Vanære i skovbrynet

// out//

Skoven kunne næsten ikke genkendes i det nye skarpe lys. Duggen var ved at forsvinde, og tog nattens skygger med.
Amylia gik ved siden af Eleonora, og hun nød den korte gåtur. De var lige kommet ned på jorden igen, og Amylia kunne allerede skimte det blå vand lidt væk.
"Fal er... fantastisk. Han er klog og modig, og så er han stærk og venlig. Han er også formskifter, men han kan ikke huske sin..." Amylia tvivlede på at Ell nogensinde havde hørt et ord som 'oprindelig,' eftersom det ikke lige var det ord man brugte mest. "-Sin rigtige form. Den han er født i. Men han har sort hår. Han har et lille hus et sted i skoven, og han har respekt for både dyr og mennesker..."
Amylia stirrede lidt drømmende ud i luften og tænkte på Fal. Hendes Fal.
Hun nynnede et par toner før hun smilte til Ell. "Jeg kunne blive ved med at snakke om ham hundrede år, men du ville nok blive træt af det..." smilte hun glad, og lavede en ldt skæv piruette med et lille hop. Bare fordi hun havde lyst.
"Men hvad så med ham Veneur? Din... Månetrolovede." Hun smilte lidt ved det ukendte ord, og gik hurtigt hen til Ell. Hun var kommet lidt ud af kurs med det hop.
Amylia var klar til at høre om Veneur i laaaaang tid, og hun håbede bare mest af alt at Eleonora ville blive ved med at snakke om hendes kæ-, Månetrolovede. Amylia var indstillet på at nikke og smile opmunttrende så meget der nu var brug for, og hun kiggede bifaldende på Eleonora. Neeej, hvor så Ell dog bare smuk ud! Især når hun rødmede så meget. Hendes kinder fik et helt rosa skær... Veneur kunne ikke have taget et bedre valg.

Søen nærmede sig, og Amylia blev lidt stiv om skuldrende. Hun gik stadig og fniste lidt over det om Veneur hun nu havde lært.
Og selv skulle hun til at fortælle om Dokuro. Den lille formskifterpige der nu boede sammen med hende og Fal.
"Jo, Dokuro er også formskifter. Hun er vel en fem-seks år. Rigtig sød. Hun har altid katteøre- og hale. Vi fandt hende på markedspladsem. og nu er hun sammen med mig og Fal. Hun er så sød og... og der er bare noget ved hende der... hun... Hun er bare så kær." Afsluttede Amylia hengivent, og sendte Ell et stort smil.
Amylia gjorde hvad hun kunne for ikke at få smilet til at blegne da de nu gik forbi de sidste små træer og ind i en lysning med en klar blå sø. Amylia smilte lidt strammere, og løsnede hendes bælte med alle de små poser. En lille kniv, urter og urter og atter urter. Amylia lagde bæltet og gjorde også mne til at afføre sig kjolen, men med et længere blik på søen, gik det rimlig langsomt.
*Det er bare noget vand. Bare vand. Det gør ikke noget...*
Men hun kunne da ikke lade Eleonora gå ned i vandet! Det var jo vand! Hvad nu hvis der skete hende noget?!
Amylia lagdde en hånd på Ells arm, og så ængsteligt ud mod søens blanke spejl.

Den hviskende sø

Da de endnu engang stod uden for ”basen” som Veneur så belejligt kaldte sin kommandocentral, som Eleonora, for øvrigt, inderligt hadede at befinde sig i på grund af hendes elver aner, der ikke brød sig om at være lukket inde bag massive mure, skærmede hun uhjælpeligt for solen. Lyset skar ubarmhjertigt i hendes uvante øjne, som nyslebne knive, og hun skyndte sig at tørre tårerne væk, som sneg sig vej ud af hendes øjenkrog. Hvor var det pinligt at være så fint følende. Det var det sidste hun ønskede at All skulle synes om hende, tro at hun var sådan en primadonna med silkehandsker og paryk, som hverken måtte tages af eller røres ved og end ikke kigges på. Hun skar ansigt af afsky. All skulle helst se hende som en ganske almindelig pige med menneskelige aner, ja det var hvad hun ønskede.. At være som et helt almindeligt menneske med kjole og sko fyldt med mudder. Hun kom denne gang til at fnise ved tanken. Sko fyldt med mudder…

All vadede ud i det høje og dugvåde græs uden hverken at løfte sin kjole eller gøre mine til det. Der spredte sig et spontant smil over Eleonoras læber og hun gjorde All kunsten efter. De fik hurtigt gennemblødte gevandter og vand helt op på hænderne, grundede det høje græs, og fugtigheden føltes dejligt forfriskende oven på oprørsbasens lumre klima. Straks som de var kommet ind mellem den første trægrænse begyndte All at fortælle om sin kæreste. Eleonora smagte endnu engang, ufravendt, på ordet, og rettede derefter sin fulde opmærksomhed på All’s fortælling.
Hun hørte om denne vidunderlige mand, hun forestillede sig en stolt ridder som i eventyrene med sværd og hest.. Klog var han, hun tilføjede ridderen en bog i venstre hånd, modsat af hans sværdhånd som var højre… modig stærk og venlig, fortsatte All, Eleonora gav sin fantasifulde ridder rustning, et stort smil og sværdet blev længere så den var drage-egnet.

Hun kom til at fnise en anelse over sin kreation, men hvis denne mand var All’s forlovede følte hun sig en smule flov, og beherskede hurtigt sit uforskammede drømmeri. Det var så sikkert som at himlen var blå denne morgen, at All var en fantastisk pige og at hun fortjente en ridder bedre end dem Eleonora selv kunne tænke sig til. Hun fortsatte sin lytning til All’s hjertens skærende lykkelige fortællinger; En formskifter, med respekt for både den naturlige og menneskelige del af denne verden.
Denne afsløring gjorde ikke Eleonoras billede af Fal værre, og hun lagde straks mærke til All’s heftige tonefald og de blussende kinder, jo minsandten om hun ikke var forelsket. Elveren rynkede brynene og lod sin ridder side en smule i knæ – han havde bare at være ordentlig ved hendes All! Ellers… Eleonora tænkte sig lidt om. Ellers skulle hun personligt sende hver en plante i hele skoven efter ham!
Fal havde sort hår, ridderen ligeså, og så var der noget med en form. Eleonora klemte All’s hånd og skulle lige til at spørge om hvad en form var, da All selv kom med forklaringen. Sådan som han blev født…

Plantejagten blev mere virkelig da All også fortalte at han havde en hytte herude, *jo var han dum, skulle han få! Især når han befandt sig i Eleonoras element, så kunne han vente sig!* Men da der intet var hændt af ondt, mindede hun sig selv fortrydende om, måtte hun hellere nedkøle sit humør et par grader.

De fortsatte gennem skovens lyse græsgange og Eleonora fik deres hænder til at svinge rytmisk alt efter hvor mange skridt de tog. Som elvernes bud lød, var det oprigtigt ualmindeligt ikke at holde ens månebestemte, som var ens forlovede mens man var barn, i hånden, og da Veneur ikke var her, fandt hun det trygt at holde ved All. Så slap All hende og lavede det smukkeste lille spring i sin ivre fortælling om sin kæreste, og det var som om man kunne se glæden lyse ud af hende som små sole. Hendes øjne skinnede i hvert fald som en. Med det lille spring og drejen omkring, fulgte en henkastet sætning om at All kunne blive ved i sin snakken om sin Fal men at Eleonora sikkert ville føle det trættende, men mest af alt havde Eleonora lyst til at ryste voldsomt på hovedet og svare nej, men et spørgsmål fulgte efter All’s bekendtgørelse og denne gang var det til hendes egen måneforlovede… Veneur.
*Ja hvordan var Veneur?* Eleonora tøvede og åbnede munden stille: ”Han er som din Fal..” hun holdt en kort pause for at finde ordet som var så brugt, ”en formskifter,” hun klemte All’s hånd en smule og gik en anelse tættere på hende som af frygt for at hun var bange for at nogle ville høre hendes afsløring. ”Han har meget travlt, men tager altid mig med..” hun rettede sig selv, ”eller næsten altid.” Hun smilede. ”Han holder meget af sin form som fugl og bruger den tit når han vil flyve i forvejen for at se om der er nogle farer han skal beskytte mig mod.” Hun rødmede og nev sig selv i maven af bar flovhed… tænk sig at han var så overbeskyttende. ”Jeg mødte ham her i skoven, han fløj ind i mig og siden da har vi fulgtes ad,” hun fniste lidt over sin afsløring af deres møde, men blev bragt til tavshed af All’s bekymrede standsning og tyssende hånd på hendes arm.

Eleonora lagde mærke til at den lille sø de skulle bade ved, lå lige for fødderne af dem og All var allerede begyndt at klæde sig af. Hvor havde hun været dum! Hun havde bare snakket i en uendelighed og glemt deres egentlige gøremål. Det var hende et under at de i det hele taget var nået frem til den rigtige sø. Hun mistænkte lidt All for at vide hvilken sø hun havde talt om, som var et held hun havde svært ved at kapere.

Men hvorfor så All sådan ud i ansigtet? Som om hun frygtede at et kæmpe uhyre ville komme op af søen og æde dem som to kaniner. Eleonora kom i tanke om nattens begivenheder endnu engang og vendte sig beroligende om mod All, ”Du kan være ganske rolig, Søfolket er nattevæsner – lige som mig.” Men da All’s udtryk ikke forsvandt og hun blev ved med at holde ængsteligt om Eleonoras arm, så elveren hende helt ind i øjnene som forsøgte hun at læse sin venindes tanker.
Hun spærrede forskrækket øjnene op da hun så sandheden bag disse funklende pupiller, All var jo bange for vand! Af alle farer her i livet, så var All bange for noget så naturligt og stillestående som vand! Ikke spyd eller ulve, men det som hun drak af hver dag for at slukke sin tørst, det som hun vaskede sig ren i når lejligheden bød sig, og det som var så fredeligt og blåt.
Men selvfølgelig var det ikke fredeligt i All’s øjne, og Eleonora åbnede langsomt munden for at berolige hende. Alle lystige smil var forsvundet og pigerne stod alvorlige og paralyseret på søbredden i stilhed. ”Du skal ikke være urolig, jeg bliver hos dig!” Hvad skulle hun sige? Hun var parat til at beskytte All mod hvad hun fandt farligt, men hvordan skulle hun kunne beskyttende hende imod noget så almindeligt som vand? Selvfølgelig, hun skulle vise hende at der intet var at frygte.

Eleonora skyndte sig at trække sin kjole over hovedet, og smed hurtigt sine under gevandter. For at se afslappet ud smilede hun til All og klemte hendes hånd en sidste gang, inden hun lod sig glide ned på bredden. Hendes fødder brød overfladen og flere tusinde ringe, udvidede sig i den hviskende overflade. Eleonora lukkede nydende sine øjne, og lod sine ben vådte, før hun igen vendte sig om mod All.
”Kom og sæt dig, så skal du høre søen hviske.” Hun sluttede brat og så undersøgende på All, hun vidste sikkert ikke den ældgamle historie om denne sø, så for at lokke hende, startede Eleonora på sin fortælling.
”For mange år siden, før hele din…” Hun standsede og vurderede sit ordvalg, ”flok.. kom til og slog sig ned, var mine forfædre allerede på dette sted. De døbte denne sø Hollow Lake fordi det lyder som om at stemmer kalder når man berører dens overflade. Stemmerne lyder hule og deraf kommer navnet. Mange skikkelser af menneskelig race er kommet forbi denne sø og berørt dens overflade, og af ren og skær frygt for de stemmer de hørte som de, så godtroende som de nu var, troede var ånder, ofrede de forskellige ejendele på lige netop dette sted.” Hun pegede på søens stille vand, og fortsatte, ”det er derfra elverne fik deres penge, ofte var det nemlig kostbare ejendele som folk ofrede. Men i virkeligheden er der slet ikke nogen ånder,” hun grinede henrykt, ”det er ren og skær dværgemagi.” Så klappede hun på græspletten ved sin side og små anemoner skød frem, ”kom og sæt dig kære All, der er intet at frygte, og slet ikke når jeg er i dit selskab. Jeg lover dig, at der intet er at frygte.” Så skubbede Eleonora sine fødder op af vandet så det sprøjtede på hendes blege ben, og hun hylede af kuldgysninger.

