går en tur HELT alene

//Nej, hvor er I søde ^^ Takker//

"Tak, tak skal du have."
Dawn kom på benene og tørrede sine øjne med bagsiden af en spinkel hånd. Hun var uendeligt lettet. Mørket var ved at blive tættere. Tågen, der havde ligget mellem træerne, var blevet opløst, eller også var den bare skjult mellem snefnuggene, der faldt tæt og uendeligt, en evig strøm af hvid stilhed. Hun begyndte at gå. Først et prøvende skridt, for at se, om han fulgte med. Det så ikke ud, som om den lille piges vægt gav han problemer. Hun ærgrede sig en lille bitte smule over, at hun aldrig før havde forsøgt at træne sine muskler til at bære mere end lige det nødvendige.
"Denne vej." Hun talte roligt nu, for de var på rette spor. Hun begyndte at gå og glædede sig for een gangs skyld til at komme hjem. Til daglig var stjernekiggertårnet bare et sted, hun sov, studerede og spiste. Al overskydende tid brugte hun i skoven og på markerne med ånderne. Leo var heller aldrig hjemme i denne rkigstid. Han skulle heale så mange soldater, tjene hvem der end sad på tronen. Dawn vidste ikke lige, hvem det var i øjeblikket. Det kom ikke hende ved, havde det aldrig gjort. Hvorfor skulle hun? De interesserede sig heller ikke for hende, hun var bare en pige, bare healerens barnebarn. Hun burde måske tage oprørets parti. Men hendes forældre havde ikke gjort det, ikke så vidt, hun vidste, i hvert fald. Det var også så mærkværdigt. Der gik så mange rygter, man vidste aldrig, hvem der var hvem. Alle var alle, ingen var noget.
Nej, men hun ville alligevel blive rask, det lille skind. Nu hvor Mayea havde fjernet feberen kunne den lille formskifter helbredes med søvn, varme og god mad.

Så mærkede hun noget. En eksistens. Måske var det en let blafren i vinteråndens essens? Den gik ved siden af hende og vaklede med eet som et gardin, et forhæng, der bevæges af en pludselig, let trækvind. Måske var det bare den mærkelige, næsten umærkelige følelse af gennemskuelighed, den følelse formskiftere altid vakte i hende. Eller det var en lyd, en lyd så stille, at man ikke ved, man har hørt den, at man bare ved, den har været der. Det kunne have været så meget, men hun vidste det.
"Der er noget..." sagde hun dæmpet, henvendt til manden, hvis navn hun endnu ikke havde opfanget. Hendes stemme rystede en lille bitte smule. Hun gjorde en bevægelse, nikkede ud mod det skyggeagtige, næsten levende mørke. Sneen faldt.

hun sov bare videre, hun var glad for at nogle ville hjælpe hende, hun sov ikke så tungt, så hun kunne godt høre hvad de andre sagde, hun vågnede lidt da Dawn sagde der var nogle"hvem?"spurgte hun søvning

Emias kunne også mærke det. En ny tilstede værelse. Han tog sig nu ikke af det, for den eneste tilstedeværelse der rigtig betød noget, var vel Mayeas. Hun var overalt for ham og betød alt for ham. Mayea var et glimt i øjet på ham og udfyldte tomrummet i hans hjerte. Uden Mayea kunne Emias ikke forestille sig livet. Så hvorfor bekymre sig om en ny tilstedeværelse?

"Skal vi gå videre, Dawn, min kære", sagde Emias friskt. Han var glad. Mayea var glad, Emias var glad. Emias bar Dokuro videre. Hun spjættede lidt og snakkede lidt, men det gad Emias ikke tage sig af.

Hack stoppede op. De små skyer forsvandt langsomt, og stoppede helt. Stemmer? I en skov som var forladt. Rynker på panden formede sig hurtigt. Et stille suk forlod Hack. Hvorfor havde menneskene overtaget tronen så han blev nødt til at gøre det her. Han sukkede, og lukkede tungt sine øjne. Det sorte hår forsvandt, og hele kroppen forsvandt nærmest. Tøjet faldt tungt, og afslørede en ulv.

Ulven rystede fornøjeligt sin sorte pels, og kiggede ned på tøjet. Hurtigt slæbte den det ind i et krat, og begyndte langsomt at gå imod stemmerne. Poterne rørte næppe sneen før de allerede havde flyttet sig. Ulvens skridt var stille og i rask tempo.

