Forberedelser til kamp [OPN]

Han så på hende og nikkede, "vi må gøre vores bedste i denne krig, for at overleve, og for at vinde.. uden dette land ingen jobs til mig" sagde han og smilte roligt. Han så kort rundt på de forskellige personer der var rundt omkring, det så ud til at folk også snakkede godt sammen, skønt mange var forskellige. Hans blik vendte sig mod hende igen, "og uden dette land, så ville jeg ikke kunne havde mødt dig" sagde han og så på hende med et varmt smil, "tænk min første ven" sagde han og så efter tænksom ud. "men forresten.. hvad er min nye vens navn så?" sagde han og smilte varmt til hende.
Han tænkte kort på hvordan det mund ville være at have en ven som hende, og tænkte lidt på hvor mange gange han havde set andre som havde stået op for hinanden som venner. Han tænkte om han også ville få sådan nolge følelser om at beskytte hinanden for en hver pris. "Forresten så mit navn..." sagde han og stoppede let, han vidste ikke om han skulle give sit rigtige navn eller kalde navn.. men siden de joh nu var venner så ville det sikkert ikke gøre noget. "mit rigtige navn er Tacri Black Zenzium, men jeg bliver kaldt TwoBlade" sagde han med et stort smil.

Hestens hoveslag hørtes tydeligt, når de slog mod brostenene. Han var hurtig, Harodin, og han var sej. Tilmed smuk. Den bløde, mørkebrune manke slog mod halsen, der var dækket af millioner, nej, milliarder af små, brune hår. Han var så flot, og han duftede dejligt. Som en rigtig hest skulle dufte. Han svedte, pelsen var helt gennemblødt, selvom noget af det også skyldtes regnbygerne i skoven. Og han var sikkert også tørstig. Og ikke mindst sulten... de var løbet tør for forsyninger et par timer efter afskeden med Arandur.

Ephera klamrede sig til hans fugtige hals, holdt godt fast. Men det havde ikke været nødvendigt, for han havde opført sig fortrinligt under hele turen, Harodin.
En vis glæde boblede indeni hende. Det skyldtes udelukkende, at hun var tilbage i sin hjemby. At hun og Arandurs smukke hest havde fundet den, at den stadig fandtes, at hun rent faktisk befandt sig midt i den! Det var næsten uvirkeligt, ikke til at tro. Men hun kunne genkende det hele; der var ikke én eneste ting, der havde ændret sig. Joeh, der var nye artikler i de forskellige butiksvinduer og der hang plakater ved hver lygtepæl og også på visse butiksdøre. Men udover det, var alt uforandret.
... Og dog.
Som de red afsted på Hovedgaden, så hun Det Gyldne Vildsvin. I færdig stand! Hun spærrede øjnene op, og udstødte automatisk et glædesskrig. Den var flot og lige som hun huskede den fra før, den blev brændt ned af Haldonir og hans mænd.
Haldonir.
Det gik pludselig op for hende, at det muligvis var ham, hun skulle snakke med. Det var til ham, hun skulle fortælle nyhederne om at der var fjendtlige skabninger, der forlangede at overtage Warland. Hun opdagede, at han sikkert ville genkende hende... tæve hende til blods... torturere hende... og derefter myrde hende? Og hvad så med Kairos? Hvad så med skoven? Og hvad så med Arandur? Hvad ville der blive af dem...?
Hun tog en hånd op til kinden, der var våd af tårer. Hendes frihed skulle smides væk inden længe. Og hun ville frivilligt vandre ind i den tidligere fjendes gemakker. Hun ville selv gå med til sin egen død, gik det pludselig op for hende.

Hun følte sig splittet. Splittet mellem frygten for Abaddon og frygten for Haldonir. To ondskabsfulde mænd, der begge havde taget dem, hun havde kær, fra hende. Først Saga, så Kairos. Hun kunne uden tøven svare på, hvem der havde skadet hende mest. Men var det ensbetydende med, at hun også frygtede ham mest?
Nej. Nej, hun måtte gøre det. Hun måtte fortælle Haldonir om Abaddons tilstedeværelse og hans ønsker. For Oprørerne, for hendes venner... for Warland!

Hun svingede sig ned fra Harodins ryg lige inden porten ind til barakkerne. Sidst hun havde været her, var det mørkt og tåget, og hun havde ved hjælp fra Artzhor og Selicia flygtet fra et forfærdeligt fangehul i kældrene. Hun gøs ved mindet, og rystede det hurtigt væk.
Sammen gik Ephera og Harodin hen mod porten og vagten. Vi kan ligeså godt tage hovedindgangen, tænkte Eph ligegyldigt.

