Vanære i skovbrynet

Fal grinte let da Ayla tog fat i Dukuro og tog hende op, et eller andet sted i hans hjerte føltes alt perfekt selv om det var nat, koldt, og hans bukser var mere beskidte end normalt. Han kikkede kort op på månen. Bare for at finde en grund til hvorfor han var så heldig, så inde i ham selv takkede han månen, solen, jorden ja alt han kunne finde på der kunne have haft den mindste indvirkning på hans liv.
Da Ayla greb hans hånd kom han tilbage til virkeligheden igen, som at blevet hevet ud af en god drøm uden egentlig at have noget imod det. Da hun begyndte at løbe kunne han tydeligt mærke trætheden, men ikke på noget tidspunkt ville han lade det vise sig tænkte han. Han nægtede at vise tegn på træthed eller uopmærksomhed, han mente ikke han kunne tillade det sig selv mere.
Han kikkede roligt på elveren og bukkede roligt og pænt som en ordentlig person, så vidt han huskede gik elvere op i skikker og traditioner. "rart at møde dem øh.. Ell" Sagde han med et smil "du kan kalde mig Fal" tilføjede han hurtigt. Han gav tæt på aldrig sit rigtige navn ud, kun Ayla kendte det egentlig.

"jeg er en stor pige nu"sade hun, hun holdte godt fast, da Amy løb hen til Ell, hun så på Ell"hej"sagde hun, hun kiggede lidt på Ell, der kom et lille nys fra hende, men hun var stadig pakket godt ind i sit vinter tøj, hun smilte dem alle sammen, hun havde sådan håbet sig at komme ned og lege i sneen"jeg vil lege i sne"sagde hun, der lå et fint lag sne på jorden

//Her har I det mega hurtige svar - undskyld længden, men jeg synes at jeg skyldte Eleonora, at hendes forvandling var måske en smule realistisk. Jeg håber at den er til at forstå: Det hun ser, er minder, og derfor er det nødvendigvis ikke virkeligheden.//

Når fantasi bliver til virkelighed

Hvordan mærkes det, når en sten falder én fra hjertet?
Lettende.
Hvordan mærkes det, hvis solen mister noget af sin glans?
Nøgenhed.
Hvordan føler en haletudse, når den ’forvandles’ til frø?
Fornyende.
Hvordan føles det, når en fattig tigger bliver udråbt til konge?
Milevidt forandret.

Alle disse følelser var samlet inde i én eneste krop. Eleonora gispede. Tusmørket, hun kunne se, som fyldte skoven i tætte sorte plamager, måtte træde til side for et andet mørke. Et mørke hun kun selv så. Som ren overgivelse, lukkede hun øjnene og lod sig svæve ind i det komplette, sorte hul.
Mørket var ikke truende, og hun følte det nærmest trygt. Det eneste som rørte hende, var følelsen af tomhed, som gav hende en sådan kvalme, at hun havde lyst til at skrige. Mørket fyldte rummet omkring, men tomheden fyldte hende. Den gnavede sig ind i marv og ben, og til sidst, følte hun sig som en skygge. En skygge af solen.
Hun havde været noget der skinnede engang. Smukt og storslået. Men i stedet for skin, var der bare minder. Og lige som alt andet ved hende, var disse minder tomme. Erindringerne viste skikkelser, men uden ansigter. Kun samme hvide, mutte grimasse af en maske. Ingen af dem talte til hende i minderne, og ingen nærede hende et blik.
Var hun blevet usynlig?

Alt inde for disse streger, er minder

Da Eleonora var sekunder fra at juble, skete der en forandring. Én af skikkelserne kom hen imod hende. Den høje, ranke, mørke mandsperson, genkendte hun som Ash, og hun var igen ved at skrige. Han greb ud efter hende, og i mørket var hun lige så vægtløs, som når hun hoppede ned fra træernes grene. Hun kunne ikke dukke sig, og ikke slippe væk.
Hans slanke hænder, lagde sig i en fast lænke om hendes talje, og hun mærkede hans kolde ånde mod sin blottede nakke. Den familiære duft af vanilje, havde en skarp eftertone af stjerneanis, og hun skar en grimasse, værdig nok for selve djævlen. Ved hendes tydelige væmmelse, løftede han hende ud fra sig, og nærmest kiggede på hende. Det var svært at afgøre hvad den hvide maske nøjagtigt grublede over, eller gjorde, og hun ventede med slet skjult irritation. Så satte han hende ned, og rystede hovedet, så de mørke krøller viftede ham om hovedet.
Hvad havde han set, som han ikke brød sig om?

Eleonora stavrede videre, lettere fortumlet, og snart dukkede en ny skikkelse op. Hun lagde ikke mærke til den i tide, af bare forfærdelse over Ash’ udtryk og frastødende mine overfor hende, førend den ramlede ind i hende, i høj fart. Med det samme genkendte hun scenen – det var hendes og Veneurs første møde.. Da hun igen var tæt på at juble, af bare glæde over endelig at være sammen med en hun holdt af, så hun den hvide, udtryksløse maske, fylde hans alvorlige kinder ud. Han lignede ikke tilnærmelsesvis sig selv.
Et skrig pressede sig på.
Veneur trak hende op at stå, og børstede sig derefter nænsomt af. Hun selv, stod bare og skulede, som i en ond drøm. Manden med masken, hun synes at kende, vendte sig om, og vinkede til hende som om han ville gå. Og minsandten om han ikke gik. Han bare gik? Hvad? Hvorfor?
Det var ikke meningen. Veneur skulle jo tilbyde hende træning, og få hende til at følge med. Det var jo sådan de lærte at kende hinanden.
Hvad manglede der ved dette minde, det var jo ikke det rigtige?