Hollow Lake. Hollow? Egentlig et pænt navn. Søen var nu også pæn.
Amylia tog et forsigtigt skridt nærmere og hørte godt efter da Ell snakkede om hvordan den hviskede.
Søen hviskede faktisk!
Amylia vlle helt opfatte det som hundrede stemmer på de sjæle der nu boede på bunden af søen efter druknedøden, men hendes fornuft bød hende ikke at være fordomsfuld.
Og så begyndte Ell at fortælle!
Historier var noget af det bedste der fandtes, og hvordan skulle det slå fejl?
Amylia tog et par hurtige skridt mere hen måde bredden. Ells ben lavede ringe i vandet, der hviskede som tusindvis af folk der underbyggede historien, med hviskende enighed.
"det er ren og skær dværgemagi"
Da historien begyndte af indeholde magi, kunne Amylia næsten ikke tilbageholde sig mere. Hun tog et lille skridt, og Ell vendte sig grinende.
En masse nysgerrige spørgsmål pressede sig på.
Hvordan fik elverne tingene op? Skete der noget farligt hvis man faktisk faldt i vandet? Hvordan virkede dværgemagien? Var det rigtige stemmer?
Og hvordan kunne der være noget farligt i nærheden når Ell kunne smile så stort? Hun sad jo helt roligt på bredden og plaskede i søen der svarede pludrende. Og hun fortalte endda historier om søen.
Amylia smilte forsigtigt, og gik varsomt hen til søen. Hun skulle ikke have noget at gøre med uventede overraskelser. Amylia satte sig forsigtigt på bredden, sagde stille, "Jeg vil meget gerne høre mere."
Hun følte sig som et lille ensomt barn der bad om støtte fra sin mor.
Amylia smilte lidt mere da Ell fortsatte, og Amylia satte let de snavsede tæer mod vandoverfladen.
Titusinde ringe bredte sig og omkransede hendes tæer, der hvilede på overfladen, da ligeså mange hviskende stemmer kaldte på hende og bød hende af komme nærmere. Sådan virkede det hvert fald. Amylia vidste jo godt at det bare var hendes fantasi der legede med hende, men der løb stadig kuldegysninger ned langs hendes ryg, da hun hørte de hviskende stemmer der lod til at kende hendes navn.
Amylia lod langsomt fødderne glide ned i vandet, eftersom den akavede stilling var begyndt at værke i benene.
Da fødderne brød den isende vandoverfladen, spredte der sig endnu flere hektiske bølger, og stemmerne kaldte højere.
Amylia smilte og gyste af fryd. Hun kunne ikke bestemme sg for hvad der tryllebandt hende mest, om det var de usynlige stemmer fra dybet, eller Ells levdende historie. Det kunne jo også være et helt tredje element, som Ells melodiske stemme, der berolige hende med sin smukke klang, eller hendes lette blomsteragtige duft der gjorde hver vejrtrækning til en fryd.
Men ikke desto mindre sad Amylia snart på bredden med de meste af benene i vandet, og kjolen helt oppe omkring livet, og havde glemt sig selv helt og aldeles.
Hun hørte bare Ells smukke stemme, der aldrig syntes at have lydt bedre, i harmoni med de hviskende stemmer. Det gjorde Amylia både høj og bange at stemmerne hviskede efter hende. Kaldte hendes navn, men at hun vidste at hun kunne modstå deres lokkende lyde.
En svag brise legede let med Amylias tunge mudrede hår, og fik Eleonoras lyse krøller til at danse.
Tænk at folk havde smidt ting ned på bunden af søen!
Hun smilte, og måtte indrømme at hun faktist var lidt mere rolig. Stemmerne fra søen var hendes allierede. Hendes venner.
Eller i hvert fald Eleonoras venner.
Amylia tog hurtigt kjolen helt over hovedet, og mindede sig om at hun skulle huske hendes kappe som hun havde glemt den anden aften da de var flygtet. Den var nok ikke så langt væk.
Brisen dansede endnu engang over søen, og fik stemmerne til at stige en smule, og fik den store sølvmedaljon der nu hang blottet om hendes hals, til at følels som is. Amylia lod en finger løbe langs udsmykningen af medaljonen, og smilte til Ell.
Hvillkem fin historie! Hun overvejde lidt hvad hun skulle sige til den, men endte så med at synke en klump og sige. "Whoa... det lyder godt nok... fint!" Hun havde tænkt mere på et ord som 'sejt' eller 'fedt', men med Ells stemme der stadig klang i baghovedet, var 'fint' det eneste ord der rigtigt kunne dække.
Panikken lurede nu også omme bag et sted i hendes bevidsthed som en løve på spring, men den ville ikke få overtaget igen.
*For jeg er en løvetæmmer, og nu skal løven ikke længere lege med mig!*
Hun trak vejret dybt, og lod sig så langsomt sive ned.
Imens hun så alle ringene der spredtes, fand hun en lille sten der stak lidt ud af søens side.
At søen allerede var så dyb lige dér, havde Amylia ikke regnet med. Det overraskede hende, men gjorde hende ikke så bange. Stemmerne kaldte.
Men Amylia kunne modstå. Hun smilte stort til Ell, og prøvede ikke at lade hende se hendes skræk.
Selvfølgelig kunne Amylia svømme. Det var bare nogle år siden hun sidst havde prøvet det, men Ell kunne da også svømme.
Selvfølgelig kunne hun det. Ell var hendes engel. Intet mindre end en fantastisk skytsengen, med hår af guld, og et smil af luttter godhed. Og selvføkgelig ville hun kunne svømme!
-og hun ville ikke lade noget ske til Amylia så længe hun var nede i vandet!
*Jeg har intet at frygte fra tigeren, for jeg bliver beskyttet af en engel...*

Historien om den feje konge

Solen spejlede sig i det stillestående vand, og gjorde det svært for Eleonora at se. Ikke alene var hendes folk nattevæsner, de brød sig faktisk i det hele taget ikke om lys ud over månens og stjernes blege skær. Og her sad hun, ren og skær elver og badede i en sø under et væld af farver som hun normalt aldrig så. Denne sære vane som mennesker og deres allierede tillod sig at have, havde hun svært ved at forstå. Månen var da meget flottere? Men efter et øjebliks stilhed i sine egne tanker, konkluderede hun at de sikkert ikke så det samme, elverne og menneskene.
Måske var de i virkeligheden lige så forskellige som man gik og påstod? Men her var hun uenig.. All sad jo her ved hendes side. Lignede de måske ikke hinanden?

Hun vendte blikket mod den anspændte pige igen, og denne gang forsøgte hun at skjule sin frygt. Pigen var sandsynligt blevet blødt lidt op af hendes fortælling, og stoltheden brændte i Eleonoras indre. Tænk hvis hun kunne kurere hendes frygt!
All så, så uskyldig og tapper ud, men inderst inde følte hun noget andet, det vidste hun. All forsøgte at skjule det, og hun klarede det meget godt indtil videre, der var bare det ene problem - at magi kunne så meget mere end de fleste egentlig forstod, og da All bad om mere historie, måtte Eleonora undskyldende fortælle hende, hvad der lå bag;
Eleonora så tankefuldt ud over det klukkende vand, og lukkede, for en tid, de mange hviskende stemmer ude af hendes hoved, ”Se her All,” elveren strakte sine fingre ud og placerede dem få centimeter og vandets overflade, så lyste hendes øjne et kort sekund lysegrønt, som Veneur så mange gange havde oplevet, og derefter snoede en lille vandplante sig op fra den utydelige bund, og brød kort efter overfladen med sine grønne blade. Den snoede sig langs Eleonoras blege ben, og endte i en køn, lille, himmelblå blomst. Bladene dryppede af søvand og sommetider var den ved at tippe af overbalance grundet den tynde stilk. ”Det er hvad, mange tror, min magi kan bruges til.” Hun holdt en kort pause og sukkede fortvivlet, ”den er køn og uskadelig, akkurat som naturen i reglen er. Men bag denne lille blomsts nikkende hoved gemmer der sig ikke andet end en tusindedel af den kraft jeg rummer, og i virkeligheden er det slet ikke dette,” hun pegede på blomsten, ”at min magi er bedst til.” Eleonora skilte blomsten fra stilken og anbragte det lille stykke natur i All’s bølgende hår, hvorefter hun sendte hendes veninde et opgivende blik. ”Jeg ser langt mere end de fleste tror, jeg ser også hvor dybt din frygt har fæstnet sig i dit hjerte,” Eleonora lagde forsigtigt en hånd på All’s bryst hvor hjertet bankede som en galoperende hest inde bag. ”Jeg ser dette fordi at jeg selv er skabt sådan.”
Hun fjernede hånden igen. ”Jeg kender, bedre end de fleste, til frygt og fordi at jeg selv relaterer til denne såkaldte egenskab, udvikles min magi på baggrund af det. Magien følger hvem den er blevet skænket, og havde jeg været modig, lige som du, havde min magi været meget anderledes fra hvad den er nu.”
Eleonora holdt en kort pause og tog en dyb indånding, ”Sådan er elementmagi opbygget. Man får, ved fødslen, tildelt en særlig evne inden for verdens fire elementer, og på baggrund af det element, vokser magien med barnet og ændre karakter alt efter barnets behov og personlighed. Modsat formskiftningsmagi, som er ensartet i alle tilfælde, men at hvert individ vælger og tilegner sig forskellige forme ulig de andre fra samme folk.”
For første gang, siden hun begyndte sin fortælling, smilede hun igen, ”hvilket leder mig hen til historien jeg vil fortælle dig..” Sluttede hun, selvom hun om lidt ville fortsætte.
Et kort øjeblik sad hun og kiggede på All. Trods sin frygt for hvad der ventede hende i vandet, lukkede All af og lod hendes stemme komme til i stedet, All satte frygten i skak – det var et tegn på tydelig styrke og høj koncentrationsevne.

”Dværges og troldes magi bygger som regel på sten, metal og stædighed, de har let ved at se sig gale på folk, og af samme grund bryder elvere sig ikke synderligt om dem. Gennem mange, mange tidsaldre har vore to slægter, elvere og dværge, kappedes om denne jord,” hun bankede på muldet der dækkede søbredden og lod samme hånd køre tankefuldt mellem græssets strå. ”Vi fandt ikke hinandens selskab venskabeligt, og til sidst, da flere tapre mænd var kommet til skade, og dræbt i nogle tilfælde, på grund af sammenstød mellem racerne, besluttede begge parters konger, at opretholde fred, og på den måde opstod Myntados kontrakten. Myntados betyder på dværgens sprog; Fredskilde.
Og da begge konger levede i fred og fordragelighed med, at der ikke længere foregik optøjer eller sammenstød mellem de to racer, begyndte handelsmænd langsomt at sælge varer på tværs af folkeslagene.”
Eleonora fik straks et nedtrygt udtryk i ansigtet og fortsatte bitterligt, ”meget kan der handles med, og nogle grusommere ting end andre. Magi, altså formularer over samme, blev tilgængeligt, og jeg advarer dig All, forsøg dig aldrig med anden magi end den du selv rummer, det kan gå galere end galninger tror. Altså dværgenes magi gik i omløb i elvernes lejre og ligeså gjorde elvernes i dværgenes lejre, men da ingen, normalt, kan udfører anden magi end hvad man er bestemt til at kunne, blev der sendt bud efter en stærk magiker. Og i et folk er den mægtigste magiker kongen. Begge konger fik nys om denne idé og begge fandt den spændende og muligheds rig. En konge var stor med sin races magi, men med to raceres magi under sine stolte vinger, kunne gøre en uovervindelig. Derfor aflagde de et møde på nøjagtigt dette sted. Begge de høje konger to opstilling på hver sin side af søen, og da de begge var parat, havde de forinden planlagt at afprøve hinandens magi på det tidspunkt hvor solen brød horisonten. Begge vidste hvilken farer der lå i dette og at det meget sandsynligt kunne koste dem både liv og lemmer. Da solen endelig skød sine første stråler over skovenes kroner, begyndte begge konger at messe. Elverkongen talte på sit smukke og fejlfrie sprog, mens dværgens tale var groft og hakkende, og så lige inden de nåede det sidste ord, standsede dværgen for at se hvad der skete den stakkels elverkonge. Og ganske rigtigt, som alle havde frygtet, kostede det den smukke elver hans liv. Det siges at dværgekongen smilede ved det kæmpe brag der hændte, og alligevel lovede han og hans folk at forlade dette land. Som undskyldning fik de stenene, på bunden af denne sø, til at synge smukke sange om den tapre elverkonge og hans stolte folk. En konges død er et stort tab for et folk, og især for elverne da deres magi er afhængig af kongens tilstedeværelse. Der ser du,” tilføjede hun dystert, ”Magt er ikke altid godt.” Sluttede Eleonora i et hovent tonefald, og så brødbetynget ud over træernes kroner.

”Havde dværgen ikke været så nederdrægtig, havde begge racer sikkert levet på dette sted i dag.” Elverne var siden hen flygtet af mindet om den sorg det havde forvoldt ved tabet af deres konge. Eleonora sukkede dybt, sikke mange historier der siden hen var lavet om denne egen.
Hun støttede begge hænder på bredden og fandt fodfæste på en sten lidt længere nede i dyndet, så søen dækkede hendes hofter. ”Kender du slet ikke til dit folks fortællinger?” Eleonora så forventningsfuldt op på All som sad som en løvinde der på den mudrede bred og lyttede så intenst. Hun havde været så stille under hele fortællingen, siddet helt stille, som om hun sad i dybe tanker?

Egentlig mindede All hende om et snefnug, så lys og mild som morgendagens dug, så frisk og ny som den dryppende regn og så rolig og forsigtig som solens spæde stråler, hun forstod på alle måder Fals valg. Hvilken heldig formskifter han var!

