Et plask i vandet

hun så at kvinden hjalp hende, hun stoppede med at bevæge sig i nettet, hun kiggede rundt, hun holdte osse øje med båden

Misel begyndte nu af få besvær med nettet da hun manglede luft. Hvis hun kom op til overfladen, ville fiskerne vide at der var noget galt. Hun måtte skære nettet over. Rebene knækkede over, en for en, langsomt, i modsætning til hendes luft i lungerne. Hun greb så godt hun nu kunne omkring kniven og skar alt hvad hun kunne. Endelig fik hun skåret nettet over. Hun nåede ikke engang at kiggede på havfruen, fordi hun kæmpede med at komme op til overfladen. Lyset ramte hendes ansigt, og endelig brød hendes hoved overfladen. Alligevel hostede hun voldsomt da hun brød vandet.

*Endelig* Det lyse hår brød vandoverfladen, og hostende og spruttende, men hun var der.
"Her" mumlede Demetri, da han rakte hånden ud mod hende. Og det skræmte ham næsten mere end det overraskede ham, at han var villig til at hjælpe. For det var da det, han ville, ikke?

//Venter på Venus Wink

//

hun kom fri at nettet, hun svømmede hurtigt væk og ind under den lille båd de andre var kommet i, hun gemte sig meget, hun var bange for at der var flere net i vandet, hun kiggede rundt for at se om der var flere net, hun kunne se nogle, men hun ville ikke svømme ud alligevel. (sorry jeg først svare nu og det er kort har været i frankrig^^)

//helt iorden Wink

og var den en god tur til Frankrig) :)//

Misel hostede stadigvæk voldsomt, men kiggede op da den lille dreng rakte en hånd imod hende. Dog tvivlede hun på at han kunne hjælpe hende op af det isende vand. Alligevel tag hun blidt og forsigtigt fat i hånden med den ene og med den anden hev hun sig selv over bådens kant. Hun hostede stadigvæk, dog var det mere kontrolleret. Da hun fik styr på hendes hoste kiggede hun på fiskerne. Bag hendes ryg fiskede hun en pil frem.
"Tak" sagde hun med en hæs stemme, og hostede lidt igen. Fiskerne kiggede på hende.
"Og der var ingen fangst de herrer" svarede hun og kunne ikke lade vær' med at smile. Våd, og svagt frysende tog hun fat i årerne og hev båden ind imod land. Hun undrede sig stadig omkring havfruen var kommet fri, men der var dog ikke det helt store hun gøre ved det. Fiskerne hev nettet op, da Misel og drengen var et godt stykke væk fra dem. De så meget overraskede og vrede ud da de så hvordan over halvdelen af nette manglede. Raseriet farvede en af fiskernes ansigter rødt, imens den anden lagde en hånd på skulderen af den røde fisker. Misel var svagt lettet over at de ikke gjorde mere.
Misel hev til i årene, selvom hun engang imellem blev afbrudt af host. Med de forårsgrønne øjne kiggede hun op på drengen.
"Tak for hjælpen" sagde hun med en blid stemme og smilede roligt til ham.

//Deem her//

Tak. Tak for hjælpen.
Demetri havde næsten svært ved at tro sine ører. Havde en voksen lige takket ham?
Mumlende kiggede han ned, oog krympede sig sammen. Han forstod over hovedet ikke den smukke dame.
Hun var andeledes, og om det var godt eller skidt, vidste han ikke, men hun var ikke ubehagelig. I hvert fald ikke endnu.
Han lod sin ene hånd falde ned i vandet, og så vandet glide imellem fingrene.

hun svømmede under den lille båd, hun så en hånd i vandet, hun svømmede hen under den og lod sin hale røre hånden, hun vendte sig om på ryggen i vandet, hun kiggede op igennem vandet.

