går en tur HELT alene

Dokuro gik rundt i skoven på egen hånd og det ville sige helt alene, hvis der ville komme nogle var hun et nemt offer eller bytte for hun ville ikke kunne forsvare sig selv det var hun jo for lille til og hun kunne ikke skifte form endnu, hun savnede alle sine venner hun havde ikke set dem længe så hun savnede dem så meget at det næsten gjorde ondt indeni

//out//

//nej! nejnejnej! *IKKE OUT >.<*
Ellers ville jeg have flyttet mit indlæg Vinterskoven her over..
Kom tilbageee!//

//okay så tilbage igen//

Så smukt! Dawn var betaget. Andre ville måske have fundet det trist og dunkelt, men ikke hende. Da hun trådte ind i den nøgne vinterskov, følte hun sig så dybt berørt som én, der lige er blevet indviet i en stor, vidunderlig hemmelighed.

Der var noget magisk over skoven. Der var faldet en smule sne om natten, men det blanke, hvide lag, der i de tidlige morgentimer havde dækket hver eneste plan flade, var i løbet af dagen svundet ind til hvide klatter rundt omkring. Nu var det ved at blive sent. Solen tittede frem på en stribe lysende blå himmel under et fjernt skylaget og kastede sine kraftesløse, rosafarvede stråler fladt ind mellem de mørke, lavbegroede træer, der var hyldet i en tåge, sart, tynd, silkeagtigt og magisk i den vinterklare luft. Skovbunden var dækket af visne blade, skygger og mørkegrønne mospuder. Det var lige omkring frysepunktet, og der var helt stille. Luften var frisk og kold og stak i næsen.

Dawns ånde stod i skyer ud i luften. Hendes lette skridt hvislede stille over den mørke skovbund. Hun så sig om. De store, blanke øjne fangede alle indryk. Solen, der var på vej ned. Skoven, der for en uvidende ville synes helt tom og tyst, fik hende ikke til at føle sig ensom. Hun smilede faktisk lidt. Et smil, der var bredere, end det plejede at være, bredere og meget mere levende. Næsten jordisk, fordi grænsen mellem planerne på denne årstid syntes tynd som kun et let slør et vandspejl, der krusedes af selv den mindste berøring, et magisk lag af rimfrost, der kunne brydes og smeltes ved end den mildeste berøring.

Hun fulgtes med et par ånder. Ikke Ilden, den var hjemme i tårnet, for den brød sig ikke om kulden, men en skovånd, der vandrede ved hendes side som en stor, bjørneagtig skikkelse. Hun kunne godt lide denne ånd. Så tydelig, så gennemsigtig. Den var begroet med mos og lav, lignede en stor klippe, var blød som et strejf af en sommerfuglevinge. Den talte ikke, den følte, og så var ord ubetydelige. Og hun følte, og så talte de alligevel. Der var også en vinterånd, en mærkelig kold tåge, der talte med dæmpet, istapagtig stemme. Dawn forestillede sig, hvordan den var blevet født på en bjergside, en evig sneslette, hvor den altid blæsende vind får sneen til at fyge i store skyer. Den havde en sær, langtrukken latter, der lød som stjerner og faldende sne.
Dawn lo pludselig højt og let, en latter, der klingede som små, fortryllede klokker mellem træstammerne, for livet herude var så let, så ubesværet. Hun løftede sine vanteklædte hænder, lagde hovedet tilbage og lo mod den overskyede himmel, der var mørk mod den svage, synkende sol, de høje træers higende grene, lo så kvasten på hendes uldne hue daskede mod de blonde lokker.

