Forberedelser til kamp [OPN]

Chris gik ind på den åbne plads i midten og kiggede rundt på forberedelserne. På træningspladsen var der flere mennesker end normalt. Ved de almindelige sovebygninger var opstillet store telte, så der var plads til at rumme et godt stykke over 1000 mand. Chris havde selv sørget for at der lå flere telte oplagret, hvis der skulle komme flere end beregnet. Smedjerne var også blevet udvidet, så der kunne smedes våben til alle der ikke havde et selv. En lille gruppe bueskytter, elvere formodede Chris, stod og trænede på en mark lige udenfor muren. Chris vidste at staldene var fyldt op, for han havde udstedt ordre om at skaffe heste nok til et mindre rytteri.
Altså var alt klar, blev Chris enig med sig selv om. Det ville blive en frygtelig krig, men han ville gøre sit for at Warland gik sejrrige ud af den. Han kunne allerede nu se sig selv blive kronet som konge, for når alt kom til alt, hvem gider have en dronning hvis man kan få en dygtig mand der er egnet til magten?
Han prøvede at afbryde sig selv i disse tanker, men kunne ikke helt slippe håbet om det.
Han besluttede sig for at sørge for at der var et værelse til Iljana, inden hun ankom. Så havde han også mulighed for at få det placeret tæt på sit eget.
Han gik over til generalernes huse og fandt ham, der indtil videre havde sørget for forberedelserne.
"Hvor skal man henvende sig for at få et godt værelse?" spurgte Chris efter at være trådt ind i hans bygning.
Generalen svarede ham uden at vende sig om:
"Det kan du godt glemme alt om, du kan so..." han standsede pludselig op da han genkendte stemmen, "undskyld, jeg havde ikke set at det var dig. Dit værelse er hytten her ved siden af," sagde han og pegede ud af døren.
Chris overvejede lidt hvordan han skulle formulere det inden han svarede:
"Jeg havde håbet lidt på at der også var en hytte til prinsessen."
Manden, der selv var menneske, men havde kæmpet på oprørernes side, blev noget forundret over den kommentar.
"Åh, lykkedes det dig at få hende ud? Så kan hun selvfølgelig få huset over for dit."
Chris takkede for dette og forlod hans værelse igen. Han gik over til bueskytterne og begyndte at skyde med dem.



(Derfor plejer jeg ikke at skrive lange indlæg xD Når men, nu har jeg startet emnet som jeg lovede dig Ilja)

// Du må meget gerne skrive ENDNU flere lange indlæg, Chris xD ... Super herligt! :D .. - Takker

Iljana var blevet spurgt om hun ikke nok ville komme og give soldaterne og krigerne noget medhold og noget opbakning inden den store krig, hvilket hun selvfølgelig havde sagt ja til. Hun havde trods alt været tronarving. Så vidt hun vidste, var det Chris der regerede med de andre oprørere i øjeblikket, og hun spekulerede på, om der mon ville blive valgt en konge eller dronning efter krigen? Hun ville i hvert fald gøre sit for sin retmæssige plads og kampen om tronen, selv om hun vidste, at chancen for at blive valgt som eneherskende dronning var højst usandsynlig. Hvis hun nogensinde skulle komme til at regere igen, måtte hun gifte sig med den kommende konge, hvem det så end blev af disse forræderiske oprører.
Hun vidste endnu ikke meget om denne krig mod et af nabolandene, pga. hendes tid i fængsel, men hun havde tænkt sig at spørge en af oprørernes ledere, elvermanden Chris, til råds inden den tale, hun havde tænkt sig at holde.
Hun havde ikke fået indviget sit nye værelse på slottet, men var blevet kørt direkte fra fængslet til barakkerne, og så derfor knap så fornem ud. Hun bar stadig den før så smukke, lyserøde silkekjole, som nu var lettere iturevet for neden og lidt beskidt hist og her. Hendes lyse, lange hår var lidt uglet og make-uppen udtværet. Hun bar dog stadig guld diademet med højt hævet pande, og gik gennem lejeren med rank ryg.
Et par soldater fløjtede efter hende, men hun veg dem ikke et blik. Fortsatte bare mod et par af de store telte og henvendte sig til en af smedene.
,, Undskyld mig? Kan jeg snakke med Deres overordnede?"
Hun var påpasselig med at gå for tæt på de hårdt arbejdende mænd, som ufatteligt nok var mere beskidte og svedige end hende selv. Det mindede hende om, at hun, så snart hun nåede sin hytte eller telt, ville tage et bad og evt. finde sig nogle nye klæder.

Green kom ind på pladsen med slæbende fødder. Da han havde opdaget at de var på vej mod barrakerne havde han været modvilig, men han havde ladet sig overtale, gerundet hans tilstand. Han ville ikke kunne klare at komme til en tom oprørsbase. Oprøren han havde mødt, havde forklaret ham om magtskiftet. Der var sket meget i de tre år han havde været væk. Efter at oprøren havde sikret sig at Green kunne vejen, var han selv vendt tilbage til sit oprindelige ærinde, hvad det så end var. Green havde følt at han sagtens kunne gå det stykke der var til barakkerne, på det tidspunkt. Han var dog blevet overrasket over længden, og da han ankom var han segnefærdig. Han var sulten og tørstig. Han var træt og svag. Hvis det her var en fælde, var han også færdig. Green sukkede og trådte ind på pladsen.