"Det ved jeg ikke.." Hendes stemme var stadig dæmpet, da hun talte til barnet. Den indre mistro til fremmedlegmer i skoven var ikke let at nedbryde - hun ønskede ikke at nedbryde den. Det ville være som at lukke en stor, fremmed skæbne ind i den lykkelige lysning, der udgjorde Dawns verden. Hun havde ikke lyst til at dele sine hemmeligheder med nogen. Måske den lille pige, for hun ville forstå på en anden måde. Hun ville forstå som børn forstår. Måske?

”Jo, denne vej.” Hun fandt vej i mørket som en kat på vej hjem. Intet problem. Skoven var hendes hjem. Han havde kaldt hende Hans kære. Hun var ikke kær, og var hun på nogen måde hans? ”Hvorfor kender du mit navn?” Hun løftede hovedet og så på ham. Hvad mon han hed. Hvad mon barnet hed? Hun havde slet ikke spurgt, og det er end noget af det vigtigste, når man har med børn at gøre. Dawn ville gerne være pigens ven. På en eller anden måde ville hun gerne sikre sig, at det gik hende godt. Tanken om de bare ben i sneen gjorde helt ondt.

Sneen blev ved med at falde. De hvide fnug lagde sig overalt, hvirvlende som lette fjer fyldte de den kolde vinterluft og himmelrummet med deres blødt rungende stilhed.

Følelsen af at blive forfulgt, den fremmede eksistens, det, der var i nærheden, men ikke kom frem, følelsen gik ikke væk. Dawn satte farten op.

hun vågnede noget mere, hun så ud i sneen, hun sys det var smukt, men osse farligt, hun så rundt"jeg er sulten"sagde hun, hun rørte lidt på sig, men hun var stadigvæk pakket godt ind, hun kunne ikke se hvem der havde reddet hende

Emias trak vejret ind. Han pustede ud, men hans ånde var ikke længere synlig. Han gav barnet til Dawn. "Hold". Han ord var kort fattet. Præcist. Det var en ordre. Emias tog en håndfuld sne op i sine hænder. Han lugtede til det. Mærkede det. Lyttede til det. Meayeas medie var vand i alle former. Hun sang for ham. Mayea sang for verden, men mest til Emias. Hun advarede ham. Sneen i hans hånd smeltede og han råbte:

"Hvem der?"

Lyden af alle stemmerne, fik ulven til at standse brat op. Dens ører var rejst, og viste klar at den var på vagt. Dens varme ånde stoppede, og var i små, korte og stille gisp. Stille, meget stille, strøg den over sneen, og kiggede rundt. De mørke øjne rettede sig imod de tre personer, som var i nærheden. En stille knurren steg op i dens strube, og den rejste svagt dens børster. Ulven kiggede nærmere på de tre skikkelser. Den kunne ikke se om det var nogle den kendte, eller hvilken race de var. Langsomt dæmpede den dens knurren, og kiggede bare på dem, helt stille.

Dawn tog imod barnet med et gisp gisp. Manden puttede pigen over i hendes favn uden nogen videre forberedelse. Dawns hænder gjorde med eet vældig ondt. Kulden havde åbenbart gjort sit.. Hun kunne ikke komme til at kigge på sine fingre nu, men hun var sikker på, de var blege og svære at bevæge.

Så var der den ukendte.. forfølger, var hun fristet til at kalde denne ukendte eksistens. Denne forfølger, det var den, Mayea tjener nu søgte efter. Dawn vidste allerede, hvor den var, forklædt som et af skovens dyr. Hun mærkede den, før hun fik øje på den som en mørk, uanseelig plamage mod det gråhvide. Mørket var blevet tættere.

Den kom snigende. Gjorde sig lang og flad og gled nærmest hen over sneen, ganske lydløst. Så standsede den. Dawn kunne ikke se alle disse bevægelser tydeligt, men hun vidste det bare. "Der.." Hun gjorde tegn med hovedet, mens hun hviskede til manden, Mayeas tjener, der sikkert også var ganske klar over den fremmedes opdukken. Hun trykkede barnet tættere ind til sig og trak sig bagud, frygteligt bevist om sin hjælpeløshed.
Hvad skulle hun da gøre, hvis ulven sprang på hende. Hun ville ikke kunne afværge noget med armene og sådan set heller ikke beskytte pigen. Men nu var det dog aldrig sket, at et vildt dyr havde angrebet hende.. Men var en formskifter et vildt dyr?

hun var nu hos Dawn, hun så ulven"vov hund"sagde hun, hun smilte, men nøs lidt, hun puttede sig noget mere, hun så på Dawn"det er en hund"sagde hun, hun smilte, hun havde det lidt bedere, for hendes feber var jo væk nu, hun hostede lidt, den var stadig voldsom, hun puttede sig, hun var helt stille.

