Fangeskab ...

Mørket føltes altopslugende, da hun sad på den gamle metalseng. Hun havde fødderne trukket til sig, gemt væk under den store, smukke festkjole. Skoene havde hun smidt i hjørnet af den dunkle celle, og havde ikke veget fra sin plads på den hårde seng, siden hun var blevet lukket ind. Klokken måtte være omkring tre om natten. Natten lå stadig som et tæppe over landet, og hun kunne mærke den kølige vind snige sig ind gennem det lille vindue over sig. Hun glædede sig til solen stod op. Glædede sig til at få noget lys, så hun kunne se nærmere på dette rædsel hun var havnet i. Rystende stirrede hun på betonjorden. Alene og fuldstændig uden håb. Aldrig havde hun troet, at hun skulle ende sådan...

Hendes blik var ligegyldigt og fjernt, og ansigtet lagt i neutrale, udmattede folder.
Først nu var det rigtigt gået op for hende, at hun havde talt. Sine første ord siden 5 års alderen, hvor et angreb på slottet gav hende så stort et chok at hun blev stum. Og alligevel havde hun misbrugt ordene. Sagt at hun elskede en fuldstændig fremmed, som hun havde mødt for knap en dag siden. Chris... Navnet havde hun gentaget så mange gange, uden egentlig at høre betydningen i det. Han havde lokket hende i en fælde. Narret hendes følelser.
Hun begravede ansigtet i hænderne og kneb øjnene hårdt i. Næsten usynlige tårer trillede ned af hendes kinder, idet hun lyttede til de sørgende skrig og grædende stemmer i de andre celler. Frustrerede og dybt fortvivlede mænd... Kvinder der sad på knæ; bad til gud om at blive reddet. Hendes familie var splittet, og hun anede ikke om hendes mor stadig var i live, eller befandt sig i en af de andre celler - gemt dybt væk under jorden, sammen med resten af den kongelige slægt.
Hvordan kunne alt dette ske på blot en nat?


// Jeg har INTET i mod at få lidt selvskab? :]

Idet solens stråler begyndte at farvelægge landet, trådte Daria ind på den store markedsplads. Elverkvindens skarpe øjne gled rundt, søgende. Nej, her var knap kommet nogle folk endnu.
Pokkers! Hun var altså kommet lidt for tidligt til, at butikkerne og boderne overhovedet var begyndt at åbne.
En smule ærgelig traskede Daria, med sine lette skridt, videre, imens planer begyndte at tage form i hendes hovede. Ja, der var vel ikke andet at gøre end at vente. Det kunne hun da godt. Hun havde sikkert lidt beskæftigelse i sin lille, men dog meget rummelige, taske.
Endelig nåede Daria til en væg, der så lidt behagelig ud, og hun lod sig mageligt glide ned på jorden, lænet op ad den, hvorefter hun slog sin blå hætte over ansigtet. Folk behøvede jo ikke at vide hvem, hun var, eller hvilken art hun kom fra.
Med et suk trak hun sin lille taske frem, som hun forsigtigt begyndte at rode i. Der var en del dyrebare ting i: Såsom et par planter, olie, hvad der ellers skulle behage en elverfødt Healer.
Det var dér, at Daria bemærkede det.
Et lille tremmevinduet, knap tydeligt, befandt sig lige ved siden af hende. Nysgerrigt og en smule undrende hævede Daria hovedet fra tasken og så undersøgende på dette lille vindue. Der kunne da ikke være nogen derinde, vel? Hun tog et par små indåndinger, og mærkede den samme mistænksomhed, der altid kom over for noget fremmed, op i hende. Hendes instinter mindede hende skarpt om, at det her måske kunne blive risikabelt - men nysgerrigheden var for stor!
Hun lagde sig ned på knæ, stadig med tasken i hånden og så undersøgende ind mellem tremmerne. Og synet gav hende en mindre overraskelse.
Der SAD en herinde! En pige - eller måske snarrere en kvinde, der lige så godt kunne have siddet ved sin fars bord med den smukke balkjole, hun bar. Daria rynkede panden og stirrede undersøgende på hende, uden at kunne finde ord at sige.

