En tur til markedet :) (alle er velkommende)

Amon smilede bredt. "Det er altid godt med lidt tilgivelse" sagde Amon og lo. "Ja, jeg tror sgu også du har fået den hævn..." endnu en gang lo han, men den her gang af sit fulde hjerte. "Men nu hvor jeg tænker på det, så va..." Amon blev afbrudt af en anden type kræfter. *Ukendt type magt.. Moder, er der kræfter jeg ikke kender til??*
han vendt sig mod det sted hvor hans sanser fortalt kraften kom fra. Hun spurgte om den der drabt manden.
"Det var mig der tog mandens liv." sagde han og hans stemme var mere sikker end før. "En velfortjent død." Amon sat sin dolk i sin plads, og kiggede på kvinden. Hans ansigt var stadig afslappet og smilende.
"Trin 3, afdeling 2, første plan. Stol ikke på nogen form for ukendt kræfter der kan befinder sig i området."
*En elver. Moderen være med os, en hel elver, ren blodet..* Amon lod sine tanker gå tilbage i tiden. Han forstillet sig den billed Karl havde tegnet til ham. Billedet af Amon's ren elver mor. Den mor han aldrig har set. *Nej! Hun ligner hende ikke! Hun er ikke ren.. Velkommen i gruppen...* Amon smilede af sin egen tanke og rystede på hovedet.

hvad går i så og laver her, ude at handle skrammel eller kikker i bare" sagde han og kikkede på dem mens han smilte, han kikkede på hesten og løftede et øjnbryn da han opdagede pigen på hestens ryk *hun må da fryse* tænkte han og kikkede på manden *han dræbte en, goist jeg kun er lejesoldat for så var han røget ind* tænkte han og smilte skævt

Dawn kiggede på de omkringstående med et vagtsomt udtryk i de nuancefulde øjne. Hvem havde dræbt denne stakkels mand? Hvad kunne han have gjort dem af onde ting? Pludselig sprang en stor, orange abe op på hendes skulder. Det gav et sæt i hende, men skræmte hende ikke. Et øjeblik fyldtes hun med betuttelse og glæde over det smukke dyrs venlighed, så forlod den hende igen. Alligevel var det, som om det ildfarvede væsens besøg gav hendes selvtillid et skub opad. Aben mindede hende om Ilden, hendes kæreste ven, som hun havde efterladt derhjemme. Så talte en mand.

"Slog du ham ihjel?" Spurgte Dawn med en stemme, der var fyldt af en hjælpeløs forundring, som om hun ganske enkelt ikke kunne fatte, at denne ganske pæne mand havde dræbt bodens indehaver. Et fortabt udtryk blev synligt omkring den fine mund. Tårer vældede op i hendes blå øjne, som skulle hun vise åndens sidste følelser.
"Du slog ham ihjel.." Gentog hun med en sørgmodig forbløffelse, da han stoppede kniven tilbage under tøjet. At han kunne.. At han turde tage et liv. En hæsblæsende vrede fyldte Dawns lille hoved.
"Hvor kunne du?" Spurgte hun højt. Hun ville gerne have råbt, men gjorde det ikke. Hun brød sig i forvejen ikke om alle de blikke.
'Han er stærkt magisk.. Det samme er de rødhårede kvinder.' Hviskede en stemme ved Dawns øre. Hun drejede hovedet med et sæt og så - som den eneste - En stor, menneskelignende ånd, der bøjede sig ind over hende. Den havde et venligt udtryk i de form- og farveløse øjne. Det havde alle ånder, der talte til hende, sådan set..

Åndens information fik Dawn til at slå blikket ned. Pludselig vågnede hendes sky instinkt. Hvor turde hun sige ham imod? Han var en stor og voksen mand, han havde lige dræbt en mand.. tænk hvis han også dræbte hende. Hun så op igen, denne gang med rædsel i blikket. En troldmand. Hun kendte troldmænd alt for godt, og hun var bange for deres vrede, lige så vel som hun nød deres kunstner, når de var til gavn for noget godt. Hun veg en smule tilbage og så sig om efter hjælp. En ung mand brød ind med et spørgsmål, og straks forsøgte hun at få øjenkontakt, så han kunne se, hvordan hun bønfaldt ham om hjælp, hvis det kom så vidt.