Det var ikke helt… Eleonora stammede, da hun kom i tanke om sandheden.
Magien! Det der skulle have stoppet dem i faldet. Hendes magi som skulle have beordret planterne til at hive fat i deres ben og derved taget af i faldet. Eleonora så ned af sig selv, hvad var hun? Hvor var hendes magi?
Hun så ned på sine hænder, og kørte dem langs sine kinder og over sine øjne. Ikke at der var nogen udpræget forskel at mærke, ud over tomheden. Øjnene snurrede ikke længere som når hun udøvede magi, men følelsen var ikke ubehagelig. Den var lettende på en måde hun ikke kunne forklare det. Hun var… hun var… fri.
Den jublende følelse vendte tilbage, og som sidste gang, dukkede en ny skikkelse op med en maske. Denne her var høj og udrustet. Manden genkendte hun som en af oprørsbasens vagtindehavere. Han knælede ned foran hende, og skubbede skinhætten tilbage. De udtryksløse sorte huller, som tilhørte maskens udseende, gloede på hende, som var hun en drage. Frem fra ryggens skjul, drog han sin venstre hånd, og i den holdt han en lille, nikkende blomst. Hendes blomst. De koboltblå blade afslørede dens spinkle identitet - En lille uskyldig Kornblomst.
Den behandskede hånd, holdt den så tæt og hun listede den langsomt ud af hans greb. Han rømmede sig, og rettede på læderrustningens svulmende bryst. Eleonora så undersøgende på ham, om ikke også han skulle opføre sig anderledes end hun huskede? Soldatens hule øjne stirrede tilbage på hende, og rakte så langsomt en hånd frem. Hun var som forstenet. Hånden endte med at gribe om én af hendes mange hårlokker, og han rullede den, tænkende, mellem sine store fingre.
Aldrig havde en tjener gjort noget så uforskammet...
Hun stod helt paf tilbage da han fjernede hånden, og lod hende se hvad han havde bemærket. Selv blev han stående og fulgte hendes blik. Eleonora så ned af sig selv igen, og denne gang fangede hun hårtotten.
Den var rød!

Febrilske hænder vimsede op, mærkede, følte, rørte og drejede denne lille tot. Hvordan kunne det gå til? Hendes lyse hår var væk, og var erstattet af røde, lange krøller. Hun mødte vagtens øjne med et fortrydende blik, og han smilede til hende. Hvorfor?
Han tog hendes rystende hænder, i sin ene, og bragte hende ind til sin varme krop. Hvor vovede han? Én af Veneurs egne mænd!? Hun kunne høre hans hjerte banke inde bag læderet, men lyden var mærkelig hul. Det viste sig, at lyden hun kunne høre, var hendes eget hjerte der hamrede så højt, at det gav genlyd mod rustningen. Det var umuligt. Et elverhjerte bankede ikke så højt og tit, af samme grund som elvere ikke frøs om vinteren. Deres blod var tyndt, og derfor behøvede hjertet ikke at arbejde så meget for at få det til at løbe rundt. Og derved ville det aldrig kunne nå sådanne højder.
Elverhjertet var v..væk.
Og hun havde selvfølgelig ikke fulgt med Veneur – de kendte ikke engang hinanden – og ifølge disse minder ville Ash heller ikke have hende. Hvis han ikke ville have hende, var hun ikke elver, og hvis hun ingen magi kunne udøve, var hun ikke magikyndig. Ifølge minderne.
Det var klart at denne soldat gjorde kur til hende. Hun tilhørte jo ikke nogen. Hun kunne ikke sige nej.
Hvad skulle hun gøre? Kæmpe? Skrige og kradse for at slippe fri af mandens begærlige greb?

Nye hænder trak hende ud af soldatens greb, og førte hende med langs en skovklædt sti. De satte hende ved foden af noget klukkende vand, og klappede hende opmuntrende på kinderne. Et fladt udtryk var, hvad de fik tildelt. Eleonora var ikke længere jublende, ikke engang med smag for skrig.
Hendes underlæbe hang, og øjnene kopierede den. Hendes blik var tomt, og tårerne, ikke længere væk end et snøft.
Hænderne trak hende ind til sig, og lagde hende på et skød der umuligt kunne tilhøre andet end en kvinde på hendes egen alder. Eleonora gav op, og overlod sig til ensomheden, og skuffelsen. Hvad var der sket med hende? Hun snøftede og græd, snøftede og græd, og snart begyndte en trøstende mumlen at lyde over hendes hoved.
Hænderne havde ført hende til mindet om mødet med All.
Hun stoppede øjeblikkeligt med at græde, og den udtværede udsigt blev sigtbar. All bar, lige som alle de andre, maske og hendes ustyrlige, mørke hår, bølgede hende om ørene og ned langs skulderens runding.
Som hun huskede, strøg All hende over ansigtet med en hånd så hvid og blød, at ræveungers pels var en lad sammenligning. Eleonora satte sig op, og rynkede alvorligt brynene, ”hvem er jeg!?” Hendes stemme var en lidt for ophidset efter hvad der havde været hendes mening, og hun blødte lidt op, da All smilede ubekymret til hende. ”Du har spidse ører,” grublede All, ”så er du en elver.” Konkluderede hun stolt, og vendte masken mod den rødkindede og dog ligblege Eleonora.


3 ting vidste hun:
Hun var stadig elver.
Hendes udseende var forandret, og hendes minder fordrejet,
1 ting vidste hun ikke:
Vidste folk hvem hun var?

Mørket drev bort, og hun lagde mærke til Alls forelskede blik, som var hægtet ved manden, som hun kaldte Fal. Så normalt, så håndgribeligt.
Som de stod dér og vekslede ord, kram og nærmest kys, kom Eleonora i tanke om en gammel skrøne, som så mange andre, var blevet glemt gennem tiden.

Under månen skal hun loves
væk til manden som hende bød
evig troskab og jagt men voves
pigen væk hendes dyd er død.

Dette sagde hende alt. Da hun sagde farvel til Ash, der denne nat skulle være blevet hendes mand, sagde hun også farvel til hendes plads som en indeslutter. En indeslutter, er en viderebærer af traditioner, og dermed en gift alf eller elver. Nu var hun kun den normale, ugifte pige, som hun altid havde været inderst inde.
Dyden – hendes ydre, der havde båret hende på hænder og fødder, var der ikke længere brug for, eftersom hun var uden for gifteværdig kategori. Hendes giftemåne var ved at gå ned, og Ash var der ikke til at binde deres bånd. Eleonora var blevet til det, hun inderst inde følte sig som.

Hendes perplekse blik, var svømmende, men ofte varede det ikke længe før hun kom til sig selv igen. Lige som når hun besvimede.
Eleonora så ind i et på uskyldige og nysgerrige øjne. Pigen på Alls arm, vinkede til hende, ”Hej.” Ligefremt og uhindret, talte hun. Som kendte hun Eleonora fra barnsben. Et nys fik elveren til at spjætte, og senere smile over det fjollede faktum. Hendes dårlige nerver var der stadigvæk.
Hvorfor svarede hun ikke barnet? Hvad var der at frygte? Og Fal tilmed, han havde brudt stilheden mellem dem, og præsenteret sig selv. Hun burde gøre det samme, holde på normerne, og vise sit dydsmønster fra den bedste vinkel. ”Mit navn er Eleonora El…” hun tøvede kort, ”Elfran… men bare kald mig Ell, All har vænnet mig til kaldenavnet.” Hun sendte Fal et kort nik og rettede sig en anelse op, ”jeg har hørt så meget om jer, I må være kommet langvejs fra?” Af ren høflighed stillede hun spørgsmål, og samme tanke færdiggjorde forventningerne om, at der ikke nødvendigvis ville komme et svar.

