Forberedelser til kamp [OPN]

Green stirrede målløs på hende. hvad snakkede hun om? Han var på pladsen for at kæmpe for Warland. Det var vel også derfor hun selv var der? Han var træt og omtumlet, og derfor tog det ham en del tid før han forstod, at hun stadig troede Warland var styret af menneskene. "Eph, rolig" han smilte ikke, men det ville han have gjort før i tiden "det er ikke som du tror". Han kiggede hende lige ind i øjnene "Vi vandt". Han stod lidt og kiggede på hende. Hendes uforstående udtryk fortalte ham at han hellere måtte fortsætte "menneskene er blevet væltet af magten. Oprørene vandt. Hvorfor er du her egentlig?." Det var sådan set mærkeligt at hun var hwer hvis hun ikke vidste noget om magtskiftet.

SVARSVARSVAR! Jeg tror det er din tur Eph......SVAAAAAAAR. Lød det lidt utålmodigt??

//Jeg tager afsted på ferie i dag. Hvis Eph og Green spiller indtil Green kan komme over til mødet, så giver det mig et lidt bedre grundlag for at svare når jeg kommer hjem (jeg prøver at overbevise jer om at det er okay at jeg ikke har svaret nu xD). Hvis det bliver nødvendigt giver jeg min tilladelse til at I styrer mig en lille smule, men ikke tager nogle vigtige beslutninger. Farvel Warland!//

///PS, er væk i en uge, hjemme i to dage og så væk en uge mere///

((svar nu en eller anden!! Pls.....))

//Skulle sige fra Eph at hun er på vej hjem fra ferie og svarer i dag :)//

// Nemlig. C:

Hvad? Hvad var det, han sagde? De vandt? Hun fjernede langsomt hænderne fra sit tårevædede ansigt og så uforstående op på ham. "I... I vandt?" gentog hun hviskende. Hun rynkede øjenbrynene. Nej. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Hvordan...? Menneskene væltet af tronen? Warland styret af Oprørerne? Hun sænkede blikket igen. Kiggede forvirret ned. Hun fattede det ikke. Hvordan skulle hun? Tanken om at de havde tabt, at alt var tabt, havde plantet sig inde i hende. Det var jo slut. Dette var enden! Enden på alt håb og al lykke. De kunne lige så godt lægge sig til at dø alle sammen... ikke? Green fortalte hende, at de havde vundet. Oprørerne var kommet til magten. Hvor lang tid var der gået? Siden hun forduftede sporløst grundet sin egen medynk og fortvivlelse? Hun blev vred på sig selv. Hvis han talte sandt... hvis han talte sandt, var alt jo godt! Alt var perfekt! Ingenting at bekymre sig om mere! Det var det her, de havde ønsket. I så lang tid. Og hun havde ikke engang været med til at gøre det til virkelighed. Hun havde ikke hjulpet til. I stedet havde hun vandret rundt i alverdens skove og var nær druknet i sin egen egoisme... ved sådan at stikke halen mellem benene og forsvinde fra alle farerne.
Nå. Så alt var godt nu, selvom det ikke var hendes fortjeneste. Overhovedet. Men alligevel... hun prøvede at tvinge et lille smil frem. "Hvad jeg laver her? Jo, det er fordi..." hendes stemme svandt langsomt hen, da det gik op for hende, at alt alligevel ikke var godt. Arandur. Kairos. Skoven... generalen. Hun gøs ved mindet om den frygtindgydende mand. Hvad var det nu, han havde sagt...? Hun skulle løbe. Løbe tilbage til lederen af skoven, Warlands styre. Han sagde, at hun skulle fortælle dem, at dette var... krig. At Krigsherre Abaddon den Evige havde gjort krav på landet. Han sagde til hende, at hun skulle fortælle dem, hvor lejren var... hvor han var, hvor Kairos var, hvor Arandur var. Hun skulle sige, at hvis de havde nogen indvendinger, måtte de møde op. Og... De vil ikke blive dræbt med det første.
Åbenbaringen skar ind i hende. Hun krympede sig sammen på brostenene. Tårerne trillede. Jo, Oprørerne havde ganske vist vundet, de kunne hun godt se nu. Men alt var langt fra perfekt... i stedet var det nu blevet værre. Langt værre. Fordi dette...
Dette var krig.

Hun fik kæmpet sig op at stå, udstødte et par få, lavmælte klynk. Snøftede en enkelt gang, og hævede blikket. Så direkte ind i Greens brune øjne. I hendes øjne, en hel masse vide. Erfaring. Traumer og oplevelser for livet. Minder. Og videnhed. Man kunne se på hende, at hun kendte til virkeligheden. Hvad der skulle ske. Hvad der allerede var ved at ske. "De kommer, Green," peb hun. "De kommer."