Iljana som var faldet grædende i søvn, løftede udmattet hovedet fra knæene, hun havde trukket til sig tidligere, og så udmattet rundt i den nu lysere fængselscelle. Hun anede ikke præcis hvor hun befandt sig på paladsets område, kun at det var under jorden.
Hun havde kun været i fangekælderen én gang. Da hun var helt lille, var hun gået på opdagelse, og var ved en tilfældighed kommet under jorden. Hun kom dog ikke længere ind til indgangen af fangekælderen, da hun blev stoppet af et par vagter.
Hun havde aldrig spekuleret på hvordan det måtte være at sidde fanget. Hvordan rædslen, ensomheden og vanviddet måtte været kommet op i folk.. Hvordan det havde gjort dem sindssyge.
Hun stirrede ind i den grå betonmur, uden at bemærke personen som tittede ind af det lille fængselsvindue, nær loftet.

// FEDT at få selvskab!! Tak :D

Kvinden så temmelig sølle ud, efter Darias mening. Trist og en, der trængte til hjælp. Daria mærkede den store trang til at hjælpe, ligemeget om det kun var en lille centimeter håb, hun skabte for den stakkels kvinde.
Hvordan i al verden var denne fine dame endt i fangeskab? Hun måtte have gjort noget meget slemt. Måske havde hun været sin mand utro eller lignende. Eller måske ... nej, hun kunne og ville ikke komme på andet.
Hun tøvede lidt, greb så en sten og lod den stille banke mod en af tremmerne. "Hey." Hendes hvisken var blid, næppe hørlig, men dog nok til at den fangede kvinde ville kunne høre hende. "Du må ikke være bange, og du skal ikke råbe op."

//Min fornøjelse :D

// Wauw, det var hurtigt! Næsten lige skrevet indlægget ^^ ! Nice :b

Iljana kneb øjnene sammen, idet hun hørte en lavmælt stemme. Hun sad tøvende og lyttede et øjeblik, for at sikre sig at hun ikke hørte syner. Hun drejede derefter hovedet, og så overrasket mod personen, som sad og så på hende gennem det lille vindue.
Uden at vide hvad hun skulle sige, sad hun længe og bare gloede på personen. Derefter rejste hun sig, lidt klodset, og prøvede at genvinde balancen. Hun havde siddet i den samme stilling længe, og kunne tydeligt mærke ømheden i benene. Hun tog et skridt mod den hætteklædte kvinde, og hviskede så det kun lige var hørligt. Hendes stemme var stadig lidt rusten, og man kunne tydeligt høre at hun ikke havde brugt den længe.
(Du kan se under hendes profil, at hun har været stum i 15 år, og sagde sine første ord til bal-plottet ( https://warland.aforumfree.com/paladset-f11/maskeballet-d-21-kl-19--t654-315.htm#24074 ))
,, Hvem er du?"

//Så tilfældigvis at du var på, men skal sandsynligvis logge igen om lidt :b //

Daria tøvede lidt. Selvfølgelig ville hun ikke give rigtige oplysninger ud om sig selv til en vidt fremmed, hun kun havde vekslet meget få ord med. Hun stirrede mere undersøgende på kvinden, og kom til den konstation, at hun endten måtte have råbt meget, siden stemmen var så rusten, eller også havde hun bare ikke talt i lang tid.
Daria tog en lille indånding. Nej, hun ville ikke give vigtige oplysninger ud, men hun kunne dog give noget, der dog var sandt.
"Indtil videre," svarede hun og lod sin stemme blive venlig, "kan du bare kalde mig for Mellon."

// Trist ;]

,, Mellon..." hviskede Iljana - nærmest smagte på ordet - og smilede så, venligtsindet. ,, Ikke for at være påtrængende," hun tøvede et øjeblik, og fortsatte så. ,, men hvor befinder du dig, lige nu?" Hun vidste at det ville lyde som et mærkværdigt spørgsmål, men måtte vide om kvinden befandt sig på paladsets område. Hun ville ikke have, at kvinden var i fare for at blive opdaget af oprørerne. At tale med en af deres royale fanger, kunne umuligt være helt lovligt.
Ud fra larmen, ville Iljana gætte på at det var meget tidlig morgen. Der var næsten helt stille, bortset fra den stille gråd og mumlen der konstant lå som et tæppe over fangekælderen og dets mange, sikkert fyldte, celler.

