Fangeskab ...

Veneur havde haft tralvt med masser af ting, han skulle lige forhandle med elverne om at ikke blande sig lige i øjeblikket, men være for sig selv, indtil at blodighederne var væk, men dog komme med en speciel type hjælp, de skulle stille nogele frivillige frem, som var villige til at hjælpe folk med at heale skader og helbrede de fattige, de som havde brug for hjælp istedet for at heale småskader på dem som havde råd til det hele tiden, tilgengæld, ville han ikke blande dem ind i det, han ville lade dem selv bestemme over deres områder, og give dem 2/10 af dem som ville komme til at sidde i det råd han var ved at lave, det ville komme til at være et problem til at starte med, for hvordan skulle han lave et råd, hvor de var lige i flok og at alle racerne havde nogle med uden at der kom til at være stridigheder, det var svært og det havde han brugt lang tid på, og han havde helt glemt at passe oprøret og det havde ikke gået så godt, der var nogle som brugte de samme midler som det tidligere styre havde brugt og det var lige nøjagtig det han ikke ville lade ske.


Han var på vej ned for at give en hvis man en omgang prygl, han havde hørt om hvordan man havde passet nogle af de fanger man havde fået, og det havde været det modsatte af hvad veneur havde givet ordre på, han havde misset en del tid med Eleanora, men han var nøf ti lat ofre sig for at der kunne komme fred, og lige i starten, ville der altid være problemer, og han ville få det samme problem med et oprør imod ham, men i forhold til det andet styre havde han en meget meget stor fordel. Han vidste hvordan et styre fungere, men også hvordan et oprør fungere, og det er ikke så ssuper svært at få en flok formskiftere ind i et oprør, medmindre at man udelukkede alt magien fra området, så ville det blive svært, men indtil videre havde det kun været hjernevasket og royale eller adelige flok som havde klaget og forsøgt at dræbe ham med forskellige midler, men man kan ikke lede et oprør uden erfaring i krig, kamp og strategi, så han havde næsten altid nogle vagter med ham, selvom vagterne ikke var synlige, da han altid sørgede for at det var formskifter vagter, så de kunne gemme sig på hans tøj eller i området megbet tæt på ham, uden at blive opdaget, som foreksempel, et insekt eller en omvandrede kat, eller en flok hunde, de kunen være hans vagter, men denne gang havde han ikke sine vagter med, men han havde dog sine sværd med, han havde fået navnet af den han skulle give en lektion i opførsel og disciplin så han følger efter veneurs ordre og behandler fangerne godt istedet for dårligt.

LEKTIONEN I "HULLET"

Tøsen sad fuldkommen stille.. som en død fisk, monstret prustede i hans indre, og han gav det ganske ret. Måske han havde taget fejl af den hvide hud, de trodsige øjne og forskræmte sammenkrybning prinsessen gjorde sig henne i hjørnet af cellen på murbriksen. Nej.. umuligt. Hun var og blev et almindeligt menneske, som så udmærket kunne blive skræmt. Zahdin kløede sig tankefuldt i skægget og lagde hovedet, undrende, på skrå. Det skadefro smil som afslørede en række gullige, grønne tænder, spredtes over hans ansigt og han slap tremmerne.

Lugten i rummet var trang og fugtig. Der var ikke blevet luftet ud i umindelige tider, og fugtpletter og indtørret skidt dækkede vægge, lofter og lerede gulve. Gammelt bræk, fra tilfangetagne fulderikker, kloakkernes gasser der slap op fra de riste i gulvene som alle cellerne indeholdt, med kanaler og render, spædede ikke ydermere til hyggen i den mørke kælder. Prinsessen var så modsat en kontrast til dette mudderhul af en borgdeling. Det var det der morede og greb Zahdin. Ikke at hun var køn og stille, ikke at hun havde en fin kjole eller en sød stemme, nej han gik efter helt andre idealer, og hvad der i hendes øjne var skønheder. Så som at tøsen for et par nætter siden havde været øverst i hierarkiet og nu lå under en simpel fangevogters lyster og hensigter. At hun sikkert var skræmt, inderst inde, men nu sad her og brugte al sin sidste energi på ikke at vise det. Hvilken skam.. så ynkeligt.. så uhjælpeligt ligegyldigt. Ingen gad hjælpe denne prinsesse. Skønheder som kun hun kunne se: angst, forfærdelse, lidelse, ynkelighed, ensomhed, forsøg på at virke tapper, men dertil vide at det intet nyttede, ligegyldighed…
Det klukkede i Zahdin, vandet sprang ham fra øjnene og han åbnede gabende munden for at udstøde en kradsende lyd, som i alle tilfælde var det sidste man ville forbinde med et grin. Tøsen bag tremmerne var tapper, det måtte han give hende, men hvilke træk ville han denne gang gøre klogest i at bruge?