Leetah kiggede på Amon "er det ikke at være lidt for beskyttende? hvordan vil man så kunne få venner?", hun følte sig tiltrukket af elverpigen som lignte en der vile bryde ud i tårer. Hun kiggede ikke på elverdrengen der havde stillet spørgsmål, hun sendte til ham ¤pas nu på Mirror¤ hun havde hørt hans navn i hans tanker, hvilket var første gang det var sket. Hun var overrasket men, blev mere nysgerrig om elverkvinden ¤his du er så tæt knyttet til frtidens elvere, kan du så sende¤ hun sendte til Dawn. Leetahs magi va ikke særlig udviklet da hun kun var 19 år, nærmest baby efter elvermålestok. Leetah skyndte sig let og elegant hen til Dawn, "du virker tiltrækkende på mig" Leetah havde ingen fjendtlige intentioner, og det havde Don heller ikke, han var igen faldet til ro og slikkede den øde abe i nakken, derefterfyste den som en slags grinen.

Leetah kiggedepå den døde mand. *der dør jo mennesker hver dag, hvorfor var den idiot så vigtig?* Leetah strøg bldt Don på halsen. Derefter kiggede hun hen til den flotte elver dreng, der virkede til at være på samme alder som hende. Hendes øjne var forførende da hu undrsøgte ham. foførende og fulde af nysgerrighed. Hun hoppede elegant tilbage til Amon og smilte sødt til ham

Amon blev mere eller mindre overrasket over den måde pigen råbt op, og pludselig var så stærk.
"De har jagtet os og slagtet os.. Slagtet os som dyr. Brændt os som om vi ingen følelser havde. Ingen råbt den gang." sagde Amon med stadig en blød stemme. Der var noget over pigen. Noget som han ikke kender. Hun var mægtigere end hun så ud til. En ting forstå Amon ikke. Hun grad, grad over mandens død. Hvorfor! Ingen grad over de magikere der blev slaget den gang, og de var i det mindste uskyldig. Amon rykkede et skridt tættere på hende, uden at gør det for hurtigt så hun ikke misforstå hans bevægelser. Da Amon så at pigen pludselig var bange for ham, ændrede hans ansigtsudtryk helt, fra afslappet til trøstende og kærelig. "Hør barn, du har intet at frygte." sagde Amon. Pludselig var han bange, hans viste det ikke, men han var bange. Han var bange for den pigen nu prøver at flygte fra.
*Børn kan være djævle og dæmoner..* Men der var noget der fortalt Amon, at pigen ikke var nogen djævel eller dæmon. Hun lugtede kraftigt af moderens kræfter. "Moderens tjener har intet, at frygt i min nærhed. I hvert fald ikke altid."
Amon faldt lidt væk i sine tanker. *sagde Lin ikke lig KÆRE Amon? Tja, venner i fremtiden.. Måske, måske*
Amon hørte Leetah's spørgsmål men svaret hende ikke, fordi han allerde havde sagt det til hende.

mirror kikkede run for at finde ud af hvem der snakkede til han *hvem snakker til mig, det her er altså underligt* tænkte han og kikkede på dem der stod og snakkede, så kikkede han på liget "vi må nok fjerne ham får der kommer soldater og opdager ham" sagde han og løfted liget op på skulderen "vi skal jo hels ikke have soldater randene her om kring og spørge om alttign" ham smilte skævt og kikkede på de andre

Troldmanden begyndte at tale. Det løb Dawn koldt ned ad ryggen. Det var ikke, fordi han var vred eller skræmmende.. det var de ting, han sagde, der fyldte hende med rædsel. En følelse af, at det gjaldt hende, lige så vel, som det gjaldt ham.
'hvem?' ville hun have spurgt, men der kom ingen lyd over hendes bløde læber. I stedet hørte hun en stemme tale i sit hoved. Den spurgte om hun kunne Sende, men hun skubbede den bort og holdt den væk fyldt med frygt over denne fremmede indtrængen. Så mødte hun troldmandens blik. Han trådte et skridt frem, og hun veg endnu et tilbage. Ikke fordi hun var bange for ham, mere.. en frygt for at det skulle komme til en form for kamp.
Han prøvede at trøste hende. Hun trådte længere bort. Så talte han om moderens tjenere.
'Moderen.. Ophavet..' Begyndte den ånd, der havde fortalt Dawn, at det var troldmænd, hun stod overfor. Dawn nåede dog ikke at svare, før den ene af de rødhårede kvinder pludselig stod ved siden af hende.
"Du virker tiltrækkende på mig.."
Sagde det yndige væsen. Det fik Dawn til, med et sæt at springe baglæns. Et lille skræmt pip undslap hende og hun syntes at blive mindre og mere indelukket end nogensinde.