"Jeg skal overbringe nogle vigtige informationer til Deres øverstkommanderende," sagde hun fast til vagten. Han lod til at være ligeglad, og lavede en doven gestus mod en hytte et stykke væk fra dem. Ephera nikkede usikkert, forstod ikke, hvorfor han bare sådan lod hende gå forbi.
De vandrede hen mod en stald, hvor hun lod Harodin få noget at drikke. Hun tøjrede ham ikke fast eller noget, for hun stolede på, at han ikke forsvandt af sig selv... selvom de ikke havde kendt hinanden i spor lang tid.
Hun strøg ham over mulen, og tog en dyb indånding. Kiggede ud over scenariet. Det var overraskende hvor mange elvere, hun kunne få øje på. Menneskene plejede ikke at arbejde sammen med dem...?
Men nåh ja, der var jo gået en del tid, siden hun havde været her sidst. Meget kunne have nået at ændre sig... måske var menneskene blevet mere åbensindede, og havde endelig indset, at elverne havde så mange fordele, at de blev nødt til at arbejde sammen? Det lød da fornuftigt nok.

Hun begav sig hen mod hytten, portvagten havde peget mod, i tunge skridt. Hun var ikke i den bedste stand på nuværende tidspunkt, men det kunne jo være ligemeget, når hun alligevel skulle tæskes igennem inden længe. Der lå klumper af indtørret mudder i hendes allerede fedtede hår, men i det mindste var det ikke vådt længere. Regnen herskede kun i skoven... ikke her i byen, heldigvis. Hun frøs ikke, for Arandur havde lånt hende hans lune kappe, der også var vandtæt. Under dens beskyttelse kunne aftenkulden ikke røre hende. Hun så mod horisonten over alle bygninger, så hvordan solen langsomt bevægede sig ned og skabte en smuk, lyserød himmel. Kun få skyer prydede himlen, men det var nu alligevel temmelig køligt, denne sene eftermiddag. Hun førte sin hånd op mod sin højre kind igen. Riften, Abaddon var skyld i, blødte ikke mere. Blodet var for længst tørret ind, ligesom i hendes underlæbe og på hendes venstre underarm, hvor hendes kniv ikke lå mere. Hun havde smidt den ude i skoven ved mødet med Arandur... ham, som fik hende til at føle sig så tryg. Det ville hun aldrig føle mere, ikke efter i dag. Hun fældede en enkelt tåre, som tristheden voksede i hende.

"Uden Warland har jeg intet hjem." sagde Mara trist. Warland var det første land, som ikke havde kigget på hende med en masse sideblikke, som var nedværdigende. Mange mennesker brød sig ikke om elvere, nogen brød sig ikke om fremmede. Men dette land var anderledes, fordi her boede der så mange forskellige racer sammen. Selvom der på det sidste havde været krig mellem racerne, så var de begyndt at finde sammen igen. Men Mara havde følt sin kalden til krigen, da hun havde hørt, hvordan naturen frygtede krigen. Hun elskede naturen og ville beskytte den.
Mara betragtede TwoBlade, da han nævnte hans navn og undrede sig lidt over, det han blev kaldt. Men det var der vel ikke noget underligt i. "Jeg er Maradith Undómiel." præsenterede Mara sig, hun håbede ikke, at han kendte navnet i forvejen, hun håbede det ikke.

Hans blik blev undrende, men fik et stort smil da hun sagde hendes navn. "det var et smukt navn" sagde han med en blid stemme til hende, han kløede sig let undrende i nakken, han tænkte lidt over hvad man kunne spørge en bueskytte om men kom så i tanke om noget "hvad er så dit speciale inden for bueskydning?" spurgte han hende undrende, han havde hørt en smule om nogle forskellige ting inden for bueskydning men var ikke helt 'in' i det endnu. Han var trods alt også kun sværdmand.
Han tænkte lidt på hvor hun nu også boede, siden det ikke lød til at hun havde sådan god kontakt til en masse elver, og om hun i det hele taget var 'sammen' med en. Det sidste fik ham til at rødme en smule men han fik det hurtigt væk da det ikke lige frem var noget han tænkte på meget så det havde ikke været noget som havde fanget hans interesse endnu.

Green rejste sig fra stolen. Han havdede siddet der rimelig længe nu. Nina så ud til at sove godt, og det så ikke ud til at Chris ville komme foreløbig (HINTHINT - Det skal han).
Derfor havde Green besluttet sig for at gå en tur. Han havde overhovedet ikke set stedet. Han var gået fra indgangen til sin seng, ud til Nina og så til sygeteltet. Da Green trådte ud af døren lagde han med det samme mærke til en kvinde med en hest. I starten var det hestend er fangede hans interesse, men så syntes han pludselig han kunne genkende kvinden. Det kunne vel ikke passe? Han havde fundet Nina, og hvis han så rigtigt, også en anden betydningsfuld person. På en dag! Green satte i løb over pladsen.

