Vanære i skovbrynet

Skriget

Det var ikke bare mørkt…
Himlen var sort, sort som kul og kold som is.
Hun løb, snublede og samlede sig selv op igen. Løb igen og lod tårerne strømme ned af de hvide, blege kinder. Det dugvåde græs gjorde kanten af hendes hvide kjole våd, som havde nogen dyppet dem i dammen, og smurt harpiks på så den klistrede til hendes ben. Det var en klam følelse og den gav hende gåsehud helt om i nakken, men hun ville ikke stoppe og fjerne den. Ville ikke stoppe…

Efter ballet og det forfærdelige blodbad, hvor mange uskyldige mennesker var gået til, men særdeles også mange betydningsfulde og involverede personer var kommet til skade, havde et mørke trukket sig over hendes sind. Hun havde forgæves prøvet at redde de mange døende, men enten var sårene for dybe, magien for svag eller presset for stort til at hun kunne nå dem alle sammen, kun lidt over halvdelen havde hun været i stand til at hjælpe.. Hvilken umiskendelig vanære at gøre sine forfædres forventninger… vanære… Hun havde svigtet. Svigtet de bedende og forpinte ansigter der så op i hendes. Svigtet Veneur der ihærdigt forsøgte at hjælpe hende med redningen. Svigtet ofrenes familier og frataget dem deres kære. Svigtet sin egen ære. Svigtet…
Hun var stukket af efter opbruddet, og var rendt sin vej.
For at få fred..
Blive fri for blod, hævn, vredesudbrud, onde øjne og bedende, forkrøblede stemmer og lemmer. Hun kunne ikke mere.

Skoven var stille denne aften. Det var som om den lyttede til hendes gråd, forstod hendes hastende skridt og holdte på hendes hemmelighed.
Den lod hende løbe, hvorhen hun ville og den stoppede hende ikke.
Hun standsede sine skridt og tørrede øjnene med et opgivende suk. Efter lysningen at dømme, var hun nået til det sted hvor Veneur havde taget hende med hen da hun fik lov at komme ud. Samme sted havde hun udført et ritual som var gået grueligt galt. Det skar lidt i hendes hjerte ved tanken. Efter episoden kunne hun intet huske og alt hvad hun vidste, var noget han havde fortalt hende efterfølgende. Græsset her var højt, og rakte mod himlen, træerne var sorte og tætte og træstammerne tavse og fugede. I midten var en lille sandplet og hun lod fødderne slikke de skarpe sten på den ujævne bund.
Langsomt huskede hun tilbage på Veneurs fortællinger om den pågældende nat. Der havde været sammenstød mellem hende og nogle andre magikere, men det var som om der var noget han havde glemt at fortælle hende… eller undladt.
Hun huskede hans stemme, de blide kurver ved hans mund når han smilte, hvilket var en sjældenhed. Det løse luftige hår som faldt omkring hans beslutsomme ansigt. Den måde hans læber bevægede sig på når han snakkede, og hans opfarende øjenbryn under pandehåret. Det pinte hende at tænke på ham… hun fortrød hendes bortløben…

Efter lang tid i stilhed, åbnede hun munden, slog hovedet og håret tilbage og hævede armene. Så skreg hun. Af sine lungers fulde kræft, skingert og indtrængende. Skreg for alle dem der var blevet dræbt, skreg for deres familier, skreg for sit had til krigen og skreg for sit savn.

Så sank Eleanora sammen på jorden, og krøb ind i sig selv, blev alene med sine tanker og sin vrede. Hun huskede blomsterpigen, huskede hendes lille flammende ven, rotten, trappen og festens ånder. Hun mindes Veneurs lidenskabelige kys og begæret i hans øjne, hans varme favn og dybe stemme. Ildens kønne dronning og hendes abe, Lindorâ hed hun. Sådan en blød stemme, rar og mild.
Hvilken aften det havde været!

Amylia havde været ude for at få lidt tid alene. Hun var væk i en dejlig tåge af umindsekelig lykke. Hun havde danset med drame, og han havde kysset hende! Og fortalt hende sit navn! Og alt muligt!
Hun havde måtte samle sine tanker og få dem på ordentlig fod igen.
Hun var forvirret, men glad. Hun havde lagt sig i græsset og prøve at suge den kæmpe himmel til sig, da hun hørte et nervepirrende skrig.
En pige.
Og hun skreg.
Meget enkelt, som at lægge to og to sammen. hvilket Amylia nu egentlig godt kunne have lidt svært ved.
Men ikke desto mindre fløj hun op. Hun sprang afsted i et vældigt spring og spænede afsted. Hun behøvede ikke komme langt for ar stoppe. Hun var nærmest fløjet direkte ud i en stor sø, hvilket i hvert fald ikke var noget hun havde lyst til. Hun så sig omkring, og lidt væk så hun en lille sammenkrummet kugle i græsset. Hun løb varsomt derhen, og så det underligste syn;
Den smukke kvinde fra ballet. Indsmurt i harpiks og blade og rystende af gråd.
Amylia kunne ikke andet end at have ondt af kvinden, men nu havde hun nu ikke så meget erfaring med grædende personer, så hun lagde bare en varsom hånd på ryggen af pige og mumlede "Schhh, det er okay nu."

Hun græd og græd, løsnede alle problemer og bekymringer der var at løsne, og pludselig som skudt ned af himlen, var der nogen der lagde en hånd på hendes skulder.
I al sin elendighed havde hun skærpet alle sanser og opdagede nu hvilken farer hun havde bragt sig selv i. Hvem kunne vide hvad der gemte sig i skoven her midt om natten? Nu sang en blid stemme ud for hendes øre, og det gibbede i hende, som havde nogen stukket hende. Lyden af gråd og hulk holdt inde med ét, og hun sad musestille. Hånden virkede varm mod hendes skælvende skuldre, og hun opdagede hvor kold og ensom hun pludselig følte sig. Nogen talte til hende, men egentlig virkede det som om at det var oceaner væk, verdner, universer væk!
Det lyse filtrede hår krusede om hendes grædefærdige ansigt og hun spændte i kroppen.
Men… alle kræfter var væk…
Hun kunne ikke spænde… kunne ikke gøre modstand og kunne ikke forsvare sig om muligt.
Hånden hvilede stadig på hendes hvide skuldre og det undrede hende at den ”nogen” der holdt hende ikke havde gjort hende fortræd… endnu.
Hun måtte ikke græde, ikke i selskab med andre, lige meget om de ville hende ondt eller ej. Det var ikke til at vide om der var flere.
Eleanora samlede den sidste spæde del af den ære hun havde tilbage og vendte ansigtet mod håndens ejer.
En kvinde… ganske ung.. lidt yngre end hende selv måske. Det kunne hun ikke bedømme.
Ganske køn ligeså, men var dette ansigt det sidste hun så i denne verden, ville hun hægte sig ved de kønne øjne. Spillende, venlige, varme og mørkeblå øjne. Grebet var mærkeligt blidt og Eleanora huskede nu hendes ord, ”Schh, det er okay nu.” Hvordan kunne det være okay? Hvordan kunne hun sige sådan? Tårerne var tæt på at vælte ud igen, men hun beherskede sig og sank. ”Hvis du,” et gisp undslap hendes tørre læber og hun rettede sig selv, fortrydende: ”Hvis De har tænkt sig at dræbe mig, så gør det her. Jeg vil ikke slæbes med tilbage til slottet!” I en snæver vending kunne kvinden gå for en ungmø som havde mistet en af sine kære i krigen på slottet. Hun gruede for de tanker om den bedende, hun selv var, der lå her og krøb ved kvindens fødder som hun måtte have. Eleanora rykkede uroligt på sig og fjernede noget af det vildfarne hår der kildede hende i øjnene. Værdigheden måtte genvindes og hun snøftede forsigtig inden hun indvendigt tog sig sammen.

Amylia kiggede på kvinden med en hvis underlig beundring. Hun holdt med et op med ta græde, men lå bare og rystede og stammede lidt.
Da Amylia hørte om hendes ønske med at blive dræbt lige her, undslap en lille blød kluklatter hendes læber. Som mange små kirkeklokker i nattens mørke. "Schhhh... lig nu stille." Mumlede Amylia venligt, da hun hurtigt lukkede spændet der holdt hendes agen kappe på plads, op. "Schhhh, det skal nok gå." Sagde hun blidt og lagde hurtigt kappen om den skælvende elverkvinde. Amylia kiggede på hende og bedømte at hun selv ville være stærkere end kvinden, i hvert fald lige nu, så med et snuptag to hun fat i begge kvindens skuldre og hev hende ud af den sammenkrummede stilling. Hun fik med mindre besvær placeret kvindens hovede i sit skød.
Amylia holdt godt fast i kvindens ene skulder i det tilfælde at hun ville gøre modstand.
"Schhh. lig nu stille. Jeg gør dig ikke noget." Sagde Amylia, da hun med den anden hånd lagde kappen bedre omkring kvinden. Derefter fik hun fat i begge kvindens hænder og holdt godt fast.
Det kunne både virke til at berolige hende, og til at holde hende fast.
Sådan som kvinden så ud, ville hun nok ikke have særlig godt af at løbe mere. I hvert fald ikke dan aften.
"Schhhh..." Hviskede Amylia, da hun så begyndte at nynne en svag melodi. En vuggevise som hendes egen mor selv havde sunget for hende.

Noget skete, en sky passerede hendes sind, noget tog hende op, snakkede til hende, aede hende… blidt… værnede om hende og lagde noget over hendes krop. Hvad skete der?
Var hun død? Havde kvinden stukket kniven ind hvor det ikke kunne mærkes?
Nej… umuligt…
Skyen forsvandt og den tågede udsigt blev pludselig klar, hun så op i et ansigt. Ansigtet fra før, det venlige, klare ansigt med øjne der strålede og læber der spidsede sig og fremtvang en dæmpet hvisken, der medbragte en vuggende fornemmelse der sortnede for hendes øjne og fik gråden til at stå hende i halsen. Eleanora lagde mærke til at hun krammede om en varm vams der lå over hende og hun bemærkede den bestemte hånd og senere hænder der tvang hende til at blive liggende. Straks forstod hun hvad den omsorgsfulde kvinde prøvede på – hun ville have hende til at falde til ro, komme til fornuft og blive sig selv igen.
Det kunne hun ikke benægte var en god idé og Eleanora blev lydigt liggende i sin redningsmands skød.