Hun vendte sig mod All og hendes lille bylt, ”Hun har forfærdeligt meget tøj på, tror du ikke at hun kan komme ned? … bare et øjeblik?” Tilføjede hun indsmigrende, og trykkede den lille piges bløde barnehånd.
”Hvor er her egentlig koldt…”

//Det er okay, Ell, man bliver vel kun totalt forvandlet én gang, her i Warland ^^//

Springende mod Ell stoppede ikke et øjeblik. Amylia fløj hen imod hende, men da hun endelig nåede Ell, var det alligevel ikke Ell. Hun havde rødt hår. Hendes kinder havde mere farve, men havde alligevel det samme perlemorsskær. Og hun var ikke så utrolig, fantastisk, underskøn, og totalt uvirkeligt smuk. Men, det var hun? Hun lignede ikke sig selv overhovedet, me på en anden måde lignende hun sig selv mere end nogensinde. Hun var stadig fortryllende fantastisk, men på en eller anden måde var hun mere håndgribelig, mere... u-elver-agtig?
"Ell! Du havde ret! Du er..." Hun stoppede sig selv midt i udbruddet. Hun ville for alt i verden ikke fortælle Ell, at hun ikke længere var en elver. "Ell, du er smuk, du er... du er... Ell, du er... du er et månebarn af solen!" Hun kunne bare ikke forklare det på en anden måde. Hun havde stadig det skær af måne, der gav hende den uskyldige og rene fremtoning, men hendes røde hår, gjorde det strals klart, at hun hørte solen til nu.
"Solens månebarn"
Da hun endnu engang sagde det, føltes ordene helt rigtigt. Det var jo dét Ell var! Præcist det Ell var. "Ell... du er fantastisk!" Udbrød hun, og hun lod den smule forfærdelse der var tilbage, blive overvundet af glæden over hendes nye veninde.
Hun begyndte at fnise lidt. Men det var kun et fnis. Så udviklede det sig til en lav klukken, og blev derefter til en dybfølt lys latter, der klang som guldklokker i sneen. Ell var fantastisk, forandret, smuk og mest af alt, var hun Ell!

Amylias verden var på kun få sekunder blevet helt væk, og så overstrøget med nye fantastiske ting. Og verdens skønhed begyndte så småt at lyse for hende, da hun stod der, leende, med Ells nye varmere hånd i den ene hånd, og Fals perfekte større hånd, i den anden, og selvfølgelig Douk på hoften.

"Eeh, sne?" Spurgte hun leende. "Jo, vi kan da godt lege med sne, men du går ingen vejne uden én af os andre." Drillede hun Douk, og lod hende glide ned i det tynde lag sne. Hun slap hurtigt Ells hånd, bare for at slå dem begge om Fal, og give ham et kys på halsen, der nu engang var det højeste hun kunne nå.

//helt i orden, sorry mit sene svar (tror da det er sent? o0). Og god danmit hvorfor skal i være så gode til at skrive ;-P. P.S bare for at få det helt rigtig så har Ell lige fået en "total makeover" eller? XD. Sorry har ikke fuldt så meget med i emnet osv. >.
Fal kikkede på Elveren, eller hvad hun nu var, egentlig havde det der lige var sket forvirret ham, men han prøvede bare at spille med for alt i verden.
kvinden virkede stadig køn som hun gjorde før, men istedet for at have det halv kolde sølv agtige elver portræt af en krop virkede hun mere som et sol agtigt menneske, bedre kunne han ikke forklare det til sig selv.
"solens månebarn"
De ord hang kort fast i hans øre og dinglede som to små nisser fra hans øre, først gav det absolut ingen mening, men som han tænkte mere over hvordan hun måtte have været før og var nu så gav det vel en smule mening.
han skyndte sig hurtigt dog at vende tilbage til virkeligheden, Ayla støttede tydeligvis Ell og prøvede at holde fast i at hun var Elver. Så det bedste han kunne gøre var vel at prøve at støtte hende i det.
"heh, det passer vel meget godt, hvis elvere tilbeder månen så må man vel også tilbede solen, universel balance og alt det." Han var udmattet, men prøvede dog at støtte... Måske selv om det ikke var det smarteste.

Da Dukuro ville leget i sneen, grinte han helt instinktivt af en næsten faderlig glæde.
"jo selvfølgelig må du det, bare blev meget tæt på mig eller Ayla ok?, sådan at vi altid kan se dig..." Han havde tænkt sig at sige mere, men da Ayla kyssede hans nakke røg al hans blod i hovedet og fik ham til at rødme. Hver eneste gang Ayla havde kysset ham røg alle hans evner til at tænke, tale eller noget andet stort set. Det sendte ham bare ind i noget han ikke kunne beskrive som andet end et rart varmt rum.

Han vågnede op igen og svarede Ell, dog lidt senere en man ville forvente... som i ca. 10 sekunder længere end et sent svar.
"øh jo, men vi fjøj meget af vejen så der har ikke været de store problemer med afstande. Men nu du nævner det er vi faktisk et godt stykke væk hjemme fra" Normalt ville han gøre noget, det var koldt udenfor og de var langt væk hjemmefra. Men tanken om at han godt kunne få Dukuro og Ayla hjem og sikkert også Ell hjem i varmen før noget gik galt fik ham til at slappe af. Han kunne virkelig ikke få sig selv til at tænke på det så meget, mest fordi at han var træt. Ved et helt instinktivt uheld kom han til at lade et gab slippe ud.

hun legede i sneen, hun lavde en sne mand der lignede Fal"se se se se"sagde hun glad og fandt grene til armene, hun begyndte på en ny, den kom til at ligne Amy, der efter lavede hun Ell og hende selv, hun var meget glad for dem, da hun var færdig, kastede hun en snebold efter Fal, hun grinede af det