Daria bed sig let i læben og lod tænkende blikket løbe omkring. Det gik netop op for hende hvor farligt, det kunne være at sidde med hovedet stukket ned mod nogle fængselstremmer. Det var både dumdistigt og risikabelt. Hurtigt så hun sig mod siderne, hvorefter hun lod sig glide hen i den samme siddende stilling op ad muren. Det medførte også, at hun nu bemærkede, hvad hun sad op af:
Paladsets mure hævede sig højt og skærmende op mod den lysnende himmel. Automatisk klemte Darias fingre lidt hårdede om tasken, og hun drejede endelig sit hovedet, svagt, mod fangehullet.
"Markedspladsen," svarede hun oplysende. "Det er lige blevet daggry."
Spørgsmålet om hvem denne fange var, brændte dog stadig inden i hende, og hun besluttede at forsøge. "Har du et navn eller noget, jeg kan kalde dig?"

Hun betragtede tøvende kvinden, idet hun flyttede sig, for derefter at se videre ud gennem tremmerne. Hun kunne se noget af en bygning og masser af sollys. Markedspladsen.. Fangekælderen måtte altså befinde sig op af paladsmuren... Hendes blik faldt atter på Mellon, og det gik op for hende, at hun endnu ikke havde præsenteret sig. Den mystiske kvinde vidste tydeligvis ikke hvem hun var, eller hvad der var foregået på slottet.
,, Mit navn er prinsesse Iljana" hendes blik flakkede, og hun tøvede. ,, Det var i hvert fald min titel"
Hun satte sig atter ned på sengen, med benene trukket til sig, og lænede sig afslappet op af den hårde betonvæg.

Daria betragtede hende undersøgende. Prinsesse? Havde hun hørt forkert? Nej, det måtte være sandt nok. Men hvordan i al verden var en prinsesse endt i fangehullet? Og hvorfor havde hun ikke hørt om hende før? Svaret var vel simpelt nok. Daria kom sjælden til staden, men opholdt sig mest hos sit folk, elverne, eller rolige og naturoplyste steder. Langsomt lod hun fingrene løbe gennem det sorte, lange hår, før hun atter fik tungen på gled.
"Jeg kan ikke se, hvad en prinsesse laver i et fangehul," sagde hun spørgende, hvilket også var ment som en konstatering.

,, Det burde du heller ikke kunne, Mellon" Iljana lukkede øjnene, og følte det blide sollys ramme sit ansigt, det gyldne hår og det smukke guld diadem, som heldigvis ikke var blevet fjernet fra hende... Endnu.
,, Kun folk der var på paladset i går aftes, er i besiddelse af denne viden... Ser du, der blev holdt et stort maskebal på slottet, hvilket er en årlig tradition. Uheldigvis brugte oprørerne dette som et middel til at komme helt tæt på de adelige. De manede sig over os... Der var intet vi kunne gøre... Alt blev splittet, folk dræbt... Nogle mistede deres kære..." Hun tøvede og kneb øjnene hårdt sammen, for derefter - stadig med lukkede øjne - at bøje hovedet.
,, Oprørerne overtog tronen og magten, mens alle adelige og kongelige blev smidt i fangehullet. Paladsets arbejdere; køkkenfolk, tjenere og soldater blev slået i hjel eller sat til at arbejde for dem..." Hun åbnede øjnene og stirrede fortabt op på Mellon.

