Et plask i vandet

Misel kunne ikke lade vær' med at smile over at drengen faldt over sine egne ord. Dog var det ikke et særlig stort smil, da nervøsiteten lyste ud af ham.
"Jeg skal løbe, men langsomt?", "hvis jeg ville føre dig til en slavehandler, ville jeg ikke have gjort det nu? Hvis jeg vil føre dig til oprørene eller menneskerne, ville jeg ikke have gjort det med magt, i det øjeblik jeg så dig?"
Misel tav. Og nu løber drengen af frygt for mig tænkte hun sørgeligt over at hun sikkert havde skræmt drengen væk. Men alligevel, hvad kunne hun gøre ved det?
Med et håbefuldt smil kiggede hun på drengen, ønskede at han blev, ikke løb så hurtigt som hans ben kunne.

Stemmen skar og bekendtgjorde lige præcist det han ikke engang selv forstod. Og det var måske det der gjorde mest ondt. At få sagt det højt.
"Hvor skulle jeg vide det fra?" hvæste han, og skænkede ikke tonefaldet den mindste tanke. Hvad skulle han sige? Du er ikke som andre? Hun ville ikke kunne forstå det. Ingen kunne bare ordenligt. Dumme-irriterende-uberegnelige-unormale-pæne-dame. Lidt efter kølede han en smule ned, og bestemte sig at svare på hende første spørgsmål istedet. "Ja. Du må gerne løbe langsomt. Det ville være helt perfekt."

Misel blev kort forfærdet over drengens hvæsende tonefald. Dog forblev hun rolig, imens drengen kiggede på hende, som om hun havde dømt ham til døden. Dog smilede hun, som hun havde gjort så mange gange før, da han sagde hun skulle løbe, men langsomt. Med en venligt smil nikkede hun og vendte sig om. Med lette og rolige skridt løb hun langsommere end hun kunne, og stoppede op og kiggede sig omkring. Hun kunne vælge imellem at købe noget, skyde noget eller tage ind i skoven. Hun havde ingen penge, så hun kunne ikke købe noget. Så lå det imellem at skyde noget eller tage ind i skoven. Hvis hun skød noget, kunne hun ikke putte det over bål, så det blev klar, derfor ville det blive klogest at tage ind i skoven. Dog frygtede Misel at drengen bare ville løbe. Måske er han allerede løbet, tænkte hun, og sukkede pga. tanken.

Med et dybt suk vendte hun sig imod den lille markedsplads i havnen. Med hætten slået op over hovedet, så den rose farvet mund stak frem, og den elfenbenshvide hud rundt om munden, gik hun rundt imellem boderne. Misel listede og kiggede sig omkring noget hun som hun kunne tage uden at ejeren ville bemærke det. Helst æbler, brød, og hvis jeg er heldig kød. En stor menneskemængde fangede hendes øjne. Selvom hun var dybt uerfaren med at være tyv, forsøgte hun sig alligevel ad. Kappen dansede let omkring hendes ankler, og det løse og lette tøj var lydløst. Misel bemærkede, til hendes glædesel, at en bager- og frugthandler stod tæt på midten af menneskemængden. Uden at tænke over hvorfor menneskerne var samlet omkring noget som dette, sneg hun sig tættere på bageren. Nogle få mennesker var i gang med at købe brød, derfor var bageren distraheret. En lille brød, der lå meget tæt på kanten af boden, øjnede Misel muligheden. En mand skubbede ind i hende, så hun overdrev lidt og væltede ind i boden.
"Pas dog på!" råbte bageren ad hende, imens hun snubbede brødet ind under kappen. Misel skulle til at sige undskyld, med bed det i sig. Hun sneg sig bare videre, med det lille brød i hånden. Nu kom det sværre. Frugthandleren prøvede på at få sig nogle kunder, og manglede ligefrem ikke frugt. Med den ene hånd, svagt fremme, nærmede hun sig boden. Frugthandlen opdagede hende hurtigt.
"Hej, hvad skal det være? et rødt saftigt æble? eller en god pære?" sagde han smilende bredt og slog armene ud for at vise sit udvalg. Misel lod som om hun kiggede på varerne. Hun opdagede at pærerne lå nærmest, men stadig et stykke væk. Et spinkel idé med meget lille chance for at få et æble eller to, vendte hun sig om. Hun masede sig ind i flokken, og skubbede så nogle folk imod frugthandleren. Flere råbte og gik væk fra den skubbende flok hun skubbede. Dog var hun heldig nok til at nogle blev skubbet ind i frugthandlerens bod. Boden væltede, og æbler og pærer og massere frugt var ud over det hele.
"Nej!" skreg handleren, imens mange tog godt for sig af æbler og pærer. Misel lod sig selv snuppe to æbler, hvorefter hun løb alt hvad hun kunne med det lille brød og æblerne. Dog opdagede handleren hende.
"TYV!" skreg han og pegede efter hende. Mange sprang frem, for at få æren til at fange tyven. Måske ville de få en belønning. Fordømt! tænkte Misel, og løb endnu hurtigere. De faldt lidt bagud, men fulgte stadig med. Misel var nær gyden hvor drengen var, eller måske ikke længere...
Alligevel, uden at kigge efter stoppede hun op foran gyden.