En lyd tog til.. så sagte og harmonisk at gåsehuden sprang frem i nakken af hende.. hun lod øjnene afsøge ansigtet, medlidende øjne.. det var ikke til at holde ud. De tanker der måtte gemme sig bag de øjne.. den nærmest undskyldende, tavse samtale der fandt sted mellem dem. Som om… Eleanora stoppede fortrydende sin tankegang… som om hun ikke kunne klare sig selv… hun var et nul, på bølgelængde med et barn… og så, øjnene søgte videre. Munden bevægede sig, regelmæssigt, ensartet og lod tungen runde ordene og lyden passere de hvide tænder. Jo, hun sang. Det mindede om en vuggevise, men hun kendte den ikke, og forstod heller ikke alt hvad der blev sagt. Ofte havde hun hørt Veneur bruge nogen af ordene, som: Rolig, stille, og vær ej bange. Men sammensætningen forstod hun ikke.

Det var smukt. Smukkere lige nu end de mange stjerner. Pigen, kvinden, hvad end hun var, så var hun ved godt mod. Det smittede lidt at se så brav en skikkelse, og langsomt stoppede rystelserne og blev til nogle krampelignende bevægelser fra overanstrengelsen ved at løbe så længe og forvildet uden tanke.
Hun følte for at smile. At sige noget og fortælle sin taknemmelighed. Der var ikke mord at skimte i disse venlige øjne, og det gav hende ro i sjælen. Den oprørske tilsand var mildere og mindre dominerende, og Eleanora mindes Veneurs forsøg på at berolige hende den første gang de mødtes. Med et snuptag, greb hun kvindens hånd, gav den et fast klem og fremdrog et lille, beskedent smil.
Af alle himlens stjerner, var denne, håndens ejermand, den smukkeste af alle.

Amylia kiggede bare på kvinden imens hun sang.
Kvinden var så fantastisk smuk... Skinnende? Amylia kunne ikke sætte fingeren på det, men det var der. Kvinden så så uskyldig ud. så ren.
Og sådan en skønhed skulle ikke græde. Det var forkert.
Amylia kunne mærke klumpen i halsen, den lille klump hun fik når hun kunne mærke at folk hun kunne lide led uden grund.
For Amylia kunne faktisk godt lide kvinden. Også selvom hun ikke kendte hende.
Sangen fortsatte regelmæssigt og blev ved og ved, men klumped gjorde det stadig sværer at synge.

Langsomt kom der en ændrig i kvindens ansigt. Hun så ikke mere så inddraget ud i sin gråd, men mere klarsynet. Og var det noget der mindede om et smil?
Amylia hakkede og snublede over en sætning da kvinden gav hendes hånd et klem, men ikke desto mindre kunne hun ikke lade være med at føle en stor sten løfte sig fra sine skuldre, da kvinden lod til at have accepteret at ligge her hos Amylia.
En stor glad bobbel pustede sig op inden i hende, og Amylia smilte venligt tilbage.
Hvordan kunne hun lade være?

//Sorry jeg ikke kan skrive så lange indlæg -.-' -jeg ville også gerne lave overskrifter, men så synes jeg jeg er en wannabe, men, altså, bare lige, rigtig god idé!!! //

NB: Da Eleanora er element magiker, og betvinger jordens kræfter, snakker alle levende ting til hende. Ganske vist ikke så informationsrigt som den menneskelige art gør, da alt levende har en sjæl og måde at udtrykke sig på, og ydermere kan denne udtryksform være hjælpsom eller snørklet og gådefyldt. F.eks.: træer snakker ofte som menneske arten gjorde på den tid hvor træet blev plantet, derfor er de ældste træer tit uden forståeligt sprog og de af dem der er forståelige, er ofte hemmelighedsfulde. Overtalelse, tålmodighed og flid er de bedste midler mod brug af skovens information, og flersproglige egenskaber.

Tonerne svang sig rundt om dem, og Eleanora ville næsten påstå at hun kunne se dem som skinnende støv i det nattemørke der fyldte om dem. Støv der hvirvlede i ubrydelige mønstre og dansede om hovederne på dem. De snoede sig ind mellem træerne og hægtede sig i grene og buskads. Støvet rev, lokkende, i løvet og fik det umærkeligt til at svaje. I takt, rytmisk og elegant til den ukendte kvindes sang, og så var det som om en fløjte startede. Spillede med og kringlede tonerne i en sådan græd at hun kunne græde.. så smukt, selv denne specielle sang hun ikke kendte. Og kvindens stemme… så køn og blid, med fløjtens spæde spil, om end mere stemningsfyldt. Hun havde lyst til at lukke øjnene, bare ligge.. nyde dette fredsfyldte øjeblik, men det var ikke muligt, hun måtte forklarer hvem hun var og finde ud af kvindes navn ligeså.
I hendes hovedet opstod endnu et brudpunkt, og hun rynkede brynene. Hvordan skulle hun formidle sit navn? Kvinden kunne sandsynligvis ikke elvisk, og hendes menneskelige ordforråd var meget småt. Faktisk havde hun kun hørt Veneur tale til andre og på den måde kopieret hans måde at forme ord og sætninger på.

Natten lod sin skønhed lyse over dem denne aften, som om den ønskede deres møde og bekendtskab. Træerne mumlede sagte med, og små ildfluer sluttede sig til det spæde lys fra månen så højt på himlen. De sværmede om dem som bier i en duftende sommermark, og førte lysende striber med sig, hvor de for et øjeblik siden havde fløjet. De tegnede mønstre i luften og dannede en lille verden om de to mørke skikkelser på jorden, Eleanora forstod dem.
Hun satte sig op, beundrede kvindes smil, greb hendes hånd endnu engang, og førte en finger til kvindens mund.
Da hun havde gjort tegn til at ville bringe hende til tavshed, smilede hun som for at berolige det lyse ansigt med den mørke kaskade af hår der brusede om hendes ansigt. Eleanora klemte hendes hånd, og mumlede et gebrokkent, ”tak.” Med en sikker hånd, kradsede hun nogle tegn i det sand de sad tæt ved, ”E, L, E, A, N, O, R, A.” Skeptisk vurderede hun sit værk, og fremtvang et selvsikkert blik.
Hun huskede de sidste sætninger som kvinden afsluttende havde sunget, og mindes den grødede snært der var at skimte mellem linjerne. Kvinden havde denne gang været den usikre, den der behøvede hjælp og omsorg, men Eleanora var usikker på hvad der virkede passende i menneskekulturens lys. Et venligt blik? En trøstende lyd? Hvad som helst?
Til sidst førte hun sine hænder op til hendes kinder, og lod hænderne følge kæbernes formning. Langsomt lukkede hun øjnene og tegnede, med pegefingrene, som cirkler på kindernes hvide hud.
Ved deres side begyndte jorden at skrappe. Den brød stilheden med en knagende, brækkende og brydende lyd. Sagte, men høj i denne nats stilhed.
Omkring dem sprang nu små, hvide, vuggende anemoner ud, talrige som stjernerne på himlen over dem, og hvide som den ukendte kvindes hud. Eleanora åbnede øjnene, fjernede sine hænder med et undskyldende blik, og greb en lille blomst ved stilken.
Med et forsigtigt tag og bevægelser, lod hun den modsatte hånd, kredse om det nikkende blomsterhovede. ”Yenearsira re´ babutiis” Hviskende, løftede hun blomsten op fra skyggerne så månelyset kunne berøre dens ydre og slikke dens hvide glans. Små skin, som fra skjulte diamanter, sprang frem på overfladen og forstenede blomsten i dens vuggen. Nu lå den ganske ubevægelig og køn i Eleanoras højre hånd, og hun anbragte den forsigtigt i kvindens skød. Var det tak til fulde? Eller så hun det måske som en krænkelse?
Eleanora bed sig usikkert i læben og tvang sig selv til at se hende i øjnene.

Det bløde mørke lå som en beroligende dyne om Amylia, da der langsomt kom liv i luften. Små ildfluer kom til og fløj rundt og rundt.
Så smukke.
En vag brise legede lidt med Amylia hår, da den smukke kvinde pludselig satte sig op.
Kvinden lagde en finger mod Amylias læber, og Amylia holdt med ét inde. Hvad kunne den smukke kvinde dog ville fortælle hende?
"Tak"
Accenten lød lidt underlig. Uplacérbar. Men ordet var fint nok, det var et 'Tak'.
Hvorfor dog det? Hvad kunne Amylia dog have gjort for at fortjene skønhedens tak?
Hun var lidt usikker. men prøvede at smile venligt.
Så bøjede kvinden sig, og begyndte at kradse noget ned i sandet.
Amylia kunne genkende mange af bogstaverne, men hun var ikke helt sikkre på hvordan hun skulle udtale dem alle sammen.
Inderst inde forbandede hun sig selv for aldrig at have gjort sig mere umage med at lære at læse.
"Um..." Sagde hun usikkert, og kastede et flygtigt blik på den blændede kvinde.
"E... Ele - A - No - Ra" Læste hun langsomt med stor anstrengelse. "Ele - A Nora" Læste hun lidt hurtigere. "Eleanora!" Udbrød hun glad. Hun kiggede igen på den fantastisk kønne kvinde.
Eleanora. Det var kvindens navn.
Amylia tænkte på hvordan hun kunne vise Eleanora sit eget navn, da hun pludselig lagde hænderne på Amylias kinder.
Am. undrede sig lidt. Var det elverskik? Eller..?
Eleanora tegnede nogle cirkler på Amylias kinder, da... da jorden begyndte at sige lyde.
Amylia var rådvild og en lille smule bange. Var det magi?
Amylia havde kun set magi få gange før i sit liv, og det var begge gange i forbindelse med kamp... men kvinden ville ikke angribe hende. Det troede hun bare ikke på.
Og så kom der blomster op!
Helt rigtige små hvide blomster skød op ad jorden og stod der på jorden som om de havde ståer der de sidte par uger.
Fantastisk.
Amylia kunne ikke andet end at stirre betaget. Hun kunne ikke engang komme med et overrasket udbrud, da kvinden løftede blomsten op og månen lyste på blomsten, og gav den sådan en skønhed at det næsten gjorde ondt at kigge på den.
Og lidt efter var blomsten forstenet.
Så smuk...
Den smukke kvinde, Eleanora, den kvinde som lige havde fået blomster til at springe op ad jorden og forstene, den underskønne elver, lagde blidt den forstene blomst i Amylias skød.
Amylia sad bare og stirrede på den i et par sekunder, før hun kom i tanke om Eleanora, og vendte hovedet.
mylia kunne næsten mærke hendes ansigt lyse op i undrende glæde.
"Um, Tak"
Sagde hun langsomt, og smilte stort til kvinden.
Blomsten var så smuk... det kunne da ikke passe at kvinden ville forære sådan en ting væk?
"Tak" hviskede Amylia betaget, og måtte igen beundre blomsten.
Amylia lod en af de lange fingre glide ned af blomstens stilk, og Amylia huskede navnet for blomsten, Anemone. Helt opslugt af anemonens skønhed, glemte Amylia næsten alt andet omkring sig. Næsten.
Amylia vendte sig mod Eleanora, og smilte stort til hende, men smilet stivnede på Amylias læber.
I et kort øjeblik var kvindens smukke ansigt alt Amylia kunne tænke på.
Så Smukt. Så Rent. Så... ægte.
Men, kvinden kendte jo endnu ikke Amylia navn!
Amylia vendte sig hurtigt til der hvor kvinden havde skrevet hendes eget navn, og nedenunder skrev Amylia,
A. M. Y. L. I. A.
Hun vidste ikke om kvinden ville kunne læse almindeligt sprog, (eller, almindeligt for Amylia) men Amylia kunne jo ligeså godt prøve at skrive det, for en sikkerheds skyld.