NB: Som blændværk kan Zahdin ikke føle tiltrækning til nogen kvindelig form for skikkelse. Han er og bliver skuespil, og kun den der gemmer sig bag hans store vom og grove hænder, kan føle for ham. Asta føler ikke tiltrækning til kvinder og derfor kan Zahdin ikke narres med lokkemidler fra kvindelige personer. Han er og bliver en forklædning, trods den overbevisende facade.

”Så tavs, den fine frøken er?” Med en kraftanstrengelse holdt han den truende latter inde, og vippede elegant over i et mere tilforladeligt tonefald, ”Jeg ser væmmelse i dine øjne tøs, at du ved det, udtrykker de meget!” En hård klang fortsatte hvor mildheden slap, og der var ingen barmhjertighed overladt i hans eget blik eller oppustede stilling. ”Øjne, så blå som havet og bastante som den vilde hingst, der inderst inde gemmer sig i alle folk.” Han holdt en tankefuld pause og tilføjede: ”De afslører dig, Iljana. Alt for åbenlyst.” Bitterheden i hans stemme var nem at opsporer, men det var som om at lektionen var til en af hans lærlinge. Som et rap over nalderne for en stavefejl eller et forkert udtalt ord, og vreden fra mesterens side var brutal og kontant. ”Du er ung, og der er meget at lære endnu. Men pas på hvad du fortæller med dine øjne, jeg kunne jo gå hen og blive rigtig sur!” Han greb tremmerne igen og rystede lidt, ”Jeg læser dig som jeg ville læse en bog, du er trodsig, og forundret over at man kan være så ligeglad som jeg, frastødt af min brutalitet og…” Den hvislende stemme holdt inde, dæmpedes til et brat stop og lod et heftigt smil passere. Så kom latteren, nådesløs og krænkende. Monstret i ham brølede og lod sit mørke lyse ud af hans gule øjne, ”du er flov over noget.. noget som ikke har med mig at gøre… noget som forgik til ballet, kan jeg se på dig.” Sådan en tåbelig lille tingest, han brølede igen højlydt og længe og slap så tremmerne, vendte om og traskede tilbage til vagtstuen. Grinet genlød længe og hånende i det gamle murværk, lige indtil en anden umiskendelig lyd overdøvede det.

Trin på trappen… med kurs mod Zahdins residens.
Faste trin, beslutsomme, tunge men hurtige. En mand… en mand med et ærinde. Noget der hastede. Vagtmesteren tørrede grinet af ansigtet, smækkede tremmedøren til cellernes aflukke i, og kantede sig hen til bordet hvor han mageligt placerede en hånd på bordpladen.
Han ville fremstå respektløst overfor en overordnede, men kunne han ikke være ligeglad?
Jo minsandten, om han ikke var det.
Ligeglad så ørene vrikkede.

Yderligere NB:
Indeni Asta lurer et monster skabt af skjulte følelser og forfærdelige minder. Et monster som afspejler hendes grummeste tanker og lyster, men som ikke nødvendigvis bliver ført ud i livet. Monstret følger hende lige meget hvilken form hun vælger at forestille. Ligeså følger hendes gule øjne hende, men slækkes blot på deres koldhed og ubarmhjertighed. Hun er ikke særlig tit i oprindelig form, men påtager sig blændværk. Oftest mænd eller ældre, ydmyge folk.
I sit bælte har hun en værdigfuld ting, personligt set, men gemt i et skjult rum.

//wauw... fedt at du kan skrive så lange, detaljerede indlæg, 'Asta' :D
Er helt ked af, at jeg ikke kan nå at skrive et der er længere ^^''

Væmmelsen sad dybt boret i hendes øjne, da fangevogterens hæse latter rungede.
Hun vovede ikke at sige et ord - og havde ingen planer om at gøre det fremover. Chokkeret stirrede hun på manden, der igen rystede i tremmerne, og med en høj - næsten råbende stemme, i hendes øre - fortalte hende, om hendes inderste følelser. Hun vendte hovedet bort, og stirrede tavst ned i den golde betonjord.
Brølet sendte atter en bølge af kuldegysninger ned over hendes arme, og hun kneb øjnene sammen, som håbede hun at han ville forsvinde, når hun åbnede dem igen. Og det gjorde han.