Misel bemærkede ikke hvordan drengen kiggede overrasket på hende, hvordan drengen lod vandet glide igennem hans fingre, den lille finne der blidt berørte hånden. Hun fokuserede bare på at hive i årerne, komme ind på land, og måske, hvis hun fandt det nødvendigt, forsvinde ind i skoven igen. Og alligevel. Hun kunne jo nærmest ikke forlade den lille dreng helt alene, selvom han virkede usikker i hendes nærvær, følte hun at hun skulle blive ved ham, beskytte ham. Misel vidste ikke hvorfor, måske var det bare moderinstinktet der var vækket i hende, selvom Misel ikke ønskede at blive en moder. Båden gled elegant igennem det blanke vand, og endelig gled den hen til kajen, hvor den med et blidt dunk ramte en pæl. Misel kastede en reb op på kajen, imens hun sprang op å kajen og bandt rebet omkring pælen. Da hun var færdig, kiggede hun på drengen, som faktisk stadig havde hendes kappe omkring skuldrene. Ville han komme med op? Imens hun ventede tog hun sin bue og pilekogger med om, imens hun svang dem omkring skuldrene. Derefter kiggede hun venligt og ventende på drengen, med et bredt smil.

//Deem igen^^//
Endeilg var de inde igen, og eventyrenes tid var ovre. Den smukke dame tog sit pilekogger, og kiggede på Deem, der straks trak kappen af og lagde den imellem hende, og langsomt kravlede han op ad båden og gik i en lille varsom ring rundt om Den Smukke Dame. Langsomt sneg han sig ind mod det faste land, og en lille håbefuld stemme hviskede at han måske ville kunne slippe udskadt væk alligevel.

hun var stoppet med at følge båden efter de kom in på lav vand, hun kiggede lidt op fra vandet, hun holdte øje med dem, hun kunne ikke lade være med det, hun havde aldrig fået hjælp af nogle på to ben.

Misel kiggede roligt efter drengen.
"Undskyld" råbte hun svagt efter drengen, imens hun tog kappen omkring skuldrene og løb efter drengen. Hun var bange for at han ville tage det som en trussel, men løb alligevel hen til drengen. Dog stoppede hun op nogle par meter fra ham.

//Mig igen O.o Sorry, er for doven til at skifte karakter xD//
Undskyld
Ordet betød intet længere. Alt Deem hørte var de løbende skridt. Han blev forfulgt. Og så kunne forfølgeren være nok så venlig og nok så pæn, men det betød ikke noget. Med et dæmpet hvin satte han farten op, til han nåede det første træ nær bredden. Til sin store skræk, måtte han sande, at alle grene sad for højt oppe til at han kunne nå. Med en vag klynken, maste han istedet sin lille krop ind imod stammen. Med ryggen op ad træet, og knæene ved hagen, og hovedet godt begravet ved knæene. Og så rystede han ellers bare og ventede på den uungåelige smukke dame, der nu ellers have været... menneskelig.

//er selv for doven xD//

Misel stoppede chokeret op da hun så hvordan løb. Løb som om hun var den ondeste Gud, der satte efter ham. Dog kiggede hun chokeret og nervøst efter drengen. Hun kunne mærke at hun gerne ville hjælpe drengen, men hun havde dog også meget svært ved det. Da hun så hvordan drengen prøvede at forsvinde ind i træets stamme, og gemme sig. Straks følte hun medlidenhed med drengen. Hvad han han været igennem siden han var blevet så skræmt. Hun tillod et flygtigt blik glide ned til havet. Var havfruen forsvundet ud i det åbne hav, eller var hun ved hendes side? Misel fornemmede ihvertfald en bevægelse i bølgerne. Måske var det bare bølgerne? Misel slog tanken ud af hovedet, og rettede blikket imod drengen. Hun lod sine ben føre hende roligt og forsigtigt imod drengen. da hun var nogle fod fra ham, satte hun sig ned på hug. For at vise at hun ingen fare kunne udgøre tog hun buen og pilkoggeret af ryggen, imens hun med et roligt blik kiggede på ham.
"Det.. det var ikke min mening at skræmme dig" sagde hun, imens hun kiggede ned i jorden foran hende. Ubevidst var hun begyndt at lege med en af de mange blonde hår lokker. En lille brise kom og de spidse ører dukkede op igennem den blonde hår. Normalt ville Misel skynde at dække det til, men lige nu følte hun sig tryg, og ked af at hun havde skræmt drengen.

