Fangeskab ...

//Chris? Helena (hende jeg spiller) har spurgt dig om noget?//

//Jeg blev nød til at skrive det i tiden inden du spurgte, men jeg kan godt redigere hvis du synes?//

//Ellers har jeg ikke rigtig noget at svare på s://

//Så bliver det som et svar ekstra//

Chris vendte sig om mod tjenestepigen.
"Tror du jeg vil snyde hende? Selvfølgelig har jeg tilladelsen" sagde han med en irriteret stemme, "men hvilken ret har du til at se dem? Hvis jeg ikke havde tilladelse til at flytte hende, ville jeg alligevel også få problemer med at slippe forbi vagterne"

//Mere får I ikke... fordi jeg ikke gider... og fordi det jo skal lægges til mit andet svar, sådan rent psykisk//

//Første ”afsnit” er nærmest bare resumé, eller i hvert fald det der sker, set fra Ciarans synspunkt xD//

"Nej!" skreg prinsessen, og det gav et sæt i Ciaran, så kniven i hans hånd strejfede mandens strube, men da den ikke ligefrem var barberbladsskarp, var det ikke nok til at bryde igennem huden. "Hver sød... gør ham ikke fortræd.."
Ciaran tøvede. Han ville helst ikke miste denne kontrolfølelse, endnu en gang at lade oprøreren få frie hænder. Eller fri hals. Men der var absolut ingen undskyldning for at handle mod Iljanas ordrer. Ciaran skulle lige til at sænke kniven, da en stemme brød ind.
"Ahem..." Ciaran genkendte ikke stemmen, men da han vendte hovedet for at se hvem det var, genkendte han ansigtet. Han havde set tjenestepigen rundt omkring på paladset før, men han så så mange, og kendte hende rent ud sagt ikke. Hvem hun end var, lod det ikke til at genere hende at manden hun henvendte sig til havde en kniv mod halsen. "Så vidt jeg kan forstå," fortsatte hun, ”er De her for at løslade Hendes Kongelige Højhed?”
Ciaran fik en klump i halsen. Havde manden virkelig talt sandt? Tanken virkede umulig.
”Har De en tilladelse, eller et samtykke fra en overordnet? Jeg går ud fra at du har mødt min bror – Zhadin, den tidligere fangevogter?”
Dette navn kendte Ciaran ikke, men han havde heller ikke noget at gøre med fangevogterne. Dog vidste han at de ikke var rare fyre – da han var lille, blev han tit truet med noget i retning af; ”Hvis ikke du opfører dig ordentligt, kommer fangevogterne og tager dig!”
Nu talte oprøreren. ”Hvad ville jeg få ud af at snyde dig?” Det gik hurtigt op for Ciaran at manden stadig ikke talte til ham, men til prinsessen. Først da kiggede oprøreren på Ciaran, blikket fyldt med frygt. Ciaran bed sig selv i læben for ikke at komme til at skære en hånlig grimasse. Som om han ikke kendte påtagethed når han så det, og elveren var ikke en særlig god skuespiller.*
”Tror du jeg ville snyde hende?” – stadig var det ikke henvendt til Ciaran, men til tjenestepigen – ”Selvfølgelig har jeg tilladelsen, men hvilken ret har du til at se dem? Hvis jeg ikke havde tilladelse til at flytte hende, ville jeg alligevel også få problemer med at slippe forbi vagterne.”

Ciaran kiggede på prinsessen, der plejede at gå klædt i fine silkekjoler og broderier, en ophøjet figur, som Ciaran havde kigget på, men aldrig set. Nu så hun helt menneskelig ud, som hun sad dér, fanget og frygtsom. Hun havde bedt ham sænke kniven.
Ciaran lod kniven falde, trådte et skridt tilbage og skulede olmt til oprøreren.
Hvad laver du? spurgte Noa (der stadig sidder i vindueskarmen). Det var ikke ment som en kritik, men bare et roligt spørgsmål. ”Je–” Ciaran tog sig selv i at tale højt til fuglen. Jeg ved hvad jeg gør, var hans svar.
Han kiggede over på prinsessen. Vendte sig, bukkede. ”Jeg tjener Dem, Højhed,” sagde han ”og hvad De end vælger at gøre” – han skulede ud af øjenkrogen mod oprøreren – ”så vil jeg være tro mod Deres befalinger,”
Han stak kniven i skeden, men signalerede i stedet til Noa. Den store ravn flaksede gennem den lille celle, og landede tungt på elvermandens skulder, hvor han holdt øje med ham.

*HA >:3 Chris skal disses x3 (Dis Chris)

Bag hendes bekymringer gemte kontrollen og fokuset sig stadig. Hun så overrasket, men samtidig mistænktsomt, på pigen, som hun genkendte som en af de tjenestepiger, der plejede at gøre hendes værelse rent. Hun så sammenbidt mod gulvet, og undlod at svare på hendes spørgsmål om genkendelse af monsteret. "Hvordan kan hun vide--?"
Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, som for at samle tankerne, og så så op på køkkendrengen (Ciaran), der havde trukket sig væk. ,, Tak" hviskede hun sagte og sendte ham et svagt smil. Hun rankede da ryggen, som kun en rigtig prinsesse kan, tog en dyb indånding og så på Chris. ,, Jeg tror dig." Hun så ham alvorligt i øjnene, og bøjede hovedet en anelse forover, som skulle hun være sikker på at han forstod. ,, Men dette betyder ikke tilgivelse." med den langsomt tilbagevendende stolthed i ryggen, løftede hun atter hovedet. "Jeg er arving til tronen.." Styrken havde manet sig op i hendes stemme, og hun mærkede hvordan kraften og livet atter vældede op i hende og lagde tryk på ordene. Det føltes som var hun vågnet fra de døde, og hun vidste pludselig hvad hun var nødt til at gøre. ,, og jeg har ikke tænkt mig, at give op."

