Forberedelser til kamp [OPN]

// Undskyld, at Lynn og jeg sådan har spammet emnet… det skal nok stoppe, for vi smutter nu. ^^ Eden vender dog stærkt tilbage inden længe. o.o Og så kommer Ephera også… sig lige til, når I er klar til, at hun kommer… ^^


Eden trak på skuldrende, imens et fornøjet smil spillede på hans læber. Han stak hænderne dybt ned i bukselommerne, og begyndte at fløjte en glad melodi, alt imens han fulgte denne Lynn Morgan i sit eget, behagelige tempo. De forsvandt begge ud af porten, og Eden tog høfligt hatten af for vagten, hvorefter han fortsatte.

Lynn og Edens slentretur ned ad Hovedgaden var ikke så traditionel, eftersom Lynn lynede af sted som om hun skulle nå noget, og Eden kom traskende bag hende og hilste på enhver, han mødte på hans vej.

// Out for både Eden og Lynn.

Chris ærgrede sig over at tjenestefolkene ikke havde lagt noget tøj frem til hende.
"Selvfølgelig kan du få noget tøj," sagde han med et smil, "Jeg kan også sende nogen ud for at hente dine kjoler, så kan du bare låne noget, indtil de kommer tilbage."
Han rejste sig fra den bløde stol og gik over mod døren.
"Mødet foregår i den hytte der ligger til venstre for min, bare kom når du er klar, jeg sender bud efter tjenestefolkene."
Han gik udenfor og fik fat på en kvinde, der straks skyndte sig over efter noget tøj.


//Garh... er VIRKELIG uinspireret -.-'//

// :s ... Kender det!

Hun fulgte ham med blikket. Lyttede. Nåede lige at råbe et "Tak!", inden han smuttede ud af døren. Gad vide hvor lang tid det kunne tage?
Hun var vandt til at ankomme til sidst, og regnede med at de - som Chris hentydede? - først begyndt mødet når hun ankom.
Iljana rejste sig fra stolen lidt efter døren var smækket i, og bevægede sig mod badeværelset. Lukkede stille døren efter sig og vendte sig mod spejlet på væggen.
Betragtede kvinden der stod der.
Hun kunne næsten ikke kende sig selv - førte hånden op til kinden og fjernede en beskidt plet. Hvad var det for en zombie, der stod i hendes sted? Gloede dødt frem for sig. Modbydelig beskidt, slidt og drænet for energi og styrke...
Hun lod hånden falde ned mod skulderen og trak forsigtigt de brede stropper ned. Lynede da ned omme på ryggen med lettere besvær og følte det bløde silkestof mod sine blege ben, da kjolen gled ned og landte på gulvet. Undertøj og sko blev også taget af, og diademet lagt forsigtigt på håndvasken.
Hun sikrede sig at døren var låst. Så vidt hun kunne se, var der kun et lille vindue nær bruseren, som stod let åben. Hun stilte sig ind i bruseren og drejede på det lille håndtag. Følte det først kolde vand mod sin krop og fik med det samme kuldegysninger, før det langsomt blev lunt og derefter varmt i en behagelig temperatur.
Hun løftede hovedet med lukkede øjne - nød vandet der blidt ramte hende - og begyndte da at gnide sin efterhånden beskidte krop. Vaskede sit hår så godt hun nu kunne..

Iljana havde netop slukket for bruseren og grebet efter et hvidt håndklæde, der desværre ikke var lige så blødt som dem derhjemme, da det bankede på døren.
,, Frk. Iljana?" lød en kvindelig stemme. Det måtte være kvinden med tøjet...

//Jeg tror vi diskuterer små strider osv. ind til du kommer... vi venter i hvert fald med det vigtige til du kommer.