Smeden pegede mod et par huse, der åbenbart tilhørte de højere officerer og generaler, og hun sagde tak.
Da hun trådte ind af døren, var det første hun fik øje på, en nydelig mandsperson. Høj, slank og veltrænet med brunt hår og skægstubbe.
,, Undskyld mig, ved De hvem jeg skal henvende mig til for at få tildelt et sted at sove?" Hun smilede venligt, da han vendte sig om og mødte hendes blik.
,, Jamen, Deres Højhed! Beklager denne velkomst, men De ved jo, hvilken situation vi står i..." Han gik med hurtige skridt over til døren hvor hun stod, og rakte armen frem som tegn til at hun skulle træde udenfor, hvilket hun også gjorde.
Tempoet var ikke helt langsomt, da de gik side om side.
,, Chris har allerede været forbi og har sørget for at skaffe Dem en hytte. Han bor der" sagde han og pegede på en hytte, for derefter at flytte fingeren til én overfor. ,, og dér bor De."
Han stoppede op og gjorde en venlig gestus mod den lille hytte. Den så ikke ud af meget, men i det mindste var det bedre end et telt.
Generalen førte hende til hoveddøren og nikkede kort.
,, De siger bare til, hvis der er noget jeg kan gøre for Dem. De ved jo hvor min bygning er."
Iljana nikkede og smilede tilfreds.
,, Mange tak for hjælpen, Sir." Så høflig denne general var.
Hun gav ham hånden og kastede et sidste blik rundt på pladsen, før hun trådte ind ad døren. Nåede akkurat lige at se nogle der skød med bue og pil et stykke borte.
Gad vide hvor Chris var?

Chris spændte sin bue, lagde en af sine træningspile på strengen (han har også bedre pile som han bruger til kamp). Han tog højde for den lille smule vind der var, slap strengen og fulgte pilen med blikket. Den ramte i anden ring fra midten, et skud han ville have skammet sig over med sin egen bue, men han havde valgt at bruge en almindelig jagtbue (hans normale er en special bygget langbue) og havde ikke skudt længe, så han var ikke helt utilfreds. Han spændte buen igen, koncentrerede sig denne gang lidt mere om den mentale del, lukkede som følge deraf øjnene, lod intuitionen gøre beregningsarbejdet og slap strengen. Denne gang vidste han at han havde ramt midten, inden han åbnede øjnene. Han gik over for at hente sine pile, der alle sammen sad inden for ca. 10 centimeter fra midten, fordelt over de inderste to ringe, et resultat der var ganske godt. Han lagde pilene tilbage i koggeret, og gik tilbage til barakkerne for at snakke med ham der stod for våbenene.
Da han nærmede sig våbenlageret, så han en mand der lige var trådt inden for på pladsen. Han kunne se at han var meget træt, og gik over for at snakke med ham.
"Hej, er du kommet for at kæmpe?" spurgte han ligefrem inden han begyndte at nærstudere manden. Han genkendte flere træk hos manden der lå i hans underbevidsthed. Han spærrede øjnene op da han kom i tanke om hvor han kendte dem fra.
"Green! Er det dig?" udbrød han med glæde i stemmen, "vi holder planlægningsmøde senere i aften, hvis du vil være med skal jeg nok vise dig hvor det er, ellers kan jeg vise dig en hytte du kan sove i."

//Som livvagt indstuderer man alle træk på personen, og derfor vil jeg mene at han godt kan genkende ham.

Green kiggede op. Han genkendte ikke manden med det samme, på trods af det nære venskab de havde haft. Tre år var lang tid, og Chris havde forandret sig en del (håber det er ok). Men da han genkendte ham, lyste han op i et af de smil, som tidligere havde været så normale, og nu var blevet så sjældne. "Chris" hans stemme var hæs, og det var tydeligt at høre at han manglede vand. Pludselig svimlede det for ham og han vaklede faretruende. "Et sted at sove" mumlede han meget lavt "det ville være rart".

Chris viste ham en hytte og han faldt omgående i søvn, på den hårde madras (igen, håber det er ok, når Green nu bare skal sove). Da Green vågnede igen var det begyndt at mørkne udenfor. I begyndelsen anede han ikke hvor han var, men så kom han i tanke om det. Han kunne slet ikke forstå det, han var sluppet væk, og var nu i oprørenes, eller de tidligere oprøres, midte. Han vaklede ud af hytten. Han var stadig meget træt, men de mange timers søvn havde gjort godt. Han skulle finde Chris. Havde han ikke sagt noget om et møde?

Chris gik over til våbenmesteren efter at have vist Green en hytte han kunne sove i. Han bankede på og blev lukket ind med det samme.
"Har vi våben nok til den kommende krig?" spurgte han med den ligefremhed der var blevet ham en vane på det sidste.
Manden tænkte sig lidt om, kiggede på nogle papirer og rakte så Chris et af dem.
"Som det fremgår af det papir, så har vi sværd, skjolde og spyd til en hær på omkring 700 mænd lige nu, og vores smede er i fuldt gang med at lave flere. Jeg skulle mene at vi godt kan mønstre våben til en skjoldmur på 1000 mænd inden krigen. Derudover har vi de 100 rytterspyd du bad mig fremstille og 50 tohåndsværd alle fremstillede af vores bedste smede. Vi har elvere der laver buer til bueskytte enheden og dværge der fremstiller krigshamrer til dem der foretrækker en sådan. Vi har også et par orker der laver krigsøkser. Kort sagt skulle jeg mener at der er styr på det."