*Læs maskeballet

Dokuro gik rundt alene og uden noget varme sig ved, hun frøs meget, hun prøvede at holde varmen, hun hørte en latter, hun gik lidt der hen, men gemte sig bag et træ, hun var ved at blive syg, hun havde feber og hun hostede og nøs meget, hun kom til at hoste, hun havde ingen sko på bare en for stor trøje og undertøj og hendes tøj var lige nyt nej det var meget gamlte og der var nogle huler i det

Dawn mærkede denne fremmede tilstedeværelse som et pludseligt, koldt pust, og hendes latter forstummede øjeblikkeligt. Hun brød sig ikke om menneskeligt selskab, frygtede det faktisk. De var så svære at gennemskue. Ånderne derimod.. Dawn havde nok i ånderne. Men skovånden syntes ikke at lade sig gå på. Dens øjne, der var mørke som skovsøen, var fyldt med nysgerrighed, men heller ikke mere. Også vinterånden var rolig. Dens tågede skikkelse bølgede let for hendes - og kun hendes - øjne, og hun syntes et øjeblik at spore noget nær medlidenhed i dens udviskede, umenneskelige træk. Så knækkede en gren ganske tæt ved, og øjeblikket efter genlød skoven af en dæmpet hosten. Dawn rettede sig op og stod et øjeblik i ubeslutsomhed. Det havde været et meget spinkelt host om end det havde været nok så voldsomt. Det havde været et barnehost..

Så trådte hun frem og banede sig vej gennem et krat. Et barn skulle under ingen omstændigheder være alene her ude. Det var skoven alt for farlig til. Det ville blive frost i nat. Den slags frost, der slår den uforsigtige ihjel. Det havde Leopold selv sagt. Han sagde så mange kloge ting. Dawns hvide, knælange kappe hang fast i en vissen torneranke. Hun vendte sig og viklede sig fra planten, der ellers kæmpede hårdt imod. Den higede mod plantemagikerens varme. Så fortsatte hun over mod det sted, hvor hostet var kommet fra. Hendes skridt knirkede over en pude af sne. De svage, rosa solstråler kastede lange, grå skygger mellem træerne. Det var under frysepunktet nu, og et tyndt lag af rim var ved at brede sig ud over træstammer, visne blade og mospuder. Alting ville blive gemt under et lag af snehvid trolddom.

Barnet sad ved foden af et træ. Dawn spærrede sine blå øjne op i overraskelse over den lille pige. Hun havde bare ben og fødder! Og en lang hale og pelsede ører, men det kom i anden række. Hendes tæer var blålige og hendes næse rød af forkølelse. Dawn var meget sjældent syg, men hun var særdeles bekendt med symptomerne. Paladset var et frygteligt opholdssted sidst på efteråret, hvor alle gik rundt og snottede.
"Ååh" Sagde hun nu med en stemme, der var fyldt med forundring og medlidenhed. "Jamen.. hvad laver du dog her ude?" Hun knælede forsigtigt ned ved siden af pigen og aede blidt hendes ene skulder. "Fryser du ikke frygteligt?"

Dawn var forbløffet over sig selv. For at sige det mildt. Hun vidste ikke, hvornår hun selv havde talt uopfordret til et andet menneske. Hun huskede derimod tydeligt mødet med den anden elver, hvor der var blevet knyttet et mærkværdigt bånd - men der havde de ikke talt, slet ikke. Dette var noget helt andet.


"Her, nu skal du se.." Hun tog sine vanter af og rakte dem frem til pigen. Så begyndte hun at kæmpe med spændet, der holdt hendes kappe samlet.

hun var gået lidt tilbage for hun blev lidt bange men hun frøs meget, hun rystede forfærdeligt, hun hostede igen, hun havde en meget høj feber som gjorde hende ør i hovedet og hun kunne ikke tænke klart, hun stod bare og var ved at falde sammen, den lille krop kunne snart ikke klare mere hun havde været udenfor om natten for hun havde ikke andre steder at gå hen"alene"sagde hun