Rystet lyttede Daria til Iljana beretning. En tydelig bekymring tegnede sig på hendes ansigt. "Er du okay?" spurgte hun med mild stemme. "Jeg mener, du er vel ikke kommet til skade eller lignende?" Hun overvejede, om prinsessen hellere ville have sig tiltalt som 'De', men det ville måske lyde lidt mærkeligt, da de var startet ud som ligemænd.
En pludselig, mørk stemme afbrød hendes tanker, og hun så hurtigt på den lasede mand, der var stoppet op foran hende.
"Mangler man en skilling?" spurgte han med et grumt smil, der viste hans tydelige snavsede tænder. Andre tydelige ting var også, at han hentydede til noget meget grumt.
Daria mærkede det gippe i sig. Hun stirrede på ham med et brændende blik og overvejede ganske kort at benytte sig af hendes overtalelsesevne. Det var dog ikke nødvendigt. Et advarende blik fra hende fik hurtigt manden til at ombestemme sig.
"Ja, ja, slap dog af," mumlede han tvært og traskede mumlende væk. Daria sukkede og drejede nu endnu engang hovedet let mod Iljana.

"Nej... J-jeg er okay..." Hun så et øjeblik ned i jorden, tænkende tilbage på den kønne elvermand.
Iljana vendte hovedet let på skrå, lyttende til den mørke mandestemme på markedspladsen. Hendes ansigt var lagt i forargede folder, da det gik op for hende hvad manden havde tilbudt Mellon.
,, Hvordan kunne han finde på at spørge om sådan noget? Ved han ikke, at man ikke spørger anstændige mennesker om sådan noget?" Hun var uerfaren når det galdt gadelivet, og havde aldrig været ude på den anden side af paladsets mure. Ikke én eneste gang... Hun følte sig fanget og yderst uvidende.

Daria kunne ikke lade være med at glo bare lidt forundret på Iljana, og hun rystede let på hovedet. "Jeg er jo ikke ligefrem anstændigt klædt," påpegede hun med et skævt smil. Hun foldede benene i skrædderstilling og sukkede let. "De forbandede oprørere," mumlede hun og mærkede vreden ulme let. Alle de sårede mennesker og så sådan nogle følelsesløse folk! Syner om ødelæggelse og sorg ramte hende, og hun mærkede et stik af hjælpeløshed. Hvis hun havde været der, kunne hun måske have hjulpet.
Efter et par sekunders tavshed lod hun blikket glide et øjeblik rundt på den halvtomme markedsplads, hvor der dog alligevel var begyndt at komme liv i sagerne.. Folk, der skulle til at åbne deres butik eller bod, mens et par af de andre natteravne luskede hjem for at få sovet nattens rus ud. Daria bed sig let i underlæben og så på Iljana igen.

Iljana så op på hende med et tavst blik, og rystede så svagt på hovedet. Hvem var 'Mellon' egentlig? Hun var kutteklædt, og kunne derfor være hvem som helst. En oprører, en magiker, en tyv?
Iljana lagde hovedet mod væggen, og stirrede ind i væggen overfor sig. ,, Jeg kommer aldrig ud herfra..." hviskede hun håbløst. Hvem skulle også kunne redde hende? Og alle de andre? Hun følte sig hjælpeløs. Ingen havde mulighed for at komme over muren og finde vej til de dystre celler. Ingen kunne høre deres skrig og bønner, når larmen på markedspladsen først var i gang.

Daria trak knæene op til sit bryst, hvor hun lagde sine slanke arme omkring. "Og oprørene?" fortsatte hun forsigtigt og rynkede brynene. "Har de overtaget slottet nu?" Hun sørgede samtidigt for at holde sin identitet skjult godt og grundigt. Hendes sædvanlige mistroiske facon forbød hende at røbe så meget som ét spidst elverøre.
En masse tanker fór igennem hende og forudsagde næsten gåsehud. Hvad hvis de havde gjort det? Jo, svaret ville sikkert være ja. For hvorfor skulle en prinsesse ellers sidde nede i en fangekølder, godt skjult, og uden at have modtaget redningshjælp? Og hvad ville der nu ske? Mon der så ville være farligere konsekvenser for at færdes på de støvede landeveje og i skovene? Hun strøg sukkende sit hovede (eller rettere, den blå hætte) og prøvede at få hold på alle sine tanker. Gad vide om den dreng, hun havde mødt den foreløbne dag, havde vist det her.