Gvan kiggede op. Forvirret. Så kom han i tanke om at Safran havde antaget en anden form.
Om han vidste hvior toiletterne var? "Nej" svarede han "jeg er lige ankommet". Han kiggede op og ned ad hende, så sukkede han. Måske kunne denne forfængelighed senere bruges mod hende. Den var i hvertfald klog at huske på, for en sikkerheds skyld. Ikka at han ville glemme den. Gvan havde på fornemmelsen at Safran ville minde ham om den tusindevis af gange.

// Mhm... der er en god grund til, at hun virker sindssyg, Ephera. xD Undskyld for et forvirrende indlæg...

Ephera løftede en hånd for at klø sig i øjenbrynet. Hun gned sig i øjet, og gabte højt. Den uendelig lange ridetur havde gjort hende så træt, og hun var begyndt at tro, at hvis hun ikke havde mødt Arandur og hvis han ikke havde lånt hende sin skønne Harodin, så ville hun have været død nu. Rideturen alene havde været utroligt udmattende, men hvis hun skulle have været til fods...? Det var en helt anden sag, og hun turde næsten slet ikke at tænke på konsekvenserne. Taknemligheden strømmede ind over hende, for hvad havde hun dog gjort uden den hest? Hendes mundvige løftede sig svagt i et lille smil. "Tak..." mumlede hun, men vidste, at det ikke ville være nok. Hun ville stå i evig gæld til elverdrengen Arandur... ham, der havde givet hende alt, han havde på sig. Og de kendte ikke engang hinanden. Hun skammede sig over at have taget imod det, gik det op for hende, imens hun slæbte sig selv hen over brostenene. Hun havde taget, taget og taget fra ham, og ikke givet ham noget tilbage. Og så var der selvfølgelig også det, at han var gået tilbage til Abaddon. For at redde skoven, for at redde Kairos! Ephera rystede forfærdet på hovedet. Kunne ikke se, hvad han havde fået ud af deres møde. Han satte sit liv på spil for hende, og de havde kun snakket sammen i få minutter.
Jo, hun skammede sig. Noget så forfærdeligt... ønskede næsten, at hun kunne spole tiden tilbage og gøre sin fejltagelse om. Hvad hvis der skete ham noget? Hun skælvede let ved tanken...

Pludselig opfangede hun i hendes øjenkrog et mørkt objekt, der kom farende mod hende i høj fart. Hun vendte sig mod den mørke skikkelse, og det gik op for hende, at det var en mand. En soldat. En soldat der genkendte hende? Åh nej, det gik ikke! Hun skulle først have informationerne overbragt! Oplysningerne var essentielle for Warlands overlevelse, og ikke mindst for Kairos'! ... Og Arandurs... hun åbnede munden i forskrækkelse, stirrede forskræmt på manden, der løb mod hende.
Men efterhånden som han kom tættere på vistes flere detaljer i hans ansigt, og Ephera syntes at kunne genkende ham... mere og mere, faktisk! En ny stime af forvirrende tanker invaderede hendes sind, og hun følte, at hun ville eksplodere med forskellige følelser. Mistro. Lettethed. Glæde. Skamfuldhed. Mistænksomhed. Skræk! Rædsel!
Men nej.... nej, nej, det var ikke ham, det kunne det ikke være. Hvorfor skulle Green opholde sig ved barakkerne? Og det var bare så urealistisk, det kunne umuligt være... men jo. Jo, den var god nok. Manden foran hende var selveste Green Leak, en helt, hendes bror.

Først lyste hendes ansigt op i det bredeste smil, men så vældede den dårlige samvittighed ind over hende, og tårerne skinnede i hendes øjne. "Green, jeg... jeg kan... nej... nej, der er ingen undskyldning, hvad jeg gjorde var... utilgiveligt, jeg bør ikke leve, det ved jeg, Green... Green! Jeg er så ked af det, du aner ikke hvor..." Hendes stemme stilnede af, da hun opdagede problematikken i situationen. Hun spærrede øjnene op, og stirrede med øjne fuld af rædsel på ham. På ingen tid kneb hun så øjnene sammen, og hvæsede, "Hvorfor er du her?! FLYGT! Løb,du har chancen! Haldonir tager livet af dig! LØB, GREEN! LØB!" Hun pegede med en skælvende finger mod porten, hele hendes krop rystede af skræk. "Nu! Inden nogen genkender dig, løb!" Frustrationen vældede ind over hendes ansigt, og pludselig så hun bedende på den bror, hun aldrig havde vidst, hun havde... "Løb nu... inden det er for sent..." Tårerne trillede ned af hendes beskidte og blodige kinder, det endte galt det her, hun kunne mærke det... hvorfor løb han ikke? Hun havde lyst til at skrige ham i hovedet, hvorfor forstod han ikke faren i situationen? Haldonir og hans folk var efter ham, han var efterlyst, de ville få fat i ham, gøre... ting mod ham... hun hulkede højlydt nu.