,,Amon, Leetha, kan I ikke se at I skræmmer hende." Sagde Lindorâ da pigen foran hende fór sammen. Det var hjertskærende at se på, mest fordi hun fik et blik i øjnene der fortalte at hun ikke rigtigt var til stede længere, at hun havde trukket sig ind i sig selv.
Lin kendte det blik, for efter overfaldet hvor hendes magi ført havde vidst sig havde hun selv haft det et stykke tid, heldigvis for hende var elverne stædige og de var fast besluttede på at hjælpe hende på bedste vis.

Hun vendte blikket mod den unge elvermand der havde talt, og nikkede. Havde det været et hvert andet sted ville hun have brændt liget, men det ville der blive lagt mærke til her.
,,Du har ret." Sagde hun, og gik over og lagde en hånd på Amons arm. ,,Vi skulle jo nøigt have en situation som den på paladset." Sagde hun roligt inden hun bukkede sig ned og samlede Naur, der rakte armene ud efter den lille elverpige, op.
,,Hvor bor du kære?"[b] Spurgte hun venligt pigen, men gik et par skridt bagud så pigen ikke ville føle sig skræmt af hende.
Hun mente at have set hende før, men hvor var hun ikke klar over, og hun greb sig selv i at spejde ud blandt folkene på markedspladsen. Hvor var denne piges forældre? En pige der var så køn burde ikke løbe alene rundt, det kunne være farligt.

Amon kiggede en sidste gang på pigen, hvorefter han vendt sig om. Han kiggede på liget. "Som alle moderens skabninger skal han begraves, det er hans ret. Og jeg kan begrave ham. Nu.[/b]" sagde Amon. Hans stemme var hård og barsk nu, men der var en skjult smerte klang i hans stemme. Han kastede et sidste blik på pigen hvorefter han begyndt at gå. Han vidste ikke hvor han skulle gå, han vil bare væk for den følelse. Han gik et stykke, men så stoppede han op. *Først af alt var det ikke mening at han skulle dø. Andet der var ikke mening at noget lignende skulle ske. Tredje hvorfor skulle jeg møde pigen.. Og hvorfor frygter hun mig?*
Amon satte sig ventende ned på jorden og ventede på at se hvad der skulle ske. Han vendt sig ikke om. Stadig med ryggen til sagde han. "Hvis der kommer soldater, så må jeg desværre gå til et andet sted. Der er folk der ikke fortjener at dø her"

//out i 2-3dag for skal ud og sejle der, ses venner//

leetah blev trist da hun så pigens reaktion, hun gik tæt på¨hende, og lagde sin hånd forsigtigt og kærligt på hendes kind så hun kunne føle hende skærlighed, godt nok var hun krigerisk men hun var trods alt elver. Leetah vidste ikke om hun kunne manipulere med følelsen af kærlighed, men i stedet for at manipulere gav hun sin egen kærlighed i håb om at pigen mærkede det. "vær sød ikke at være bange for mig" Leetahs store triste øjne betragtede pigen med kærlighed i sinde. Leetah lagde panden mod hendes pande og viste hende billeder af sit liv til hende, noget elvere kun gør til andre elvere de stoler på.

Leetah viste hende hendes mor, hvordan alt havde været fredeligt, indtil hendes mor døde, dræbt af et menneske, derefter var hun hadet af alle andre elvee, undtagen sin egen hest, og undtagen Amon, som tilgav hende. Leetah havde intet ondt gjort i livet hun var bare ekstrem ung.