//Alle er for dovne? xD og hvad med Douk, er hun forsvundet?//

Han løftede ikke hovedet. Han kiggede ikke op. Han kiggede ikke efter hende én eneste gang, selvom han hørte hende skridt standse. Det var ikke min mening at skræmme dig.
Uden af stand til at standse sit fourettede tonefald, udbrød Deem, "Jamen hvorfor forfulgte du mig så?" Han forstod intet. Selvfølgelig ville hun jo ikke skræmme ham, han var jo skræmt i forvejen! Og kunne hun nu ikke bare gøre det hurtigt, hvad end hun havde tænkt sig. I et kort øjeblik kiggede han op, og så de spidse ører. Hvad var de? Hvem havde dem? Menneskerne havde da ikke haft Så spidse ører... havde de?

//nemlig, hvor er Douk henne? svarer altså videre, sorry Douk!//

Misel kiggede på drengen. Lasede tøj, huden lå nærmest på knoglerne, og alligevel løb han meget hurtigt at en så spinkel dreng at være.
Jamen hvorfor forfulgte du mig så?, *Godt spørgsmål* tænkte Misel inde i hendes hoved. Dog havde hun svært ved at finde et svar, som ikke ville lyde egoistisk. Faktisk var formålet med at hun havde forfulgt drengen, egoistisk. Hun havde jo forfulgt drengen fordi hun var nysgerrig, og følte medlidenhed og måske lidt moderinstinkt til drengen. Dog ville det ikke være en ordentlig grund for drengen, og heller ikke for hende selv. Det gik pludselig op for hende at hun havde været stille i flere minutter og livede nærmest op. Dog havde hun ikke fundet et svar endnu.
"Øhm..ja... hvorfor jeg forfulgte dig? Medlidenhed, nysgerrighed, omsorg" svarede hun og smilede prøvende. Pludselig mærkede hun det sidste lille stykke brød i hendes lomme. Hun tog det op af lommen og rakte det forsigtigt og smilende imod drengen. Hun vidste at hun ikke havde mere, og måske ville selv få det lidt svært, men dog ikke så svært som drengen havde det nu. Hun havde jo også Det Gyldne Vildsvin som flugtvej.
*Jeg skulle måske vende tilbage dertil snart?* Tanken strejfede hende, men hun holdte opmærksomheden på drengen. Med en stor tålmodighed strøg hun en blondt hår tot tilbage bag øret som holdte på hår totten. Et flygtigt blik afslørede en rolig due sad og kiggede ud over tagene. Fristelsen for at skyde et dyr var stor, men det ville nok også få drengen til at tro hun var en trussel. Misel følte sig nu splittet imellem medlidenhed og sult.

//jaeh, Douk, sorry O.o//

Medlidenhed? Nysgerrighed? Moderinstinkt?! Hvad var hun ude på? Et stykke brød? Hvorfor nu det? Skyldte han hende ikke allerede nok? Hvad var fælden? Hvor var fælden? En lille stemme spurgte om der nu også var en fælde. Men det burde der jo. Det var normen. Men... normen eller brød?
Hans lille hånd skød snart ud, for at hugge brødet. Men øjnene var nu stadigt fikserede på de spidse ører. Hvad var de nu?

Misel kiggede på drengen. Følte og vidste at trygheden han for lidt siden i båden havde følt, var væk og var erstattet med frygt. Da Misel fulgte drengens skrøbelige øjne opdagede hun at han kiggede på hendes ører. De spidse ører, dem som afslørede en elver, dem som menneskernes hadede. Alligevel flygtede drengen ikke, gik på angreb på hende, eller skreg af hans lungers fulde kraft, da han så at hun var en elver. Måske var det fordi at oprørene havde taget tronen, eller bare fordi han ikke kendte til elvernes trygge og rolige verden.
De grønne øjne fulgte hvordan drengen tog brødet til ham som en dyrebar skat, dog spiste han det ikke. Han gemmer det nok til en anden lejelighed tænkte hun, og håbede at dette var tilfældet.
Misel ventede, skubbede hele hendes krop op imod en mur, da drengen skulle have muligheden at løbe hvis han ville. Det var jo ikke op til hende, hun bestemte ikke over drengen, og hun ville aldrig bruge magt og vold over sådan en lille dreng.
Med et suk stoppede hun hele hendes tankestrøm omkring hvad drengen kunne gøre, ventede på hvad han ville gøre. Dog opdagede hun at duen lettede og afgjorde hendes tvivl. Medlidenheden vandt denne gang, sulten kunne vente. Med et roligt smil kiggede hun på drengen.

