Heksebrænderen - Novelle?

Jah... jeg skrev den for noget tid siden i skolen... (Og nej, det var ikke det der var meningen at man skulle lave! xD)
Men altså, jeg tænkte at jeg anyway ville læge den over på computeren, og så overtalte Ellinor mig til at lægge den ud her... såeh... håber at i kan lide den^^"
Det skal lige siges at den ikke er færdig, men bare starten af noget meget langt jeg ikke har fået skrevet endnu, og tvivler på at jeg nogensinde kommer til at skrive! ^^"

Heksebrænderen

Døende i Live

Præsten stod med armene ud til siden, og gav alle de andre Herrens Velsignelse. mens sad jeg på knæ lige foran ham. Med bøjet nakke. Ydmyg.
Præsten stod på bålet, så han var meget højere end alle os andre, men det var vel også meningen. Han skulle være hævet over os andre. Ophøjet.
”Lad herren velsigne vor by, og…” Messede han, men jeg ventede kun på en lille ting. Og jeg synes selv jeg virkede ret så tålmodig. Ryggen begyndte at værke, og nakken skreg efter at blive strakt, men jeg løftede ikke hovedet.
Jeg ventede lige så pænt.
”Amen.”
Endelig! Velsignelsen var forbi, og jeg skulle rejse mig.

"Vi er alle samlet her i dag, for at give denne heks hendes fortjente løn." begyndte han højt, og så på den store flok mennesker der var samlet på pladsen. Jeg måtte vende mig, og det gjorde jeg så.
Hold da op! Hvor gjorde det ondt i nakken!
Jeg kunne få øje på flere mennesker jeg kendte. Layla der stod ved siden af hendes nygifte mand, med hovedet ind til hans skulder. Hendes mand holdt om hende, og hviskede ned i hendes kastanjebrune hår. Jeg kunne se hendes skuldre ryste, og selvom jeg vidste det var forkert at håbe at nogen var ked af det, (Og specielt over en selv.) så håbede en lille del af mig at hun græd for mig. Vi havde vokset op sammen, fået hjemmelære af hendes mor, og syede begge to hos Madam Joline.
Da jeg vendte hovedet tilbage mod præsten, var jeg sikker på at jeg var gået glip af en hel del af han dramatiske tale.
"-og en ung dame heksen ligner, men lad jer ikke narre! Hun er intet andet en helvedes egen budbringer.
Hun er Fandens eget værktøj. Satans yngel. Djævlens skabning."
Han holdt en pause for dramatikkens skyld, men han havde ikke behøvet det; enkelt blik mod mængden, og jeg kunne se at hele forsamlingen så skrækslagen ud.
Jeg havde bare lyst til at spytte ham i ansigtet.
Jeg havde ikke lyst til at se mere. Der var mange der græd. Og de græd for mig. Men der var nogen der ikke græd. Der var nogen der allerede nu stod og skreg de værste skældsord de kunne finde, efter mig. Og så var der de fulde. Dem var der altid flest af. Dem der havde drukket så meget at de næsten ikke opfattede hvad der skete.
"Hun er den største synder der har betrådt denne jord, og kun djævlens ord finder vej ud af hendes tvedelte tunge. Vi var alle bedre tjent om end hun ikke havde været født. Hun har djævlens forførende blik, og hvem har hun ikke allerede forgiftet? hvor mange unge mænd har ikke allerede fundet vejen til hende seng?"
Da den ungen præst satte spørgsmålstegn ved min mødom, undslap et forarget fnys mig, og et hurtigt smalt smil prægede præstens læber. Jeg havde jo allerede en forlovet! Vinden legede med mit rødgyldne hår og kildede mig i nakken.
Men min mødom! Alle vidste at man skulle være jomfru på bryllupsnatten!
"Se bare mit gode folk, Djævlen har allerede et godt tag i hendes sind, og hun kender ikke længere til rigtig og forkert.” Jeg fik mere lyst til at spytte ham i hovedet.
”Det er vores pligt at befri hende."
Den store forsamling jublede højt, og endnu flere end før råbte skældsord til mig.
'Heksen'.
Men nu var det min tur. Ha!
Jeg vendte mig mod folket, og strakte armene ud til siden som præsten havde gjort.
Øjeblikkelig tavshed.
En masse bange øjne stirrede op på mig, og forventede at høre mig skrige om nåde, og tilgivelse, og så videre. Men det var ikke hvad jeg havde i sinde. Den fornøjelse skulle de ikke have.
Ikke på min bekostning! Det kunne være at alle andre gjorde det, men ikke mig.
Jeg havde kun ét forsøg.
Én chance.
Ét håb.
Et spinkelt håb, men dog et håb.
Og jeg ville miste det hvis jeg tabte hovedet.
"mine kære borgere. Medmennesker, Guds børn som jeg selv." sagde jeg højt og tydeligt, og holdt en dramatisk pause. Ligesom præstens.
"Jeg er her under falsk anklage. Fordi jeg var et forkert sted, på et forkert tidspunkt."
I en gyde hvor jeg mødte præsten da han var fuld.
Jeg måtte anstrenge mig for ikke at smile ironisk.
Alt var stille. Kun en svag knagen fra skoven gav en smule lyd.
"Jeg er som jer. Et guds barn, og en loyal kirkegænger. Jeg blev anklaget på grund af jalousi, had og begær.”
Ja, præstens begær, præstens jalousi over at jeg var lovet væk, og præstens had til manden der skulle have mig, som han ikke kendte. En køn præst!
”Og de alle er djævlens opfindelser. Her står jeg. Med de øjne som gud den evige fader, vor herre skænkede mig. jeg har aldrig forsømt kirken, og så sent som her til morgen, bad jeg til Jesus Kristus, Messias Frelseren. Og alligevel vil i nu overgive mig til bålets hede flammer. Til en død i lidelse og smerte."
Jeg holdt endnu en pause, og folket der før havde været overbevist om at jeg var djævlens skabning, så nu tvivlrådig på hinanden, og præsten trippede nervøst.
"står der ikke i Biblen, at man skal elske sin næste som sig selv? Elskede Jesus ikke alle? Troende som hverandre? Lod Jesus Judas dø en smertefuld død fordi han ville forråde Jesus? Nej. Jesus elskede nemlig sin næste, og nu vil i ikke opfylde guds ord? I vil ikke gøre Jesus kunsten efter, men i stedet dræbe mig, fordi i har en idé om at jeg ikke er ren?"
Jeg lod ordene hænge i luften et øjeblik, før jeg vendte mig mod præsten, der så direkte skrækslagen ud. Ha! Endelig et ansigtsudtryk jeg ikke fik lyst til at brække mig af.
Nærmere brække mig på…
"Jeg er din næste" sagde jeg langsomt, og måtte bekæmpe en trang til at smile triumferende.
"Jeg er Jeres næste" sagde jeg da jeg vendte mig mod folket igen.
"Nej!" udbrød præsten desperat.
Den autoritet og selvsikkerhed der før havde præget hans stemme, virkede nu ikke så godt, druknende i hans panik.
"Nej! hør ikke på hende!" sagde han med en hysterisk undertone i den nu skingre stemme. Ha! Den stemme var næsten bålet værd!
Næsten. Men den var i hvert fald en jeg aldrig kunne blive træt af. Ha! Præstens skingre hysteriske stemme. Herligt!
"Hvert og et af hendes ord drypper af heleves gift" sagde han højt, og var ved at få fatningen, man kunne stadig ane den hysteriske undertone.
"Lad hende ikke forgifte jer med hendes sukkersøde snak. Hun er mørket. Hun er den Mørke fristerinde der lokker os med det onde. Hun er slangen der fik os alle sat for porten ved paradis. Og hun er Satans egen yngel."
Jeg sank en klump.
Jeg i problemer og måtte handle hurtigt.
”Fik os alle sat for porten?” Spurgte jeg værdigt. ”Jeg er ingen fristerinde,”
-og man skulle vist ikke have sin fulde forstand i behold hvis man skulle tro at jeg frister! -Flere unge mænd havde fået ikke så få lussinger angående dén sag. -
”Og hvis man nu taler om at blive sat for porten, hvad skulle det då nytte at brænde mig? Hævn? Er det dét vi snakker? Skal i nu også til at udføre djævlens værker? Og fordi i bærer nag! Flere af djævlens opfindelser. Skal i nu praktisere flere af dem? ”
Jeg holdt endnu en pause og var godt tilfreds med mit arbejde.
Ha! Tag den, Djævelske præst!
Men det var tid til at fortsætte.
”Men hvad nu hvis? Hvis jeg virkelig var den fristende slange,” -Jeg korsede mig - ”Selv dér skulle jeg vel ikke brændes. Hører vi måske noget om gud der udfører koldblodigt mord på slangen? Nej. Han tilgav den jo. Så, om jeg egentlig var en slange kunne dog være sagen lige meget. Men hvis man alligevel skulle være i tvivl, så se da min tunge! Den er hverken tvedelt eller lang. Det er den samme tunge som alle jer andre guds børn har”
Jeg lod min lyserøde tungespid vise sig imellem mine rosenrøde læber, og prøvede at lade være med at smile da hele forsamlingen lænede sig fremover på præcist samme måde, for at se min tunge.
”Hvis bare det havde været såvel. Nej, Djævlen har allerede forpestet hendes sind og taget over hendes mund.” Præstens stemme rystede hørligt, men jeg kunne ikke tillade mig at være glad.
Jeg havde talt godt, men hele virkningen var forduftet med præstens ord. Ærgerligt. Jeg havde lyst til at tale igen, men jeg måtte ikke afbryde præsten, så ville jeg nemlig være helt sikker på en god plads ovenpå bålet.
"Hendes ord siver ind i jeres sind og formørker jeres tanker. Hun kan tale om Biblen, men hun har vel aldrig selv lagt hånden på den hellige bog? Har nogen nogensinde set hende med et sølvkors?"
Nej, alle vidste at vi ikke var en rig familie! Hvordan skulle vi nogensinde få råd til sølv?! Det var snyd at slå ned på det!
Snyd, snyd, snyd! Snyderiske snydende snyde-præst! Snyd!
Men vi havde en bibel! Jeg læste op ad den slidte lasede bog hver aften for mine små søskende! Hvad bildte han sig ind?!
Raseriet kogte i mig, men jeg måtte stadig ikke sige noget. Stilheden var tung, og man kunne næsten smage triumfen fra præsten. Men selvom der var stille, så kunne man fornemme at præsten bare ventede. Ikke på mig, men på noget andet. Og hvis en person fra mængden tog mit parti, så ville de vel bare blive anklaget for at stå i ledtog med mig. Så kunne de dele min plads.
Der var stille i noget tid, imens præstens ord tog sin virkning.
Jeg vendte mig halvt, og så Layla. Hun kiggede herover nu. Hendes øjne var enorme, og helt forgrædte. Hun lignede et vildt dyr, men det skræmte blik der plagede hendes ellers så smukke ansigt.
Hun åbnede munden, og jeg vidste hun ville ende heroppe. Hun havde aldrig været den store taler, og hun ville ikke kunne bevise noget. Jeg rystede meget stille, og næsten umærkeligt på hovedet, og jeg kunne mærke hvor ondt det gjorde inden i mig. Jeg kunne mærke noget blive revet i stykker.
Og det var alt sammen præstens skyld! Den forfærdelige, foragtelige djævelske ”præst”.
Og inden i hende måtte det også gøre ondt. At jeg ikke ville have hendes hjælp. Jeg bad til Gud om at Layla ville forstå det. Hun havde fortjent meget. Meget mere end jeg eller hendes mand nogensinde ville kunne give hende. Så meget lykke skulle hun have. Men hun skulle ikke op på bålet. Ikke på grund af mig.
Jeg så hvordan Laylas mund lukkede sig, og hendes store øjne så bedende på mig, men jeg måtte være stærk, og jeg rystede svagt på hovedet igen.
Nye klare tårer sprang frem af hendes øjne, og hun gemte igen hovedet ved hendes mand.
Mine egne øjne føltes unaturlige tørre. De brændte. Kradsede. Kløede efter tårer. Tårer de ikke fik.
Så lød en klar stemme: "Brænd heksen!"
Dér havde jeg tabt. Og selv præsten vidste det.