Et problem nagede Chris, for i krig var det ofte rustningerne der var besværlige, derfor spurgte han:
"Hvad med rustninger, brynjer og lignende til folk?"
"Vi har fremstillet læderpanser til de første to rækker i skjoldmuren, rustning til alle ryttere og heste i hele kavaleriet. Bueskytterne må klare sig med det de har, men de fleste af dem har også en let læderpanser selv."
Tilfreds med dette svar forlod han våbenmesteren og gik over til den hytte, han havde sørget for til Iljana.
Han bankede to gange på døren og afventede svar.

//Undskyld, jeg forstyrrer, men ville jeg kunne tillade mig at putte nina lidt ind i det her Emne? Eller er det alt for fantastisk et tilfælde?//

Det røde hår hang i svedige, filtrede tjavser. Kappen var snavset og forreven lige som den blege kjole de lange bare ben over de små, flade sko. Niniane gik som i en døs. Gaderne var så lange, så krogede. En rift i endes pande blødte. Hendes skridt var slæbende. Tung. Tung. Hvor var der dog langt. Hun standsede og rettede sig op for at se sig omkring. En mur, hun kunne læne opad, perfekt. Så skulle hun bare derover, men pludselig var der langt. Hun mærkede, hvordan jorden svajede under hendes fødder. Hun var så træt. Hvornår havde hun sidst spist og sovet og badet ordentligt? Hun kunne ikke huske det. Nej, ikke standse, det kunne hun ikke, hun skulle noget, hun havde et mål med denne tomgangsvandring, hun skulle frem. Det var bare så forbandet, at hun var gået vild. Men Takamir var jo næsten hendes hjemby! Hun kendte den åbenbart ikke godt nok.. Hendes hænder var også forrevne. Det størknede blod sad i små kager, åh, hun var så træt! Hun standsede og støttede sig til hellebarden, der havde fået hende ind i byen. Den var tung. Et mandevåben. Men den føltes tryg og stærk. Og tung. Meget tung. Hun var så træt. En kone med en kurv vasketøj skyndte sig forbi hende som en skræmt høne. Jeg må ligne et fugleskræmsel, tænkte hun uden videre bekymring. Det var ligegyldigt. Alt sammen var ligegyldigt. Hun begyndte at gå igen, uden anelse om, at hvert skridt, hun tog, bragte hende nærmere barakkerne.. //bare, så I ved, hvor hun er//

//sletter, hvis I klager.. og.. sorry, jeg ikke rettede.. orker ikke//

((kunne aldrig finde på at klage :D))

Efter at haver ledt efter Chris en halv times tid, og set folk kigge på ham med noget der mindede om afsky, ændrede Green mål. Han måtte finde at sted at bive barberet og tage et bad. Efter at have spurugt lidt omkring fandt Green ud af hvor han kunne blive ren. En halv time senere, var han næsten uigenkendelig. Han var ren og nybarberet, og hans hår var betydeligt kortere end tidligere. Han var stadig meget træt, men ellers var hans ar og sår de eneste tegn på at han havde siddet i et fængsel i et andet land, for få uger siden. Green ville opsøge det møde Chris havde snakket om, og finde Chris, når det blev aften. Men det var endnu kun sen eftermiddag, og Green besluttede at han ville gå en tur. Han følte sig lettere klaustrofobisk, sammen med alle de mennesker, og overvejede kort om det var en permanent følge af fængslet, men slog det hen. Han havde ikke gået længe før han så en forhutlet kvinde, der lænede sig op ad en mur. Da han kom tættere på, så han at hun havde rifter og sår over hele kroppen. Så så han hendes ansigt, og satte i løb. Det kunne ikke passe.

// Joiner jer lige med Aidan Somerled forklædt som Eden Peregrine, og som Nina også sagde, skal I bare sige til, hvis I ikke synes, jeg passer ind i tråden. :] Så skal jeg nok slette mit indlæg (der tog enormt lang tid at skrive) (ej, no worries, det er bare for sjåv. C: Seriously, hvis I synes, det er mærkeligt, at jeg pludselig braser ind... så sig lige til, ja? :3). ^^