"Hvad er meningen?" Da Deem stak det likke stykke brød inden for trøjen, måtte nysgerrigheden vinde over mistroiskheden. Hvorfor havde hun ikke gjort ham noget? Hvorfor havde hun ikke allerede taget ham med? Og hvorfor var det nu hende der stod op ad muren? Hvorfor gav hun ham mad? Hvad betød han for hende? Hvis hun tog ham med, ville han åbenlyst være penge værd. Men hvad ventede hun så på?
Et lille glimt af en for længst glemt fortid, dukkede op til overfladen i den let psykotiske drengs hovede.

Far, hvem er de mennesker der bor her? Hvorfor bor de her? Må jeg få det at vide nu?
Ja skat, det er ved at tid nu. Nogen af dem er elvere, nogen af dem er formskiftere, nogle er endda dværge. Men De er her fordi de ikke må være nogen andre steder.
Hvorfor det, far?
De bliver... taget, af... menneskene.
Er de onde?
Altså, alle er vel onde...
Er du også far?
Af den samtale var der kun en ting Drengen lagde mærke til. 'Elvere'. Der fandtes andre end mennesker. Men alle var onde.

Misel kiggede uforstående, men lagde mærke til at en form for tåge gled foran hans øjne. En anden verden, måske en lykkeligere verden, tænkte Misel og ventede til at tågen forsvandt fra øjet. Hun lagde mærke til at han kvikkede lidt op bagefter. Hun tænkte igen på spørgsmålet "Hvad er meningen?"
Hvad er meningen med hvad? Livet? krigen? Racerne? Misel kunne ikke forstå spørgsmålet, men tænkte sig grundigt om. Meningen med hendes opførelse? Et dybt suk forlod hende.
"Hvis du mener meningen med min opførelse? Min egen historie" svarede hun enkelt og huskede hvordan hendes forældre havde forsvundet med et skrig. Hvordan hun havde flygtet ind i den dybe skov, hvor skyggerne rev hende i tankerne om natten, og lyset havde virket for lyst. For muntert. Misel ønskede ikke at nogen skulle prøve det samme, men det ville nok aldrig ske, børn blev efterladt hver eneste dag, time, minut, sekund....
misel stoppede op med hendes tanker endnu en gang. Hun tænkte sig om for længe, lod drengen være alene imens hun tænkte sig omkring i tankerne.
Med et roligt, svagt forpint smil, smilede hun til drengen. Fortiden havde slået en større og hårdere rod i hende end hun vidste. Det var som ukrudt, man ikke så, og når man så det kunne det ikke fjernes...

Historier
langsomt begydte tvivlens frø at falde. Kunne verden måske være den mindste smule ligesom før? Historier? Var de der stadig? Den lille dreng følte sig pludselig meget gammel og alt for ung. Men om ikke andet, var nysgerrigheden der stadig. Lignede verden måske sig selv lidt alligevel?
"Må jeg få historien?" han ænsede ikke det underdanige bedende tonefald. Så meget var han da blevet van til. Han ænsede ikke andet end den smukke dame, han stadig ikke vidste noget om. Hun var venlig, men så alligevel måske ikke. Hun kunne finde på at forfølge ham, og alligevel give ham sin plads? Og hun kunne give ham svar. Svar hun egentlig var ligeglad med, og svar han nok ikke ville høre, men som andre børn, følte han alligevel den nagende nysgerrighed.