Så blød en stemme, usikker og prøvende når kvinden forsøgte at sige hendes navn. Stavelse for stavelse, stødt og sikkert. Hun virkede tøvende, som om der var noget der plagede hende.
Så gik det op for Eleanora, at kvinden ved hendes side, havde problemer med at læse, forklaringen kunne være simpel, hun var måske ikke blevet undervist som lille. Måske de slet ikke havde lærde folk på samme måde som hos hendes eget folk? Måske mennesker slet ikke brød sig om at skrive eller læse? Eleanoras familie havde ingen særlig eller høj rang, så det havde ikke været nødvendigt at hun kunne kommunikere med andre end sin egen race, og derfor havde hun aldrig fået lært menneskenes sprog. Hun vidste at der fandtes flere variationer af modersmålet Walansk, alt efter om man kom fra syd eller nord, øst eller vest, i modsætning til det Elviske sprog, som var så ældgammelt og fastlagt at alle talte ens. Nogen mere snørklede end andre, alt efter deres alder. Men læsning og skrivning havde aldrig generet Eleanora, og hun så undersøgende på kvinden som nu sad i problemer. Med hævede øjenbryn, betragtede hun hende indgående. Det var første gang hun havde mødt nogen som var så meget sin egen. Kvinden her var beslutsom, så meget vidste hun, beslutsom og omsorgsfuld.

”El, Ele.. Elea.. Nora.. Eleanora.” Hun lyste helt op da ordene gled sammenhængende over hendes læber, og Eleanora så overrasket på hende. At sådan en lille gunst kunne få et menneske til at smile så meget. Det lyste hende ud af øjnene, så kønt og gennemtrængende. Eleanora blev klar over hvor lidt, hun i bund og grund, egentlig vidste om mennesker og deres natur. Inderst inde morede det hende lidt at se glæden i ansigtet overfor hende, så opstemt og sprudlende.
Fra det øjeblik, vidste Eleanora, at hendes største ønske var, at få denne kvinde til at le. Til at le, smile og synge af fryd. At se glæden i det lille kønne ansigt, som var så beskedent og bekymret.

Under hendes udførelse af den harmløse magi, hvor hendes hænder holdt kvindens ansigt og senere hen forstenede den lille blomst, havde ansigtet i hendes hænder set, skidt forvent og nervøst ud. Var hun mon bange for magi? Men da blomsten først lå i hendes hænder, lyste ansigtet igen. En lille boble af lykke, sprang indeni Eleanora mave, som tusindvis af sprællende sommerfugle der forsøgt at flyve rundt. Da kvinden supplerede med et stille ”tak,” og en mumlende lyd, Eleanora gik ud fra var en overvejende pause, begyndte sommerfuglene at flakse i flok og vende indeni.
Et smil brød frem på hendes eget ansigt og gengældte smilet overfor.

For et øjeblik siden havde hun været så ulykkelig, alene og kold.
Nu sad hun her i selskab med en så anderledes skabning, at hendes forfædre ville have vendt øjne bare ved synet, smilede, klemte hænder og udvekslede navne.
Ikke bare havde denne fremmede taget sig af hende og revet hendes sjæl væk fra ulykkens rand, hun havde også sagt tak… tak for ingen ting. Et tak som egentlig skulle have været foræret til kvinden selv, og gentaget uendelige gange. Mennesker var helt og aldeles deres egne. Mærkelige skabninger.

Men af en eller anden grund, følte Eleanora sympati og tiltro til denne ”mærkelige skabning”, som sad der og vuggede af glæde over at have fået en lille blomst?
Så lænede kvinden sig frem, og Eleanora var et øjeblik bange for at hun ville gå, men så…
Skrev hun i sandet, lige under Eleanoras navn, sit eget. ”A, M, Y, L, I, A.”
Eleanora lænede sig frem, studerede indgående de runde tegn og mumlede frem for sig…
”Eymelia,” hun var udmærket klar over at accenten ikke var korrekt, og besluttede sig for at prøve igen.
En lille smag af surhed bredte sig i hendes mund – hvorfor i al verden havde hun aldrig fået lov at lære at tale ordentligt Walansk?
”Emylia,” endnu engang tøvede hun, men det var stadig ikke rigtigt. Så rettede hun blikket mod Amylia igen, denne gang for at få hjælp til udtalelsen. Måske de kunne lære hinanden en hel del?

ildfluerne summede stadig, fulde af liv, da Amylia igen skævede til den mere eller mindre klodsede skrift i sandet, hvor hendes eget navn stod.
Det var klodset og ikke alt for kønt, men alligevel læseligt og en del tydelig.
Amylia læste det et par gange for at være sikker på at hun ikke havde stavet forkert. Det ville ikke være så godt at stave sit eget navn forkert.
Amylia studerede det hurtigt i tavshed, inden hun, dybt tilfreds med sig selv, vendte sig mod Eleanora.
Eleanora kiggede også allerede på Amylia. Men... hvorfor var det hun så så tænksom ud? Var der noget galt? Eller noget godt? Eller var der slet ikke noget? Amylia var ikke helt sikker, men så vendte Eleanora sig mod skriften i sandet, og læste hurtigt og ubesværet; Eymelia
Amylia frydede sig. Hvor lød det flot når Eleanora sagde Amylias navn på den måde!! Hvor lød det fint! Amylia smilte opmuntrende. Eleanora prøvede hurtigt igen, og Amylia kunne ikke lade være med at være lidt jaloux på den måde kvinden lod til at kunne læse uden besvær. Hvordan kunne kvinden ikke have svært ved at læse? Eller skrive? Amylia kastede endnu et hurtigt blik på sandet, og ærgede sig dybt over den bemærkelsesværdige forskel i skriften. Hendes egen klodsede skrift ved siden af Eleanoras smukke skrift der elegant understregede det smukke navn.
Emylia
Eleanoras ord rev hurtigt Amylia ud af hendes selvmelidenhed, og hun smilte stort til Eleanora. Hun nikkede glad. Det ville passe Amylia Særdeles fint, hvis Eleanora bare ville blive ved med at udtale henes navn sådan. Det lød helt... elveragtigt.
Men Amylia kunne fornemme hvordan Eleanora ventede på noget, så Amylia rømmede sig og sagde; "A - My - Li - A "
Langsomt og tydeligt. Hun understregede A'et, men håbede at den underskønne elverkvinde ved siden af hendes stadig ville udtale det anderledes. Det lød så smukt!
Eller også var det bare selve kvindens stemme der var smuk? Amylia lod en hånd glide igennem de sorte krøller som hun plejede, og smilte lidt for sig selv.
Amylia pegede lidt efter på Eleanora, og og sagde usikkert, "Ell?" Derefter pege hun på sig selv og sagde, "Ayla," Men lidt efter rettede hun det til "All?" Hun var ikke sikker på om kvinden forstod idéen med forkortelser, men det ville være lidt lettere for Amylia at udtale Eleanoras navn, så.
Duggen faldt så småt, og Amylia skuttede sig svagt. Det der før havde været en kølig brise, virkede nu til at være en meget kold vind. Men om det var en meget kold vind eller ej, så var der i hvert fald ikke noget der kunne få Amylia til at gå fra Eleanora nu.
De to havde måske ikke meget til fælles, men Amylia kunne ikke lade være med at blive så... Facineret, af Eleanora.
For vi har altså ikke meget til fælles. vi taler ikke samme sprog, er ikke af samme race, hun er så forfærdelig smuk og spændeden, imens jeg bare... er her... Hun er klog og kan læse og alt muligt, og det jeg ved mest om er hvordan du laver en god kop the... tænkte Amylia langsomt, men smilende.

OVERBEVISNINGEN

En direkte kold vind slog ind mod hendes ryg, og kuldegysninger fejede over nakke og skuldre. Samme gysen havde hun set kort før i Amylias alvorlige øjne, og hun blev straks opmærksom på pigens misbehag. Deres følelser og sanser fungerede ens, og hun kom til at smile en anelse. Samtidig med at Amylia havde givet udtryk for at fryse, havde der været smil i hendes sind, smil over Eleanoras ord. Hun havde moret sig over hendes udtalelse? Mennesker var og blev specielle.
Men så… Amylia havde ikke ”grinet” af hende, udtrykket var anderledes, afventende og… nydende på en måde. Da hendes stemme senere, en anelse fortrydende, udtalte sit navn korrekt, gik det op for Eleanora at Amylia brød sig mere om hendes oversættelse end sin egen. Eleanora rettede sig op, ”Eamylia,” smilede hun forsigtigt. Amylia gjorde tegn til at ville tale, og hun tiede. ”Ell,” og senere ”Ayla,” men fortrød og rettede til: ”All.” En pegende gestus, gjorde Eleanora opmærksom på at det var en form for navn der skulle udgøre deres egne, men uden at være bindende, som Amylia forsøgte at få hende til at forstå.
Ell, skulle hun hedde, og Amylia, All. Hvor opfindsomt! Eleanora livede op, ”Tyltra areu blinara.” Brusede det ud af hende, og hun kom for sent i tanke om at All ikke forstod et mug af hvad hun sagde.
Det ærgrede hende lidt, men med en krampesammentrækning i samtlige muskler, besluttede hun sig for at forsøge på menneskesprog, hun havde trods alt hørt Veneur.
”De..” hun tøvede og rødmede en smule i det ellers så blege ansigt. ”Det era en finatastisk idéa!” Hun sank besværligt, og vidste udmærket at hverken sammensætningen eller ordene var rigtige, og hun bed sig nervøst i læben, bare Amylia kunne forstå.

Månen brød langsomt igennem trækronerne, og lod den lille lysning indhylle i et blegt, hvidt skær. Eleanora rettede alvorligt blikket mod Amylias hår, der sort og glansfuldt, så ud som var små diamanter gemt i de vilde krøller. Hendes smalle ansigt, næsten lige så elfenbensfarvet og støvet hvid som hendes kjole, sammensat med de smilende og dog opmærksomme blå øjne, blev Eleanora et kort øjeblik i tvivl. Dette væsen, som sad overfor hende, kunne umuligt være menneskeligt i præcist det sekund hvor månen lod sin magiske fortryllelse falde over land og hav.