//Du har ret, Chris er en elendig skuespiller, når det ikke afhænger af hans liv.... og også når det gør//

// Hvem har ret? Og tror nok det er din tur til at svare, Chris ^^,

*Ahem* tror at det er mig?

”Forstår De,” begyndte Helena krævende, ”er tilladelsen ikke blevet godkendt af en fangevogter, dommer eller herremand, med magt,” hissede hun videre, ”så kan løsladelsen ikke gennemføres – i så fald vil en anden handling ligge for i stedet, og jeg går ud fra, at en så højtskattet mand som De, ved hvad straffen for ulovlig løsladelse indebærer?” Et smil brød frem på de røde læber, hvor hun dog hadede de stolte, arrogante elvere.

Tjenestedrengen havde sluppet sin kniv – fulgt prinsessens ønske – og underkastet sig - til stor ærgrelse.. Mennesket var så skrøbeligt, mindede hun sig selv, fortrydende, om. Taktikken var ændret. Hun måtte følge eksemplet.

Små hurtige skridt, førte hende hen til prinsessens seng, hvor hun knælede, og lagde sig i underkastende seler. Her foldede hun hænderne over prinsessens skød, og så bedende op i et par fortvivlede øjne. ”Jeg er så bekymret for Dem,” hviskede hun, ”Hvis der var noget jeg kunne gøre?” Tøvede hun, oprigtigt bevæget. Når alt kom til alt, håbede hun på prinsessens frihed, men alt ville hun ofre, for elverens indsætning!

// sry... men en lille rettelse; Iljana STÅR op xD

//Undskyld xD så siger vi bare at Helena sidder nede foran Iljana, uden at røre hende//

// Nåh, det må være min tur, siden ingen andre svarer? o.o''

Hun skævede lettere fortvivlet til tjenestepigen, som hun, nu hun tænkte over det, aldrig rigtig havde fået navnet på. Hun så hende ind i de store, brune og bekymrede øjne. ,, Der er intet De kan gøre, uden at bryde loven, frk.." hviskede hun. ,, De er blot tjenestepige."
Hun så op på Chris igen. ,, Chris er en af dem" hun lagde et ekstra tryk på det sidste ord, som var han af et andet folk. Et væsen fra en anden verden. ,, Af hvilken rang, aner jeg ikke, men jeg kan forestille mig at den ikke er helt uden værdi, siden han påstår at have fået tilladelse til min frihed." Hun lod blikket hvile tøvende på Chris. Havde han intet at sige?

//Jeg skal nok svare snart!//

// Taaak, lyder lækkert :b

"Jeg ved ikke hvor høj min rang er, men venner er mindst lige så vigtige som rang - og dem har jeg massere af" sagde Chris stolt.
Han rakte hånden ud til Iljana, for at få hende til at følge med. Han var egentlig ret træt af denne tjenestepige. Så træt at han overvejede at vise hende papirene, så han kunne slippe af med hende. Men hun havde jo ingen ret til at se dem.
"Skal vi gå høje prinsesse?" Chris brugte med vilje Iljanas gamle titel, for at vise respekt, og ikke mindst for at overbevise drengen med kniven om sin gode vilje.

//Mit snart er vist rimelig relativt xD//

// Hvis tur er det til at svare?? :) Ciaran, monstro?

//AAARHG UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD D: D: D: I skulle bare have fortsat uden mig argh D: Jeg havde først ikke tid, og så havde jeg ikke internet, og argh D: Undskyyyyld ;_; Imåttegernehavefortsatudenmigundskyld ._.//

// Sry mit langsomme svar ;s .. Skole, ferie og rejser optog meget af min tid. Har mange ting om ørene i øjeblikket ^^'' ...

Iljana så tøvende frem for sig. Først på tjenestepigen, så knægten og Chris. Hun nikkede da stille.
,, Alt for at komme ud herfra..."
Hun var ganske vidst "kun" blevet smidt i fangehullet, mens alle andre var halshugget eller forvist. Andre anede hun ikke, hvor var blevet af; inklusiv sin egen mor.
På en måde ville hun måske havde foretrukket en hurtig død. Det var mere smertefrit end at skulle blive tortureret på denne måde; siddende i et koldt, klamt kælderrum, alene og kun til lyden af rotter, en svag dryppen, lænker, skrig og desperat hvisken. Hvis det ikke havde været for det smalle vindue med tremmerne, havde det også været uden nogen tidsfornemmelse og en endnu størrere længsel efter døden. Ensomheden havde tæret på hende, og mange gange var hun brudt sammen. Tårerne var brugt op for nu.
Hun rettede ryggen, holdt hovedet højt, kastede et blik på Chris og begyndte så at gå mod den åbne celledør.

Chris kiggede lettet på Iljana og fulgte efter hende hen mod døren. Inden han gik vendte han sig om mod de to andre i cellen.
"Jeg lader døren stå åben, så kan I gå når I har lyst," sagde Chris en anelse sarkastisk, dog ikke uvenligt.
Han åbnede døren og gik ud på gangen.

//Out... I guess?

Med en følelse af nederlag, skyndte Ciaran sig ud af cellen. Lyden af bare fødder dæmpedes og forsvandt i fangekorridorens mørke.

//Out//

// Out