//er det i dette emne, man skal melde sig, hvis man skal joine krigen?//

//Jeps :)

//super, så blander jeg mig lige. ^^

Mara var endelig på vej mod barakkerne. Der havde lige været nogle ting, som havde forhindret hende i at komme. Hun havde lige en afsked med Rai, som hun skulle komme sig over. Og hun skulle lige finde sine ting, som hun havde haft skjult. Men hun havde ordnet tingene, så hun var taget afsted til barakkerne. Hun håbede inderst inde, at hun mødte ham, men hun kunne ikke være sikker. De var inde i svær tid, som de måtte komme over. Det værste ved det hele var, at de kune lige havde mødt hinanden.
Mara ankom til stedet, hvor man skulle melde sig ind i hæren. Hun tøvede længe ved det sted, hvor man skulle skrive, hvem man var. Men hun blev dog tilsidst enig med sig selv om, at hun hellere måtte skrive sandheden. Resten var ikke så svær at udfylde. Da hun endelig var færdig med at udfylde papirerne, så afleverede hun dem til manden. Hun begav sig videre for at undersøge omgivelserne.
Mara stoppede op, da hun fik øje på stedet, hvor man kunne træne bueskydning. Det var et stykke tid siden, at Mara havde øvet sig. Hun ville starte let ud, så hun stilte sig 30 meter fra målet. Hun smed kappen. På ryggen havde hun et hvidt kogger hængende med en masse pile og en hvid langbue, som passede perfekt til hende. Hun lavede nogle få opvarmningsøvelser, før hun tog buen i højre hånd. Hun tog en af pilene og lagde den i buen. Hun tog sigte og slap strengen, som lavede en syngende lyd. Pilen ramte 3 mm ved siden af midten.

Tacri havde nu ikke set så meget krig på det sidste, ikke så meget at lave for hans vedkommende, men nu hvor der var ved at komme krig igen, så ville han nu gerne være der ude og hjælpe til. Han havde sit normale udstyr på som når han lavede sit job og red hurtigt på sin sorte hingst over marker og sletter. Han var på vej op for at skrive sig ind til krigen. Han var spændt inden i, spændt og en smule nervøs, det var nemlig hans første store krig. Vejen var ikke så lang syntes han og han følte at han hurtigt var ved barakkerne.
Han gik stille og roligt ind mens han havde tørklædet dækket over munden som han normalt gjorde og skrev sig så ind. Han skrev dog ikke sit navn men Twoblade, siden det var hans 'kalde' navn. Der efter afleverede han det papir til manden der skulle have det, og gik undrende rundt. Der var kommet mange syntes han, og det ville nok også være ret godt med noget træning imens man ventede, denne gang var det trods alt ikke noget hvor han skulle snige, men direkte i kamp. Han trak let sine to sværd op og så på dem med et roligt blik, *så Inu og Iso, så det nu vi skal kæmpe for alvor direkte* tænkte han roligt hvor han så så rundt imens han stak sværdende tilbage i deres skeder. Han havde nu ikke lyst til at træne direkte nu så han luntede roligt over til bueskytterne og så på deres træning med buerne og pillende. Det var faktisk en smule spændende, han havde selv prøvet at skyde med en bue nemlig og det havde ikke lige været det helt vildt nemmeste da han havde dengang fået en hård bue der var næsten umulig for ham at spænde helt op. Roligt trak han tørklædet om munden ned og følte den friske luft mod læberne, og kamp ånden i næsen.

Mara skød endnu et par pile afsted, de ramte alle det inderste felt. Elver havde det med af ramme præcis, de var jo næsten perfekte væsner, som lavede et minimal antal af fejl. Hun lagde an til endnu et skud og gav slip. Hun lagde bue fra sig og mumlede noget. Pilen ramte den anden ring fra midten. Inden den havde ramt skiven, så kunne Mara se, at skudet ikke var så vellykket. Hvilket genere hende en del, fordi hun havde skudt forkert med en bue. Hun gik hen til skive og samlede pilene sammen. Hun puttede alle pilene op koggeret igen, men i hånden holdte hun stadig den pil, som havde ramte den anden ring fra midten. Hun begyndte at bøje pilen. Da hun næsten havde fået bøjet den helt om, så knækkede den. Hun kunne ikke bruge en pil, som hun havde skudt forkert med, fordi så ville den samme fejl ske igen. Og Mara lod ikke den samme fejl ske to gange, hun var jo trodsalt en elver.