"Løb med, eller gem dig for menneskerne" sagde Misel og nikkede imod de få der var på vej imod hende. Dog kiggede hun om drengen var der....

Som en mørk skygge, fulgte Demetri den smukke dame. med stor lettelse måtte han indse, at det bare var markedspladsen hun var på vej mod. Og flokke var perfekte. Han gjorde et stort nummer ud af at blive ét med alt, og alligevel have det ene øje på hende hele tiden. Selv turde han ikke engang se på maden. Bare at gøre noget der kunne få ham til at stå den mindste smule ud fra mængden var uacceptablet, så stille iagtog han folk, dyr og Den Smukke Dame. Hun havde en smart taktik, indrømmede han, og fulgte langsomt med hende tre skridt og to skygger efter. Og da hun løb måtte han naturligvis med. Halvt trykket op ad en mur, spænede han afsted som den skygge han følte sig som, og endelig gemte han sig bag en tønde, da hun stoppede op. Og ... snakkede? Til ham måske? Han så sig omkring, men der var ikke andre end dem der var på vej, så i et usikkert øjeblik, sprang han frem fra tønden, og greb damens hånd, imens han lukkede øjnene og fik benene til at bevæge sig hurtigere. *Hvad har jeg dog gjort. Hvorfor gør jeg det? Jeg bliver opdaget* tankerne gjorde hans ben til gelé, men med Damens hånd klemt ind imellem hans egne, løb han nu ellers bare til det bedste han havde lært.

Misel spjættede nærmest da drengen pludselig greb hendes hånd. Hun kunne mærke hvordan han knugede den ind til ham, dog kunne hun ikke lade vær' med at smile. Dog forstummede smilet da menneskerne nærmede sig lyn hurtigt. Misel fulgte med den lille dreng, og hun lagde mærke til at menneskerne efterhånden gav op én for én, alligevel var der én der blev ved. Æblerne og det lille brød hoppede rundt i den endnu mindre lomme. Frygten for at tabe det var stor, da sulten gnavede, men at blive fanget var endnu større. Hun lod sine grønne øjne kiggede rundt, overvejede at flygte ind i skoven med den lille dreng. Måske havde drengen aldrig været inde i skov før, eller måske ville han ikke følge med. Alligevel opdagede hun udvejen, væk fra forfølgeren. Hun førte drengen omkring et hjørne, og sørgede for at hun hurtigt kunne nå at sige nogle få ord. Dog blev det lidt mere til nogle fagter. Misel pegede på skoven, med hentydning til at han skulle løbe derind. Uden at sikre sig at drengen løb, tog hun buen af og trak en af pilene med de hvide fjer. Hun vidste dybest inde at hun ikke ville kunne dræbe manden, men såre ham, til at han ville stoppe kunne hun nok. Da fodskridtene blev tydeligere spændte hun buen og håbede drengen var løbet lidt væk. Den forpustede mand stoppede op da han så hende. Med et glimt af triumf i øjne og frygt kiggede han på hende. Misel bedømte ham hurtigt, et ar løb over hans ansigt, bevis på at han før havde været i kamp. Dog havde han en lille vom, der viste at dette var en glemt tid for ham.
"Vig bort" hvæsede hun bare. Hun trak pilen endnu længere tilbage og sigtede imod hans lår. Manden så ikke ud til at vige væk, og tog et truende skridt frem. For at vise sin afsky og at han ingen frygt følte, spyttede han ud efter hende. Misel trådte til side for spytklatten, samtidig med at hun affyrede et skud. Pilen fløj skarpt igennem luften og dirrede i jorden, knap en tå fra foden. Manden hoppede skræmt væk, men løb ikke.
Endnu et suk forlod Misel, hvorfor tænkte mændene sig ikke om? de tænker kun på deres forbandede ære! Misel trak hurtigt en pil frem, og affyrede den imod mandens arm, og så hvordan manden forgæves prøvede at undvige. Det hjalp lidt, men pilen ramte mandens arm. Mandens ansigtet formede sig til en smertefuld grimasse, og et lille klynk undslap ham.
"Så løb dog forbandede kvinde!" hvæsede han igennem sammen bidte tænder. Misel bakkede tilbage, og kiggede nu efter drengen. Manden var allerede løbet, og havde smidt pilen fra sig.

