Vanære i skovbrynet

//sorry har projekt uge så mine posting evner er begrænset, hvis det er kan Ayla godt overtage / god mode Fal lidt :) //

Fal grinte i luften, Ayla nød det tydelighvis. Selv elskede han at flyve, den frihed der var i luften var utrolig.
luften var kold og klar, skoven og jorden var ren og dækket af sne. Og da de nærmede sig huset sagde Fal roligt
"hold fast, landinger er altid hårdest for passagerene".
Han ville gerne lande roligt, og da han kom nær jorden gjorde han alt for at sænke farten på en kontrolleret måde. Da hans fødder ramte jorden gik han stille og roligt med for ikke at forskrække Ell eller Duruko.

"så er vi her" sagde han roligt og ventede på at Ell og Duruko var kommet af før han forvandlede sig tilbage. Træt sagde han "øjeblik så skal jeg åbne" Han gik hen til døren og bankede med sin hånd 3 bestemte steder, der hørtes et svagt klik og han åbnede døren, indenfor var der heldigvis gjordt klar til at der kunne tændes ild og laves aftensmad.
"kom indenfor og jeg skal gøre mad og så videre klar." sagde han med så rolig og fin en stemme han kunne.

egentlig var huset ikke meget af et hus, det virkede udenpå gammelt og forladt selv om det indenfor var pyntet, alligvel var det ikke større end der kunne bo 3 personer maks. Indenfor var der et lille køkken og en stue med pejs der også virkede som soveværelse. Og ved siden af en af sengene var der et stort skab. Det virkede meget tungt og var stort nok til at indeholde, tøj, stof samt andre ting.

Hvorfor bevægede de sig ikke?
Eleonora sad bomstille på den store, rubinrøde krop, og klemte barnet ind til sig. Hun rynkede panden, mens øjnene forblev lukkede. Godt nok havde Fal lovet at flyve til perfektion – hun tvivlede ikke på ham, ikke med vilje i hvert fald. Men han var ikke hendes Veneur, og han var delvis fremmed. Men her sad hun alligevel nu, stille, som om en lydløs boble havde indhyllet dem, og udelukket alle former for lyde som ellers burde have skræmt hende.
Modvindens kulde havde blæst hende kraftigt omkuld, og selv det medgørlige hår stod ud til alle sider. Kinderne virkede opsvulmede og brandvarme, og ud af sprækken, fra de næsten sammenknebne øjne, kunne hun skimte deres røde overflade. Den varme krop som sad lænet op ad hende, begyndte langsomt at bevæge sig – modvilligt som for at spille fri af hendes greb. Håbløse pigebarn, tænkte hun stille, og strammede samtidigt sit greb yderligere. Ingen skulle falde ned. Ikke når det var hendes job at forhindre det!
Men vinden var væk?
Var der virkelig en boble omkring dem?
Barnet i hendes arme, blev ved at kæmpe og vride sig – måske de virkelig var standset?

En dyb rungen steg op og fyldte hendes ører. Utålmodighed, sagde den. Dragen var utålmodig, ventende og trippende. Eleonora tvang begge øjne op, og missede mod det skarpe lys, som den nedgående aftensol stadig udsendte (hun er stadig bærer af sarte elverorganer – alle intakte trods forvandlingen). Træerne dækkede det meste af hendes omgivelser, men som hendes psyke nedlagde sine beskyttende barriere, begyndte hendes fysiske sanser at tage til. En rislen fra en bæk i nærheden og lugten fra ældre, muligvis behandlet, træ – solgte, lettelsen over at de var fremme, som sommerens første æbler på markedet.