Medmindre... medmindre selvfølgelig de havde sluttet fred! Medmindre Haldonir havde besejret Green og hyret ham som soldat! Han arbejdede under den barbariske Haldonir nu! Rædslen skyllede endnu engang ind over hende, og med et følte hun sig svigtet. Selvom det var hende, der havde svigtet ham og de andre... adskillelige gange.
Men nej... Green ville aldrig have gået med til det! De havde... de havde tortureret ham! Han havde været ved at blive vanvittig, før han endelig gik med til at arbejde under det klamme svin!
"Hvad har de gjort?" forlangede hun med strenge øjne. Hun hævede stemmen til en hidsig skrigen. "Hvad har de gjort?!"
Hun slog hænderne op foran ansigtet, og faldt på knæ, grædende. Tårerne faldt, én efter én, og der samlede sig en sø mellem to store, grå brosten. Hun hulkede højlydt, var ligeglad med folks blikke. Alt var tabt nu. Det var alt sammen ligegyldigt, dette var enden. Nej, dette var efter enden. Hun befandt sig i en grum verden... de havde tabt... Oprørerne havde tabt, Green havde tabt. Alt var tabt! Og hun havde ikke været her for at gøre en forskel. Hun havde ikke været her for at hjælpe til, hun havde forrådt dem alle sammen. Hun havde ladet den gudsforladte mand Haldonir få ram på hendes venner... hun havde ladet ham skade dem, torturere dem...
Hun havde svigtet dem på det værste. Hun var en... en...
Forræder.

Mara nikkede til det, som han sagde om hendes navn, andet kunne hun ikke rigtig gøre. Hun var glad for, at TwoBlade aldrig havde hørt hendes navn før. "Mit speciale?" sagde Mara og overvejende, "Jeg tror ikke rigtig, at jeg har noget. Jeg er bare der, hvor der er brug for mig." Det gav hvertfald mening for Mara at sige sådan. Hun var jo der, hvor man havde mest brug for hende. På denne måde, havde hun en mulighed for at beskytte dem, som havde brug for hendes hjælpe.
Mara opdagede, at han rødmede, hun undrede sig over, hvad han havde tænkt på, men hun ville nu ikke spørge ind til det. Da hun så den røde farve på hans kinder, kom hun i tanke om Rai. Tanken gjorde hende en smule nedtrykt, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun måtte glemme ham igen, fordi det nyttede ikke, når hun skulle i krig, at hun havde alle disse følelser med sig.

Han så på hende og tænkte lidt men nikkede så også, det lød nu ret fornuftigt i hans øre. Hans blik faldte på hendes hvor han så bed sig i læben, "er du så alene her?" spurgte han hende undrende og hentyde til om hun havde nogle venner/veninder her også eller om det kun var hende. Han kom nu ogås lidt i tanke om noget som undede ham lidt. Nu hvor de var kommet her og skrevet ind, hvad skulle der så ske nu med dem alle sammen? han kendte ikke rigtig til planerne jo ud over at de skulle slagte fjenden når de kom, hvilket han var ret så klar til.
Han glæde sig nu til at komme igang, og faktisk bare få dette overstået. Men igen så vidste han joh ikke helt hvor mange soldater fjenden havde. Men en ting var sikkert, han ville holde en hel uges fri efter dette, en hel uge som en normal mand der nu bare gik lidt rundt.

Mara så lidt på TwoBlade, efter han havde spurgt hende, om hun var her sammen med nogen. Hun var jo enlig kommet her alene, hun vidste ikke om hun ville se ham inden, de skulle i krig. Måske ville hun kunne se ham efter krigen. "Jeg er her alene. Men jeg ved ikke, om jeg vil møde nogen, som jeg kender. Det må være op til naturen at bestemme det." sagde Mara. Og det var også kun helt rigtigt. Hun kunne jo ikke bestemme, om Rai dukkede op eller om han blev væk. Men hun regnede jo med at han ville komme, fordi det havde han sagt, eller han havde sagt, at han også ville kæmpe. Hun vidste ikke, hvor alvorlige disse løfter, da hun aldrig har talt før med ham.
Mara så på sin bue, det var så lang tid siden, at hun havde haft den i hånden og hun elskede den virkelig højt. Det samme galt nogle af de dolke, som hun havde. Det var de eneste minder, som hun havde tilbage fra elverskoven, som lå meget langt herfra.