//Tusind tak Ilja :) Hvor er du bare sød! Jeg er glad for at høre din begejstring, men du skriver nu altså også vildt godt selv. Kort som langt. Der bliver sagt hvad der skal siges og udtrykt hvad der udtrykkes skal! Jeg er vild med dit valg af ord!
Forresten, hvor bliver Daria af? Og Veneur for den sags skyld...?//

// pas... men der må meget gerne snart ske noget i emnet? xD (Altså svar fra enten daria, veneur eller andre) ... Glemmer ligesom Warland lidt, når der ikke rigtig sker noget :s ^^''

Trinene på trappen døde hen, og Zahdin hvislede af ærgrelse. Kunne han have taget fejl? Umuligt. Han kløede sig åndsfraværende i skægget og frydede sig over den magt som lige præcis denne hårvækst havde givet ham. Symbolet på manddommen, dette kradsende fænomen, jo større jo bedre. Havde man sådan et, kunne man imponere end hver mindre intelligent skabning. Han rystede stoltheden af sig, og fokuserede igen på trappen der forblev stille. Havde manden skiftet mening? Kunne han føle fangevogterens overlegenhed helt deroppe fra? ”Nogen gange kender jeg ikke min egen styrke,” (Tænker Zhadin) Zahdin brølede henrykt, og monstret klukkede ligeså. Da den kvækkende lyd var stilnet af, så han sig omkring og vurderede sin situation. Egentlig var der ikke mere at gøre her, prinsessen havde han skræmt, og det var først og fremmest hans mening. Lugten, mørket og ensomheden i cellen ville være hende straf nok fremover.

Han gjorde et kast med hovedet, smed nøglerne til cellerne på bordet, så de klirrede højt, og løsnede den mugne kappe som hørte til fangevogterens uniform. Slatne vilkår fangevogterne holder sig på denne egn.. Monstret smilede skadefro, og det smil førte hele vejen op til de gule øjne. De glimtede og glitrede i det spæde lys fra skydeskåret på den væggen, og snart stod der ingen Zahdin på fangevogterens plads længere. Et par umagelige gule øjne skinnede stadigvæk, men en ung, mørkhåret kvinde stod frem i tusmørket i stedet. Hun var klædt i sort for bedre at gå i et med natten som snart var på vej, og da lydende fra etagen ovenover stilnede af, greb hun hætten på sin kappe og svang sig lydløst op ad trappen i en hæsblæsende fart. Fangevogterens residens stod igen tom, og denne morgens lidelser blev kun husket af hvem der havde lidt dem.

Hun stirrede fjernt frem for sig, og lyttede tavst til fangevogterens tunge skridt, der langsomt forsvandt ind i mørket. Den totale stilhed hærgede længe det dystre fangehul, og hun havde på fornemmelsen, at de stakkels mennesker, der for nogle uger siden havde delt næsten samme skæbne som hende selv, nok ikke var i deres celler længere.
Hun trak knæene til sig, op på den kolde, hårde metalseng, og lod hovedet hvile mod dem; fik håret til at falde i kaskader ned omkring det kønne ansigt. Lydløse tåre piblede ned af de rosenrøde kinder, og de konstant ubesvarede spørgsmål dukkede atter op i hendes tanker.
"Mon jeg nogensinde kommer ud herfra? Vil min skæbne virkelig, at jeg skal hvile her, til mit møde med døden?"

Chris gik i en af gangene under paladset.
Han ledte efter en ganske bestemt celle, men kunne ikke lige finde den. Han trak det ru stykke stof han brugte som kappe, tættere om sig og skutte sig. Hans tænder klaprede og fugtigheden sneg sig ind under kappens beskyttende varme.
Han stødte på en vagt og spurgte ham om vej.
Vagten kiggede lidt mærkeligt på ham, men pejede så ned af gangen og til højre. Han rakte ham også en nøgle så han kunne komme ind i cellen.
Han satte tempoet lidt op og nåede cellens dør.
Han låste døren op og gik ind. Hans øjne flakkede rundt i cellen, ind til han fik øje på hende han ledte efter.
"Iljana!" udbrød han med glæde i stemmen.