Amylia tænkte igen. Ja, ingen tvivl om at magien var farlig, men når hun så på Ell, kunne hun nu altså ikke lade være med at ønske, -bare en lille smule, at hun selv havde fået del i den mystiske kraft.
*men det har jeg ikke, og der er ingen grund til at efterstræbe det uopnåelige.*
Og kendte hun ikke en historie og hendes eget folk?
"Joh, men den er ikke ligeså fantastisk og stor som din er, men det var en af mine yndlings. Den hedder Trolden og De Syv Guldænder" Hun smilte og vendte sig halvt rundt for at se de mange ringe der stod ud fra hendes nøgne krop.
"Der var en gang en mand. Han havde arbejdet på kongens slot, men nu var han gammel. Han havde tre sønner, Peter, Paul og Esben Askefis.
Manden sagde til sne sønner at de jo kunne søge arbejde på slottet, og at de sikkert ville få det eftersom deres far havde arbejdte hårdt og godt.
Peter og Paul var anstændige mænd, og de tog straks afsted, men deres lillebror, Esben Askefis, ville også med, men faren så på ham og måtte le. Du ville aldrig kunne arbejde på et slot!, sagde faren, men så blev Esben Askefis sur og fløj mod slottet som en fugl.
Da han kom til slottet, havde begge hans brødre fået arbejde i den kongelige stald, og det eneste der glædede dem, var at Esben snart ville komme ned til dem.
Men da Esben gik til kongen, beskidt og sølle, sagde kongen at Esben Askefis da ikke kunne få et arbejde!
Esben sagde så hvem hans far var, og skyndte sig at sige at han ikke behøvede at lave noget vigtigt, men han kunne da hjælpe pigerne.
Dét syntes kongen var en god idé, så Esben gik straks ned til pigerne.
Han samlede brænde for dem, hentede vand til dem og gik og snakkede og grinte, for han var en vittigt," Amylia kom til at tænkte på at Eleonora nok ikke forstod ordet, så hun rettede det selv hurtgt,
"En sjov fyr, og pigerne kunne vældig godt lide ham. Han havde ingen krav, og om natten som han på en skammel foran komfuret."
Amyla sendte Ell et stort smil, og hun tog et langsomt ldt miskorrigeret svømmetag ud i den hviskende sø, og et svømmetag tilbage.
De hviskende stemmer hjalp på panikken, og det var også dejlig hjemvant at bruge tiden på at fortælle historier.
"Pigerne kunne jo vældig godt lide ham, for han var charmerende, -flot, og sød og sjov, og han kom altid og bar de tunge ting for dem som en rigtig gentelmand. -En rigtig fin og fornem herre.
Esben Askefis succes hos køkkenpigerne irriterede hans brødre der måtte gå og luge ud i stalden dag nd og dag ud, og de blev efterhånden rasende fordi deres dovne lillebror fik et job hvor han hele tiden kunne gå og få pigerne til at fnise, mens de selv skulle strigle hestene, der kun sparkede efter dem.
Så," Amylia holdt en dramatisk pause, og kiggede glad på Ells opslugte ansigt. Det var sikkert ikke hendes yndlings genre, men det var en historie om formskiftere, ligesom hun havde bedt om.
"En dag, da en af kongens mest betroede tjenere var nede i stalden, fik den ene bror, Paul, en nederdrægtig idé. Han sænkede stemmen en smule, men sagde ellers højt,"
Amylia sænkede stemmen en smule, men gjorde den ellers bare hæs, som om det skulle ligne en hvisken,
"Hørte du det? Hørte hvad de siger? Man siger at Esben Askefis sagde at han da Saaaaaaaaaaaaaaagtens kunne hente troldens syv guldænder!"
Amylia flækkede et smil, og imens hun tog endnu et svømmetag ud i søen, fortsatte hun,
"Og det var ikke noget ats spøge med, for trolden var det hæsligeste væsen der fandtes. Den boede ude på en lille ø ude i den store sø. Der var ingen der turde være derude, for det lød sådan, at trolden spiste formskftere til morgenmad hvis han kunne komme til det. Og den var uhyggelgi og behåret og gik aldrig i bad, men den havde syv fantastisk smukke guldænder. "
Amylia svømmede tilbage til bredden, og kiggede undersøgende på Ell. Søens vand der slikkede op af hendes blottede ryg killede og var en smule foruroligende, men Amylia vidste at hun kunne lade være med at vende sg om, hvis hun ville, og kontrollen glædede hende meget.
"Men den kongelige tjener hørte selvfølgelig hvad de havde 'hvisket' om, og han skyndte sig op til kongen, for der var ikke noget som kongen ønskede sig mere end de syv guldænder.
Herre konge, har de hørt det? har De hørt det de siger? Man siger at Esben Askefis har sagt at han da saaaaaaaaaaaaagtens kunne hente troldens syv guldænder! Kongen blev umådelig glad men også umådelgi utålmodig. Bring Strask Esben herop! sagde han med en konges ryst.
Og da Esben blev bragt derop, sagde kongen, Nååå, jeg hører at du siger at du da sagtens kan hente troldens syv guldønder?
Esben blev helt paf og bange, for hvad snakkede kongen om? Herre Konge, det har jeg aldrig sagt! J-jeg lover dem, jeg har aldrig bare tænkt noget lignende!
Bring mig troldens syv guldænder eller, schwip" Amylia lavede en bydende bevægelse tværs over halsen. "Af med hovedet."
Esben Askefis blev meget fortvivlet, for ingen formskifter kunne måle sig med trolden, men hvis han kke gjorde forsøget ville han blive halshugget!
Så den næste morgen, før solen var stået op, og før hanerne galede, sneg Esben sig afsted ned til søbredden. Han satte sig i en lille båd, for det rygtedes at man ikke kunne flyve hen til øen.
I den ene hånd havde han en sæk med korn, og i den anden havde han en meget stor suppeske. Han satte sig i bådden, og padlede med skeen, og før solen kastede sine første stråler over vandet, nåede Esben Askefs ind, tæt ved lille ø.
Han hørte Trolden vende sig inde i hulen, og Esben rystede lidt. Så trak han sækken med korn ud, og strøegede noget ud i vandet og sagde, Kis kis, kom her små ænder, kiskis.
Og ænderne kom og spiste af kornet. Så skyndte Esben sig, og Wush, wush, wush! Så havde han samlet alle ænderne i en sæk. Han lukkede sækken og skyndte sig at padle og da han nåede midtvejs, kom trolden ud af sin hule og opdagede at ænderne var væk! an så Esben ude på søen, og råbte, Eeeh, Er det dig der har stjålet mine guldænder? Esben så tilbage mod trolen og råbte, Det kan da godt være!
Og så pilede han tilbage til bredden.
På kongens slot blev kongen meget glad. Han havde fået sine syv guldænder, og pigerne blev endnu gladere for Esben, men der var to som ikke var glade. Det var Peter og Paul der stadig stod nede i stalden og mugede ud, og de blev så jaloux at de næsten blev blå hovedet."
Amylia kiggede igen på Ell, og fniste lidt. Den er ikke færdig endnu, men stop mig endelig hvis jeg bliver for kedelig. Men lidt efter fortsatte hun fortællingen.
"Så da den kongelige tjener var nede og kigge til dem, hviskede Peter, Har du hørt det? Har du hørt det de siger? Man siger at Espen har sagt at han da saaaagtens kan hente kongen troldens guldtæppe!
Tjeneren blev helt paf, for nu da kongen havde troldens guldænder, ønskede han sig så meget troldens guldtæppe. Så tjeneren løb alt hvad han kunne op til kongen. Har De hørt det, Herre, Har De hørt hvad de siger? Man siger at Esben har sagt at han da saaaaagtens kan hente Dem troldens guldtæppe!
Bring straks Esben herop! Lød det, og det blev gjort. Nåå, jeg hører at du har sagt at du da sagtens kan hente mig troldens guldtæppe? Sagden kongen grådigt, men det havde Esben jo aldrig sagt, og han blev helt rådvild og bange.
Herre Konge, det har jeg aldrig sagt! J-jeg lover dem, jeg har aldrig bare tænkt noget lignende!
Bring mg troldens syv guldænder eller, schwip" Amylia lavede igen den hurtige en bydende bevægelse tværs over halsen. "Af med hovedet.
Esben Askefis spildte nu ingen tid, men allerede meget tidligt den næste morgen tog han afsted. Han havde som før en meget stor suppeske med, og han roede alt hvad han kunne.
Han nåede øen som solen stod op, og han gemte sg bag en busk. Han hørte trolden vågne inde i grotte, og han hørte den gabe så enort, enormt. Men lidt efter kom trolden ud og hængte sig guldtæppe ud på en busk kun et lille stykke væk fra Esben. Da gik trolden hen for at spise morgenmad, og Esben snuppede hurtgt tæppet og var nede i båden med det samme. Han skyndte sig at ro, og først da han havde nået midten af søen, opdagede trolden at han manglede sit guldtæppe. Han så Esben ude på søen, og råbte, Er det dig der har stjålet mit guldtæppe?
Det kan da godt være!
råbte Esben tilbage.
Er det så også dig der har stjålet mine guldænder? råbte trolden.
Det kan da godt være, råbte Esben og så skyndte han sig at ro i land.
Kongen blev så begejstret for Esben og guldtæppet, at han holdt en stor fest for Esben, og pigerne var endnu gladere for ham, og snakkede med ham mere end nogensinde før.
Men Peter og Paul var ikke invteret til festen, for de var ikke færdige med at muge ud. Og de blev så vrede da de fandt ud af at Esben faktisk havde klaret det, at de næste gang de så den kongelige tjener i munden på hinanden sagde, Har du hørt det? Har du hørt det de siger? Man siger at Espen har sagt at han da saaaagtens kan hente kongen troldens fortryllede mundharpe!
Og tjeneren spænede så hurtigt han kunne, for mundharpen var nu noget af det mest fantastiske det fandtes. Og den var fortryllet, og magi er nu noget af det som forskiftere ikke kan. Og mundharpen havde den fantastiske egenskab at den kunne gøre alle glade, bare man hørte på den. Den måtte konegn have.
Så da tjeneren endelig kom prustende op til kongen, sagde han stønnende, Har De hørt det, Herre, Har De hørt hvad de siger? Man siger at Esben har sagt at han da saaaaagtens kan hente Dem troldens fortryllede mundharpe!!
Kongen var ved at falde ned af sin stol af begejstring, og han tordnede, Bring straks Esben herop!
Og den stakkels tjener drønede endnu forpustet afsted igen. Da Esben stod foran kongen sagde denne, . Nåå, jeg hører at du har sagt at du da sagtens kan hente mig troldens fortryllede mundharpe?Herre Konge, det har jeg aldrig sagt! J-jeg lover dem, jeg har aldrig bare tænkt noget lignende! Esben blev både irriteret og bange. han havde hentet troldens syv guldænder og troldens guldtæppe, men mundharpen var troldens kæreste ege, og den kunne han da umuligt få fat på!
Bring mg troldens syv guldænder eller, schwip" Amylia lavedeen sidste gang den bydende bevægelse tværs over halsen. "Af med hovedet. Men hvis det lykkedes dig, så skal må du gifte dig med min datter, og få tronen efter mig. Og hun lader allerede til at have et godt øje til dig.
Esben havde nu et godt øje til alle pigerne, og han ville da ønske at han kunne gfte sig med prinsessen, men det ville han jo nok aldrig komme til, eftersom han først skulle overleve trolden.
Men den næste dag tog Espen afsted i den tidlige morgenstund, før alle var vågnet. Han tog den lille båd og suppeskeen, men intet andet.
Han sejlede afsted, og nåede øen før solen stod op. Han gk nd på øen og begyndte at se sig omkring. Og føj hvor det stank! Der var buske over det hele og en stor grotte. Der var også en anden dør i en anden grotte, men Esben tvivlede på at han kunne finde mundharpen dér. Da morgensolens spæde stråler søvnigt strakte sig, begyndte Espen da at gå tilbage mod båden. Men da han næsten var ved båden, greb en stor behåret hånd ham om skulderen og løftede ham op.
Jamen se da hvad vi her her! Det er jo dig der har stjålet mine guldænder! og dig der har stjålet mit kostbare guldtæppe! Du skal med mig!
Sagde trolden barskt og pludselig havde han sat noget om Esbens ben. Esben så ned, og fandt fortvivlet ud af at det var et magisk bånd der forhindrede ham i at skifte form!
Trolden hev Esben hen til den lille dør i en grotte, og gik ned af mange mange trin. Så endelig var han ved et lille sted der mindede meget om et kammer. Der lo en stor slibesten på et faldefærdigt bord, og bagerst i rummet var en lille celle. Det lå alt sammen i totalt mørke, og kun Esben kunne se en smule, for formskiftere kan se bedre i mørke end trolde kan.
Trolden smed Esben ind bag de mørke tremmer, og låste døren forsvarligt.
Lidt efter kom en anden trold ind. Det var en pige, og tydeligvis troldens datter. Hun var ligeså hæslig som trolden selv, men hun bar på de lækreste sager man kunne tænke sig.
Her, nu skal du spise og blive godt fed. Om en halv måne vil min far holde gilde for sine bedste venner, og du er maden.
Sagde troldepigen med en knækkende stemme.
Esben spiste kun lidt af den gode mad, der ellers var nok af. Efter syv lange dage, kom pige med en kniv istedet for mad, og hun bad ham stikke en af hans fingre frem. Espen fandt et søm og stak ud igennem tremmerne, og pigen begyndte at skære det.
Føj, du er jo alt for sej, endnu.
Sagde hun, og så fik han endnu flere søde sager. Sukkervand, sukkerstænger kager, vin og ander slags kager og det mest usunde man havde set.
Efter endnu en uge, kom troldepigen igen med en kniv. Hun bad ham stikke fingeren ud, men i stedet stak han en tynd pind ud.
Uh, fy for den da, du er jo kun ben! sagde troldepigen, og han fik flere søde ting.
Esben bestemte sig for at han måtte ud. Han ville ikke dø af alderdom i en ensom mørk celle, så da troldepigen kom næste gang med en kniv, stak han en lille lysestump ud, og kniven smuttede igennem som var det varm smør!"
Amylia greb sig selv i at lave dramatiske stemmer og store armbevægelser og hun rødmede, men fortsatte.
"Og da syntes pigen at han var klar til at blive spist. Hun kaldte på sin far, der kom ned i cellen og sagde,
Steg hans hovede og kog hans krop. Jeg vil tage ud efter mine venner, og vi er tilbage om lidt. Vi vil vente ved bordet, så bare tag dig god til med tilberedningen.
Pigen nikkede og da faren gik, gik pigen igang med at slibe kniven.
Det ser hårdt ud. sagde Esben. Alt for hårdt for sådan en køn pige som dig. Det burde være en mand der gjorde det arbejde.
Sagde han. han havde nemlig fundet på en plan. Hvorfor lade du ikke mig slibe den for dig? Jeg skal nok lave den skarp.
Pigen nikkede, og slap ham ud af cellen, og Esben bad hende om at fjerne det magiske bånd der forhindrede ham i at skifte form, han kunne nemlig ikke selv tage det af. Pige så ikke noget problem, så hun tog båndet af og gav ham kniven.
Wuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuush sagde det, og Esben kappede hovedet af troldepigen med en hurtigt bevægelse.
Espem havde lyst til at tage hjem, men hvis han kom hjem uden harpen, ville han blive halshugget. Så istedet, tog han og så godt på den grimme troldepide. Så skiftede han tl hendes form, og skiftede deres tøj.
Esben var glad for at han havde tilbragt så meget tid i køkkenet, for nu vidste han jo hvordan man lavede mad. Han fandt køkkenet, og slæbte pigen derop i, og så tilberedte han hende, som trolden sagde at man skulle gøre.
Da han så var færdig, gik han ind til bordet, og stillede maden.
Det blev et prægtigt måltid, og alle troldende spiste og drak som grise. Men Esben spiste ikke noget.
Da måltidet var færdigt, gik trolden hen til ham og sagde, hvad er der galt min pige? Du har været så stille og set så ulykkelig ud.
Ja, far, men jeg føler mig bare så ked af det. Kan jeg ikke låne mundharpen så jeg kan blive glad igen?
Trolden nikkede og fortalte hvor harpen lå. Esben skyndte sg hen og tog harpen, og så smuttede han hurtigt ud til båden, og skiftede form til sig selv igen. Båden lå der heldigvis stadigvæk, og Esben skyndte sig at ro. Da han var nået midt ud på søen, kom trolden ud, for den havde opdaget at harpen og pigen var væk, og opdagede Esben på søen. Den blev meget forvirrret og råbte, Er det ikke dig der har stjålet mine guldænder?
Joh råbte Esben tilbage.
Jamen, er det ikke også dig der har stjålet mit guldtæppe? råbte trolden.
Joh. råbte Esben tilbage.
Jamen, er det også dig der nu har stjålet min guldharpe? råbte den.
Jah. råbte Esben.
Men... Har vi da ikke lige spist dig? spurgte den forvirret,
Næh svarede Esben
Jamen hvad har vi så spist? spurgte trolden rådvild
Det var såmænd din egen datter. svarede Esben, og begyndte igen at ro. Men nu blev trolden så forfærdelig sur at den sprang i luften! Bare sådan lige. Men Esben kom hjem med mundharpen og spillede så alle blev glade, og så gav han den til kongen, der til gengæld gav han prinsessen, og da kongen døde, overtog Esben Askefis og hans kone.
Og hans brødre Peter og Paul, de blev ved med at arbejde i stalden til deres dages ende. Slut."
Amylia smilte og grinte lidt. Historien havde varmet hende godt op, og nu turde hun tage hele tre svømmetag ud og ind igen.

Måbende så hun til mens pigen som frygtede vand helt ind i sjælen, tog sine første svømme tag. To og to, sikkert og uden svinger i valsen. Hun fortalte oveni købet samtidig, og fortalte godt. Eleonora så opslugt til mens All prøvede sine kræfter af med vandet. Historien indebar visdom, som hun ej i sin vildeste fantasi, kunne forestille sig, at andre racer end hendes egne, burde rådføre sig med. All var minsandten af en stor slægt, hvilket mod denne Esben havde! Ikke alene stod han uden hjælpemidler bortset fra sin magi, men den blev også taget fra ham. Elveren, som havde sine evner så kære, gøs ved tanken, og greb om sine ben under overfladen for at sætte sig på sit hvilested. Den mudrede bred var svær at sidde på og flere gange var hun ved at glide på de glatte sten. All lignede en rigtig vandnymfe der mellem sivene, og Eleonora kom til at smile ved tanken.

Hver gang kongen tilkaldte Esben Askefis, kom Eleonora ufravendt til at spænde i hele kroppen, og samme procedure foregik når han sejlede ud på øen for at stå ansigt til ansigt med sin frygt, trolden. Eleonora kunne ikke lade være med at sammenligne de to – All og Esben. Esben måtte ene og alene tage ud for at klare trolden og derpå vende hjem som en hædret mand, og samme hændte den stakkels All. Helt egenhændigt måtte hun stå ansigt til ansigt med søens lokkende vand, og før end hun det kolde gys overstået, jo før kunne hun vende sin frygt ryggen og komme tilbage som en stærkere person.

