går en tur HELT alene

//ventede på Emias ville poste. Har været på har bare fuldkommen smidt det ud af hovedet at svare heri >.

//Jeg skal lige være med, venter vi på Emias? eller kører vi bare på?//

//Skal vi give ham en uges frist eller noget? Og ellers bare fortsætte..?//

//dokuro-chan her han har snart haft 2 uger,tro han har haft det skal vi ikke bare køre videre??//

//jeg stemmer på at køre videre, dog ikke muntert. Men efter to uger har har vist haft en chance? eller?//

//Vil jeg et eller andet sted også sige..//

// Okay, ved ikke hvordan jeg skal formulere dette, men prøver bare ;D Jeg tænkte lidt over om det var ok hvis Mortimer forsvandt ud af emnet? Han er jo ikke til særlig meget nytte, nok mere en tilskuer xD
Og et spørgsmål berettet til Dawn/Nina/Safran osv. vil det være ok, hvis det er ok jeg smutter, at jeg joiner emnet i den der kro?
Lyder måske lidt sjovt xD//

//Oh yay! Join ^^ joinjoinjoin! *glædelse..*//

//Venter lige på de andre/ Dokuro-chan og Fal//

//igen, jeg stemmer for at komme videre. Og gør det bare mortimer ;P//

//okay, så tror jeg smutter ;D der er jo tre stemmer (Nina, Drame/Fal og Mig) for at det er ok at jeg smutter ;D Undskyld dokuro jeg ikke ventede på dig//

De dunkle øjne kiggede stadig på dem. En meget utydeligt suk forlod Mortimer. Hvilken rolle spillede han egentlig i det her? Ikke nogen efter hans mening. Selvom dette ville ende med mord, kunne han jo være ligeglad. Oprørene styrede jo riget lige nu.

Den hvide sne, som oplyste den sorte ulv i sneen, lagde sig blidt og stille på jorden. Nogle få snefnug landede på ulvens varme næse. Varmen, som steg fra snuden, fik snefnuggene til at smelte, næsten før de havde ramt den. Det sorte holdte kulden og sneen væk fra huden, og holdte ulven varm.

Mortimer mærkede den dejlige varme, og var taknemlig for at han havde valgt denne skikkelse. En af hans ynglings. Langsomt kæmpede han med de fire ben, og kom op at stå. Han rystede sneen af pelsen, og løb ud af udkanten. Lige før mørket opslugte ham, kiggede han på de tre personer. Følelsen af medlidenhed for pigerne, strøg i et splitsekund igennem ham. Hurtigt forsvandt han ind skyggerne i den nøgne skov.

//out, gætter jeg på ;D//

hun så på Fal"onkel har du ikke tante Amy og Reves med?"spurgte hun, hun så på Fal endnu, hun tænkte på Amy og reves og i sær reves som hjalp hende væk fra øen med ham den onde mand og skelleterne, hun tænkte osse på Amy hende som havde været en rigtigt tante for hende of som havde opmunert hende og alt det der


//nu er det jeres tur//

//for at bryde tavsheden som Dukuro poster jeg//
Fal trak vejret i dybe hårde træk, hans hovede snurrede rundt. Han kunne ikke finde grunden til sin vrede, han tog sig sammen et kort sekundt og prøvede at få al sin vrede ud
"ARRRGHHH!!!!" råbte han som han hammerede sit sværd ned i den hårde kolde jord, selv om jorden var hård som sten gled sværdet godt 10 centimeter ned før det stoppede. Det stod i en ca 60-75 graders vinkel.
Fal faldt til knæ og åndede stadig hårdt, han kæmpede for at holde den vilde del af hans natur ude, sådan var det jo med formskiftere.
han kikkede med røde øjne der tydeligt var fyldt med tåre, hvis der var noget Fal sjældent gjorde så var det at græde.
"jeg beder dig, giv mig Dukuro, hun er min niece og jeg vil ikke have der sker hende noget ondt. Tag ikke dette hårdt men igennem hele mit liv har jeg lært en ting"
hans øjne blev seriøse lige som han skulle sige disse ord
"stol. aldrig. på. mennesker!"