Et par forvirrede øjne stod til skue på det evindeligt blege ansigt. Eleonoras ansigt stod åbent, i samme forstand som hendes hængende mund, ”All?” hendes stemme var en sølle røst, ”Hv-hvad mener d..du?” Måner, sole? Hvad betød al den snak?
Hun drejede undersøgende hovedet i retning af den mumlende Fal, og sendte ham et fortrydende blik. En universel balance? ”Som at stabilisere et todelt kosmos i en vægtskål?” Konstaterede hun sløvt. Hun rystede på hovedet, ”jeg er ikke noget der skal vejes og vurderes,” hun så igen på All, ”jeg er hvad der står tilbage når gælden er betalt.”
Hvorfor talte hun sådan i gåder?
Nægtede hun sig selv deres beskrivelser?
Solens månebarn. Hun kunne ikke fordrage lys, og alligevel var det hvad de sammenlignede hende med..
Hun så ned af sine arme. Fregner tittede frem hist og pist, og det samme i hendes ansigt. Farve var begyndt at genindtage hendes skin. ”All, jeg tror at du har ret. Gør solen ondt?” Måske hendes spørgsmål var dumt, men sådan rent hypotetisk – hvad hvis solen gjorde nogen ondt? Så ville hun ikke forbindes dermed.
”Min magi..” Ordene fulgte et åndedrag, og var derfor uforståelige i andres ører. Eleonora satte sig ved det legende barn, Dokuro, huskede hun sig selv på, og så det bevæge de små behandskede hænder mellem lag af koldt sne. Straks huskede hun varmen fra Alls hånd, og gøs indvendigt. Kulden var noget hun skulle lærer at vende sig til. Men hendes magi?
På sine skrattede knæ, følte hun slaget af den isnende sne, og bed tænderne sammen. Som et dyr der krøb sig sammen, sad Eleonora bukket over en lille forhøjning af sne. Hendes talje-lange hår svang ned, og lagde sig som et beskyttende forhæng, for al anden aktivitet uden for hendes lille indelukke. Hun strakte sine hænder ud over sneen, og lukkede øjnene. Intet skete…
Hun mumlede i et uforståeligt sprog, få ord, og holdt inde. Intet skete…
Med rystende hænder og vædede øjne, satte hun sig op. ”Jeg.. øh..”
De forvirrede øjne vendte tilbage, og hun så hen imod Dokuro, for ikke at møde Alls spørgende blik, ”jeg bliver nød til at se Veneur…” Derfra knækkede resterne af hendes skrattende stemme, og hun blev tavs.

Barnet havde i mellem tiden kreeret en smuk samling af snefigurer, og med forskellige højder og antydningen af forskelligt udseende hår, anslog hun, at de måtte forestille denne pudsige forsamling af væsner. 3 formskiftere, og en? Hvad? Elver? Et menneske?
Hun kunne ikke forestille sig noget værre, end at være forvandlet til noget ualmindeligt. Hvis All sagde at hun lignede noget fra solens rige, måtte hun være anderledes?
Håret havde hun set, fregnerne havde hun set. De brune øjne, kunne hun fornemme – og ændringen i forhold til magien, kunne hun føle. Forklaringen kunne hun ikke affinde sig med. Men hun var… hende?

Eleonora rejste sig op, og smilede til det vaklende barn på jorden.
Hun var dog stadig levende. Trods alt.
Og så havde hun All… *og Veneur*

Et godt stykke hjem, sagde han?
Fal mente selvfølgelig til en hytte - et hjem i form af varme og beskyttende murer. Varmen kunne hun forstå. Følelsen af at være indelukket forfulgte hende, i den grad, stadigvæk.
"Hvorhen du ønsker at gå, der skal vi ikke hindre dig i at drage." Hun rynkede et bryn. "Lidt elvisk har man vel lov at udtrykke.." hun fniste og rettede blikket mod All, "Hvor er hjem for dig?"

Amylia var forvirret, og en smule bange. Det var klart den bedste måde at udtrykke det på. I den korte tid hun havde tilbragt med Eleonora, var hun kommet til at holde af hende, som hun aldrig havde holdt af en rigtig ven før. Og nu stod hun der, og så lille og fortabt ud, og var bange for om solen gjorde ondt.
Men Amylia holdt sin mund. Hun knugede Fals hånd, og turde ikke rigtig at række ud efter Ells, da Ells gik over mod en snedrive.
Hun ville have sagt en masse. Hundrede ting, måske tusinde af ting, og hun ville berolige Ell, og trøste hende, og fortælle at alt nok skulle ordne sig, men det føltes, som om hendes stemme havde fået sit eget liv, og lige var smuttet. Hun kunne ikke sige en lyd.
Men det forhindrede hende ikke i at smile, da Ell til sidst accepterede skæbnen.
"Hvor er hjem for dig?"
Smilet voksede.
"Årh, Ell! Mit hjem, er Fals hytte. Det står midt inde i skoven, og er rigtig hyggelig! - Det er tæt på en å, og træerne skjuler det næsten, og det er bare så fint!" Sagde hun i en hurtig køre, og var glad for endelig at se Ell smile. Ell skulle nok blive lykkelig igen. Og når Veneur, hendes prins på den hvide hest, ville komme, så skulle hun nok finde ud af hvor fantastisk hun faktisk var, og hvor mange der faktisk holdt af hende.

"Neeeeeeeeeej, Douk, Hvor er de fine! Er du sikker på at du ikke har fået hjælp af nogle skovalfer?" Spurgte hun, da hun blev opmærksom på Douks lille samling af fine snemænd. "De er godt nok flotte!" Tilføjede hun smilende til den lille pige.
Hun greb lidt fastere om Fals hånd, og hviskede et næsten uhørligt "Skal vi hjem nu?"

//på forhånd undskyld for mine korte svar >.< //



Fal kunne mærke en iskold snebold ramme hans højre skulder, han grinte let og kikkede ned til Dukuro "godt kastet.." Da han vendte sit hoved ned mod snemanden smilte han bare mere. "Hold da fast hvor er den flot lavet!" Han var overrasket over den lille piges energi, hun ville blive en god formskifter senere i livet så meget var han sikker på.

Fal kunne mærke trætheden der næsten råbte i hans hoved, for at få ham til at gabe igen. Så han gik kort i knæ, og smed en håndfuld iskold sne i hovedet for at vågne lidt mere op.

...
"solen? gøre ondt? Hvis månen ikke gjorde dig ondt dengang burde solen ikke gøre dig ondt nu? Desuden afsløre solen verdens skønhed i fulde drag. Månens skin er ikke helt stærkt nok til det." Han sukkede let, han kunne ærligt talt ikke sige noget der ville være nogen støtte for hende, han kendte hende jo ikke.
Da hun først snakkede til ham lød det som om hun ville have ham til at gå,
eller gjorde det?
Hans hoved var nået forbi det punkt hvor sådanne mentalle udregninger kunne laves. Men heldigvis afslørede et fnis det hele.