At magi ikke kunne hjælpe hende, var en anden side af sagen. All var helt alene – uden magi og uden redningsmænd til at hale hende ind på bredden. Eleonora ville ikke fortælle hende sammenhængen, for tænk hvis pigebarnet gik til bunds ved at høre sandheden!? Da All færdiggjorde sin fortælling, ruskede Eleonora liv i sine kolde lemmer, og gav sig til at klappe begejstret over den belærende historie. ”All,” startede hun og sad et kort øjeblik uden ord i sin mund, ”den var fantastisk!” Hun havde aldrig i sit liv forestillet sig at der fandtes sådanne fortællinger om formskifternes færd.
”Er det din yndlings historie?” Spurgte hun ivrigt, og lænede sig så meget frem, at hendes støttende ben knækkede sammen under hende og hun vippede plaskende ud i vandet. Hele hendes hoved kom under vand og kun spidserne af de lyse krøller lagde sig på vandspejlet. Eleonora fægtede febrilsk med armene i et anfald af panik, og fik sig manøvreret op til overfladen med nogle kluntede tag. Hendes ansigt brød spejlet, og hun svømmede hostende hen til bredden, hvor hun forskrækket, lænede sine arme så hun kunne få luft. Så tørrede hun øjnene og så tilbage på All som svømmede som en fisk i det klare vand. ”Du skal ikke smage på vandet, det er ikke nogen videre fornøjelse,” fremstammede Eleonora og fniste ulykkeligt.
Hun lod sit blik følge All og denne gang kunne hun ikke lade fristelsen gå i glemmebogen. ”All, du svømmer jo fantastisk!” Hun grinede af sin egen ulykke og tog derefter et mere velovervejet tag, ud i det friske vand.

Som søens vand langsomt blev varmet op af den stigende sol, kom Eleonora i tanke om en anden nødvendighed, ud over at være ren, som for hende var meget primært. ”Er du sulten? Jeg har ikke videre forstand på jeres vaner med hensyn til mad, men så vidt jeg ved, er æblesæsonen på sit højeste, og mon ikke vi kunne finde lidt brombær også?” Hun så spørgende på All, gad vide hvad hun var vant til? Kød og brød? Elveren følte sig dum igen, hun anede simpelthen ikke hvad menneskene spiste eller hvad de brød sig om?
Af frygt for at træde All over tærende, med sin egen mad, lod Eleonora sig holde oppe i vandoverfladen, for at kunne foreslå noget mere relevant måske: ”Jeg kan også…” hun stoppede et øjeblik for at overvinde sin dårlige samvittighed, ”hidkal..” hun standsede endnu engang, men denne gang var det hendes ordvalg, hun overvejede ”hidkalde” lød måske lidt for fint, ”fange en kanin til at stege over et bål?” Hun tænkte sit eget forslag igennem, og tilføjede brødebetynget, ”men vi kan selvfølgelig også gå på jagt i oprørenes køkken,” egentlig følte hun sig ikke brødebetynget af dette forslag, faktisk fandt hun det ret morsomt, men hvad hvis All ikke brød sig om de første ideer hun kom med. Eleonora skammede sig over sin dårlige opfindsomhed, og sluttede med at de da også sagtens kunne gå på markedet.

Da de havde været i søen i nogen tid, og skidtet for længst havde sluppet sit ubarmhjertige tag i deres hud, svømmede Eleonora hen til bredden for at hente sit tøj. Med få skridt, havde hun hentet både hendes egen og All’s kjole, og snart sad hun på bredden og skrubbede ihærdigt. De løse håndled, gned og gned til gevandterne havde fået deres egne farver igen, og hun smilende bredte dem ud, for at vurdere sit resultat. Så gjorde hun en hurtig håndbevægelse og en hjælpsom gren, fra et af de omkringstående træer, rakte ud, hvor hun sad, og Eleonora hængte, tilfreds, deres tøj på dens bladfyldte og barkede overflade.

Solen lod allerede sine spæde stråler slikke trækronerne, og Eleonora tidspunktet til omkring 09:00. Så hoppede hun i vandet igen, efter at have vasket der undertøj også, og denne gang var hun mere forsigtig, med hvordan hun lagde fra land. All skulle nødig tro at hun var en dårlig svømmer…

Amylia havde endelig færdiggjort sin fortælling om Espen, og Eleonora var svømmet ud til hende.
"All, du svømmer jo fantastisk!"
Et lille fns undslap Amylia. Hun havde da altid selv syntes at hun var en okay svømmer, men med Ell ved siden af til sammenlgning, kunne hun bare ikke tro på det. Ved siden af Ell følte hun sig så kluntet og firkantet at det halve kunne være nok. Ell svømmede med lange velovervejede tag og hendes blegrosa hud så så fn og sart ud at Amylia kun kunne ønske sig en brøkdel af den samme farve. Og de små vanddråber sad som diamanter eller små lysende perler, og glimtede i sollysets første stråler hver gang Ells hænder kom over vandet igen. Hun svømmede let og elegant som en lille havfrue.
Amylia smilte til hende. Det tog et par sekunder at komme sig over chokket Ells fald havde foresaget. Det var jo det hun havde vist hele tiden! Vand var farligt!
Men Ell havde været okay. Og hun havde endda fnist. Det kunne ikke være helt forfærdeligt.
Amylia svømmede lidt rundt i vandet og lyttede til de mange hviskende stemmer. Hun forstillede sig at en af dem var Fals. Hun forstillede sig at en anden var Dokuros. En var Reves' og en helt fjerde var Ells. Det var en fryd at forstille sig Ells levende stemme, og det lød så ægte, at Amylia ikke kunne lade være med at fryde sig. Og de skiftede hele tiden, ved hvert svømmetag. Der var den sures købmands, en soldats, en gang prinsessens, en gang en fremmed mands, men da stemmerne blev til hendes forældres, var det ikke sjovt mere. Hun svømmede hurtigt hen til bredden på påskud af at det blev lidt for koldt. Ell svømmede noget mere, og snart kom Amylia også i igen. Hun svømmede lidt, og et par få gange da Ell kiggede væk, prøvede hun på at dykke. Vandet sveg kun lidt i øjnene, og på trods af al det beskidte i vandet, kunne hun se nogenlunde klart. Amylia skyllede sit hår grundigt, lige indtil der ikke var det mindste spor af mudder i hendes hår. Så gik hun op til Eleonora der sad og vaskede deres tøj. Amylia rødmede da hun så hvordan Ell ordnede Amylias tøj.
Elverkvindens stille omsorg rørte hende på en eller anden måde.
"Tak." Hviskede A,ylia, hun var ikke sikker på at Ell kunn høre det for vandets plasken og for den store klump Amylia havde i halsen. Da deres tøj var tørt, så Amyla til med store øjne, imens Ell ændrede på et træ.
Hun gjorde det med sådan en skødesløshed, som om det lå hende helt naturligt, og Amylia beundrede hende for det.
Så begyndte hun at snakke om mad.
Mmmmm! Æbler og bær! Det lød helt fantastisk. Men Ell begyndte at lyde mere og mere usikker. og snart efter begyndte hun at snakke om kaniner og køkkener.
Amylia så undrende på Ell, det så næsten ud som om hun var frastødt at tanken om at dræbe kaniner.
Og sandheden faldt ned omkring ørerne på hende. Ell var jo en elver.
Det var både en lettelse og en ny bekymring. For Ell var ikke en præcist lige som Amylia. Hun var en elver med instinkter og normer.
Hun var alt hvad Amylia ikke var. Ansvarsfuld, følsom, smuk, godmodig og så tillidsfuld. Hun mindede Amylia om en smuk panter der troede den var en killing. Den var i stand til at skade andre, men ville aldrig drømme om det. Og den havde ikke den fjerneste idé om den virkning den havde på folk.
Amylia følte sig ekstremt dum. En af de andenrangs piger der går sammen med fantastiske personer der er alt det man ønsker man kunne være, og får en til at føle sig som en heldig idiot fordi personen gider at spilde deres tid på undermålere som en selv. For Ell var en rigtig elver og ikke nok med det, så var hun sådan en underskøn person man bare måtte tilbede.
Hvordan kunne hun nogensinde få en veninde som hende? Som en slags naturlov fik man kun hvad man havde fortjent, og var der en ting Amylia ikke havde, så var det at fortjene sådan en form for venskab.
Nej, Eleonora var en personlighed helt for sig selv, og hun fortjente noget langt bedre end Amylia. Hun fortjente flere hundrede såkaldte Veneurer der kunne give hende smukke kamre, og gå med sammen værdighed som hende. En der var så fantastisk at de kunne gå ved siden af hende og føle sig som om de var ligemænd.
Eleonora ville aldrig blive Amylias ligemand. Selv hvis hun havde været et menneske eller bare en formskifter ville selve hendes personlighed have været for fantastisk... Det var nok derfor hun var født som elver. Sådan en person kunne bare ikke eksistere inde i en formskifter.
Inde i en helt almindelig person.
Men Amylia var ikke almindelig.
Hun var meget værre. Hun havde dræbt dyr, og det lagde hun i sig selv, ikke så meget i, men hun havde også dræbt mennesker. Hun havde andre menneskers blod på sne hænder, og nu blandede hun sig i et liv som hun kun kunne gøre værrer.

Men Ell sad nu der og vendte og drejede alting for at gøre Amylia tilpas.
Amylia lovede sig selv at gøre alt hvad hun kunne for at opføre sig som en elver. For ikke at belaste Eleonoras liv. Hun ville lære elvisk hvis det var det der skulle til. Alt for at hun kunne gøre sig fortjent tl en veninde som Ell.
"Kom, lad os finde nogle æbler. Vi kan også samle min kappe op på vejen." Amylia forfalskede et smil, og et eller andet sted bestemte hun sig for at det ikke havde været lutter onde gerninger at lære at lyve så perfekt. Ell skulle ikke opdage noget som helst.
Amylia greb Ells hånd, og trak hende med ind igennem skoven.
Hun frøs ikke, for selvom hendes tøj stadg hang til tørre, løb hun sig hurtgt varm. Amylia kom lidt efter tl den lille lysning hvor hendes kappe stadig lå. Den var tung og lidt fugtig efter at have ligget i græsset natten over. Men det Amylia var mest bekymret for, var en lille ting der lå i en af kappens skjulte lommer. Hun hev kappen op og stak hurtigt hånden ned i en næsten usynelig lomme, og trak en lille forstenet ting op.
-En forstenet blomst.
Den blomst Ell havde givet hende. Amylia så hengivent på den, og stak den så tilbage i lommen. Hun svang kappen over skulderen, og ærgede sig over at kappen ikke var tør, så hun kunne låne den ud til Ell der uden tvivl måtte fryse. Amylia kiggede sig omkring efter noget spiseligt, men da hun ikke fik øje på noget, så hun opgivende på Ell. "Nå, har du nogle gode idéer til hvor vi skal hen?" Hun fniste lidt, og klemte Ells hånd.

(Stemnings musik)

Æblelunden

Hastigt fulgte hun efter All som allerede var oppe af vandet igen. Faktisk havde All været oppe mange gange for at sidde på bredden i stilhed og derefter springe i igen. Hun virkede nedtrygt og skuffet, og Eleonora gruede for hvad der kunne ligge bag det mutte ansigt. Ind imellem smilede hendes veninde så hjerteligt, og på andre tidspunkter, lignede hun en ulykkelig, smuk prinsesse der havde mistet sin yndlings kjole eller andet der stod hende nært. Eleonora så i al hemmelighed indtrængende på All mens hun uroligt jagede op af vandet og ned igen. Hvad kunne dog plage hende sådan? Til sidst opgav hun forsøget på at regne det ud, og åbnede munden for at udtrykke sine bekymringer: ”Hvad er det der går dig på?” Sætningen synes at hænge alene og barnagtigt i luften, og hun skyndte sig at tilføje: ”Jeg kan se at du ikke føler dig tilpas?”
Men straks efter kaldte All hende selv op at stå, og Eleonora forsøgte ikke at glide klodset i mudret, da hun spankulerede op til hvor All stod. Hun lagde anerkendende mærke til at formskifteren havde umådeligt lange ben, og et lille spidst udtryk dominerede hendes læber og øjenbryn. I forsøget på at lette Alls humør og samtidig at være en smule vittig, slyngede Eleonora en sætning ud, som hun sikkert senere ville fortryde: ”Med de stængler der, skal du passe på at varylerne ikke tager dig,” hun grinede højt, og tog gladelig imod den hånd der blev hende rakt.

"Kom, lad os finde nogle æbler. Vi kan også samle min kappe op på vejen." Alls stemme lød så selvsikker og bestemt, at hendes beslutning, kom helt bag på Eleonora. Den viljestyrke, det mod… den lille grå elver ville give alt i verden for bare en brøkdel af samme. Hvor måtte det drage meget respekt, rundt omkring hvor All kom, og denne gang ville Eleonora heller ikke skjule sin misundelse og begejstring, ”du er ubeskrivelig All, din styrke og dit mod, din trofasthed og godhed – jeg finder ingen sammenligning.” Hun fortsatte måbende og mødte Alls øjne med ægte ærefrygt, ”jeg forstår simpelthen ikke hvad det kan være, det der holder dig nede. Du er både smuk, klog og vedholdende, og bare en af disse egenskaber skal man lede længe efter at finde hos nogen.” Eleonora slog tankefuldt blikket ned, og sluttede mere hviskende og hæst: ”Jeg ved at ordet umuligt vil føje dig, men i mine øjne, er din almindelighed,” hun rømmede sig sagte, ”din menneskelighed, er ganske speciel.” Eleonora rettede sigende blikket op og så ind i Alls mørklagte øjne, ”du er så heldig All!”
Hun sluttede med et lille suk, og så ned i jorden igen.

De fulgte nogle ældgamle stiger, og skiftevis dukkede sig for grene og sprang over små vandløb som ligeså fandt deres veje inde i den store og tætte skov. Længere fremme kom lysningen i øjesyn, og snart efter slap All hendes hånd for at løbe hen til en lille, sort bylt som lå i fugtighed og muld på skovbunden. All løftede den hurtigt op og famlede febrilsk ned i lommer på indersiden af det gode stof. Eleonora gik forsigtigt og spørgende hen til hende, med et reserveret udtryk malet i ansigtet. Alls hævede, anspændte skuldre, sænkede sig pludselig og hendes bekymrede udtryk forduftede – hun havde åbenbart fundet det hun søgte. Eleonora så spændt til mens hendes hånd gled op af lommen og fremviste den lille forsølvede blomst, som hun tidligere havde lavet til hende, som en ærbødig tak. Tænk at en så lille ubetydelig ting, kunne koste denne pige så meget bekymring.
Hun kom helt til at smile ved tanken. Selvom All skjulte det godt, var det nemt at se, at hun lagde meget glæde i de små tjenester som veninderne forærede hinanden.
Et kram, et smil, en lille sølvblomst. Glæden var ikke langt borte, og det varmede inde i Eleonoras hjerte at tænke på det. Mens All stolt stod og betragtede blomsten, kom Eleonora i tanke om noget. Hun greb straks nogle små græsstængler, og flettede dem i et sirligt mønster – fra barnsben af havde hun flettet hvad der blev hende lagt for hænde, så efterhånden var hun blevet ret ferm til det. – det tog hende et øjeblik, og hun rakte hurtigt ned i Alls lomme, hvor formskifteren kort før havde puttet blomsten ned igen, og løftede den op. Rutinesikkert, fastgjorde hun blomsten til de to løse ender af rebet, med en smule magi indblandet, og glattede sit værk ud for at finpudse det. Blomsten var blevet til et armbånd af snoede, grønne stængler, og Eleonora greb Alls venstre hånd, for at føre det lille smykke på plads. Da det sluttede tæt om hendes håndled, tog Eleonora hende i hånden og hun mærkede igen det lille selvsikre klem, som All så tit gjorde, og hun følte sig tryggere end nogensinde før.

