En tur til markedet :) (alle er velkommende)

Leetah var på vej ned til markedspladsen, hun red i forvejen, hun havde fortalt Amon at hun ville hente noget fra markedspladsen, på sin hest, den store gamle hest sukkede oprørende "årh hold op vi er der næsten Don, lad være med at klage så meget" Sagde Leetah med en så frisk stemme at Don blev irriteret, den bukkede let og Leetah faldte forover på halsen af ham, den fnyste drillende til hende. "styr dig lige" Leetah satte Don i fuld galop og nåede endelig hen til markedspladsen, hun steg af, lige inden byen startede, og slap Don løs. "gå ikk for langt, og kom når jeg sender! jeg mener det" hun grinte af sig selv, over sin måde at opføre sig på overfor den stakkels hest. Hun løb lydløst igennem menneske mængden, hun håbede Amon ville tage sig god tid, gor så kunne hun købe det hun nu skulle have

*sikke mange ting der er! hvad skal man vælge, det en evighed siden jeg sidst var her!* hun gik rundt, hun brød sig ikke om at være i nærheden af så mange mennesker på en gang. Hun så den samme nydelige halskæde som hun havde st førhen. hun løb hen til boden "skal vi bytte? skind for din halskæde!?" Manden stod forskrækket og kiggede på hende, han ville ikke lade hende gå bare sådan! så han begyndte at snakke "Haha tror du denne værdifulde kæde kan betales med skind! nææ nej der skal sgu mere til min lille elverskat!"
Leetah lavede en uvenlig grimasse, hun gav ham dræber blikket, men fik sig selv til at falde til ro igen, hun tog en dyb indånding og kiggede med et forførende blik på den ækle mand "og hvad ville det så være?"
Manden kom tættere på hendes ansigt "jeg tror godt du ved hvad DET er! haha" manden brød ud i en hæs latter og grinte derefter! Leetah kunne ikke holde raseriet inde og valgte at give ham en flad, så stærk at hans hoved røg helt til side. manden begyndte at råbe og skrige efter hende, hun smed skindene, og mange mønter på hans bord og tog kæden. "Hey Stop!!! STOP DEN TYV!!!" mandne råbte som en sindssyg. Leetah løb igennem den tætte befolkning på markedet, og var ved udkanten af den *hvor langt er Amon mon?* Leetah var en smule bange, men hun holdte sig på Markedet og ventede

//Alle må være med her :)

Katriona kom tøffende,ud og ind mellem de tårnhøje mennesker!
Hendes Lille hånd var knyttet og de store øjne spejdede rundt mellem mylderet!
Dog vidste hun ikke hvor hun var på vej hen, Fødderne gik bare, nær de mange boder, i håb om et eller andet skulle komme nden for rækkevigde såKat kunne putte det i lommen!
Hendes mave knurrede!
Mens hun tøffede afsted pludrede hun stille med sig selv, Den lyse stemme virkede glad, midt i al travlheden!

Glimtet var der igen. Solen stråler fik det til at skinne! løb det? Kat fulgte det med øjnene..
Blå øjne, der undrede sig over den løbende skat! Det var der hun fik øje på pigen. med det glimtende smykke.. Katriona Tøffede efter! Stadig med den ene hånd knyttet om luften som omgav hende - efter det flyvende smykke i Den store piges hånd!

"Trin 3, afdeling 1, første plan. Aldrig nogensind lave problemer i midten af en by beboet af mennesker." sagde en stemme få meter bag Leetah. Amon havde holdt øje med hende og havde set alt hvad der var sket. eller i hvert fald meget. Amon var løbet hele vejen til stedet hvor de befandt sig nu. "En af de ting du skal lærer er: hold dig langt væk fra problemerne, du har ikke magten til at opklare alt. Og nu opdager jeg en til ting. Du er tyv." Amon rystede på hovedet og viste hans stor utilfredshed. "En dag vil du bliv straffet for at stjæle. Fx. hvis du kommer til at stjæle noget magisk af en magiker. Nu må vi hellere kom videre før du laver flere problemer" Amon begyndt stille at gå mod markedspladsen. Der var godt nok mange mennesker her idag. Folk må nok tjener mange penge.