Dawn sprang baglæns. Hendes forskrækkede hvin hang et øjeblik mellem de høje, nøgne stammer, så var det væk. Han pludselige udbrud af vrede var kommet helt bag på hende. Sværdet dirrede. Spidsen sad dybt ned i den frosne jord. Dawn og barnet på den ene side og manden på den anden. Han var godt nok hurtig. Meget hurtig. Det blankpudsede metal spejlede Dawns opspilede øjne. Hun kunne legende let forestille sig blod løbe langs klingen og farve sneen dyb rød. Hun trak vejret i små stød, forsøgte at forberede sig på en eller anden form for kamp. Men i stedet for at springe frem i form af et gyseligt uhyre, sank manden ned på knæ. Hans ånde stod som lyse skyer omkring hans ansigt. Mørket blev tættere og tættere, dagen mere og mere grå.

Dawn knugede barnet ind til sig. Den lille pige, Dokuro, var tung i hendes svage arme. Manden sad ganske stille. Sammensunket i sneen som en trædukke, pludseligt befriet fra sin førende hånd. Kun hans brystkasse bevægede sig. Dawn spurgte i sit sind sig selv, om han mon var ved at blive kvalt, han var så stakåndet, eller om han mon bare sad og samlede kræfter til et angreb. Hun kiggede nærmere på hans ansigt, hans mørke øjne var rettet mod hende. Så mærkede hun rædslen vokse i sit bryst, for dér, lige under hans ene øjne, dér glitrede et tyndt men ganske tydeligt tårespor.

Voksne mænd græder ikke. Men han gjorde. Han sad der, en stor, mørk skikkelse med tårerne løbende ned ad kinderne og vreden strålende ud af øjnene. Snefnug lå i en lys krans i hans sorte hår. Kransen var kold i farven. Hans ånde var varm og hvid.
Sværdet havde ikke skræmt hende. Tårerne derimod, de rørte hende et helt andet sted. De rokkede ved hendes verdens grundlag. Voksne mænd græder ikke. Hvorfor gjorde han så? Rædslen steg i graderne. Pigen var så tung, hendes krop var så træt. Kulden, som hun ikke følte, sved i hendes hænder. Hendes vrede, hendes faste beslutsomhed var ved at tage af. Hun mærkede melankolien trænge på. Hun ville gerne hjælpe ham men endnu hellere flygte langt ind i skoven, hvor det kun var hende og ånderne og stilheden. Måske til elvernes land. De ville tage godt imod hende. Hos dem var stilheden evig og urørlig, end når de dansede og sang og lo. Hun savnede med eet elvernes land mere, end hun havde gjort i lange tider.

Så talte han med en stemme, der kom helt bag på Dawn. Hun lagde hovedet på skrå og mærkede, hvordan tårer, der under ingen omstændigheder ville komme frem i dagens lys, forsøgte at bane sig vej frem. Han bad hende, ganske, ganske venligt om barnet. I hans stemme hørte hun toner af ren kærlighed, den kærlighed, hun selv havde mistet. Den kærlighed, en far skænker sit barn, denne trang til at værne om dette andet liv. Hun krympede sig lidt, trak skuldrene op og trykkede barnet lidt tættere ind til sig. Hvor hun dog savnede sine egne forældre.
Dawn ville gerne give ham Dokuro. Hvis hans virkelig kun havde truet med sit sværd, fordi han elskede den lille pige, så ønskede hun ikke at stå ham i vejen. Hun nåede det ikke. Pludselig var det, som om der kom et nyt, blussende liv i hans øjne. Hun kunne ikke se det. Hun kunne bare mærke det som en pludselig forandring.
Stol aldrig på mennesker.
Så tav han stille og kiggede bare på dem.

Dawn var i tvivl. Skulle hun give ham barnet? Hun var intet menneske. Hun var elverfolkets Leonora. Hun fik altid at vide, at det ikke var til at tage fejl af. Hendes elveraner skinnede så tydeligt igennem, elverprinsessens ranke datter var således ikke lige let at overse. Men måske havde han haft for travlt med at være vred?