Da Ayla hviskede lavmælt i hans øre hviskede han svagt højere tilbage, men var ikke sikker på hvad han skulle svare så fra at han åbnede munden til der rent faktisk kom lyde ud gik der ca. 3 sekunder.
"Hvad med Ell?" Han kikkede op på Ell "du er mere end velkommen til at tage med os for aftenen, få lidt ly og varme og måske sove på hvad der er sket her i nat? Vi kender jo alle de tider hvor vi har gjordt noget som vi kun ville gøre på grund af noget ekstremt der lige er sket. Hvad siger de? Desuden vil det være nemmere at finde deres.. øh ven? På fuld mave og med et roligt sind"
Han smilede roligt, han ville uden problemer kunne fragte Ell med sig, og mon ikke hun ville nyde en flyvetur over den skinnende sølv skov?

hun så på dem, hun satte sig ned, hun legede med noget sne"jeg er sulten"sagde hun, hun smed med sneen"jeg er sulten jeg vil hjem"sagd hun, hendes mave rumlede, hun var ved at tage sine vanter af, hun viste godt hun ikke måtte det, men hun ville se hvad der skete hvis hun tog dem af, hun holdte stille øje med Fal og Amy, hun fik vanterne af, hun tog huen af, hun rejste sig op og løb rundt, hun grinede, hun viste at Fal ville fange hende på et eller andet tidspunkt

Hvis ikke lykken åbner blokerede veje, hvad gør man så?
Vælger en anden sti?
Og hvis så, hvilken?
Fortabelsens sti?

Ikke om hun så fik sit eget jeg igen for det!
Denne ”nye” krop føltes faktisk ret så komfortabel. Hun kunne pludselig mærke ting. Som snefnug der dalede ned på hendes blottede skin. Hun kunne se dem nu, føle det!
Føle at krystallerne forvandledes til vand, føle vandet rende ned af ansigtet og løbe langs hendes stadig høje kindben. Eleonora kørte hånden langs sit ansigt, jo, intet ud over farven, og håret var forandret.
Et forsigtigt smil tonede frem endnu engang, da hun så All gå fra at se forfærdet ud, til at være ved at sprænges af ord der forsøgte at komme ud – alle på en gang:
En lille hytte af Fals, ude i skoven, ved en å.
Ud fra beskrivelsen, lød stedet ufatteligt hyggeligt, og Eleonora lyste op ved Alls entusiastiske forklaringer og armbevægelser. Alls hår kredsede hende om ansigtet, og så næsten lige så livligt ud som All selv.

I mørket føltes Fals skeptiske øjne, stærkere end hun måske senere ville påstå, men hans beskyttende mine, narrede ikke nogen. All og den lille Dokuro, var hans domæne, og hvis nogen så meget som forsøgte at gøre dem fortræd, blev det ikke nogen kærlighedsscene han ville opvise efterfølgende. Eleonora rettede sit blik mod ham, og ”den kolde ring” han førte omkring hans familie, var knapt mærkbar. Hun rystede følelsen af sig, og lod tanken bære af med, at det sikkert var ren indbildning. Han kunne jo se, at hun intet kunne gøre? Eller troede han ikke på hende?

"Solen? gøre ondt? Hvis månen ikke gjorde dig ondt dengang, burde solen ikke gøre dig ondt nu? Desuden afslører solen verdens skønhed i fulde drag. Månens skin er ikke helt stærkt nok til det."
Fal talte, og hans stemme bar præg af utålmodighed, også hun selv blev en anelse utålmodig, men stoppede tanken, og beroligede sig med, at han ikke kendte hende.
”Solen gjorde mine øjne ondt, jeg tålte førhen ikke lys, direkte. Derfor frygter jeg at den skal gøre mig ondt nu..” hun greb sig selv i at lyde opgivende og undskyldende, og drog et suk for at klare stemmen.
”Jeg så alle farver tydeligere i månens skær, men nu kan jeg ikke afgøre hvad jeg ser. Uden på er jeg ændret, men mine meninger hænger ved som visent marehalm.”

Dokuro dansede rundt og kastede med sne, da hun pludselig bekendtgjorde sin trang til mad. Eleonora så forundret på hende, og satte sig ned på hug for at åbne armene for barnet. Noget ved ordren, havde ændret en følelse i hendes tomme krop. Øjnenes forandring kunne mærkes

– magien var vendt tilbage. Hurtigt regnede Eleonora ud, at hun var i stand til at udøve magiske frembringelser, i tilfælde af at nogen bad hende om det, men hvornår ellers?
Hun kunne give barnet et æbletræ, når der blev bedt om et, vel at mærke.
Følelsen af at kunne noget, hvirvlede rundt i hende, og et let grin slap ud. Ubrugelig var hun ikke!

Nogen begyndte at tale, midt i hendes tankestrøm. Fals mund bevægede sig, hviskende og hvæsende. Det var ikke møntet på hende, og hun slog blikket ned, for ikke at virke som om hun lyttede. Stilhed fulgte, som kun blev brudt af Dokuros spjættende leg.
En fornemmelse af at blive overvåget, afslørede Fals blik, og hun så endnu engang op,
"du er mere end velkommen til at tage med os for aftenen, få lidt ly og varme og måske sove på hvad der er sket her i nat? Vi kender jo alle de tider hvor vi har gjort noget som vi kun ville gøre på grund af noget ekstremt der lige er sket. Hvad siger du? Desuden vil det være nemmere at finde deres.. øh ven? På fuld mave og med et roligt sind.”
Hans mørke stemme rungede længe i hendes hoved før hun tog sig sammen til at svare, ”jeg vil helst ikke være til nogen ulejlighed, jeg selv er jo vant til at færdes i skoven, og kan sagtens finde hjem i mørke.” Hun tøvede lidt, bed sig i læben, og fortsatte: ”I selv er tydeligvist udmattede, og har lagt en lang vej bag jer, mon ikke at tiden er til at læge egne sår… Jeg er bange for at jeg ikke er til meget hjælp…” Hun så skamfuldt ned, og forsøgte at undgå Alls bebrejdende blik.

Amylias lykkefølelse blev helt igennem fuldendt, da Fal bekendtgjorde at Ell også kunne komme med.
Men så ... afslog hun?
Amylia stirrede. hun måtte da fortælle Ell at hun simpelt hen blev nødt til at tage med. Men Ell ville ikke kigge på hende. "Jamen... Ell?" Spurgte hun bebrejdende. Hun vidste ike hvad hun skulle sige, men Ell kunne da ikke mene at hun skulle forlades helt ude i vinterskoven..? Eller kunne hun? Nej. Hendes nye krop kunne mærke kulden. Hun ville dø.
"Ell... Du kan ikke blive her... vil du ikke nok med? Jeg beder dig? Be om, Ell? Vi kan efterlade et duftspor, som han burde kunne følge... han ville da også rejse som et dyr, ikke? Ellers ville det være for koldt... Ell, sig nu ja!"
Hendes stemme blev langsomt optonet til at være følelsesladet og bedende. Hvis Ell ikke ville se på hende, ville hun blive nødt til at mærke hende. Amylia tog den bløde hånd, og lod tommelfingeren lave dden velkendte cirkel på håndryggen. "Ell?" Det sidste spørgsmål blev næsten spurgt mere med de enorme mørkeblå øjne, under de lange øjenvipper.