// Nu ikk fordi cellen er så stor xD ?

Hun sad længe i samme sammenkrøbne stilling på metalsengen, fuldstændig stivnet. Den stemme... Overbevidst om at hun havde hørt syner, lukkede hun øjnene hårdt i. Hun ville ikke høre hans stemme. Ville ikke tages af vanviddet... Hun måtte holde stemmerne ude... Hun skulle ikke ende som en sindsforvirret galning.
Hun anede ikke hvor længe hun havde siddet derinde, dog ville hun ikke lade ensomheden tage over. Hun skulle nok overleve... Og Chris, som havde spærret hende inde i disse fugtige, klamme omgivelser, var den sidste person hun ønskede skulle hærge i hendes indre.

// Dejligt med noget besøg! Jeg takker xD !

//Håber jeg må joine? Ellers sletter jeg bare. Bare sig til hvis I syntes der ellers er for mange ^^

Emias kunne lugte det. Den velkendte lugt af fangenskab. Han havde før vandret i fangekældre for at skulle opsøge fortabte sjæle, men ikke her. Ikke under et palads.
Emias vidste egentlig ikke hvordan han havde fundet vejen her ned. Han var gået ind i paladset og siden han ikke støtte på nogen valgte han bare at følge sin intuition. Eller rettere sagt Mayeas intuition. Mayeas vilje, var Emias' lov.

Emias var fulgt efter de saglige skridt. Manden, Chris, gik som var han en soldat. 1, 2, 1, 2... Emias kunne tælle hans skridt og mærke hans takt. De passerede begge den samme vagt, dog nøjedes Emias bare med et nik inden han fortsatte ned af den snævre krypt. Han bar sin saltvandsblå kutte, men hætten over hovedet. Under den havde han en lille flaske med vand, hvis det blev nødvendigt. Emias hørte Chris stoppe op. Han nævnte et navn. Iljana. Det var kvinden han søgte. Emias gik lød løs om bag Chris før han sagde noget: "Chris!". Selvom Emias var her af religiøse grunde, kunne han ikke lade være med at more sig over muligvis at have forskrækket ham.

//Du skriver fedt Emias!//

Chris vendte sig forskrækket om. Han så på Emias med et skævt smil.
"Davs Emias" sagde han med et lille smil. (Jeg går ud fra at vi kender hinanden? xD)
Han vendte sig om mod Iljana igen og satte sig ved siden af hende.
"Iljana?" hviskede han stille til hende.
Han lagde prøvende armen om hendes skulder. Han prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun kiggede ikke op.
Hans blik kørte op mod Emias igen, og han smilede til ham igen.
"Hvad laver du hernede?" Spurgte han ham venligt, "her plejer ellers ikke at komme så mange. Det er faktisk også en af de første gange, jeg er hernede."

//Btw, jeg har lovet at skrive til dig at der er brug for dig i en andet emne... og vi har vist ikke helt brug for alle hestene i paladsets stalde... Prøv at skrive til Dawn//

Mayea talte til Emias. Han kunne fornemme hendes vilje. Chris ville hjælpe Iljana, så der var ikke længere brug for Mayeas tilstedeværelse her. Emias fornemmede at det var på tide at forlade kryptens kolde, klamme korridorer. Det var en skam at Emias ikke ville få Iljana at kende endnu, men hvis det var Mayeas vilje at forlade fangekældren måtte han gøre det.
"Jeg kom med samme formål som dig, Chris", sagde Emias med en stemme der strålede af overbevisning og autoritet. Emias vidste at tiden var knap og han måtte forlade stedet, inden han hilste på Iljana.
"Chris, jeg er glad for du er kommet her ned for at slippe hende fri. Mayea har langt om længe givet dig styrken". Emias tog sig selv meget seriøs. Han forsøgte at holde en øjenkontakt med ham. Hvis Chris ikke var kommet herned for at befri hende, hvorfor så? For Emias var det soleklart, men spørgsmålet var om Chris virkelig havde tænkt sig at slippe hende fri.

Uden tid til videre snakken vendte Emias sig om og gik væk. Han vendte lige hovedet og råbte: "På gensyn Iljana. Må Mayea vise dig den sande vej".

Da Emias forlod stedet klukkede han over sin egen dramtiske afgang.