I mellemtiden fremstillede hendes veninde en ny vej at gå.. vejen skulle føre til et æbletræ og gerne en bærbusk. Eleonora rodede sit indre kort igennem og stilede så mod, hvad hun formodede, måtte være en æblelund. Sikkert, hurtigt og smertefrit førte hun dem gennem buskadser og tjørnebuske, egelunde og bækkes hvislen. *Her dansede de,* tænkte hun glad, *to måneskins piger på jagt efter stjernestøv og…* tilføjede hendes tanker drilagtigt, *noget tøj at have på..*

Og ganske rigtigt, den lille æblelund kom til syne mellem de tæt stående træer. De nærmede sig på liste-tå, og Eleonora slog ud med begge arme, ”Spis til du revner pigebarn, brombær finder vi til dessert, og jeg skal farve dine ben lilla, hvis ikke du skynder dig at få gang i den kønne lille mund!”
Eleonora lagde godt mærke til Alls undskyldende og skuffede udtryk da hun havde hentet sin kappe og fandt den fugtigt. Så med en bydende bevægelse pegede hun mod en stor gren uden nogen blade og foreslog at hun kunne lægge den der en tid, for som Eleonora så moderligt påpegede, så blev den i hvert fald ikke mere våd af det. Hun fandt Alls ansigt så sigende og udtryksfuldt. Hvad skulle hun dog gøre uden denne smukke skabning? Selvom All sikkert ikke var klar over det, så var hun i Eleonoras øjne, en lille bitte ting der skulle passes på. Noget så føjeligt og skrøbeligt at man skulle være varsom i dens nærhed. All var i sandhed en gåde. En gåde som hun måtte løse.

Eleonora rakte langsomt ud efter et lysegrønt og saftigt-udseende æble. Man vidste hvad der var i vente når man greb om sådan et, grublede hun, og rynkede brynene tankefuldt, med All var det en anden sag. Pigen var en fornøjelse at "bide" i hver gang - der skete altid noget nyt og uventet.

Æblelunden var så fin. Fredfyldt og smuk. -Og fuld af mad.
Amylia kunne ikke lade være med at være en smule opløftet over Ells lette humør. Ell virkede som en helt anden person. Hun slyngede vittgheder ud og grinte så glad.
Amyla tænkte lidt over Ells ord før om Amylia.
Ell havde bare slet kke fået fat i det. Hun forstod bare ikke hvorfor Amylia slet ikke var en god person.
Men det var jo Ell. Godhjertet og en smule naiv. Så åben og fredfyldt. Og så... fuldendt.
Amylia grublede over hvad hun skulle have sagt. For hvad kunne hun have sagt?
Et enkelt 'tak' ville bare virke som om hun overhovedet ikke syntes det samme om Eleonora, og nu da hun slet ikke havde sagt noget fortrød hun det meget.
Ell fortjente sandheden. Den hele. Ikke bare brudstykker eller halve sandheder som de heldige personer havde fået.
Amylia bestemte sg imens de gik igennem skoven, og, kujon som hun nu havde bestemt at hun var, bestemte hun at hun godt kunne spise sig mæt først.
Og så kom de til æblelunden. Så fin.
Amylia hørte Ells vittige bemærkning, og flækkede et smil som hun selv syntes var meget 'Amylia-agtigt'. Så sprang hun afsted hen til et stort træ, og udså sig et fint æble oppe i trækronen.
Og opad det gik. Amylias små fingre fandt hurtigt små sprækker i barken, og det samme med hendes tæer, så der gik ikke lang tid før hun sad på nogle af de øverste grene og gnaskede triumferende i et perfekt grønt æble.
Da hun kom ned igen, måtte hun igen på jagt efter et perfekt æble, eller det var i hvert fald hendes undskyldning for at vælge de æbler det ville tage længst tid at få fat i.
Træ besværlige æbler, og hundrede rifter senere, kiggede hun over på Eleonora, som stadig stod der og spiste et æble, og selv imens hun tyggede formåede hun en elegance der fik Amylia til at skamme sig over sin tankeløse gumling. Hun blev også skuffet over at det lod til at hun alligevel havde spist dødhurtigt.
Hun skyndte sig at lade et smil oplyse hendes ansigt, og gik på jagt efter et sidste æble, selvom hun allerede var stopmæt. Hun havde ikke travlt med at informere Eleonora.
Amyla kiggede efter det største og mest lige træ hun kunne finde, og gik derefter efter det æble der sad højest op. Amylia opdagede at det også var det træ hvor hun havde hængt kappen så den kunne blive tør til hjemturen.
-Hvis Ell overhovedet gad at gå sammen med hende efter hun var blevet informeret.
Amylia begyndte klarteturen og følte sig meget firkantet da hun gik fra gren til gren.
Og da grenene blev tyndere gik det, til Amylias store glæde, også langsommere.
Men til sidst sad hun oppe i toppe og så langt ned på jorden imens hun langsomt og velovervejet tyggede hver bid.

Amylia manglede kun et par få grene før hun var nede på jorden, men da hun manglede en meter, væltede hun lige ned på jorden, og landte på bagdelen.
Et stort humph undslep hendes læber, og hun grinte lidt. hvor måtte hun have set dum ud.
Men nu kunne hun ikke udskyde det mere. Det så også ud som om Ell var færdig med at spise, så Amylia gik hurtigt hen til og tog hendes hånd.
Men istedet for at gå hen mod der hvor der nok var blåbær, satte hun sig ned, og trak Ell ned foran sig.
"Ell, du spurgte mig om hvad der gik mig på, og det skal jeg nok sige dig, men du må ikke snakke imens. overhovedet ikke." Amylia ventede på Ells sammentykke, og fortsatte så;
"Ell, vi kan ikke være venner. Du er så meget bedre og renere end mig, og du fortjener kun det bedste. Ell, du er sådan en god person. Du er venlig, åben, ren, tålmodig, klog, smuk og modigere end jeg nogensinde vil blive. Ell, jeg kan bare holde en facade oppe. Jeg har løjet så mange gange, og jeg har stjålet. Og jeg stjæler stadig ting på markedspladsen.
Og Ell, jeg har dræbt folk. Jeg har taget folks liv når jeg ligeså godt kunne have slået dem bevidstløse og smuttet. Ell, jeg har forført mænd for så lidt som et æble. Leget med folks følelser, du ved.
Og du er så vedholden og kærlig, og du bekymrer dig om alle ve og vel.
Du tror jeg er modig, men i virkeligheden er jeg bare en kujon der ikke kan lide vand. Det er jo ikke nogen stor bedrift at svømme, det kan næsten alle, så det gør nu ikke mig mere modig af det. Og Ell, jeg går stadig rundt med våben. Du så nok den lille lommekniv i mit bælte, men jeg har altså fire andre dolke gemt i min kappe, og jeg ved hvordan jeg skal bruge dem.
Du er så ren og fantastisk at du kun skal have veninder der kan tale sit sprog, og forstå din renhed. " Amyli holdt en pause for at sluge en klump. Ell behøvede ikke at høre hvorfor hun var bange for vand. Hun ville bare have medlidenhed med Amylia, og Amylia hadede generaliteten medlidenhed, og Ell skulle i hvrt fald ikke have ondt af hende.
Amylia havde ikke lagt mærke til at hun kiggede ned, men hun havde nu egentlig ikke set andet end hendes egne fødder.
"Jeg forstår godt hvis du ikke vil være min ven. Undskyld. -jeg har ikke mere at sige"

Sandhedens time

Med slet skjult opmærksomhed studerede Eleonora, All mens hun kravlede op og ned for at få fat i de øverste æbler. Det så af en eller anden grund let ud, men hun undskyldte sig med at All bare var god til det. Først da pigen kom til et næsten lige træ, som oveni købet var højt og næsten gren-løst, måtte Eleonora holde sig for munden for ikke at skrige da All begyndte sin opstigning. Hurtigt, let og med en snilde, der kunne gøre en flagermus misundelig, trådte hun i alle utænkelige huller i barken, og sad så pludselig i toppen som en lille fugl. Eleonora fortsatte sin beskedne spisning i skovbunden, og svang sig samtidig rundt, i små piruetter, mellem de tavse træer. Hun nynnede stille, små melodier som mindede hende om barndommen i stjernelejren. (Lejren hun boede i som lille). All kravlede lidt senere ned igen, og røde rifter og hvide hudafskrabninger fyldte hendes blottede arme og ben. Hun spankulerede målrettet hen mod Eleonora, og den alvorlige mine der fulgte hendes træk, og gjorde hendes skridt stive, foruroligede elveren der skyede alt som havde med stivhed at gøre. All tog hende overraskende nok i hånden og trak hende ned at sidde. Udtrykket blev ved med at følge den snublende pige, og Eleonora så mut og en smule nervøst på hende, kunne hun have gjort noget galt?

All startede med at rømme sig kraftigt og hun så nærmest fortrydende ud. Eleonora lagde uvilkårligt hovedet på skrå og betragtede hende med øget sindsro.
"Ell, du spurgte mig om hvad der gik mig på, og det skal jeg nok sige dig, men du må ikke snakke imens. Overhovedet ikke."Eleonora nikkede fortumlet, og All fortsatte:
"Ell, vi kan ikke være venner. Du er så meget bedre og renere end mig, og du fortjener kun det bedste. Ell, du er sådan en god person. Du er venlig, åben, ren, tålmodig, klog, smuk og modigere end jeg nogensinde vil blive. Ell, jeg kan bare holde en facade oppe. Jeg har løjet så mange gange, og jeg har stjålet. Og jeg stjæler stadig ting på markedspladsen.
Og Ell, jeg har dræbt folk. Jeg har taget folks liv når jeg ligeså godt kunne have slået dem bevidstløse og smuttet. Ell, jeg har forført mænd for så lidt som et æble. Leget med folks følelser, du ved.
Og du er så vedholdende og kærlig, og du bekymrer dig om alles ve og vel.
Du tror jeg er modig, men i virkeligheden er jeg bare en kujon der ikke kan lide vand. Det er jo ikke nogen stor bedrift at svømme, det kan næsten alle, så det gør nu ikke mig mere modig af det. Og Ell, jeg går stadig rundt med våben. Du så nok den lille lommekniv i mit bælte, men jeg har altså fire andre dolke gemt i min kappe, og jeg ved hvordan jeg skal bruge dem.
Du er så ren og fantastisk at du kun skal have veninder der kan tale dit sprog, og forstå din renhed."
All sluttede og sukkede, uden tvivl lettet, over at have fået sagt hvad der tydeligvis havde lagt hende på tunge længe.
Eleonora sad mundlam længe, mest af alt havde hun lyst til at farer op, råbe og skrige og hive sig selv i håret, men det var efterhånden nogle fuldmåner siden at sådan en opførsel tilkom hende. Hun stirrede intenst ned i jorden, og så derefter op på All med ægte ærgrelse malet i ansigtet. Hvad tænkte pigen dog på?
”Amylia, du er i sandhed en gåde!” Eleonora rystede langsomt på hovedet, og glippede med øjnene, ”hvad får dig til at tro, at det gør dig til en forfærdelig person at have knive og dolke skjult i din kappe? Med mindre du påtænker dig at bruge dem til noget særligt, er det ikke endvidere en synd.
At du fortæller mig at jeg er ren, uskyldig og at en bagtanke måske nævner; smule naiv, kan jeg kun beskylde min race for samme, renhed følger ikke en persons handlinger, men personens måde at være på. For mig virker du mindst lige så ren som du påstår jeg er. Løgne forringer ikke mit glansbillede af dig, løgne fortæller mig, at du mange gange har haft brug for en hjælp som rettelig tilkom dig, men ikke blev taget hånd om.”
Eleonora standsede dramatisk sin talestrøm, og tog begge Alls hænder i sine, hun klemte dem beroligende og stirrede ind i Alls glimtende øjne, var det en tårer hun så? Dårlig samvittighed? ”Du har ingen grund til at grave dig ned i et sort hul, min pige. Jeg vil ikke sidde og retfærdiggøre dine handlinger, eller tidligere bekendtskaber, men vil blot påpege at fuldt ud uskyldighed, er der ingen der ejer længere. Du er en del af en vild verden, og som den byder dig at være, må du rette dig efter – gælder dette et drab, må verden ofre et sådant tab. Ikke alle er bestemt til at overleve deres skæbnes-bestemte, vi er her kun så længe det bliver tilladt. Du er et glansbillede, om du så selv vil tro det eller ej. Jeg holder af dig, for den du er og ikke hvad du var engang.
Måske du mener at jeg er naiv, dum og godtroende, men jeg selv ser mig sådan, hvis jeg lader dig glide mellem fingrene på mig. Jeg ønsker ikke elverpiger til at sværme om mig og fnise pjanket, jeg ønsker ikke en uskyldig lille bylt med store, brune øjne og livlangt krøllet hår at grine sammen med, jeg ønsker mig dig. Jeg bekymre mig om dig, fordi jeg kan lide dig ikke fordi jeg føler med dig, for inderst inde tror jeg ikke at du ønsker medlidenhed, du ønsker ligevægt og mener ikke at du selv kan blive lige så ”ren” som jeg.” Eleonora spyttede ren ud, som om det var en bid æble der smagte dårligt, og hun så tårevædet, ind i Alls spillende øjne. ”Måske denne sandhed kan hjælpe dig at se ligevægten.”

Hun tørrede hastigt sine øjne og fortsatte hviskende: ”Veneur bragte mig engang med ud i skoven fordi jeg insisterede på at danse et gammelt ritual i samme lysning som du den du fandt mig i, og her startede jeg lifligt. Da månen tog til, begyndte magien at tage overhånd, og den tilkaldte alle levende skabninger som var i skoven. En mand, kvinde og et lille barn viste sig, og jeg havde stærkt på fornemmelsen, at en person mere var til stede.” Hun rømmede sig et øjeblik, ”det alt sammen er noget Veneur har genfortalt og jeg citere bare hans ord,”
hun så undskyldende på All, ”kvinden som uden tvivl også var elver, udførte ritualet med mig, men pludselig fandt min magi selskabet uvelkomment og jeg sendte stærk magi mod alle parter der befandt sig i området,” et lille gisp undslap hendes læber og hun fortsatte stædigt, ”værst gik det, det lille barn.. Flere af mine energikugler… ramte mod det..” Hendes stemme knækkede og hun tog sig fortrydende til munden. ”Det var et lille barn All!” Næsten råbte hun, og flere tårer fandt vej ned af hendes hvide kinder.
Hun holdt kort inde, men valgte så at fortsætte. ”Kan du se? Vi alle er ikke rene, jeg selv er en værre synder også. Du så selv hvor galt det gik til ballet.” Hun så forlegent væk, og trak opgivende på skuldrene. ”Jeg ser dig som en engel All, du er alt hvad jeg ønsker at være.” Sluttede hun og klemte igen Alls kolde hænder.
”Måske vi skulle vende næsen mod søen og få vores tøj med tilbage til basen, så du kan låne en kjole?” Hun så mere opstemt på sin veninde, og trøstede sig med at alt dette var fortid.