Tunge støvler lød på trappen, og nøgler raslede mod en bæltekant. Zahdin tog sig, irriteret over stanken, til næsen og snøvlede ind i det lille forkammer til fangevogterens residens. Hvilket hul! Og her regnede de med at han ville blive længe? Han grinede for sig selv og rettede på uniformens blå vest. Lovens måtte have sat flere bag lås og slå i løbet af natten, for en langtrukken og klagende mumlen kom inde fra cellerne og lyden trængte ud gennem tremmerne i døren ved hans side. ”Rakkerpak,” mumlede han skadefro og spejdede ind gennem tremmedøren. Gad vide hvor mange der skulle hænges, brændes og skydes af dem? Hvilke sorte tanker, han grinede igen og kløede sig i sit sorte skæg. Skulle man se på fangsten?

Morgenlyset trængte ind gennem det lille skydeskår og dannede en lille solplet på bordets mørke overflade. Der stod et enkelt stearinlys, mageligt plantet på kanten af bordpladen. Zahdin fejede det væk og ned på gulvet, men kom så i tanke om lanternen, som ville blive en nødvendighed når mørket faldt på og han løftede lyset op igen for at bruge det til nattens nytte. Han fandt et lommetørklæde frem, stoppede det i skydeskåret så mørket indhyllede ham, og smilede stille for sig selv. Lys måtte være djævlens værk!
Hans gule, stikkende øjne lyste i mørket og han greb til buksekantens vedhæng med nøgler og fiskede en gammel rusten en frem, og drejede den knirkende i låsen. Nu skulle han have lidt sjov…

Iljana nikkede stille, men kom hurtigt i tanke om, at Daria ikke kunne se det, da hun sad med ryggen til. ,, Ja..." hendes stemme var lav, men bestemt. Tavsheden herskede over cellen i et langt stykke tid, da en lyd pludselig nåede hendes øresnegl.
,, Der kommer nogen!" Næsten råbte hun, i en hviskende tone, som advarsel til Mellon.
Hun havde hørt lyden af et nøglebundt, der raslende kom nærmere. Var tiden inde for hende, til at dø? Lyden stoppede, udenfor fængselcellens dør, og Iljana holdt tavst vejret. Fangevogteren var kommet efter hende.

Så godt som Iljana hørte den lille, raslende lyd af nøgler. hørte Daria det også, inden prinsessen behøvede at råbe en advarsel. Hendes muskler og bevægelser stivnede hurtigt, og hun rykkede sig mere til siden, så hun ikke ville være mulig at se, hvis man kiggede direkte ud af tremmevinduet, uden at prøve at se til siden eller lignende. Hun prøvede desperat at få styr på sit heftige åndedræt og havde snart tvunget det i ro.
Flygte. Ja, det var noget, hun kunne gøre. Bare rejse sig op og gå hen til den nærmeste bod - Mere nemt var det ikke. Men npget holdt hende tilbage. Hun måtte se, hvad der skete med Iljana - og måske gøre det lidt lettere for hende. Anonymt, selvfølgelig.

Zahdin i "hullet"

Tremmedøren var tung, knirkende og massiv. Zahdin bandede og sparkede til det ældgamle metal og tvang døren op med et armbevægelse så stor at døren bankede larmende ind mod den første række af tremmer. Nøglerne klirrede og han hev dem irriteret ud. En endnu værre stank af opkast og indelukke, mødte ham da han trådte over trinnet til cellegangen og han brummede sine egne eder.