Dawn så op, da den rødhårede kvinde talte. Hendes øjne var fyldt med frygt. ’En situation som den på paladset..’ Havde de været med? Med til det katastrofale bal? Dawn vidste ikke, hvordan det videre var gået, hun var flygtet og forsvundet. Leo havde ventet på hende i slotshaven, og sammen var de redet tilbage over heden. De havde ikke vekslet et eneste ord, havde bare redet i deres egne, private tanker. Dawn blev vækket af sine tanker, da kvinden spurgte, hvor hun havde hjemme. Hendes stemme var så velmenende og varm, at Dawn måtte se ned af generthed.
”.. På heden.. Ved skoven..” mumlede hun og nikkede svagt i retning af byporten. Hun turde ikke fortælle dem, at Paladset egentlig også var hendes hjem. Måske var de oprørere.. I baggrunden talte troldmanden, men Dawn hørte ikke sorgen i hans stemme. Hun hørte blot det hårde, afvisende tonefald, og hendes rædsel voksede.

Så trådte den anden kvinde frem. Hendes øjne var sorgfulde, men samtidig imødekommende. Hun rakte blidt ud og lagde en hånd på Dawns kind. Elverpigen syntes at blive endnu mindre, men hun trak sig ikke bort. Hånden var behageligt varm mod Dawns kind, og da kvinden flyttede den, efterlod den tilsyneladende et spor af denne varme. Dawn kiggede ind i de store sørgmodige øjne og mærkede et sug i maven af beundring over dette smukke væsen. Så bøjede den unge elverkvinde sig ind over den endnu yngre pige, så deres pander mødtes. I det øjeblik følte Dawn noget underligt. En gigantisk følelse.. En følelse, der fyldte hendes hoved og alle hendes lemmer med en uhyggelig slaphed, en lammelse, hun næsten ikke orkede at bekæmpe. Billeder begyndte at hvirvle forbi hendes øjne, helt og aldeles ude af hendes kontrol. Enhver anden måtte have fundet dette som en vidunderlig tillidserklæring, men Dawn blev et øjeblik helt stiv af skræk, før hun næsten væltede bagud, væk fra denne kvinde, der – i ren og skær venlighed, men det var Dawn ikke klar over - trængte ind i hendes sind som en parasit. Hun stoppede først sit tilbagetog, da hun brasede ind i en mand, der brummede irriteret uden at tage videre notits af hende.

Et mærkeligt spændstigt, blæksort åndevæsen dukkede op ved siden af Leetah. Den gled hastigt gennem luften, til den fyldte hele Dawns mentale synsfelt.
’Nu har du såret hende..’
Hviskede ånden og så på hende med sine sørgmodige, påmalede øjne. Det ene øje svandt pludselig ind og blev til en stor, hvid tårer, der løb ned over åndens ansigt og et øjeblik faldt mod jorden, før den foldede sig ud som en sommerfugl og fløj tilbage på sin rette plads.
Dawn så på kvinden igen. Hun havde ikke ønsket at gøre hende fortræd. Ingen af dem havde prøvet at gøre nogen fortræd.. hvis man så bort fra troldmandens lille mord. Dawns blik blev sørgmodigt. Kvinden kunne jo ikke vide, hun tilbragte en stor del af sin tid med en gammel troldmand, der havde sine egne idéer om verdens ve og vel, og som af og til gjorde de mærkeligste og farligste ting..

//well peopl. i have to go now :) jeg rejser imorgen så vi ses d. 5 august eller vi skrives og til Amon = vi siger bare at Leetah drog ud på en lang rejse for at lære at blive healer for derefter at komme tilbage til Amon.//

Leetah blev forskrækket over pigens reaktion, det skyldtes sikkert den døde mand, hun kiggede sørgmodigt på Amon, Lindorå så derefter pigen. Hun valgte at gå ¤Amon jeg lover at vende tilbage men jeg bliver nød til at gøre noget først!¤ sendte hun til ham. ¤og dig min kære elverpige, du skal ikke være bange for mig¤ hendes stemme var ekstrem blid. hun stod et øjeblik og kiggede op på himlen. vinden legde let med hendes ildrøde hår, de grønne øjne store og forventningsfulde. Hun vendte sig om og gik ¤kom! følg mig hvis du vil min ven¤ Leetah smilte til hesten, Don gik gladeligt med hende, han havde passet på hende i 2 år hvorfor så ikke nu. Han fnyste mod Lindorås abe, travede hen til Amon og skubbede blidt til ham, som et på gensyn. Han satte i fuld galop for at nå hen ved siden af Leetah. Leetah sendte en sidste besked til Amon ¤farvel mester! jeg vil komme igen med nye evner!¤ un satte sig op på Don, som stejlede højt og ærefuldt. med et højt vrinsk satte hun ham i galop, de galopperede ud fra markedet og ud af byen. Nu var rejsen begyndt!!!!