Amylia følte sig helt underlig. Ligesom... som om hendes hjerne bare var slået fra. Der var kommet for meget information.
Amylia forstod intet. Ell opmuntrede hende, sagde at hun var en god person, og hun... hun havde selv dræbt. Men det havde jo ikke noget med sagen at gøre! Det handlede om intentioner!
Men Amylia var helt paralyseret. At hvad hun vlle gøre, var helt væk. Og pludselig var Ell færdig med at snakke. Stadig med lange streger efter tårer på kinderne. Amylia tog bare fat i hendes hånd og fulgte med som i en drøm. For hvad kunne hun gøre? Ell var alt hvad Amylia kunnr ønske sig. Hun var sådan en person, at når man blev gammel og grå, ville man fortryde at man ikke søgte en ven som Ell.
"Eeeeehm..." Mumlede Amylia sløvt og kiggede lidt på Eleonora imens hendes hjerne sorterede alle informationer.
Ell var stadg god og ren.
All var... der? All er bare til.
Konklusonerne blev lavet, og derefter stoppe godt ned bagerst i hovedet, hvor hun kke behøvede at frygte at det pludselig sprang frem.
Amylias hjerne var færdg med at sortere, men næsten helt lammet, da de nåede til søbredden.
Og Amylia lavede en, nok meget dum, men i hvert fald en hurtig beslutning.
Hvis Ell troede hun var modig, så skulle hun nok også vise at hun var.
Amylia klemte Ells hånd, slap den, og satte så i løb mod søen.
Hun huskede kun svagt springet fra de tidligere år, men hvis det engang skulle bruges, så var det nu.
Amylia løb med lange hurtige skridt, og sprang så ud mod det hviskende vand, men armene strakt over hovedet, der vendte nedaf mod vandet.
Hendes hænder brød vandoverfladen og Amylia lukkede instnktivt øjnene. Hun nåede kun lige akkurat at lukke munden før hun var under vandet.
Vandet lukkede sg om hende som en tætsluttende kappe, og allerførst var der helt stille. Som om hun var døv. Noget tang kærtegnede hendes ansigt, og så brød stemmerne ud.
De første Amylia hørte, var fra hendes forældre og stedmor. Men Amylia blev ved med at synke mod bunden.
Hun åbnede munden for at svare sin stedmors kalden, men istedet for at så luft ned i lungerne, kom en masse koldt og klamt vand.
Amylia satte af mod bunden med hurtge bevægelser, og brød kort efter op i dagslyset.
Hostende og spruttende. Kun iført det smukke armbånd fra Ell og det sølvarmbånd der sad på den samme overarm.
Hun kæmpede sig ind mod bredden, og smilte bredt. En klukkende latter brød frem og voksede sig større og større.
Til sidst rungede hele stedet med Amylia kluklatter, og da Amylia nåede bredden kravlede hun op med skinnende øjne og sendte Ell et bredt grin.
Det ville tage noget tid at vende sig til vandet, men frygten skulle ikke stoppe hende. Hun Amylia Den Frygtløse. Så længe Ell troede på hende, så skulle hun nok være den modigste 19årige i hele Warland.
"Nå, hvad blev der af blåbærerne?" Spurgte hun drilskt og greb Ells tørre hånd.
Hun tog selv sin kappe og andet tøj, og grinte igen.
Ell var hendes ven. Lige meget hvad.

Eleonora fulgte gladeligt med All og var taknemmelig for den stilhed der fulgte dem. All behøvede i reglen ikke at kommentere hendes ord, bare at tage dem til sig, og da Eleonora i forvejen ikke brød sig om unødig tale og hellere forholdt sig tavs, åndede, hendes indre, lettet op. Anspændtheden der gik hele vejen fra hendes spinkle skuldre og ned langs rygraden, begyndte at løsne op, og hun kunne efterhånden se alvoren i Alls næsten forfærdede øjne. Det kom åbenbart bag på den unge pige, at elvere kunne være så stædige eller hjertevarme? Det spekulerede hun lidt videre på imens de fortsatte gennem skoven i tavshed. Hvad havde All forestillet sig? At Eleonora ville rende skrigende væk og bede Veneurs folk om at fange og afstraffe hende? Den nervøse og opfarende elver, gøs ved tanken og ve et lille skridt til siden. Ikke fordi hun frastødte All, men fordi hendes egne forestillinger bredte mange billeder ud, og lod hende, af smalle veje, erkende en sandhed som måske ikke var rar. All var måske bange for at stole på hende? Men af hvilken vej? Havde hun da ikke opført sig og handlet troværdigt?
Eleonora lukkede sine tanker ude, og mærkede straks Alls tillidsfulde klem, hvorefter Eleonora så sig omkring. Søen, var de allerede nået så langt? Det kom helt bag på hende, og hun så spørgende efter All der glad sprang og dansede som havde hun aldrig lavet andet. Med et blik tilbage på den fortumlede elver, sprang hun i vandet. Velovervejet og smukt.
Hun lignede helt en fisk, tænkte Eleonora stille og betragtede Alls skygge der sneg sig hen ad bunden. Den sorte skikkelse der i vandet… den sorte skikkelse… i vandet. Eleonora gispede og det sortnede kort for hendes øjne. Hun så med ægte ærefrygt, da Alls velkendte ansigt brød vandspejlet, men frygten ville ikke slippe sit tag i hende, og hun forsøgte sig febrilsk med at trække vejret dybt. Intet så ud til at kurere den vedhængende følelse af forfølgelse, og hun så sig vakt om i den lille lysning.
Ingen svævende sorte kapper? Ingen tunge skridt? Hørte hun ikke nogle gungrende hestehove i det fjerne, eller var det bare vindens susen?
Vejret slog om, og blæsten tog gradvist til. De kolde isninger man følte, hvis man blev kildet i nakken med noget spidst, kradsede hele Eleonoras rygrad op og hun rettede sig uvilkårligt op, så hendes ryg svajede i en unaturlig grad. Uden at vide det, knugede hun hænderne til knoerne blev hvide, og hendes før så smilende ansigt, var fortrukket i nervøsitet og reservation. Med et mærkeligt, fjernt udtryk mødte hun den smilende All som kom op fra vandet, rystende og plaskvåd over det hele. Hun ville have set anerkende på sin veninde og rost hende for hendes mod, men det var som om at Eleonoras ansigt var låst fast i de gamle folder af angst. All tog i midlertidig kærligt om hendes hånd, og viste ingen tegn på samme opmærksomhed eller grund til at være det. Hvorfor skulle hun også bekymre sig?

Med let konklusion, sluttede Eleonora, at All sikkert ikke, hverken frygtede eller tog notits af de samme ting som hun selv. Skoven var elvernes domæne og deres element, formskiftere var vel vokset op med anden form for farekriterier og advarsler?
”All? Kan du huske at jeg kommenterede dine lange ben?” Hun næsten hviskede, og lagde en tyssende finger på sine egne læber, ”du skal ikke svare, bare nikke,” fortsatte hun, og så sig undersøgende omkring. Hun tog fastere om Alls hånd, og da begge piger havde deres tøj med sig, trak hun af med All ind gennem skovens beskyttende mørke. ”Varyler spøger man ikke med, og elvere, slet ikke..” Spontane kuldgysninger sendte rystelser gennem hele hendes krop og fik hendes fingre til at prikke, krampagtigt. ”Jeg vil ikke lyve for dig, men sandheden er ilde stedt, og jeg er bange for, at du må vente med at høre det hele til vi er inde døre.” Hun så tøvende på All mens de stadig vandrede i hastigt tempo, ”hvis disse børnehistorier ellers interessere dig, selvom jeg gerne vil betro dig, at de er lige så sande som du og jeg.” Eleonora satte uvilkårligt farten op, og øjnede alle bevægelser i det svagt belyste område. Hun håbede inderligt at de snart var ude, og holdte øje med Alls ansigtsudtryk. Hvorfor larmede mennesker så meget? Hun undrede sig over deres forskellige gangarter, og ønskede sig straks Alls måde. Hvorfor var sådan en som hendes også født elver, når hun mindst af alle ønskede det?

Som de kantede sig vej ud, ønskede Eleonora sig mest af alt, at Veneur var der til at møde dem. Af god grund havde hun ikke set ham længe, og han var stadig leder, og hun bare en almindelig pige der stadig rendte og troede at hele verden var ude på at komme hende til livs. Hun savnede Veneurs fornuft og hans ansvarsfulde håndtagen af hendes frygt. Hun savnede hans blide og varme favn og mest af alt hans bløde og dybe øjne. Og hans lidenskabelige kys og måde at holde om hende på. Ingen skulle tage ham fra hende!

Alls fugtige hånd, gav hende en smule mod, og hun trak hende op på siden af sig. Ikke tale om at hun skulle føre an – her var de ligemænd og All hendes bedste støtte. Hun klemte taknemmeligt hendes hånd, og smilede prøvende. All var alle de afskygninger hun selv ønskede at være, og så troede formskifteren at hun var uren og dårligt selskab! Eleonora skar ansigt af misfornøjelse, All skulle under alle omstændigheder præsenteres for Veneur når de nåede hjem, om hun så skulle tvinge sig vej ind til ham og hale All efter sig.

//Oooooooooooooog vi tager tilbage til basen ! -Hvor drøner vi dog rundt!//
Oops. //Out//

//Hvad er det du kalder kort?! Det var jo MEGA langt All! Under alle omstændigheder var det i hvert fald godt... Jeg føler mig stærkt overgået >.<' BLIV VED!//

Raseri og smil

Mørket, som i elvernes forstand, ville blive kaldt tusmørke, lå som en tæt, behagelig dyne rundt om deres dampende kroppe. Dampende fordi de traskede hurtigt og dampende fordi de udgav varme. Dyrebar varme, mindede Eleonora sig selv om. Tænk bare hvordan Mairíls mor havde haft det, under sin vielse.
Endnu en modsætning… Eleonora så ned af sig selv, hun frøs ikke… Hun havde knapt nok tøj på, og alligevel havde hun det ikke koldt. Racens forskel - skønhed bragte ikke altid fordele..

All gav udtryk for medfølelse omkring Mais forfærdelige skæbne, og Eleonora nikkede, sammentyggende. Hun havde været et spildt liv.. lige som sin mor. Kun været til at kigge på, uden noget som helst formål i denne ubarmhjertelige verden. Men hun var et sagn, akkurat lige som alle de andre fortællinger. Sagn som hverken var virkelige eller brugbare.

Skovens brydning var dækket af et tykt, usigtbart lag tåge, som genskinnede jordens hvide sne, med et sølv skær. Det lignede nærmest tryllestøv, forestillede Eleonora sig med et smil, trods det faktum at fænomenet ”tryllestøv” kun fandtes i børnefortællinger og ældgamle savn. Ligeså gjorde Elvernes oprindelse og teorierne derom.
Gennem tiderne havde hun hørt flere tåbelige forestillinger, og eftersom All spurgte om noget så banalt, som hendes lette påklædning, besluttede Eleonora sig for at fortælle hende nogle af disse teorier, i håb om, at hun så ville forstå. Med et let spring til siden for at undvige en gren, begyndte hendes rytme at sætte ind. Det gen der gjorde hendes behændighed til noget særligt - stilfærdig og smuk var den, som månens blege skær denne nat. Elvernes skønhed, hun fnøs foragteligt.

”All, har du nogensinde set en elver svanse rundt, med den hele krop tildækket af varme klæder? Hvis vi var af samme varme blod, som menneskene, ville vores forbandelse, være umulig at se. Elvernes skønhed består, lige meget hvor bidende koldt det er.” Eleonora så, for første gang op, og mødte et par øjne, ulig hendes egne. De så forvirrede og misbilligende ud, og hun gav dem så ligegyldigt ret. ”’Hvad er skønhed, hvis den ikke kan ses?’, sagde min far engang til mig.. ikke at jeg begriber, hvad vi skal med den.” Hun tørrede et falsk grin af læberne, og fortsatte med at se ned i jorden.
Hvis hun kunne få All til at se, hvad hun mente, ville det ikke skade, men hvis pigebarnet ikke forstod, ville det ikke bringe nogen i ulykke. ”Vores blod behøves ikke varme for at kunne cirkulere regelmæssigt – det er væsentligt tyndere end menneskets røde ’grød’,” hun fniste ved ordspillet, og genoptog tråden mere alvorligt, ”Derfor kan det være farligt for os at tabe store mængder af blod – hvilket burde forklare vor fingersnildhed, hurtighed, yndefuldhed, behændighed og hurtige reaktionsevne.” Hun remsede op, som læste hun det op fra en bog, men kiggede stadig uforhindret ned i jorden, ”alt dette bidrager til, at vi næsten aldrig falder eller kommer til skade, og dermed virkeliggør en misundelses- og bemærkelsesværdig skønhed uden ar og skræmmer.” Uden at have tænkt over det, bed hun sætningen af, som smagte den ilde.

Stierne delte sig og dannede nye veje, Eleonora drejede ind gennem skovens tætte krat, og forlod stierne. Det gik op for hende, at hendes ben styrede, og ikke hendes fornuft eller retningssans – som om de selv kendte vejen af sig selv. Vejen blev mere og mere ufremkommelig, og til sidst måtte hun koncentrere sig om den magi, som hele tiden havde styret dem på vej. All gik tavst ved hendes side, snublende og larmende, som hendes egne fødder havde lært hende at gå. Eleonora måtte anstrenge sig for at rydde deres vej for stikkende planter og andet umuligt ukrudt – ikke at det var hårdt, men loyalitet var ikke altid prioriteret lige højt hos alle vækster. Nogle var sværere at styre end andre også uden sneens dødvægt.

”Mange siger, at vores udseende er til for at pryde naturens skønhed, som kronen på værket. Men eftersom man bliver ved med at finde på tåbelige forklaringer om, hvad vi er, må der jo være mange, som ikke kan acceptere, det vi i virkeligheden er.” Et bedrøvet suk, sluttede den indlysende sætning. ”Vi er en race af kød og blod, lige som alle andre. Vi har ikke huller i ryggen som nogen tror, vi bor ikke i en kæmpemæssig jordhøj med en trold til konge, vi danser ikke for at lokke unge menneskemænd til os, vi er ikke nøgne ved fuldmåne og vi taler ganske almindelige sprog, hvis vi vel at mærke har lært dem.”