//Svarer snarest muligt..//

Green kiggede uforstående på hende "hvem kommer?". Så gik det langsomt op for ham hvad hun mente.
"Du snakker om nabolandet?" hans mine var igen dyster "jeg har næsten lige hørt om det. Jeg ankom igår".
Han satte hende kort ind i hvad der var sket, hvor han og Nina havde været, derefter fortsatte han: "Hvis du har informationer om vores fjende, må du hellere følge med mig" han studerede hende et kort øjeblik "jeg ved at du sikkert er meget træt og sulten, men du bliver desværre nød til at berette, hvis du ved noget. jeg er netop nu p¨å vej tilm et møde". En kort pause "ved du noget?".

"Nabolandet," gentog hun i en mørk hvisken. Det kunne ikke være elverlandet... det måtte være Landet mod Nord. For General Abaddon den Evige var alt andet end elver... hun skælvede endnu engang ved tanken om ham. Hans træk kunne næsten sammenlignes med en orks. Han var en dræber. Der var ingen anden fornuftig beskrivelse. Abaddon var en dræber. Hun gøs, og rev sig tilbage til virkeligheden. Kiggede op på Green med skræmte øjne. Nikkede langsomt. Vand og mad behøvede hun ikke - Arandur havde givet hende et gavmildt lager spise og drikkelse med på rejsen. Søvn... jo, søvn kunne hun godt bruge. Men det kunne være ligemeget, indtil hun havde fået fortalt, hvad hun skulle fortælle. Alt var ligemeget, før hun fik fuldendt sin egentlige mission. "Jeg er kun kommet for at overbringe informationer," svarede hun tappert. Han var på vej til et møde. Et strategimøde? Hun måtte med. Hun havde noget at sige. Noget vigtigt.
"Green, du forstår ikke..." Hun blinkede forvirret. "Det er ikke bare det, at de kommer, for ser du..." Hun bed sig i læben, kiggede bekymret ned på sine mudrede fødder. "De er kommet." Hun lukkede øjnene i og rystede voldsomt på hovedet. Hvordan kunne det her ske? Hvorfor? Alt var blevet så godt - hvorfor denne krig nu? Timingen var så elendig. Efter så lang tids revolution, efter så mange store tab... Saga... hvad havde de gjort for at gøre sig fortjent til en så dyster skæbne? Der skulle være glæde og festligheder over alt, nu Oprørerne langt om længe havde vundet. Men i stedet hang denne mørke sky af fortvivlelse og bitterhed over dem. Hvorfor, hvorfor...?
Ephera snøftede lavmælt, og gjorde intet forsøg på at stoppe de mange tårer, der løb ned ad hendes snavsede kinder. "Hans navn er Abaddon den Evige. Han har folk med sig. De fælder træerne for at gøre plads til flere... de er her. De er her!" Hun slog hænderne op for ansigtet og hulkede ned i dem. Det hele virkede så uvirkeligt. De var på vej. De ville forhandle i Den Store Skov. De kommer, de kommer. Og de kommer for at slagte og rage til sig.
Hans voldsomme virkelighedsord skar og rungede i hendes lille hoved...

Green udstødte et forbavset gisp. Så så han bange ud "her?" det kunne ikke passe "i Warland?". Så rystede han frygten af sig og nikkede kort. Han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. "Du må berette hvad du ved for Chris og de andre, derefter kan du få mad og hvile. Vi skal nok finde ud af hvad vi gør" Han kiggede sørgmodigt på hende, så viste han hende vej hen til mødelokalet, ud fra de instruktioner han havde fået.