//OOC: håber det er ok jeg joiner ;D, har ikke brugt denne char i lang tid og tænkte det var på tide at komme igang igen, desuden "kender" Fal dukuro //

Fal fløj gennem skoven i form af en ørn, sveden piblede af hans pande... Hvor. var. Dukuro, HVOR?! Han kunne ikke se hende, men pludselig opfangede hans øre noget. Han stoppede et kort sekundt op valgte at vende rundt og gå efter lyden.
der!!! der var hun jo, hov vent lige lidt.. Hvem var de andre?! Og hvorfor virkede dukoru ikke helt sig selv... Normalt ville han være rationel, men som Dukuros reserve "onkel" følte han det var sin pligt at skaffe hende i sikkerhed med det samme, koste hvad det ville.
Så han fløj ned og landede blot et par meter væk fra gruppen og forvandlede sig straks til menneske. Hans øjne var både vilde men også fyldt med viljestyrke.
Fast i stemmen, kold som is, og en svag undertone af vrede indgydet af frygt for at Dukuro var skadet sagde han "giv. mig. Dukuro." hans øjne stirrede direkte ind i kvinden der holdte hans "niece".
Han rækte en hånd frem som tegn på han ville under alle omstændighedder tage hende. Og hans anden hånd rækte om bag på ryggen efter hans sværd i tilfælde at den anden person, eller ulven angreb.. Vent ulven, den virkede ikke helt normal den måde at reagere på passede ikke helt ind. Han smed hurtig tanken væk og fokuserede på målet.

Mayea skreg Emias i hovedet. Hun advarede ham. Fortalte hvad han skulle gøre. Emias fik øje på ulven, men inden han fik taget stilling til den kom endnu en til. Et menneske der skiftede form på en kvalmende protest måde. Emais havde ikke noget i mod andre racer, det var ham forbudt. Han brød sig nu ikke synderligt om tanken om at de på en så unaturlig måde muterede kroppen.

Emias var tvunget til at koncentrere sig om den nyankommende frem for ulven. Han ville have Dokuro. Mayea havde givet ham for opgave at beskytte hende og det ville han gøre med sit liv - og sjæl - om nødvændigt.

"Hvilken ret har du til at tage Dokuro ud af Mayeas bestyttelse?". Emias fornemmede vrede hos den nykommende. Den var delvist placeret på Emias. Uden grund. Mayea havde lige frelst hende og takken var at han blev 'truet'.

Emias indåndende. Mayea fyldte ham med kræfter. Det kunne udvikle sig og Emias skulle være forberedt.

Ulven/mortimer kiggede på manden, men rettede straks blikket imod de tre andre. Stille, og meget forsigtigt, strøg den igennem krattene, som næsten omgav den. Mortimer kom igennem krattene, og kom hen til de tre der stod der. Han kiggede undersøgende på dem. Den lille pige, med katteørerne, manden som snakkede meget om Mayea, nok en tro tjener og til sidst kvinden, som holdte barnet. En flygtig tanke om at de var en lille familie slog ned i ham, men han slog den hurtigt væk igen. Manden, som krævede det lille barn, måtte have et form for forhold til den lille pige, ikke alle kræver et barn ud af nogens arme.
Mortimer lagde sig ned i den kolde sne, og gjorde klar til at iagttage alt hvad der nu ville ske.

//mortimer er stadig i ulve form, gad bare ikke at skrive ulven xD//

Dawn trak uvilkårligt barnet ind til sig. Nej, han skulle ikke have hende. Ikke uden hendes tilladelse. Hun havde påtaget sig en opgave, havde på en eller anden måde lovet sig selv, at hun skulle hjælpe pigen, en tanke, der lå langt uden for hendes normale tankegang. Hun havde før hjulpet dyreunger, men mennesker.. Aldrig. Det havde hun aldrig troet muligt.

Sneen faldt. Hvidt. En hvid dyne over blod og død og sorg. Dawn vidste det. Vidste, hvordan sneen tilgav til den smeltede. Den hvide fred, den hvide død. Hun elskede sneen. Hun følte stilhedens ånder så frygteligt tæt på, når det sneede. Disse fantastiske, sky væsner. Hun elskede dem. Og nu brød hun denne stilhed.