//out//

//jeps.. jeg tager også på ferie i morgen.. såe..//

Dawn så på elverkvinden, der havde vist hende, en ganske fremmed, så stor tillid, mens hun talte med sin hest. Det fyldte Dawn med en sær, varm taknemlighed, men den glemte hun det øjeblik, hesten rejste sig på bagbenene. Hun veg tilbage med et skrig og vendte så om og flygtede hovedkulds ind gennem menneskemængden uden tanke for andet end at komme bort fra det store dyr. Hun havde før talt til heste og store ånder, men denne havde været anderledes. Hun havde set en særlig intelligens i de øjne, en intelligens, der havde skræmt hende fra vid og sans. Hun standsede først, da hun var vel borte fra markedspladsen og sikker på, at ingen var fulgt efter hende. Så lænede hun sig op af en mur og sank gispende sammen, fordi hendes lunger stak så forfærdeligt. Først længe efter, da hun havde grædt alle sine sorte tårer ud, kunne hun igen rejse sig og lige så stille gå tilbage over heden i selskab med sine elskede ånder.

//out//

Lindorâ så på elverkvinden der steg op på sin hest og forsvandt og kunne ikke lade være med at smile da Naur rystede en lille, knyttet næve mod hesten. Nu hvor det store dyr var forsvundet havde han intet problem med at være modig, og på mange måder mindede han om en lille mand, Lin vidste at Green engang havde haft et mareridt om at Naur var blevet lige så høj som Lin, mens Lin var blevet ligeså lille som Naur var nu-og hun havde været den der sad på Naurs skulder.

Det gav et gip i Lindorâ da pigen skreg og hovedkulds flygtede ud af markedet, men måske var hun bange for heste, det vidste Lin at der var mange der var hvis de havde haft dårlige oplevelser med disse store dyr.
Hun så længe efter pigen indtil Naur kedede sig og gav sig til at pille ved den krone hun havde om hovedet.
Lindorâ så ned på Amon, der sad med ryggen til hende, og gik om så hun stod foran ham. Hun rakte en hånd ud mod ham for at hjælpe ham op, for der var ingen grund til at bærer nag. De havde haft en fair kamp der havde slettet alle vrede følelser fra hendes sind, hun håbede bare at han havde det lige så.

,,Hvad har du tænkt dig at gøre nu Amon?" Spurgte hun venligt og nyserrigt og så på ham med de amatyst farvede øjne der var et sikkert kendetegn på at hun bar magien i sig. De øjne der havde fået hende stemplet som heks et par gange, men hver gang folk havde prøvet at brænde hende på bålet var de blevet slemt skuffede for ilden rørte hende selvfølgelig ikke. Tvært i mod lystrede den hende.

Amon blev siddende selv da Leetah red væk. Han smilede da hun sendt ham en besked. *Verden er ved at gå sin undergang i møde, men vi kan da håbe, at du vender tilbage.* tænkte han. Hans blik fulgte hende indtil den anden besked kom. Mester, ordet rungede i Amons sind, han har aldrig lært nogen noget, fordi han aldrig har været overbevist om at han vidste nok, men nu er der er en der kalder ham for mester. Et skrig skar sig igennem Amon nervesystem, og han kunne gætte sig til hvem det var der skreg. Amon lo indvendigt. Det var så sjovt som tingene var gået i dag. Han kiggede på sine dolke. *Tak for mange års tjeneste, men det er snart på tide at I får noget søvn...* tænkte han.

Da Lin stillede sig foran ham smilede han til hende, og tog den hånd, hun rakte ham, og rejst sig op. "Et godt spørgsmål, men jeg har desværre ikke svaret..." sagde han smilende. "Hvad er dine planer?"