"Mhm," var den sølle lyd, Ephera kunne få frem. Hun nikkede stille, da Green omfavnede hende. Et knus. Et ægte, varmt knus fra hendes egen bror. Da hun havde fået at vide, at de var søskende, havde hun ikke været i stand til at fatte det. Det havde været så uvirkeligt, så utroligt, at hun slet ikke kunne begribe det. Men den var god nok - Green var hendes bror og hun var hans søster. De utallige gange hun havde svigtet ham og hans folk... et vemodigt suk undslap hendes læber, hvorpå gammelt blod var størknet og nu vistes som et rødbrunligt mærke ned ad hagen. Og selvom hun havde forrådt ham gang på gang, stod han stadig her ved Barakkerne - engang fjendens fort, nu Oprørerne og Warlands hovedkvarter - og holdt hende ind til sig som havde hun stået ved hans side fra starten af. Men det havde hun ikke... langsomt og forsigtigt trak hun sig ud af hans favn. Hun kiggede op på ham, trist først, men så uforstående.
"Chris?" spurgte hun undrende. "Jamen, Green, han er da din livvagt...?" Hun kiggede tilbage efter hesten Harodin. Straks narrede hendes hoved hende og førte hendes tanker hen på den smukke elverdreng. Arandur. Hans hud havde været nærmest selvlysende i skovens tætte, grønlige mørke. Aldrig havde nogen hjulpet hende så meget, som da han lånte hende hans hest, kort, kompas, vand og mad. Hvordan kunne nogen være så gavmild? Dette var farlige tider. Folk burde være griske og kun tænke på dem selv. For ellers kunne de risikere deres eget liv. Og det var det, Arandur var i færd med nu. Hvor mon han befandt sig på nuværende tidspunkt? Var han i live? Og hvad med Kairos... havde han reddet den arme ulveunge? Hun rystede på hovedet som for at skræmme tankerne væk. De gav hende en ubehagelig, trykkende fornemmelse i maven, og hun var allerede lidt kvalm, så hvad godt gjorde det?
Imens hun ihærdigt prøvede at tænke på ingenting, fulgte hun tavst med Green mod den lille hytte. Foran indgangen stod et ordentligt brød med armene slået over kors og et truende udtryk i ansigtet, og foran ham stod en smuk ung kvinde med lyst hår, og Ephera kunne ane en vis forbavselse* i hendes ansigtsudtryk. Hvem var disse mennesker?

// *Håber det er ok, Ilja. C: Ellers ændrer jeg gerne. ^^

((Ilja svarer du?))

// Nej nej, det skam helt okay xD
Æh.. Jeg venter egentlig bare på, at der er nogen som afbryder eller siger noget til vagten, for lige nu vil han ikke lukke hende ind :] ... Kan ikk sige så meget andet end at der kommer to fremmede. Såh, bare svar! Så skriver jeg GERNE til det ! ^^

Green kiggede på Eph "Jeg har været væk i tre år" sagde han så "Mange ting er sket siden da. Chris er nu oprørenes leder. Jeg ankom som sagt igår." Da de ankom til mødelokalet, så Green en bistert udseende mand og en smuk ung kvinde. Da han genkendte kvinden, hovedsageligt fra beskrivelser, men også fra korte glimt af hende, udstødte han et lavmælt gisp "Hvad bestiller du her?" hans stemme var lavmælt, og der var en truende undertone. Han havde glemt alt om mødet. Denne kvinde var menneskenes prinsesse, og havde altid været en fjende af ham og hans allierede. At hun var her nu kunne kun betyde dårlige nyheder.

Hun så bistert på vagten og overvejede sine muligheder - hun kunne enten bare gå igen og give op, eller prøve at komme forbi vagten gennem døren til mødelokalet, hvor Chris forhåbentlig ville være der til at høre hendes råb, når soldaten formodentlig hev hende tilbage - da en ikke så velkendt stemme lød bag hende.
Hun vendte sig halvt rundt og fik øje på en ung, knap så høj pige, med et lidt specielt, interessant grønt hår, samt en pænt muskuløs mand med skulderlangt, mørkt hår. Pigen så nysgerrigt, nærmest forundret på hende, syntes hun, mens manden, som havde talt til hende, virkede knap så fascineret.
Da hun så nærmere på ham, genkendte hun straks hans ansigt. Oprørernes tidligere leder. Så vidt hun havde hørt, havde han været en tur i fængsel, af årsager hun ikke anede noget om. Hvad hun vidste var dog, at hun ikke brød sig om ham. Han havde været efterlyst af regeringen og var en af de vigtigste brikker i oprørernes hieraki. Det undrede hende, hvad han skulle her, nu han ikke var en del af oprørerne mere. Så vidt hun vidste.
Hun satte armene strengt i siden.
,, Det samme kunne jeg spørge dig om!" snappede hun, og fægtede med den ene arm mod vagten, der stod og lyttede. ,, Jeg prøver på at deltage i mødet! Jeg er inviteret, men denne idiot nægter at lukke mig ind!" Hun sendte vagten et vredt sideblik.

