Fangeskab ...

(( Det er det, Ciaran Sådan det er beskrevet tidligere, i hvert fald ^^ ))

Tøvende lod hun blikket flakke fra Chris, til det golde beton gulv, til drengen, der tydeligvis kæmpede på hendes side. Monstro Chris virkelig gjorde det samme? Eller var det blot en fælde, af en art?
Knægten var inde på noget, men den stadig alt-for-kønne-til-hvad-hun-ville-tillade-sig-selv-i-at-syntes-efter-alt-dette elver lød så oprigtig, og noget i hans brune øjne viste ærlighed... Men måske han blot var en god skuespiller og løgner, som slotsarbejderen hævdede?

// please, svar? En eller anden :s ?

//Det burde være mig... jeg håber at kunne svare når jeg bliver færdig med den forbandede danskopgave //

//Yup, jeg venter lissom også lidt på Chris x3// //*At rentfaktisk have en god grund til at være inaktiv*//

Hvad kunne afsløre denne forklædning? INTET...
Asta smilede ondskabsfuldt, og fortsatte sine stive, målrettede skridt med trappehvælvingen. De mugne, knirkende brædder, skabte sig under hende, og hun drog et lettelsens suk, førend hun greb til sit ledderbælte. I et skjult rum, rakte hun ned, og med op havde hun hundredvis af små, glinsende genstande. En lav hvisken, næsten uhørlig, gik gennem rummet som en jaget ånd på flugt, ”Slangens forbandelse, slangens barn, slangens datter”. Asta smilede, igen ubehageligt nydende, og kørte hånden med genstandene langs kroppen, som var det duftende olier. De hæftede sig fast ved hendes tøj, gule krystaller og ædelsten – alle perfekte og unikke, runde som solen, og lysende som om de var små kopier af samme kraftfulde cirkel.

//Hvis nogen husker, eller har læst om det, er det samme runde substans, som Era har fået da hun mødte Asta, i en anden forklædning, en aften på Det Gyldne Vildsvin.//

”Skifte vil hun
Ham som slangen
Skjule alt de kender til
Snyde hvem der snydes skal
Og slippe godt væk, som ubekendt.
Hjertet er af sten men vis,
Og latteren kold som vinterens is
Huden mørk som jordens bund
Og stemmen mild, sød og rund.
Alt det lokker dig ud af skjul,
Førend du gribes af vreden hul,
Døden bliver din befrielse nem.
Du bliver drab nummer fem!”

//Asta i forklædning som Helena, en af slottes tro tjenere//

Ud af skyggerne trådte en smal, forhastet, lille skikkelse i form som en af slottets tjenestepige. I alle andre tilfælde, var det denne unge pige, der tidligere havde bragt nye blomster op til prinsessens værelse, hver morgen, og som også gjorde rent i samme værelse. Hun var på alder med prinsessen selv, og havde (hemmeligt) altid prøvet en af Iljanas mange kjoler, når lejligheden bød sig. Altid havde hun beundret den smukke prinsesse, derfor det perfekte valg, at udklæde sig som, når man skulle i fangekælderen og se samme prinsesse lide.
Et smil lyste op i mørket, og afslørede en række hvide tænder. Samtidig slog et par umagelige øjne op, som denne spinkle krop, umuligt kunne være født med. Gule øjne.
Helena begyndte nedstigningen til kældergangen, og som lyset tog til, afsløredes mere af hendes uskyldigt udseende skikkelse. Med et hår så langt, at man kunne betvivle om hun nogensinde havde set en saks i funktion, flød ned af hendes svajende ryg og skuldre. Det var brunt som kastanjetræets frugter, og stod i tæt kontrast til den mørkeblå uniformkjole med det hvide forklæde. Hendes holdning var sammenkrøbet, som frygtede hun at blive slået, og hendes hænder rystende og klodsede så hun måtte gemme dem i forklædets lommer, for ikke at ødelægge ting.
Men under alt dette skuespil gemte der sig en magt så ubeskrivelig, at selv den dygtigste digter ville stå mundlam tilbage til hånens kolde hånd alene.