//Out - Sorry jeg går så hurtigt og underligt. Håber vi får tid til at emne på et senere tidspunkt ^^

// Håber jeg, Emias! Tak for dit 'besøg' ;b

Stemmerne blev ved, og hendes bevidsthed overbeviste hende mere og mere om, at manden der havde sat sig ved siden af hende, var Chris. Den anden mandsperson syntes at forsvinde.

Der gik et øjeblik, før hun løftede hovedet en anelse, og kiggede Chris direkte ind i de brune, varme øjne. Hun betragtede ham i tavshed, som besluttede hun sig for om han virkelig sad der, eller om hun for alvor var blevet vanvittig. Hun anede ikke hvor lang tid hun havde tilbragt i det dunkle fængsel, kun at hendes hverdag var ændret brat, og blevet fuldstændig modsat. Hun længtes pludselig efter de varme retter, den bløde himmelseng og et komfortabelt, varmt bad, på det royale palads...

//Håber det er oki jeg joiner :3 Jeg skal nok prøve at være aktiv ^^//

Den dæmpede lyd af bare fødder ekkoede mod de hårde stenvægge i den kryptlignende fangegang. En drengeskikkelse med en stor fugl på skulderen kom hastigt gående. Ciaran havde ikke tit været nede i fangekældrene under paladset. Der var mørkt, koldt og fugtigt, og han kunne høre rotterne pusle i de dunkle kroge. Men denne gang måtte han herned.
Siden oprørerne havde overtaget, havde Ciaran gemt sig i staldene, krøbet ind hos hestene hver gang han hørte nogen komme, og kun hørt nyt fra sine ravne. Det havde varet dage før han hørte om prinsesse Iljana.
Det havde været dråben der fik Ciarans indre bæger til at flyde over. Ækle oprørere, hvor kunne de? Ciaran havde set prinsessen rundt omkring på slottets arealer. Han vidste at hun var stum, og havde hørt historien om hvordan hun var blevet det da oprørere havde angrebet. Han rystede af vrede ved tanken om hvor meget oprørerne havde ødelagt, og nu havde de også fængslet prinsessen, der var uskyldigheden selv.
Fangegangen var mørk, og det var svært at skelne dørene fra hinanden. Ciaran kendte ikke vejen til prinsessens celle - men det gjorde ravnen på hans skulder. Noah, der havde været nede og fundet vejen, gav ham instruktioner fra sin plads.
Til venstre her, gav ravnen besked, og Ciaran drejede. To døre længere henne.
To døre længere-
Ciaran stoppede brat ved lyden af stemmer fra den åbne celledør, der var Iljanas. Det var to mænd der talte. Ciaran trådte hurtigt ind i skyggen ved væggen, og lyttede.
"- Mayea vise dig den sande vej." En mand trådte ud af den åbne dør. Ciaran trykkede sig ind mod væggen, men heldigvis gik manden den anden vej. Forsigigt, og uden at lave den mindste lyd, listede Ciaran sig frem til cellens åbning. Der sad en mand på briksen sammen med - prinsessen!
Pas på, Ciaran! Noah hoppede et par gange på Ciarans skulder Det er en oprører! En af deres ledere!
Ciaran gispede, og indså straks at det var en fejltagelse - at han lige havde gjort opmærksom på sig selv. Hans øjne blev smalle. Hvad havde oprøreren tænkt sig at gøre ved prinsessen? Alle mulige tanker fyldte hans hoved. "Hvad laver du her, oprører?" hvislede han.

//Hov o.o Det blev lidt langt, srry//

//Nu er der jo lige pludselig kommet mange til, hva!? ._. Pokkers at man gik så tidligt :D//

//Kom igen, Ell, kom igen! Kom igen, du min elskede ven :3//

//Ihh, måske Asta mangler folk at jage en skræk i livet på? Må hun være med? :D//

//Jah, jeg ved ikke med de andre xD Men gerne for mig ^^//

//Yay ^^ Så må jeg godt for dig - så må de skælde ud senere..//

//Ja! Kom!!!//


Chris blev en smule irriteret over forstyrrelsen og kiggede tvært op.
"Jeg snakker med hende" sagde han, efter at have overvejet situationen. "Jeg kunne jo passende spørge om det samme... Paladsets Fangekælder er ikke ligefrem det mest indlysende sted at opholde sig." Han kiggede omkring i det fugtige rum, mens han ledte efter noget, der var bare den mindste smule hyggeligt eller behageligt. Han fandt ikke noget. Han begyndte egentlig at få lidt ondt af Iljana og besluttede sig for, at prøve at tale hendes sag overfor de andre oprørere.
"Desuden, tror jeg ikke Iljana har noget i mod mit besøg..." fortsatte han.
Han kiggede på Iljana igen og prøvede at smile.
"Eller... har du?" spurgte han hende nervøst.