Jeg så ned, og måtte beherske mig for ikke at hvæse af den forræder. Men jeg havde hørt på stemmen hvem der havde råbt. Det var Peter Christian. For ikke så lang tid siden havde han prøvet at kysse mig, og jeg havde stukket ham én på siden af hovedet. Min mor havde sagt at det var godt jeg var stukket af, men Peter var blevet ved med at sende mig blomster. Han var blevet meget såret da jeg blev lovet væk til en mere velhavde og bedre mand.
"Tal nu. Indrøm dine synder. Indrøm dit hekseri, og Herren kan tilgive dig. Igennem smerten i ilden vil du så gå til Paradis." Hans stemme var tyk af triumf, og da stilheden indfandt sig, så afventende på mig.
Jeg sagde ikke en lyd. De ville jo brænde mig alligevel, så hvorfor give dem tilfredsstillelsen?
"Ti nu, og du skal gå tilbage til helvede hvor du kommer fra." sagde han så.
"jeg kommer ikke fra helvede, og jeg kan ikke undskylde noget ugjort." svarede jeg oprørt, og prøvede ikke at ryste på stemmen.
Men hvis jeg skulle komme til helvede, så skulle jeg nok hilse djævlen fra dig, og han ville da nok blevet glad for at du gør hans arbejde så fremragende!
"Du har valg din vej, og nu skal du genforenes med Djævlen." sagde han højt, og larmen brød løs.
Alle råbte og skreg. Nogle jublede højlydt, og andre råbte skældsord.
Men det eneste jeg havde øje for, var min familie.
Min mor var sønderknust, og ligeså mine yngre søskende. Min far prøvede at trøste min mor, men også han var ked af at skulle miste sin tredjefødte. En tåre banede sig vej ned over hans kind, og forsvandt i det rødlige skæg, imens han tilbød min mor noget af brændevinen. Melody og Jane, mine to yngre søskende der altid havde forgudet mig, og egentlig var tvillinger, klamrede sig til min mors skørter, imens min ældste bror Benjii, klappede Rose over håret. Rose var min mindste lillesøster. Ved siden af Benjii stod hans kone Elisa, og tørrede øjnene. Elisa var altid så sød! Ved min fars side stod min bror Paul og Alvin. Alvin var Sylvias mand. Sylvia, min eneste storesøster. Hun stod og græd med Elliotie, der var Pauls kone. Min mor havde allerede et godt tag i min yngste lillebror, Richard, der ikke var mere end to år. Han forstod ikke helt alvoren, men da hans store øjne strejfede mig, begyndte han også at græde.
Alt imens jeg kiggede sørgmodigt ned på dem, til præsten hev fat i min arm.
Jeg rev mig fri og hvæste "Jeg kan godt selv gå!" jeg bekæmpede trangen til at hvæse ’det kan være jeg er en djævleyngel, men jeg er ikke lam!’ Og gik med løftet hage op mod pælen i midten af bålet, og jeg fortrak ikke en mine da præsten bandt mig. Ej heller reagerede jeg da han lænede sig ind over mig, og i sin triumf spurgte mig om noget dybt krænkende, som ikke burde komme fra en præst. Succesen gjorden ham alt for høj.
Hans ånde ramte mig i ansigtet, og jeg prøvede ikke at fortrække næsen i foragt.
Han flyttede ikke ansigtet, og hvad skulle stoppe mig? Og så spyttede jeg.
Lige i midten af ansigtet. Perfekt. Den ramte hans næseryg præcist imellem øjnene, og jeg smilte triumferende til mig selv, da han med en forskrækket hvæsen skrævede bagover og næsten fald ned af bålet.
Et råb.
En masse bevægelse i udkanten af mit synsfelt.
Så kom ilden.
En fakkel blev kastet på bålet, og ilden bredte sig hurtigt.
Da jeg så min mor, dér brast jeg i gråd. Ikke stortudende, men en tåre fandt vej ned af min kind, faldt på ilden ved mine fødder, og hvislede som en slange. Ilden ved mine fødder gjorde ondt, men ikke nær så ondt som det gjorde at se min mor græde på den måde. Min mor græd ikke på den måde! Det var forkert!
”Kom hjem mit barn,
Til gudfader
Til sengen varm,
I lykkens gader…” Min mors spinkle stemme var næsten ikke andet end en hvisken, men jeg vidste hvad hun sang, og det hjalp mig høre hende. Da tonen i ’seng’ blev høj, knækkede hendes stemme, og endnu en af mine tårer faldt hvislende ned for mine fødder. ’i lykkens gader’ Sådan hørte jeg min mors stemme sidste gang.
Jeg ville ikke være bange. Jeg skulle hjem. Jeg ville engang se min mor igen, og jeg ville se Jane og Melody, så jeg kunne fortælle dem historier igen. Jeg ville se dem i himlen.
Jeg rankede ryggen en sidste gang. ”Nu kommer jeg hjem.” den sidste linje af sangen smøg sig ud af min mund, og folket begyndte at tie, da min knækkede stemme flød ud over folket. Min mors ansigt blødte op, og jeg kunne se at hun forstod hvad jeg også havde indset.
Det var ikke et farvel. Bare et på gensyn. Det ville Layla også have forstået, og nu ville jeg da virkelig komme hjem.

Flammerne sneg sig nærmere. De krøb over halmen og huggede ud med grådige fangarme. Ilden brændte mine fødder, men jeg skreg ikke. Jeg følte bare smerten og bød den velkommen, for det var tegn på at jeg levede. Jeg mærkede ilden løbe op ad benene. Over min barm, og fænge mit hår.
Kærtegne mit ansigt.

Ehj All! Det må jeg sige, den er god! Du skriver jo fangende godt og spændende! Der var ikke et tidspunkt hvor jeg gik i stå og tænkte; "Så hold dog!?"
Nej den fanger en i et net af fantasier der ikke er til at slippe fra af igen! Ret ærgerligt at den ikke er færdig, jeg vil faktisk gerne vide hvordan den ender og hvem ham manden er? Hvem er mesteren og hvad skete der med pigen og hendes familie?

Årh jeg kan ikke lade være med at tænke videre ^^ den er super god! Godt at du lagde den ind!

n__n"

Wow! Stor respekt for dine skriveevner ^^ Som en novelle kunne den dog godt være endt der ved afsnittet, og så ville den være en afsluttet historie. Men vil da endelig høre mere! Nu gik historien først lige i gang - hold os ikke hen i tortur? xD Den er heeelt viiildt god! <3

Super god!! Den fanger virkelig en og for en til at ville have mere... (*Tigger efter mere*)
Synes dog det er lidt synd, at den slutter lige på dét tidspunkt.

Omg... virkelig?
... *Lamslået* Tak! ...tror jeg? ...Jeg har aldrig vist mine noveller til andre... men... Whoaw... tak! Hvor er jeg glad for at i kan lide den! Jeg skal nok skrive noget mere, så.

Ehm, opdateret :3
Jeg har bare fyldt mere på, ikke skrevet videre, men det kan jeg gøre senere.