I nattens buldre mørket, lad da sagen komme til ret, månelystes kunnen skal forpurre løgnen slet.

Det gamle ordsprog dukkede op i hendes bevidsthed, og Eleanora rynkede brynene mærkværdigt, og lod pludselig et nyt syn, afspejle hvad der sad der foran hende. Hendes mine blev tilbageholdent og reserveret, som havde nogen fornærmet eller snydt hende. Mistænksomt lod hun blikket glide over Amylias skikkelse. Hun løftede fjernt sin ene hånd, lod den fører til Amylias ansigt for at skærme månelyset af, og lade mørket indlemme sig. Menneske. Hun tog hånden til sig og skæret lod igen diamanter skinne i både hud og hår. Noget andet. Om det magisk var, vidste hun ikke, men menneskelig var Amylia ikke.

Eleanora ville forklare sin fremmedartede reaktion for Amylia, da hun følte at det søde væsen behøvede, og fortjente, en forklaring. Hun lukkede øjnene stille i og åbnede munden langsomt, ”sikkerhed.” Ordet havde Veneur brugt utallige gange når han var bekymret for hende, og hun var helt sikker på udtalelse denne gang. ”Dya,” hun pegede på Amylia, ”noeget eandet e månulis.” Hun nikkede mod månen, og viftede med armene for at illustrere forvandling. Håbet om at Amylia forstod brændte i hende som tusinde bål, og lidenskaben der var gemt bag hendes ord, var nem at aflæse og høre. Hun ville høre den sandhed hun kunne se. Enten var Amylia utrolig smuk, men skjulte det så ingen førhen havde lagt mærke til det. (Hvilket månen også kan afsløre: Lyver en person overfor sig selv og andre, vil månen vise sandheden.) Eller også var hun ikke menneskelig. Måske en elver hvis sprog var gået tabt for længe siden? Eleanora så forventningsfuldt på hende og smilede opildnende til hende, som var hun en gåde, elveren lige havde løst.

Lidt efter månen var brudt igennem skyerne var Amylia både nrevøs og usikker. Et kort sekund før havde hun næsten begyndt at klappe i hænderne af begejstring.
Ell havde talt til hende! I det rigtige sprog. Rigtige. Amylia tyggede lidt på ordet. Der var vist flere former for rigtige ting. Men El havde synes at det var en god idé! En fantastisk idé.
Amylias indre havde sprudlet med store lykkelige sommerfugle, men da månelyset brændte skyggerne væk, vikede det som om det tog en god portion af Amylias selvtillid.

Ell, den fantastisk uvikeligt smukke elverkvinde, der tilsyneladende ville snakke med en helt almindelig person som Amylia, Ell, en underskøn person Amylia ikke havde været et øjeblik i tvivl om var magisk og fantastisk, den Ell Amylia sad og så på, Så tilbage på Amylia med et underligt udtryk.
Det tog Amylia lidt tid at finde ud af hvad det udtryk betød. Mistro. Mistænktsomhed. Et reserveret udtryk der gjorde Amylis meget usikker. Amylia havde aldrig nogensinde set nogen der solgte slaver, men hun kunne forstille sig at det var sådan et udtryk en køber ville have hvis han lige havde fundet ud af at han kunne få et pragteksemplar til næsten ingen pris.

Den kolde vind suste ind i lysningen og det føltes som om den prøvede på at grave sig vej ind igennem hendes mave for at lægge sig som en tyk isklump i hendes mave, men selvom det bare var indblidning kunne Amylia ikke lade være med at gyse så svagt. Men hun flyttede sig ikke den mindste smule.
Den underskønne person med hår smukkere end en alfs, og et ansigt der med sikkerhed måtte gøre enhver engel jalous, sad og så bedømmende på hende.
Lige som Amylia skulle til at åbne munden for at spørge om der var noget galt, lukkede det fantastiske væsen de smukke øjne og åbnede munden.
Sikkerhed.
Da Ell sagde ordet, var Amylia sikker på at Ell stadig var det venlie og smukke væsen hun hele tiden havde været. Amylia åbnede svagt munden og tog hurtigt en dyb indånding. Hun havde ikke lagt mærke til at hun havde holdt været før nu hvor huun følte sig en smule svimmel.

Du, noget andet i månelys.
Det var sådan Amylia forstod Ells næste ord, og da Ell åbnede øjnene brædte de med en herlig nysgerrighed. men der var også noget andet under ordene, som om hun havde en mistanke om noget og virkelig gerne ville have den bekræftet. Først da kvinden begyndte at buge nogle fakter, fik Amylia en idé. noget andet. Kunne det have noget at gøre med forskiftning? Amylia rejste sig langsomt og smilte stort, da hun trådte et skridt bagud og så ned af sin fødeform. Hun tænkte sig om et øjeblik før hun gav tegn til kvinden om ikke at blive forskrækket, og så forvandlede hun sig.
Et sekund senere stod en fin lille sølvræv med store mørke øjne og kiggede på Ell, istedet for Amylias almindelige form.

GODHEDEN I FORKLÆDNING

Månen lod sit skær kaste et blegt lys ned i deres lille lysning, og i den tætte cirkel af træer, føltes det som om de kun var dem to i hele verden. En elver og en…

Eleonoras tanker var delte og spredte. På den ene side følte hun spænding og intensitet. På den anden, nervøsitet og bange anelser. Hvad der stod foran hende, mennesket, pigen, kvinden, noget magisk? Hvad hun end var, det vidste hun ikke. Som et barn af naturen, var Eleonora udmærket klar over at man ikke skulle lave larm og støj for at tiltrække sig et sky dyr, og på samme måde lod hun glæden og spændingen være synlig frem for det skræmmende ukendte syn af frygt, som stak så dybt i hendes aner. Amylia, All, kvinden, hendes ven, hende der havde hjulpet hende, og i Eleonoras øjne, frelst hende, rejste sig op og trådte et skridt tilbage – ind i skyggen. Grene knækkede under hendes listende fødder og muld svampede og skummede hvor hendes bare tæer havde stået. Amylia gik ind i skyggen, smilede og…

Det var som om månelyset sugede hendes skikkelse til sig og stjerneskær glitrede i hendes hår. Alt sammen skete på et øjeblik, som om tiden pludselig suste forbi og hun selv sad og så på, og pludselig i nattemørket stod en lille skikkelse i stedet for en stor.

Et strejf forbavselse skinnede ud af hendes øjne og hun bed sig i læben for ikke at komme til at skrige. Hun måtte ikke skræmme… den... hende væk. Med rystende hænder og vidt opspærrede øjne rakte hun hænderne frem mod det som skyggen skjulte. Ud af mørket og elendigheden trådte en lille letfodet sølvræv. Eleonora gispede, sænkede hænderne og gav en smertende lyd fra sig. Sølvræve var et dyr der ofte optrådte i de gamle elviske eventyr. Den betragtedes som et sendebud, en freds skaber og en visdomsbudbringer. Med sit sky og dog arrogante sind, mindede sølvræve meget om elvere, og det der minder mest om en, skræmmer også ofte en mere.

Elveren gjorde indvendigt en kraftanstrengelse og rakte endnu engang hænderne bydende op mod det majestætiske dyr månen ikke ville slippe. Der var en krans af lys omkring den, og det gik op for Eleonora at det var Amylias aura. En sød varm strøm lyste ud af ræven og det var næsten til at røre.
Hendes blege hånd strejfede den fantastiske pels og kuldegysninger fik hende til at skælve. Så blød og smuk, Eleonora ville lokke den hen til sig, stryge den over hovedet og knuge den ind til sit bryst. Lysten kriblede i hendes fingre og hun så for første gang dyret i øjnene. Endnu et gisp trængte sig på og hun sank en besværget klump, trak hænderne til sig men fastholdt blikket stift og bestemt.

Så klogt, så vidende og varmt. Hun så godheden, sandheden og hemmeligheden ved kvindeskikkelse bag disse øjne. De talte til hende med en klar og rungende stemme, formskifter, magisk og godhjertet. Hun vidste i forvejen det hele, men ordene spændte et net af sikkerhed omkring dem, og hun rakte armene ud igen.

Den lille sølvræv trådte langsomt ud af skyggerne med øjnene fikseret på Eleanoras smukke ansigt. Ville den lille formskiftning have skræmt elveren? Var det det hun virkelig havde ment da hun snakkede om 'noget andet'?
De store mørke øjne betragtede Ell'a ansigt med forbehold og påpasselighed, men da Ell først var kommet sig over forbavselsen, var hendes reaktion meget bedre end Amylia i sine vildeste drømme kunne forstille sig.

Ildflugerne vr så småt ved at forsvinde i deres frygt for de større flagermus og andre af nattens dyr, og månen lyste stadig ned med et blødt skær og badede hele det fantastiske øjeblik i et drømmeagtigt lys. Sølvræven næsten logrede med halen af velbahag, da den smukke elverkvinde rakte armene ud mod den. Amylia kunne ikke lade være. Hun tog et skridt frem mod kvinden der næsten var for fantastisk til at være sand. Hun sad der i al sin skønhed, badet i måneskin og med det gyldne hår der blødt faldt ned om hendes ryg og ene skulder. Hun sad der og lignede mere en Gudinde end noget jordisk væsen. Og kunne det passe at hendes fine ansigt så forbeholdent ud? Som om hun var bange for at skræmme Amylia.
Nej, Amylia tvivlede på om der var noget i hele verden der kunne skræmme hende væk fra Eleanora nu. Men selv sad Ell der og lignede en lille pige de sad rakte ud efter sin mor der lige har klargjort at hun skal til at gå.

Og så var der pludselig en blød hånd der strøg over Amylias pels. En hånd der var let som en fjer og blød som det eneste silkestof Amylia nogensinde havde rørt.
En følelse af dyb komfort strøg igennem sølvævens lille krop.
En dyb lyd fra bagenden af sølvrævens hals snoede sig vej ud igennem den lukkede mund, og Amylia opdagede med et sæt at hun spandt.
Hun frøs midt i en bevægelse, men gik så et langsomt skridt tættere på Ell.
Hun tog langsomt endnu et lille skridt frem.
Amylia ville for intet i verden skræmme elveren.
Endnu et langsomt lille skridt.
Hold da op! Hvor gik det langsomt!
Den lille sølvæv havde mest af alt bare lyst til at kaste sig i Ells arme. Føle om de var ligeså bløde og varme som hendes smukke hånd. Havde lyst til at spinde og ligge sig for hendes fødder. Havde bare lyst til at gå hen til den smukke person der sa med begge arme strakt frem imod hende.
Men hun måtte ikke skræmme hende.
En lille irriteret lyd undslap sølvrævens hals, da den ikke længere kunne holde sig selv tilbage, og satte i et langsomt luntetrav, de sidste små sølvræve skridt det tog at komme hen til Ell. Amylia stirrede med store øjne op mod Ell's ansigt, for at se om hendes anstrengelser havde været forgæves og Ell alligevel var blevet skræmt, og et øjeblik frygtede Amylia faktisk at Elverkvinden ville skrige og springe op og løbe væk.
Men selvfølgelig ville Ell ikke gøre sådan noget... Vel?
Amylia kunne alligevel ikke være helt sikker.

