfor ikke at sige noget for at forstyrre ham. Hun stod bare og betragtede det tankefulde ansigt og den lavmælte lyd det gav hver gang han satte foden i jorden.

Veneur opdagede Elinor da han kom ud af sin dør, døren af slørede hende. han så på hende og sagde så roligt men venlgit til hende som normalt "men ellers så kan man godt hører dig, ude på gange, du har lette skridt, men sdin skygge og tone afslører at det er dig eller en ved navn ninane " det var faktisk en meget pæn dans blev bare rundtosset af at sidde på din skulder som myg, virkelig forvirrende"

Hun så undrende på ham, som om hun ikke havde forventet at han ville sige noget. Derefter så hun ned i jorden, en smule forlegen, men tanken om at blive sammenlignet med en anden var ret ny for hende, og da hun ikke kendte personen, vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere.
Ved afsløringen om at han havde siddet på hendes ryg ved dansen, fik et jag af følelser til at blusse op i Elinors krop. "Du fulgte efter mig?" Hun spurgte forsigtigt, men mest af alt fordi hun ikke kunne finde ud af hvad hun skulle sige.

"så dig bare gå due på gangen, og jeg ville se om du stak af så ja jeg fulgte efter dig" sagde han roligt men venligt til hende, det var venligt ment det hele. Han vidste nemlig at hun sikkert kunne blive sur elelr noget, men han vidste og så at det ville gå over igen

Hun nikkede en smule på hovedet, næsten umærkeligt men grunden var at hun forstod ham. Hun tog prøvende et skridt hen mod ham og greb efter sin tot af håret. "Hvornår vil det passe dig bedst, at tage til skoven?" Hendes stemme var forsigtig og rolig, med en smule klang af usikkerhed i. Hun kiggede nervøst op på de mange vagter, og specielt en holdt godt øje med hende. Det var vagten fra tidligere hun havde snakket til, og hun fangede hans blik og så undersøgende på ham et øjeblik, så så hun tilbage på Veneur og afventede hans svar.

Det var nu tusmørkt udenfor og månen var begyndt at lyse stærkere. Dens runde form spejlede sig i alt og dens gyldne skær nåede helt ned og lyste den grå jord op.

"det tidspunkt du bestemmer, kan jeg, jeg ksal bare lige vide hvornår sådan cirka at du skal afsted for så kan jeg lige få noget itd inden til at gøre mine pligter" sagde han roligt m,en venlgt til hende, ahn vidste at hun sikkert ville afsted en time før midnat, hvis hun villel det fulgte han med hende. Hna vidste ikke hvad der kunne ske, men det var noget som måtte ske.

Ellinor tænkte sig lidt om og mumlede tænkende "Hmm.. Det ville passe mig fint, hvis det bliver et stykke tid før midnat" Hun så tankefuldt på ham og smilede skævt. Hun tænkte på hvordan det måtte være at være leder, alle de pligter. Elinor skød tanken fra sig og så op på ham igen "Når du er klar, kan du finde mig inde i bueskyttehallen, jeg tror at jeg vil træne lidt" Hun pillede nervøst ved sit hår og gik, efter et lille afskeds nejen, ind på sit værelse og fortsatte videre ind i hallen, hvor hun nænsomt tog buen op og ordnede sigte og streng og begyndte at skyde.

"okay vi ses så til dne tid, vær klar" sgade veneur og gik ind på hans værelse og lagde sig stille over rolig på sengen, og lagde sig så ti at sove igen, han brugte meget energi på rigtig mange ting som at hjælp hende, træne sig sev, klarer sine pligter, sørge for ikke at vise svagheder.

Elinor begyndte at skyde, og jo længere hun stod der, jo bedre blev hun. Hun opfandt teknikker der var nemmere for hende selv og hun justerede sin bue så den var perfekt til angreb eller forsvar. Og som tiden gik, havde hun efterhånden slået sin egen rekord. Hun koncentrerede sig fuldt ud om sin skydning og til sidst efter lang tids træning, gik hun ind på sit værelse og tog endnu et bad og gjorde sig færdig. Hun snuppede et æble fra skålen og satte sig på sengen for at slappe af og døse lidt hen.

veneur vågnede da han vidste at de snart skulel til at gå mod skoven, han vidste også at han skule gøre sig klar til at gå mod skoven. Han gik i et bad, tog tøj på, sørgede for at gøre sig pæn som han normalt også gjorde, i de forskellige former, så tage hans våben og alle de ting han normalt havde på på. Han åbnede så døren og gik ud på gangen og bankede på hendes dør.

Elinor åbnede øjnene med et sæt, hun havde døset i en halv time eller der omkring og hun var vågnet ved en banken på døren. Hun rejste sig roligt op strakte sig og ordnede hurtigt ved håret og kjolen inden hun gik stille hen til døren og tog i håndtaget. Hun åbnede den forsigtigt og stak hovedet ud, de blå øjne funklede og hendes hår krøllede kønt om hovedet på hende. Da hun så Veneurs nærmest altid alvorlige ansigt, smilede hun svagt og åbnede døren helt op. "Hej" Hendes stemme var hviskende og spændt.

"er du så klar til turen ude i skoven til fuldmåne." sgade veneur til hende. Han så på hendes ansigt og dte var meget ytdeligt at hun var spændt på at skulle asted til skoven og fulmånen

Hun nikkede stille og prøvede at dæmpe sin spændning. Hun rømmede sig og gik med ham hen til porten, hvor de var kommet ind. Lyttende til deres tavse skridt, drømmede hun hemmeligt om den smukke måne som de var på vej ud til. Hun smilede lidt ved sig selv og standsede og så op på ham da de nåede porten.

"skal det være en ride tur eller en flyve tur, der bringer os derhen" sgde vneuer til hende, han var klar til at forvandle sig tl den sibriske tiger og tjekkee hvor lant ha n kunne nløbe med hende på ryggen, hvis hun valgte ridetur.

Elinor så ned i jorden og bed sig lidt i læben, "Helst en ridetur" Hun så op på ham, tvivlende men sødt og så hen på den store port. Da han havde ført hende herhen var det flyvende, og den truende fornemmelse da de fløj så langt over trætoppene, huskede hun stadig og gøs. Så sank hun besværligt og så lidt mindre nervøst op på ham igen.

"okay, men det bliver ikek som at ride på en hest" sagde veneur til hende, mens han stille og rolgit forvandlede sig til den sibiriske tiger og så sagde han til hende "hop på og hold godt fast i manken" han ventede så på at hun v ilel stige ombor