Pigen trak sig bort og peb et enkelt ord.
"Helt alene?" Spurgte Dawn sammenbidt. Hun kæmpede indædt med spændet, der nægtede at underkaste sig hendes vilje. Så! Kappe gled ned over hendes skuldre, og hun trak den helt af. Så trådte hun helt hen til pigen.
"Så.. Se nu.." Denne gang var hendes sagte stemme ganske blid. Hun kiggede på pigen, knælede ned ved siden af hende og lagde forsigtigt kappen over de spinkle skuldre. Så lagde hun hænderne på pigens arme og gnubbede dem forsigtigt for at give hende varme.
"Her.. tag nu mine handsker på.."

hun smuttede væk fra hende og kappen selvom hun frøs, hun var ikke tryg, hun hostede voldsomt, hun så lidt på kvinden, hun tænkte stadig ikke klart, hun havde ondt i hovedet og havde meget høj feber, hun faldte sammen/hun besvimede af den høje feber, hendes krop sagde næsten stop

Dawn sprang og og trådte længere frem mod pigen, forsøgte at fange hende med kappen, mens en kalm følelse af panik boblede op i hendes mave. Det var fuldstændig sindsygt. Her ude i den kolde vinterskov jagtede hun, elverfolkets Leonora, Leopolds Dawn, åndernes Blækøje, en lille pige, der rystede af kulde. Så, pludselig væltede pigen. Hendes krop blev helt slap. Et billede af en slap kludedukke fyldte Dawns sind. Hun sprang det sidste stykke hen til pigen, smed sig ned ved hende og pakkede hende ind i kappen. Hun begyndte at gnide de spinkle arme, anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Solen sank længere ned, tågen mellem træerne blev tættere. Vinterånden, hun havde talt med før, satte sig ved siden af hende og fulgte interesseret med.

"Vågn op! vågn opvågnopvågnop!" Dawn kaldte højt og rystede den lille krop. Hvis pigen døde.. Panikken voksede til en gigantisk klump i hendes hals, der gjorde det svært at trække vejret. Det blev mørkt for hendes øjne, og et øjeblik tænkte Dawn med den så inderligt kolde ro, kun panik medfører: Jeg dør!
Så blev verden klar igen, og det gik op for hende, at hun græd panisk. Store sorte tårer. Som olie løb de ned over hendes blege kinder uden at trække spor. Hun havde helt glemt, hvordan det var at græde.
"VÅGN OP!" Nu skreg hun, hulkede og gispede efter vejret. Hun trak sin skindjakke af og viklede den om den spinkle, slappe pigekrop. Hun gav barnet sine vanter på fødderne og trak sin hvide hue godt ned om de store, bløde katteører. Det var ligemeget med hendes egen krop. 'Jeg mærker det jo alligevel ikke..' Og det gjorde hun ikke.
Hun løftede den lille krop op og vaklede et stykke frem. Barnet skulle hjem i varmen, barnet skulle hjem og blive rask. Men hun var tung, det arme lille skind. Og Dawn var svag, og panikken tærede på alle hendes kræfter. Hun vaklede lidt endnu, og mærkede ikke, at de første snefnug var begyndt at falde.

Som lette, hvide tårer fra himlen. Stilhedens øjesten er den hvide fred. Dawn elskede sne. Den pudrede, lette sne fra den fjernde, intetsigende himmel. Sneen der dæmpede alle lyde, sneen der faldt som fjer fra fuglenes vinger. Sneen, så smuk, så blød. Stilhedens hjerte kunne næsten mærkes gennem den hvide vidunderlighed.
- Men nu. For første gang i sit liv mærkede Dawn, hvordan dette element var farligt, ragede livet til sig. Nej, hun havde aldrig selv været i fare. Altid var hun blevet beskyttet på alle måder. Engang havde en skovånd båret hende gennem en snestorm, og hun havde leet af forundring over verdens abnorme skønhed. Nu skræmte det hende, en dyb, inderlig angst, en angst, der kun gjalt pigen, den lille pige i hendes arme.