Hun slog øjnene ned og forsøgte at foregive mild vrede. Hun var ikke vred. Hun følte bare en uendelig trang til at se denne uendelige handlingsrække overstået. Hun trængte sådan til stilhed. Til åndernes sagte selskab, til sine drømme. Hun trængte til at blive sit velkendte, fjerne jeg.
”Jeg ville bare hjælpe hende.. Fandt hende jo helt alene med feber og alt muligt..”
Sagde hun sagte.
”Jeg ville beskytte hende..”
Hun hankede lidt op i Dokuro, forsøgte at få bedre fat om den lille krop, men hendes fingre var kolde og ubøjelige.
”ville bare hjælpe hende..”
Den sidste sætning gentog hun hviskende. Som om hun havde givet op, havde ladet ham vinde. Så løftede hun hovedet og stirrede ind i hans øjne. Det var svært at se tydeligt i mørket, og hun kunne ikke læse, hvad han tænkte.
”Lov mig, at du passer på hende..”
Bad hun stille og gjorde en næsten usynlig Kom-nærmere-gestus med hovedet. Han måtte godt tage pigen..
En lille bitte, lysende hvid tåre løb fra hendes øjenkrog, ned over hendes kind og dryppede fra hendes hage. Den faldt med snefnuggene og lå som en lille, lysende plet på den tilsneede skovbund.

hun var helt stille, hun så på dem efter som de snakkede"onkel"sagde hun stille, hun så ham græde"du må ikke græde"sagde hun roligt, hun smilte til ham"jeg vil gerne hjem"sagde hun stille

//undskyld det sene svar, p.s Dawn du fik da vidst ekstra skrive lyst? Eller er du bare så god? XD//

Fal trak sværdet roligt tilbage, næsten flydende. På grund af at hans muskler allerede havde forvandlet sig en smule var styrke ikke hans største problem.
Roligt puttede han sværdet på sin plads. Det føltes pludseligt lettere end nogensinde før, nok på grund af at han vidste han skulle få duruko hjem og i sikkerhed.
da hun begyndte at tale til ham kikkede han på hende, hendes hår fløj lidt rundt i den lette kolde vind og lod de spidse øre komme frem, det var der at logik tog fuldt over i hans krop. For det første havde han reageret fuldkommen idiotisk, for det andet var hun jo elver... Et folk man kunne stole en del mere på, de tog ære og venlighed seriøst... Ikke som mennesker gjorde.
Han rejste sig op og tørrede sine øjne kort, han indså hvor meget større end hende han egentlig var. men så snart han havde rejst sig satte han sig igen på knæ og kikkede ned i jorden.
"undskyld mange gange, je... vi formskifterer har et noget stærkerer bånd en andre væsner.... Vi har et bånd til naturen og hinanden der ikke kan brydes... Det trækker i os selv som børn og får os til at gøre ting vi godt ved vi ikke bør... Men vi gør dem fordi at vi har brug for dem... Derfor stak Duruko sikkert af, derfor indså jeg ikke i tide hvor hun var.........
undskyld..." Han tav et kort sekundt før han rejste sig op igen. og kikkede med nu rolige øjne ind i hendes øjne "lad mig gengælde din venskab, lad mig betale tilbage hvad du har gjordt for mig... Og dukuro..." Han gik et par skridt tilbage, og faldt i en flydende bevægelse på alle fire, hans krop groede med en farlig hast og hans hud blev til skæld... Efter 10 sekunder havde hans form taget den af en drages, Fal var en mester formskifter så denne form var en af hans bedste.
hans krop groede bag på et knoglesæde dækket med varmende hår og reb at holde fast i Pludselig tog hans skæl farve fra en døende hvid til en skinnende rubin farvede skæl

"kom ombord og jeg skal skaffe os varme, ly og mad." Selv om det var svært at vise nogle følelser i hans drageform, og mørket gjorde det ikke letterer, så skindte hans skæl ekstra meget og hans øjne var klarer end før.

"jeg vil oppe at sidde på onkel Fal"sagde hun, hun var ivrig efter at komme over til fal"mad, varme, varme, mad"sagde hun, hun ville så gerne hen til Fal, hun havde savnet ham så meget at det var ved at gøre ondt i hende

Dawn trak sig væk. Han havde foldet sig ud for hendes øjne. Han var næsten blevet voksen. Havde hun været typen, der grinede over sine tanker, ville hun have leet her i mørket. Nu bakkede hun skyndsomt uden for dragens rækkevidde, skyndsomt men også tøvende, både fordi barnet var tungt, men også fordi hun ikke ønskede at såre ham.

Han havde talt, noget så smukt endda. Og han havde knælet for hende. Let tøvende var ordene kommet ud af hans mund, han havde undskyldt sin mistillid og sine trusler. Så formede han et par sætninger om formskifternes natur. Det lød dejligt, når han sagde det på den måde, men Dawn følte, at det var noget, han sagde i blinde.