Skakten åbnede sig, og langsomt kunne menneskeørene, som hun nu var i besiddelse af, høre stemmer. Rummet som var så velkendt, at hun måtte koncentrere sig om ikke at fnise, virkede tomt, og mere afskyende end hun før havde forestillet sig. Måske var det fordi, at Helena her, aldrig havde været i denne del af slottet før, måske fordi der var så goldt.
Hun listede videre ind af tremmedørens åbning, og hen til hvor stemmerne kom fra. Helenas skikkelse dukkede op ved cellens yderste tremmer, og hun kiggede forsigtigt ind gennem dem. 3 personer. En lidt for køn til at kunne kaldes menneske. Han talte for let, så for ubekymret og beroligende ud – elver uden tvivl. Sammen med ham sad den velkendte prinsesse, og overfor dem, ikke så langt fra hende selv, stod en dreng. Alle tre var tydeligvist oprørte, og den dårlige stemning, smittede af på tjenestepigens skrøbelige humør. Hun trippede langsomt, men varede sin mund, intet skulle siges førend de opdagede hendes tilstedeværelse, og hvis ikke hun tog meget fejl, havde elveren vidst at der kom nogen siden hendes første skridt havde knirket på trappen.
Hvorfor var de perfekte sanser altid uddelt så uretfærdigt?

//*Kunne godt tænke sig at Chris svarede*
Men apropos (staves? o.o) Eras amulet-dims... er det muligt at få at vide hvad der sker hvis hun tager den på? x3//

//*Host, host* tja.. egentlig vil der ikke ske alverden, med mindre at hun er sammen med stenens ejermand xD Asta kan måske fortælle HVAD det er og HVOR det kommer fra, og HVORDAN det bruges? Det er jo ikke alle og enhver der render rundt med sådanne sten i lommen >.< //

Chris kiggede sig en smule irriteret rundt.
*Skønt... flere der ikke vil tro på mig* tænkte han, da han hørte en ganske svag knirken.
Han tænkte sig om et stykke tid, før han lod sin næste udtalelse komme:
"Jeg ved godt, at det kan være svært at tro, men du bliver nød til at tro på mig. Desuden, hvorfor skulle jeg gøre dig noget ondt?"
Han skulle lige til at nævne, at det da ikke kunne blive meget værre for hende, men tog sig selv i det.
"Jeg synes bare du fortjener bedre end det her... hvis du da vil have bedre?"

//Regner med at det første er møntet på mig, og det andet på Ilja..? xD Og så bliver det lige fra Era, fordi jeg er for doven til at skifte//

Ciaran var træt af denne mands ligegyldighed. Dirrende af harme, trak han sin daggert og trådte et skridt frem, mens han løftede den op til mandens hals.
"Hør her, din løgnagtige bastard af en oprører," fik han frem over de rystende læber. Han havde prøvet det her tusind gange - men aldrig på en rigtig person. For det var, hvad manden var. Selv om Ciaran overbeviste sig selv om at elveren foran ham var en fjende, var ond, var en bedrager og ville dræbe ham på stedet, sagde en del af ham, den del der stadig var en stalddreng der elskede freden og roen under træerne i slotsgården, at manden foran ham var, om ikke teknisk set et menneske, så i hvert fald et levende væsen som ham selv.
Ciaran indså at han ikke ville kunne gøre manden fortræd.
Øjnene, der før var smalle sprækker, blev store og frygtsomme, og det sparsomme lys, der kom ind ad det lille cellevindue, spejledes og dansede i dem.
”Du gør hende ikke fortræd.” Det var ment som en trussel, men endte med at lyde som en bøn. Han sænkede ikke kniven, men holdt den op til oprørerens hals. Hånden skælvede.

Han var tydeligvis bekymret for hende, dog forstod hun ikke, hvorfor han så havde sendt hende herned i første omgang.. Det lød dog som om at det ikke ene og alene var hans beslutning. Alligevel blev hun irriteret over hans spørgsmål. Om hun VILLE? Hun havde lyst til at skrige ind i hovedet på ham, hvor dumt spurgt det var, da chokket over knægtens initiativ overvældede hende. Hun stod et øjeblik fuldstændig stille; stirrede på kniven, som drengen havde trukket frem og nu pegede mod Chris' ubeskyttede hals.
,, Nej!" Skreg hun, og rakte hurtigt hånden frem mod kniven, som ville hun tage den, men stoppede og knyttede hånden sammen. Turde ikke, af frygt for at tjenestedrengen skulle blive chokeret og komme til at skade ham, som hun dybt inde nærede stærke følelser for.
,, Hver sød.." hendes stemme knækkede til en hvisken. ,, Gør ham ikke fortræd.." Hun så bønfaldende på drengen, der stadig holdt kniven mod Chris' hals i sin skælvende hånd.