Tacri så stille rundt på de forskellige bueskytter, *de fleste er elver* tænkte han en smule undrende men syntes nu de skød ret så godt og ret så presisit. Han lagde dog mærke til en elver som åben bart så ud til at være ret utilfreds med sit skud og derfor knækkede pillen, det undrede ham lidt at de gik så meget op i det så de enda knækkede pillene der ikke ramte presist. Han lod sig let daske fra væggen af og gik da over mod elveren mens han havde et undrende blik.
" må jeg se den pil?" spurgte han hende direkte som det første over hovedet, hans blik så undrende på den. Han lignede ikke selv en bueskytte det mindste. Men var nu ret nysgeri om at han kunne finde fejl på pillen som havde gjort at det var blevet et skævt skud. Han var nu ret overrasket over bare pillens udseende. *det må være specielle elver pille det der* tænkte han og så så på hendes bue som så meget mere imponerende ud. Hans blik gled op på hendes roligt og hans blik faldte på hendes halv lange øre, *wow... bare hvis man havde sådan nogle* tænkte han og kunne ret godt lide elver øre, han syntes de så godt brugbare ud til at lytte med, og så når man var spion så skulle man joh lytte en god del, så et par elver øre ville være toppen for en spion, i stedet for hans svage menneskeøre der kun var trænet til at høre skarpt.

Mara kiggede på den nyankomne, som åbenbart havde betragtet hende og de andre bueskyttere. Hun lagde mærke til, at han betragtede hans øre, hun fandt det lidt upassende, fordi hun i længe altid havde skjult dem. Hun fandt igen sit grønne bånd frem, som hun satte om hovedet. Båndet dækkede det øverste af hendes øre. På denne måde holdte hun sig lav, fordi ikke særlig mange ville kunne genkende en elver, uden at kunne genkende ørerne.
Mara havde set undersøgende på ham, da han havde spurgt efter pilen. Hun klemte lidt om pilen. Mange prøvede at få oplysninger ud af elvernes arbejde, så de også kan gøre deres ting bedre, men ingen har nogensinde kunne gøre kunsten efter. Og ham her så ikke speciel proffesionel ud, så der vist ikke noget at miste. "Hvorfor vil De gerne se den?" spurgte Mara og rakte forsigtigt pilen frem mod ham.

Gvan trådte ind på pladsen. Selvom han ikke havde været i nogle kampe mod oprørene, som hærføre, og selvom han kun havde haft jobbet kort, frygtede han at nogle oprøre skulle genkende ham. I så fald ville han snakke om en fælles fjende, og om at redde Warland. Dette kunne måske redde ham, men han håbede stadig det ikke blev nødvendigt. Tera, nej Safran, ville komme senere havde hun sagt. Han brød sig ikke om ideen, med at skulle gå alene ind i oprørenes base, men han ville ikke vise frygt, og gjorde det alligevel.

Da han udfyldte skemaet løj han næsten hele vejen igennem. Kun spørgsmål om våben den slags blev besvaret korrekt. Han afleverede papirene til manden, og trådte udenfor. Pladsen summede af liv. Han kiggede sig en smule nervøst omkring. Så rankede han ryggen og gik målrettet afsted, uden noget mål (:D).