Lindorâ trak på skuldrene for at vise at hun ingen idéer havde om planerne for i dag. Hun var egentlig taget til markedspladsen for at se om hun kunne finde nogle magikere der endnu ikke vidste hvad de var, og måske få dem til at træde ind i Wirkan, men ikke længere.
Hun vidste dog at de var nødt til at gå snart for hvis der skulle komme nogle soldater ville hun og Amon få store problemer.

,,Ilden har ingen planer, den brænder hvor den vil." Svarede hun og skubbede Naur ned fra skulderen fordi han hev hende i håret og ødelagde hendes frisyrer.
Måske ville hun gå til havnen. Hun havde altid drømt om at sejle væk herfra, ud i verden og se alle de ting hun endnu ikke havde set. Udover da hun var flygtet til elverne havde hun altid været i Takamir hvor Green mente det ville være bedst at starte Wirkan op, og hvor Green var, var Lin. Også derfor kiggede hun kun på bådene, men det var altid sjovt at forestille sig hvordan resten af verden så ud.

,,Jeg tror dog vi skal til at forsvinde for jeg vil gerne undgå vagterne." Sagde hun, og sukkede. De var blevet endnu hårdere mod magikerne efter det der var sket ved ballet, og Lin regnede med at det kune ville være et spørgsmål om tid før de igen gik tilbage til den gamle tid og torturerede magikerne inden de gav dem en nådesløs død, simpelthen bare for at have magien flydende i deres åre.

Amon så sig rundt. *Den brænder hvor den vil.*
"Vandet flyder kun der hvor det magter. Og det går kun over grænsen, når den sikrer sejreren." sagde Amon, hvorefter han tog sin dolk frem og rakt den mod hende. Dolken så meget gammel ud, det var noget i midten, noget der kunne få folk til at tro det ikke fandtes. "Her, den må du hellere ha' på dig. Den vil i hvert fald beskytte dig uden at larme." Amon var ikke så tilfreds med at give sin dolk ud, men det skulle gøres, hvis han ønsket fred.
"Ved du hvad. Jeg har lyst til at slappe af, og måske begynd at studerer magi, en ny type for magi. " sagde han, nu med en drømmende stemme. "Men du har rfet, vi må hellere forsvind her fra. Ellers vil det ikke gå så godt... Alle er mod os nu, både kongens folk og oprørene." han lo, og begyndt at gå, stadig med hendes hånd i sin.

//Jeg undskylder mit forsinket svar, men havde ikke helt tid til at være på.. :)//

Lindorâ tog tøvende imod den dolk Amon rakte hende. Hun brød sig ikke om våben, i hvert fald ikke de synlige af slagsen, og hun følte det et eller andet sted som en ydmygende at hun ikke kunne bruge sine egne våben men var nødt til at bruge våben skabt af ikke magikere, for at kunne forsvarer sig.
Men sådan var det, og sådan havde det været hele tiden, brugte hun sine egne våben ville hun blive jaget som en vildt dyr. Sådan havde det altid været, og sådan ville det blive ved med at være indtil Green fik rettet op på verden.
,,Tak." Sagde Lin og sendte Amon et varmt smil. Hun så på ham med nysgerrige øjne da han snakkede om ny magi. Hun vidste han var stærk, rigtig stærk, og kunne mere end en type magi. Ikke som hende der kun kendte til ildens hemmeligheder, men som tilgengæld også kendte alle dens hemmeligheder.
,,Hvilken type magi vil du lærer hemmeligheden bag?" Spurgte hun,med en stemme der var ligeså nysgerrig som hendes øjne.

De begyndte at gå ned gennem markedet, hånd i hånd hvilket Naur absolut ikke brød sig om. Omkring dem fortsatte de handlende som om intet var hændt, der var konstant optøjer på markedet mellem købmænd og tyvekængte, og det optøj der havde været mellem den nu døde købmand og Amons lærling ville først blive opdaget når markedet lukkede og solen gik ned, med mindre altså vagterne kom for at tjekke markedet som de havde gjort før i tiden, men med oprørene var alt blevet anderledes, og dog var alt som ved det gamle.
Folk handlede stadig brød og uld, krukker og tøj, der var stadig gadegøglere der underholdte, både med trylletriks og ved at gøre ting andre ikke kunne som at sluge sværd fx.
Men Amon havde ret, alle var imod magikerne nu, og på den måde var intet blevet ændret. Verden var stadig bange for de hvis blod var blandet med magi.
,,Det ville ikke ændre sig før det er en af os der sidder på tronen." Svarede Lindora trist samtidig med at hun gemte dolken bag folderne i den store, røde kjole. Hun brød sig ikke om at holde om dolken, for den mindede hende om dengang hun og hende mor var blevet overfaldet, dengang magien først havde vidst sig i hende og minderne fik det ar hun skjulte under sit tøj til at strække sig som om det vidste at det var en af dens brødre der engang havde skabt den.
,,Men når vi sidder på tronen vil alt også blive anderledes. Bedre." Sagde hun, og det var tydeligt at hun selv troede på dette. Selvfølgelig gjorde hun det, Green havde jo lovet hende det og hun stolede fuldt ud på ham.