// *host*og vi venter blot på svar fra Ciaran :) ??

*Ahem* Sii!? xD

//Chris plejer at være først D://

//Ups ;( Er det egentlig ikke mig? Asta altså? :i//

//Joh, det er det nok xD Hvis du har lyst? :3//

//Selvfølgelig ^^ - er ved at færdiggøre det...//

Tremmernes beskyttelse af fysiske udfoldelser inde fra, beskyttede vel at mærke ikke mod de sarte øjne, som nysgerrigt så ind. Helena tog sig forfærdet til munden, da en blank genstand hvirvlede op mod det sparsomme lys, og endte ved elverens hals. Mod, manglede drengen ikke, tænkte hun overrasket, og rynkede brynene. Noget i hende, gurglede grinende af underholdningen - monstret, som hun inderst inde var, morede sig kosteligt. Men som skuespiller, må man ikke lade rollen blive afsløret før tid.

Helena greb om tremmernes kolde metal, og blinkede forfærdet med de store øjne.
Det var som om tiden gik i stå. Som om alle bevægede sig langsommere end ellers, da prinsessen rakte ud, og standsede drengens udfald. Hendes stemme var skinger, bange og frustreret da hun tiggede om våbenhvile. Det var tydeligt, at hverken den indespærrede Iljana eller elveren, havde ventet denne reaktion.
Helena selv, stod og trippede en anelse, ville det få konsekvenser hvis hun drog ind, midt i denne krise? Hun håbede…
”Ahem…” Hendes stemme var pibende og havde en irriterende klang af hovmod. ”Så vidt jeg kan forstå, er De,” hun skulede til elveren (Chris), ”her for at løslade Hendes Kongelige Højhed?” Med en overlegen bevægelse, som var utænkeligt at tjenestepiger kunne tillade sig, stillede hun sig frem i lyset, og så skiftevis mellem de tre skikkelser i rummet. ”Har De en tilladelse, eller et samtykke fra en overordnede?” Tonen var strengere nu, og en anelse truende, ”jeg går ud fra at du har mødt min bror,” Helena henvendte sig nu til prinsessen, og da hendes udtryk ikke afslørede nogen genkendelse, lod hun afsløringen falde på bordet – ”Zhadin, den tidligere fangevogter?”

Drengen lod hun holde sin kniv, gjorde han nogen fortræd, blev situationen langt bedre. Et grumt smil prøvede febrilsk at lægge sig over de røde læber, og Helena prøvede febrilsk at holde det tilbage. Hun elskede postyr..

//Hov... det er vist min tur nu. Skriver svar i morgen.. måske//

(( Håber vi, Chris! :b ))

//AAARGH!!! Tvangstur i skoven -.-' Og dans i dag, så I må nok vente lidt længere//

// Går du til dans? ^^ Hvilket? :b ... hurry up, pleeease!

Ja tak Chris! Skynd dig, din dansemyg! -.-

//Hip hop//

Chris overvejede hastigt situationen. Drengen lød ikke som om, han havde tænkt sig at gøre alvor af den trussel, der lå i en hævet kniv. Chris vidste at hun kunne nå at trække sin egen kniv og støde drengens væk, før drengen nåede at reagere, men han vidste også at det ville skræmme drengen. Han vidste at drengen følte en vis tryghed og situationskontrol, ved at have "fjenden" fanget.
"Hvad skulle jeg få ud af at snyde dig?" han henvendte sig til Iljana, men vidste at drengen meget vel kunne opfatte det, som om spørgsmålet var til ham.
Han havde holdt blikket mod Iljana, siden hendes udbrud, men kiggede nu på drengen med påtaget frygt. Det var vist bedst at lade ham tro, at han havde oprøreren hvor han ville have ham.

Yay!! Tak Chris :b .. Så mangler vi Sii ^^, !