//Til alle, der evt. ikke orker at læse Safrans karakterbeskrivelse. Safran er en meget dygtig formskifter med speciale i menneskekroppen og oven i købet en fantastisk skuespiller. Tera er hendes mest benyttede form, men ikke hendes fødefigur. Tera arbejder som spion for menneskene, men da de ikke har nogen magt lige pt. går Safran lidt solo med Gvan, en af menneskenes generaler.//

Kappen var jordfarvet og en smule støvet. De posede bukser var hvide, skjorten var hvid, hør, selv her i det allertidligste forår. Hun havde brune støvler og Hun hed Penelope, havde Safran fundet ud af. Penelope var et smukt navn. Som Penelope selv. Hun tog imod de fremstrakte papirer med en slank, stærk hånd. Penelope Morgan Voltaire skrev hun med omhug. Slyngede bogstaver, smukke bogstaver. Smukke som Penelope. Naturligvis var hun smuk. Hun trådte ud af mængden med de brændende øjne, de lange ben, den brune hud. Bemærkelsesværdig var hun, flot. Det var en selvfølge. Tera havde leet, da Gvan spurgte hvorfor. Fordi jeg kan, havde hun sagt og spejlet sig. Nu udfyldte hun de sidste tomme felter. Hvad mon de gjorde med folk, der ikke kunne skrive? Der var måske en skriver et sted. Hun skævede til manden bag bordet. Han så intetsigende ud. Safran havde ikke tid til intetsigende mennesker. Hvorfor hun ville melde sig til forsvaret? Så let et spørgsmål. For at gøre en forskel, skrev hun, og det var ganske sandt. Hun ville gøre en forskel. Hun ville vinde kampen, kampen om hæder og ære. De skulle få lov at udråbe hende som helt, skulle de. Hun begyndte på det næste felt. Og bagefter ville hun forsvinde, stille glide ud af deres liv, Penelope, der forsvandt, ville de kalde hende, Penelope den usete. De ville glemme hende med tiden, mens hun gled tilbage i rollen som Tera, generalen Tera, herskerinden Tera. Hun ville ikke glemme, for hun glemte aldrig, ikke den slags, i hvert fald. Hun ville huske den hæder og den ære, hun havde vundet. Hun fniste som et lille barn og skimmede hurtigt sine svar. Jo, den var god nok, hun var færdig. Hun nikkede til den intetsigende mand, skævede mod himlen, der heldigvis ikke lovede alt for dårligt vejr, og begyndte at gå over mod trængningspladserne.

De havde godt nok ændret meget. Tera gjorde store øjne under Penelopes bløde hud. I menneskenes regeringstid havde pladsen her altid været som blæst, aldeles blankskuret, så man næsten kunne spejle sig i brostenene. Apropos spejle. Det var faktisk det, hun gjorde nu. Spejlede sig. Hun spejlede sig i de mange øjne, der vendtes mod hende, i de mange ansigter, der fulgte hende. Ja, hun var opsigtsvækkende, ja det var farligt. Alligevel kunne hun ikke rigtigt nære sig. Nogen skal jo gøre det, havde hun fortalt Gvan, da hun antog dette udseende, da hun iklædte sig denne maske, forvandlede sig til denne forholdsvis høje, stærke og atletisk byggede kvinde. Havde hun fornemmet en vis irritation fra hans side? Hun havde i hvert fald valgt at ignorere alle hans kommentarer. Godt, han var en mand af få ord. Hun kunne lide den slags mænd. De bralrede kun idiotisk op når de blev drukket fulde, og det blev de ikke i hendes selskab.