Leetah fik et chok da huyn hørte Amon, men blev derefter gal da hun hørte hendes opsang! hun skulle til at sige noget men stoppede, Don som havde holdt sig lidt ude fra markedspladsen var utilfreds, den brd sig ikke om Amon og prustede vredt af ham "stop det!" Hingsten kiggede trist på hende som om det var et forkert valg hun havde taget, Leetah lod hingsten værre og fulgte efter Amon ¤jeg er ikke en tyv jeg betalte!!¤ hun kom til at sende sin tanke istedet for at holde den til sig så sagde hun endelig "hvad kunne jeg gør manden, ville have mere end penge og skind! hvis du så det hele så burde du også havde set den del!" hendes semme var rolig men irriteret, hun ville nødig hæve stemmen igen.

Hun stod stille, så kiggede hun bag sig, en lille pige stod og betragtede hende, hun var yndig, Leetah havde en svaghed for små unger. Hun gav et hurtigt blik til Amon som næsten allerede var midt inde i markedspladsen. hun skyndte sig hen til den lille pige "hey lille skat, jeg tør vlædde med du er sulten?" hun vile havde startet en samtale hvis det havde været muligt me nu kunne hun ikke se Amon. Halskæden havde hun hængt om sin hals og ind under tøjet så det hverken blev set eller kunne tages. Hun smilte igen blidt til pigen, hendes grønne øjne var helt betaget af den lille skabning. Så trak hun endelig nogle stykker røget kød frem og noget brød "her min pige spis" Leetah gav hende et kys på panden, hendes blidhed var som en mors kærlighed til sit eget barn, Leetah var blevet helt varm inden i, "hold dig væk fra ballade ikke?" Leetah grinte over sig selv, det var jo det Amon have sagt til hende. Hun rejste sig og lø ind til byen, midlertidigt havde Don den store hingst løbet hen til den lille pige og nusset hende,

Leetah løb ind mellem den store folkemængde. *åh nej hvor er Amon* nu var hun nervøs, men hun opdagede boden, hvor hun havde taget halskæden fra, hun kiggede i et stykke tid, hun sukkede, hun traskede hen til manden som øjeblikkeligt begyndte at råbe tyv igen. Hun lagde halskæde på bordet og tog sit skind tilbage "behold pengene vrissede hun" da hun vendte sig om stødte hun ind i Amon. Hun kiggede ikke op på men kiggede bare ned på jorden "var det godt nok?" spurgte hun endelig med den blideste stemme hun kunne lave

Mirror kommer stille gående ind på markedspladsen efter at have været ud i skoven og trænet, han kikkede rundt på alle de folk der stod og kikkede på ting som folk ville sælge, han kikkede så ned på sin hals kæde *måske skulle jeg sælge den her* tænkte han men kunne ikke få sig selv til det så han gik kun rundt og kikkede på alle folks ting, han fandt nogle småting han godt ville have køt men eftr som han ikke havede så mange småmønter på sig køte han det ikke

Kariona havde, i sit eget tempo, fulgt efter pigen..
Hun kunne ikke se den flyvende skat mere, men vidste den var i nærheden!
Mens pigen stod og snakkede med en, stod Kat, stadig med hånden knyttet, og betragtede dem med store øjne..
Hun mumlede kort for sig selv og lyste op, da pigen´s opmærksomhed blev fanget!
- Hun kom? kat skævede kort rundt.. Kom pigen virkelig mod hende?
Katriona hørte ikke hvad hun sagde men kiggede bare med forundring på det mad der blev rakt frem!
Forsigtigt tog hun, med lille og svagt rystende hånd, hurtigt maden, og proppede det i munden, mend et lille smil og strålende øjne.. Hun slikkede fingrende rene, og så kort ned, for at tjekke om noget var tilbage!
Da hun så op blev hun ramt af et kys, som fik lille kat, til at trække sig forskrækket tilbage, hovedet på skrå!