All!?
Den bliver bedre og bedre! Og hvor er det bare en smuk sang - og de tanker som pigen og moderen samtidig deler! *Snøft!*
Hvor er det himmervidt smukt!
Jeg glæder mig vildt til at høre videre! Din lille forfatter-All ;3

Nå, eftersom jeg ville sætte noget mere ind på historien, men der ikke var plads, har jeg nu tænkt mig at skrive det mere i afsnit... altså, sådan så i skal læse forskellige stedet, og kan blive rigtig træt af den x)
Nå, men her får i så anden del af historien ^^"

Omringet af pligter

En ældre man så med sørgmodige øjne på den smukke pige der brændte uden en lyd. Han skulle have gjort noget! Det var hans job! Hans pligt! Hans… hans… han skulle havde gjort noget for at redde hende! Han så sig til siderne, og rynkede på næsen i afsky for alle de fulde mennesker. Kun 15 år. Hun havde været alt for ung til at dø. Og hvilken død!
Og hun måtte da kunne bruges! Han anede jo intet om hende, intet! Han kunne ikke se det!
Manden sukkede, og tænkte på alle de andre piger. Denne var bare en i en lang række.
Og alligevel ikke. Der var noget specielt over hende. Hun havde talegaver, hun var smuk, (Nej, ikke smuk, Måtte han rette sig selv. Underskøn og opsigtsvækkende.) hun var ikke bange for smerte eller død… Og noget strålede næsten ud af hende. Hun måtte have været god i deres orden.
Men hun var blevet brændt. Allerede den tredje i denne måned. Hvad gik der af folket? Og hvem ville blive den næste?
Hvorfor havde han ikke forhindret den galskab?!
Han så ned i jorden. Han skulle have reddet hende.
Man han havde jo ikke haft en chance! Han var bare en ældre mand der snart ikke engang kunne sige at hans førlighed var i orden! Og hvad skulle han så stille op mod en hel mængde af blodtørstige folk, der bare ville se en eller flere dø?
Havde han sagt noget var han blevet bundet til den anden ende af pælen, det var han sikker på, og pigen havde ikke haft den ringeste chance for at kontrollere hvad-hun-end-havde, nok til at redde dem begge to derfra.
Men hun skulle ikke have været død! Hun havde haft noget. Måske de største evner han havde set siden Miln. Siden den kvinde han havde elsket.
Men denne pige kunne have haft lige så stærke kræfter, eller stærkere, og han havde ikke reddet hende!
Balthazar, som var mandens navn, gik hovedrystende ned af vejen, og havde også lyst til at drikke sig fuld. Ligesom alle andre gjorde i sådanne sørgelige situationer. Men det kunne han ikke tillade sig. Han skulle tilbage og fortælle unge Mester Rasmus om heksebrændingen.
Han gik ned igennem en smal gyde. Solen stod ikke højt på himlen, men den var der. Dog hjalp det ikke så meget i denne gyde. En rotte pilede forskrækket væk da Balthazar nærmede sig, og småsten og støv knasede under hans fødder. Husene stod forholdsvis tæt, og der var vel ikke andet end ti fod imellem trævæggene, der udgjorde en del af husene. Væggene der vendte ud mod den lune gyde var uden vinduer, og uplejede. På langs stødte husenes vægge op mod hinanden. Og i de fleste tilfælde var der kun én væg der adskilte to huse.
Men alt dette havde Balthazar set før. Mange, mange gange. Hans luntende gang førte ham hurtigt tættere på deres samlingspunkt, og Unge Mester Rasmus’ bolig.
Gyden så ikke ud til at forandre sig, selvom Balthazar kom længere og længere væk fra råbende på tovet. Snart var råbende bare en lav hvisken i baggrunden. Balthazar så hvad han havde kigget efter, en lille bitte svagt lysende firkant i træet af en væg.
Balthazar vidste at det selvfølgelig kun var ham, og folk som ham der kunne se den lille lysende firkant, men selv han havde svært ved at se den. Balthazar bøjede sig ned, og tog fat i en lille lysende sten og trak. Derefter rette han sig op, (Med en stor jamren over den dårlige ryg,) og trak i et bestemt lysende strå i taget. Så prikkede han til firkanten i trævæggen, og hev i det lysende strå igen.
Tre bank og et fløjt, der lød så meget som en fugls at Balthazar ville have troet der var en fugl derinde hvis han ikke vidste bedre, inde fra den anden sidde af væggen.
“Vil i købe brændevin? Den er lavet på de fineste smørblomster.” Sagde Balthazar irriteret. Han brød sig ikke meget om kodeords-sætningen. Men ikke desto mindre virkede det, og en leende fregnet knægt åbnede den næsten usynlige dør.
“Jaja, grin du bare Pete.” Mumlede Balthazar irriteret. Pete blev hurtigt alvorlig. “Nå… jeg ser at det åbenbart ikke var en brugbar…” Han fuldførte ikke sætningen, da han så Balthazars udtryk. “Altså, jeg mener, vi har vel alligevel ikke plads til flere.” Sagde Pete hurtigt, og skar en grimasse.
Balthazar mumlede uforståeligt, og gik forbi Pete.
Hvor irriterende den unge var! Kunne Pete ikke bare sørge for at passe sit job, og åbne for medlemmer af ordenen?
Balthazar hen til enden af det lille og rodede rum, og skubbede en lav dør op ud til en mørk gang. Han sukkede, og lukkede døren efter sig.
I lidt tid stod han bare op ad væggen. Hvor meget mere kraft kunne deres orden have haft, hvis Balthazar havde reddet den pige? Han rystede sørgmodigt på hovedet, og lukkede øjnene for at kunne lukke den smule lys, der kom under dørsprækkerne, ude. For at stå i sin egen mørke verden.
Han gjorde sig store anstrengelser for at lukke de dæmpede lyde der kom fra de mange dørsprækker ude, men forgæves. Han gav til sidst op, og åbnede øjnene igen. Han gik langsomt videre ned af gangen.
Han passerede de første to døren. Dæmpet snakken.
Han passerede den tredje. Intet lys kom fra dørsprækken, men han kunne mærke kulden fra kælderen, der skød op igennem hans gamle lemmer. Han passerede den fjerde dør, og kunne høre lystig og højlydt pludren.
Han passerede den femte og sjette dør, hvor der hverken var lyd eller lys. Og så var det kun enden af gangen. Hans skridt blev langsommere og langsommere. De dæmpede ‘dump’ det gav da han satte fødderne, syntes at blive højere, jo længere væk han kom fra de andre lyde. Og jo tættere han kom på den sidste dør.
Og Unge Mester Rasmus.
Han tøvede uden for døren, og kunne høre Unge Mester Rasmus’ stemme kommandere med Ulrich.
Og Ulrich er endda ældre en mig! Sikke en køn Mester vi har! Ingen respekt for alderdommen!
Tænkte Balthazar irriteret, og tøvede uden for døren. Han var ikke bange for Den Unge Mester, men Den Unge Mester opførte sig bare ikke som… sådan en med respekt. Den Unge Mester opførte sig faktisk forkælet, respektløst og ubekymret.
Og han havde ikke engang været mester i mere end to somre. Han havde ikke lavet meget andet end at sidde med benene på bordet siden hans far gik bort.
Mester Icemund. Jacob Icemund var hans fulde navn, men hans fornavn var kun for specielle øre. Icemund havde været en god leder, og han havde ledet i mange lange år.
Indtil Yldrun, hans kone, blev fanget og tortureret til hun afslørede hans navn og bolig. En sørgelig historie.
Og Den Unge Mester havde åbenbart ikke den mindste respekt for sin fars død. Han sad bare der og tog livet for givet lige når man skulle tro at han havde lært at værdsætte det.
Balthazar trak vejret dybt, og bestemte at han ikke kunne udsætte det mere. Han bankede hurtigt træ hårde bank, og gik så ind.
Rummet var ikke synderlig stort, men det var stor nok. Væggene var hvidkalkede, og der var højt til loftet. Balthazar kunne gå normalt uden at slå hovedet en eneste gang. Der stod et bord i den ene ende af værelset, hvorved Den Unge Mester sad, og på bordet lå der så mange bunker af papirer som Balthazar sikkert ikke engang ville kunne læse igennem på under en sommer. På bordet lå der også en blækbeholder, fire fjerpenne, og en vanddunk. I den anden ende af værelset var der et vandfad og en seng. Faktisk en meget fin seng. Den var af fint cedertræ, og der var en rigtig dyne på! Rigtige dyner med stof eller fjer eller hår som indhold var faktisk ting der var svære at få fat på hvis man ikke lavede det selv.
“Nå?”
Den Unge Mesters respektløse ligeglade stemme afbrød Balthazars flyvende tanker.
Balthazar rømmede sig og så med et løftet øjnebryn på mesteren. Det kunne være at det var Mesteren der bestemte, men Balthazar kunne vel godt opdrage lidt på drengen.
Den Unge Mester slog ud med armene og sukkede irriteret.
“Hør her Balthi,” Balthazar rystede på hovedet, og hans øjenbryn trak sig sammen. “Det ville være meget lettere for os begge to hvis du bare svarede… men hvis du vil… Hvad skete der på tovet? Hvem var pigen? Kunne hun bruges? Har du hende med?”
Spurgte Den Unge Mester langsomt, og stirrede trodsigt på Balthazar for at vise ham at Den Unge Mester nok skulle klare tingene på sin måde.
“For det første, imellem disse vægge er jeg Hr. Prepodis, Mr. Prepodis eller bare Hr.” Startede Balthazar, og fortsatte. “Ude på torvet skete en heksebrænding. Ikke mere, ikke mindre. Men pigen var… men hun var …. Hun var pæn, gode talegaver og jeg kunne ikke se noget som helst. Det var som om der var en usynlig mur imellem hende og mig.” det kriblede af anger over at han ikke havde gjort noget, da han nu skulle genfortælle det.
“Pigen var Alice Brendemham. Ud af en ekstrem fattig familie. Moren er hjemmegående, faren er tømrer. Syv søskende. Er tredjefødte.
Hun var lige blevet forlovet med en godsejer der var faldet pladask for hende.
Manden er Edwin Arret.
Det var sidste vinter, da Hr. Arret var ude på vinterjagt og en storm overraskede ham. Han var faret vild, men fandt deres hus. Han kom derhen og bankede på, og Alice åbnede. Edwin måtte blive i huset to døgn til stormen var drevet over, og allerede i døråbningen var han fuldstændig væk. Meget forståeligt. Hun er en meget køn pige. Og hun er velopdragen.
Da hun var mindre var hun endnu mere vild, og elskede at være ude og elskede dyr og til dels arbejde, men hun føjede sine forældre, og gjorde alt hvad hun blev bedt om.
Hun kan læse og skrive og kan alle sine salmevers. Hun kan mange dele af biblen udenad fordi hun læser den for sine mindre søskende. De fleste i byen ser op til hende fordi hun er så køn, fordi hun er blevet belært og fordi hun er så velopdragen. Alt dette er hvad man normalt kan få ud af hendes historie, ved at se på hendes mor eller søskende…” Balthazar sluttede sit mindre foredrag om pigen, og gjorde sig klar til at fortsætte med den næste, og mere vigtige, del.
“Pigen havde muligvis noget. Hvis hun har, er det meget store evner. De må være på størrelse eller større end Milns, men jeg kunne ikke se hvad de kunne, om de var der, eller hvad de ville udvikle sig til hvis man trænede hende, og jeg kunne heller ikke se hvor store, hvis det nu var. Det var som om et eller andet slørede min evne på det punkt. Men nej, jeg har hende ikke med.”
Balthazar syntes nu også at han havde fortalt Den Unge Mester nok, men Den Unge Mester trak øjenbrynene sammen, og spidsede munden på den måde han plejede at gøre når han var utilfreds med noget, eller ville have noget meget uddybet.
Men Balthazar skulle ikke være den der brød den nye dejlige stilhed.
“Hvorfor ikke?” måtte Den Unge Mester så spørge.
“Hvad skulle jeg stille op? Der er en hel blodtørstig menneskehorde under en forvredet præsts’ befaling, og der var i hvert fald fem soldater. Jeg kan jo ikke bruge min gave på den måde… min gave rækker kun til at kende folk, og så ikke længere. Hvordan skulle jeg kunne få alle menneskerne til at lade mig få deres offer med hjem?” Spurgte Balthazar tilbage.
Den Unge Mester mumlede irriteret, men lavede så en affejende bevægelse med hånden som tegn til at Balthazar kunne gå. Balthazar nikkede et hurtigt nik til Ulrich og gik så med hurtige skridt ud af døren.
Ugh! Hvilken Mester! ‘find ud af alt om pigen, og tag hende med hvis hun kan bruges’ Oh ja, sikke en fin befaling! Og hvad skulle man så stille op mod soldaterne?
Balthazar tænkte irriteret, men han rettede hurtigt sig selv.
Det er ikke dit job at være vred på Mesteren. Han gør hvad han kan, og tror, er bedst.
Balthazar stoppede et øjeblik op i den mørke gang og lukkede øjne et øjeblik for at få styr på sin vejrtrækning og give slip på kendsgerningen at han havde fået ubrugelige ordre.