Bare de ikke havde indtaget hendes værelse, også, tænkte den del af Safran, der stadig var underlagt Teras liv, pludselig. Hendes værelse havde været det bedste værelse nogensinde! Hun havde haft det præcis, som hun kunne have ønsket sig, hvis de havde indtaget det.. Hvis de havde slæbt deres beskidte fødder hen over hendes pæne gulv, så! Så skulle de få betalt. Hun slog en lille latter op. Tåbeligt af hende at tage sig sådan af et tilfældigt rum. Ting er forgængelige, sagde hun til sig selv. Ligegyldige. Det var hun ikke, heldigvis. Hendes hud var ren og havde en delikat, solbrun farve, som var hun dyppet i karamel. Hun havde valgt den med omhug, den farve. Den af alle farver. Hun havde valgt rigtigt, bemærkede hun, da en spinkel, ung mand lod et slag gå ind under sine parader og fik en ordentlig blodtud, fordi han havde travlt med at kigge efter hende. Hun havde spejlet sig længe, og udbyttet var tydeligt. Penelope var smuk. Hun havde så vildt et ansigt! Hendes træk var store og flotte, hendes øjne var store og mørkebrune, hendes øjenvipper tætte og urimeligt lange. Hendes øjenbryn markerede tydeligt hendes humør ligesom hendes fyldige mund, der i øjeblikket var klædt på med et strålende, imødekommende smil. Også håret var stort, stort og viltert, det faldt ned over hendes skuldre som kaskader af blæksort vand. Hun havde ikke redt det, bare slået det tilbage. Det sad som det skulle. Det var iltert. Nøjagtigt som den personlighed, hun havde valgt til Penelope. Ilter som Safran var nu.

Hun stillede sig som tilskuer til bueskydningspladsen. Flest elvere, næsten udelukkende. Banerne var tegnet op med kridt. Målene var lavet af halmballer med påsatte skydeskiver. Måske skulle hun også tage en runde, bare en lille en? Det kunne hun sagtens, der var ikke noget, der forhindrede hende i det, hun havde nemlig været så smart at udstyre Penelope med en bue ud over det obligatoriske sværd og de velskjulte kasteknive. Men nej, hun havde andet for. Hun kiggede lidt på. Flere kom til og begyndte træningen. Der blev grinet, men stemningen var også mærkeligt dyster. Hun studerede en tilsyneladende lettere mopset elverpige og en grønhåret, ung mand. Han lignede også en elver. De koncentrerede sig om en nu knækket pil. Et fejlskud, åbenbart. Men det ragede vel ikke hende. Hun vendte ryggen til dem og begyndte at spadsere lidt længere. Dér kunne man kæmpe med svær, dér kunne man træne nærkamp i små cirkler. Hun fik øje på Gvan, der tullede rundt for sig selv, tilsyneladende målbevidst, dog ikke særligt målrettet i sin gang. Hun sluttede sig stille til ham.
”Hvor er toiletterne, ved du det?”

Han så op på hende og smilte skævt, han tænkte lidt over hvad svar han dog skulle give hende, det var ikke lige frem han havde tænkt over hun ville spørge sådan. "tja hvis de ikke har noget imod det så vil jeg gerne undersøge pilen. Jeg er meget intresseret i elver smede kunst og hvor godt det flyver i luften frem for normale knive" sagde han og trak en kniv op fra siden som var smeden af en ganske normal smed. "det ville være dejligt at få noget som næsten ikke kan høres når det bliver kastet" sagde han roligt og så mod hende.
Han så ledt op på hendes øjne blidt, der var noget fangende med dem. Noget modighed, med den feminine side, han sank let en klump. Roligt så han ned mod hendes pil igen, han så let studerende på den med øjnene for at fange hvordan vinklerne på den var og hvordan den var formet. *hvis man kunne bestille kasteknive lavet af elver.. hvor ville jeg være lykkelig* tænkte han mens han let bed sig i læben håbende.

//Sorry, ved godt jeg spammer.. men er Twoblade ikke elver? oO//

//Oh shit det var godt du sagde det ! XD det havde jeg da helt glemt (pluds glemt at se)XDXD//

//XD .. han har vel bare.. slået sine ører? O.o eller er født menneskelignende?//

//hmmmmm XD ai tror bare han godt kan lide kvindelige elverøre :b men har nu rettet mit svar så det burde passe bare lidt :b//