En nydelig ung mand kom spankulerende hen af den næsten øde gade. Der stod en kvinde midt i det hele, som ligeså langsomt forsøgte at gå fremad. Hun så ud til at være i en skidt tilstand. Eden tog dog ingen særlig notits af hende, men fortsatte lige ud i et rask tempo. Han var frisk, udhvilet og beredt på det meste. I dag var en speciel dag, for en af plakaterne på en lygtepæl i Takamirs indre havde fortalt ham, hvor han skulle henvende sig, hvis han ville melde sig til den kommende krig. Det var en perfekt chance, en mulighed han simpelthen ikke måtte gå glip af, ikke kunne gå glip af. Det her var vigtigt for hans land. Han ville møde op, melde sig som frivillig, og prøve at charmere sig ind på de højt rangerede og andre involverede, der var vigtige. Han ville vinde deres tillid, samle informationer indefra. Det var strålende. Helt fantastisk. Ikke til at fatte.
Havde de slet ikke overvejet muligheden for, at spioner kunne vandre rundt i disse gader? At de nemt kunne få adgang til vigtige informationer? At de praktisk talt kunne æde dem op indefra? Eden lo for sig selv. De troede de var så godt forberedt, disse Warlændere. Troede, de havde en chance.
Tåber. Hvilke naive tåber.
Denne mission var barnemad. Og tænk, de havde alle haft deres tvivl, hver enkel spion. Det var helt til grin nu.
"Ah. Livet er godt." Eden smilede for sig selv, da han pludselig var ved at blive "løbet over" af en eller anden åndsforvirret idiot. Han himlede med øjnene, og ignorerede trangen til at råbe et eller andet efter fjolset.

Endelig kom han til indgangen. Indgangen til hans livs succes. En slags vagt stod ved porten; han var et stort brød, så det var nok ikke en overraskelse for ham, at han var blevet valgt til det job. Eden smilede venligt, og tog sig til hatten som en slags hilsen, imens han nikkede en enkelt gang. Han fortsatte tøvende, og kom ind uden problemer. Det overraskede ham, at vagten ikke havde prøvet at stoppe ham og bedt om en slags papirer. Han trak på skuldrene - det gjorde bare hans ærinde nemmere.
Han sukkede dybt, og kiggede rundt. Tog alle omgivelserne ind til sig, hele det nye miljø. En spændt stemning hang over stedet, og motiverede alle soldaterne til at træne. Og træne mere. Presse sig selv lidt. Og så lidt mere.
Alle dem, der trænede, var beskidte. Svedige. Klamme. Ildelugtende. Alle. Han snusede stanken til sig, memoriserede den. De var viljestærke, det måtte han give dem. Men når nu de alligevel ikke havde en chance, var det så ikke en smule dumdristig at have sådan en attitude? Viljestyrke? Eden fnøs.

Han fik øje på et skilt med en pil, der pegede nordøst, og over pilen stod der med kluntede, hurtigt nedskriblede bogstaver: TILMELDING TIL HÆREN.
Eden fik skubbet sin rygsæk længere op på skulderen, da den var gledet en smule ned, og fortsatte målrettet i den retning, pilen viste.

Hvor var der dog langt. Gaden var så snæver. Husene trykkede sig sådan op mod hinanden og ned mod hende. Det kunne være lige meget, det hele. Det svømmede for hendes øjne. Snart ville den lukke sig sammen over hende i den evige søvn, gaden, trykke sig ned over hendes hoved og kvæle hende i sit tunge åndedræt. Så ville hun have fred. Hun rystede svagt på hovedet, forbløffet over at være faldet sådan i staver på åben gade. Hun trak ud til siden. Haltende, vaklende gik hun fremad, endnu et par skridt, men så, ikke mere. Hvor langt havde hun gået? Langt, syntes hun. Alligevel var den ikke kommet nærmere, muren. Ikke mere. Jeg kan ikke mere, tænkte hun ved sig selv, ord hun havde gentaget og gentaget. Alligevel havde hun fundet styrke. Bare den sidste smule, sagde stemmen i hendes hoved nu, en ganske sagte hvisken, blid, øm. Bare den sidste lille smule. Den ville overtale hende. Det var godt. Bare den sidste lille smule, sukkede hun lydløst og gik endnu tre skridt før hun standsede igen og støttede sig til sit våben. Hellebarden var tung. Men den var god som stok. Det var blankslidt af brug. Hun klemte fingrene lidt hårdere om denne umage stav, men hendes hånd var svag. Alt for svag. Du er svag, sagde hun halvhøjt til sig selv og trådte endelig de sidste skridt hen til husmuren. Oh, den frelsende mur. Den var varm af sent solskin. En stenmur. Snavset. Hun lænede panden ind mod den. Sænkede sine øjenlåg og mærkede den ru overflade mod sin hud som en svalende vind. Vind. Lyde. Hun savnede dem. Faktorer i hendes verdensbillede. Hun svævede bort. Byen lå åben under hende. Et fladt tæppe. Hun spejdede efter basen og den brændte kro, men kunne ikke få øje på noget. Det gik alt for hurtigt. Alt for hurtigt blev husene og menneskerne bitte, bittesmå. Himlen brændte over hende. Strålerne fra solen var så skarpe. De sved i hendes øjne. Hun klemte dem i og var tilbage på pladsen. Hun vendte sig om. Ryggen mod muren. Hellebarden gled ud af hendes hånd. Hun greb efter den, alt for langsomt, og den ramlede mod gadens brosten med en lyd, der ramte hendes hoved som hammerslag på det bløde, glødende jern. Hun lukkede øjnene hårdt i og orkede ikke at samle den op. Hun var så træt. Uendeligt træt. Hun så ingenting. Ingen passerende mennesker, ingen himmel, ingen by, kun udtværede silhuetter, der slet ikke kom hende ved. Der var bare så langt, sagde hun til sig selv. Hun skulle bruge hvile. Gaden var så snæver. Snart ville jorden åbne sig og opsluge hende i evig glemsel, hun ville sove i al evighed, træt, træt! Hun løftede en mat, let blødende hånd og gned sig i øjnene. Pludselig havde hun følelsen af at være noget nær. Nogen kom imod hende. Hun førte automatisk hånden ned langs siden, et øjebliks trang til at gribe efter våben. Så fattede hun, at det var et drømmesyn, så lykkelig kunne verden da ikke være!
”Jeg vidste, du ville finde mig..” hviskede hun alligevel, sikker på han hørte hende. Selvfølgelig gjorde han det. Han havde vel også ventet på at høre det. Hun lukkede øjnene og væltede omkuld på gaden.