”Nej!” Hendes stemme var rolig. Fattet, fordi hun stod så stejlt på sin beslutning. Han måtte tage barnet med magt, hvis han turde. Ellers gav hun det ikke fra sig. Men han havde sagt et navn. Hvis barnet kendte ham.. Var hendes beslutning så forkert? En formskifter, det var barnet jo også. Far og datter? Under alle omstændigheder havde han været aldeles uforsigtig. Sådan at lade barnet være alene i skoven. Tåbe. Nej, derfor skulle han ikke have hende. Hendes ryg smertede, og det kildede sjovt i hendes kinder af kulde, når et snefnug ramte hende. Det lyse hår var kronet med hvide fnug, en krone af isblomster, og det strikkede stof i den blå trøje, der havde været let fugtig af tågen før, var ved at blive stift.
”Du får hende ikke af mig.” hendes øjne glitrede farligt. De var mørkeblå som et hav under en tordensky og spættet med lysere striber. De syntes næsten at lyse i mørket. Hendes blege hænder, der knugede om det lille barn, hun knapt nok kunne bære. ”Ikke, hvis ikke du har en god forklaring på, hvorfor hun ligger herude med dødelig feber..”
End i det tilfælde var hun ikke sikker på, hun ville give barnet fra sig. En følelse af tæt samhørighed, en foragt for manden, der sådan pludselig kom dumpende og endda truede med at trække blank. Kujon, tænkte hun hånligt og vendte sig halvt væk, så han ikke ville ramme barnet, hvis han gik til angreb, mest for en ekstra ekstra sikkerheds skyld. Hun var selv beskyttet på alle leder og kanter. Vinterånden svævede let ved hendes side, skovånden fulgtes ganske uset rundt i krattet med ulven. En elmeånd stak hovedet ud af sit træ, brød sin dvale og kiggede sig søvnigt omkring.

hun så Fal"onkel!"råbte hun, hun var glad for at se ham og ville ned og over til ham, men Dawn holdte for fat om hende så hun ikke kunne, hun på Fal med triste øjne og gav så op med at prøve at komme fri.



//hvis i ser jeg ikke skriver nok linjer er det fordi min skærm er meget lille^^//

Fal så hvordan hun trykkede Dukuro tættere på sig, som prøvede hun enten at beskytte hende.... eller beholde hende. Han var for oprevet til at kunne tænke klart, han træk sit sværd ( ).
"giv. mig. MIN. NIECE!" Sagde han, hvorefter hans strubebånd kort blev til det af en drages og han lavede et stort brøl som fik mindre mængder sne til at falde ned fra trægrene.

Da hun sagde hun var syg kikkede han på hende, hun var syg. En hel ny bølge af skyld kom skyldende ind, han var overbevist om at det var hans skyld, det måtte det være... Hun var sluppet afsted uden han havde opdaget det i et par minutter... Og han havde ikke kunne finde hende... Han blev ved med at beskylde sig selv, det måtte jo være hans skyld!!!


han....han måtte rette op på det, rede hende fra disse.... skabninger og få hende hjem i varmen, få hende i sikkerhed.
"giv mig hende nu... Dette er min sidste advarsel" sagde han, denne gang var hans øjne tydelighvis let våde fra minuttet før.

Han stemme blev en smule dybere, en smule mere skræmmende og stærkere "nu, eller jeg lover jer en fremtid så skræmmende at i ikke vil kunne forestille jer det!" Han kikkede kort på Dukuro før han lavede et falsk roligt smil og sagde "dukuro jeg kommer nu, bare rolig de for ikke lov at skade dig... Onkel Fal skal skam nok skaffe dig i sikkerhed."

Onkel..!?
Det var hendes onkel, den lille piges onkel. Så var det vel i orden.. Men denne onkel syntes mere eller mindre vanvittig. Mere. Han trak sit sværd, og Dawn blev i tvivl. Et øjeblik havde hun faktisk været ved at overlade pigen til ham, men nu -. Ikke under nogen omstændigheder. Han stod der, en truende skikkelse med sværdet hævet. Han måtte være gal. Hans råb rungede gennem vinterskoven og det gav et sæt i Dawn. Hun trykkede pigen endnu tættere ind mod sig, følte sig tvunget til at beskytte barnet.

Hans sidste advarsel. Dawn følte sig pludselig meget hævet over situationen. Manden, "onkel Fal" stod og truede med sit svær, tydeligvis helt ude af den i modsætning til hende. Hun kiggede på ham, grundigt. Hans silhuet i det lette mørke var bred. Han var i hvert fald et hoved højere end hende. Han var egentlig pæn, ville i hvert fald være det på andre tidspunkter. Nu så han stresset ud. Stresset og syg på en eller anden måde. ((læs: syg af bekymring))

Han lovede dem en frygtelig fremtid.. at slå dem ihjel, alt¨så. Dawn følte kun tom kølighed mod hans trussel. Tåbe. Vrede plettede hendes kinder med rødt. SKADE BARNET?