//sorry for sent svar, konfirmation, blå mandag osv. Nå, svarer nu Wink

//

Misel smilede svagt. Hun ønskede svagt ikke at fortælle historien, og alligevel kunne det ikke gøre den helt store forskel. Med et suk, kiggede hun op.
"Selvfølgelig må du godt få historien, men du får bare det der afgør min opførelse for nu" svarede hun og trak benene op til hende. Misel ventede ikke på svar, kastede sig bare ud i historien.
"Da jeg var lille, en lille uskyldig elver som et normalt elver barn, legede jeg. Grinede, lo, skreg af fryd. En dag, en flot sommerdag, tog mine forældre mig ud til en kendt flod i elver landet. Floden gled roligt, og man kunne se nogle par meter fra hvor vi var, havet. Mine forældre var hurtig på deres fødder og løb ud i det kølende vand. jeg var selv lidt bange for vandet den gang. Imens jeg samlede mod til mig selv, lyttede jeg til mine forældres latter. Til sidst satte jeg mig ned og ventede på dem. De var blevet væk fra mit blik, da jeg sad og legede med en gren og tegnede cirkler i jorden foran mig. Pludselig lød et skrig fra floden. Skriget kom fra en kvinde, min mor. Ret hurtigt efter fulgte mit fars råb og skrig efter, og alt blev stille. Floden gled roligt videre imod havet, men mine forældre kom aldrig. Af frygt og af sorg, løb jeg ind i den nærliggende skov".
Misel stoppede op, ubevidst havde en lille tåre samlet sig i hendes venstre øjenkrog. Med et lille smil kiggede hun på drengen.
"Intet barn burde opleve sådan noget, og bestemt ikke noget værre. Det ville være........ren ondskab".

//konfirmation? =D hvotdan gik det? sjov blå mandag?//

Sammenkrøbet og usikker, hverken døv eller blind. Deem lyttede opmærksomt, og på en eller anden måde hjalp det. bare at kunne høre en andens smerte i stedet for hans egen. Andres smerte var lettere at bære. Og den smukke kvinde måtte mærke smerte, for hendes nedslåede øjne og stærke, men så småt triste ansigt røbede det hele.
Det var jo kun detaljer, men detaljerne var jo alligevel det eneste han så.
"Stakkels barn. Flere historier? Andre ... sorger?" Han flyttede sig ikke en millimeter, men følte sig alligevel stærkere. Mere sikker. Den smukke dame havde et svagt punkt, og han kunne så let som ingenting løbe forbi hende, hvis hun bestemte sig for, at Deem var mere værd i penge end person.

//Ja xD Det gik godt på konfirmationen, og mig og en af mine venner brugte omkring 500,- på ting vi aldrig kommer til at bruge igen xD//

Misel kiggede på drengen. Han rykkede sig ikke, sad stille som en lille mus. Alligevel så han ud til at være stærkere i sin selvtillid. Han kendte hendes svage punkt.
Misels ansigt ændrede sig fra sørgeligt til svagt overrasket. Drengen snakkede som en der havde levet længere end sådan en lille dreng kunne. Og drengen spurgte omkring flere historier, historier omkring andres sorg, tårer og ulykke. Misel undrede sig, indtil det gik op for hende hvorfor. Andres sorg er lettere end ens egen.
"Du vil gerne høre flere historier?" spurgte hun.
Misel skulle lige til at starte på en ny historie, da sulten i hendes mave blev lidt større end før. Maven var på kanten til at knurre og brumme. Igen følte hun sig splittet, imellem drengen og sulten. Normalt ville hun have en bronze eller sølvmønt så hun kunne købe noget, men hun havde så længe levet inde i skoven at hun ikke havde haft brug for dem. Skulle hun rejse sig op og gå ind i skoven, eller skulle hun finde på noget andet? Med et dybt suk snakkede hun til drengen.
"Jeg finder noget at spise, på den ene eller anden måde. Vil du blive, løbe, eller med?"

Den smukke dame uden spørgsmålene var stille i noget tid, og Deem blev hurtigt utålmodig. Hvad ventede hun på? Hvad var der nu? Men så snakkede hun, og dog var der et spørsmål indblandet.
Skulle han med? Skulle han lade være? Hvad mente hun? Hvis han sagde ja, kunne hun bare lede ham lige ind i deres favntag. Men ventede han for længe med at svare ville hun få mistanke.
"Du løber. Jeg... Løb langsomt."
Hvad skulle han sige? Ordene klumpede sig sammen og kludrede rundt, og han sagde næsten forkerte ting.