Eleonora løsnede sit greb, hagede sig fat i dragens rygskæl, og kuede ned fra dens krop. Et lille støn undslap hendes læber, som hun glattede kjolen, for derefter at tage Douk i sine arme, og vende sig væk, så Fal kunne fase tilbage.
Det tapre hjerte som bankede vildt og ustyrligt under barnets bryst, mærkedes foruroligende mod hendes eget lavmælte, tilsvarende hjerte. Ikke bare hjertet forundrede hende, men nu lagde hun også mærke til de blussende kinder, det viltre hår og den røde mund, som sammen med de glitrende øjne og den grinende mund, gjorde dette barn unikt og umætteligt smukt, samtidigt.
Hun kunne ikke sætte Douk ned. Ikke give hende fra sig, og ikke opgive hende.
Ville All bede om hende, var Eleonora ikke sikker på at hun kunne efterkomme sin venindes forespørgsel. Ikke om det så var for at sikre sig om hun var uskat.

Pludselig forstod den ensomme elver, hvad det ville sige at eje kærlighed. Ikke at føle. Men at eje.
Pigen var så blid. Så smuk.
Eleonora bare stirrede. Betragtede og slugte.

*Gid dette øjeblik må vare ved.*
Tanken sivede let og tiltrækkende i hendes sind, tænk sig at kunne beholde et sådant barn så tæt ind mod sig. For altid.


De røde, stadig babylignende fingre, krammede om hendes arm, og virkede så skrøbelige, at hun var bange for at de skulle knække, hvis hun vovede at holde dem. Så hun blev ved at bære.
Intet, ikke engang den lille, romantiske hytte krævede hendes opmærksomhed, førend Douk rakte ud i den retning. Hendes ansigt lyste op i et let smil, men blikket lod sig alligevel falde tilbage til barnets ansigt. Fal var gået ind, for at forbedrede mad, og egentlig ville hun tilbyde sin hjælp….men hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre andet end bare at se på den skønhed, som sad i hendes arme?

Den lille sorte fugl fik på ingen tid gravet sig ud af snedriven, og Amylia forvandlede sig tilbage til pigen med det viltre hår; den rigtige Amylia.
Sneen smeltede i hendes hår, og hun vendte sig for at se hvad der var blevet af de andre. Fal var jo nok allerede inde, den stakkels fyr måtte være helt udkørt. Men Ell stod der, lige foran det lille hus, med en skøn lille pige i favnen, den lille Douk. Amylia smilte kærligt. Hvor var det sødt! Sådan som Ell stod og stirrede på pigen, som om hun ville skynde sig at få alt med.
Hun syntes næsten hun burde kalde på hende, men hun nænnede ikke at ødelægge deres øjeblik.
Hun listede sig lansomt nærmere, uden en lyd i den dybe sne, og da hun nåede helt hen til dem, rørte den henrivende Douk på sig i søvne.
"Er hun ikke også sød?" Mumlede Amylia betaget, og en anelse stolt, til den underskønne og unge Ell.
"Kom, vi må hellere gå ind..." Sagde hun lavmælt, og lagde en arm og Ell skulder, og begyndte at gå mod huset. Hun nænnede ikke at tage Douk fra hende. Hun lignede en nybagt mor, der holdt sit barn for første gang, og det ville Amylia ikke tage fra hende.
Inden for brændte der allerede en lill smule ild, og luften var en god del varmere. Amylia gyste frydefuldt, og smuttede hurtigt hen for at kysse Fal på kinden, før hun smøg sig hen foran den lune kamin.

hun vågnede lidt da de var kommet indi hytten, hun satte sig lidt op og gabte, hun gned sig lidt i øjene, hun kiggede rundt og så de var i hytten igen, hun smilte glad og var glad for at være hjemme igen, hun kiggede op på Ell, men måtte ligge hovedet så meget tilbage at hun faldte ned,men inden hun ramte gulvet var hun blevet en sød lille hvid katte killing, hun hoppede glad rundt i sin nye form, hun løbe hen til Amy og kravlede op af hende og op på skulderen, her gned hun sin kind mod amy's, hun spinede imens