Efter ti meter måtte Dawn sætte pigen ned og gispe efter vejret. Straks efter løftede hun igen den lille krop og fortsatte, mens angsten boblede i hendes bryst. Vinterånden gik ved siden af hende, bleg og tavs, mens skovånden var helt forsvundet. Dawns arme begyndte at gøre ondt. Solen var helt væk, og mørket begyndte at trække sammen.

"ER HER NOGEN?"
Det grådkvalte råb rungede ud og ind mellem de rimklædte stammer, ud i den tynde tåge, ud mellem de tætte, hvide fnug. De sorte tårer faldt på den nye hvide sne. Hvis ikke der kom nogen, ville pigen dø.

hun rørte lidt på sig efter noget tid, hun var ved at få varmen igen, men hun var stadigvæk helt væk, hun sov på en måde oh hun drømte om de dejlige ting hun havde oplavet, møde nye venner haft det godt sammen med dem og så var de bare væk, helt væk og hun stod alene tilbage i mørket"mor"mumlede hun i søvne

Er her nogen?. Emias hørte et nødens råb for sit indre.

Emias gik med hastige, lette skridt igennem sneen der delte sig for hans fødder. Luften var koldt og man kunne se hans ånde denne dunkle aften. Han bar en sin saltvandsfarvede kutte, men havde ikke hætten over sit ansigt. Han kornlyse hår virkede gulligt i forhold til den kolde sne. Emias frøs, men han havde ikke tid til at tænke på sig selv. Mayea havde sendt ham med et formål. Han vidste endnu ikke hvad han skulle gøre eller hvor han skulle gøre, men lugten af panik ledte ham på sporet. Han gik i yderligere et stykke tid. Han kunne mærke at han nærmede sig. Lidt forude i mørket så han noget. Han så en livløs skikkelse og en tilsyneladede desperat kvinde.

"Så lange Mayea er her, er her altid noget, troende". Emias indåndede igen. Hans ånde han i den kolde luft, som var det røg. Han bøjede sig forover. Sneen rundt om den livløse skikkelse, som han var gået tæt på, var smeltet. Hun svedte. Hun havde feber. Hun var døende. Emias satte begge hænder ned i den kolde sne, der smeltede unaturlig hurtigt.
"Mayea kræver et offer. Hvis hun skal redde denne sjæl, må du ofre noget, Dawn. Du må slutte dig til Mayea og leve efter hende ord, ellers vil jeg ikke kunne redde hende". Sneen rundt om den livsløse pige smeltede og forsvandt hurtigt, så hun ikke ville lægge lige så koldt. Emias havde evnerne til at redde hende, men ville hendes veninde ofre sig selv for at redde pigen.

Mayea ventede spændt. Hendes profet gjorde det godt.

Dawn vendte sig med et sæt. Der stod een. En mand. Hun var fristet til at flygte. Hun ønskede altid at flygte, når der var fremmede. Hun brød sig ikke om dem. De forstod hende ikke. Men barnet. Dawn satte sig ned ved siden af barnet, som hun et øjeblik havde sat fra sig. De var kun kommet omkring hundrede meter fra deres begyndelsessted, og nu kunne Dawns spinkle, sekstenårige krop ikke mere. Hun trak den lille pigekrop ind til sig. Måtte passe på hende. Den lille havde feber. Hendes ånde var hvid i det tidlige vintermørke.

Han kom nærmere. Dawn ville sige noget, men gjorde det ikke. Hun stirrede bare på ham. Han var omgivet af en ring af lys. En glorie af blåt. Som havet. Hun hørte mågeskrig. Hun mærkede bølgebrus. Mayea, vandets gudinde svøbte dette menneske med sin magiske aura.
Og så talte han. Dette menneske. Og fyldte Dawn med en inderlig afsky. Så inderlig, så inderlig. Jo, han måtte skam gerne tale for sin gud. Alt, hvad han ønskede. Og havde situationen været en anden ville hun måske endda have lyttet. Hun vidste Mayea fandtes, hun troede på hende. Men blive dennes tjener? Hun ville til hver en tid sige nej. Hun var åndernes.
Og så stod han her og truede med barnets død. Og hvor kendte han hendes navn fra? Det kom i anden række. Han var et monster. Sådan.. Påtvinge andre sin mening. Hvilken..
"Barnemorder!"
Ordet sprang ud af hendes mund, hun kunne ikke stoppe det, kunne ikke trække det tilbage. Hun hadede ham for det, han havde sagt, frygtede ham og frygtede skæbnen lige så vel.