Et såkaldt stærkere bånd? Han kendte vel ikke hendes bånd til ånderne? Han kendte da ikke elverfolkets bånd til naturen og til deres fæller? Han kendte vel ikke Leos bånd til hende og hendes bånd til ham? Hvorledes kunne han tale for et helt folk? Men sådan var det måske? Hun kendte ikke formskifternes natur, hun gjorde sig bare formodninger bare ud fra sine egne erfaringer.

- Det er jo ikke alle, der ser som tingene så godt som dig, Blækøje..
Havde vinterånden sagt med sin udtryksløse stemme. Den havde taget opstilling ved siden af manden, ganske usynlig for ham.

Så havde han rejst sig op og kigget på hende. Hans øjne havde endnu været let hævede, som øjne nu engang bliver, når man holder gråd tilbage. Han havde tilbudt hende sit venskab. Så havde han forvandlet sig. Oh, hvilken rædsel. Dawns øjne var blevet store af frygt der i mørket. Hans krop var gået i tusind stykker som var hans hud blevet spændt ud over for stor en bue. En bue af lysende skæl. Han havde skiftet form til en drage. Hans hud var svundet ind i ham igen, væk, bort, ude af syne, mens hans kranium var blevet aflangt, øjnene havde flyttet sig, næsen var blevet mere reptilagtig. Tænderne var med foruroligende hast blevet lange og skarpe, han var belevet en drage. En drage med en saddel, endda.

Og så bød han hende at stige op. Det var det, fik hende til at bakke. Nej. Det kunne hun bare ikke. Det var ikke had, der fik hende til det. Det var heller ikke frygt. Det var en instinktiv reaktion, Dawns instinktive reaktion på andre mennesker. Og samtidig bad det tunge barn i hendes favn om at komme over til dragen. Hun vred sig for at komme fri, og Dawn vaklede et øjeblik i uballance.
"Nej.."
hviskede hun med en stemme, der lød som et forskrækket pip fra en kanin, der er fanget i en krog. Hendes øjne var blevet endnu større. Ganske jordnære, fordi det var, hvad en pludselig flugt krævede. Hun stolede ikke på ham, ville pludselig ikke have, han rørte hende, ville også helst bare sætte barnet ned og springe bort som en hare på flugt over en snedækket mark. Hun længtes så forfærdeligt efter stilheden og efter ånderne.
"Det kan jeg ikke.."
Hun så ned, hankede op i barnet og forsøgte forgæves at række det fremad, ud fra sig selv mod ham. Mad og varme, det var det pigen havde brug for. Men det havde Dawn ikke. Det var menneskelige behov, jordiske krav. Hun glemte af og til at spise, og følte slet ikke varme.

"Jeg har lovet at komme hjem før det bliver alt for koldt.."
Det passede ikke, men hvor skulle han vide det fra? Det var ikke transporten, hun frygtede. Det kunne umuligt være noget at tale om. Hun vidste, at hvis hun kaldte på vinterånden, ville denne med glæde sende en snestorm, en snestorm, hun kunne ride på. Skovånden var også parat til at løfte hende op og bære hende til udkanten af skoven. Drager.. Hvad farligt skulle der være ved det?
Nej, det var ham, hun var bange for. Det var ham og kontakten til andres verdner. Hun ville ikke give sig selv bort. Derfor trak hun sig væk. Derfor ville hun flygte.