Overrasket og tirret tog Ciaran et skridt frem. Vidste denne mand ikke at Ciaran var et menneske, en arbejder på paladset, og en modstander? Men måske var arrogance og ligegyldighed overfor dem der var mindre end én selv noget, der hørte med til at være en oprører.
"Selvfølgelig har hun det, oprører," sagde han. "Jeg ved ikke hvad du har tænkt dig at gøre med hende, men du er hendes fængsler, og jeg er her for at hjælpe hende.
Det var svært at kontrollere vreden - mange års had kom boblende op igennem Ciarans krop; bitterhed over hvad oprørerne havde ødelagt, hævnlyst for hans far, had mod de folk der havde hærget paladset og overtaget hvad der aldrig havde været deres. Han følte sine hænder ryste ukontrolleret. Med sit sind begyndte han allerede at lede rundt for at finde hjælp hos paladsets dyr - mus og spurve fra gården udenfor svarede ham straks, og det var en sikkerhedsbekræftelse. De små dyr følte hans vrede, og var klar til at kradse øjnene ud på denne mand, hvis det skulle være nødvendigt.

//>:3//

Hun blinkede nogle gange, da øjnene efterhånden var begyndt at løbe i vand efter den døde stirren. Hun sad fuldstændig stille, og drejede hovedet mekanisk, for at lade blikket hvile på den nyankommende dreng. Efter tøjet at dømme, var, eller havde han været, en af slottets arbejdere. ,, Flygt.. Inden de også fængsler dig..." hviskede hun svagt, og flyttede langsomt blikket tilbage på elveren ved sin side. Hun rejste sig hurtigt og lettere chokeret. Kneb øjnene en anelse sammen.
,, Hvad laver du her?"
Hun fattede ikke at han kunne være så rolig. Hun havde mødt sin store kærlighed til ballet, og troede at hun ville få den bedste aften i sit liv. - Prinsen på den hvide hest viste sig dog at være en af oprørernes ledere. Et medlem af det folk, der gjorde hende stum i tidernes morgen, og som var med til at placere hende i et hul under jorden. Ruinere hendes liv. Om hun var glad for hans besøg? Hans første og eneste besøg i så mange måneder, uger eller dage der nu var gået i dette tidsløse fængsel.

// Hun fik sin stemme tilbage under ballet ;D Dejligt at der kommer så mange til emnet :D

Chris reagerede instinktivt på den lille drengs svar. Han fløj op fra briksen og stirrede på ham.
"Jeg er hendes indespærrer... ja, men hvis du vidste hvad jeg reddede hende fra, ville du måske snakke lidt venligere til mig. Det tog mig flere timer at overtale dem om at hun overhovedet skal overleve!"
Han tog en dyb indånding og satte sig ned på briksen, da Iljana spurgte ham hvad han ville.
"Det tog mig flere timer, at overtale dem til at lade dig leve. Nu har jeg brugt flere dage, og det er endelig lykkedes mig at overtale dem til at sætte dig "fri". Du vil få et værelse oppe på slottet. Det er nok ikke hvad du er vant til, men det er da bedre en det her."
Han var glad for endelig at have fortalt, hvad han skulle.

Ciarans øjenbryn trak sig undrende sammen, mens han prøvede at forstå. Noget af det umiddelbare had veg tilbage for overraskelse og forundring. Denne oprører - kunne han være... god?
Nej. Selvfølgelig kunne han ikke det. I Ciarans verden fandtes herrer, venner og fjender. Og oprørerne var fjender. At denne oprører var en slesk en af slagsen skulle ikke komme ham i vejen.
Oprøreren vendte igen ryggen til ham, og koncentrerede sig om prinsessen. Det tirrede Ciaran noget så grusomt - betød hans tilstedeværelse virkelig så lidt for denne mand, var han virkelig en lige så lille trussel som de ækle rotter der hærgede hernede i kældrene? Han tog et skridt fremad.
"Du lyver," konstaterede han. "Hvorfor skulle du gøre det?"
Noah lettede med tungt afsæt fra hans skulder, og flaksede over i vinduet (regner med at der er så'n et tremmevindue-ting) hvor han iagttog oprørermanden med sit ene øje.