Hele det fantastiske sceneri måtte se meget underligt ud for de omkringværende flagermuse, og muligvis og andre væsner Amylia ikke havde lyst til at se.
En underskøn elver der rakte armene ud mod en lille sølvræv der luntede lige ind hendes favn, og gned sit hovede imod kvindes arm imens den spandt som en anden kat. Og hvordan sådan en smuk elver kunne finde på at dele sin tid med en anden vanskabning som andre vel ville beskrive formskiftere som, ja, det var nu et mysterium for Amylia. Men ikke så meget et mysterium som et andet mirakkel. Kvinden der sad de og lyste af sit rene hjerte og lutter god hensigter. Det var tydeligt at det kønne hovede nok ikke kunne indeholde én eneste ond tanke.

Og så gik en blød sky for månen og svøbte verden i et mere dunkelt skær, hvor man kun kunne vente på at skyen ville gå væk igen.

(Alt i "kursiv" er noget kun Eleonora kan høre og tænke)

Ugleskriget

”Eleonora!” Hendes fars stemme gav genlyd i hendes sind, som stod han og vogtede ved nærmeste træ bag hende og den lille ræv. ”Rør den ikke! Søfolket vil se det og bortføre dig for din skam. Den er deres yngel, afkom og tjener. Lad den ikke lede dig i svime for sin skønhed og snilde.”
Eleonora vendte sig af overraskelse, hun så sig fortvivlet om i sin søgen efter en myndig og stolt skikkelse i mørket. Intet var at se, alt var stadig mørkt og skummelt, på trods af stjernernes nærvær denne aften. Den lille skinnende ræv som lå i hendes skød, ventede stadig på et kærtegn, og hun strøg den, åndsfraværende, over det pelsede hoved og ned langs den svajede ryg. Hvor var hans stemme kommet fra? Og hvorfor? For år tilbage var hendes forældre forsvundet, og nu pludselig hvor hun sad og kælede for en kvindes blændværk, gav en af dem sig til kende. Hun var dog overbevist om at det kun var i hendes tanker at det kunne høres, og hun blev igen skamfuld. Hun måtte være blevet sindssyg?

Før dette møde med den gådefulde og omsorgsfulde kvinde, havde hun frygtet dyrs nærvær. Værdsat den, men frygtet tanken om den vildskab der inderst inde fyldte enhver levende skabning. Hun kendte den kun alt for godt selv og fortrød hurtigt sit valg om de mange fordomme.

Hun valgte at glemme tanken om hendes far, og vendte i stedet blikket mod sit eget skød. Den lille ræv så så uskyldig ud, og hun lod et smil kruse om sine læber, hvordan kunne hun have været bange for den? Med lette strøg, lod hun sine hænder fører langs den nakke og ryg, igen og igen, inden hun lod dem standse. Rystede den ikke? Måske af spænding? Hun lod en hånd fører under dens hage for derpå at lade den knejse en anelse med nakken så hun kunne se dens krystalklare øjne an. Det urolige par vidende om anspændthed og tilbageholdelse og hun lagde en finger på den snøftende næse. Jo minsandten om den ikke løb. Den lille stakkel frøs vel. Eleonora tog en hurtig beslutning, natten, hendes fars bekymrede stemme, kvindens pludselige ankomst – det hele virkede en anelse snavset, hun måtte få dem begge fra det dybe vand og ind på land.
Med et snuptag løftede hun sølvræven op på skulderen og støttede den til den fik fodfæste. Skulle hun lade den løbe ved hendes side i stedet? Nej, ikke hvis hendes far havde ret og at der denne nat var søfolk på spil. De skulle ikke få lov at lokke hendes sjælelys’s lille skytsengel i en tågebanke af fælder. Ikke om det så skulle blive hendes sidste nat. Skovens træer tårnede sig over deres hoveder og lod kun en smule lys bryde igennem deres tætte toppe. Hun satte i løb og lod sine rutinerede ankler og fødder lede dem på vej. Hurtigere løb hun, uden at snuble og uden at mærke sig med de skrig der lød omkring dem. Skrig som fra en ugle, men man kunne aldrig vide. I de gamle fortællinger forbandt man ofte søfolket med et evigt blændværk af dyr som lokkede uskyldige, skamfulde væsner til deres moser og derpå sang dem til sig med en ugles klang. Når det stakkels offer så endelig stod i mudder til livet, trak de dem ved anklerne og lod dem drukne i de grønlige siv. Derpå var man blevet til en af dem, altid søgende efter andre der kunne slutte sig til deres lille flok af væsner med svømmehud mellem alle lemmer. Eleonora gøs ved tanken, og satte umærkeligt farten op, ingen skulle fange dem denne nat, ikke hvis det stod til hende i hvert fald!

Ildflugerne var også gået til ro. Et beroligende mørke sneg sig ind igenmmen skoven og lagde sig om søer træer små natdyr og ikke mindst de to væsner der sad og smilede til hinanden.
Stilheden blev kun afbrudt af træernes stille - men tiltagende - brusen, og den lille sølvrævs spinden.
Sølvræven så op på den smukke elver. Eleanora. Det var stadig svært bare at tænke navnet uden ærefrygt. Men pludselig rykkede kvinden hovedet og det meste af overkroppen over mod et sted lidt bagude til venstre. Som om nogen havde råbt til hende. Den lille grå ræv spidsede ører, men den kunne stadig ikke høre noget. Den var meget sikker på at der ikke havde været det mindste piv...
For det ville den da have hørt, ikke?
Amylia prikkede forsigtigt til Ell (Stadig total ærefrygt over navnet) og så op på hende med store bekymrede øjne. Var der noget galt?
Eleanora aede fraværende Amylia over pelsen, og hun lod ikke engang til selv at vide hvordan hendes hånd rystede. Var hun bange? Hvad var der galt? Hvorfor sagde hun ikke noget? Hvad var der galt?
Et sekund efter vendte Eleanora sit hovede, og smilte. Men øjnene smilede ikke med. Og Amylia havde da set hvor langt væk øjnene lige havde været, og hvordan Eleanoras fantastiske ansigt havde været fortrukket i smerte - eller sorg? - fra minder der ellers havde været glemt for længe siden.
Hvad var det der muligvis ville kunne afføde sådan en reaktion? Lige meget hvad, hadede Amylia det. Hun fandt til sin store overraskelse ud af at hun hadede alt der skadede Eleanora.
Alt der kunne give Eleanora et ansigtsudtryk der var fortrukket på den måde. Alt det hadede Amylia.
Men selv om der nok var hundrede andre ting at tage stilling til og tænke over, så måtte der jo på et tidspunkt melde sig noget mere normalt, men Amylia opdagede kun fraværende at hun frøs.
Eleanora var i første række.
Men selvom Amylia glad og gerne ville sidde og bekymre sig for Ell til sine dages ende, så virkede det altså ikke som om at der var så meget at bekymre sig om når Eleanora sad sådan og strøg hende over ryggen. Situationen blev dog en lidt anden, da Eleanora pludselig greb den lille sølvræv og tog den på skulderen med elegante bevægelser der var så flydende og lette at der i hvert fald ikke herskede nogen tvivl om at hun var en elver.
Og så begyndte elveren at løbe..?
Hvorfor..?
Amylia prøvede at forstå Eleanora, og hvad der muligvis kunne have skræmt hende. Så, det første Amylia gjorde var at tænke over hvad hun selv var mest bange for.
Vand. Uden tvivl, men Eleanora var jo en rigtig elver, og havde nu nok intet udenstående med vand...
Men efter instinkt kiggede Amylia alligevel over mod det sted hvor hun syntes at der måtte befinde sig en sø.
*Umm... var det en skygge der bevægede sig?*
Amylia måtte beherske sin stigende panik. Men på den anden side, hvis det kunne få en voksen elver til at flygte over hals og hovede, så var det måske heller ikke lige fordi at Amylia selv havde ret meget lyst til at sidde i en mørk skov og vente på.
Men, en skygge. Det kunne ganske givet være Eleanoras egen skygge Amylia flygtigt havde set. Deres egen skygge. Fint.
Amylia kiggede hurtigt op mod månen for at tjekke at det ville passe med månens placering, men da hun kiggede op, kom hun igen i tanke om at månen var dækket godt væk bag mange mange skyer.
*Fint, fint! Det var bare et uskyldigt dyr. Eller min fantasi!*
Uroen voksede, men Amylia havde svært ved at føle sig rigtig bange når hun nærmest fløj igennem en skov.
*Uhm, er det der en sø?!*
Amylia kunne skimte noget der blinkede svagt, og de kom hurtigt tættere på. Jo, det var en sø.
Havde Eleanora forstillet sig at de skulle svømme igennem dét? Skulle de svømme fra deres forfølger?
*Hvis vi overhovedet har en forfølger, hvilket vi ikke har!*
Sagde Amylia til sig selv.
*Jo altså, jeg havde da tænkt mig at komme ud at svømme igen... Engang. Lære ikke at frygte vandet. Engang. Ikke sammen med en bange elver, med mulige forfølgere midt ude på natten i de mørkeste timer!*
Amylia havde efterhåndet givet op at berolige sig selv. For hendes skyld kunne forfølgeren komme. For hendes skyld kunne der være syv forfølgere. Bare hun ikke skulle ud i vandet.
Men Eleanora så ud til at have andre planer. Eller havde hun?

Forklaring, frygt og flugt

Med et stop så brat at mudderet trak sig under hendes fødder og armene sprællede ude til begge side for muligvis at kunne tage fra hvis de skulle støde ind i noget, standsede Eleonora sin vilde flugt. Hun rakte ud efter ræven på sin skulder og tog den en anelse hårdere om livet end der havde været hendes mening. Fortrydende løsnede hun grebet, og så bekymret ned i de spørgende øjne, selvfølgelig… den vidste jo ikke hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Godt nok var den et dyr med stærke sanser, men hvis ikke den havde en elvers syvende sans for at fornemme farer, havde den ikke en chance for at følge hendes tankegang. Hun pegede behjælpeligt mod et træ i samme nu som et ugleskrig hylede mod dem, og lavede fagter med den frie arm, ”Ytloe, uie ae’í dangerâ,” med et rådvild blik, søgte hun dens opmærksomhed, hvordan skulle hun forklare, når den ikke forstod?