Hun så sig igen om.. da øjnene rettede sig fremad igen var den gavmilde pige væk!
Kat så sig fortabt omkring! Før hun satte i snublende løb efter Pigen som havde været så sød1

Amon kiggede på hende også på halskæden. *Falsk* tænkte han. Han gik udenom Leetah og gik til boden. "Goddag du god herre. Hvor meget koste den halskæde." spurgte Amon. Han så, så fin ud at ingen vil mistro ham for noget.
"250 guld til Dem.." sagde manden og smilede som om han var sikker på at få pengene.
Amon kiggede på ham og smilede bredt. "Må jeg føle på den? Den ser bare så skøn og skinnende ud" sagde Amon med en blød stemme. Manden var allerede helt ude af sig selv. "Ja, ja selvfølgelig" sagde manden. Amon tog halskæden op og kiggede på den.
"Når men tak. Det var en sød gave." sagde Amon og lo, hvorefter han begyndt at gå. Manden åbnede øjne helt op. Og begyndt at råbe efter Amon "Din forbandet tyv, kom med den. eller jeg sørg for at du aldrig bevæger en muskel igen!"
Amon så på ham. Hans hånd var allerede på sin dolk. "Tyv..? Hvorfor dog det? Jeg har jo betalt dig. Altså en betaling som ingen anden vil betale dig med. Jeg har givet dig dit liv." Amon tog sin dolk frem og lod den snitte manden, hvorefter han blot gik til til Leetah.
"Den er ikke meget værd.. her!"> sagde han og kastede halskæden til Leetah. Manden bag ham faldt om og begyndt at krampe sig.

Leetah kiggede fuldstændig betaget af amon, hun greb den og tog den på med det samme. *fedt! Nu er det blevet en slags gave* tænkte hun smilende. Hun kiggede flovt på amon " tak, men du havde ikke behøvet at gøre det" men hun var nu glad for at han gjorde det. Hun lagde mærke til at den lille pige var løbet efter men hun sagde ikk nogethun kigger vbare

*tænk at folk vil købe noget der er brugt eller falsk, det er da dumt, de komer aldrig til at bruge det og så selger de det nok til næste år* tænkte han og kikkede sig omkring for at se om der var andre intrasante fol, han kunne se to og et barn *mand, kone og et barn, det er da hyggeligt for dem det kan jo vare en lille udflugt for dem at være her* smiler skævt ved tanken og tænkte så på om han fik en familie

Kat skuttede sig lidt..
Pigen var ikke sød mod hende mere, snakkede bare med en ond mand!
Katriona knyttede de små hænder, stod og betragtede dem med store øjne..
Alt fra den specielle måde Manden fik fat i en anden skat og til der hvor pigen fik skatten fra ham!
hun strakte prøvende armen op mod smykket, men kunne hurtigt se at hun aldrig ville få sin hånd, helt der op!
Så hun stod bare der, usikkert og betragtede de underlige tryllekunstnere som hun følte at, især manden var!

Leetah kiggede forundret på den lille pige hun var lidt nervøs om amons reaktion SSP hun vendte sig mod pigen og hviskede i hendes øre " gå over til den store hest, den bære på et skind du må få men hold dig til hesten" hun rejste sig forsigtigt op. Hun kiggede ud mod menneskemængden, hun så en høj flot fyr, som betagtede dem, hun Smilte sødt til ham. Undrede over hans kiggen hun kiggede på amon, * han er god nok * tænkte hun hun rømmede sig " amon hvordan er houk ?" hun kiggede med forventningsfulde øjne

// Hvis alle er velkomne så vil Lindorâ hellere end gerne være med ^^//

Det var en varm eftermiddag på markedspladsen der var fyldt med folk. Under normale omstændigheder ville Lindorâ sikkert haveunderholdt med noget markedsgøgl, men ikke i dag, i dag var hun travlt optaget af at levere de ting tilbage som hendes lille langfingrede gyldne abe Naur havde stjålet.
Hvorfor han var begyndt at stjæle ting havde hun ingen idé om, for han havde aldrig gjort det før, men nu var han altså begyndt at komme rendende med fine gaver til hende hele tiden som en bekræftelse på at han altså var hendes og ingen andens, ligesom at hun var hans.