Iih n____n I wants moar! Man vil bare gerne høre mere! Der er så mange hentydninger til skjulte historier, at man bare må have mere 8D

Okay, jeg har rettet de forrige indlæg, fordi jeg lige har læst dem igennem og synes at der manglede noget... Så nu har jeg rettet lidt hist og her.
Ooooog noget af det næste. (Jeg ved godt det har taget lidt lang tid, men jeg har svært ved at tage mig sammen til at skrive.

Balthazar var hjemme. Han kunne ikke huske hvordan han var kommet hjem. Han huskede ikke den korte gåtur. Han huskede ikke at holde hånden over det lysende felt på døren så han kunne komme ind.
Man hvad betød det?
At miste fornemmelsen af tid var kun mere end velkomment.
Balthazar stod foran kaminen. Den var fint udskåret på toppen og på siderne. Det var ligesom flammer der strakte sig ud for at opsluge alt inden for deres rækkevidde. Og nogle smukke fugle med flammer rundt om hals, ben, og vinge prøvede at flygte.
Miln ville aldrig have brudt sig om den. Men den hjalp nu Balthazar til at huske på at nyde livet. Dog havde han glemt at nyde den da han var endnu sammen med Miln. Miln med det smukke kastanjefarvede hår. De let mandelformede nøddebrune øjne med de lange sorte øjenvipper der omkransede hendes øjne så smukt som Jesus’ glorie omkransede hans hoved som baby. En baby. Balthazars to børn havde arvet Milns skønhed. Miln havde været hans engel. Og hvad ville han ikke give for at kunne gå tilbage i tiden, bare for et enkelt sekund så han kunne se og nyde hendes levende ansigt for så kort tid som den end skulle være. Og hvor meget ville han ikke give for igen at kunne opleve den følelse af hævn da han, ung og stærk, tog hævn.
Men det betød ikke noget.
For der var ingen måde han kunne få nogle af delen.
Hvor meget han end ønskede det.
Så det betød intet.
Ikke længere.
Det gjorde ikke lige så ondt at tænke ordene mere. Det efterlod bare en harsk smag i munden og den dæmpede fornemmelse af en underlig dødhed. Følelsesløshed. Balthazar vendte sine øjne imod toppen af kaminen. Over træflammerne stak et billede op. Et lillebitte maleri.
Med nøddebrune øjne.
Høje kindben, lange kastanjebrune slangekrøller. En smuk, smuk næse. Den gik en lille smule mere til venstre end højre, og gav hende et kækt udtryk. Og de fine slanke øjenbryn der så fint aftegnede sig over de dybe øjne.
Balthazar stod igen og kiggede på det. Som så mange gange før. Og han elskede det så inderligt.
Billederne havde brændt sig fast. Men det var ikke billedet på Kaminhylden med den leende underskønne kvinde. Det var billederne fyldt med skræk, sorg, vrede og hævnlyst. Men Balthazar skulle ikke tænke på det. Det gjorde for ondt.
Han slugte den store klump der optog hans hals og truede med at kvæle ham i sorg. For hvor ondt det end gjorde, ville Miln ikke kunne lide at se ham sådan. Hun ville se hans liv gå videre.
Men hendes død havde for altid sat Balthazars liv på pause.
Men hun ville ikke have ønsket at se ham som et gammelt indskrumpet nervevrag.
Bathazar vendte sig med et ryk, og undertrykte en svag stønnen over smerte i den gamle ryg. Så fandt han kosten, og begyndte at gøre rent.
*
Rengøringen var ikke sjov, men det tog ikke alt for lang tid i Balthazars lille hjem. To værelser og et skur. Stuen, køknet og toilettet.
Stuen med kaminen. Kaminen var beklædt med mørkt egetræ udenpå, så uendelig blødt og glat. Og indeni var der de smukke grågrønne sten, der let fremhævede de pæne farver i brændende drivtømmer. Det lille vakkelvorne spisebord, der var lavet af fint rosentræ, og udskåret i et enkelt rektangel med en lille blød fure en tomme inde, hele vejen rundt. Hans yndlingstræ. De fire stole omkring bordet var derimod af lyst egetræ. Smukke. Inde i midten af ryggen var der udskåret et træ. Alle forskellige. Miln havde valgt et kirsebærtræ, så det havde Balthazar udskåret i hendes stoleryg. Milane havde valgt et mandeltræ, så det havde hun fået, imens Lille-Bill havde været for lille til at vælge, så han havde fået et fint egetræ. Selvfølgelig havde Balthazar selv valgt et rosentræ. På hvert af sæderne var en falmet, grøn, flad pude sat ned i sædet så man sad behageligt.
Gyngestol foran pejsen var også fin, men mere enkel. Ryggen var kun poleret og blødgjort, ingen udskårne ting dér. Men helt oppe på toppen af den, sad tre smukke musvitter. Rødt maghoni, ligesom resten af stolen. Den i midten havde begge vinger spredt ud til siderne og næbet halvåbent som i sang, imens de to andre sad som spejlvendte af hinanden, mindre, og bøjede hovedet mod den i midten.
I sædet var en stribet beige og hvidfarvet pude, som Miln selv havde syet og sat ned i sædet.
Den lille alkove i den anden ende af rummet var intet at snakke om. Den var kun lige lang nok til at Balthazar kunne strække sig, og næsten ikke bred nok. Hvis Balthazar ville have kunne holde minderne ud, ville han med sikkerhed være blevet på gården. Ingen tvivl om det. Men han havde jo nogen ting fra gården, som stolene. Og tingene på Kaminen. Billedet af hans elskede Miln. Og hvert et lille billede af hans to børn. Et af Bill og et af Milane. Og så var der det lille ur der i sig selv var udskåret som et træ. Og viserne var grene. Det var nok det eneste udskårne træting i hele huset som Balthazar ikke havde skåret med sine egene hænder. Han havde købt det til Miln i fødselsdagsgave. Miln havde elsket alle træer.
Balthazar kom igen til at tænke på den ringe kvalitet dette hus var i forhold til den gamle gård.
Her var dørkarmene så lave at man skulle dukke hovedet når man kom ind, og ligeså med de sorte bindingsværkbjælker der hang ned hver halve meter.
Køknet var ikke mere end et lille brændekomfur, et langt bord med skabe under, og en lille vask, hvor vandet man hældte op ville dryppe ned i en spand under skabet.
Og så var der selvfølgelig toilettet i et skur udenfor, som han ikke engang havde for sig selv, men skulle dele med tre naboer. -Med vandposten ved siden af.
Men det var ikke godt at surmule. Det var ikke godt at være utaknemmelig. Balthazar skulle prise sig lykkelig for overhovedet at have et sted at bo.
Men det var svært når man ikke følte sig særlig heldig. Så Balthazar tog en hurtigt beslutning om at gå ned på kroen og få sig noget aftensmad. Krofatter Ellwoods skulle nok kunne få Balthazar i godt humør. Han greb sin jakke og smuttede ud af døren og lukkede den godt bag sig. Hvis man ville ind nu skulle man have Balthazars hånd, tænkte Balthazar, ikke helt i godt nok humør til at være selvtilfreds.