Fal kikkede undrende på pigen "hvorfor ikke?" Før det gik op for ham hvorfor, hun stolede selvfølgelig ikke på ham endnu... Og desværre gav det mening.
Han lod sig ændre form igen, denne gang til noget mindre skræmmende, en grif... En mere simpel og mindre skræmmende form stadig istand til at flyve. Hans vinger hvar hvide med en svag mængde sølvgrå. De faldt næsten i med sneens farver. Han kikkede roligt på hende og sagde med en stemme rolig, i forsøg på at få hende til at slappe af igen, "jeg ønsker ikke at skade dem hvis det er det du tror, jeg prøver at gengælde din godhed og samtidig undskylde for min... idioti..." han kikkede lidt ned i jorden med hans nu ørne agtige ansigt.
Da hun sagde at hun skulle hjem kunne han sagtens høre falskheden i det, hans speciale havde jo været bedrag for at overleve...
"mit hus ligger ikke langt herfra, det er et lille træhus omkring 3 kilometer nord... Hvis du ønsker at komme så er du velkommen til at få en seng og en gang varm mad. Men indtil dag kan jeg i det mindste få min niece med mig?" han forvandlede sig hurtigt til et menneske, det var meget nemmere nu han havde strukket lidt ud. Som at løbe nærmest.
han gik rolig og hen til hende og gjorde klar til at tage dukuro i sine hænder "hver venlig at lade mig tage min niece med hjem i varmen." Sagde han med så rolig og overbevisende stemme han kunne. Han ville ikke skabe panik i hende.
"forresten jeg undre mig, er du magiker? Det er en af de eneste måder du da kunne klare dig om vinteren i det tøj og med en..øh...fin... krop som din" han ville ikke fornærme hende, men for ham var det tydeligt hendes krop ikke var bygget til hårde tider.

Hun trak på skuldrene af dragens spørgsmål og vred sig i tankerne lidt for at undslippe hans blik. Der var ikke bebrejdelse, kun undren, hun følte det, skønt hun ikke så det. Så blev han en grif, fik brede ørnevinger og et skarpt, gyldent næb. Han klikkede lidt med næbbet, da han talte.
Han ønskede ikke at skade hende, sagde han og undskyldte i samme ombæring for sin tåbelighed. Men det var jo ikke, fordi hun var bange for at ride på dragens ryg, eller fordi hun troede, han ville gøre hende ondt. Hun var ikke et barn, hun vidste det vel godt, at han kun ønskede hende det bedste.. Og dog, hun var ganske ude af stand til at stole på ham. Sådan var det bare. Han var ikke en af hendes. Hun ville på den ene side ikke såre ham, men på den anden side vejede års tankespind og drømme langt tungere. Hun krympede sig lidt i sneen.

Han tilbød hende mad og varme. En seng i hans hytte. Han troede nok ikke på hende. Men hun havde seng, hun havde mad og varme, det eneste hun manglede var en hjemkomsttid. Leo havde vist stor tillid til hendes evner i naturen. Det var hun glad for.

Så forvandlede han sig til et menneske igen og bad om barnet. Hun kiggede på ham. Overvejede et øjeblik. Først havde hun stået så stejlt på at beholde det, men nu, nu ville det næsten være en lettelse. Så behøvede hun ikke at bære det længere, hun behøvede ikke bekymre sig.. og så talte det også med, at pigen tydeligvis hellere ville være hos manden, end hos hende.
"Her.."
Hun rakte barnet over til ham. Hendes stemme lød underligt skinger, måske fordi der sad en klump af gråd i hendes hals og forsøgte at kvæle hende. Et øjeblik havde hun næsten følt sig knyttet til den lille pige. Så var barnet pludseligt væk, han stod med Dokuro i armene og hun bakkede igen lidt væk.

"Nåh.."
hviskede hun uden rigtigt at vide, hvordan hun skulle fortsætte sin tale. Pludselig opdagede hun hvor træt, hun var blevet i armene. Hun mærkede også, hvordan hendes elveraner pludselig gjorde det muligt for hende at stå på overfladen af den nu ankelhøje sne uden at synke igennem.
"Tak for dit venlige tilbud.. Men nej tak alligevel.." mumlede hun, med eet flov over ikke at kunne huske, hvordan man takkede og sagde farvel på en rolig og formel måde.

Så stillede han et spørgsmål, der fik hende til at spærre øjnene op af forundring. Om hun var magisk begavet. Han spurgte, hvordan hun kunne klare sig i kulden. "Jeg.. Ikke specielt.." hun trak på skuldrene og flyttede vægten fra den ene fod til den anden, stadig uden at synke mere end en lille centimeter ned i sneen. "Jeg var jo sådan set også klædt godt på i starten.." hun gjorde et næsten usynligt tegn mod Dokuro, der havde fået hendes hue, vanter, kappe og jakke på som beskyttelse mod vejret. Hun samlede hænderne, gned dem lidt og begyndte at knække fingre med en høj, nervøs lyd.