Eleonora så igen og igen efter tegn på selskab som ikke var velkommen og hun drejede hovedet i alle retninger med det samme hun hørte en mistænkelig lyd. Hun så frustreret ned mod det lille dyr i hendes favn og knugede det ind til sig. Så standsede hun sin over-beskyttende handling, og så undersøgende ind i dens øjne, forsøgte at aflæse dens udtryk og opførsel og blev klar over at der var andet end hendes frygt der nagede den. Noget udefra der havde skræmt den lille skabning.
Tvivlende så hun sig om, og i horisonten skimtede hun nogle glimt, glimt fra en vandoverflade. Hun kneb øjnene sammen, og prøvede at vurdere hvor langt de befandt sig fra denne sø. Kunne den være bange for vand? Hun nikkede opfordrende mod skovbrydningen, og stivnede samtidigt i en krampagtig bevægelse, vand, sø, mørke, ugle, søfolk. Det hele hang sammen.
Måske var dette dyr inderst inde bange hvad der gemte sig i vandet og ikke vandet som element.
Måske, af en eller anden uforklarlig grund kunne den godt følge hende? Hun kunne aldrig være sikker.

Så lød et knæk endnu engang i skovbunden, og Eleonora gav ikke hendes sølvræv lov til videre tænkning, hun knugede den tæt ind til sig, som forsøgte hun at skjule den i sig selv, og fortsatte så sit hæsblæsende løb.

Hendes åndedræt lavede små ”dampskyer” og hendes bryst skiftevis hævede og sænkede sig hurtigere og hurtigere. Mens kulden vred i hendes lunger og gjorde hendes næse isnende kold, holdt hun ræven ind til kroppen og lod den varme sig i hendes favn. Ud af hendes skælvende mund, svang sig en form for klage sang, den stod i tæt kontrast til skovens mumlen, og den knasende lyd der kom fra hendes fødder.

”Au’ff luityss mauuê” Hun sang igen og igen, de samme ord, højere og højere. Det var som om at hele skoven lod lyden gennemtrænge og sno sig i arealet, og som om den svarede hende, lod den sine grene og rode danne et tæt krat fra hvor de kom. Igen kunne gennemtrænge disse mure uden list. Eleonora fortsatte skoven begyndte at tynde ud, og der blev længere mellem krattene. Hun så ned i sin favn, ræven så skræmt og forvildet ud, hun satte den stille ned i græsset og åbnede munden for at forklare, bare den kunne forstå, ”I skoave,” hun hakkede lidt og tav så et øjeblik inden hun forsatte og pege-de mod skoven. ”Vaendets menneasker, dé fængear ví toa!” Stammende fortsatte hun og knugede om sig selv for at demonstrere, ”ví sikkuerhead nua,” et prøvende smil kom ræ-ven til gode, og hun bøjede sig ned for trøstende at stryge den over pelsen, måske for at ville berolige den, men også hende selv.

Den lille ræv kunne stadig ikke høre andet end det næsten lydløse 'Thump, thump, thuph' det gav hver gang Ells fødder ramte jorden med bemærkelsesværdig præcision.
Og så lige Amylias eget hjerte, der snart galopperede derudaf. Slagene blev hurtigere og hurtigere og mere hektiske jo tættere på vandet hun kom.
Hendes hovede svømmede med minder hun helst fortrængte.
*En mørk mose en tåget dag...
Hun ville ikke tænke på det!
Personer hun stolede fuldt og fast på...
Det havde været én mose! Ét sted! Det her var en sø! Ingen sammenhæng!
Men folk druknede...*
Amylias hovede eksploderede næsten i ting hun succesfuldt havde fortrængt i mange år.
Ræven virrede med hovedet, men kom først til sig selv igen da Ell pludselig stoppede.
Ells frygt var værre end hendes egen. Elverpigen rystede jo som et espeløv!
Amylia prøvede at trøste hende med en vag lyd, men Ell lod ikke engang til at have bemærket det, da hun lidt efter greb Amylia om maven og klemte hende ind imod sig.
Amylia overvejede et øjeblik at gøre opmærksom på at hun var ved at blive kvalt, men bestemte sig for at lade være, fordi det nok ikke var det bedste tidspunkt. Og lidt efter blev grebet da også løsnet.

Mørket var tæt. Uigennemtrængeligt. Hele skoven virkede så uvirkeligt stille, som om en ond ånd havde spredt en stor tyk kappe ud over hele landskabet der kvalte enhver lyd.
Men måske var det bare fordi der ikke var nogen lyde?
Da en gren knækkede var lyden i hvert fald alt andet end dæmpet, og den smukke elver fortsatte sig elegante løb igennem den mørke skov.
Amylia begyndte efterhånden at bekymre sig godt for Ell. Søen var uden for synsvidde, så Amylias eget angstudbrud var under kontrol.
Når hun tænkte over det, skammede hun sig faktisk. Hun havde prioriteret hendes egen ubegrundede frygt for noget ufarligt over en vens panikagtige angst, der medførte et løb som om hun prøvede at løbe fra en nyskudt pil rettet imod hendes ryg.
Ell begyndte pludselig at synge, eller råbe på hjælp? Nej, det var for melodisk. Hun sang. Men hvorfor?

Amylia kiggede spørgende op imod Ells ansigt da hun igen stoppede. Hun maste endnu engang Amylia ind imod sit bryst, og Amylia opdagede til sin store glæde at det var tilpas blødt så hun ikke fik mast nogle kære kropsdele. Som for eksempel leveren. Hun havde ingen anelse om hvor leveren sad, men der måtte vel være en god chance for at den blev mast i Ells krampagtige greb.
Det forhindrede dog ikke Amylia i at drage et lydløst lettelses suk da hun blev sat ned. Men straks efter savnede hun igen de varme arme og Ells bløde fingre imod sin pels.
Skoven var tyndet ud, og de var stort set ikke engang i skoven mere, da Ell forklarede.
Amylia havde lidt svært ved at forrstå, men da hun anstrengte sig lidt, gav det mening.
'Vandets mennesker' Gode gud! Flere grunde til at vand var dårligt!
Vandets mennesker. Nej tak. Vi klarer os uden.
Og alligevel undslap en svag spinden Amylia da hun blev strøget over pelsen. Men hun kunne ikke blive i sin ræveform. Hun kunne ikke snakke.
Sølvræven bøjede blidt hovedet, og bakkede et par små skridt tilbage, før den drejede en gang om sig selv, og i en mindre dampsky forvandlede sig til Amylias fødeform. Det sorte viltre hår irriterede hende mildt, og hun skubbede det om bag ørene.
Hun løftede hovedet og kiggede tilbage på Ell. Var hun ked af at Amylia havde skiftet form igen?
Det havde ihvert fald tærret på Amylias kræfter, og verden var mere eller mindre begravet i en lys tåge.
Men Ell var stadig usikker og bange.
Ell var hendes ven og manglede trøst.
Det tog ikke Amylia to tanker før hun havde besluttet sig, og hun var henne ved Ell i et langt skridt, og lagde sine hvide arme om den spinkle krop. Hun aede blidt Ell over ryggen og hviskede noget usammenhængede beroligende.

Hun så opmuntrende ned i rævens små, men smilende øjne. Så den ikke bekymret ud? Hun undrede sig grueligt over dette vidunder. At sådan en skabning kunne føle for andre som ellers kun et menneske havde evne til. Selvfølgelig var hun klar over at det var et blændværk, men når dens lyde var så oprigtige, og dertilhørende evner, troede hun ikke at de menneskelige fulgte med i samme mængde og skarphed. Eleonora trak nervøst på skuldrene og bed sig i læben af rådvildhed. Så var det endnu engang som om månens forsvundne og skjulte skær, samlede sig i en klump igen foran hende. Den lille ræv blegnede endnu engang og lyste som en lille stjerne. En slank, elegant og dog ung kvindeskikkelse rettede sig op et stykke fra hende, og Eleonora smilede over at se det velkendte ansigt endnu engang. Amylia, hendes All, var tilbage igen og hun lod et usynligt pres fra brystet forsvinde.

Spontant og ud af den blå luft, skiftede All’s ansigt og klare øjne, udtryk. Hun omfavnede Eleonora i en lang bevægelse og trykkede hende ind til sig, som havde to søstre ikke set hinanden i umindelige tider. Den varme krop og den tætte kontakt, fik Eleonora til at gispe af forbavselse og generthed. Hun var ikke vant til sådan en behandling. Elvere var i reglen meget sociale væsner med anlæg for nær kontakt, men Eleonora var lige modsætningen til denne tradition og skik. Faktisk brød hun sig slet ikke om at blive rørt. Det gjorde hende nervøs at blive holdt så tæt, og hun følte sig dum, dum og pågående. Men denne nærkontakt var anderledes. Anderledes og tryg. Som om All ønskede at berolige hende, finde hendes bristede punkt og hele det med en blid berøring.
Hun lukkede forskrækket øjnene i forestillingen om at All ville skubbe hende væk eller, ufravendt, slå hende. En grund til sådan kunne hun end ikke selv tænke sig til, men menneskers natur, var noget hun ikke vidste meget om.

Der kom intet skub eller værre handlinger og den kropsforskrækkede elver, begyndte langsomt at slappe af. Hun løftede sine egne arme og gengældte All’s knus en smule forsinket og forsigtigt, men støt og uden forhastede bevægelser.
Det sorte hår, som var så karismatisk for Amylia, lagde sig som en blød beskyttelse uden om Eleonoras hoved og hun trak været forsigtigt for ikke at puste det væk.

Sådan stod de lidt, og Eleonora begyndte langsomt at nyde denne omsorg. Så rettede hun sig lige så spontant op og gjorde sig fri af All’s greb. Med et sigende blik, kiggede hun alvorligt på sin veninde, ”dya,” hun pegede på All, ”kka,” hun tøvede langsomt og overvejede rigtigheden af det ukendte ord, ”måe lærera míg dia taele,” hun tog sine egne hænder op til sin mund og bevægede den som om hun talte.
Hun var opsat på at lærer menneskets sprog så de kunne tale ordentligt sammen. Frustrationen fra skovens mørke havde skræmt hende i en sådan grad at hun blev nød til at gøre sig sikker på at det ikke gentog sig.

Så greb Eleonora All’s hånd, som elvernes bud og tradition bød, og trak hende med sig til de små grå hustage og slottets tårn var i sigte. Landsbyen lå tavst i mørket som en sort tågebanke, og Eleonora gøs ved synet. Tænk at man kunne leve et sådant sted. Hun så tilbage på All og fangede hendes smilende blik, sikke en velkommen overraskelse denne pige havde været, med et så modigt sind, hun smilede godmodigt, det kunne næsten ikke være bedre. All var kommet for at blive, og det var Eleonora mere end lykkelig over, men nu var spørgsmålet om hvor kvinden hørte til? I hendes hjerte ganske vist, men hvor i verden?