Kroens mørke træsorter underbyggede den hyggelige stemning som alle petroleumslamperne fremkaldte. Musikerne henne i hjørnet der spillede på fløjte og jødeharpe var nu heller ikke værst. Tonerne sneg sig rundt i hele kroen og listede sig ind i ens sind. Lugten af øl hang tung men behagelig, og Balthazar var glad for at sidde i den varme dejlige kro. Han sad tæt ved den eneste kamin, der nu også brændte muntert. Han lænede sig op af skranken og smilte blegt til Krofatter Ellwoods.
Ellwoods var en stor mand. Hans ølvom var der ikke magen til hele byen, og når han lo lukkede hans dybe tenor alle andre lyde ude.
“Balthazar!” Brølede Ellwoods.
Hans kraftige fuldskæg svajede let da han med lange skridt gik over til Balthazar. “Ude efter lidt sen aftensmad? Jeg har stadig noget tilbage af den her herlige flæskesteg. De vil ikke fortryde at De spiste den.” Lovede han og snakkede videre. Med Ellwoods gode humør og fremfusende personlighed skulle man da nok være sikker på at blive bare en smule opløftet.
Ellwoods kunne se at der var noget der plagede Balthazar, men som altid respekterede han at Balthazar nok selv skulle tage initiativet hvis han ville snakke om tunge ting.
Så ikke desto mindre pludrede Ellwoods løs om hvad kornpriserne ville blive til sommer og hvor meget sæden allerede havde kostet og at man snart kunne forvente et af efterårets sidste handelsskibe.
Det ville komme helt fra Tokensdale.
Så lækkede han noget sladder. Som at enkefru Illof var begyndt at se den lidt ældre herre Artiv, og at Madam Joline efter sigende havde brugt en mindre formue på fornemme stoffer hele vejen fra Euptypaa.
Alt imens sad Balthazar og nød det velkendte sted. Han nød øllets tykke smag af stærke krydderier, og resterne af et måltid flæskesteg til halv pris. Han nød jødeharpens lystige klang og fløjten der harmonerede. Og han nød at krofatter Ellwoods blev så glad af at snakke om nogle æbler han ville købe, så der til næste efterår ville være nytørrede æbleskiver.
Balthazar nikkede og smilte meget. Nogle gange lod han ikke en gang som om han hørte efter, men smilte bare for sig selv.
Krofatter Ellwoods var lige gået ud for at hente noget mere kryddervin, og Balthazar var langsomt ved at blive døsig, da han opfattede en lavmælt samtale fra et bord tæt ved.
“Nej, hun var altid i kirke. En gang hvor jeg kom forbi om aftenen for at give fru Brendemham hendes honningspand tilbage, så jeg hende Alice, der sad og læste højt af en slidt bibel. Den var godt nok meget, meget slidt, men det var en Bibel. Hun havde en lille bitte dreng på skødet, og to lidt større piger på hver sin side der hørte opmærksomt efter.” Balthazar vendte diskret hovedet og så to unge mænd. Balthazar anstrengte sig en smule, og vidste så alt han ville vide.
James og Alexander, begge 19 år. Ikke særlig kristne, men går altid i kirke. Gode mennesker med gode hensigter. Ikke én grim tanke.
James rystede på hovedet af Alexanders bemærkning. “Jeg har også godt set hende i kirken, - hun er svær at overse, men præsten sagde jo næsten at hun aldrig havde rørt en bibel.”
“Ja, det sagde han godt nok, men sagde han ikke også at hun var en fristerinde?” Spurgte Alexander tilbage.
“Joh… det sagde han godt nok. Og dét blik hun sendte mig, den dag jeg piftede efter hende, svier stadig.”
“Jeg tror ikke hun har gjort noget.”
“Nej, men vi kan jo ikke gøre noget. Og hvordan vil du forklare at hun blev brændt, hvis hun ikke har gjort noget?”
“Jeg tror præsten løj. Jeg aner ikke med biskoppen, men hvis en præst kan, kan han nok også - ”
“Sch! Så vær dog stille! Folk kan høre dig! Hvad vil du gøre hvis en af præstens små englebørn siger det videre?” hvæste James indædt. Han var tydeligvis ikke så betaget af tanken om at blive brændt ihjel. Balthazar ville vende hovedet så han ikke virkede som en spion, men de unge var hurtigere, og før Balthazar vidste af det var han opdaget. Han sad og kiggede åbenlyst på de to drenge der nu begge havde vendt hovederne og stirrede på ham med blikke der var en blanding af vrede og frygt. Alexander havde store nøddebrune øjne, og han havde den slags frygtløs ansigt der klart viste hvordan han var opdraget til at spille helt. Han lignede en ung løve. Hans ven James’ ansigt var ikke så viljestærkt. Han havde åbenbart måtte vende sig til at være heltens håndlanger. Han havde pæne dybblå øjne, og hans sorte krøller faldt lige ned til hans skuldre.
Og de sad begge og stirrede på Balthazar. Han behøvede ikke ligefrem at være synsk for at forstå at de mistænkende ham for at være spion.
Han holdt en hånd op i luften for at vise at han ikke ville noget ondt. Derefter rejste han sig og skrævede over til dem.
“Deres ven har ret. Man burde ikke snakke om sådanne sager så åbenlyst.” Sagde han bryskt, henvendt til drengen ved navn Alexander.
Alexander lavede en bydende håndbevægelse mod en af de tiloversblevne stole, og Balthazar satte sig hurtigt.
“Men jeg tror De har ret. Frøken Brendemham havde ikke gjort noget.” Balthazar havde dæmpet sin stemme så dem der sad nærmest ikke ville kunne høre hvad han sagde.
James spærrede øjnene op og stirrede men Alexander nikkede bare erkendende.
“Jeg… hvordan kan jeg være sikker på at De ikke er præstens spion?” Spurgte James forbeholdent. Han var tydeligvis forsigtigere end Alexander.
“Hvis jeg var en spion så ville jeg være gået til præsten da jeg hørte at i betvivler hans ord.” Svarede han igen og smilte.
“Nårh ja. Stol dog lidt på ham, James. Han giver os ret.” sagde Alexander med et skævt smil, der uden tvivl havde stjålet mange pigehjerter.
“Personligt tror jeg at præsten er ved at blive lidt gak-gak i hovedet.” Fortsatte Alexander sorgløst.
“Det… det er jeg nu ikke så sikker på. Min bror der bor i Tokensdale siger at der er ligeså mange heksebrændinger dér.” Brød James en smule mere sikkert ind.
“Så må det vel være deres overordnede den er gal med.” Bekendtgjorde Balthazar gådefuldt.
Stilheden var overdøvende. Musikerne i hjørnet havde afsluttet deres sang, og mange folk havde allerede forladt kroen, eller var gået op på deres lejede værelser.
Bathazar holdt sit mystiske smil på plads, men åndede ud med en lydløs lettelse da krofatter Ellwoods i den anden ende af kroen slog en høj og buldrende latter op.
Begge drenge stirrede nu bare åbenlyst. Alexander havde endnu ikke fået hevet underkæben på plads, så den hang lige så langt nede som James‘ før havde gjort.
Balthazar kunne godt forstå det. Han havde lige hentydet at paven var ved at miste grebet. Man kunne blive hængt for langt mindre.
“Ehm,” mumlede James tydeligvis udgået for de sidste ord.
Det var næsten for komisk, og Balthazar kunne ikke lade være med at drille dem lidt yderligere, så han smilte og nikkede til dem, som om han bare havde fortalt dem at han ville få en god høst det år.
“Fortsat god aften, De Herre.” Afsluttede han og rejste sig igen.
Han smøg sig ud af døren med et sidste nik mod Ellwoods og et indforstået blink til de to drenge der sad og stirrede efter ham, så han frygtede at deres øjne kunne falde ud af deres huler hvornår det skulle være.
Aftenen havde alligevel ikke været så forfærdelig. De to drenge skulle nok få udrettet noget hvis de bare tog sig sammen.
Balthazar kunne stadig mærke deres stumme blikke i ryggen da han spankulerede ud af døren, og ud i det stadig tiltagende mørke.
Gaderne var øde og mørke. Kun nogle få stråler lys sivede ud fra dørsprækker og revner i vægge. Byen var ikke af den velhavende slags, og ingen var dum nok til ikke at have trukket skodderne for, når det var blevet så sent som det nu var.
Småstenene knasede under sålerne, og de firkantede brosten måtte vige for jord.
En enkelt bygning havde et glasvindue. Balthazar havde lovet sig selv at han ville give Miln et rigtigt vindue, hvis hun havde levet.
Men nu skulle han ikke tænke mere på hende. Det var jo også derfor han var taget på kroen. Og det havde hjulpet.
Han kiggede op, og blev glædeligt overrasket, over at se stjernerne. En masse sølvstøv, spredt ud over himlens blåsorte glas. Det glitrede og svandt ind, for et øjeblik efter at lyse op igen.
Som flammen på et flakkende lys, kastede de deres fortryllende skønhed ud over jorden som en kappe af hvidt lys der badede skyggerne og vristede alle hemmeligheder frem for deres kroge. Ikke engang den lille mus kunne pile over vejen uden at få glimtende krystaller i den glitrende pels. Og med en styrke som tusindvis af de skinnende stjerner, lyste månen op som en enorm hvid perle.
Hvis stjernerne var smukke, så var månen fantastisk. Den gjorde ingen forskel, men oplyste alt. Hvis stjernerne havde badet verden i sølvglans, så badede månen den samme verden i et hav af glinsende lysstråler. Hvis stjernerne havde hvisket til hinanden, så sang månen. Det var den smukkeste sang, der aldrig ville blive hørt.
Den sang der smøg af sted. Kærtegnede ens krop, som en elskers bløde fingre, og slog små triller over ens ansigt som fuglen der opmuntrede sin unge. Strålerne legede gemmeleg i ens hår som legesyge alfebørn, og fulgte læbernes fine buer. Fandt ind igennem alle huses ujævnheder og kyssede de små børn i deres vugger. Velsignede alle dem det var muligt at nå.
Sangen der med den usagte skønhed fandt vej til ens dybeste indre, og tvang en til at se sig som den man var, men på en forunderlig måde alligevel afslappede en. Med fløjlshandsker og silkelæber lod månen sit hvide hvile over enhver, og lod ingen gå fri.

Balthazar sukkede tungt, men måtte indrømme at det var for koldt at blive stående. Han begav sig hjemad. Oplyst, og for den korte tid hvor månens skær omkransede ham var han lykkelig. I glemslen, i fortiden, i ingenting. Han vidste det ikke, men for en tid betød intet noget. Kun månens lydløse sirenesang med de dejlige toner der ville lede ham hjem.

Hvordan var han nogensinde kommet hjem? Han var ikke sikker. I månens greb, gjorde den kortvarige lykke ham blind. Han kunne lige så godt været gået ud over en klippeskrænt, i den tro at han ville blive forenet med hans elskede, men sirenesangen havde været ham nådig endnu en gang. Hvis Gud ville have kaldt ham til sig, så ville han have fulgt månen til den død der måtte overstås. Men eftersom han pludselig stod i hans dørkarm, med månen i ryggen, og hans øjne stadig blændede efter lyset, så måtte Gud have andre planer.
Alkoven var kold, og de mange revner lod kulden sive ind, men holdt månen ude.
Månen ville åbenbart ikke velsigne Balthazar. Han havde syndet.
Men han angrede ikke. I hvert fald ikke dét.
Det eneste han angrede var at han ikke kunne dræbe den mand igen.

Da søvnen havde indhentet den ældre mand der lå i sin alkove varm, men aldrig tryg, da lod månen sit lys sive ind gennem en sprækket nær loftet. Den lille stråle dansede hen over mandens øjenbryn, der selv i søvnen var trukket sammen i bekymring og sorg.

Okay, noget mere. Men nu går der altså også 100 år før der kommer mere ^^' -Og btw, jeg regner altså ikke ligefrem med at i læser den, jeg øver mig jo bare ^___^' såeh, i skal ikke læse noget fordi i føler at i Skal.