Fal strakte armene kort og svang dem roligt rundt i et kort sekundt, bare for at strække ordentligt ud.
Selv om han var træt valgte han at der skulle lige laves lidt aftensmad, mest på grund af at han regnede med det ikke kun var ham der var sulten.
Den gamle sorte gryde der stod over kaminen, det vand han havde hældt i den i tilfælde Ayla skulle komme hjem før dem var stadig lunktent på det punkt at han mente han hurtigt kunne varme det op. Han vendte roligt hovedet til højre og tog nogle brænde stykker og smed i gløderne, men utålmodig som han var kunne han ikke lade være med hurtig at skifte lidt af sin indre form så han kunne spy lidt ild til at sætte fart i forbrændingen. I et kort sekundt lyste rummet op hvilket viste hvor meget der egentlig trængte til at blive repareret. Han havde bestemt sig for at til sommers ville han prøve at investere nogle af sine sammen sparede penge på at bygge huset helt om.

Da han vendte sig om slog nået ham, noget han ikke havde fået ordentlig ind i hovedet før nu, det der før var kolde vægge med gamle skind på sig, det der engang var et kedeligt morgen køkken kun brugt til det mest nødvændige, sengen der kun udgjorde en semi behagelig soveplads... Alt dette blev nærmest oplyst, ikke af ilden, men af dem der var derinde.
Det ellers kolde hus var blevet lyst, fuld af liv, lykke, glæde og så mange andre følelser. Huset virkede levende og ikke koldt og dødt mere.

han kikkede roligt til Ayla og sendte et venligt, glad, afslappet og mest af alt tilfreds smil, som om at han endnu engang var et sted i sit liv hvor han følte sig på toppen. Men samtidig gav det ham lyst til at forbedre det hele, ikke for sig selv, men nærmere for Ayla og Duruko.

Lyset skiftede..

Det varme skær der mødte dem i døråbningen, virkede mættet og hjemligt, men Eleonora kunne ikke placere følelsen. Hun havde aldrig brudt sig om ild, aldrig anerkendt det, og aldrig påskønnet det. Hvorfor skulle hun? Ild, eller det lys det udsendte, gjorde ondt i hendes øjne, selv nu. Men lyset virkede ikke længere truende, og hun gik forsigtigt ind, og lukkede den grove dør efter sig. Hun havde stadig et fast greb i ungen der sad på hendes hofte, og Eleonoras øjne var stadig låste på det søvnige ansigt.
Hvordan kunne hun have overset de bløde kinder da All havde hevet barnet til sig første gang? Der fandtes intet svar til det ustillede spørgsmål, men elveren følte sig stadig rastløs. De små tæer, i de flossede sko, den røde næse som snøftede, når den løb, og de matte øjne som åbnede sig og så forvirret op på hende. Ville den ned?
Barnet lænede sig tilbage, og lignede mest af alt en forskræmt ugle, som var blevet taget i at sove om natten. Et undrende blik, fra Eleonora, kredsede om de smilehuller pigen formåede at have, trods den udtryksløse mund. En hånd gled op ad pigens ryg, for at støtte hende, eftersom hun blev ved at læne sig tilbage, men vægten var for massiv på bare den ene arm, og Eleonora prøvede febrilsk at hive barnet tilbage, men uden held.

Hun faldt!?

Et skrig undslap de blege læber, og arme famlede i luften efter fæste, men der var intet for dem at gribe. Tårer pressede sig på. Hvad havde hun gjort?
En lille lys boldt af pels strøg over gulvet, og op ad Alls arm, som overraskende nok, virkede ubekymret og lattermild. Hvad skulle det betyde? Hun havde jo lige tabt barnet, og nu var der kun pels tilbage. Nej vent…. Pelsen spandt da den krøb langs Alls hals…. Havde den lille Douk lige forvandlet sig i luften, da hun Eleonora selv havde været så klodset og upåpasselig? Klogt barn… stammede hendes tanker videre, mens de galoperede om kap med hendes bankende hjerte.
Hvordan skulle hun nogensinde vende sig til, at alle andre ikke nødvendigvis behøvede nogen hjælp? Hvordan skulle hun vende sig til at formskiftere ikke altid var skrøbelige og små?