Amylia blev mere eller mindre overrasket da Ell skubbede hende fra sig, men havde ikke tid til at blive fortørnet før Ell havde grebet hendes hånd. Og sagde noget til hende. Amylia måtte lære Ell at tale? Hvorfor? Amylia kunne overhovedet ikke se sig selv som læremester for Eleanora. Hun kunne meget bedre se sig selv lære Ells sprog ved hjælp af Ell, men hvornår Amylia skulle bruge elvisk, vidste hun dog ikke.
"Okay, jeg skal nok lære dig at tale." Sagde Amylia langsomt og sikkert.
Først da så hun landsbyen de gik imod.
"Er det Takamir?" Spurgte hun tydeligt, men spurgte derefter "Hvor er vi?"
Det kunne jo være at Ell overhovedet ikke kendte så meget til menneskesproget som hun lod til.
Amylia pegede mod landsbyen med en sigende mine, og smilte glad.
Et eller andet sted kunne hun ikke lade være med at synes at alting var perfekt. Og reaktionen overraskede hende. Hun havde mødt en fremmed, vist at hun var en formskifter, og derefter flygtet fra 'vandets folk,' (Barmhjertige Aysil!) og efter en hæsblæsende flugt stod hun her og havde mest af alt lydt til at le højt.
Amylia tænkte lidt over noget hun kunne sige. Eleanora gik her ved hendes side og så så tillidsfuld ud. Med sådan nogle store ærlige øjne. Og Amylia skulle lære hende at tale! Amylia skulle lære en elver noget. En elver der nok lige havde reddet hendes liv. Og selvom Amylias liv aldrig havde været i livsfare, var det i hvert fald blevet bedre.
Tænk at sådan en fantastisk person kunne tænke sig at bruge tid med Amylia. Ell var fantastisk. Og så... ren. God. Ja, hun var helt og aldeles god. Og hun holdt Amylias hånd.

Amylia stirrede lidt efter det sidste træ da dew kom tættere på landsbyen.
Hun blev skamfuldt klar over at hun ikke engang havde hørt ordenligt hvad byen hed. Hun rødmede dybt og spurgte stille, "Undskyld, hvad var det byen hed? Hvor er vi henne?"
Hun rødmede dybere og så ned i jorden. Indvendig bandede hun over sig selv, men hun fornemmede at Eleanoras første nye ord ikke skulle være sådan noget sømandssprog.
Amylia rettede igen øjnene op mod himlen, og opdagede forbavset at månen stod en del lavere end forventet. Var den ved at gå ned? Ville det blive morgen snart?
Ville Eleanora godt have at det blev morgen, eller fortrak hun natten?
Der var så meget Amylia gerne ville spørge Eleanora om, men når hun ikke engang kendte hele sproget ville det nok være ubehageligt at blive overfaldet med spørgsmål.
Og kunne Eleanora overhovedet lide spørgsmål?

Duggen fra græsset gjorde hendes kjole våd og fik den til at klæbe op ad hendes ben, men Eleonora fortsatte stædigt, og lod sin krop gyse i fred. Egentlig elskede hun fornemmelsen, og med altid bare tæer, var hun vant til den fra barnsben af. De mørke træer bag dem forsvandt som de efterhånden travede godt ud, og snart var byens ringmur i sigte. All pustede og lod et spørgsmål hænge i luften, hvor var de på vej hen? Selvfølgelig, hvor havde hun været dum. Hun havde bare ført hende med sig uden at sige hvorhen, det var lige som at skubbe en blind ud i en tyregård. Pigen vidste jo ikke om hun skulle famle og finde eller løbe sin vej.
Eleonora stoppede forlegent, og stirrede ned i jorden.
All skulle ikke se hende rødme, og alligevel, hun måtte vel have set hendes generthed da de mødtes, den lyste jo ud af øjnene på hende, den generte elver. Det var jo rent til grin. Elvere skulle være smukke og hjælpsomme, selvsikre og værdige, ikke sådan en som hun.
Lille og grå, skamfuld og nervøs. Veneur havde flere gange rystet på hovedet af hende, og hver gang skar det i hjertet. Hun ønskede at leve op til hans krav, og sunde fornuft, omkring hendes sky natur, men hvordan, vidste hun ikke.

”Dua bor ina Takamirea?” Hun tøvede og mumlede videre, ”Takamirea er derí,” hun pegede mod ringvolden, og håbede at All vidste hvad hun mente.

Landsbyens slumkvarterer lå omkring Takamir som bier ville flyve om noget nyt honning og Eleonora førte All videre med sig, gennem det høje græs, til landevejens nedstampede grus. Hun ville føre dem til landsbyens hovedport for at være sikker på, at All havde en chance for at finde hjem, men tvivlen nagede og hun tænkte som en gal: skulle hun bringe All med til oprørsbasen i stedet?
Ville denne pålidelige pige være til at stole på når det galt en så dyb hemmelighed? Aldrig havde de talt sammen og aldrig havde hun hørt om pigens baggrund, hvordan skulle hun så kunne bedømme om hun var til at stole på? Eleonora stoppede sine hurtige skridt endnu engang og trak All hen til sig med en lokkende bevægelse. Hun bed sig i læben og glippede nervøst med øjnene.
Hendes hænder var begyndt at ryste igen og hun tog sig alvorligt sammen for ikke at virke for usikker. Så brød hun alle grænser og stillede sig helt tæt på All med kun en håndsbredde mellem deres næser.

Med en dyb indånding lod hun deres øjne mødes og stod derpå bare og betragtede kvinden, hendes veninde med en koncentration som ville være en general værdig. Hun studerede alle hendes træk og reaktioner med en præcision som var sjældent set. De mørke øjne, hendes alvorlige mund med et smil som fortalte enhver, at denne pige tidligt havde lært af livet, at det var svært at smile.
Hendes hvide kinder som skinnede perlemorsagtigt i det blege skær fra solens tidlige skin, og den dybe fornemmelse af tryghed man fandt bag hendes kønne udseende.
All’s øjne var fantastiske og tillidsfulde, Eleonora vidste besked. Så trådte hun en anelse væk og klemte All’s hånd, undskyldende. Men der var andet at se i de pålidelige øjne, noget der gik All på? Noget hun skjulte eller gemte. Hun virkede til at ville sige noget, men holdt sig høfligt tilbage? Eleonora nikkede bydende mod hende, men lavede så en afværgende bevægelse. ”Tale kann víe gøra når víe era indenfor,” hun forsøgte at smile opmuntrende til hende, men tvivlen nagede hende stadig som en lille kniv i baghovedet. Hun pegede mod byen for at fører All videre, og denne gang fulgte hun All’s tempo så hun var sikker på at hun ikke virkede for forhastet. Eleonora ønskede ikke andet end at hendes veninde skulle føle sig tilgodeset og anset. Hun ville dele sin hemmelighed, dele sin viden, inddrage All i hendes forehavende.

Ikke et gardin rørte sig i de store mørke vinduer i de mørke morgentimer, og Amylia var villigt travet med Eleonora.
Hmm, Takamir? Takamir var de en fin by, men Amylia kendte nu intet til så mange af de andre dele end markedspladsen.
-Som hun nu også kendte ud og ind.
De tidlige morgensol begyndte at spille i de få vinduer der manglede skodder, og en let tør brise legede med Eleonoras smukke hår. Fik hendes kjole til at danse.
Amylia var så optaget i sine beundrende tanker, at hun undertrykte et gisp af overraskelse da Eleonora stoppede hende og stilte sig så tæt på hende. Amylia havde næsten fået det indtryk at Ell ikke var så meget for nærkontakt, når det ikke galdt hænderne, at den pludselige nærhed var alt andet end ventet.
"Tale kan vi gøre når vi er indenfor"
Ells stemme lød meget alvorlig. Helt bestemt og en smule urolig. Hvad kunne det være? Noget ubehageligt? Ej, det ville Ell aldrig byde hende
Amylia nikkede indforstået, og prøvede at skjule den brændende nysgerrighed der havde bidt dig godt fast. Hvor skulle de hen? Hvad skulle de? Hvor var "indenfor"?
Amyli knugede Eleonoras hånd da de fortsatte ind mod Takamirs hjerte.
Bebyggelsen blev langsomt tættere, men der lød ikke én lyd. Ikke ét gardin rørte sig. Ikke engang musene pev.

Den tørre vind fejede sløvt igennem den lange sparsomt beboede gade de gik på, og Amylia smilte af kuldegysningen der rev ned igennem hendes ryg og gav hendes kolde ben lyst til at hoppe og springe.
Eleonora gik som hele tiden ved siden af hende, men Amylia synes efterhånden at det var mere hende selv der trak Ell afsted. Helt omvendt af før. Men der gik Ell og så nærmest nervøs ud.
Nervøs med besluttet.
Amylia gjorde hurtigt den konklusion at det måtte være valget der var sværest for Ell, og at der at føre planerne ud i livet bare var noget man gjorde, og ikke stod til diskussion.
Men alligevel så Eleonora helt tilbageholden ud. Genert. Hvor sjovt, var Ell genert?
Amylia kiggede fikseret på det smukke ansigt, og smilte lystigt for sig selv da hun konkluderede at Ell faktisk så genert ud. Amylia stirrede igen. Genert? Virkelig? Amylia havde lyst til at fnise. Ell genert. Den elverpige der lige havde hevet hende igennem en fremmed skov uden at have snakket ordenligt med hende var genert. Jo, Amylia havde meget lyst til at fnise, men gispede istedet i stor ærefrygt, da solen rigtigt brød over horisonten.
Den var stadig langt væk og havde et koldt skær, men den badede hele verden i nye stærke farver og oplyste alle dugdråber i et væld af regnbuer. Og ikke mindst strålede Eleonora der i alt pragten. Amylia kunne ikke lade være med at forstille sig Ell med et gyldent scepter og en stor dyr silkekjole af den slags hvor der ikke ville være den mindste tvivl om at den blev båret af en prinsesse.
*For Ell er en rigtig prinsesse. Ikke en officiel en, og ikke en af den slags der bare skal have og tage. Men en af den slags som alle vil følge og respektere og som vil kunne styre et helt land retfærdigt.* Tænkte Amylia stolt og kiggede beundrende på Ell. Selv hendes smukke hår fik en helt anden glans.
Og selv Ells alvorlige ansigt så ud til at klare en smule op.