//skriv lige hvis Deem laver noget der ændrer handlingen. fx Deem springer på manden.//

//Dog ikke, dewt ville det lille nervevrag ikke kunne holde til xD og måske skal vi snart til skoven, hvis Douk alligevel er smuttet Oo//
Deem hev luften ind, lungerne sved og hjertet dunkende, men han satte ikke farten ned før Damen slap hans hånd. At hun ville have have ham til at løbe ind i skoven var klart nok, men en lille følelse gnavede i hans mave, og ville ikke have at han flygtede fra Damen. Hvem skulle så passe på ham?
Med en svag ironisk tanke, om at hun jo nok alligevel var som andre, satte han i løb igen, uden at tro på sig selv. Han spurtede og sprintede afsted, indtil han nåede et sted han kendte. Et sted hvor han havde mødt en anden venlig dame der også havde givet ham mad. Og mindsanten om der ikke var noget mere mad ved træets fod! Deem satte sig stakåndet, og kiggede efter den Smukke spidsørede Dame, var hun fulgt med ham? Om ikke andet, burde han så ikke give hende noget mad nu?

Misel kiggede sig endnu grundigere om, bare for at sikre sig at drengen ikke bare havde gemt sig. Hun håbede drengen havde adlydt, løbet ind i skoven. Dog havde hun ikke tænkt på om hun kunne finde drengen igen. Misel svang buen over skulderen og vendte sig imod skoven. Hun trak den mørkegrønne hætte over hovedet, så den røde mund igen kun blev synlig, og løb imod den tætte skov.

//Skifter vi emne til skoven eller? (skriver bare videre, så det kan være begyndelsen til det nye emne, vis vi altså gør det hvis det er ok med dig )//

Den tætte skov, der normalt ville få folk til at skutte sig, fandt Misel tryg. Hun øvede sig en elvernes lydløshed, imod hun ledte efter drengen. Hun erfarede hurtigt at han ikke prøvede at gemme sig. Jorden var blevet trampet ned der hvor drengen havde løbet, og grene var knækket. Alligevel kiggede Misel efter et potentielt bytte. En ræv, en due, hvis hun var heldig en hjort. Misel kiggede alligevel mere rundt efter drengen. Ledte efter en lysning, eller en tæt krummet sammen dreng. Pludselig fornemmede Misel drengen. Måske var det hendes ører, men hun mente at kunne ane en lille skikkelse. Forsigtigt nærmede hun sig skikkelsen, men der var hyllet ind i skygger, hvilket gjorde det sværre at kunne se hvem skikkelsen tilhørte.

// det er helt fint, vi skifter bare =) Jeg skriver i Skoven//

// okay //

//Out//