Et plask i vandet

//Okay Douk, så svarer jeg lige hurtigt. Så kan Misel jo svare på noget mere bagefter ^^//

En hånd havde lukket sig om Demetris trøje, og med et var han blevet hevet afsted, -Lige for øjnene af Mændene. Men det var ikke det der fik ham til at skrige. Billederne bag hans øjenlåg havde været så virkelig, at da hånden havde grebet om ham, var det ikke Venus' ansigt han så. *De kom efter mig*
Chokket fik ham til at skrige, og han vred sig og næsten hulkede. Han hørte næsten ikke fortrinene på broen, men han fik øje på Venus' forskræmte ansigt og tiede. - Næsten. Han kunne høre mændene, og mændene vidste jo hvor han var, de havde jo set på ham imens han forsvandt udner broen. Han prøvede at kvæle sine hulk, der satte sig på tværs i halsen på ham, men de klynkende lyde kunne han ikke gøre noget ved.

Misel havde opdaget hvordan mændene kiggede på drengen. Drengen uden nogen form for forsvar. Hendes forårsgrønne øjne opdagede noget, der greb fat i drengens trøje og hev ham ned under broen. Hun blev bekymret, men udtrykket i mændenes øjne gjorde hende brat rolig. Den eneste trussel, der faktisk var der var dem. Mændene der truede en dreng, en lille dreng. Uden tøven havde hun allerede taget buen af skuldrene og fisket en pil op fra pilekoggeret. Pilen lå løst på buen, men hun vidste selv dybest inde at i en hurtigt bevægelse kunne en af mændene hyle op fordi deres ben var gennemboret af en pil. Misel hørte drengens lave klynken fra broen, og kiggede ondt på mændene igennem hættens mørke.
"Lad drengen alene" hvæsede hun enkelt til dem. Hendes personlighed var betydeligt ændret kunne hun mærke. Misel var begyndt at være mere ond imod dem hun ikke brød sig om. Buestrengen og pilen blev trukket tilbage, så hun var klar til at skyde. Ubevidst havde hun allerede taget et skridt imod dem. Hele hendes kropsbygning viste hvor vred hun var, hvordan blodet i hendes årer var køligt og medlidenhed var det, der lå bagerst i hendes tanker.

hun flyttede sig ind under broen igen, hun tog Demetri ind til sig, hun krammede ham"ikke græde der sker dig ikke noget"hviskede hun til ham, hun prøvede at berolige ham

Jo, et kram var venligt, men problemet var jo, at der altid var bagtanker bag venlighed. I hvert fald så vidt som Demetri vidste, og stadig kæmpende for at komme væk, kunne han ikke lade være med at klynke. Han fægtede med armene, sprakede med benene, og virrede med hovedet. "Jeg vil ikke mere. Jeg ved ikke noget. Jeg-jeg..." Resten fortabte sig i uforståelig mumlen og pivende lyde. "Jeg ved det jo ikke"

hun blev ramt af hans ene arm i hovedet, hun skubbede ham væk"alle fra land er ens"sagde hun, hun dykkede væk, hun svømmede ud, men to af mændene så hende, mændene fik fat i hende og hevet hurtigt op på broen

Misel vidste hvordan hendes trussel ikke havde noget effekt. Pludselig hørte hun ord fra drengen nede under broen tydeligere. Havde han oplysninger som mændene krævede at få? selvom dette ville være tilfældet var det ligegyldigt. Lige meget hvad skulle man ikke true en lille dreng efter hendes mening. Men i det øjeblik to af mændene opdagede en finne ude i havet og hev noget op vidste hun nærmest historien. Hun kiggede på havfruen med den blå finne og det lyse hår. Instinktivt hev hun buestrengen tilbage og sigtede. da hun slap kiggede hun på den flotte bue pilen fløj i. Misel vidste inderst inde at hele hendes bevægelser var blevet gjort lydløse. Pilen hamrede ned ved siden af en af mændene, knap en centimeter fra foden. Misel havde allerede trukket endnu en pil frem og langt den på bue strengen. Hun sigtede allerede på en af mændene.
"Lad havfruen alene"