Iljana havde set sig lidt omkring i den lille hytte, og fundet den yderst tilpas til situationen. Hun vidste ikke helt, hvorfra hun skulle få nyt tøj - eller om det var muligt til kvinder? Men det måtte det vel være, eftersom kvinderne også kunne melde sig til hæren.. Hun ville i hvert fald prøve at opsøge Chris eller en anden, for at høre ad. Måske han slet ikke vidste mere om stedet end hende selv?
Omvandrende i huset i sine egne tanker, indsnusede hun duften. Prøvede at slappe lidt af og forberede sig på en lille tale til soldaterne om aftenen, som forhåbentlig ville gejle dem lidt op og give dem mere viljestyrke. Hun manglede bare lige at blive sat helt ind i tingene af Chris..
Hun havde netop sat sig i en ensom lænestol, da det bankede to gange på døren.
,, Kom ind" sagde hun, så højt at personen på den anden side burde kunne høre hende.

Chris åbnede døren og trådte ind. Han så Iljana sidde i en lænestol, så han trak en anden stol hen ved siden af hende, og satte sig ned i den.
"Vil du deltage i mødet i aften?" spurgte han hende, "Jeg er sikker på at det ville være med til at give generalerne nyt mod, og så kan du gå frem for de menige soldater i morgen eftermiddag."
Han lod blikket vandre rundt i hytten, og så at den var en anelse større og mere luksuriøs end hans, hvilket ikke generede ham på nogen måde. Hun havde netop tilbragt et godt stykke tid i en kold og fugtig kældercelle, så det kunne ikke være uretfærdigt at hun fik en af de bedste hytter.
Han hørte hendes svar ((så vi kan lave overlappende indlæg)) og svarede så selv:
"Vores situation er nogenlunde, hvis fjenden bare venter lidt endnu med at angribe, så har vi gode chancer. Vi har planlagt et slag, så vi håber bare at vi får muligheden for at vælge slagmark... men det får du alt sammen at vide til mødet."
Han overvejede at rejse sig og prøve at finde de andre generaler for at være helt opdateret, men besluttede sig for at han godt kunne unde sig selv en lille pause, han ville jo alligevel få alt at vide senere.

((Sorry for et lidt kort indlæg))

Iljana betragtede Chris komme ind af døren og smilede fornøjet. Lige den person, hun havde ventet på..
Hun lagde hovedet let på skrå og nikkede opmærksomt, da han spurgte hende om mødet.
,, Jo, selvfølgelig... Hvordan er vores situation lige nu? Får man mere at vide om krigen, til dette møde?"
Hun lyttede interesseret til hans svar. Overvejede hvor stærk en fjende Warland egentlig var oppe i mod, og hvorfor dette folk havde valgt at gå i krig. Hun håbede på at blive orienteret meget mere til det såkaldte møde. Tænksomt så hun ned i trægulvet et øjeblik, for derefter at få øjenkontakt med Chris.
Hun smilede skævt, følte situationen lidt akavet, og spurgte;
,, Ved du, om der evt. er noget tøj jeg kan skifte dette med?" Hun løftede let i de lyserøde, beskidte balkjole skørter og så kort ned af sig selv. Følte sig utilpas i at have det samme tøj på, som da hun mødte Chris..
,, Jeg ved ikke hvor passende det er, til denne situation.. Det er trods alt ikke bal længere, og jeg har ikke fået mine kjoler fra før..." Hun tøvede kort. Blikket flakkede. ,, min fængsling."

Lynn trådte forbi vagten, og ind på den store plads. Hun blev en smule overvældet af det syn der mødte hende. Kampgejsten, viljestyrken, stemningen, alt det krigs forberdelser havde brug for. Men hun kæmpede for andre grunde. Hun kæmpede for hævn. Hun var ligeglad med om hun døde. Faktisk fotrak hun at dø i sidste ende, for så ville hun være sammen med sin elskede Cave. Og hun ville være fri for den skærende smerte der hjemsøgte hende hver eneste dag, både på krop og i sind. Men inden hun gik bortville hun hævne hans død, hun ville træne sig op, og drage ud og slagte de kolde svin der havde tortureret Cave til døde. Hun måtte bare dræbe dem, Hun skulle! Hvis hun ikke kunne ville hun blive helt opslugt af den vanvid der allerede lå på kanten til at overtage hendes sind.

