Forberedelser til kamp [OPN]

//UNDSKYLD!!! Lektier, lejr... og en lille smule dovenskab (og et mega sejt legoprojekt) har holdt mig fra at svare.//

Chris begyndte at blive utålmodig og forlod tavst mødelokalet. Da han gik ud var han lige ved at støde ind i en vagt.
"Hov. Jeg var faktisk lige på vej ind efter dig. Der står nogle mennesker udenfor. De siger at du har inviteret dem. To kvinder og en mand." Chris nikkede til ham og skyndte sig hen til den yderste dør. Han åbnede den og skubbede vagten lidt væk ((husk på at han er utålmodig xD)). "Kom indenfor, jeg er ked af at I skulle vente," sagde han undskyldende til den lille forsamling derude.
Han betragtede den tredje person. Der var et eller andet velkendt over hende, men han kunne ikke helt placere hende. Så gik det op for ham.
"Eph! Hvad laver du dog her?" Spurgte han interesseret.

//Sorry for shitty answer... men, det var hvad jeg lige kunne komme op med her. Ved godt at jeg har de perfekte muligheder, men jeg kunne squ ikke lige komme op med noget bedre... Undskyld!//

// Nej nej, det er skam helt okay :D !

Hun tog to hurtige, snublende skridt bæglæns til siden, efter stødet med den fattige mand i laserne. Hun fnøs lidt fornærmet, chokeret og uvant ved situationen. Folk plejede at have den dybeste respekt for de kongelige. Tilgengæld havde hun ikke været uden for paladsets mure siden hun var helt lille, og var svær at genkende som royal i dette kluns.
Hun stirrede med løftet pande tavst på manden, der havde blikket sænket. Ventede et øjeblik på at nogle andre ville sige noget, men tog da selv ordet.
,, Så vidt jeg ved, kan du henvende dig nær indgangen på pladsen." sagde hun høfligt, men en rolig tone, da døren pludselig sprang op og henlod hendes opmærksomhed.
Soldaten trådte til side, og Chris lod lyset falde ud på dem.
Hun nikkede kort til hans Chris' indbydelse, og havde svært ved at skjule det frydende smil i mundvigen, da hun passerede soldaten og trådte forbi Chris ind ad døren.

Silas løftede hovedet for at kigge efter damen. Hun var ikke blevet sur på ham. Tårer vældede op i de albinorøde øjne, og nægtede at blive holdt tilbage. Langsomt trillede den salte væske ned af de hvide, udsultede kinder. Det var længe siden han havde grædt. I så lang tid havde han været fyldt af vrede og had. Den ustyrlige følelse der rasede inde i ham var nu borte. Fandtes der folk der stadig bar det gode i sig? Han vidste det ikke. Men denne uvante høflighed var i hvert fald det tætteste han nogensinde var kommet på et tegn på, at folk ikke nødvendigvis behøvede at være så hadefulde. Så fyldt med indestængt vrede, de blev nød til at lade gå ud over nogen. Nogen der virkede så udstødte i forvejen at det ikke ville gøre en forskel. Han kiggede rundt på resten af den lille forsamling. Tårene flød stadig, og dryppede ned på den snavsede trøje. Håbet var i hans øjne. Men han kunne ikke forvente mere for nu. Han sænkede igen blikket, og krummede ryggen. Så traskede han stille hen mod indgangen. Hvordan kunne han også have overset det? Selvfølgelig kunne man melde sig til ved indgangen. Ellers havde man jo ikke nogen grund til at være herinde.
Da han nåede en lille bod med en surtudseende mand, så han på skiltet der stod ved siden af. Han kunne ikke se hvad der stod, men det måtte vel være det rigtige sted. Han gik over til manden, og sagde, nu med en lidt højere stemme, at han ville melde sig til krigen. Da manden skubbede et papir og en fjerpen over mod ham, så han fortvivlet på de dansende bogstaver, der sort på hvidt stod i usammenhængende rækker og samlinger. Han tog fjeren, og dyppede den med rystende hænder i en lille beholder med blæk. Han holdt den tøvende et par centimeter over papiret, og prøvede at få mening ud af de små tegn. Han kneb øjnene sammen, og bevægede pennen over mod en stiplet linje. Skulle han skrive her. Skulle han bare rifle et par af de samme tegn ned på papiret og lade som om alt var i skønneste orden? Blækket dryppede, og dannede en sort klat på det tykke pergament. Den voksede og voksede, indtil den dækkede halvdelen af en lille række af de tilfældige tegn. Silas lænede sig op ad bordet, og vågede at sende et hjælpeløst blik til den kraftige mand. "Jeg - kan ikke skrive." Manden sukkede og tog pennen fra Silas. Han fandt et nyt papir, og spurgte i en opgivende tone, Silas om nogle spørgsmål.