Stadig i panik var der pludselig intet der holdt hans hovede, og desperat fik han kæmpet sig op på broen. Venus var der, og der var vel forkert, men hvad skulle han gøre? Hvad skulle han sige? Hans verden hang ikke sammen i mere end en spinkel tråd, og han krummede sig sammen ved hjørnet af broen med knæene under hagen. Han hørte nogle overraskede og forbavsede udbrud for nogle af mændene, men han tænkte ikke. Det var hans største bestræbelse Ikke at tænke. Hun gemte sit hovede i sit skød og hviskede for sig selv som få mange gange før, imens de tørre hulk blev færre.

hun prøvede at komme ned i vandet igen, men det var for svært for hende, men hun ville ikke give op, så hun prøvede igen og igen, men hendes hale ville ikke flytte sig nogle steder hen, hun følte hun var fanget.

Misel kiggede på mændene, ventende. Det endte med, imens hun truende holdte sin bue, gik hen til mændene og skubbede dem brutalt væk fra havfruen. Misel så fornøjet da de helt sikkert slap havfruen, og blidt og forsigtigt begyndte Misel at skubbe hende ned imod havet. Endelig fik hun hende helt ned i det og så plasket hvorefter det lå op til havfruen og komme videre. Derefter kiggede hun tilbage på mændene. "Idioter!" råbte hun vredt af dem. Rædslen vældede op i dem, nok mest pga. buen var spændt på det yderste. Misel tog endnu et skridt imod dem, men siden mændene ikke var egnede soldater eller lign. skyndte de sig videre, imens de råbte eder efter Misel. Misel var ligeglad, hun mente virkelig at de var idioter. Hun kiggede på pilen, der stadig sad fast i broen, og hev den op. Misel undersøgte pilespidsen og forstod at den sagtens kunne bruges igen. Hun sang pilen om tilbage i pilekoggeret og tog også pilen hun havde spændt derom. Hun svang buen omkring skuldrene, så hun let kunne gå rundt uden at holde på den. Da en lille vind kom, lod hun den langsomt tage hætten af hende, som gled langsomt, men ubesværet tilbage. Hendes lyse hår blev afsløret, sammen med de spidse ører.
Endelig vendte hun sig om imod drengen. Forsigtigt nærmede hun sig ham. Han virkede ikke som en der havde en normal familie. Da hun var én til to meter væk fra drengen satte hun sig ned og ventede.

Den lille dreng med den alt for store bluse, sad med hovedet gemt godt af vejen mod knæene, og ventede. Ventede på hvad der ville ske. Ventede på dem der ville komme. Og dog var det eneste han hørte et plask og nogle trin. Lidt efter måtte han løfte hovedet en smule, og så en smuk dame? Kvinde? Pige? Han vidste det ikke helt, med det betød ikke så meget, de var jo alle ens! ... Og dog. Hun havde ikke nærmet sig ham. Ikke talt til ham. Hun havde ikke prøvet på noget. Endnu. Med store forskræmte øjne, måtte han nysgerrigt betragte den pæne dame der bare ventede.

hun så op gemmen vandet og hvordan Demetri så på kvinden som havde fået hende i vandet igen, hun tog et hårdt hale slag ned mod bunden, hendes hale slog op over overfalde og lavede et stort plask*jeg får aldrig nogle venner*tænkte hun trist for sig selv, hun svømmede et godt stykke under vandet, hun havde ikke opdaget nettet foran sig og blev viklet ind i det, hun viste at ingen kunne hjælpe hende nu, hun prøvede at kæmpe sig fri, men det gik ikke og op kunne hun ikke komme, hun var fanget.

Misel kiggede roligt og venligt tilbage på drengen. Hun følte medlidenheden vælte op i hende, selvom det var et menneske. Han er jo bare et menneske barn tænkte hun, han udgør jo ingen trussel. Hun kiggede sig kort og flygtigt omkring, hvor var havfruen henne? Måske var hun bare svømmet bort. Misel kiggede tilbage på drengen, og kom i tanke omkring det lille stykke kød og brødet, der lå i hendes lomme. Forsigtigt fiskede hun det op af lommen og lagde det imellem drengen og hende. "Spis bare" sagde hun selvom drengen muligvis ikke var sulten. Måske havde han det fint, men det var lige meget. Bare tilbudet fik lettelsen, over at have hjulpet drengen, til at fylde hende.