Hun kastede et blik rundt og fik øje på skiltet der viste vej til der hvor man kunne melde sig til hæren. Hun ville nu gå hen og blive kriger. Hvem ville nogen sinde havde troet det?

Det var mærkeligt, men også utroligt spændende at tilpasse sig Warlands anderledes kultur. Der var især én ting, som virkelig satte hans tanker i gang: Der var så mange kvinder! Denne træningslejr var godt stoppet med hårdførte kvinder med uglet hår, arrede ansigter og beskidte hænder...
Hjemme i Nabolandet var det sjældent, at man så en kvindelig kriger - og det syn blev ofte mødt med forargede udbrud og olme blikke.
Men på trods af det, nød Eden faktisk denne stemning, denne mangfoldighed, der var blandt det Warlandske folk. Hans beundrende blik vandrede mellem de mange forskellige, viljestærke soldater, og hans øjne hvilede et øjeblik længere på kvinderne end alle de andre. Det fascinerede ham noget så dybt, at de i dette land var sådan en stor (og vigtig!) del af hæren. Mon også der fandtes kvindelige generaler? spekulerede Eden.

Han opdagede ikke, at han var stoppet op - eller traskede afsted i et meget langsomt tempo, i hvert fald - før en køn ung kvinde gik forbi, uden at tage nogen form for notits af ham. Han kiggede nysgerrigt efter hende, ligesom han gjorde med alle de andre, krigeriske tøser. Betragtede hendes lange, sorte hår, der skinnede i solen; hendes yndefulde, næsten svævende gang; og hendes hele krop generelt. Hun udstrålede en voldsom determination, som var hun besat... hun besad en styrke i så stor en mængde, at Eden næsten ikke kunne tro sine egne øjne - eller tanker. Hun lignede én, der havde en fortid. En spændende én.

Da han nåede tilmeldelsesskranken, stod tøsen allerede og udfyldte papirer, kontrakter og så videre. Han studerede hende et øjeblik, før han selv fik udleveret en mindre bunke papirer.
"Findes der en stol et sted?" spurgte Eden fornøjet, og kiggede imødekommende på manden bag skranken. Han var lille. Spinkel, svag. Tydeligvis ikke kampdygtig, dømte Eden.
Manden kom med en hånlig latter. "Du drømmer, svans."
Eden rynkede panden, men gav sig så til at udfylde papirerne med en fjerpen, der havde været dyppet i blæk. "Nuværende residens..." læste han højt for sig selv. "Tror De det er gældende, hvis man i øjeblikket opholder sig på en kro?" spurgte han med et blink i øjet, henvendt til pigen, der stod ved hans side.

Lynn var ifær med at udfylde et af de sidste papirer. Øverst stod der: Grund til at de slutter dem til Warland forsvar?
Lynn overvejede hvad hun skulle skrive. Hun havde altid gerne ville være kriger, lige siden hun var lille. Men Hun var ikke på vej til at tilslutte sig til hæren for sin egen skyld. ikke den mindste smule. det var for Hans skyld, ham hun havde elsket som hun aldrig havde elsket nogen før. Ham som nu var død og det var Nabolandets hær der havde hans blod på hænderne. Så derfor ville hun kæmpe. hun skrev med let rystende hånd, for hævnen og ærens skyld. "for Cave's skyld" tænkte hun ved sig selv.
Næste spørgsmål læste: Hvilke våben bruger De? Med det samme skrev Lynn: Sværd.
Dette fik minderne til at vælde frem i hendes hoved. Hun tænkte tilbage...

"Kom nu , Merri, angrib mig så!" råbte Cave opildnene. "Nej, jeg kan ikke!" vinede hun. De stod over for hindanden midt i skoven, med hver sin træpind der var omtent på størrelse med et sværd. "Jo, selvfølgelig kan du det, bare prøv. Det sker der i hvert fald ikke noget ved." Hun puffede dovent til hans kæp. "Merri, hør her, du bliver nødt til at kunne turder forsvare dig selv. tænk hvis nogen angriber os!" Hun måtte tilstå at det var en realistisk tanke, de var alene ude i en skov, hvor der var mange skumle skabninger der kunne angribe hvert sekundt. for ikke at nævne Cave's bror Caedmon, den snobbede og lede ridder, hun skulle have været tvagsgift med.
Hun sukkede "Fint." sagde hun. hun tog nogle skridt tilbage. Og så angreb hun. Det tog ikke mange øjeblikke før hun lå på jorden. "Helt fint, sagde Cave og trak hende op. lad os prøve igen."
Efter omkring halvanden time, lå de begge på ryggen på den varme sommer jord, og trak vejret i stød. "Det var bedre." sagde han smilende. "Du skal nok blive rigtig god." Hun vendte sig om på siden. og så på ham. "Det skal nok gå alt sammen, så længe vi to er sammen." Han smilede bredt til hende. "Og det er der ingen der kan stoppe os fra at være. Forevigt."

En tåre faldt ned på papiret. Hun ville give hvad som helst for at være tilbage i den skov med Cave. så skødesløse.
Der var en der talte til hende. "Tror De det er gældende, hvis man i øjeblikket opholder sig på en kro?" Lynn så op på en ung mand. "Øhh... jeg er ikke sikke, de burde spørge, ham der deler papirene ud." svarede hun lettere fra værende.