//Det er helt ok, jeg var også selv væk denne weekend.//

"Magien til at fører folk til deres sidste hvile sted. Den type magi får vi i hvert fald brug for, snart." sagde Amon stadig smilende. Amon så hvordan Lin tog imod dolken, og han nikkede forstående. Ikke mange magikere kan lide fysiske våben. *Men hvis blot sværdet kunne kæmpe sammen med bogen, vil de lave et alt ødelæggende våben* "Vores våben er mægtigere end mange ting, men de larmer og spreder mere end nødvendig ødelæggelse. Derfor er en dolk bedre. Snit og gem hovedet..."
Amon forstået nu hvor meget Lin har med Green. Han er håbet for hende, hvad vil der ske, hvis han ikke var her?
"Selv hvis en magikere sad på tronen, vil det ikke gør den stor forskel. Folk frygter os, fordi de ikke kender os. Og vi kan hellere ikke give vores viden videre til så mange, fordi så vil de blive til kaos. Magi er både en gave og en forbandelse. Så om alle magikere kommer på magten vil det ikke gør nogen forskel.. De vil stadig frygt os, og had os." Amon rystede på hovedet. Sandheden er en ren smerte for ham, men uden sandheden vil han være blind.
"Den dag alle magikere samles rundt om et bord, vil vi kunne håbe på en bedre tid. Folk vil stadig had os, men deres frygt vil være så stor at de ikke viser deres had. Vi er djævlens skabninger for dem der ikke kender os. Selvom det var os der holdt djævelen væk" Amon lo. *En gave og en forbandelse*

,,Ingen snitteri." Fastslog Lin med fast stemme. Hvis hun endelig skulle bruge dolken ville hun bruge den til at stikke med, ikke snitte. Hun havde fået nok af den slags, hvilket arret også kun bevidste.
At Amon ville studere den magi der kunne bringe folk til deres hvilested virkede på Lindorâ som en god idé. Da hun havde boet hos elverne havde hun en del gange set det udført, men hun havde ikke været i stand til at lærer det. Ilden brændte for kraftigt i hendes årer til at hun kunne lærer andre magier, men det gjorde hende intet. Hun var ikke interesseret i andet.
,,Mennesket vil altid frygte hvad det ikke forstår." Gav hun ham ret, samtidig med at hun tog Naur med sin frie hånd fordi han var på vej ned for at hive dolken frem. Ligesom hun brød den lille abe sig ikke om våben, ikke de fysiske i hvert fald, og det var åbenbart hans mening at smide den væk.
Hvad var der dog med ham?

Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige til Amons fortolkning af sin gave. Joh det ville sikkert være en forbandelse for nogle, men for hende var det ikke andet end en fantastisk gave hun var blevet skænket. Uden den ville hun ikke være Lindorâ, uden den ville hun ikke kunne kalde sig ildens dronning, og uden den ville hun have været død så mange år før. Nej, for hende var det kun en gave og selvom hun før var blevet forfulgt på grund af denne gave så hun den ikke som en forbandelse. Nej, det var dem der frygtede hende der var forbandede for de kunne ikke se det smukke i de gaver magikerne var blevet givet.

//Jeg kan desværre ikke svarer, fordi jeg skal afsted nu.. Kommer nok på igen om en uge.. Dy går bare ud af emnet hvis du vil lin :D//

//Amooooon hvor er du....??? ^.^

// Det ser ud som om jeg er blevet glemt så jeg tror bare jeg fortsætter i et andet emne.//

//OUT