Tankerne, og frustrationen over at have tabt det vidunderlige barn, virkede absurde i den lille hytte, med den knitrende ild, og den langt ud over, udmattede Fal, der nu sad og knoklede… igen. Eleonora blev stum, og stod ubevægelig i en rum tid. Hendes hænder rystede, og får at undgå flere tårer, skyndte hun sig hen for at tage over for Fal. Han måtte ikke lave alt det, hun lige havde insisteret på at gøre.

Hun sendte ham et tavst blik, og lugtede tydeligt den ild han havde skønnet, med sin indre magi, men som hun undgik at tage sig af. Den sorte gryde som gav efter for den slikkende ild, dunkede af anstrengelse, og Eleonora tog hurtigt en ske for at røre rundt i det kogende vand. Så begyndte hun at lede efter ting de kunne spise, rodfrugter, krydderier og mel til brød. Hun ænsede ikke verden omkring sig, og lukkede den medvilje ude. Barnet var Alls, og hun selv havde lige forspildt sin chance for at holde det…

Varmen spredte sig, og de lange fangarme af velbehag indhyllede Amyia, da hun sad i den lille stol foran kaminen. Ilden spillede i hendes hår, og hun lænte sig tilbage og indsnusede duften af 'Hjem'. Hun lukkede øjnene og gav et lille sæt, da fire små kattepoter klatrede op ad hendes arm.
Den bløde pels strøg sig op ad hendes kind, og hun åbnede øjnene, og så på den hvide hårtot, der var så blød. Hun tog den ene hånd op og kløede killingen bag øret med en let hånd. Hun begyndte stille at nynne for den varme uldtot, og strøg den gang på gang over de silkebløde hår.

hun spinede kærligt, hun lyttede til Amy's nynnede, hun slappede meget af, så meget at hun faldte i søvn hos amy, hun sov tungt, hun blev sig selv igen, men hun sov videre, hun var så glad fr at være hjemme igen, hun smilte i søvne, hun drømte m dem alle sammen om at de havde godt her, men med et blev hendes drømt til en ond drøm, hendes smil forsvandt.

Fal smilte til Ell, men han vidste hun ikke havde nogen ide om hvor de forskellige ting lå. gik roligt og stille hen til køkkenet, forbi Ayla og Duruko i sin killinge form. De kedelige umalede skabe virkede lidt for gamle i forhold til det antal der boede her nu, og alligevel virkede det hjemmeligt... Han havde aldrig rigtig haft en familie så han kunne ikke forklare hamselv det.

Han åbnede et skab nær gulvet og tog nogle kartofler, selleri og nogle få andre ting. Han gik hen til bordet som havde fire skuffer, en ved hver stol, han stoppede kort før han åbnede en af skufferne, en af dem havde forskellige typer giftige urter i sig til gift... Han måtte fjerne det senere, eller gemme det godt væk. Han åbnede skuffen med mad urter, tog i træthed lidt af hvert.
Han hakkede rodfrugterne i tern, urterne puttede han i en sten morter og lavede til pulver, og til sidst tog han det hen til Ell og sagde roligt "er vandet klart?" med et smil.

Han stillede roligt frugterne på den del af gulvet hvor der var lagt en speciel metal plade der bøjede i siderne, det lignede en slags skål og alligevel ikke. Den var lavet til at kunne still ting som rodfrugterne i tilfælde at vandet ikke var klart alligevel.
Han strækkede síg kort igen og gik derefter hen til det gamle og store skab. Han åbnede det selv om det knirkede en smule, han hentede nogle ekstra tæpper og et par puder. Og et skind som ville virke som ekstra liggeunderlag.
Han begyndte at rede den ekstra seng nær sengen hvor Ayla og Duruko, ifølge ham, ville sove. Og prøvede at få sengen til at se behagelig nok ud til at kunne soves på før han vente sig mod Ell og sagde "hvordan går det med maden?"