Han så på hende og tænkte lidt, hendes svar gav ham en masse tanker, en masse tanker om hvad der kunne ske hvis man mødde hinanden igen fast efter krigen. Et smil dannede sig over hans læber, et lille varmt smil der blev større og større. Han så roligt op mens vinden fik fat i hans hår og strøg det tilbage så begge hans brune øjne var synlige, "jeg tror.. jeg tror på hvis man har en man skal møde efter en krig, en som er vigtig for en, så gør det en stærk" sagde han og så så mod hende med et lidt undrende blik.
"du min eneste.. og første ven, jeg vil kæmpe for at vi kan mødes her igen, når der er fred her i warland for de andre." sagde han med et stort smil hvor han rakte hende hånden, "en aftale?" spurgte han hende undrende mens han så meget glad ud nu, det var noget som brændte stærkt i hans sjæl, håbet på at man kunne mødes igen efter krigen.

//Håber det er ok at jeg blander mig? Skal bare lige have Mortimer med i krigen xD//

Det tørre støv stod op omkring Hack, imens han støt og roligt traskede ind til barrakerne. Endnu engang lod han sine grove hænder røre ansigtet, sikre sig at det hele var på plads. De mørkegrønne øjne havde han ændret til de grå, iskolde dræber øjne og trækkene var blevet grovere. For at give sig selv endnu et puds, havde han ladet et ar gå ned fra hans albue hen til håndledet. Resten var faktisk sig selv, den lavere højde, det mørke hår, der hele tiden faldt ned i øjne.
I det øjeblik Hack gled ind igennem muren omkring barrakerne, mærkede han stemningen. Støv stod op omkring dem der øvede sig i krigskunst, nogle stod og snakkede, andre trænede ivrigt. Dog, før man kunne komme ind, skulle man udfylde nogle papirer. Med et dybt suk over hans ringe evne til at læse og skrive, stillede han sig derhen. Han fik stukket noget papir i hånden og noget at skrive med. Det første ord kendte han hurtigt. Selvfølgelig var det navn. Med en sjusket skrift fik han klemt ordene Hack Aideóren ned på papiret. Efterhånden da han kom igennem alle spørgsmålene omkring hans liv og grundlag for kamp, gik det bedre med skriften og læsningen. Endelig, da han kom ned til det hvor han skulle skrive hvad han ville kæmpe som, lagde Mortimers stemme sig i vejen. Sværdkæmperne kommer i første geled, bueskytterne bliver gemt bort, hvor der er større chance for at de kan skyde uden at blive dræbt. Dog, med en form for tvang fik han skriblet sværd ned på papiret. Endelig kunne han tilfreds, efter at have gennemgået det hele, aflevere papiret til manden. Manden brummede og gjorde klar til den næste. Et indre suk over at have kommet igennem tog han sig endelig tid til at kigge sig omkring.
Det første, der fangede hans øjne var to elvere, der stod og snakkede sammen. Dog flød de sammen med alle de andre, da der var tusind vis der hilste og hjalp hinanden. Bagefter skimtede han om han kunne se nogle kendte ansigter. Et kendt ansigtet dukkede frem for hans øjne, men en ung kvinde var gået hen til ham, imens de snakkede. Med en svag trækning på skuldrene, gik han hen til sværd træningen. Nogle ungemænd kæmpede med træsværd imod hinanden, imens de ældre fik lov til at bruge rigtige sværd, dog uden en skarp æg. Hack tog imod den tunge, men lette sværd for ham, og kiggede efter en modstander. Dog nåede han ikke at kiggede længe, da en tilfældig gjorde hentydning til at angribe. Overrasket over det pludselige angreb sprang Hack til siden og kiggede på sin modstandet. En ung mand, lidt yngre end ham selv, begyndte at kreds omkring ham. Hack gjorde det ligeledes, med sværdet hævet til hans liv. De grå iskolde øjne stirrede ind i de tydeligvis rolige og varme øjne. Den unge mand sprang til angreb imod Hack igen, og slog ud med sværdet. Overlegent for manden, trådte han et skridt til siden, og så hvordan den unge mand fik overvægt og snublede. Dog formåede manden at holde sig stående og vendte sig om imod Hack. En ulmende vrede steg op i de grønne og engang rolige øjne. Hack begyndte at kreds omkring manden. Denne gang angreb Hack og gjorde en finte, hvor han først lod som om han ville slå ham fra siden, men stikkede i stedet for ud imod maven. Dog kendte manden finten, og parrede sværdet. Med lidt besvær fik manden plantet et slag ind på Hack, som overrasket gik tilbage. Dette var første gang at nogen havde kendt finten. Sådan blev træningen ellers ved. De to mænd fik indledt slag ind på hinanden, selvom Hack overlegent fik nogle ordentlige slag ind på manden.
“Du vinder” stønnede manden udmattet med sveden haglende ned af kroppen. Hack blinkede endnu et par gange da hans egen sved gjorde ondt i øjne.
“Du er meget god”. Hack stak hånden frem imod manden som tog imod den.
“Tak, og det må jeg sige du også er” sagde manden og smilede bredt til Hack, der langsomt smilede tilbage.