Kroens mørke træsorter underbyggede den hyggelige stemning som alle petroleumslamperne fremkaldte. Musikerene henne i hjørnet der spillede på fløjte og jødeharpe var nu heller ikke værst. Tonerne sneg sig rundt i hele kroen og listede sig ind i ens sind. Lugten af øl hang tung men behagelig, og Balthazar var glad for at sidde i den varme dejlige kro. Han sad tæt ved den eneste kamin, der nu også brændte muntert. Han lænede sig op af skranken og smilte blegt til Krofatter Ellwoods.
Ellwoods var en stor mand. Hans ølvom var der ikke magen til hele byen, og når han lo lukkede hans dybe tenor alle andre lyde ude.
“Balthazar!” Brølede Ellwoods.
Hans kraftige fuldskæg svajede let da han med lange skridt gik over til Balthazar. “Ude efter lidt sen aftensmad? Jeg har stadig noget tilbage af den her herlige flæskesteg. Du vil ikke fortryde at du spiste den.” Lovede han og snakkede videre. Med Ellwoods gode humør og frembusende personlighed skulle man da nok være sikker på at blive bare en smule opløftet.
Ellwoods kunne se at der var noget der plagede Balthazar, men som altid respekterede han at Balthazar nok selv skulle tage initiativet hvis han ville snakke om tunge ting.
Så ikke desto mindre pludrede Ellwoods løs om hvad kornpriserne ville blive til sommer og hvor meget sæden allerede havde kostet og at man snart kunne forvente et af efterårets sidste handelsskibe.
Det ville komme helt fra Tokensdale.
Så lækkede han noget sladder. Som at enkefru Illof var begyndt at se den lidt ældre herre Artiv, og at Madam Joline efter sigende havde brugt en mindre formue på fornemme stoffer hele vejen fra Euptypaa.
Alt imens sad Balthazar og nød det velkendte sted. Han nød øllets tykke smag af stærke krydderier, og resterne af et måltid flæskesteg til halv pris. Han nød jødeharpens lystige klang og fløjten der harmonerede. Og han nød at krofatter Ellwoods blev så glad af at snakke om nogle æbler han ville købe, så der til næste efterår ville være nytørrede æbleskiver.
Balthazar nikkede og smilte meget. Nogle gange lod han kue engang som om han hørte efter, men smilte bare for sig selv.
Krofatter Ellwoods var lige gået ud for at hente noget mere kryddervin, og Balthazar var langsomt ved at blive døsig, da han opfattede en lavmælt samtale fra et bord tæt ved.
“Nej, hun var altid i kirke. En gang hvor jeg kom forbi om aftenen for at give fru Brendemham hendes honningspand tilbage, så jeg hende Alice, der sad og læste højt af en slidt bibel. Hun havde en lille bitte dreng på skødet, og to lidt større piger på hver sin side der hørte opmærksomt efter.” Balthazar vendte diskret hovedet og så to unge mænd. Balthazar anstrengte sig en smule, og vidste så alt han ville vide.
James og Alexander, begge 19 år. Ikke særlig kristne, men går altid kirke. Gode mennesker med gode hensigter. Ikke én grim tanke.
James rystede på hovedet af Alexanders bemærkning. “Jeg har også godt set hende i kirken, - hun er svær at overse, men præsten sagde jo næsten at hun aldrig havde rørt en bibel.”
“Ja, det sagde han godt nok, men sagde han ikke også at hun var en fristerinde?” Spurgte Alexander tilbage.
“Joh… det sagde han godt nok. Og dét blik hun sendte mig, den dag jeg piftede efter hende, svier stadig.”
“Jeg tror ikke hun har gjort noget.”
“Nej, men vi kan jo ikke gøre noget. Og hvordan vil du forklare at hun blev brændt, hvis hun kke har gjort noget?”
“Jeg tror præsten anlagde falsk anklage. Uden biskoppens tilladelse. Han løj.”
“Sch! Så vær dog stille! Folk kan høre dig! Hvad vil du gøre hvis en af præstens små englebørn siger det videre?” hvæste James indædt. Han var tydeligvis ikke så betaget af tanken om at blive brændt ihjel. Balthazar ville vende hovedet så han ikke virkede som en spion, men de unge var hurtigere, og før Balthazar vidste af det var han opdaget. Han sad og kiggede åbenlyst på de to drenge der nu begge havde vendt hovederne og stirrede på ham med blikke der var en blanding af vrede og frygt. Alexander havde store nøddebrune øjne, og han havde den slags frygtløs ansigt der klart viste hvordan han var opdraget til at spille helt. Hans ven James’ ansigt var ikke så viljestærkt. Han havde åbenbart måtte vende sig til at være heltens håndlanger. Han havde pæne dybblå øjne, og hans sorte krøller faldt lige ned til hans skuldre.
Og de sad begge og stirrede på Balthazar. Balthazar behøvede ikke ligefrem at være synsk for at forstå at de mistænkende ham for at være spion.
Han holdt en hånd op i luften for at vise at han ikke ville noget ondt. Derefter rejste han sig og skrævede over til dem.
“Din ven har ret. Man burde ikke snakke om sådanne sager så åbenlyst.” Sagde han henvendt til drengen ved navn Alexander.
Alexander lavede en bydende håndbevægelse mod en af de tiloversblevne stole, og Balthazar satte sig hurtigt.
“Men jeg tror du har ret. Alice havde ikke gjort noget.” Balthazar havde dæmpet sin stemme så dem der sad nærmest ikke ville kunne høre hvad han sagde.
James spærrede øjnene op og stirrede men Alexander nikkede bare erkendende.
“Jeg… hvordan kan jeg være sikker på at du ikke er præstens spion?” Spurgte James forbeholdent. Han var tydeligvis forsigtigere end Alexander.
“Hvis jeg var en spion så ville jeg været gået til præsten da jeg hørte at i betvivler hans ord.” Svarede han igen og smilte.
“Nårh ja. Stol dog lidt på ham, James. Han giver os ret.” sagde Alexander med et skævt smil, der uden tvivl havde stjålet mange pigehjerter.
“Personligt tror jeg at præsten er ved at blive lidt gak-gak i hovedet.” Fortsatte Alexander sorgløst.
“Det… det er jeg nu ikke så sikker på. Min bror der bor i Tokensdale siger at der er ligeså mange heksebrændinger dér.” Brød James en smule mere sikkert ind.
“Så må det vel være deres overordnede den er gal med.” Bekendtgjorde Balthazar gådefuldt.
Stilheden var overdøvende. Musikerne i hjørnet havde afsluttet deres sang, og mange folk havde allerede forladt kroen, eller var gået op på deres lejede værelser.
Bathazar holdt sit mystiske smil på plads, men åndede ud med en lydløs lettelse da krofatter Ellwoods i den anden ende af kroen slog en høj og buldrende latter op.
Begge drenge stirrede nu bare åbenlyst. Alexander havde endnu ikke fået hevet underkæben på plads, så den hang lige så langt nede som James‘ før havde gjort.
Balthazar kunne godt forstå det. Han havde lige hentydet at paven var ved at miste grebet. Man kunne blive hængt for langt mindre.
“Ehm,” mumlede James tydeligvis udgået for de sidste ord. Som om Balthazars egne ord var fløjet lige ind og havde slettet alt andet i hans hoved.
Det var næsten for komisk, og Balthazar kunne ikke lade være med at drille dem lidt yderligere, så han smilte og nikkede til dem, som om han bare havde fortalt dem at han ville få en god høst det år.
“Fortsat god aften.” Afsluttede han og rejste sig igen.
Han smøg sig ud af døren med et sidste nik mod Ellwoods og et indforstået blink til de to drenge der sad og stirrede efter ham, så han frygtede at deres øjne kunne falde ud af deres huler hvornår det skulle være.
Aftenen havde alligevel ikke været så forfærdelig. De to drenge skulle nok få udrettet noget hvis de bare tog sig sammen.
Balthazar kunne stadig mærke deres stumme blikke i ryggen da han spankulerede ud af døren, og ud i det stadig tiltagende mørke.
Gaderne var øde og mørke. Kun nogle få lys sivede ud fra dørsprækker og revner i vægge. Byen var ikke af den velhavende slags, og ingen var dum nok til ikke at have trukket skodderne for, når det var blevet så sent som det nu var.
Småstene knasede under sålerne, og de firkantede brosten måtte vige for jord.
En enkelt bygning havde et glasvindue. Balthazar havde lovet sig selv at han ville give Miln et rigtigt vindue, hvis hun havde levet.
Men nu skulle han ikke tænke mere på hende. Det var jo også derfor han var taget på kroen. Og det havde hjulpet.
Han kiggede op, og blev glædeligt overrasket, over at se stjernerne. En masse sølvstøv, spredt ud over himlens blåsorte glas. Det glitrede og svandt ind, for et øjeblik efter at lyse op igen.
Som flammen på et flakkende lys, kastede de deres fortryllende skønhed ud over jorden som en kappe af hvidt lys der badede skyggerne og vristede alle hemmeligheder frem for deres kroge. Ikke engang den lille mus kunne pile over vejen uden at få glimtende krystaller i den glitre pels. Og som tusindvis af de skinnende stjerner, lyste månen op som en enorm hvid perle.
Hvis stjernerne var smukke, så var månen fantastisk. Den gjorde ingen forskel, men oplyste alt. Hvis stjernerne havde badet verden i sølvglans, så badede månen den samme verden i et hav af glinsende lysstråler. Hvis stjernerne havde hvisket til hinanden, så sang månen. Det var den smukkeste sang, der aldrig ville blive hørt, men fornemmet. Den sang der smøg af sted. Kærtegnede ens krop, som en elskers bløde fingre, og slog små triller over ens ansigt som fuglen der opmuntrede sin unge. Strålerne legede gemmeleg i ens hår som legesyge alfer, og fulgte læbernes fine buer. Fandt ind igennem alle huses ujævnheder og kyssede de små børn i deres vugger. Velsignede alle dem det var muligt at nå.
Sangen der med den usagte skønhed fandt vej til ens dybeste hemmeligheder, og tvang en til at se sig som den man var, men på en forunderlig måde alligevel afslappede en. Med fløjlshandsker og silkelæber lod månen sit hvide hvile over enhver, og lod ingen gå fri.