,,Naur altså." Mumlede hun, da han endnu engang kom pilende gennem mylderet og hen til hende, denne gang med en fin ring. ,,Hvor tog du den? Spurgte hun ham på elvisk, som hun kunne en smule af, og fik svar da han pegede ind på en bod hvor der lige nu var tom.
Lin nåede lige at undre sig over hvor ejeren af boden var, da hun hørt et råb om tyv, og lidt efter et halvkvalt udbrud. Hun vendte sig, ligesom en stor del af de andre mennesker, mod lyden og fik øje på en kendt skikkelse der slog et eller andet der glimtede i solen, efter en mand.
En dolk.
Selvfølgelig var det en dolk, det var jo trossalt Amon der holdt den, og selvfølgelig ville han bruge den til at true en uskyldig markedshandler.

Lindorâs ildrøde hår skinnede i solen da hun langsomt bevægede sig over mod Amon der stod sammen med en fremmed kvinde og en lille pige og hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvad de lavede i selskab med ham, vidste de da ikke hvad han var i stand til?
Naur, der sad på hendes skulder, gav et lille hvæs fra sig da de kom tættere på Amon og den lille gruppe, og hans gyldne pels strittede til alle sider mens han gjorde sig så stor som overhoved muligt i en trussel til Amon hvis liv Lindorâ, af årsager hun ikke selv kendte til, havde sparet sidst de havde mødtes.
"Og det havde udviklet sig til kamp." Tænkte hun, og skuttede sig ved tanken om hvad hun nær havde gjort. Green havde drillet hende en smule over at hun ikke havde slået Amon ihjel, og spurgt om hun var blevet blødsødende, og sandt at sige kunne Lindorâ ikke komme med et svar. Hvorfor havde hun ikke slået denne mand der lige havde trukket dolk mod en uskyldig, ihjel?

,,Jeg troede du vidste bedre, end at trække dolk mod en uskyldig Amon." Sagde hun, da hun var nået næsten helt hen til den lille gruppe. Hun blev dog et stykke fra gruppen da hun ikke kendte dem, og derfor ikke stolede på dem. Måske undtagen den lille pige som kvinden med det røde krøllede hår, der tydeligt var elver, i det samme bukkede sig ned til og hviskede et eller andet til hende. Forhåbentligt noget i retning af "løb for livet" men det regnede Lin dog ikke med.

"Trin 3, afdeling 1, en ældre bog, andet plan. Aldrig og atter aldrig stol på børn du ikke kender. Fordi, der er en chance på 47% at barnet er en dæmon eller djævel/djævletjenere. De kommer hele tiden med denne skikkelse." En del af Amon gik tilbage til en tid han ikke længere husker. *Vand, og mere vand.. Lys...*
"Stol på mig, det er til din fordel. Du kan glemme alle disse regler ligeså snart du er mægtig nok til at komme igennem problemene levende." hans stemme var pludselig blød. *Magi! Kendt magi type* Amon spændt musklerne klar, og med det væreste i tankerne. *Uskyldig. Han kaldt mig for tyv! Og nu er han snart død.. Desværre*
Amon vendte sig stille mod stemmen. *Det kunne ikke havde været andre..* "Lin.. Glad for at se dig.. igen.."
sagde Amon og smilede til hende "Jeg håber at du er her med intet ondt i sindet.. oh Leetah, dette er Lindorä, en fjende i fortiden, og forhåbenlig en ven i fremtiden.. Hun vandt over mig sidste gang vi kæmpede.. Lin, dette er Leetah, min lærling" sagde Amon *eller...*.
"Hmm. og vedrørende manden. Han betaler blot hvad han skylder mig.. Sådan er det når man prøver at snyde+siger at jeg ikke betalt ham.. Men jeg gav ham det liv, han skulle ha' mistet.. Men han gad ikke ha' den.." Amon rystede blot på hovedet.
Manden som før krampede sig, lå nu stille. Han var død. Der var kommet hvid væske ud af hans mund.