TwoBlades ord gav indtryk på Mara. Det han sagde gav jo mening for hende, men det var også stærke ord. Og da han rakte hånden frem i mod hende og ville lave en aftale om, at de mødtes igen, så hun lidt tøvende på hans hånd. Det var store ord at love, at man ville se hinanden igen efter krigen, man kunne jo ikke bestemme, om man ville overleve eller, om krigen ville tage en. Ville hun selv overleve krigen? Det var en tanke, som hun intet kunne gøre ved, fordi hun kunne heller ikke svare på den.
Mara tog hans hånd og rystede den. "Det er aftale, men vi mødes vel ikke lige her. Vi kan også mødes andre steder." sagde hun med et smil. Det skulle jo ikke mødes her. De kunne jo også mødes ude på slagmarken, når det hele var forbi. Eller midt inde i byen, når det skulle fejres.

Han så på hende og blev ret overrasket over hendes hånd, så fin, så tynde fingre. Han fik et smil over læberne og nikkede let kort til hende. "jeg vil i hvert i fald lede efter dig" sagde han og så på hende med et roligt blik. Hans tanker kom lidt over kampen, hvor mange dage skulle de mund kæmpe, og hvor hårde ville deres modstander være. Han vidste selv intet om dem så det var mysterie for ham om hvordan de kæmpede.
Hans hjerte hamrede også en smule hurtigere af nervøsitet der var vokset en smule i ham over spørgsmålende, men kampånden var der også. Den ting som fik ham til at syntes at det kun kunne gå for langsomt for fjenden at komme. Også fordi han nu havde noget mere at kæmpe for, og noget som var dybere for ham. Han så let rundt for at se på de andre hvor han kunne se der var kommet nogle flere. Han tænkte lidt på om de vidste noget mere om hvad der skete rundt omkring med krigen, han ville joh gerne i kamp, og han følte det var hårdt at sidde og vente i sådan et godt vejr til at få kampånden helt i top.

//Jeg kan ikke finde ud af hvem der skal svare, og hvem der skal snakke med hvem... send gerne en pm (er væk til på mandag)//

// Okay, her er lidt overblik til alle. ^^

Hvem er hvor og hvad laver de:
Niniane ligger og hviler i infirmeriet. Er lidt på standby p.t.?
Chris er til møde, venter på Iljana… Chris burde svare, og beskrive lidt om mødet, før Iljana kommer.
Iljana er i sin hytte, har lige været i bad og skal klæde sig på til mødet.
Safran (i form af Penelope) og Gvan snakker, det er Safrans tur til at svare.
Green og Eph snakker, Eph er på vej hen til mødet, det er Greens tur til at svare.
Mortimer (i form af Hack) øver sværdkamp, snakker ikke med nogen p.t.
Maradith og Twoblade snakker sammen henne ved bueskyderiet (ikke?), det er Maradiths tur til at svare.

Følgende personer skal svare:
Chris
Safran
Green
Maradith

Er det ikke sådan? C:

lyder meget rigtigt :3 jeg glæder mig til det miin tur til at svare X3

Mara smilte over hans ord. Hun begyndte at tænke over, hvem mon hun ville lede efter, ingen? Hun ville måske bare stå og spejde, mens hun tog sig af sine sår, måske af andres. Eller måske lå hun et sted på slagmarken og var såret til det yderste, så hun ikke kunne klare det mere? Hun vidste det ikke, fordi hun kunne ikke se fremtiden, hvilket hun heller ikke ønskede. Hun ville ikke kende andres fremtid.

Mara rejste sig op. Hun samlede sin bue op og rettede den mod skydeskiven. Hun lod, som om hun lagde en en pil i buen og trak i den, hvorefter hun gav slip igen. Buen sang stille og Mara smilte veltilfreds. Hun tog tørklædet og kappen over armen. Hun kiggede på TwoBlade og spurgte, "Vil du med et sted hen, hvor man kan få noget at spise?" Hun var nemlig selv ved at blive lidt sulten ovenpå træningen og rejsen herhen.