Men barnet..

hun lå stille igen, hun sov meget tungt og det kunne være farligt i kulde, hun rørte lidt på sig en gang imellem"mor"mumlede hun igen, hun drømte om sin mor, den mor hun aldrig vil se igen, den mor der er en dag forsvandt fra hende

Dawn råbte af ham. Barnemorder. Hendes ånde var særlig hvid. Særlig kold og indeholdt særlig meget vand. Emias kunne smage hendes ord. Fornemme hendes had. Det gav ham et stik i hjertet. Kunne hun ikke forstå? Man kan ikke redde en sjæl, uden at kræve en anden? Kendte Dawn ikke til havets og balancens dyder?

Mayea strammede sit greb om Emias. Hendes vilje var fast som is og hendes krav var ikke til forhandling. Emias kunne mærke det. Han vidste at sagen ikke var til diskution. Enten invilliget Dawn eller også var der ikke noget han kunne gøre. "Du kan ikke kalde mig en barnemorder. Vaget er dit. Enten accepterer du ellers må du finde hjælp et andet sted". Emias brød sig ikke om det, han brød sig ikke om at se et lidende barn uden at gøre noget. Men Mayeas vilje var stærkere end Emias' personlige syn. Hun måtte af alle vide hvad det rigtige ville være at gøre.
"Jeg handler ikke på mine egne vegne. En fornærmelse af mine handlinger er en fornærmelse af Mayea hende selv", sagde Emias. Han var ikke sur, men hans stemme var kold som sneen der havde fanget de to piger.

Emias skævede ned til barnet. Hun var stadig inden for hans rækkevidde. Mayea kunne stadig skænke hende livet tilbage.

"Valget er dit dawn. Men beslut dig, selv ikke vandet renser alle sår"

"Jamen.."
Han talte så blidt. Og sagde de hårdeste ord. Og var det ikke hendes valg? Jo det var hendes valg. Men var det ikke et umenneskeligt valg. Og sneen blev ved med at falde. Og smeltede på hendes kinder. Det føltes som tårer, det blev til tårer, tårer så sorte som blæk, så glatte som olie. De løb ned over hendes kinder og faldt på den smeltende sne. Dawn kiggede op mod himlen og blev blænnet af et snefnug. Hun blinkede det væk og forsøgte at søge tilflugt i skyerne. Hun følte ånderne meget tæt på, men ønskede ikke at se dem. Ikke lige nu. Og dog var de hendes flugtrute fra verden. De passede på hende. Derfor var hun så klemt. Det var kun barnet, der ikke blev beskyttet af en overjordisk magt, og nu bad manden hende om at afsige sig sin egen beskyttelse. Forstod han ikke, at det var umuligt. En due er skabt til at flyve, om den vil det eller ej. Den kan ikke bortforklare sine vinger, kan ikke fjerne dem, og glemsel er ingen udvej. Således kunne Dawn ikke slippe sin magiske gave, der i dette øjeblik syntes som en forbandelse. Hun kunne kun knuge den spinkle barnekrop og håbe på et mirakel.

-Er det virkelig så svært? Det er jo bare et formskifterbarn..
Vinterånden talte. Snefnuggene syntes at samle sig til en mærkværdig, umenneskelig, hvid skikkelse. Den melodiske stemme var sørgmodig, bebrejdende? Nej, den var alt andet end bebrejdende, medlidenheden var bare så frygteligt stærk uden at være udtrykt.