Green kiggede på Chris. Overrasket, ogf skuffet. "Chris" hans stemme skjulte ikke hans overraskelse "har du inviteret hende?" Han nikkede over mod Iljana. "Ved du hvem hun er?" Denne kvinde havde dræbt mange af hans folk, hans venner. Hun havde siddet hjemme på sit slot og set sit folk sulte. Han var skufffet, men mere overrasket. Han fattede simpelthen ikke at Chris havde inviteret denne person, han havde kæmpet så indædt imod i så lang tid. Green kiggede opgivende på dem "virkelig?" mumlede han, og så gik han også ind ad døren.

//Vælger at trække mig fra emnet. Er tilmeldt til krigen, så står til rådighed, hvis der skulle være noget. ^^//

//Glemte vist lige at smutte ud af emnet//

Da Silas endelig havde arbejdet sig igennem den uendeligt lange række spørgsmål, den truende mand spurgte ham om, sænkede han igen hovedet. Nu havde han meldt sig til krigen og hvad så? Han syntes ikke at kunne mærke nogen forskel. Og hvad skulle man så gøre? Han følte ikke helt noget. Kun lettelsen over igen at være alene, uden andres stemmer at skulle tage stilling til. Skuffelsen skyldede ind over ham. Han havde i den grad troet det ville være anderledes. Hans skuldre sank igen sammen, og med lummert sind begyndte Silas at traske ud af det lille krigskvarter.

//Out//

Mortimer lod sværdet glide ned i skeden, imens han tog nogle skridt. Uvidende om, hvor han skulle være, gik rundt omkring. Til sidst endte han ved porten imod den frie verden.
"Hvor tror du skal hen?" brummede en dyb stemme. Hurtigt kiggede Mortimer op med sine grå kolde øjne. Med en svag trækning ved læben, vendte han sig imod manden.
"Udenfor, ud i byen" snerrede han igen. Svagt lød han som en ulvs snerren, og manden bakkede nogle få skridt tilbage. Manden nikkede og Mortimer begyndte at gå igennem det tørre støv. Efter de første par meter, løb han. Væk fra lejren, imod en nærliggende skov.

//Out - dog er han tilmeldt til krigen stadigvæk//

Epheras øjne, røde efter gråd, lyste op, da hun så Chris. Sammen med de andre havde de været igennem meget, glæde såvel som sorg, had og vrede. Hun åbnede munden halvt for at svare på hans spørgsmål, men Green kom hende i forkøbet. Uden at lægge skjul på hans skuffelse, fremlagde han sit spørgsmål om den smukke kvinde for hans tidligere undersåt, som nu havde overtaget det militære styre i det Nye Warland. Green, Eph og kvinden trådte alle ind i et svagt oplyst rum, hvor mænd af høj rang sad rundt om et aflangt bord og så henholdsvis disciplinerede og dovne ud. Ubevidst bevægede hun sig hen i retning af et mørkt hjørne, dog uden at forlade Greens side helt. Hun følte sig malplaceret og skulle stadig have tid, til at vænne sig til tanken om, at borgerkrigen var omme. Revolutionen havde givet pote og Oprøret havde væltet de højeste magter. Men en ny trussel havde allerede meldt sig, hvilket også var formålet for hendes tilstedeværelse i dette mødelokale. Hun havde noget at fortælle.