Den knitrende ild sprang og dansede som små alfer på en forårseng, bortset fra at ild mindende hende om alt andet end alfer, og at det nu var vinter, koldt og mørkt. Eleonora skærmede sig for lyset og varmen som stod op i hendes bare ansigt, og sved på hendes hud. Hun vendte sig ved lyden af Fals opgivende suk, og hans udmattede og trætte udtryk som prægede hans ansigt og fik ham til at se ældre ud, end han nok i bund og grund var. Mellem hans kraftige øjenbryn opstod en lille fuge, hver gang han sukkede og vendte sig forvirret, og det gik op for Eleonora at han var bekymret over noget. Men hvad?

Var det huset? Ham selv eller hans familie? Eller det faktum at hun selv stod her og ikke var til nogen nytte? Tavsheden bredte sig over hendes ansigt, og hun sendte længselsfulde blikke i retning af det barn som før havde været i hendes egne arme. Munden formede sig i et smil, da hun så Alls glade udtryk, og hun vendte sig mod suppegryden, som nu dampede og nær boblede. Fal havde fundet nogle rodfrugter frem og skåret dem i stykker, samt nogle krydderier, som han nær umuligt, kunne kende navnene på, sådan som han satte dem sammen. Hun selv snusede ind, og konkluderede visse forskellige duftes karakterer; rosmarin, timian, langstilket persille, brøndkarse, ingefær (som uden tvivl var tørret) og en peber-art af en slags, eftersom de andre dufte var så dominerende, kunne hun ikke præcist sætte navn på arten, men rodfrugterne og løgene karakteriserede sig også; Rødbeder (hvilket ville give suppen en fantastisk farve), gulerødder, porre, persillerod, pastinak, jordskokker og asparges. Hun synes hun kunne ane kartofler imellem, men smilede bare da Fal kom traskende hen til hende, og fyldte de grove grønsager ned i det lille indbyggede fad på jorden. ”Jeg…øhm…jo vandet er klart om mindre end et øjeblik…” Eleonora smilede forsigtigt igen, og begyndte at hælde de moste krydderier i gryden. Førend hun rørte videre, sendte hun Fal et taknemmeligt blik, og klemte hans hånd i en hurtig bevægelse. Han skulle vide, at hun værdsatte hans hjælp og tålmodighed.

Fal ordnede videre, og hver mand passede sit. Eleonora kogte suppen op, hældte de resterende ingredienser i, og lagde låg på. Nu skulle det efterhånden blive mørt og velsmagende. Hun åndede lettet op – godt de ikke skulle leve af kød denne vinter – så ville hun være rendt over alle bjerge!

Der lød tunge skridt bag hende, og endnu engang fremviste Fal et smil der var værd at huske. Hans stemme var blød som silke da han igen åbnede munden. Eleonora så åndsfraværende ned på gryden, og derefter på ham: ”Jeg vil tro at, I sagtens kan begynde at finde skåle frem.” Hun tog låget af, rørte endnu engang, og snusede ind. Dette ville blive noget nyt for hendes smagsløg – men mon ikke det kom til at smage godt? Konsistensen af de næsten mosede grønsager, gav suppen en lidt grynet og grødet struktur og Eleonora skovlede en første skefuld op og klar til at putte i den skål som Fal rakte frem mod hende. ”Douk…kære, så er der mad.” Hun smilede til både den lille kat og All, og øste gavmildt op. De skulle ikke gå sultne i seng!