Mad
Det var først da det lå lige foran ham, at han mærkede at han ikke havde spist siden dagen før, dagen før, den idag. Men kunne han spise det?
*Hvad forlanger hun til gengæld? * men en lille sulten stemme mente, at han da bare kunne spise det, og stikke af bagefter. Så med et hurtigt hug, strøg hans hånd ud og greb kødet og brødet, og han spiste hurtigt med grådige bidder, med øjnene stadigt fikserede på den smukke dames venlige ansigt. Og han forstod tydeligvis ikke hvad der gik af hende. "Venus." mumlede han pludselig, *Hvad med hende? Hun gjorde dig ikke noget... Endnu... Hvor er hun? Og kan den smukke damen være lidt ligesom hende?* Han blev færdig med maden, og slikkede hurtigt sine fingre fra undsluppne brødkrummer, mens han stadig kiggede på damen.

hun kæmpede stadig med at komme fri, hun mærkede at nogle begyndte at hive nettet ind og hende med, hun kæmpede mere, hun slog hårdt med halen, der kom nogle luft bobler op til overfladen

Misel kiggede roligt på drengen der kastede sig over maden, som om det var en dyrebar skat. Det var det nok også for ham. Hun kunne ikke lade vær med at smile overrasket over hvor hurtigt kødet og brødet forsvandt ned i den lille dreng. Dog ændrede smilet sig til en tænkende mine da han sagde "Venus". "Venus" hviskede hun meget stille for sig selv. Hvorfor skulle menneskebarnet sige det? Endelig kom hun i tanke omkring havfruen, og i samme øjeblik steg nogle luftbobler op fra havet bag ved hende. Hun vendte sig om, og kiggede på en fisker ude i båd, der trak i et meget stort net. Hun vidste der ikke var noget hun kunne gøre, eller?
Misel rejste sig op, og gik ud på spidsen af kajen. En træbåd lå og ramlede op af kajen. Hun kiggede tilbage og opdagede ingen fiskere. Med et glimt i øjet kiggede hun på drengen.
"Vil du med?" spurgte hun med sin fine stemme, der var blød, næsten bedende. "Jeg gør dig ikke noget" forsikrede hun hurtigt. Men ville drengen tro hende? Og kunne de nå ud til fiskeren før han opdagede havfruen? Misel vidste det ikke.

Et øjeblik overvejde Demetri at sige ja. Et øjebliks blindhed, og han var klar til at følge. Men han måtte minde sig selv om det igen. Det ville ikke hjælpe. Det ville være dumt. Men... ville den pæne dame ikke lige hjælpe havfruen? Og havde hun ikke lige givet Demetri mad? Han var ikke helt sikker på hvad han skulle tro, men i sidste ende, kastede han sig alligevel op i båden. Det var kun så meget han stolede på folk. Men det var da også mere end han før havde. Han nikkede blegt, og trak trøjen tættere om sig.

hun prøvede at kæmpe sig fri, hun var meget tæt på en båd nu, hun var blevet bange

//undskyld det korte svar er syg//

Misel vidste ikke om hun skulle føle lettelse eller glæde da drengen hoppede i båden. Dog kunne hun ikke lade vær med at smile bredt. Hurtigt viklede hun rebet væk fra kajen, og skubbede med åren, båden væk fra kajen. Båden vaklede let, men det var ikke svært at blive i den. Hun mærkede hvordan hun let fik varmen og viklede den uldne og varme kappe af skuldrene. Hun smed den imellem hende og drengen, imens hun tog fat i begge årer imens hun hev drengen, hende og båden nærmere på fiskeren.
"Undskyld!" råbte hun højt til fiskeren som kiggede op fra nettet. De var et godt stykke væk, men fiskeren stoppede med at hive nettet op. Håbefuldt hev Misel hårdere til i årene.