Kat sendte den søde pige et af sine generte smil!
Hun kiggede så kort på de andre før hun nikkede med sit lille kønne hoved og trippede uset over mod hesten
Kat strakte sine arme højt op mod hesten og kom mirakuløst op på den..
Hun mærkede at den indre spæning blev skiftet ud med den fyldte mave og søvnen som fulgte med..
Stille krøb hun ned under skindende som var der og foldede sig godt sammen!
Igen kunne ligge mærke til hende, så lille som hun var!
her var både blødt, varmt og trygt!

Leetah kiggede på Lindorå, hun betragtede den lille abe der sad på hendes skulder *orange?!* Leetah sendte et halvt nervøst blik til Amon "hun virker ikke særlig venlig!"
¤Don KOM!¤ hun sendte til den store hingst der straks kom løbende, masede sig igennem meængden af mennesker, den nåede til Lindorå og prustede hende nærmest i nakken ¤idiot HERHEN!¤ Hingsten gik forbi Lindorå imens betragtede den hende med sur mine. den fnyste af ubehag! han travede hen til Leetah og vrinskede blidt til hende "god dreng" sagde hun med lav stemme. Hun betragtede Lindorå *tænk at hun har vundet over Amon* Leetah måtte holde hingsten tilbage, det var utroligt så ulydig han var blevet for det seneste. Leetah kiggede på manden der lå død *er han død?!* uden at tænke over det sendte hun til Amon ¤du slog ham da ikke ihjel?! dolken snittede ham jo bare¤ hun var forvirret

han gik hen til og og kikkede på mande der ikke rørt sig "er han død, for det håber jeg ikke" sagde han og kikkede på dem fra den ene til den anden "når ja, jeg hedder mirror og jeg er ny her om kring" sagde han og smilte skævt " og hvad laver en familie som jer her, er i ude at købe små ting til jeres bare eller bare en tur i byn" han troede at dem han så er en familie og derfor sagde an det

,,Jeg har intet ondt i sinde mod en der har magien i sit blod, medmindre denne ene selv har ondt i sinde." Svarede Lindorâ. Det var jo sådan set også sandt, hun kunne aldrig finde på at bruge magi mod en der ikke selv brugte magi mod hende, bortset fra... med Amon havde det været anderledes, han havde ikke brugt magi rettet mod hende, han havde "bare" slået en masse soldater ihjel, og udfordret hende og hun var ikke en der løb væk fra en udfordring. Hun var ildens dronning, og hun var nødt til at bevise at hun var værdi til sin titel.
Lindorâ så ned på manden der lå livløs på jorden, død. Hvilken skam at spilde menneskeliv på denne måde, selv et menneske der ikke havde magi i blodet fortjente at leve, på et eller andet plan, og han havde vel ikke gjort sig fortjent til denne skæbne?
Men hun vidste også godt at mange magikere havde meget ære, og Amon var en af disse så hvis manden havde gjort noget der kunne sårer Amons ære havde han selv bedt om sin skæbne.

I det samme blev Lindorâ pustet i nakken af en hest, hvilket resulterede i at Naur hvæsede advarende, det var dog ubegribeligt så beskyttende han var blevet overfor Lin, selv Green var han begyndt at være mistroisk overfor, som om han var jaloux. Det var kun fordi Lin havde givet ham direkte ordre om at opfører sig ordentligt at han ikke var gået løs på den mægtige magiker.
,,Amin milme'lle.*" Sagde Lin, og nejede for den fremmede kvinde som Amon havde præsenteret som sin lærling. "Jeg håber han oplærer dig med omtanke. Tænkte hun, og kunne ikke engang begynde at gætte sig til hvilken af magiens hemmeligheder Amon kendte og kunne give videre. Nogle fantastisk smukke, og nogle fantastisk farlige og uhyrlige.
Hun vendte sig halvt om da en fremmed stemme i det samme lød bag hende, det kom fra en ung mand der kiggede på dem og et kort øjeblik fangede Lins ametyst lilla øjne.
,,Ja han er død." Svarede hun roligt mens hun ignorerede hans kommentar om familie. Hun havde kun én familie og den bestod af Naur og Green, ingen anden indtil videre.