Mara klemte igen lidt hårdere rundt om pilen. Han ønskede åbenbart at gøre kunsten efter. Et skævt smil viste sig, hun vidste jo godt, at han ikke kunne gøre dette. "Ingen kan lave sådan et godt stykke arbejde, som elverne. Arbejdet er unikt og ses kun en gang i livet." sagde Mara. Hun kunne ikke selv gøre kunsten efter med langbuen, men hun havde efterhånden lært at lave pilene.
Mara hævede et enkelt øjenbryn, da han begyndte at nævne knive. Da han tog sin kniv frem, kunne hun med det samme se, at den var lavet af menneskerne. Hun havde selv et sted nogle dolke siddende, som hun af og til havde kastet med. Folk havde kun lige i sidste øjeblik opdaget kniven, og det var, da det var for sent. Hun selv havde en bedre hørelse, derfor opdagede hun det altid i tide. Hun ville ikke selv trække sin kniv frem, fordi så ville han sikkert begynde at bede om at måtte se den, men måske. Hun overvejede det.
Mara kunne mærke, at hun havde godt af at komme hertil. Hun var allerede begyndt at glemme. Og det var kun godt.

Han så på hende og sukkede let hvor han trak sit hår let til side, han pegede let på sit øre og viste det halv lange øre. "tja jeg er ikke smed, så smedekunst kan jeg bestemt ikke" sagde han roligt og så på hende. Håret dækkede let for øjet uden aret så det var kun det højre øje som så direkte på hende. "men som du kan se så det ikke lige frem det bedste håndværk, og især ikke i forhold til elver våben" sagde han med et skævt smil. Han lod let kniven glide imellem hans fingre hvor han snurrede den tilbage i sin lille skede, han havde en del flere, men var på udkig efter de bedste elver smede, til den slags. Roligt gled hans blik rundt, der var flere elver, det havde han nu lagt mærke til, men også et par gode mennesker med nogle hårde buer er virkelig kunne sætte en pil igennem. Han tænkte kort over hvad han skulle gøre. Det var ikke lige frem let at overtale elver, men håbede han kunne overtale en eller anden, med lidt penge eller andre ting han kunne tilbyde. Dog aldrig hans to dejlige sværd.

Mara havde betragtet ham og var blevet lidt overrakset over, at han faktisk var noget elvisk over ham. Hun så, hvordan han igen stak kniven væk. Hun lagde den knække pil ved siden af sin kappe, som lå på jorden, hvor buen også lå. Hun tog koggeret af og lagde det også der, hun tænkte, at der ville gå lidt tid, før hun igen fik muligheden for at skyde, fordi denne samtale virkede på et punkt interessant. Hun fandt en af hendes mindre dolke frem, hun rakte den mod ham med skæftet først. "Det er ikke en smedeelvers arbejder, og du vil sikkert kunne finde nogen, som lavede noget, der var bedre. Men dette er en af dem, som jeg har lavet. En af de første, så der er en del fejl i den." forklarede Mara.
Mara kiggede på og begyndte at undre sig. Mon han kendte til hende? Kendte til den elver, som havde myrdet nogen af sine egne. Mange kendte hendes navn, men ikke hendes udseende. Det ville hvertfald undre hende lidt, hvis han ikke kendte til hendes navn. Hun rystede på hovedet og slog tanken ud af hovedet, nu skulle hun ikke til at blive negativ igen.

Han så på hende og blev overrasket over hendes lille dolk, *så man laver sådan noget selv??* tænkte han hvor han så studerende på dolken, blikket var skarpt på den og på hvordan den var udformet. Han smilte roligt og lod en finger glide ned af siden på den, den føltes nu ret dejlig frem for sin egen dolk. Og den føltes ret dejlig glat at røre ved.
Han undrede sig lidt, om hvordan hun havde lært at lave sådan noget. *det kan da ikke være?... ai ikke familie hemmeligheder... eller kan det?* tænkte han undrende. han så lidt trist ned og smilte skævt, *bare hvis man kendte til sin familie* tænkte han og rakte hende så dolken tilbage med skæftet først.
Han satte sig pladask ned på numsen hvor han så let så undrende op på hende. "hvor meget ved du om elver verden?" spurgte han hende så stille hvor han lagde hovedet en smule undrende på skrå, han kunne nu godt tænke sig at vide noget mere af elver verden ud over det smule han havde hørt. Det var nemlig spændende for ham at vide hvor han kom fra.