Fal sukkede kort, hun afslog, i hans hoved mente han det var en blanding af hendes stolthed og problemet med at modtage hjælp fra andre.
Da Ayla begyndte at direkte tigge hende om at komme, afgjorde han det for sig selv, hun skulle med...
Han prøvede at få sig selv til at virke lidt mere respektabel, større og klogere på et punkt.

"Hør nu her, du har lige gennemgået en større forandring, hvis du bliver her vil du nok med sikkerhed ikke engang kunne klare 2 dage, du kan jo allerede mærke forskellen på din nye krop... Din nye krop er ikke beregnet til at klare til at skulle være i et kold miljø. Jeg råder dem, nej jeg beder dem at komme med os... Desuden ville du da ikke være noget problem, det er altid rart at få nye elvere på besøg hehe" Han så dukuro smide handskerne og hans faderinstinkt der lige nu kørte på højtryk fik ham til at kikke strængt på Dukuro og sige med en meget stærk stemme "unge formskifter du tager de handsker på MED DET SAMME!" Han indså han måske virkede streng.
han bukkede sig ned og kikkede på den legende dukuro "hør her kære tag nu dine vanter og så videre på igen, du ved hvad der skete sidste gang du gik væk uden noget varmt tøj" Han rejste sig op igen og kikkede næsten hårdt på Ell, ikke for at være utålmodig eller streng men for at prøve at overtale hende.

"hvad vil det mest logiske være? Din ven skulle gerne kunne finde dig igen imorgen, desuden hvad er chancerne for at finde ham lige i nat? Du kan tage hjem til os for natten, og imorgen kan jeg flyve dig herud igen og vi kan hjælpe dig med at finde ham, vil det ikke også være nemmere at finde ham med venner?"

Han kikkede på Ayla der også tydeligt brugte hundeøjne, han vidste ikke om det ville virke på Ell, men han vidste det altid virkede på ham så mon ikke det ville hjælpe.

løb hen mod Duruko for at samle hende op og ventede på at hun skulle række armene ud for at komme op, hun var sikkert overtræt.

hun fik sine ting på igen, hun ville gerne op til ham, hun satte sig ned og gned sig i øjnene og gabte"jeg vil hjem jeg er træt og sulten"sagde hun, hun så på dem i mens de snakkede"jeg vil altså hjem nu"klagede hun træt, hun gabte stort og gned sin næse

Hvad gør man, hvis man inderst inde, virkelig ønsker at gribe de hænder, som bliver en rakt?

Eleonora så brødebetynget ned i jorden. Hun kunne tydeligt mærke Alls beslutsomme blik, følge hver eneste bevægelse hun tillod sig at gøre. Derfor valgte hun at stå helt stille, og lade blikket forblive klæbende til jorden.
Hun blev i stedet opmærksom på sneen under dem. Den var smuk som søens glitrende overflade en solrig aften. Smuk som krystallerne der klistrede sig til Alls mørke krøller, og smuk som den mørke skygge der lå under Fals sorte øjne.
En forbløffende varm hånd, omfavnede hendes egen, og hun hoppede af bare forskrækkelse. Alls stemme skar igennem luften som blafrende halmstrå, "Ell... Du kan ikke blive her... vil du ikke nok med? Jeg beder dig? Be om, Ell? Vi kan efterlade et duftspor, som han burde kunne følge... han ville da også rejse som et dyr, ikke? Ellers ville det være for koldt... Ell, sig nu ja!"

Det var som om nogen havde snittet hende med en kniv i siden, og det nu blødende sår, ikke ville holde op med at svige. Følelsen af at være midtpunktet. Et uønsket opmærksomhedsfelt.
Hun ville skrige af All, og sige at hun skulle tage sig af hendes kæreste, han havde tydeligvist savnet hende, og nu brugte hun alt sin tid på en dum veninde. Eleonora rev sig løs af Alls greb og knyttede hænderne af ren og skær stædighed. Hvorfor bekymrede All sig sådan om hende, når det var det sidste elveren ønskede? Med ét virkede al denne opmærksomhed lige så tung som Alls bebrejdende blik, og hun følte sig trængt op i en krog. Hendes ben ville løbe hvorhen hun beordrede, men hendes knugede hænder, ville ikke lade hende. I stedet lukkede hun øjnene, og kastede sig ind i Alls favn. Hun knugede den varme, faste krop ind til sig og følte den silkebløde hud, under sine stadig sammenfoldede hænder.

Mest af alt, frygtede hun, at All ville gå sin vej.
Ikke nu…ikke her… du må ikke forlade mig, havde hun lyst til at hviske.
Du må ikke gå.. ikke blive væk for mig….
De usagte ord fløj forvildet rundt i hendes hoved, og hun rystede af bare anstrengelse for at få dem til at forsvinde.
"Hør nu her, du har lige gennemgået en større forandring, hvis du bliver her vil du nok med sikkerhed ikke engang kunne klare 2 dage, du kan jo allerede mærke forskellen på din nye krop... Din nye krop er ikke beregnet til at klare et koldt miljø. Jeg råder dem, nej jeg beder dem om at komme med os... Desuden ville du da ikke være noget problem, det er altid rart at få nye elvere på besøg.” Den grove stemme afsluttede med et hakkende grin, og Eleonora så skamfuldt op på den mørke skikkelse.

Hans fornuft var ikke til at sætte en finger på, og Eleonora var taknemmelig for Alls valg. Hun kunne ikke have fundet en bedre…kære…kæreste.
Et separat tryk, jog igennem hendes blege arme, og hun knugede All tættere ind til sig. Den fornuftige Fal, begyndte igen at tale: noget om hendes ven, finde ham….i morgen…når dagen gryr….sammen med hendes venner…
Hun stod lidt og vurderede hans entusiasme.
”Hvis I lover…” Stædighed holdt hende fra at se All i øjnene. Mistede hun selvkontrollen og blev så ivrig, at hun mødte Alls blik – ville alt være tabt. Hun kunne se på Fals forstående mine, at All måtte bruge den inderste magi hun rummede, den som fangede én i et net, stærkere end træernes grene og stammer. De bedende øjne. De øjne man ikke kunne sige nej til. De øjne man ikke kunne nægte. De øjne Eleonora for alt i verden ikke ville glemme.
”Hvis du lover,” hendes stemme var nu hviskende, tæt ved Alls øre, ”at glemme, at jeg er der!”
Grebet om All blev løsnet, og hun vendte sig mod Fal, ”at sætte mig til alt det…” et suk undslap, ”som jeg kan bruges til…” Slutningen på den første betingelse, kom noget forsinket, men siden Fal ikke havde hørt mere end hvad der var blevet sagt højt, var sammenhængen vel til at forstå…
Det bildte hun sig i hvert fald ind.
Veneur skulle nok finde hende.
Han kendte hendes spor, duft og vaner.
Alt hvad der kunne lede ham på vej…