// * Jeg hilser dig.
Og for at lave â tegnet skal I trykke shift (pilen under Caps lock) inde samtidig med at I trykker på tasten hvor der er et billed af ^. ^.^

//out//

Amon så lidt usikkert rundt. *Hvordan kan han være død?* Amon kiggede ned på den dolk der stadig lå i hans hånd, og et forstående udtryk kom frem på hans ansigt. "Ops. Det var faktisk ikke mening at han skulle dø, selvom han fortjent det.. Men jeg kom til at bruge den forkerte dolk.. Men han fortjent stadig at miste livet."
Amon vendt sig om mod den nyankommende. "Ja. Han er sluppet ud af denne verden... Tja, familien er ikke så lille som den endelig ser ud til..." sagde Amon. Igen henvendt han sig til Lin "...men.... er du stadig sur over den dag? Altså til festen.." *De var folk som vil ha' hugget os i småstykker.. Du er for blød overfor disse monster.. Jeg stoppede en ventende fremtid..* tænkte Amon. Alle, eller de fleste mennesker hader ham, og det får ham til at dræbe flere og flere af dem med det klodste blod. *I mange år har de jagtet os som dyr. Nu er det på tide at de betaler tilbage.*

//jeg er med igen//

Leetah bukkede dybt igen for lindorå, Don bukkede med hovedet og trak det hurttigt op igen, han truede aben, ørene lagt ned tænderne fremme. prustende og ophidset. Leetah holdte fast i tøjlerne, og kiggede på Lindorås abe, og derefter til Lindorå. *hun er jo smuk, men bruger hun også magi, jeg må prøve* Leetah sendte til hende ¤bruger du også magi?¤hendes stemme rungede i Lindorås hovede fyldte det, men på en behagelig måde. Leetah stivnede halt da hun kunne mærke Amons aura, blodtørst *han må virkelig hade menneskene!* tænkte hun

han kikkede fra den ene til den anden *underlig lille familie* tænkte han oh kikkede på den ene pige til den anden *er de søstre for de begge to er meget smukke og hvem er hans kone* tænkte han og smilte skævt

Kat som lå usynligt, oppe på heste ryggen, hørte kun deres stemmer..
dog blev de til sidst til en svag mumlem..
Hun fladt i søvn.. mærkede knap nok når Hesten bevægede sig..
Lod sig bare føre ind i det ukendte drømmeland, som denne gang var præget af løver med knive og blomster med mad!

En pige kom gående over markedspladsen. Hun havde ikke fået lov til at gå hjemmefra, hun havde slet ikke spurgt. På en måde skræmte det hende, at hun havde forrådt sin bedstefar på den måde, men nu var hun her, nu kunne hun nyde de spændende dufte, de fremmede ting og synet af de mange mange mennesker. Hun kiggede sig interesseret omkring. Dér solgte de kødvarer, dér øjnede hun tørrede fisk. En mand råbte op om silke, en anden om smykker. Dawn glædedes åbenlyst over denne vrimmel. Hun snusede ind og fik en vred bagerkone til at smile. Verden var fantastisk.. som født på ny, følte elverpigen, der var noget nær lykkelig nu.

Ånderne havde frit spil her, følte hun og frydede sig. De fulgte hende, talte til hende, og langsomt vendte de hendes opmærksomhed bort fra markedspladsens larm og tilbage til deres egen verden. Hendes yndige ansigt skiftede udseende, og pludselig skilte hun sig ud fra mængden. Ikke på grund af hendes tilstedeværelse, nærmere på grund af hendes mangel på samme. Det fjerne smil, der spillede om den bløde mund, fik pludselig folk til at rykke sig, så hun kunne passere forbi. Javist var det et yndigt smil fyldt med elverfolkets overjordiske skønhed og udstråling, men det var som om, det pludselig havde mistet sin farve og var blevet fjernt og urørligt. Det var ikke længere et smil, der var tilegnet andre, nu var det et smil der kun hørte Dawns verden til. Dawns og åndernes verden.