"Og nu.. vil jeg gerne hjem" Sagde hun tøvende og ganske stille. Hun brød sig ikke at tale med fremmede. Det gjorde hende så urolig. Hjem.. Hun ville gerne helt hjem. Hjem til hjertet af elverskoven. Elverfolket. De var de eneste, der forstod hende. Hendes mors familie. Hvor hun savnede denne fjerne verden. Den lå så uendeligt langt væk, bag bjerge og sne og store skove.. Hun savnede også stjernekiggertårnet, men slet ikke i så høj grad. Hun så det egentlig end ikke som sit hjem.. Bare en midlertidig bopæl, om end en særdeles vellidt bopæl.

//Og det er ikke for at flygte fra emnet xD .. I er fede at skrive med.. Og det gør ingenting, hvis det trækker ud.. Sådan er Dawn bare.. o.o //

hun så på dem, hun havde ikke rigtigt fulgt med i hvad de snakkede om, hun så på Fal og så på Dawn, hun kom over Fal, og det var hun meget glad for, hun puttede sig meget tæt ind til ham"onkel Fal"sagde hun stille, hun havde det godt nu, hun glædede sig til at komme hjem i hytten igen og få noget mad og sidde foran pejsen til hun faldet i søvn og blev lagt i seng af Fal eller amy hvis hun var der

//hehe 100% i orden , undskyld hvis min post bliver kort//

Fal smilede som han fik dukuro i armene, han krammede hende i lang tid før han grinte lidt, han kikkede på hendes hår mens han roligt strøede det. Følelsen af lettelse var ekstrem. Han kunne roligt tage hjem nu... Han tog endnu en dyb indånding før han kikkede på Dawn med et smil, han vente kort tilbage på dukuro og tog sik kappe af og puttede dukuro i den så hun rigtig kunne få varmen. "øhm.. du kan hente dit tøj imorgen, jeg skal nok sørge for at vaske det og have det klar til dig så tidligt jeg kan." Han havde et næstent faderligt smil på sin kind da han kikkede på dukuros hovedbund.

Da han havde stilt sit spørgsmål kunne han tydeligt se hendes ansigt og høre hendes ord, der var noget i dem, hun var magiker. Han vidste ikke hvilken type, og han var ligeglad. For ham var magikere lige så hellige som en formskifter, ihvertfald magikere der var udstøt på grund af deres magi.
"det er i orden, vi formskiftere er jo på en måde magikere kan man vel sige, vores race udnytter magien i luften til at skifte form... Så jeg er ligeglad med hvad eller hvem du er." Han grinte let, hvis der var noget han var god til så var det at se når folk løj.

"nå men vi er nød til at gå... Bare husk mit hjem er altid åben for dig, så længe jeg eller Amylia er der... foresten hvis hun er der bare bank 3 gange og sig at Fal har inviteret dig hehe." Han smilede roligt og kikkede på Duruko "skal vi flyve? Når vi kommer hjem kan vi få noget varmt og imorgen måske træne dine evner lidt?" Den normalt kolde vind virkede som intet andet end et lille pust nu.
Han bøjede sig forover og lod 2 store hvide vinger gro frem. Egentlig mindede han om hvad lysets magikere beskrev som en engel. Han brugte også kun denne form når han skulle væk med en lille person. "farvel" Sagde han og lod sine vinge baske sig op fra jorden og op i himlen.

//out i guess ;P Håber det er ok med dig Duruko? ^_^//

//helt okay jeg følger bare med dig...mig slipper du ikke så nemt af med//

//dukuro og Fal tager hen til Amylias emne, dog efter at have brugt en dag or so hjemme siger vi, så hun er rask og måske har trænnet sine evner svagt? XD så har du lidt mere at kunne skrive om. Der er jo ikke meget at skrive om for Dukuro pga alder, tænkte at måske ville hun have mere at lave hvis hun havde øvet sig på formskiftning//

Dawn så dem genforenes og gned sine øjne. Hun savnede sine forældre. Så lettede de. En engel og et barn. Hun vinkede ikke, trådte bare et skridt frem og bredte sine arme ud. Hun mærkede en kraftig vind blæse op, den rev i hendes lyse hår, trak i hendes trøje og løftede hende så fra jorden. Der var sne i vinden og vinteråndens glædeslatter klingede højt og tydeligt mellem snefnuggende. Det gjorde henge glad. Skovånden begyndte at løbe. Den sorte ånd fulgte også med, og de fór over landet som en snebyge. Da vinden tog af, stod hun på toppen af stjernekiggertårnet.

//out//