Eleonoras øjne lyste af raseri, og hun kunne mærke sit indre koge. For ikke at skræmme All, så hun hurtigt væk, og lukkede øjnene efterfulgt af et opgivende suk. Det føltes rart at få sat alle rygterne på plads, selv i hendes eget hoved, føltes der nu opryddet. Hun gav uvilkårligt All hånd et klem, og så op da en brydning kom dem for øjesyn længere fremme. All havde styret dem på vej mod den, som lå det i hendes instinkt, og Eleonora begyndte at mistænke hende for at have været der før. ”Se,” forkyndte pigen i en vejrtrækning, og pegede mod venstre, tværs over Eleonoras bryst. Hun gispede, og lod tanken om sagn og myter passere, havde All hørt hende? Af en eller anden grund, håbede hun at hun ikke havde, eller i så fald, glemte hurtigt. Hvem kunne vide?
Det gik op for den selvkritiske elver, at hun kun havde snakket om sig selv, og slet ikke anede noget om formskiftere i al almindelighed. Hun kendte kun deres ”historie” som hun kendte alle andres, men hvad hvis hun tog fejl? Dybest set, kunne All grine af hende indvendigt. Grine som en hyæne. Alt det hun havde spyttet ud, uden omtanke… Det var faktisk et under at All ikke havde vist tegn på ubehag eller hidsighed. Eller havde hun? Eleonora tog sin veninde i øjesyn. Øjnene lyste af munterhed og nysgerrighed, og hun måtte sande, at All ikke så sur ud, over hovedet. Ikke engang fornærmet.

Hendes blik løb langs Alls rystende arm, søen de havde badet i dagen før, var hvad hun så. Alls blik afslørede en let stolthed, som hun regnede med, lagde til grund i den svømmetur hun havde formået at turde. Eleonora forstod.
De satte i let løb, uden om søen vel at mærke, og braste ud gennem det tilsneede krat, hvor der pludseligt blev langt til den næste række træer. En lysning. Det løb hende koldt ned af ryggen, og kun Alls varme stemme, nedbrød den skal af is hun snart havde skabt sig. ”Ehm, Ell, jeg tror hellere du må vise mig til lysningen. Jeg kan vist ikke finde den.” Hun så forbavset op, og mærkede et klem i hendes hånd, All så på en og samme tid, undskyldende og forvirret ud. Eleonora var tæt på at spørge ’hvad der var galt med denne lysning,’ siden pigebarnet mente at hun ikke kunne finde ’den rigtige’. Et heftigt, næsten anstrengt grin, fór ud gennem hendes åbenstående mund, før hun nåede at standse det, og hun tog sig flovt til munden. Den boblende, hikkende lyd, mindede mere om vindens hvislen i træerne, end et rigtigt grin. Efter en brag kamp, fik hun endelig genvundet sin selvkontrol, og hun så mere alvorligt ind i Alls smilende øjne. ”Ville det skuffe dig, hvis vi bare tager denne?” Hun kunne ikke helt skjule smilet i hendes stemme, og snart genspejlede hun Alls muntre udtryk. ”Er det for tæt på vandet?”
For Eleonora, var tid en faktor hun ikke kunne forstå, når hun var sammen med All. Enten gik den for stærkt, eller for langsomt, og oftest var dette tilfældet, når hun selv vrælede som en lille unge. Hendes egen skrøbelighed, var kun en klods om benet, hvad skulle hun ikke gøre, hvis All også blev mut? Pludselig betød Alls smil alt. Det var hendes redningskrans, hendes livslinje, spændt ud over Alls kønne ansigt. Linjen måtte ikke trække sig sammen, ikke forsvinde. Hun gav Alls behandskede hånd et klem.


//Undskyld mit både langsomme OG korte indlæg... Jeg er vist ved at falde af på den ._. (ingen kommentarer)//

// Næsten stoppet af 'Ingen kommentarer' skiltet... Så må nøjes med at sige dig imod med et laaaaaangt "IIIIIIIIIIH!! EJNEJNEJ IIIIIIIIH!" //


Ells bløde hånd var dejligt beroligende, men intet ville nogensinde blive så blødt som hendes fløjlsstemme, da hun spurgte om All havde noget imod lysningen.
"Nejnej, " forsikrede Amylia, og prøvede ikke at grine, men da Ell smed en kommentar om vandet, klukkede hun kort. "årh, Ell! Din fisk!" Sagde hun med en påtaget surhed, der dog ikke holdt i mere end den korte tid, det tog at sige ordene. Hendes tonefald gjorde det også hurtigt klart, at det ikke var ment ondt, alligevel.
Fisk. Amylias helt eget 'skældsord'. -Hendes helt eget, fordi folk aldrig kunne finde på at bruge det.
Hun klukkede lidt igen, og så en ekstra gang på Ells ansigt, og kunne ikke forstå hvordan i al verden, Ell kunne have koldt blod. Men alle havde vel sine forskelligheder. Og hvis det var en af elvernes, så måtte det vel være det.
"Ved du hvad Ell, jeg tror da godt jeg kunne tænke mig at være en elver. Du er så behændig og smuk, og så kan du ikke engang fryse! Der er godt nok mange fordele ved at være elver!" Sagde Amylia muntert, og lavede en affejende bevægelse. Hun ville ikke have kommentarer.
"Og Ell, hvis du skulle have lagt mærke til det, så hænger din personlighed altså ikke sammen med racerne, og du er i hvert fald en af de mest fantastiske personligheder jeg nogensinde har mødt, og, eh..." Amylia havde lige før vidst præcist hvad hun ville have sagt, men hendes hoved var så fortumlet og glad, at hun i skyndingen havde glemt hvad hun ville sige.
"Ih altså, Ell. Nu glemte jeg hvad jeg ville sige." Sagde hun nedtrykt, og kløede sig lidt i håret. hvorfor skete sådan noget bare altid for hende?
Hun sukkede, men bestemte sig for at det ikke spillede nogen rolle, hvad hun ville have sagt. Det var jo fortid.
Altså, rimelig nærliggende fortid, men dog fortid!
Altså... hvis det stod tl hende. Hvilket det lige nu gjorde.
"Eeeeeell," Sagde hun så med en spindende stemme. "Kan du måske ikke være så sød, at lære mig at danse elverdans? Jeg kan kun danse lanché og en smule riverdance." bekendtgjorde hun smilende, og lod den spinkle stemme lyde så sørgelig som muligt. Lanché kunne alle jo, og det var jo også den traditionelle dans, men riverdance var hun så en del mere stolt over. Hendes stedmor havde lært hende det.
Hendes stedmor havde selv lært det, engang hun var i et land langt langt væk. Før hun mødte Amylias far, endda før Amylia overhovedet var født. Og tanken om at hun selv kunne danse riverdance, frydede hende utrolig meget. Hun vidste der var barnligt, men der var jo bare ingen andre der kunne danse det! Det var kun hende selv...

Men da hun fik skubbet sine tanker lidt tilbage i det fyldte hoved, så hun bedende på Ell, og prøvede at se så dådyr-agtig ud som hun kunne. Det havde jo virket i værelset...
"Ell, vil du ikke nok? Altså, bare dans der ligner den som i normalt danser... Eller bare lær mig hvordan man bevæger sig så elegant, som du kan, vil du ikke? be om?" Peb hun som en lille fortabt fugleunge, imens hun sørgede for ikke at virke for ivrig, og huskede kun med nød og næppe at bøje hovedet lidt, så hun ydmygt kunne se op på Ell igennem sine sorte øjenvipper.
Hun kiggede rundt. De mørke træer stod som enorme mørkegrønne beskyttere, og bag nogle andre træer til højre, glimtede søen med en behagelig dybblå glans, og hviskede små ting til himlen og alle dyr i deres huler. Jorden under dem var kølig, men ikke forfærdelig kold. Sneen lå endnu ikke på jorden, men der hang dog noget i træernes kroner, og prydede dem, som smukt hvidt hår. Sneen var så ren og fin, som uberørte rosenknopper på Vivaldi-rosen. Som et silketæppe af kulde, en velsignelse fra gud. Som nedfaldne skyer, der lige akkurat havde undgået lysningens sparsomme græs, der havde en svag grøn-gul pastelfarve. Det gav en tør knasende lyd hver gang man bare var tæt på at røre det. Over træernes hvidhårede kroner, kunne hun se stjernerne, der stadig var noget at det smukkeste hun nogensinde havde set. De var hvide som vinterens spæde snefnug, og lyste med et klart skær, som for at vise at man aldrig skulle føle sig alene. Svigtede alt andet, var de der stadig. De holdt sammen, skinnede sammen, og deres lydløse glans, sagde mere en selv Hollow Lakes stødte hvisken.
Men hun ventede med at løfte hovedet mere, indtil hun havde glædet sig over alt andet, i den fantastiske nat.
Så løftede hun blikket til den enorme sorte himmel, hvor de jævnt strøede stjerner stadig skinnede side om side, og hvor den smukke måne hvilede.
Som forventet, tog det helt vejret fra hende, da hun beundrede månen. Den kæmpestore lysglorie, var kuglerund, og havde ingen farve, kun lys. Den skinnede roligt. Intet hastværk. Den stod som en altseende, retfærdig konge af verden. Det var i sandhed verdens største vidunder. Amylia lovede sig selv, at hvis hun nogensinde ville finde den overgud der havde skabt månen, skulle hun nok sige at den var utrolig smuk, og nok det bedste ved altid.
Da hun hårdnakket og fraværende havde afsluttet hendes løfte, fortsatte hendes tankerække med at beundre månen.
Solen kunne være fin nok, men man kunne aldrig se den rigtigt.
Den var for lys.
Som om den havde alt for travlt, og skulle skynde sig at smide alt sit lys i hovedet på mennesker og dyr, før den skulle smutte i seng. Nej, solen var uden tvivl praktisk og smuk, men den kunne virkelig forstå hvordan man stressede folk, og gav dem en følelse af ikke at have tid nok, helt ulig månen.
Månen havde aldrig travlt. Hvis den ikke nåede at smide alt sit lys, så havde den jo bare noget mere til en anden nat. Den var så rolig og kontrolleret. Selvom den skiftede mellem at være stor og lille, så lyste den altid, og uden en lyd, sang den alligevel. Som en godnathistorie til barnet, som den vind der vuggede babyen, som det lys der ledte den fortabte sjæl på vej, sådan lyste månen virkelig.

Og i nogle af dens lange lysstråler, stod to piger. Den ene var underskøn, som den elver hun nu engang var, og den anden var mere som en lille alf; ikke utrolg smuk, men heller ikke grim.
Elveren var en smule højere end den mindre kønne formskifter, og Amylia glædede sig over at stå i den lydløse skov, der bølgede af liv. Måske ville Ell virkelig lære hende at danse! Tanke om bare at danse halvt så elegant, som Ell kunne gå, var mere tiltrækkende end tanke om at tage filtvanterne af og røre en af de nærtstående træers, uden tvivl, silkeblød bladflor.
- og det var ellers noget det var ret så tiltalende.

Selvom hun følte at hun havde tænkt, i hundrede år, så vidste en lille del af hende, godt at der ikke var gået synderlig lang tid, fra hun plagede Ell om at lære hende at danse. Det var det underlige ved Ell. Hun fik så mange tanker i gang, der kunne flyve ind og ud af hovedet med en rekordfart, og så var der alligevel ikke gået noget som helst tid, når hun holdt op med at tænke så meget igen.
"Be om?" tiggede hun igen, og så Ell forberede sig til at give hende et svar. Ell var om muligt endnu smukkere i månelyset end ellers. Hendes hud skinnende som rosa perlemor, og hendes fine krøller skinnende som tynde gultråde. hendes øjne virkede også dybere i halvmørket. Som om hun kunne se lige igennem én, og bestemme hvad der var godt og smukt, frem for det der var fordærvet dårligskab.
*Og det er faktisk også lidt min smukke Ell* hendes tanker hoppede og dansede om Ells smukke skikkelse, men blev snart efter afbrudt af Ells silkestemme, der stille, men klart, klang som et helt klokkespil.

//danm nu ryger al min selvtillid, gid jeg havde poetic powers som jer hehe //

Fal havde indset dagen efter at han havde fået dukuro hjem at Ayla ikke var der, og da hun var kommet "hjem" eller forbi var han bange for der måske også var sket hende noget. Hans sindstilstand var lige nu mildt sagt på et punkt hvor han var overbeskyttende på grund af hans idioti, efter egen mening, havde ladet Dukuro løbe rundt i for lang tid, hvorefter hun havde faret vild og var blevet syg.
Heldivis var hun blevet redet af en elver, han var hende evig taknemmelig og ærgede sig stadig over at hun ikke havde hentet sit tøj endnu. Altså det dukuro havde haft på for at kunne holde varmen, det lille pige barn kunne ikke skifte form. Heldigvis havde han haft tid til en smule trænning med hende, dog ikke tid til at se om trænning ville virke nok til hun kunne skifte form mellem kat og barn.

Fal gik med Dukuro på skulderne, det var sent, meget sent og det undrede ham ikke hvis dukuro sov. Han holdte hende fast, men selvfølgelig ikke hårdt, om hende. Han nægtede næsten at lade hende gå selv lige nu, ikke på denne tid!
Selv om det var aften / nat, han havde tabt tids fornemmelsen efter de sidste par hundrede meter. Selv om det, så var der rigeligt med lys for månens lyse skin var stærkere end normalt. Den forvandlede den normalt "døde" kolde skov til en smuk sølv skov hvor sneen og isen glintrede som diamander.

Fal kunne lugte at Ayla var i nærheden, og ikke alene, selv om han følte en hvis frygt kunne han hverken lugte blod eller frygt. og på grund af hans tidligere idioti nægtede han at lade raseri overfalde ham....igen.

da han kunne se Ayla i nærheden kunne han ikke lade være med at næsten råbe ud af en blanding af glæde og forvirring "Ayla?" Hans instinkter sagde det var hende ved siden af en elver, men hans hoved nægtede at lade ham bare storme ind.