Morgenlyset strømmede ind fra cellernes små halvmåner af tremmebesatte vinduer, og han skyggede for øjnene i det de første celler begyndte. Gangen var lige og smal med et gulv af sammenstampet ler, og cellernes kolde metalstange tårnede sig op på hver side af ham Selvom loftet lå lavt, og han måtte bøje sig en anelse, virkede det rummeligt og lyst.
En klagende lyd lød fra det første fangehul, og Zahdin kiggede nysgerrigt ind mellem tremmerne. Bagerst i rummet, på den lille murede forhøjning som skulle udgøre en briks, sad en gammel, sammensunket og stønnende mand. Hans hud var askegrå og rundt om øjnene, nærmest blåsort og så stank han, til og med, som en kostald. Zahdin rynkede på næsen og fortrak ansigtet i et svagt grin, gad vide hvilke skrækkeligheder denne mand havde udsat andre for, og hvad der selv var overgået ham? Det så ikke ud til at de tidligere fangevogtere havde behandlet ham med særligt meget respekt, efter de blåsorte øjne og mærker, at dømme, som han havde rundt over hele den bare overkrop.

Zahdin fnøs foragteligt og fortsatte cellerne igennem med at betragte og vurdere sine fanger med fryd, lige indtil han kom til en bestemt én. Hun er sgu af kongeligt yngel, var det ikke det Lovens havde sagt? Jo, minsandten balkjole og sko fyldte gulvet, og lyst hår der engang havde været opsat i en sirligt tilredt frisure, hængte nu ned af tøsens skuldre. Et diadem sad skævt på toppen og Zahdin fik svært ved at skjule sin skadefro latter. Skræppende og harkende hulkede han af fryd, og lyden gav genlyd gennem "hullets" murer. Han tog sig til sin runde mave, og tørrede øjnene fri af vildfarne tårer. Sådan en køn lille sag, helt alene og forladt. Overladt i hans >grusomme< varetægt… det var sørme modigt af >dem<. ”Passer det ikke madammen, at tilbringe natten et så fugtigt og uhumsk sted, hun ser noget sølle ud?” Han lagde et sarkastisk tryg på fugtigt og uhumsk, og hans gule, ugleagtige øjne funklede af tilfredsstillende latterliggørelse.

En raslen fra en lænke over fra modsatte indelukke, fik Zahdin til at vende sig om. ”Hvad har vi så her?” Han stirrede ind i et par umulige øjne fra en tjenestepige, og hun udstødte et opgivende hulk da hun mødte hans hårde blik. ”Var man lidt opsætsig?” Han grinede endnu engang koldt og ubarmhjertigt og pigen krøb sammen som et lille dyr på sin briks.
Så vendte han sig om mod prinsessen igen og sendte en spytklat ind mellem hendes tremmer for at vise sin foragt. ”Nu ingen numre, kongeyngel! Det kunne jo ske at jeg gik hen og blev sur.” Han løftede dramatisk de buskede øjenbryn og rystede lidt i de grå tremmer for at få liv i hende.
Blåt bold, ingen mod…

//Jah, så tager jeg den der uges ferie og kommer igen hjem d. 9 8D Jeg ved ikke helt, om man plejer at smutte fra emnet så? //

//Rigtig god tur Daria! Du behøves ikke at smutte fra emnet, men vi kører måske lidt videre og så må du bare lige dumpe ind når du kommer hjem. :) Vi ses//

// Det kan vi desværre ikk :s .... For Daria og jeg skal samme sted hen ^^'' .... Dvs. jeg tager også afsted i dag, og kommer hjem den 9... Hvis det er, kan vi evt. sætte dette emne på pause. Så kan du, Asta, skrive et andet sted, mens vi er væk? :) ...
Det bestemmer du selv ^^' .......
Ha' en fortsat god ferie! Vi ses :D

Hun stirrede på fangevogteren med foragt, og undlod at besvare hans spørgsmål. Han var ikke køn at se på. Ølvom, lettere slidt, mørkt tøj, og store, gule og skrækindjagende øjne. Hendes ansigt var lagt i en stram grimasse. Hun havde lyst til at skrige og råbe af manden; hvordan han kunne behandle andre sådan, og stadig have det godt med sig selv, men holdt det inde.
Hun værdigede ikke spytklatten ét eneste blik, men holdt det i stedet stift rettet mod den væmmelige mand, der stod blot en meter væk fra hende.
Hans pludselige rysten i tremmerne gav hende lette kuldegysninger, men hun viste ingen tegn på frygt. Hun måtte stå i mod farer i denne svære tid... Være tapper... og holde ud.