De overraskende varme arme greb fast rundt om Amylias, og hun ville ikke have det på nogen anden måde. Hun skyndte sig at lægge armene forsigtigt om Ells ryg og skikkelse, og hun trykkede den stakkels Ikke-elverede elver, tættere ind til sig. Indsnusede den nye duft, og fandt til sin store lettelse ud af, at den overhovedet ikke havde ændret sig. Den var lige så fortryllende som altid. Som en blid sommerbrise der bringer bud om måneblomster.
Hun holdt hundeøjnene på plads, da Ell gav slip, og hun indvilligede i at tage med! Hun indvilligede virkelig!
- På betingelser, meeen...
"Ell, det er vidunderligt!" Udbrød hun glad, da hun forstod at Ell ville tage med hende. "Men jeg vil jo aldrig glemme dig... men jeg kunne lade være med at sidde op ad dig hele tiden." tilføjede hun med et grin.
"Nu skal vi hjem!" Erklærede Amylia, ligesom til den blå luft. Det kunne havde været for at berolige Douk, eller for at lade Fal vide at han snart ville se sin seng igen. Det kunne endda være for at fortælle Ell at hun snart skulle se den fantastiske hytte, men ærlig talt havde Amylia ingen idé om hvem hun henvendte sig til.
Latteren boblede frem, og fik hende til at smile himmervidt. Hun løb over og greb den jakke hun havde haft lånt af Ell, som nu lå på jorden. Hun smed den op på armen, hvor en sølvsygning havde vendt sig en smule, og hun gruede allerede ved tanken om at skulle tage den fantastiske kjole af igen.
Men de skulle hjem!
Hun løb over og greb fat i Douk, og svingede hende et par gange rundt i luften, og hun grinende satte hende på hendes hofte. Hun smilede til hendes måneforlovede, Fal, som Ell nok ville udtrykke det, og til hendes fantastiske veninde Ell, der stod og så helt sky ud.

//undskyld mit korte svar//
Fal smilte roligt til Ell, endelig kunne de komme videre. Hendes eneste betingelse var at blive sat til at gøre nytte.
Han gabt før han kikkede på Ayla "tager du Duruko tager jeg Ell" egentlig var han ligeglad hvem af dem han skulle tage, men han regnede dog at flyve... Det ville tage for lang tid at ride eller gå for ham.

Han gik et par skridt væk og begyndte at forvandle sig, hans skind begyndte at virke hårder og bag det så det ud som om skæl prøvede at komme fri, han røg på alle fire og hans ben blev tykke og store mens hans arme kun blev halvt så store, hans fingre fik tykke kløer og hans hoved blev aflangt og tykt. Lige nu lignede han lidt et monster men skælende bag fra huden børd nu frem og skinnede et kort sekundt i et rubin rødt skær. Hans øjne blev reptil agtige og hans stemme blev dybere i det han sagde
"stig på Ell, bare rolig du falder ikke af..." Han groede en saddel med reb at holde i for at give Ell følelsen af sikkerhed.

"jaaaaa hjem"sagde hun, hun kiggede på Amy, hun regnede med at tage med hende, hun ventede på at hun skulle forvandle sig til noget stort der kunne fly og bære hende osse, hun kiggede lidt på Ell, men mest på fal da han forvandlede sig, hun kunne godt lide når han gjorde det og hun sys selv det kilder når hun forvandler sig til kat for hun sys at pelsen kilder meget når den kommer frem

Rødt skæl…
Lange, sorte klør…
Muskuløse, kraftige ben…
En prustende, garanteret våd, snude (på størrelse med hendes knyttede hånd)
Og en hale så stor og farverig, at Eleonoras mund åbnedes ved et suk.

Dette….dyr….denne fabel…. Skulle hun sidde på, ja faktisk ride på – gennem luften!
Hun sank besværet en klump, og prøvede at skjule det blik, i sine øjne, som den skrækindjagende skikkelse, af en drage, frembragte.
Træerne knagede omkring dem, af bare klage, over den kolde, ubarmhjertige vind. Sammen sang skoven som et helt kor af dybe stemmer, og den beroligende røst, trængte ind i hende, og lagde bunden for den smule mod hun lagde inde med. Det hjalp hende til at åbne øjnene, og faktisk se på Fal… eller fabeldyret…
Sammen med det smil som prydede Alls kære ansigt.
Hun måtte tage sig gevaldigt sammen.
Dokuro pludrede barnligt, og hvinede da All løftede hende op på hoften. Pigens øjne funklede beundrende da Fal havde forvandlet sig, hun fandt det ligefrem spændende og fantastisk?
Sikke meget der fandtes, som hun ikke kendte til, eller i det hele taget, ikke kunne forestille sig.

Fal trak vejret så dybt, at det rungede i hans bug, og det gik op for Eleonora, at han faktisk var utålmodig. Hun knyttede hænderne og tvang sig selv til at gå hen til ham. *Det er lige som Veneurs forvandlinger, bare lige som, bare lige som…* tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende selvom hun prøvede at holde sig bekymrings fri. Fal virkede rolig, og hans stemme var ligeså forsigtig og nænsom, da han forsikrede hende om, at hun ikke skulle være bange.

En rystende hånd lagde sig tøvende på hans glatte hals, og Eleonora krympede sig over følelsen. Han virkede…ja næsten våd… i forhold til Veneurs tørre pels. ”Undskyld at jeg er så klodset,” hviskede hun stille, ved berøringen. Hun krøb hen til hans forben og greb fat om sadlens udmunding. Ved et hårdt træk, hev hun sig op, og håbede i farten på, at hun ikke kom til at gøre dragen ondt.

Da Eleonora langt om længe sad rigtigt, og sikkert i sadlen (og med et fast greb i hans halsskæl), kiggede hun over mod All og barnet. Et forsigtigt smil lysnede op på hendes grå ansigt, og hun sukkede tilfreds.

Nøøøj!
Den fantastisk frygtsomme Ell tøvede kun ganske kort, før hun bevægede sig hen til Fals store skikkelse.
Kun få gange hentede hun mod i Amylias opmuntrende blikke, der grænsede til beundring.
Og Amylia smilte stort. Hun tøvede dog ganske kort ved tanken om at skifte. Hun havde aldrig før forvandlet sig til noget så storslået og fantastisk som en drage, og var det virkelig det bedste tidspunkt at prøve det for første gang? Og hvad nu hvis hendes lille Douk faldt af, helt uden nogen til at holde på sig?