//undskyld, at jeg først svarer nu.. men der har været nogle ting i vejen.//

hans blik vendte sig undrende op mod hende hvor han så tænkte over det hun sagde, "det lyder nu fristende" sagde han hvor han sendte hende et let smil. Men det var nu også en god ide, og han kunne ikke sige fra sig at sulten havde været inde i hans tanker, siden at kort efter at han havde sagt det begyndte hans mave at rumle.
En rødmen farve dannede sig om hans kinder hvor han måtte tvinge sig selv til at rejse sig og så på hende med et let flovt blik "men så lad os finde et sted, så der ikke kommer for meget rumlen i maverne" sagde han med et smil.
Hans blik gled nu rundt på pladsen hvor han ikke rigtig kunne se nogle steder hvor der var mad men hele stedet var nu også langt større end hvad de så lige nu så et eller andet sted skulle der nok være mad. Han så derfor let mod hende med øjnene og rakte ud efter hendes fine elverkvinde hånd med sin stærke mandlige hånd dog stadigvæk med elverfinheden over den.

Med hurtige skridt gik Chris over til hovedbygningen hvor mødet skulle foregå. Han fandt det det godt beskyttede lokale og tog en nøgle frem og låste den massive dør op. Inde i rummet åbnede han skodderne for et af vinduerne. Med endnu en nøgle fik Chris adgang til en skuffe, der stod i et hjørne, hvor han tog nogle papirer op. Han gennemlæste dem hurtigt og gik over til et kort der hang på en af væggene. Han noterede en lille smule på sine papirer og lagde dem tilfreds på det lange bord. Han satte sig ned på dirigenten((det hedder den person der styrer møder//s plads og ventede lidt. Et øjeblik efter kom en af de andre øverstkommanderende ind af døren. Chris hilste venskabligt og fik nogle småinformationer om mængden af mad.

10 minutter efter

Alle de øverskommanderende var nu samlet om det ovale bord i midten af lokalet, undtagen Iljana og Green. Chris sad for enden med ansigtet vendt væk fra døren, hvilket betød at han flere gange måtte dreje hovedet for at se om de to sidste ikke snart kom.
"Kan vi ikke snart begynde, vi er her jo allesammen!" konstaterede en øverstkommanderende, der var menneske og stærkt utilfreds med Chris' lederskab.
"Vi venter på to specielle gæster," sagde Chris og tilføjede så, "Og de er værd at vente på."

Hun åbnede tøvende døren, med håndklædet omkring sig, og blev mødt af en kvinde i en mørkebrun kjole og håret sat op i en knold. Ordinær, men vældig køn, syntes Iljana.
,, Dette er til dem." sagde hun og smilede forsigtigt. Rakte det pænt foldede tøj i hendes arme frem mod Iljana, som lettere nysgerrigt tog imod det.
,, Tak.." sagde hun, og gengældte taknemmeligt hendes smil. Kvinden nejede høfligt og forsvandt atter ud på pladsen.
Iljana lukkede og låste døren, og foldede tøjet ud. De havde tydeligvis ikke kunne skaffe hende noget af sit eget endnu. Hun betragtede undertøjet, den grønne tanktop og de mørkebrune læderbukser, med en vis nysgerrighed og forargelse. Hun gik aldrig i andet end kjoler. Dette ville bestemt være en helt ny ting for hende! Bukser var for mænd, ikke kvinder. Sådan var hun blevet opdraget. Dog havde hun lagt mærke til, at flere og flere kvinder - specielt dem, som valgte at gå ind for militæret - gik i bukser. Hun kunne på den anden side set sagtens se hvor upassende en kjole eller nederdel ville være i kamp, når man skulle kravle rundt på jorden, ud og vandre i flere døgn eller slås mod fjender. Hun sukkede let og trak i tøjet, som sad tættere end forventet, og betragtede sig selv i spejlet. Smilede svagt over den pludselige forandring og førte en lok af det stadig lidt våde hår væk fra ansigtet. Hun vendte hovedet let på skrå, tøvede et øjeblik og bukkede sig da ned. Åbnede skabet under spejlet og fandt hvad hun ledte efter. Hun førte hårbørsten med en smule besvær gennem håret. Nød følelsen af endelig at være ren igen, og satte det lyse, lettere krøllede hår op i en høj hestehale.
Hun tog diademet i hånden, og så tøvende på det. Vidste ikke rigtig, hvor hun skulle placere det. Syntes det ville være mærkeligt, akavet, hvis hun tog det på. Det passede ikke i sammenhængen. I stedet foldede hun det forsigtigt ind i den lyserøde balkjole, som hun havde haft på før, og gik ud i stuen, hvor hende og Chris havde siddet for en times tid siden. Hun så rundt med bylten i favnen. Ledte efter et godt gemmested, og besluttede sig for at lægge den ned i en kommode.
Kort efter tog hun afsked med hytten og bevægede sig ud på pladsen, som syntes mere fyldt med krigere end før. Både mænd og kvinder stod og meldte sig ind og trænede i både sværd- og buefærdigheder.

