Et plask i vandet

Demetri havde gået langt fra Den Store Skov. Han var gået langt nok til at nå en by. Han skulle væk fra pigen. Før han kunne blive knyttet til hende. Han havde ikke turde stoppe i byen så han var gået udenom, og nu stod han så her. Hvad skulle han gøre? Han sad på den lille badebro, der lå øde hen, denne kolde aften. Han vidste ikke om han frøs. Det var lang tid siden han var holdt op med at lægge mærke til sådan nogle ting. Meget lang tid siden. Han svingede benene ud over badebroens kant, og badede de bare tæer.

Venus svømmede rundt i det mærke vand, hun kigge op, men slog hovedet op i en badebro"av"sagde hun og svømmede ud fra den igen og kiggede op, hun så en stå på broen, hun kendte ikke personen.

Der var et plask i vandet, og pludselig var der et dunk under broen. Demetris første idé, var at løbe langt væk. Væk fra alt, der kunne lave sådan nogle lyde, men pludselig dukkede en pæn pige op, der alligevel ikke var nogen pige. Hun havde ikke nogen ben, så hun ville ikke kunn følge efter ham. Hun ville ikke kunne nå ham, så han var på den sikre side. Han risikerede intet. "Hvad er du?" Spurgte han hæst, da nysgerrigheden overmandede ham, og han trak fødderne op.

"jeg er en havfrue"sagde hun og svømmede lidt rundt"hvem er du, dig har jeg ikke mødt før"sagde hun, hun kiggede på ham, hun dukkede et par gange, hun fat et flot perle, hun kiggede på den

Demetri stirrede intenst på hende. En havfrue. Altså ikke et menneske? Men det er tæt nok på. sagde en lille stemme bagerst i hans hovede. Han ville ikke stole på hende. Overhovedet. "Jeg er ikke herfra. Jeg er... Jeg er Pitro." Sagde han langsomt og usikkert.

hun så han følte sig utilpas, hun dykkede ned under vandet igen og kom ikke op igen, men hun så op på ham så godt som hun nu kunne se ham, og det var ikke særlig tydeligt, hun skulle til at svømme væk igen.

Han så den underlige skabning, havfruen, der dykkede, så åbenbart ville væk. *Nå, så er vi vel to...* Tænkte han utilpas. "Hvad hedder du?" Spurgte han ned i vandet, hvor den underlige skabning vred halen.

hun stak hovedet hurtigt op"venus"sagde hun og dykkede ned igen*jeg får aldrig nogle venner, alle syns jeg er underlig for jeg ligner ikke andre her*tænkte hun tris, hun begyndte at svømme væk.

'Venus' Underligt navn, tænkte han ved sig selv, men før han vidste af det var pigen næsten væk. Hvad skulle han sige til hende? Skulle han sige noget? Hvad var der med hende? Han undrede sig lidt, og så hende forsvinde. Hvad var der sket?

hun havde fået lagt perlen på badebroen og den lå der endnu, hun havde ikke set det store net og hun blev derfor fanget i det, nogle mænd ikke lagt fra badebroen råbte at de havde fanget stort, hun prøvede at komme fri

"Jeg har ngoet stort i nettet!" Skreg en tyk mand et godt stykke væk. Hans ansigt var vejrbidt, og han lignede en rigtig fisker. Demetris finger strejfede noget hårdt, og han så ned og fandt en perle. En fin lille hvid perle. Han kiggede efter Venus. Skulle han råbe efter hende at hun havde glemt sin perle? Han turde ikke. Da han kiggede efter, så han dog nettet et stykke væk, hvor Venus kæmpede. Han kunne mærke hvordan han blev bange ved tanken om at folk ville kunne lægge mærke til ham, men noget sagde ham at han måtte hjælpe. Han løb tilbage over badebroen, og fandt en rusten kniv i græsset. Han skyndte sig over mod nettet, et godt stykke fra fiskerne. Han tog en stor sten, som han kastede langt væk på den anden side af fiskerne, og de stirrede alle derhen og ville gå derover. Imen smuttede Demetri ned til nettet og skar snorene over.

hun kom fri lidt hurtigre end hun havde ventet, så hun tumblede igennem vandet, hun Demtri, hun så osse at fiskerne var på vej tilbage, hun hev hurtigt Demtri ned i vandet, hun fik ham hurtigt hen til badebroen, hun satte ham der op

Demetri fumlede med kniven, og da han hørte fiskerne komme tabte han kniven ned i vandet. Venus var dog kommet fri, og hun greb fat i ham. Turen under vandet var ubehagelig. Vandet trykkede, han kunne ikke få luft, og alt var så koldt. Men pludselig sad han der på broen igen og hev efter vejret. "Øh... tak." Mumlede han utilpas, og trak sig lidt længere ind på badebroen, imens vandet dryppede af ham.

"undskyld du skal ikke komme til skade på grund af mig"sagde hun"og perlen er til dig jeg kan ikke bruge den til noget"tilføjede hun, hun skulle at stikke af igen, men hun viste ikke om hun skulle lade ham blive alene der.