Varm, veltilfreds og fraværende, lod Amylia hendes fingre glide blidt igennem håret på den dejlige lille klump der ikke lod til at bestå af andet. Douk var lgie så fredelig, og Amylia kunne ikke ønske sig mere end den herlige hårtot, Fal, og Ell i et stort hus. Hun smilte for sig selv, og kunne høre vinden der utålmodigt prøvede at smide det solide hus omkuld. Uden held.
Hun lod varmen danse over hendes ansigt og berøre hendes fingre, imens hun nussede den bløde ufiltrede hårtot. Hun nynnede umærkeligt og lukke øjnene i velbehag.
"Douk, kære... så er der mad"
Ells fløjlsbløde stemme overraskede Amylia, men beroligede hende alligvel et eller andet sted. Dog følte hun sig en smule flov over slet ikke at have hjulpet til, når det nu lod til at det var lige præcist Fal og Ell der havde været igennem mest den aften. Men ingen samvittighe var så dårlig at man dog alligeve ikke kune klemm en smule af den fantastiske mad ned.
Hun tog den brune skål med den dampende suppe i sinde hænder og gyste frydefuldt. Uden at tænke på skeen, tog hun en lille slurk diekte fra skålen. Efterfulglt af endnu en lille mundfuld. - Og endnu en.
Smagen var endnu bedre end hun nogensinde ville have turde at håbe. Og det var en stolt Amylia der lydløst kune erklære hende selv, at hun kunne kende alle ingredienserne, selvom hun nu engang ikke kunne fortælle forhold, mængder og metoder.
Men det betød intet. Det eneste derbetød noget var den fantastiske suppe. Som et lille dyr drak hun grådigt af den fantastiske væske. Det var kun sekunder senere, at hun unskyldende så op, og med hundeøjne og en smule suppe på hagen, bad Ell om en opfyldning.

hun vågnede hurtigt igen, hun ville hurtigt havde en skål hun var meget sulten, hun kiggede på dem, hun gik til Ell, hun kiggede lidt på hende, hun ventede lidt endnu, hun ville meget gerne havde noget mad nu

//undskyld mit korte svar >.< har writer block//
Fal smilte roligt og tog sin portion. Den duftede herligt og lidt hurtigere end hvad der virkede ordentligt tog han en skefuld. Den smagte lige så godt som den duftede. Han satte sig på en af stolene omkring bordet, og kikkede roligt på de andre og bare nød det hele. Han lod sine tanker flyve lidt væk... Lod det hele glide lidt rundt for rigtig at kunne nyde det hele.
Da han var færdig med at spiste satte han skålen i vasken og begyndt at gøre den ren. Bagefter gabte han træt og sagde roligt "hvis det ikke gør noget vil jeg gå til ro for i nat." Han kunne mærke at al den træthed der havde bygget sig op nu begyndte at komme som en stor bølge. Han forvandlede sig kort til en brungrå ulv lidt større end en normal ulv, mest på grund af en tyk pels. Han lagde sig roligt ned på gulvet og lod sig selv falde i søvn.

Jeg kom lige tilfældigvis forbi og så at der lå en besked i min indbakke, om slaget der skal til at stå, og kom til at tænke over noget. Eftersom jeg ikke får tid til at skrive her længe, så vil jeg ikke holde jer fanget i emnet – og jeg undskylder mange gange den tid jeg allerede har frarøvet jer – men hver gang der blev et pusterum i min hverdag, håbede jeg på at jeg fik tid til Warland, men så pressede der sig pligter på. Det er jeg virkelig ked af. Jeg håber at vi kommer til at skrive sammen igen en anden gang. Men jeg foreslår at vi siger at vi er færdige med dette emne; lidt en bræt afslutning, men så kan i også komme videre – der ville alligevel heller ikke ske det store, går jeg ud fra?
Men det var rart at skrive med jer folkens! Jeg ser frem til den dag hvor Eleonora endnu engang har tid til at genopstå. Hold jer muntre, og kæmp for os på slagmarken!

- Eleonora