Hun brød igen sneens stilhed.
"Du får hende ikke af mig." hendes stemmes ro kom helt bag på hende. "Skade hende?" Hun vrængede ad ham, med en grimmasse af afsky. "Tænk dig om.. Vi fandt hende i skoven, på grænsen til døden. Alene dét er vel en grund til ikke at stole på dig.. Hvem lader et barn gå rundt i sneen med bare ben og fødder? Ikke jeg. Og du hævder, vi skader hende. Vi passer på hende, vi hjælper hende. Og så kommer du ragende som en gal og truer en ubevæbnet kvinde "(Hun brød sig ikke om at kalde sig selv kvinde. Hun var kun seksten år og barn endnu efter hendes egen målestok..)" - med et sværd? Hvordan skal jeg kunne overlade hende til dig?"
Mens hun talte trådte hun til siden og baglæns, kantede sig nærmere Mayeas tjener, ikke fordi hun havde behov for hans beskyttelse, men måske for at give indtryk deraf.. Eller bare for at lægge større vægt på Vi? Hun vidste ikke, hvorfor hun havde brugt det ord så meget. I starten havde han handlet som et svin, hun havde foragtet ham, som hun foragtede slavehandel, og nu.. Følte hun sig næsten, kun næsten, for hun brød sig generelt meget lidt om andre menneskers selskab, tryg i hans nærvær.

Der var selvfølgelig ulven ude i skyggerne, men den kom i anden række nu. Den, formskifteren, som den var, Dawn følte det helt ind i sine knogler, var vel heller ikke så dum, at den angreb en større forsamling af mennesker. Eller 'onkel fal' - det var måske en mulighed, han var formskifter og skiftede form uden at bekymre sig om regler og foreskrifter. Hvis ulven var på kongens side, ville den nok ikke bryde sig om denne opførsel. Den kunne dog ikke så meget som strejfe de andre tre.. Ikke med mindre, den kun gik efter blod og død.. Men så var den selv ude om det.

- Pas nu på, Blækøje..
Dawn spjættede umærkeligt og kastede et lynhurtigt blik over skulderen.
En ånd, hun ikke kendte navnet på, stod ved siden af hende. Det var en mørk ånd. Den var blank, mindede på en eller anden måde om en oliepøl. Den havde skikkelse som et menneske, i hvet fald et øjeblik, så var sikkelsen utgennemskuelig igen.
- Vi skulle nødigt fremprovokere en konflikt, der kunne ende mord, vel?
Den grinede bredt og viste sine sylespidse tænder. Dawn var godt oppasset. Stakkels "Onkel Fal", hvis han var dum nok til at gå til angreb.

hun så på Fal"onkel har du ikke tante Amy og Reves med?"spurgte hun, hun så på Fal endnu, hun tænkte på Amy og reves og i sær reves som hjalp hende væk fra øen med ham den onde mand og skelleterne, hun tænkte osse på Amy hende som havde været en rigtigt tante for hende of som havde opmunert hende og alt det der

Mortimers mørke øjne, fulgte de to personer. Manden, Onkel Fal, så ud til at gøre alt for at få pigen ud af kvinden, eller pigens, arme. Sådan som det hele trappede op, lavede en uro inde i hans mave, som fik ham til at ligge endnu mere stille. Den hvide sne, begynder at lave en koldt tæppe omkring Mortimer, hvilket får ham til at ryste svagt på kroppen, og får sneen væk fra pelsen.
Ville hele det her møde ende med mord? Hvis det skulle ende sådan, vidste ikke Mortimer helt hvad han skulle gøre. Skulle han løbe, og stikke halen imellem benene? Forsvare en af dem? Eller bare kigge?
Alle de tanker, som løb igennem hans hoved, fik ham til at fjerne opmærksomheden fra optrinnet. Mortimer fik hurtigt rettet hovedet imod det igen, og kiggede stille på dem med de næsten sorte øjne.

//Måske ikke så vigtigt indlæg, men bare for at vise at jeg følger med //

//hvor bliver i andre af???//

//Tror vi alle venter på Emias..? Jeg gør i hvert fald..//

//jeg venter faktisk bare på nogle svar xD//

//EMIAS EMIAS! HVOR ER DU!? *kigger under en sten* HALLLOOO///

//Okay, vi mangler både Fal og Emias.. Hvor lang tid skal de have? en uge?//

//FAL, EMIAS KOM PÅ NUUUUUUUUUUUU!//