Formiddagssol

hun knugede sig ind til hende"gorm slå mig"sagde hun, hun havde ondt i bagdelen endnu, hun små grad, hun kunne ikke stoppe igen, hun grad og grad(små grad^^), hun ville ikke stoppe, hun havde bare ondt bagi hvor gorm gav hende et klap

Amylia vuggede hende fra side til side, imens hun stille nynnede den eneste sang hun kunne komme i tanke om; en godnat sang. "Gorm skal ikke slå dig, og det var sikkert ikke hans mening. Han vil bare gerne have at du blive som ham..." fortalte hun stille Dokuro. "Det er bare fordi ham holder så meget af dig at du gerne skulle kunne sklare dig selv, men han skal ikke slå mere." sagde hun beroligende, og vuggede hende stadig fra side til side.

//nu er det kun os to igen O_o skal vi vente? ^^ //

//ja//

Gæst

//hvor henne er i?//

//nej glemte bare alt om jer ;D//

Fal smilede til Duruko som blev vugget af Ayla, hans hjerte blev helt varmt. Han kikkede på Gorm og forvandlede sig til normal form og stillede sig over ved siden af ham og sagde stille og roligt "gorm have brød?" han rækte ham et brød mens han tog en bid af sit eget..."husk:Skifter svage som børn...orker stærkere....skifter stole på hoved ikke på arme..." han knækkede sit brød i to og kastede det over til hende i skyggerne mens han sagde "grib...alle har brug for at spise..." selv tog han endnu en bid af sin mad..

//ooh nyt naruto afsnit! =P....skal nok prøve at holde øje her ;D//

Amylia aede Dokuro over håret og sagde, "Kom lad os spise noget brød. Fal har været så venlig at hente noget til dig fordi du var sulten." Hun satte sig ned med Dokuro på sødet, og tog et brød. Hun knækkede et lille stykke af, og rekte det til hende.

//Sorry, jeg meget snart logge, for jeg skal snart ud til min mormor og morfar //

hun faldte stille til ro, hun villle gerne ned igen, og havde noget at spise, hun var meget sulten, hun så hen på Gorm og Drame, hun forstod ikke så meget men hun prøvede, hun havde stadig ondt bagi og det var ikke rart

//i gyde på markedspladsen mortimer//

Gæst

//okay, må jeg godt komme "besøg"?//

//gør du bare det ven//

//Er det ikke drame's tur?//

Gæst

//ok, men jeg er ikke venlig sindet! pale

//

Mortimer kom gåene forbi en tilfældig gyde. Så så han nogen som stod der inde. Han havde nogle soldater bag ham, man ikke kunne se. Stille listede sig frem, og kiggede undersøgende på dem. Soldater prøvede at larme så lidt som muligt, men de tørstede efter kamp.

//jo//

reves var faldt i søvn da hun ikke havde andet at lave, hun så en rotte og jagede den for at få noget mad, men den var for hurtig da hun var meget sulten, så hun gik tilbage til sit tæppe og kiggede på de andre, hendes mave rumlede.

Amylia havde travlt med at trøste Dokuro og få hende til at spise noget, og det så ud til at være ved at lykkedes.
Hun lagde derfor ikke mærke til soldaterne. Hun tog selv noget brød, men vendte hovedet for at få fat i sin vandflaske i sit bælte, da hun så en mand der kiggede på dem. Det var en god dag, så hun var munter og sagde straks: "Hej, vil du ikke joine?"

hun spiste sit brød, hun løb hen til gorm's kurv"fløjte fløjte"sagde hun mens hun ledte i den, hun havde ikke set manden eller hans soldater, hun ledte bare efter sin fløjte, hun fandt den og begyndte at spille på den, det var en sød lille melodi hun spillede

Gæst

Han kiggede kort mod soldaterne, for at sige bliv der. Derefter nikkede han. Heldigvis havde han en brun trøje, og bukser ud over hans rustning. Han prøvede at få sin rusning til at larme så lidt som mugligt.
"jeg hedder Pefre, hvad med jer" sagde han med et smil. Ingen havde nogensinde fundet ud af om han løj eller ej.

Amylia smilte stort, men hun gav jo aldrig sit navn ud til andre, så hun sagde bare: "Du kan ikke få mit navn, men du kan få noget brød." hun kastede noget brød over til ham, og nynnede med på Dokuro's melodi. Hun strakte sig velbehagelig, og tog en slurk vand fra sin vanddunk.

Alastor kikkede ud i øjenkrogen, en person...og noget bag ham..men hvad...hans tøj...
"forbliv i jeres forme og gem Duruko!" han skyndte sig at forvandle sit tøj til et mere fattigt et....der skulle ikke vækkes mistanke
han kikkede på reves og tog et brød...han log brødet lige for snuden af hende og smilede "spis..."

"mit navn er ikke vigtigt sir" han så pludseligt soldaterne og begyndte at svede lettere....han kunne høre "pefres" rustning uden problemer....han havde hørt sådan noget før´..

hun så op på manden"han larmer"sagde hun, hun havde katteøre og kunne godt høre hans rustning larme, hun var stoppet med at spille, hun gik hen til ham"Dokuro-chan"sagde hun til manden, hun så op på ham men han var for høj så hun faldte bag over"uh"sagde hun da hun sad på jorden"mand for høj"sagde hun

Gæst

han greb brødet og spiste lidt af det.
"kan jeg så få et kalde navn?" spurgte han.
Det var dejligt at få noget ned i maven, da han havde været på vagt temmelig længe.
Han så hvordan soldaterne kiggede meget tit ud ved væggen.
*måske burde jeg snart se at finde ud af hvem de er med" tænkte han.

Amylia blev usikker ved deres usikkerhed, men hun var nu engang en underlig type, så hun så overmod manden "Jeg vil kalde dig Pef. Nå, jeg har altså et pressende ærinde. Du må have en god dag Pef." smilte hun, og greb fat i Dokuro. "Hyggeligt at møde dig." sagde hun til manden, og ville gå uden om ham, men fik også øje på soldaterne. 100 tanker fløj igennem hendes hovede, men hun holdt facaden.

Gæst

Han så hvordan hun hastede sig væk.
"desværre er jeg igang med et" sagde han og nikkede til soldaterne som spærrede vejen ud.
Han gik han til soldaterne og stillede sig foran dem.
"jeg skal bare vide en ting. Hvem er i med? Oprørene eller menneskerne?" spurgte han.
"ingen vil blive straffet" tilføjede han mildt.

"Jack..." sagde han kort han stolede ikke på noget menneske...og slet ikke en soldat....alle mennesker havde et had for formskiftere...specielt de adelige og deres små dukker.....

han begyndte at svede mere normalt ville han kunne stikke af eller tage kampen op...med hvad med de andre?...Han blev mindet om hvorfor han elskede at være alene......ingen andre end sig selv at tænke på, men det måtte han nu...

"kom her kære" han gik over til Duruko og samlede hende op stille og roligt mens han hviskede til hende "vær stille..." han kikkede over på Ayla med øjne der viste at de måske ville være nødtaget til at løbe.

Fal kikkede hårdt på fyren og sagde hårdt "INGEN! af delene!"

//det her er svært kan i ikke godt tage det lidt med ro kan ikke følge med//