Green kunne ikke tro sine egne øjne...det kunne ikke passe. Han stod et øjeblik som lammet, og først da Nina faldt reagerede han. Det var til gengæld hurtigt, og han nåede at gribe hende før hun ramte jorden. Han løftede hende op i sine arme, og bar hende langsomt og blidt tilbage mod basen. Han ville gerne løbe, men turde ikke af frygt for at skade hende. Hun så meget medtaget ud, mindst ti gange så medtaget som han følte sig. Hvordan mon hun var sluppet ud. Fem minutter senere lå hun på en briks i teltet hvor de syge og sårede blev anbragt. Inden længe ville det være overfyldt, men lige nu var det næsten tomt. Green sendte bud efter Chris, og først et stykke efter at buiddrengen var gået, gik det op for Green hvad der var sket. Det var Nina der lå på briksen ved siden af ham! Han tog hendes hånd og holdt den op til sit ansigt. En tåre forlod hans øjenkrog.

Hun var slap og bleg. Det røde hår hang livløst omkring det lille, fintformede elveransigt. Niniane sukkede. Verden flød sammen. Farverne blev blandet for hendes øjne, smukke farver. Skygger og lys, verden snurrede langsomt rundt omkring hende. Hellebarden. Hun greb ud efter den igen, længe efter at Green havde løftet hende op. Det var hendes våben, det var et vigtigt våben. Det havde set meget. Det var nærmest en ven. Hun havde savnet en ven. Hun havde savnet ham. Hendes ene arm faldt slapt ned. Ham og kroen og skoven. Den skov, hun havde set, havde været gold, meget gold. Der havde været mørke grantræer. Hun var gået nord om den store skov, åbenbart. Der havde ikke været elvere i den skov. Halvt ved bevidsthed lagde hun en kraftesløs arm om Greens hals, utilpas ved at blive båret. ”Der var langt hjem,” mumlede hun utydeligt, hendes stemme var fjern og underligt ru, meget ulig hendes almindelige, klangfulde røst. Træernes duft hang hende i næsen. Tung, dejligt søvndyssende. Lidt af blod. Ligesom hun vel sagtens gjorde. Af sved. Af tårer. Engang havde hun været god til at græde, det var hun vist ikke mere. Hun var i tvivl. Hun åbnede øjnene, der var grønne og fjerne. De syntes at fokusere på Greens ansigt, men det lykkedes ikke. I stedet skiftede hendes regnbuehinde farve og blev svagt violet. Verden blev ved med at svømme. Lydene var mærkeligt forvrængede. Kom fra et sted langt borte. Lyden af stilhed i hendes hoved. Som under vandet. Vandet. Hun smilede svagt. Havet. Lyset var blændende. Hun klemte øjnene sammen. Som en konkylie foran hendes øre. Hun kunne høre oceanet. Det ocean, hun drømte om i de sagte nattetimer. Det uendelige ocean. Det var blåt og blankt. Sandet var hvidt Hun forstod godt Adrian. Sådan at længes ud, længes bort. Hun havde været langt omkring. Nu længtes hun hjem. Efter lyden af stilhed mellem træerne. Hun længtes efter stilheden. Den havde hun manglet. Den havde været forkert. Hun manglede den rigtige stilhed. Stilheden, der er mangel på lyd. Ikke stilheden der borer, ikke stilheden, der piner. Stilheden, der bare er små lyde. Hun længtes efter stilheden mellem træerne. Fuglesang, stille raslen mellem bladene. Men også efter oceanet, der skvulpede stille. Et uendeligt ocean. Et ocean med lyserøde skaller på stranden. Lyserøde som roser. Lyserøde og gule. Hun kunne godt lide roser. Næsten lige så godt, som hun kunne lide de små blomster i skovbunden. ”Vi skal sydpå, Green..” hviskede hun, da hun blev lagt på et blødt underlag. ”Jeg har savnet dig..”

"Jeg har også savnet dig Nina" hviskede han blidt "åh hvor har jeg savnet dig". Han smilede trist til hende. "Jeg er så ked af det" han knælede ned ved siden af briksen "men jeg kunne ikke få dig med. Jeg sværger, jeg kunne ikke". Skyldfølelsen over ikke at have reddet Nina, da han selv flygtede, overvældede ham nu hvor han sad med hende ved siden af sig.

Vi skal sydpå, Green
Han nikkede "Ja". For ligenu var hun alting. Hun var det vigtigste i hans liv. Vigtigere end det tidligere oprør, vigtigere end den forestående krig. Ja endda vigtigere en Warland. "Hvis det er det du vil, er det det vi skal, men nu skal du sove." Han smilede til hende og lukkede blidt hendes øjne i. Når hun vågnede ville han fortælle hende om krigen, og Warlands nuværende situation. Var der forresten ikke noget om et møde?