Amylia blev dog hurtigt revet tilbage til virkeligheden, da en mandstemme råbte nogle ufortåelige, men klart provokerende ord.
Amylia kiggede i retningen, og fik øje på en tydeligvis fuld vagabond. Fuld, eller i hvert fald med voldsomme tømmermænd. Hans tøj var hullet og slidt, og Amylias øjne søgte øjeblikkeligt til hans hænder. Der var intet hård hud der tydede på nyligt udført hårdt arbejde, men knoerne var derimod rødmede og de så ud til snart at have hård hud.
Han blev hurtigt kattegoriseret som en drukkenboldt og slagsbror, og en ubehagelig person at møde.
Amylia stirrede lidt på ham, men måtte erkende at hun ikke havde set ham før, så hun havde ingen idé om hvilken slags person han kunne være.
Han snøvlede nogle flere stødende ord, der kun næsten kunne forstås, og han prøvede at rejse sig ved hjælp af muren som han sad op ad.
Amylia gav Eleonoras hånd et hurtigt klem, og satte farten op da de skulle til at passere ham. Bare Elleonora nu ikke havde fået nogle fikse idéer. Men det lignede hende jo ikke, så Amylia var ikke bekymret.
I hvert fald ikke for andre end manden der tydeligvis havde brug for en barbering, og som næsten var kommet på benene, der så noget vakkelvorne ud.

Hjemme igen

Solens spæde skin jog nattens stilhed på flugt som vilde, kåde heste på en forårseng, og Eleonora var begyndt at knibe øjnene sammen af frygt for at se dagslyset. Så bemærkede hun pludselig All’s søgende blik, et blik der vendte tilbage af flere omgange. Eleonora koncentrerede sig intenst og vurderede, med hovedet vendt mod jorden, at det var venligtsindet og godt ment.
All kiggede på hende, længe. Hvorfor?
Hun forbød sig selv at gengælde blikket, måske var det en ren refleks for pigen der holdt hendes hånd, pigen med det skæve blik, de rare, pålidelige øjne, det sorte, slangeagtige hår og den uskyldige, unge mine?



Så lød en skrabende lyd og Eleonora vendte hovedkulds ansigtet op, All klemte hendes hånd og gjorde hende så belejligt opmærksom på at der gemte sig noget i mørket af en husmur. Frygten strøg igennem, og gennemrystede hendes krop og hun fulgte villigt med Amylia’s overgang fra listen til løb.
I farten nåede hun at skimte et par hullede, grå bukser, en hujende mandsstemme og et stikkende krøllet skæg som sikkert var lige så mølædt som den kartoffelsæk han sad på. Hun gøs ved tanken og prøvede at undgå de ben som han så belejligt havde plantet på vejen.
Amylia var sprunget let og elegant over og Eleonora fulgte hendes eksempel. Mumlende sætninger blev dem tildelt fra mandens side, men da elveren allerede havde svært ved at forstå menneskenes sprog, kunne hun intet forstå. Gad vide om All gjorde, og i så fald, hvad sagde manden? Egentlig var hun sikker på at hun ikke ville bryde sig om svaret og lod derfor være med at spørge.

Solen var efterhånden ved at bryde horisonten og Eleonora fik pludseligt meget travlt. Hun frygtede lyset som en kanin frygter rævens gab, og da der var meget lange udsigter til nattens mørke, ønskede hun af hele sit hjerte at de snart var fremme. Hun skulede ud fra den bakkekam, de var nået, og overvejede, i korte træk, hvilken vej der var hurtigst. Kort så hun tilbage på All, var hun ved at blive træt? ”Lidt endnua,” hun anstrengte sig for at udtale ordene korrekt, og havde til sidst også en fornemmelse af at det var blevet bedre.
Så fortsatte de ned ad bakken, drejede om nogle mere eller mindre skumle hjørner, hvor solens lys ikke var blevet set i umindelige tider, og til sidst trak Eleonora All med ind i en lille blindgyde med grå husmure op i 2 etager. Hun satte fingrene for munden og gav tegn til, at de skulle være stille. ”Luk dína ögna,” hun ventede tålmodigt på All’s reaktion og rakte derpå hænderne i vejret for at påbegynde den remse Veneur havde lært hende. Hun mimede stille dens dans og hviskede ordene ud i en uhørlig malstrøm. Jorden begyndte næsten at ryste under deres fødder og murerne at smuldre. Små afbræk af mudder og gammelt skidt fjernede sig og snart åbnedes en tunnel under deres fødder.

Før de vidste af det, røg de gennem et gangsystem som førte dem, i hæsblæsende fart, ned til en gang med lergulv og klippemure. Som var rummet blevet udhugget i et bjerg under landsbyens grundvold. Eleonora samlede sig over styrtet og så flygtigt tilbage på All, så trak hun igen i hendes hånd og førte hende gennem et vælg af gange med lave lofter og skyggefulde arealer. Det eneste lys der nåede dem, var en enkel fakkel som engang imellem var placeret rundt omkring i den snørklede undergrund. Til sidst begyndte det at skråne opad, og snart begyndte stentrapper at fører dem op til mere normale omgivelser. Mere omhyggeligt tilhuggede vægge omgav dem nu, og der var kortere mellem faklerne på væggene.
Eleonora kom i tanke om sin ubarmhjertige behandling af pigen som stadig troligt og tillidsfuldt holdt hendes hånd. Hun havde undladt at fortælle hvor de var på vej hen, ført hende gennem skumle og mørklagte rum hvor intet menneskeligt væsen havde chance for at se – det vidste Eleonora dog. Elvere og lignende racer, var de eneste, der i oprindelig form, havde evnen til at se i mørke, og nu havde hun bare trukket pigen med sig i et element, der for hende, var umuligt at orientere sig i. Hvor havde hun været dum – endnu engang. Hun rødmede igen og håbede på at All ikke så det, selvom hun skyldte hende det.
Hun åbnede forsigtigt munden: ”Ved…dua..hvor dua er?” Hun gjorde sig omhyggelig med sin udtale og talte derfor meget langsomt. Hendes stemme knækkede en smule da hun ikke havde brugt den længe.

Af fare for at de blev opdaget nede i de nederste gemakker og derpå mistolket som indbrudsmænd, skyndte Eleonora at trække All med videre. Snart kom små skudhuller til syne i de rum de passerede og senere hen var loftshvælvingerne også pænt afsluttet og med muret kant. Gulvene var efterhånden blevet mere jævne og snart sås også rigtige forhæng og døre.
Eleonora listede videre til de finere gemakker, og standsede derpå uden for en udsmykket, egetræsdør som duftede umiskendeligt af smørelse lavet af dyrefedt. Eleonora smilede stolt, hun pegede på døren og skubbede den op med håndfladen. Den gik op med en dæmpet knirken og fra åbningen var at skimte en lille, kønt udhugget seng og forenden af den, et åbent hul, som skulle fungere som vindue. Der hang et klæde af rent hør foran, for at dække for tilfældige blikke, og sollyset strømmede ind.

Eleonora lavede en bydende gestus ind i rummet som for at byde All velkommen, og kiggede derpå på pigens snavsede ansigt. Hun var overbevist om, at hun selv så mindst lige så værst ud efter en så hæsblæsende nat, men det betød intet for hende længere. De var i sikkerhed, og All var med hende. Hun smilede forlegent, og bed sig i læben. Hendes All…

Månen blev til sol, bebyggelser blev til gader, gader blev til gyder, og med lukkede øjne forsvandt jorden.
Hvad var det for et sted?
Amylia havde slugt sne gisp af forskrækkelse da der pludselig var en stærtk vind der piskede i ansigtet, og jorden var forsvundet. Hendes øjne fløj åbne selvom hun ellers havde gjort et stort nummer ud af ikke at åbne øjnene.
Men hvorfor skulle hun have lukkede øjne? Der var kulsort, og kun vinden viste at de bevægede sig. Og så holdt det pludseligt op.
Amylia følte det som en mavepuster, da hun landte på jorden, og benene knækkede næsten under hende. Al den luft der muligvis havde været i hendes lunger, suste ud med et hørligt Wuuush.
Amylia kiggede mod Ell, der ikke så ud til at have haft de mindste besværligheder med at lande adræt som en kat. Amylia prøvede at smile til hende, imens hun hev efter vejret så diskret som muligt.
"Ved du hvor du er?"
Ells bløde stemme sneg sig ud fra mørket ved siden af Amylia, og Amylia prøvede at samle sine tanker.
*Der er mørkt, det er under jorden, elvere er velkomne... bor Ell her?* Tanker fløj rundt og kunne ikke helt bestemme sig for om de ville give sig til kende eller ej.
"Eh, bor du her?" Spurgte Amylia desoirenteret, og knugede Ells hånd ekstra hårdt, da en uventet ujævnhed ramlede lige ind i hendes blottede storetå.
Det der lod til at være jord blev til gulv, og de små glimt som Amylia fik af omverden, så det ud til at der var rigtige vægge.
Dørene blev efterhånden smukkere og smukkere, og Amylia lod diskret en hånd glide langs et panel af cedetræ. Der hang en tungere duft af læder og fedt, så det var nok de finere mennesker der holdt til her.
Amyla skævede til Ell, og så hende pludselig fra en helt anden vinkel. En smuk fornem frue der vendte hjem til de fine gemakker, ved den fine herregård.
Men noget beskidt rakkerpak på slæb.
Men pludselig var der en stor egetræsdør.
Der var et par skridt hen til den endnu, men Amylia var ikke tvivl om at det var der de skulle hen.
Døren var så smukt udskåret, og af så fin en kvalitet, at der måtte bo en elver eller en rig person bag. Og Ell der sikkert var begge dele, synes også at styre lige imod den.
Inde bag døren var værelset ligeså smukt som døren lovede.
En smuk seng, så perfekt skåret, stod og dominerede en del, og et hørforhæng svajede let i den brise den åbnende dør havde fremkaldt. Et lille vindue indrammede sollyset, som efter den mørke tur virkede utrolig lyst og overvældende. De små støvfnug legede sollyset, og det sparsomt møblerede værelse var så stilfuldt at det virkede overdådigt selv om det sikkert ikke var mere værd end Fals stue.
Amyla gik ind i værelset, og smilte blændende til Ell. Am drejede en gang rundt og stirrede på det hele.
"Bor du her?" Spurgte Amylia igen. "Altså, hvor er her?" Spurgte hun så lidt langsommere og rødmede lidt. Hun smilte igen, og gik langsomt hen for at sætte sig på sengen, og kiggede godt på Ell for at se om Ell helst ikke ville have at hun satte sig på den fint redte dyne.
"Ell, dit hår er jo en hel høstak!" Udbrød hun pludselig, da hun kiggede godt på Ell, og så fniste hun lidt. Ells smukke hør sad hulter til bulter som en anden fuglerede, og hendes ansigt var plettet af støv eller jord. Og selve hendes kjole var ikke megte bedre. Den var fugtig og klæbede til Ells lange tynde ben, der også havde et par stænk mudder.
Den opdagelse fik straks Amylia til at tænke sig om to gange før hun satte sig, men det så ikke ud til at bagenden på hendes egen kjole var så slemt tilredt. Men hun skulle måske til at tænke sg lidt om før hun igen rendte ud i skoven i en hvid kjole.
Eller også skulle hun bare huske sig kappe.