"Jeg ved ikke uendelig meget om den, jeg levede kun i en kort periode sammen med mit folk, inden... Inden der skete noget. Men jeg har da mødt nogle elvere, som ville hjælpe mig." sagde Mara og tog i mod dolken, som han rakte tilbage. Med en hurtig bevægelse, så var dolken væk igen. Hun satte sig ned ved siden af ham, hvorefter hun sad og kiggede på ham.
Hun fandt en anden dolk frem med skeden, som var noget bedre end den første, som hun taget frem. "Hvis du vil, kan du modtage dette som en gave, og beholde den." sagde Mara. Det var en de dolke, som hun næsten aldrig brugte. Hun regner heller ikke med, at hun ville komme til at bruge den foreløbig. Og nu stod han lidt og manglede en ordenlig kastekniv fra elververden. Menneskeknive i elver hænder var ikke noget af det bedste. En elver ville aldrig kunne bruge et menneskelavet våben, fordi våbene kunne let knække under en træning eller en kamp. Elvernes våben er bare bedre.

Han så på hende og nikkede let forstående, "jeg har nu aldrig oplevet en elver verden, eller.. i følge min plejefar havde jeg nogle måneder der" sagde han og tænkte kort hvor han så så at hun satte sig ved siden af ham. Da hun trak dolken frem og gav ham den fik han så store øjne som han kunne lave, *hun giver mig sådan en friviligt!?!?!?!?* tænkte han og var nærmest overvældet af glæde. Han tænkte så hurtigt, han ville joh gerne give noget til gengæl. Hurtigt begyndte han at rode i sine lommer, han vidste ikke helt hvad han skulle give hende, det var joh ikke lige frem han havde noget værdi fuldt. Han fik et let skævt smil, men fik så let et oplysende blik, *det ikke lige frem jeg får brug for det nu hvor jeg skal i krig* tænkte han og stille trak sit halsterklæde af. Han gnuppede let på det og rakte hende det så, "så vil jeg mene at give noget til gengæl ud over venskabet et dyrebart halsterklæde vil være sagen, jeg vil gerne have at du har det, som tegn på vores venskab" sagde han og let rakte hende det mens han bukkede hoved og havde et varmt smil. Han fniste let og så på hende, "tja min første ven" sagde han og så lidt på hende. *min aller første ven nogen sinde* tænkte han hvor han let strakte sig. Halsterklædet var silke. Retter sagt elver silke, utrolig blødt og varmt, og godt til at holde varmen med.

"Jeg havde 100 år sammen med dem." sagde Mara, for et menneske var det lang tid, men for en elver, som levede evigt, så var det meget kort tid. Hun kunne stadig ikke forstå tingene, som de var. En skygge faldt ind over hendes ansigt, men den forsvandt meget hurtigt igen. Hun begyndte at smile.
Mara tog i mod i halstørklædet, et arbejde fra elverne kunne hun mærke, da hun rørte ved det bløde stof. Det ville tjene hende godt, når hun skulle sidde i mørket og have sin tjørn af arbejdet. "Du er min ven nummer 2, men det er først da jeg er kommet her til Warland, at jeg har fået venner." sagde Mara og smilte et skævt smil. Hun lagde forsigtigt tørklædet sammen og lagde den ovenpå hendes kappe. "Jeg vil komme til at sætte vores venskab højt. Og lad os håbe, at vi begge overlever." sagde Mara med håbet sidde i stemmen, hvilket man kunne høre. Man skulle heller ikke gå og tro, at man ville overleve krigen, fordi alle kunne dø. Det kunne være at man pludselig stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så det handlede om timing, taktik og en ordenlig position held, hvis man skulle overleve.