// Ok, jeg har overhovedet ikke tid til at svare i øjeblikket, men dette er hvordan, Ephera reagerer eller hvad hun laver: Hun står (eller sidder, når de nu kommer ind i mødelokalet) ved Greens side hele tiden (medmindre det ikke er muligt - så står hun så tæt på, som muligt, og gerne lidt i baggrunden), og stirrer i tavshed på de mange ukendte ansigter. Hun genkender Chris, men kommer ikke med noget overrasket udbrud. I stedet lytter hun bare... når hun bliver spurgt, kommer hun med hele historien i én køre om Abaddons tilstedeværelse i skoven (læs evt. Hjemrejsen og Forglemt, Forladt, Fortabt - begge i skoven), og man kan muligvis ane en tåre bane sig vej fra hendes øje. På eventuelle andre spørgsmål svarer hun stille, dog resolut og kort for hovedet.
Jeg har virkelig ikke tid i øjeblikket, men det skal jeg nok få på et tidspunkt. I mellemtiden skal I bare fortsætte uden mig! Hej-hej. n__n

((ok))


Green stirrede vantro på Ilja "inviteret?2 spourgte han "og hvem har så inviteret vores allesammens prinssese?". Vagten, der godt vidste prinsessen var inviteret, rettede sig lidt op, men sagde ikke noget.
"Jeg er også inviteret" sagde Green så, efter en lille pause " lad os gå indenfor og se om der er nogen der vil være ved din invitation".
Green gik hen mod døren, men vagten åbnede ikke. Vagten kunne selvfølgelig ikke genkende ham, han avr sikkert ny, og Green havde været væk ret længe. Han sukkede irriteret "må jeg snakke med Chris?".

Vagten gloede et øjeblik mistroisk på oprørernes forrige leder, og så - ifølge Iljana - meget større, truende og muskuløs ud. Han brummede og bankede på døren med to hurtige slag.
Den blev åbnet let på klem. Man kunne ikk se personen bag den, men hun ville skyde på at det var endnu en "bull dog".
Vagten mumlede noget gennem sprækken og døren blev lukket i. Han så på os igen med krydsede arme og benene sat solidt i jorden med et vist mellemrum. Han havde konstant øjnene på dem. Forstod virkelig at udføre et fremragende arbejde.
Iljana kunne ikke lade være med at skule til Green. Havde aller mest lyst til at fnyse og vende barnligt rundt på hælen, men blev stædigt stående. ,, Den samme herre, som inviterede dig, går jeg ud fra." Så vidt hun vidste, var det Chris der stod for mødet.
Hun kastede et kort blik på vagten. Så vidt hun kunne forstå, ventede de på at Chris kom og godkendte deres invitation.

// Chriiiiis, det er dit stikord!! ;b

//Hmm... Kan jeg joine mig til krigen her? Det virker ikke som om der er så mange andre der gør det O.o Andet end dem der skal til møde...//

//Jeg har joinet Mortimer til krigen, så ja, det kan du vel godt

((CHRIIIIIS svar så!!! Nu har vi ventet i lang nok tid :O))

Old Green skrev:

((CHRIIIIIS svar så!!! Nu har vi ventet i lang nok tid :O))

I do agree!! ...... Pænt meget længe :s ... nogen der kan kontakte ham??

// Chris var på i dag. Næste gang han er på, skal jeg nok spørge ham, hvornår han svarer.

Silas gik med skuldrende trukket op, og nakken bøjet. Hans hvide hænder var stukket i lommerne, og resten af den blege hud dækket så meget som muligt af det hullede tøj. Han gik i udkanten af den travle gade, så langt væk fra menneskemylderet som muligt. Han kunne godt lide skyggerne fra de lave hytter. De dækkede ham, beskyttede ham. Hans blik var fæstnet på de snavsede klude om hans fødder. Han blev nok snart nød til at finde sig et par sko. Det ville vidst ikke være en særlig god ide at gå i krig med gammelt tøj viklet om fødderne. Han hostede af noget støv han var kommet til at sparke op. Pludselig hørte han et bump og kunne ikke gå længere. Han opdagede han var stødt på noget, og fandt sig selv stående tæt op ad en kvinde, der så ret fin ud. Hun stod og ventede med et par andre personer. Hvad mon de ventede på? At melde sig til krigen? I så fald var det vel heldigt at han var havnet her. Han trådte hurtigt tilbage og mumlede en utydelig undskyldning, imens han holdt den firskårne hage helt nede på det muskuløse bryst. "Ehm..." Han vidste ikke helt om han kunne få sig selv til at spørge dem. Hvad nu hvis de blev sure på ham? "Jeg... - jeg skal..." Hans stemme var næsten en hvisken. Det var så lang tid siden han rigtig havde talt. Han rømmede sig, og tog sig sammen. "Jeg skal melde mig til krigen," Han lod ordene hænge i luften uden at afslutte sætningen. Hjælpeløst stirrede han rundt på de andres fødder, plantet solidt i den støvede jord.

//Undskyld Iljana! (Det er dig Silas er stødt ind i. vidste ikke helt hvordan jeg skulle forklare det) Men, undskyld hvis det ikke er okay med dig! Til mit forsvar har Eph givet mig lov! Blame it on her! <:3

//Okay... don't blame it on her! Sorry Luf xD Og sorry Iljana :3 bare sig hvis det er for irriterende <:3