Pigen lød ligeglad. Som om han var total ligegyldig. Var henkastet konversation ikke en normal skik i dette spøjse land? Åbenbart ikke, erfarede Eden. Han tog ikke imod hendes råd, men forsatte med at udfylde papirerne. Alle de kedelige spørgsmål. Fulde navn, fødseldato og -sted, bosted og alle de andre basisfacts. Det var først på sidste side, de interessante (og en smule svære?) spørgsmål dukkede op, sort på hvidt. Først; hvorfor slutter De dem til landets forsvar?
Fordi det er en enestående mulighed for at kunne samle eksklusive oplysninger, så Nabolandets chancer for at vinde forhøjes. - Selvom der tydeligvis ikke er brug for det. Han klukkede lidt for sig selv, men skrev det selvfølgelig ikke ned. I stedet skriblede han et par få ord ned om hvor meget han holdt af Warland og ikke kunne klare at miste det. Hvordan han følte en enorm trang til at beskytte sit hjemland, beskytte dets natur og dets indbyggere. En sand klassiker, tænkte han skadefro. Mindst halvdelen af alle de soldater, der var samlet her, måtte have skrevet det samme som ham. Han lo for sig selv igen, før han vendte opmærksomheden mod pigen ved hans side igen. Han ville gøre endnu et forsøg på en samtale, denne gang nærmest sikker på, at det ville lykkes. Især fordi han kunne se, at hun var færdig med sine papirer.

"Det er ellers herligt vejr i dag, synes De ikke?" Han kiggede op på den blå himmel; solen stod højt og kun et enkelte par skyer var at se. Temperaturen svingede mellem femten og atten grader - bestemt ikke dårligt for en tidlig forårsdag. "Perfekt til en spadseretur igennem byen," konstaterede han venligt. Antydningen i hans ord var tydelig, men han lod hende ikke tænke for meget over dem, for han tilføjede hurtigt, "Kunne De måske tænke dem at slentre en tur ned ad Hovedgaden med mig, når vi er færdige med disse udfyldninger? Måske med et efterfølgende glas koldt drikkelse? Jeg kender et dejligt sted, De ville synes om det." Han sendte hende det mest charmerende smil, han kunne forme.

Lynn rejste sig. Hun var frastødt af denne mand. de havde ikke engang været i samme rum i fem minutter og han lagde allerede an på hende. Hun trak en smule på skuldrende og kneb øjnene lidt sammen. Hun gik med lange skridt op til front desken hvor hun afleverede papirene. Nu var det altså officielt. Hun var en del af hæren. det var for stort til at rumme. Alle de følelser der vældede frem i hende. stolthed, had, hævn, sorg, savn, kærlighed, lykke, ulykke. Det var for meget. Hun kunne ikke få vejret. Hun måtte væk. Hun gik hen og stillede sig direkte over for den frastødende mand som mange ellers ville have fundet virkelig attraktiv. Hun så ikke på mænd som hun plejede siden Caves død og hun tvivlede på at hun nogensinde ville komme til det igen.

Lynn kiggede ham direkte i øjnene. "Fint." sagde hun stille. "tag mig med ud og spadser, eller på kro, eller hvad du end vil. Bare du får mig væk her fra!"

Hun svarede ikke. Ignorerede ham, samlede sine papirer. Afleverede dem til den spinkle mand, der havde kaldt Eden for svans. Han tog sig ikke af det, Eden, skænkede det faktisk ikke en tanke. Han vidste nemlig, at pigen med det sorte hår nok skulle give respons inden længe. Han kendte folk. Og hende her - sådan var han bare. En menneskekender.
Og han havde minsandten ret.
"Fint. Tag mig med ud og spadsere, eller på kro, eller hvad du end vil," sagde hun. "Bare du får mig væk herfra!"
"Naturligvis, frøken...?" begyndte han, formede sætningen som et spørgsmål. Han vidste sådan set godt, hvad hendes navn var, for han havde smugkigget i hendes papirer, da hun afleverede dem. Lynn Morgan. Det var ganske pænt, syntes han, men det var alle navne jo? Desuden spillede navnet ikke den store rolle i nogen sammenhænge. Men man var selvfølgelig høflig, og nu når han lige havde inviteret hende på en iste eller hvad hun nu drak, så skulle han gerne også kende hendes navn, og hun skulle også gerne vide, at han kendte det. For god ordens skyld.

"Hvis De lige vil have mig undskyldt," mumlede han diskret, og bankede sin papirsbunke ned i bordet, så de var pænt samlede. Han afleverede dem med et afmålt nik, uden nogen form for følelsesmæssig reaktion på nu at 'være en del af hæren', og vendte sig igen mod pigen med et nydeligt smil.
"Hvis De tillader..." sagde han, og rakte armen frem, så hun kunne hvile sin hånd i den. Han havde set mange par på Hovedgaden gå sådan, arm i arm, altså. Det virkede meget naturligt, selv mellem bekendte.

Lynn udstødte et lille latter grynt. og rystede lidt på hovedet af den kække mands udstrakte arm. Han kunne tro nej.
Hun strøg let hen mod døren og så ud i den fugtige friske luft. Hun tog en dyb indånding. Så stak hun igen hovedet indenfor. "Kommer de eller hvad?" Hun afventede ham lidt. Da han var tæt nok på hende begyndte hun at gå igen, hen mod porten. Hun kastede et blik bag ved sig, på manden. "Lynn Morgen." sagde hun simplet. intet andet. intet smil, intet suplerende spørgsmål om hvad hans navn var. Hun gik bare videre.