Hun ville ønske Leopold var der. Han kunne heale alle sår og flytte bjerge. Han var verdens stærkeste troldmand, kun et spinkelt løfte om aldrig at tage liv holdt hans kræfter tøjlet. Hvad ville Leo have sagt? Hun vidste det godt, og da hun fremsagde ordene, syntes hun næsten, det lød som en magisk ed.
"Hvilken gud ønsker da at lade et barn dø?"

Hun løftede hovedet og hendes øjne, der var gråblå og fyldt med sorte tårer, spejlede hans ansigt på en mærkværdig, buet måde, så han kom til at ligne en sær fisk. Hun så sårbar ud, som hun sad der. Spinkel i sin blå striktrøje. Hendes læber var blege, hendes hud var bleg. Det blonde hår faldt ned om hendes skuldre, blankt og fint, kronet af snefnug, der havde en mærkværdig lighed med hvide blomster. Hvide skindbukser, bløde støvler, spinkle, let blålige hænder, der knugede om pigen, den lille pige, der var pakket helt ind i hvidt. På en eller anden besynderlig måde var det næsten et gudebillede i sig selv. Hvis man så bort fra det trodsige udtryk i Dawns ansigt og de mørke rander, sygdommen havde trukket om barnets øjne.

"Tjener du virkelig en gud, der er sådan?"

Måske var Mayea sådan. Det vidste Dawn ikke. Hun kendte ikke ret meget til vandets gudinde, havde aldrig interesseret sig ret meget for denne ophøjede skikkelse. Hun havde i langt højere grad studeret dennes afkom. Engang havde en flodånd, der lugtede stærkt af stillestående vand og fisk, sagt til hende, at den ikke var Mayeas barn, men en ånd skabt af det, der var før guderne. 'Vi er skyggerne af alting, og vi har liv og tanke. Og selv om man glemmer os, så husker vi.. Og du husker, for du er en af os.. med kød på..' Og så havde den boblet og spruttet af latter, og Dawn havde leet med, selv om hun aldrig havde forstået, hvad han talte om. Det gjorde hun endnu ikke, men hun var sikker på, det ville komme en dag.

hun vågnede lidt, hun havde fået meget varme, men alligevel ikke nok, hun rystede et par gange, hun puttede godt som hun var ind pakket i alt det tøj, hun kiggede lidt op på kvinden der holdte hende, hun smilte lidt og lukkede øjne igen*hende kan jeg godt stole på*tænkte hun for sig selv, hun havde stadigvæk en meget høj feber

Emias brød sig ikke om hele denne affære. Et barn var døende. Hans gud var bestemt. Hvorfor kunne denne Dawn ikke bare følge Mayeas vink ligesom han selv gjorde? Mayea ville jo give sin gave til Dawn. Sin velsignelse, hvorfor kunne hun ikke bare accepterer?

Emias kunne mærke det. Mayeas vilje det var fast som is, begyndte så småt at smelte. Mayea ville ikke have et barn på samvittigheden. Skulle hun tillade det?

Emias trak vejret ind lydløs. Den iskolde luft i hans lunger blev opvarmet og kom ud som dug. Han var nødt til at beslutte sig. Dawn ville hellere lade et barn dø, end at ofre sin egen frihed.

"Vandet er et stort kredsløb. Hvad der forlader havet, vender altid tilbage. Mayea kan redde pigen, men hun vil forblive syg. Alt vi kan gøre nu er at udskyde hendes død", sagde Emias. Mayea var tilfreds med ham, selvom hun måtte udvære en ny tilhænger. Emias kørte hænderne over noget sne der smeltede og vandet satte sig fast på hans hænder. Han tog hænderne på hver side af Dokuros hovedet og begyndte at messe. Vandet lyste svag et øjeblik inden det faldt til jorden. Det burde kunne fjerne feberen.