Pludselig blev hun opmærksom på en lyd. En klagende stemme, der fyldte hendes hoved. Rædsel dukkede op, og smilet på den sarte mund svandt ind. Hun havde hørt den lyd før. Det var lyden af en sjæl, der pludselig havde mistet sin bolig. Dawn gispede og satte farten op, til hun pludselig stod lige foran en liggende mandsskikkelse. Hendes mund blev helt tør. Hun stirrede forvildet rundt og fik endelig øje på det, hun ledte efter.
For hendes åndeøjne dukkede en skikkelse op. Gennemsigtig, sart. Et menneske, der flakkede forvildet rundt over sin døde krop. Så opløstes han pludselig. Dawn viste instinktivt, at han endelig havde forstået, at hans liv var slut, og noget andet ventede på ham.
Hun trådte et skridt tilbage og så rundt.
”Hvem har gjort det?” Spurgte hun med en næsten bedende stemme, som om svaret ville gøre gerningen ugjort.

Lindorâ sendte Amon et blidt smil mens hun rystede på hovedet så den det ildrøde hår, der var som altid var sat op i en kunstfærdig frisurer, spillende glimtede i solen.
,,Kære Amon, du burde vide at mine følelser er ligesom ilden, hurtige og alopslugende men ligesom alt andet ilden fortærer blider de også hurtigt til gløder. Jeg bærer ikke nag for jeg fik min hævn." Svarede hun roligt, og hentydede til deres sidste møde hvor hun havde vundet. Hun vidste at han havde ladet hende vinde, for hun var ikke i tvivl om at han var en stærk magikere og hvis han havde sluppet alt magien løs ville han havde givet hende kamp til stregen.
Ikke at hun ville forvente at tabe hvis det skete, for hun var trossalt ildens dronning, og der var en grund til at denne titel var hendes og ingen andens.

Lin trak aben ned fra sine skuldre netop som den begyndte at række tunge af hesten, og bad ham på elvisk om at slappe af, inden hun vendte blikket mod den rødhårede kvinde der bukkede for hende. Hun kunne ikke sige at hun ikke var overrasket over at denne kvinde var Amons lærling, for sandt at sige troede Lindorâ ikke at Amon var en person der delte ud af sin viden, men hun havde åbenbart taget fejl.
I det samme rungede en stemme gennem hendes hoved. Den var ikke truende, den var derimod smuk og tydeligvis feminin og det tog ikke Lin lang tid at regne ud hvem der havde sendt hende denne tanke.

,,Jeg er ildens dronning." Svarede hun roligt. Hendes holdning var som altid slank, og hun lignede ganske rigtigt en der burde sidde på en trone, hvilket hun også ville komme til når Green en dag fik væltet styret og magien ikke længere ville være et tabu.
Lindorâ kastede et hurtigt blik på den unge mand der så fra hende og til Leetah og kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan han hørte sammen med Amon og Leetah, men hun valgte at lade være med at gætte. Man kom alligevel ingen steder med gættelege.

I det samme hoppede Naur ud af hendes arme og landede elegant på jorden hvorefter han kravlede op til en pige der var kommet over til dem.
Hun var smuk og tydeligvis elver, for hun besad den overjordiske energi som kun elevere besad og da hun åbnede munden for at tale bar hendes stemme også præg af hendes arv.
Lindorâ svarede ikke for det var ikke hendes plads at svarer, men så roligt på pigen, der lige nu havde en ivrig abe siddende på skuldrene.,,Naur n'uma." Sagde hun, og fik modstræbende aben til at hoppe ned fra pigen. Den satte sig i stedet for fødderne af hende og så på hende. Tydeligvis tiltrukket af den form for magi som pigen måtte beside.