Balthazar sukkede tungt, men måtte indrømme at det var for koldt at blive stående. Han begav sig hjemad Oplyst, og for den korte tid hvor månens skær omkransede ham var han lykkelig. I glemslen, i fortiden, i ingenting. Han vidste det ikke, men for en tid betød intet noget. Kun månens sirenesang med de dejlige toner der ville lede ham hjem.

Hvordan var han nogensinde kommet hjem? Han var ikke sikker. I månens greb, gjorde den kortvarige lykke ham blind. Han kunne lige så godt været gået ud over en klippeskrænt, i den tro at han ville blive forenet med hans elskede, men sirenesangen havde været ham nådig endnu en gang. Hvis Gud ville have kaldt ham til sig, så ville han have fulgt månen til den død der måtte overstås. Men eftersom han pludselig stod i hans dørkarm, med månen i ryggen, og hans øjne stadig blindede efter lyset, så måtte Gud have andre planer.
Alkoven var kold, og de mange revner lod kulden sive ind, men holdt månen ude.
Månen ville åbenbart ikke velsigne Balthazar. Han havde syndet.
Men han angrede ikke.
Det eneste han angrede var at han ikke kunne dræbe den mand igen.

Da søvnen havde indhentet den ældre mand der lå i sin alkove varm, men aldrig tryg, da lod månen sit lys sive ind gennem en sprækket nær loftet. Den lille stråle dansede hen over mandens øjenbryn, der selv i søvnen var trukket sammen i bekymring og sorg.

En lille bitte smule mere. Det er lige afslutningen på et kapitel, så et nyt kan starte næsten gang^^ jeg regner stadig ikke med at nogen gider at læse det xD

To dage gik, som dage nu går, når man er en del af en Magiske Orden.
Balthazar brugte sine formiddage på at lede efter flere magi-kyndige, men det var efterhånden lang tid siden at ny folk var kommet til byen. Resten af hans dag, brugte han på at oplære de unge uerfarne magikere.
I magi, såvel som kamp.
“Hvorfor skal jeg lære at kæmpe, Mr. Prepodis?”
“Matt, hør nu her, en magiker skal kunne forsvare sig selv, såvel med, som uden magiske kræfter. Det er godt nok at kunne andet end at slå folk ned med sine kræfter, men hvad ville De gøre, hvis De mødte en ung soldat der gerne ville hive Dem med til heksebrændingen, Matt? Ville du give ham en grund til det?”
Balthazar var godt klar over, hvor hård hans stemme lød, men hvis de unge magikere skulle forstå, lige præcist, hvor vigtigt det var at kunne forsvare sig, så nyttede det ikke noget at være blødsøden.
“Stil jer op, to og to over for hinanden,” beordrede han, og de otte unge mennesker tog hurtigt opstilling i det trange lokale.
“I skal kunne få en soldat ned at ligge, også selvom han er dobbelt så stor som jer, og stærkere end en okse. Forstår i det? Godt, fint, men problemet er, at i altså ikke er stærkere end okser, så hvis de andre har musklerne, så må i have hjernerne. Hvis en soldat på størrelse med en tyr kommer buldrende imod jer, så har i ikke en jordisk chance for at slippe væk, med mindre i tænker. Så nu siger vi, at i står over for en stor og tung mand, der løber alt hvad han kan hen imod her, for at vælte jer, kaste sig over jer, så han kan tage jer med. Og han er stærk. I er ikke nær så stærke, så i stedet for at bruge jeres egen styrke, så bruger i hans. Jo større man er, jo tungere falder man.”
Da Balthazars blik fejede hen over hans elevers alvorsfulde ansigter, slog deres ungdom ham endnu engang. De burde ikke skulle lære hvordan man slår mennesker ned. De burde få en uddannelse… Burde blive gift og få familie… Burde ikke stå i et trangt lokale, imens de blev indskolet i en yderst forbudt orden.
Han rømmede sig, og kiggede kort ned, for at skjule hvor rørt han blev.
“Så… som jeg sagde. I skal lære at bruge en andens styrke frem for jeres egen. Det trick jeg har tænkt mig at lære jer, er yderst simpelt, men det virker også kun, hvis i er hurtige, og jeres modstander, helst, er dum. Matt, kom her, nu skal du være tyrefægter.” Den unge mand med de kulsorte krøller, gik en smule modvilligt frem.
“I kan i nødsituationer blive nødt til at bruge det klassiske trick, med at stille jer foran noget hårdt, og så flytte jer lige før en-eller-anden kaster sig over jer, men det virker kun slet, så i skulle meget hellere bruge det en-smule-mere avancerede, men mere effektive trick i nu skal lære. Matt, tag en pude på maven, og løb langsomt frem imod mig.”
Balthazar stillede sig foran en lille sivmadras, og Matt satte tvivlsomt i løb hen imod ham.
I sekundet før Matt løb ind i ham, bøjede han sig ned. Han sad som om han friede til en eller anden, med det ene knæ på jorden, og med den anden fod plantet i gulvet, og bøjet nakke. Matt ramlede lige ind i Balthazars skulder med mellemgulvet, (Der heldigvis var dækket af puden) og Balthazar skød skulderen frem, så Matt fløj i en fin kolbøtte, henover skulderen på Balthazar, og landede tungt på ryggen med et “Hmph!”
“okay, det skal i øve jer på, to og to, nu. I har allerede lært hvordan man falder uden at slå jer, så prøv nu at bruge det. Og sørg nu for at holde hovedet nede. Hvis en voksen mand kommer tromlende mod jer, hjælper det jer ikke at få en hjernerystelse.”
De unge mennesker gik hurtigt i gang med øvelsen, under megen støn og jamren.
“Louis, så få dog styr på det rullefald, knægt, du ender med en brækket nakke.” Brølede Balthazar, og fortsatte med at rette på de andre. “Martine, vær ikke bange, skyd din skulder mere frem, Jack overlever nok!” “Sofie, det nytter ikke noget at lande på maven, hvis du ikke kæmper imod, laver du en kolbøtte af dig selv.”
“Matt, du skal ikke knæle så tidligt! Så ved han hvad du laver, og sparker dig i stedet i hovedet.”
Han sukkede tungt. Sådanne unge mennesker burde slet ikke at lære at kæmpe på den måde. Og endnu værre, de burde ikke have brug for at lære det.
Men det havde de altså. Sådan er det nu engang, og det er der ikke noget at gøre ved
Han rømmede sig en gang, og meddelte derefter, at når de syntes de kunne, skulle de prøve med begge parter i løb.
Midt på dagen kom Mary. En middelaldrende kraftig kvinde, hvis gave var at kunne lave mad ud af næsten ingenting. Gav man hende et teblad, et afgnavet ben og en kande vand, kunne hun på ingen tid have tre gryder hønsesuppe fremme. Smagen var ikke noget at prale af, men det vigtigste var at folk ikke fattede mistanke om, at så mange mennesker boede skujt rækkehuset. Og der midt på dagen, kom hun med en lidt tynd oksekødssuppe. De unge spiste med god appetit. De var efterhånden blevet van til ikke at regne med den store smagsoplevelse. Den sidste kom ind for at par måneder siden, og selv hun var allerede faldet godt til.
De må jo holde sammen.
Balthazar så med bedrøvede øjne på de muntre unge, der snakkede så lystigt, selvom de alle sammen levede i skjul. De kunne aldrig mere vise sig i byen. Alle regnede med at de var døde. Eller i hvert fald forsvunde. Som så mange andre. Så mange andre der boede under samme tag.

Og noget mere. Bare lad være med at læse det, det er ikke så godt. Har skriveblok .__.'


Tredje Dag Opstanden.