//undskyld det svage kort svar TT_TT i forhold til jer//

Dokuro var glad for at være hjemme igen, hun havde lært at skifte form lidt, men ikke så meget kun mellen to ting en kat og normal barn, hun var faldet i sov med hovedet og en arm på Fal's hovede, hun vågnede da han råbte, hun satte sig lidt op"Tante?"sagde hun træt, hun kiggede rundt og fik øje på Amy og en anden...en fremmede, hun kunne normalt ikke lide fremmede personer, men den fremmede ved Amy, sys hun ikke at være bange for, hun var nok for glad for at se Amy igen at hun ikke lagde så meget mærke til det, hun havde jo savnet Amy utroligt meget og havde glædet sig til at se hende som var det juleaften, da hun tænkte over det, så hun ned i fal's øjne"hvornår er juleaften?"spurgte hun, hun havde nemt ved at skifte emne i en samtale nu, det havde hun lært sig selv

//længere end normalt JUBBBIIIII//

//Sorry det vildt sene svar All! Og også til vores nye venner nu xD - men hey - hvad nu hvis jeg korter lidt af mine lange indlæg, så i fra min side, ikke bliver så pressede - og jeg heller ikke selv? Lange indlæg skal være så gennemtænkt - set fra min egen selvkritiske side, og måske handlingen ville gå lidt mere glidende, hvis ikke jeg bruger så meget energi på at skrive om så få ændringer? Hvilket vil sige, at jeg får lidt mere overskud til at skrive oftere? Selvom jeg elsker det - så tager det tid, og det er der meget lidt af i tiende klasse - desværre!!!!//

Mindet være roen i sindet

Hvordan kunne lyde snige sig så tæt langs et muld- og snedækket underlag? Som om de hvislende grene, og sneens naturlige lyd, når man maser den med sin massive vægt, knirkede højere end selve Alls, pragtfulde, stemme. Eleonora koncentrerede sig om ikke at se væk, ikke nu, hun måtte holde blikket stift og ubekymret. Af samme grund, bevægede Alls mund sig i endeløse former, men hendes stemmebånd nægtede at skabe ord, som elveren kunne høre. Fordi alle sanser var sat på jagt efter nye, uønskede, lyde. Alls smil var det eneste hun kunne se på, og fornemme humør af. Hendes veninde havde ikke opdaget hendes fraværende attitude – gud ske tak og lov!
Eleonora skar ansigt ved denne tanke. GUD. Hun kunne forholde sig til Alls gud, som var fikseret grundet en bunden kærlighed til sin stedmor, men som stadig var imaginær, og usand. Efter hendes mening, vel at mærke.
Hun stod fuldkommen stille, som var hun frosset i stående position. Kun ørene var pålagt bevægelsesfrihed, de var dog, sikkert, skjult under det bølgende hår, som hang ned over hendes skuldre og ryg. Sommetider opfangede hun nogle af Alls høje lyde, som hun ej betvivlede, var mulige at skære i glas med. Ord som ”lære mig at danse,” ”Åh, hvor er månen dog smuk,” ”Ell, kom nu! Be’ om!” strejfede hendes skrøbelige høresans.

På måden den gik på, bevægede sig på, og snakkede på, fornemmede Eleonora straks, at der var tale om en mand. Hans gang var tungere, koncentreret og påpasselig, som forsøgte han at kontrollere noget, eller beskytte noget. Eftersom, da han var tæt nok på, hun kunne høre, at hans korte og præcise spørgsmål blev besvaret af en mindre kontrolleret stemme, gik det op for hende, at der var tale om to. Hvordan det kunne lade sig gøre, kunne hun ikke finde nogen logisk forklaring på, og derfor forholdt hun sig i forsvarsposition.
Hvordan skulle hun kunne forsvare All og hende selv, når hun ikke vidste hvad der ventede dem? Skulle hun inddrage All i hendes viden?
Hun hævede tænkende et øjenbryn, og nåede lige akkurat at afvige en af Alls beundrende bemærkninger, førend hun hørte et ord, som virkede mistænksomt – fordi det var ukendt. ”All, at danse kan jeg ikke lære dig, du er din egen lærer i den teori, men jeg kan lære dig at lytte til det magiske, der skal føre dig i dine lektioner…”
Juleaften? Hvad i himlens navn? Et kodeord af en slags? Måske en underforstået måde hvorpå de begge kunne gøre sig klar til kamp, når ordet blev sagt? Et våben? En slags magi hun ikke kendte? Alle bekymringer begyndte at sno sig langs hendes indre billede, og den frosne statue af Eleonora, krakelerede.

”All,” hviskede hun sagte, knapt hørligt, ”vi er ikke alene længere!” Hun havde afbrudt All midt i en sætning, og hvis ikke det havde været en nødvendighed, ville hun aldrig have gjort sådanne etikettebrud. Måske All allerede havde hørt de indtrængende? Hun virkede ikke lige så overrasket, som Eleonora havde frygtet, og det lettede en isnende klump, fra hendes bankende hjerte. ”Du må ikke skrige!” Hendes frustrerede øjne, viste den vildskab som uvisheden havde medbragt sig på dens gennemrejse gennem hendes krop.
Skridtene blev stadig højere, og stemmerne tydeligere. Eleonora fór hen ved Alls side, og greb hendes hånd. Skulle hun forsvare hvad hun elskede denne nat, og dermed muligvis være i farer, skulle hun mærke, hvad hun kæmpede for. Alls bløde fløjlshænder, var knapt mærkbare gennem det tætte filt, men Eleonora mærkede hendes varme, og frembragte et opmuntrende, men tvivlende, smil.
For All, for frihed, for Veneur.
Hun sank en klump, og slap Alls hånd, trådte et skridt frem, og greb til sin bæltekniv. Før de traskende skridt brød stilheden, fornemmede hun Alls spinkle stemme, bryde sine parader. Intet blev hørt, og hun vendte målbevidst ansigtet mod vest, hvorfra truslen måtte komme.
En høj skikkelse blev synlig, langt før den nåede lysningens udkant, og hun blinkede forfærdet. Det fik hende til at fjerne hånden fra skæftet af sin kniv, og hun mærkede straks All trække hende bagud.

En mand brød frem af skovbrydningen, og på hans skuldre, sad en pige på størrelse med egen armslængde. Derfor kunne hun ingen skridt høre, derfor virkede dette møde så absurd. En mands naturlige beskyttelses evne, havde snydt hendes veltrænede sanser. Denne taktik var guld værd i kamp, tænkte hun bittert. Men på skuldrene sad jo kun et barn, eller?

Elveren snusede lydløst ind, og fornemmede straks den familiære duft. Duften af dyr – eller hvad der lignede dem. Formskiftere.
Ikke nok med det, så duftede de, langt, langt nede, af noget som fik hende til at betvivle sin egen dømmekraft. De duftede af noget hun kendte, bedre end markernes forårsaroma. Hun kiggede vantro på All som lyste op i et smil, så stort, at enhver ville have været stolt af at få det tildelt – så åbenlyst. Duften af Alls hvide skin, fulgte dem som en tæt tåge.
Det kunne umuligt passe førend…
”Ayla!” Udbrød den harske stemme, som den mandlige skikkelse fik frembragt, tæt efterfulgt af barnets klodsede verber, ”Amy!”

Begge var klædt som havde de været langt undervejs, og mudder dækkede manden til langt over knæene. Hvad skulle dette betyde? Hvem var disse skabninger?
Eleonora bakkede tilbage i mistro, og skjulte ansigtet i en udtryksløs maske. Intet skulle risikeres, hvad hvis det endte ud i at være en fælde?

//Jo, Ell, vi må nok hellere korte lidt ned xD //

Amylia havde stædigt bedt Ell om at lære at danse, men Ell affejede det med at hun ikke kunne lære hende det. Men havde hun helt seriøst ikke lært Amylia bedre at kende, end at regne med at hun bare ville give op?
"Ej, Ell, vil du ikke nok? be om, be om, be om?" Spurgte hun, og prøvede indtrængende at overtale hende. Men det virkede bare ikke. Hun så helt væk ud. Der skulle klart andre midler til.
"Åårh, Ell? Hvorfor dog ikke? Ell-"
"All, Vi er ikke alene længere!" hendes stemme lød hul og usikker, så Amylia skyndte sig at lægge en hånd på hende skulder. Hun smed hurtigt jakken. Hvis det blev farligt ville hun ikke rende rundt med den til at sænke sig. Hun kiggede ned af den mørkegrønne kjole. Sølvsygningerne havde aldrig set smukkere ud som der i månelyset.
"Du må ikke skrige!" Ells stemme lød næsten hysterisk. Men underligt kontrolleret alligevel. "Nej nej," Hviskeed Amylia hurtigt tilbage, og bagyndte at frygte for hvad Ell havde hørt.
og så tog Ell hendes hånd, før hun gik et skridt frem. "Ell!" protesterede hun svagt, da Ell satte sig selv i fronten. Selv tog hun ikke fat i noget våben endnu. Men hun bakkede lige bag Ell.
"Ayla! Amy!"
Aldrig havde de kendte stemmer lydt smukkere.
Og aldrig havde en kniv set så forkert ud i Ells hånd.
Hun greb fat i Ell, og trak hende bagud, men da hun fik et glimt af Fal, kunne hun ikke stå stille. Hun kastede sig frem og styrtede hurtigere end nogensinde hen imod dem.
Hun kastede sig lige mod Fal, og med den ene hånd støttede hun Douks ryg.
En undelig halvkvalt lyd undslap hendes strube, da hun ikke lige kunne formulede navnene med hovedet begravet mod Fals faste skulder. Hun havde ikke rigtigt opdaget hvor meget hun faktisk havde savnet dem, før de pludselig stod midt i Ells månefyldte magiske lysning.

hun ville ned til Amy, hun var meget glad for at se hende igen, hun så lidt på den fremmede og vinkede til hende og smilte, hun vendte tilbage til Amy"ned til Tante"sagde hun flere gange, indtil Fal ville give hende lov til at komme ned til hende, men det var jo ikke sikkert hun måtte for hun gik sjælden selv lige i øjeblikket og det ville hun gerne, men ikke når det var vinter som det var nu, hun kunne stadig godt huske hvordan det var inden nogle havde fundet i skoven og det sneende og det var meget koldt, hun var blevet meget syg, hun havde en hue, finger vanter, vinter støvler og en varm frakke på som holdte hende varm, hun smilte lille pige agtigt til alle og det så sødt ud på hendes ansigt, hun så lidt på Ell igen*hvad er hun for en*tænkte hun for sig selv, hun var stadig træt, hun kom til at gabe lidt, da ingen havde taget ned, lagde hun sig til rette igen, med hovedet og en arm på fal's hovede, hun var meget tæt på at sove igen, hvis ikke en is kold vind røg ind over hende, hun rystede lidt, det var meget koldt og det kunne ikke lide lige nu, hvor hun for ikke så langtid siden var meget syg, hun så på Amy"jeg har lært at skifte lidt"sagde hun

Fal nåede knap nok at reagere da Ayla litterlit kastede sig om dem, det var først et par sekunder efter at han lo mærke til hvad der var sket.
"vi forstyre vel ikke?" spurgte han med en lettet og humoristisk stemme, bare for at lette trykket en smule.

"ned til tante" Fal hørte tydeligt ordene, og selv om han virkelig ikke var meget for det satte han hende roligt ned.
Han gik i knæhøjde for bedre at kunne tale med Dukuro, han ville ikke virke som en ond skræmmende person for hende.
"lov mig du bliver tæt ved mig så okay?" Sagde han roligt, men tydeligt nok til at virke seriøs.

Han vente sig til Ayla og gav et godt kram for at vise han også havde savnet hende. Den eneste lyd der virkelig undslap hans mund var et tungt åndedrag med tydelige tegn af lettelse.
"jeg har også savnet dig" sagde han da han kunne høre hendes halvkvalte lyd, det vækkede en varm glæde indeni.
Pludselig virkede den kolde skov og den lysende måne som...ja som noget han aldrig ville kunne beskrive det føltes som den ultimate blanding af skønhed og indre glæde.

//undskyld igen mit korte svar, men har writer block >.< + trææææææææætt.... p.s FERIEEEE!!!//

Glimtet af Alls sorte hår som flagrede vildt, da hun styrtede hen mod ’de fremmede’, spøgte i Eleonoras sind. Hun så oprørt efter hende, i den tro, at der ville hænde hendes veninde noget grusomt, når hun nærmede sig ’de fremmede’. Ikke at de så fremmede ud for All, men sådan som de havde gået – forsigtigt og usikkert, som om de ventede noget farligt? For et øjeblik siden, ville hun have svoret på, at der var fare på færde. Nu var hun ikke så sikker længere. All kendte dem, og kendte dem godt. Hun kastede sig brutalt i mandslingens arme, og formåede samtidig at tage hånd om den lille.
Eleonora stod paf et øjeblik, hvordan kunne så meget kærlighed vises, på så kort tid? Og uden bagtanker? Hun studerede dem med slet skjult opmærksomhed, og vendte og drejede mandens mørke træk i hovedet. Hvor havde hun hørt om ham? Og om barnet?
All, selvfølgelig. Det var Alls…kæ…kæreste. Eleonora smagte på ordet, men fandt det ikke beskrivende nok. Han var hendes, beskytter, hendes støtte, hendes manglende halvdel? Intet ord var godt nok.
Eleonoras øjne gled til hans grove skuldre, hans strittende hår og de spidse, blottede tænder. Hans brede tag i både hende og barn, og hans dybe, brummende stemme. Alt dette samlet i én skikkelse. Hun kastede et blik på hans arm, barnet, eller hvad de ønskede at kalde hende, lignede en mellemting mellem en kat og et menneske. Den spidse næse, de runde stikkende øjne og det pjuskede hår – der i Eleonoras gjorde en huskat skam, var noget af det mest uskyldige hun i sit liv havde set. Hvilket besynderligt sammentræf af tre vidt forskellige skikkelser, men af samme race.

Månen lyste i protest ned over den akavede genforening, og fik Eleonora til at stå ud, som et nøgent løvtræ i en grantræsplantage. Hendes lyse krøller, svang let i den kolde vind, og hendes gennemborende, lyse øjne, søgte mod himlens mørke. Inderst inde vidste hun godt, at hun, lige som Mairíl Månevild, var dømt til at være månens eje, og intet andet.
Stjernerne blinkede lifligt til hende, de nærmest bevægede sig på den oprørske baggrund, og et billede tegnede sig. I hendes fantasi forestillede hun sig Veneurs smilende ansigt, og snart blødte hendes hjerte af savn.
Hun var ikke udelukkende månens, en stor del af hende tilhørte også dette alvorlige ansigt, som hun i dette nu stod og forestillede sig.

Virkeligheden var en ganske anden.
Hun så ind i et par øjne, som hun ikke helt kunne afgøre om var venlige eller ej. Falls øjne var mørke, og hans tanker kredsede tydeligvis omkring den pige, der hang i hans favn. Han så tilforladelig ud. Måske endda faderlig. Eleonora lyttede, og så. Idyllen var ikke forsvundet, trods lang tids separation.

//Sorry det sene svar - næste gang er jeg mega hurtig :D Veneur er tilbage!!!!!//

Falls bløde stemme virkede sødere end aldrig før, da han fortalte at han også havde savnet Amylia. "Fal, hvor, eh, hvor er jeg glad for at se dig!" Pibede hun med svag stemme. Da Douk blev sat ned, greb hun dog hurtigt den lille pige, og svingede hende op på hoften, imens hendes anden arm stadig var omkring Fal. "Ååårh, jamen søde skat, dog? Har du lært at skifte lidt? kan du være helt pige?" Spurgte hun drillende, og killede hende en smule under hagen, imens hun knugede den lille varme krop imod sig. "Kom, i skal møde min veninde! Hun er en rigtig elver!" Udbrød hun pludselig, og begyndte at småløbe over imod Ell. Hun greb per automatik fat i Fals hånd, og blev næsten overrasket da hånden ikke føltes som Ells sarte satin-hænder. Fals var varmere og en del større. Hun fnes en smule ved sig selv, da hun med Douk på hoften, og Fal i hånden, løb over imod den smukke Ell. "Ell! Se Ell, det er Fal og Douk!" Sagde hun glædesstrålende, da hun næsten havde nået den underskønne pige med det ulykkelige udtryk.