Hun vidste ikke, hvorvidt hun syntes om fremhævelsen af sine former, der bestemt slet ikke var værst. Hun var ikke vandt til denne form for beundrelse og begær, som hun pludselig lagde mærke til i mændenes øjne og svagt tydede via deres kropssprog, når hun gik forbi. Hun kunne fornemme, at langt de fleste ikke anede hvem hun var, uden sit diadem. De fleste så aldrig de royale, men genkendte dem kun per navn.
Hun spekulerede på, hvorvidt hun ville blive genkendt, når hun trådte ind i mødelokalet. Det undrede hende ikke, at de havde en soldat til at holde vagt ved indgangen. Han skulle vel forhindrede at de, der ikke var inviterede, ikke kom ind. Dette var vel også med til at forhindre spionage.
,, Hvem er du?" Hans stemme var dyb og tonen mistænksom.
,, Prinsesse Iljana. Jeg er inviteret"
Han gloede først på hende uden en reaktion, men brød da sammen i latter.
,, Haha! Den var god! Kreativt, må jeg sige." Latteren stilnede af, og han smilede selvsikkert. ,, Frk. "Iljana".." Han troede tydeligvis ikke på hende, hvilket gjorde hende en anelse irritabel. Hvordan kunne hun overbevise soldaten om, at hun var af kongeligt blod, uden sit diadem? ,, Skrid inden jeg bliver forårsaget til andre midler."

//Sorry, sorry, sorry, jeg har bare ikke haft tid til at svare v.v Nu kommer det så.. En time før jeg skal afsted//

Penelopes karamelfarvede ansigt lyste op i et blændende smil.
"Jamen så er vi jo to," lo hun med en letsindigt klingende stemme og kastede med sit viltre silkehår. De mørke øjne glitrede under de lange vipper.
"Lad os da holde samme, vi nye.." Hun trykkede hans arm let og gav slip.
"Hvor er de toiletter mon så?"
Hun forsvandt i mængden.

//ret så tyndt, men.. Jeg er trådt ud af emnet.. Men Safran er her stadig..//

Mara smilte kort over Twoblades mave, som rumlede. Hun undrede sig over, om han overhovedet havde fået noget at spise. Men hun spekuleret ikke længe over det, før hun kiggede på sine ting, hun begyndte nu at tænke over, hvor hun kunne gøre af det uden, at nogen ville røre det eller stjæle det. Hun fik øje på en af soldaterne, som så ud til at være kendt på stedet. "Undskyld mig, men hvem skal jeg tale med, hvis jeg skal have et sted at være?" spurgte Mara, hun havde jo ikke noget hjem. Soldaten pegede imod et sted. Mara nikkede som tak. Hun så nu på TwoBlade. "Jeg vil lige ligge mine ting fra mig. Du kan jo se, om du kan finde et sted, hvor vi kan få noget at spise. Så kan vi mødes her om et kvarter." sagde Mara med et skævt smil. Hun regnede med, at det var i orden. Så hun vendte sig om for at gå videre. Hun havde lige haft en del at tænke på.

Mara fandt stedet, som var blevet udpeget for hende. "Undskyld mig, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan sove." sagde Mara til manden, som stod i nærheden af hende. Han havde også været den første, som hun havde set. Han var lidt spøjs. Uden at sige noget henviste han til et bord, som så lidt slidt ud. "Du skal bare udfylde dette og betale en lille sum." sagde manden, som noget af det første, mens han rakte noget papir henover til hende. Mara udfyldte papiret og lagde nogle guldmønter på bordet. Manden kom guldmønterne ned i lommen og tog papiret i hånden uden at kigge på det.
"Følg med." sagde manden og gik mod den ene ende af barakkerne, hvor der lå nogle små, men gode hytter. Han pegede på en af hytterne og sagde, "Der kan De få lov til at bo, mens der er krig." Mara nikkede til tak og fik en nøgle. Manden var på vej væk, mens han var ved at læse i papirerne. Da han læste navnet, vendte han sig om, fordi han ville vide noget, men Mara var allerede gået indenfor. Han trak på skulderne og gik videre.

Mara gik ind i hytten, hun nikkede tilfreds. Her ville hun kunne overleve krigen. Hun lagde halstørklædet på sengen. Satte buen og koggert fra sig. Hun lagde nogle af sine få dolke på et bord, men beholdte et par stykke for en sikkerheds skyld. Hun lagde kappen over sine skulder og sørgede for, at hun havde sit hårbånd på, som skulle skjule hendes ørespidser. Hun forlod hytten for at finde Twoblade.

// Greeeeen..... Venter på at du svarer/deltager i mødet, så Chris kan svare og Iljana kan komme iiiind.... Er lidt utålmodig, her! xD

((Hej alle! Jeg er næsten lige kommet hjem fra ferie og det er altså derofr jeg ikke har svaret. Dommer dømmer alle tiltaler frafaldet og Green er igen überpopulær....jeg skal nok svare når jeg lige har læst emnet igen))