Det var tidlig morgen, og Balthazar vågnede som sædvaneligt tidligt. Om morgenen var alt så stille, og alting virkede så fredfyldt. En hane galede i det fjerne, og han stod ud af sengen og åbnede treskodderne der lukkede solens første violette stråler ude. Knap havde han åbnet skodderne, før en lille due fløj ind. Den var kridhvid og kurrede dybt. Den flaksede lidt rundt før den landte på stolen med de udskårne musvitter. Balthazar gjorde ikke noget. Han vidste ikke helt hvorfor, men han følte ikke at han sad overfor et dumt dyr. Og desuden kunne han godt lide det tidlige selvskab. Langsomt gik han tættere på duen, næsten bange for at skræmme den væk. Han bøjede sig og lod en finger ramme den hvide fjerpragt, og fulgen lod ham. Sådan stod de lidt. Duen med hvide fjer og den ældre mand med bøjet hovede. Han følte sig på en underlig måde beæret over at duen lod ham ae den. Det var vel en sjælden glæde at få. Kun få andre kunne have fået lov til at kæle for et vildt dyr på den måde. Ikke engang hans Miln kunne. Men Alice kunne. Den Alice de havde brændt to dage forinden. Den smukke 15-årige pige, han vidste absolut ingenting om.
Langsomt kom beslutningen op til overfladen. Som om den havde været der hele tiden, og han bare først havde opdaget det nu. Han ville besøge hendes grav. Bortset lige fra at det ikke var en rigtig grav. Der var blevet gravet et hul i jorden i udkanten af skoven, for man kunne naturligvis ikke begrave hekse i indviet jord. Og det var nok også noget af det der havde ramt hendes familie hårdest.
Duen kurrede. Den virkede så klog, som om den vidste præcist hvad der foregik i hans hovede, og kurrede i enighed. Balthazar smilte, og duen suste ud af vinduet og efterlod kun det svævende minde.
Turen ud til skoven var lang for de gamle ben, men hans stok støttede godt. Nogle nysgerrige egern hoppede over stien, og en arrig høg skræppede vildt.
Han fornemmede noget langt tid før han nåede graven. Der var en spænding i luften, og det var ikke en normal én. Det var magi. Ufortyndet ren magi der lå tykt i luften. Ingen dyr.
Snart efter kom det primitigve trækors til syne, og Balthazar blev overrasket over den store mængde blomster der prægede hendes uinviede grav. Overrasket over hvor mange der ville komme om natten for at lægge blomster, når man tydeligvis ikke måtte om dagen. Det var tabu. Nogle af blomsterne visnede af den magiske spænding. Balthazar forstod intet. Fænomenet var direkte ukendt. Før havde han følt magi når ting blev udført. Når Matt hamrede en person i gulvet med hans gave, eller når Mary skabte mad ud af næsten ingenting. Men hver gang var det kun umærkelige kriblen og små vibration der røbede noget. Her kunne han næsten ikke trække vejret uden at smage magi. Han kunne lugte det. Selv umagiske folk ville kunne mærke det. Luften var tung, og føltes stadigt varmere og varmere. Balthazar tørrede en sveddråbe af panden, og måtte sætte sig da trykke blev for stort.
Mængden af magi i luften steg stødt, og Balthazar måtte bruge flere og flere kræfter på at trække vejret, da selv det blev besværligt. De brune tørre blade på skovbunden blev mast til støv og pludselige vinde rev i de yngste træer. Luften blev grå af støv der hurtigere og hurtigere blev hvirvlet rundt for Balthazars skræmte øjne, der var spærret op i rædsel og undren.
Vinden brølede og grene fløj tundt og ind i hinanden. Mindre sten stødte sammen med voldsomme brag og at genlød af en forfærdelig larm. Alt svajede eller svævede og larmede.
Og det hele centrerede sig omkring graven med de mange blomster og det vaklende kors. Buketter fløj rundt i luften og Balthazar kune mærke de små torne skære i huden hver gang en rose ramte ham. Og så midt i det hele begyndte et brændende hvidt lys at vise sig.
Balthazar måtte med sammenknebne øjne kiggede på solen, og konstaterede at det var lige omkring den tid hvor Alice var død. For præcist tre dage siden. Men det var ikke solen der udsendte det kraftige lys. Det var... det var et punkt i midten af alt. Det var lige omkring graven. Men Balthazar kunne umuligt se hvad det var. Det var lige præcist dér alle vindene havde rod, og det var der alt blev snurret rundt og varmen strømmede ud derfra. Den magiske spænding var enorm, og Balthazar konstaterede langsomt at det ville blive han død. Han ville ikke kunne slippe væk. Hvis det magiske pres blev meget større ville han blive mast til støv.
Men ikke desto mindre blev han gispende ved med at klamre sig til et træ, imens han koldt betragtede lyset. Det var som om... som om det kom op ad graven. Som om noget lysende langsomt hævede sig op og ud af graven, uden at blive påvirket af de sindssyge vinde. Og selvom alt suste rundt omkring lyset, så var der intet der ramte.
Mon det er sådan det er at dø?
Balthazar vidste det ikke, men pludselig slog det ham, at det ikke var hans egen tanke. Men intet forstod han. Han kunne ikke læse tanker, og hvis tanker skulle han læse? Det føltes som om en eller anden bare havde sagt det højt, og så havde Balthazar bare hørt det i sit hovede.
Jeg har oplevet det der var værrer.
Konstaterede stemmen med en ironisk kant. Og denne gang var Balthazar sikker på at det ikke var et tilfælde. Den magiske strøm måtte skabe en mindre samhørighed imellem ham og en anden magisk begavet, Men hvem?
Han stirrede, og lyset begyndte at antage en form. Fra et aflangt klumpet lys, blev det hvide langsomt samlet til noget der lignede... ja, hvad lignede det? En krop?
Så da også! Det er faktisk næsten rart. Fødder! Det er fødder jeg kan mærke!
Balthazar gispede og måtte erkende at han åbenbart blev skør før han døde. Det magiske tryk blev højere, og Han kunne mærke bevidstheden forsvinde langsomt, da den magiske spænding pludselig eksploderede, og så holdt op.
Med et enormt gisp efter vejret og en hakken og hosten, åbnede Balthazar øjnene igen. Lige tids nok til at se det hvide skær forsvinde, og istedet efterlade en nøgen pige, der med et halvkvalt skrig dumpede halvanden meter ned på den bløde muldjord, som Alice var begravet i. Bortset lige fra at Alice umuligt kunne være begravet i en grav når hun lå nøgen ovenpå den.
Da Balthazar havde fået vejret igen, rejste han sig besværet op. Hans stok var væk, men ellers lignede det meste sig selv. Der var ingen spor efter stormen. Bortset lige fra nogle spredte bukketter hist og her.
Han stavrede hen til graven, hvor den nøgne og særdeles verlskabte Alice lå og kiggede tomt op i luften.
Med et gisp satte hun sig op, og skjulte blufærdigt hendes krop.
”De kunne da godt have gjort opmærksom på Dem selv, Hr.!” udbrød hun, og Balthazar genkendte øjeblikkeligt stemmen der havde talt hendes tanker.
”Jeg troede ellers De skulle være så velopdragen” Klukkede Balthazar i en pludselig lettelse, imens han tog sin overskjorte af og rakte den til hende.
”Nå, ja, De må meget undskylde, men jeg har ikke haft den bedste uge. Først bliver jeg anklaget for at være heks, så bliver jeg brændt, og derefter bliver jeg overrasket af en mand der har travlt med at stirre på min nøgenhed, imens jeg tænker.” udbrød hun oprørt, imens hun trak skjorten over hovedet.
Balthazar kiggede høfligt den anden vej, imens han grinte stille for sig selv. Han havde været helt sikker på at hans død ville indfinde sig der, men han levede endnu.
”Men det er fint, Hr. Tak fordi De vil lade mig låne Deres skjorte, det er jeg meget taknemmelig for.”
Balthazar blev nu alligevel overrasket over hendes venlige tonefald. Han var alligevel en aldrende mand, der havde stået og stirret på hende imens hun troede hun var alene. Hun kunne jo ikke vide hvor lang tid han havde stået der og begloet hende smukke krop.
”Al glæden er på min side, men nu vil jeg gerne bede Dem om at følge med mig.”
”Jeg tror jeg springer over i dag. Men ellers mange tak, Hr.”
Endnu en gang var Balthazar ved at sprænges af en ungdommelig fnisen. Hvad måtte hun ikke tro om ham? Hun mødte ham ved at han stirrede på hendes krop, og så bad hende følge med. Jeg gamle Gris
”Jeg insisterer, Frøken Brendemham. Har de nogen anelse om hvad der lige er overgået Dem?”
”Nej, ikke sådan rigtigt, men det vil jeg gerne tage mig tid til at regne ud derhjemme, tak. Alene. Som sagt, er det ikke lige min bedste uge, og jeg er sikker på at jeg må have givet min mor det største chok i hendes liv.”
”Det er meget muligt Frøken, men hele byen så Dem brænde på bålet. Hvad regner De med at folk vil sige når de ser Dem komme spankulerende frisk og fredig på gaden? De kan ikke tage tilbage. Og De må være meget magisk begavet efter hvad der lige skete. Så nu vil jeg gerne bede Dem tage med mig hen til det hemmelige skjulested for magikere. ”
”Jeg tror ikke på magi.”
”Det var sørme ærgeligt.”
”Må jeg så gå nu? Hr?”
”Nej.”
”Men jeg vil ikke tage med dem. Jeg har ingen beviser på at de ikke vil mig noget ondt. Og jeg tror ikke på magi.”
”Men har du så mange andre valgmuligheder?”
”Jeg kunne-”
”Nej.”
”Jamen, -”
”Det er desværre umuligt. Nu må de venligst følge med, eller må jeg bruge vold.”
”Jamen!” Protesterede hun, men Balthazar havde allerede taget et resolut greb i hendes arm og trak afsted med hende, under megen irritation og protestation.
Meget demonstrativt sørgede Balthazar for ikke at tænke en eneste gang, over hvad han lige havde været vidne til. Og pigen holdt også meget hurtigt op med at gøre modstand. Balthazar havde hurtigt glemt alt om at være gammel og udslidt og ikke kunne gå så hurtigt og have ondt i både hofte og ben, han gik raskt til og tog mange små omveje i byen, der langsomt vågnede op.
Da de nåede de tætte rækkehuse, og Balthazar vidste at den lysende firkant snart ville komme til syne, greb han pigen hånd, og holdt hende for øjnene. Hun protesterede svagt, men ellers virkede hun meget fraværende.
”Kan du mærke noget?” Spurgte Balthazar da de kom lidt tættere på og han næsten kunne skimte firkanten.
”Ja, luften er ligesom... tykkere. Lidt varmere og tungere.”
”Det er godt. Rigtig godt, endda. Men hvad nu med lugt eller lyd?”
”Der er en eller anden dyb pivende lyd.. den er ligesom... den ryster lidt. Og det lugter sådan, krydret og eksotisk. Eller også så... nej, lidt ligesom pebbermynte.”
”Det er magi. Der er ikke rigtig nogen der kan definere duften.”
”Defintere? Hvad er det?”
”Ikke noget. Men hvis jeg nu lige må låne din finger... kan du mærke noget?”
Balthazar trykkede let hendes finger imod den lysende firkant, imens hun gav et forskrækker spjæt.
”Det er varmt og... dunkende. Som blod. Hvad er det? Må jeg ikke nok se?” Spurgte hun usikkert, og han kunne ikke ligefrem beskylde hende for det.
”Jo, se her. Hvad ser du?”
”Jeg ser en lysende plet. Den er firkantet og kridhvid. Meget lys.”
”Fantastisk... pragteksemplar.”
Balthazar overvejede det lidt. De fleste kunne kun én ting. Se de, fornemme den, høre den, lugte den... Men hun kunne det hele. Det var bestemt bemærkelsesværdigt! Han fik Pete frem, og smuttede ind med pigen. Og hvor gjorde Pete store øjne!
”Jamen... hun døde jo...”
”Så skete det virkelig.” Det var pigens eneste respons, og pludselig virkede hun meget tung i han arme. Hun sank helt sammen, og sad bare på gulvet med tomme øjne, da sandheden indtraf.
Pete var smuttet, men kom løbende tilbage, Ulrich og mester Rasmus.
”Hvad sker der-”
”Jamen det er jo Alice?”
”Er hun ikke død?”
”Hvad?!”
Mester Rasmus’ stemme skar igennem det hele med et bidende spørgsmål der lød på ”Hvordan kan det gå til?”
Balthazar faldt sammen af grin. Han lo og lo og folkenes forskræmte ansigter gjorde bare latteren vildere. Han bare lo og lo, for hele situationens absurde sandhed gik op for ham, og da han kiggede på den smukke pige, kun ifør en alt for stor skjorte, gik det op for ham, at det virkelig var Alice, og det hele ikke bare var en sindssyg fantasi. Latteren vældede ud og blev vildere og vildere, indtil han ikke kunne få luft, og det gamle hjerte fik nok. Balthazar faldt besvimet sammen med et lykkeligt suk.