En ulde vest. Kun kort fra ham. Så tæt på. *Hvis jeg alligevel graver min grav, hvorfor så ikke gøre det ordeligt?*
Ha greb efter vesten, og trak den på i en håndvending. Han havde ingen anelse om, hvornår den smukke dame ville have den tilbage, så han trak knæene op til hagen og slog armene om dem. Dækkede sig godt til med vesten. Og så råbte damen. Men det var selvfølgelig ikke til ham. Til nogen fiskere.
Undskyld,
Hvorfor undskyldte hun? Hvad havde hun gjort? Lige meget hvad det var, så mændene ikke ud til at tænke så meget over det. De havde travlt med at hive et net ind, og skævede irriteret til dem. Demetri dukkede nakken, og med en hånd dækkede han arrene i nakken. *Kig aldrig nogen i øjnene*
Hvad lavede han egentlig ude i en båd med en fremmet dame? Og hvad med Venus? Hvordan skulle de kunne hjælpe hende, var det hele ikke håbløst?

hun så at en lille båd var meget tæt på hende,hun så at det var damen som havde skubbet hende i vandet som var i den lille båd, hun mærkede at fiskeren hev hårdt i nettet, hun ramte ind i båden og det kunne høres, hun blev slået bevisløs, så nettet var lidt tungere end før.

Misel bemærkede faktisk slet ikke at drengen havde taget hendes kappe, men hvilken forskel gjorde det? Hun brugte den jo ikke lige nu. Hun kiggede på fiskerne, som rev i nettet. Et pludselig bump imod deres båd rungede nærmest i hele havnen. Hun kiggede på nettet og bemærkede hvordan det så tungere ud. Med nogle ekstra tag i årerne lå hendes båd op ad deres.
"Jeg mistede en af mine pile, og den sidder fast i jeres net" forklarede hun uskyldigt. Fiskerne kiggede mistroisk på hende. Hun forstod hurtigt, at ord ikke kunne ændre deres mening. Med en hurtig bevægelse fik hun en lille sølvmønt frem. En af fiskerne spærrede øjne op. Hun kastede mønten over til dem. De greb den med lethed, og hun kunne se, at de tjekkede om den var ægte. Den ene nikkede. Hun kiggede på vandet og gøs, men der var ikke meget hun kunne gøre ved det.
"Jeg henter den" sagde hun med hentydningen til fiskerne. Hun smed støvlerne af og lagde buen og pilekoggeret i bunden af båden.
"Bliv her" sagde hun og smilede varmt til drengen. Med et hurtigt hop, hoppede hun ned i vandet.

Stille og usikker sad Demetri og kiggede på den smukke dame, der sprang i vandet, efter at have smilt. Men med et gik det op for ham at han nu sad overfor nogle mistroiske mænd der stirrede olm og overrasket.
Han var ikke siker på om han var bange eller bare normalt utryg. Med en hurtigt bevægelse stak han hovedet i det kolde mørke vand, og stirrede efter den smukke dame, og den pæne havfrue. Han kunne ikke se noget, men hans hovede begyndte at snurre. Det havde bare ikke hjulpet på den underlige følelse, da han trak det drivende hovede op ad vandet. Men vandet rørte sig noget mere.

hun kom til sig selv lidt efter, hun prøvede igen at kommme fri af nettet, hun slog hårdt med halen, så nettet næsten fløj ud af hænderne på fiskeren, hun blev ved med at prøve. men det var svært da nettet var meget stærkt, hun hev, sled og slog med halen for at komme fri, men det ville bare ikke lykkes for hende, hun kvinden som havde hjulpet hende for ikke så lang tid siden, hun håbede på lidt hjælp, da hun ikke selv kunne komme fri af nettet.

Misels blonde hår forblev blond, men svævede nærmest omkring hende. Hendes forårsgrønne øjne kiggede rundt, men hendes syn var svagt sløret da vandet pressede sig på. Luften i lungerne var der nok af. Hun kiggede sig omkring og opdagede det bevægende net. Efterhånden kunne hun se den smukke havfrue, og med nogle svømmetag var hun helt henne ved hende. Med en smule besvær fik hun sin kniv op af dens skede og den glimtede i det svage sollys. Hun begyndte at skære i nettet, imens rebet, et for et gik op. Hun kiggede med et sideblik til havfruen. Inde i hende selv ønskede hun at hun bare lå stille i nettet.

Var det et til plask i vandet? Efter det første? Små bobler og ringe blev langsomt dannet i overfladen, næsten som om nogle sloges under vandet. Demetri krympede sig og kiggede ned i bådens kant og i vandets slørede overflade. *hvor er du nu, smukke dame?*