"Barn, Mayea tilgiver dig dine synder. Åben øjnene"

Dawns skuldre sank og hun skjulte sine øjne med sin ene hånd. Den anden trak barnet tættere ind til hende. Lettelsen gjorde hendes knæ som gele og fik tårerne til at strømme.
"Tak, tak.."
Hun lagde hovedet bagud for kunne se barnets redningsmand. Hendes ansigt var strimet af de sorte tårer, men lettelsen fik et lille bitte smil til at lyse op.
"Tak til dig og tak til Mayea.." Hun ville sige mere, men det blev aldrig til ord. Mayea måtte være stor, end selv om hun kun var en af de mindre guder. Hun lovede sig selv at hun ville bringe et offer til dennes tempel på paladset. Måske en stor buket blomster eller en kage, der kunne blive delt mellem tilhængerne. Ja, en kage, jo det ville hun gøre. Det føltes godt at love den slags. Hverdagsagtigt.

Sneen blev ved med at falde. Som et blødt gardin lagde de hvide fnug sig over landet. Den hvide fred. Skyerne på himlen faldt ned på jorden. Himmel på jord.

Hun tog sig sammen. Det kunne ikke passe, at hun sad og flæbede. Den lille pige var reddet.
".. Vil.. du så ikke nok også hjælpe mig med at bære hende tilbage til tårnet?" Ellers ville de være lige vidt, bare udskyde den endelige dom. Men i tårnet ville pigen kunne få varmen rigtigt. Få mad og få varmen. Og Leopold ville kunne fjerne sygdommen, når han kom hjem. Og manden, Mayeas tjenende ånd, han skulle med. Afskyen for hans person var helt taget af. Han var blevet en helt.
Og et eller andet sted fortrød Dawn det, hun havde sagt, men kun meget langt borte. Hun havde jo ikke selv kunnet hjælpe barnet, end med åndernes opbakning.. Vinterånden, han ville i hvert fald aldrig være skredet ind. Det var nærmest hans pligt at tage livet af de mennesker, der vovede sig uforberedt ud i hans element.


//Og jeg er ked af det, men jeg tror ikke, jeg kan komme til pcen igen før engang på søndag..//

hun lå stadig med lukket øjne, hun var faldte i søvn igen, hun drømte ikke noget, men med et kunne hun se et blåt lys, derefter drømte hun mange drømme både gode og dårlige, man kunne se når det var en dårlig så var hun lidt urolig, men ellers så var hun stille og rolig


//helt okay^^//

Dawn blev rørt kunne Emias se. Han var glad for den beslutning Meyea havde taget. Han hadet når hun lod børn dø, men han vidste at det der bliver taget fra havet måtte vende tilbage. Ligesom Dokuro. En dag ville hun blive taget af havet, det vidste han. Derfor var det svært for ham at dele glæden med Dawn. Han forsøgte at skubbe de triste tanker væk og forkusere på at få barnet ind i varmen. Hun så ikke speciel tung ud så Emias ville sagtens kunne bære hende.

Emias lavede en fagt der lignede et svømmetag og sneen delte sig ydmygt. På den måde ville de lettere kunne få Dokuro tilbage til tårnet. Han tog hende op på sin ryk og sagde: "Lad os gå". Hans stemme var sørgmodig, men beslutsom.

Den hvide sne, som lagde sig på skovbunden, fik den bevægende skikkelse til at træde frem. De små hvide snefnug lagde sig på det sorte hår, som gemte de grønne øjne. Øjne gennemsøgte den næsten forladte skov. Den varme ånde stod ud af Hacks mund, og lavede små skyer. Kappen som han havde kastet over sine skuldre, fik kulden til at blive ude. Støvlerne lavede fodspor i sneen, og sneen knasede efter vægten. En uset gren svirpede imod han ansigt, og efterlod sig et rødt mærke for at vise den havde været der. Hack gik tomt videre, uden at ligge mærke til det røde mærke på hans ansigt.

//håber det er ok jeg joiner. Går igen hvis det ikke er //

//det er okay med mig men vi skal lige vente på Dawn//

//helt iorden ;D//