Et kort øjeblik overvejde Amylia, om det klogeste ikke ville være at bede Douk om selv at skifte, men da hun tænkte over det, kunne man jo heller ikke have at barnet skiftede tilbage i tide og utide.
Men en rask beslutning, løb hun med Douk på hoften, hen til den kønne Ell, der satte sig til rette på dragen. Amylia placerede hurtigt, med et par store opmuntrende smil, Douk lige foran Ell.
Ell ville holde fast i barnet hvis hun var ved at falde, og Douk fyldte jo heller ikke så utroligt meget...
"Nyd hjemturen" Sagde hun med stor begejstring, før hun forvandlede sig til den hurtige form af solsorten. Hun ville snilt kunne holde trir med dragen, eftersom den nok ville havde problemer med noget vindmodstand-eller-hvad-det-nu-hed.
Den lille solsort trippede hen foran dragen, og gav et lille pip, og prøvede, forgæves, at smile.

hun var glad for at sidde ved Ell og sidde på Fal som ar en drage, enda en folt rød en"onkel fl er pæn"sagde hun og gabte"hjem nu??"spurgte hun, hun var ved at falde i søvn og hun plejede at falde i søvn under flyve turer ikke inden dem, så hun var meget træt, hun var osse meget sulten, hun kunne ikke vente med at komme hjem og få mad og en varm seng at sove i, hun var så glad for at ha mødt dem alle sammen og hun ville ikke fra dem igen.

//har glemt fals password , og venter på at det kommer via email men poster nu XD//

Fal var lettet over hvor godt Ell tog det, hun virkede ikke så bange for ham som han næsten havde forventet. Hans store lange skællede hovede gloede stadig ned i sneen, mest fordi at skulle holde det oprejst krævede mere energi, men også på grund af at månens lys ramte sneen så den glitrede specielt fra den vinkel.
"bare rolig jeg kan skam godt holde til det hehe" Svarede han lavt tilbage til Ell, eller... Egentlig kunne alle høre det på grund af hans størrelse var hans stemmebånd også blevet lidt stærkere så hans hvisken lød som sænket tale.

Da Duruko blev plaseret ved siden af Ell smilte han, sådan da, og da Ayla skiftede form og var klar til at flyve sagde han med en lidt hævet stemme "så letter vi, hold fast på værdidele og andre løse lemmer hehe" før hans store rubinrøde vinger begyndte at baske i først langsomme hårde tag men senere lettere rolige tag, efter et par sekunder lettede de fra jorden og var hurtigt langt over træernes tomme toppe.
da de fløj over skoven kunne man nu næsten se månen der genspejlede sig i isen, det var et smukt billede der fik Fal's lange mund til at bøje sig til et svagt smil, han elskede naturen lige meget hvilken tid.

Et forvildet blik fangede Alls arme, eller hvad der var i dem. De løftede den lille bylt op foran på dragens svungne ryg og Eleonora greb instinktivt om Dokuro, og pressede hende ind mod sin krop, som hun havde gjort med den lille sølvræv All tidligere havde forvandlet sig til. Pludselig så hun barnet som noget skrøbeligt og hjælpeløst, noget som det var hendes ansvar at passe på.

Kroppen under dem satte sig i bevægelse; gyngede frem og tilbage i rytmiske seancer når Fal tog et skridt, og oven på spændte Eleonora omkring hans rygrad, for ikke at falde af. Hun følte sig allerede skidt tilpas - hvorfor havde hun ikke afslået hans tilbud om transport, og løbet selv? Ganske vist ville det tage længere tid, men hvad hvis hun i sine frustrationer, og begyndende søsyge, gjorde ham ondt? Tanken fik hende til at slippe taget lidt, men spændingen sad stadig på tværs i hendes hals.

All havde forvandlet sig til den smukkeste sorte fugl, hvis fjerdragt bar præg af samme skin og ustyrlighed, som hendes før så sorte totter af hår. Elegant så hun ud, og synet fik Eleonora til at glemme tingens virkelig, et øjeblik. Fals dybe stemme hev hende hurtigt tilbage fra drømmeland, og hans brummen virkede bizart i forhold til drømmens smukke billede.

Bange og ømskindet som hun var, lukkede hun øjnene i håb om at turen allerede var overstået, og at drømmene ville hive hende væk igen. Håbet virkede så stærkt, men virkelighedens lange fingre stærkere. Hendes ben klemte igen om Fals rubinrøde ryg, som de fløj over trætoppene.

//Håber du kommer i tanke om det igen Daniel xD//

Et væld af farver der strøg forbi så hurtigt som Amylias viltre vinger kunne bære hende. Grønne, hvide, sorte, grå, og nogle glimt af isblåt prægede landet der susede forbi så langt under hende.
Hun kunne ikke tie stille.
Et langt og lykkeligt skrig lød fra den sorte fugls strope, imens den lavede en underlig kolbøtte i luften, det lod den sakke lidt bagud.
Amylia kendte ingen bedre følelse.
Luften der strøg igennem fjerene, vinden der fik det til at bruse for ørene, og så selve det sus det gav, at se hvor højt oppe hun var.
Den lille fugl lavede saltoer, kolbøtter, piruetter, som aldrig før.
Hvert vingetag var en fryd for sindet, og hvert blik på den fjerne jord, blev efterfulgt af et fugle-suk, og en følelse af ren velvære.
Det var næsten helt sørgeligt, da hun øjnede hytten, der stod noget så smukt og så så hyggelig og varm ud. Hun fløj med et lavt skrig af fryd, hen over hovedet på Ell. Lidt kunne man vel drille..? Og så stryrtdykkede Amylia ellers. Mod jorden det gik. Hurtigere, hurtigere, bedre, bedre! Månen der lyste sneen op, der kom tættere på med en svimlende fart. Hun skreg der sidste skrig af frys, og ikke mere end én eneste meter fra jorden, bresmede hun op.
Hun havde vist styrtet for stærkt. Hun nåede ikke at bremse nær så meget op som man skulle, og et sekund efter, var fuglen godt begravet i en snedynge.
Hun hørte jorden vibrere blidt, da Fal landte, og imens kæmpede hun sig langsomt op af den kolde sne. Hun klukkede næsten af latter da hovedet endelig stak op af snebunken. Selvom hun havde fjer, var det godt nok ikke den varmeste landing.

hun var faldet i søvn og sov nu ind til Ell, hun lagde heler ikke mærke til da de landenede eller noget, hun sov bare og drømte sødt om den dejlige varme seng og den dejlige varme og hyggelige hytte og den dejlige mad hun kunne få når hun vågnede igen, hun smilte i søvne, hun havde det godt i sin drøm