"nå, Jamen, jamen tak... tror jeg..." Mumlede han bange. håret dryppede stadigt, men det virkede ikke som om hun ville have at han kom til skade. Det virkede som om hun mente det. "jamen... Nå?"

hun havde det ikke godt med at lade ham være alene der på badebroen, hun svømmede lidt ud og slog et hårdt slag i vandet med sin hale, det fangede fiskernes opmærksomhed

Demetri så stadig på den pæne pige, der var en smule svær at blive klog på. pludselig svømmede hun lidt væk, og han overvejde at kalde på hende, men turde ikke. Hun svingede med halen, og et bemærkelsesværdigt *Splash* der næsten rungede. Men lyden var bare for høj. han krøb sammen på broen og ventede hendes næste træk. Hvis der kome flere?

hun dykkede hurtigt ned under vandet og så langt ned at man ikke kunne se hende, hun svømmede om på den anden side af badebroen, hun dykke lidt op der, hun prikkede Demetri på ryggen, hun var helt gemt bag ham.

Ikke så snart stirrede mændede, som Venus forsvandt. Pludselig var hun bare væk. Med et hørte han et plask i vandet, lige bag sig, og han stivnede. Langsomt drejede han hovedet, bange for hvad han ville finde, men endte med at kigge ind i Venus' pæne øjne. "Hvad sker der?"

"jeg gemmer mig, bare lad som om jeg ikke er her"hviskede hun,hun gemte sig lidt da mændene var på vej hen med dem, hun gemte sig hurtigt under badebroen da mændene kom der hen.

Det var ikke hendes skyld. Hun videste det jo ikke. Hun kunne ikke gøre for det... Men hun hade gjort opmærksom på Demetri. Stod det ikke lidt klart at det var hans mareridt?
Koldsveden begyndte at perle ned ad hans perle, og han kunne mærke han hænder der rystede som en espeløv. Han fik mere og mere lyst til at kaste og eller stikke af, da mændede nærmede sig.
"Knægt, kaster du ting ud i vandet? Rustne knive måske, der ødelægge vores net?" Spurgte en mandd med vejrbidt ansigt. Demetri rystede langsomt og kontrolleret på hovedet. "Nej... Nej Herre, selvfølgelig ikke. Jeg... Jeg tror der var noget ovre ved odden derhenne... Herre." Mumlede Demetri skrækslagen, og efter at mændede havde betragtet den lille dreng i noget tid, måtte de konstatere st han ikke kunne gøre så meget, og de vendte snart om.

der kom en bølge ind og hun slog hovedet op i broen"av"hun holdte sig hurtigt for munden, men hun hørte at mændene vendte om på broen da de havde hørt hende.

//Kommer med som Misel, ikke Mortimer //

Misel havde gået langt. Rigtig langt. Det var faktisk lang tid siden hun havde gået så meget. Hun tænkte tilbage på hvordan hun i noget tid havde trukket sig tilbage til skoven hun elskede så højt. Der var hun gået så langt ind at inden ville turde at gå derind. Muntert, med kappen, buen, pilekoggeret og det sædvanlige tøj, kom hun ned til havnen. Hun trængte til selvskab, mærke folks tilstede værelse, høre latter eller bare ord. Misel savnede det ganske enkelt. Imens hun gik og kiggede sig efter et eventuelt selvskab opdagede hun en lille dreng, der ikke så ud til at være i fineste tilstand og nogle fiskemænd. Misel havde trukket hætten over hovedet så man kun kunne se det røde læber, og havde trukket sig selv ind i skyggerne. Hun havde simpelthen udnyttet elvernes forsvinden til at kigge på hvad der foregik. Misel kunne ikke høre hvilke ord, der blev sagt da bølgerne overdøvede lyden. Fiskemændene havde snakket med drengen kort for hovedet og begyndte at gå ud på kajen. Dog lagde Misel mærke til at de pludselig stoppede og vendte sig om. Et enkelt blik på hele situationen og Misel gik ud fra skyggen. Hun tænkte på hvordan det ville være at spænde buen, tage en pil, spænde den for buestrengen. Og til sidst se den i en flot bue hamre ind lige ved siden af en af mændene. Misel kunne allerede nu se for sig hvordan rædslen blev malet i mandens ansigt. Hun smilede roligt for sig selv. Med de lette og lydløse skridt nærmede hun sig scenariet og stillede sig bag ved drengen, dog langt nok væk til ikke virke som en bekendt, og stadig tæt nok på til at forsvare drengen. Hun kiggede på dem under det mørke hætten skabte.

Av
Det var kun ét ord. Næsten ikke engang et ord, bare en lyd. Men lige præcis bare dén lyd, var det der kunne få hele hans verden til at ramle.
Mændene vendte om, og mistroen var malet i deres ansigter. Og lige præcis dén mistro, var alt, alt for bekendt. "Jeg ved det ikke." Mumlede han svagt imens, han langsomt skubbede sig selv længere ud mod broens kant. "Jeg ved det virkelig ikke..." Hviskede han imens hans hænder krammede hjørnet af broen. Demetri trak hans knæ helt op til hagen og kiggede ned for at skjule sine tårer. *Jeg burde have vidst det ville ske. Selvfølgelig ville det det. Og nu kommer de...*
"Hvad sagde du, knægt?!" Spurgte en af mændede højt, men Demetri hørte han ikke. han var for langt væk i sine onde minder.

hun hev ham ned under broen til sig, hun viste ham at skulle være stille, hun smilte ham. hun kiggede lidt over kanten, dog så at mændene ikke kunne se hende, hun holdte Demetri's hovede over vandet ved hjælp at sin hale.