En lille ø med en grøn skov

Baltazar sad i det grønne græs. Man kunne mærke vandpust fra havet der omringede denne lille, ubeboede ø. Her var sjældent nogle da det var svært at komme her til uden en kano. Store både kunne ikke ligge til her da klipperne under vandet ville river skibene i stykker. Der husere mange rygter om denne gudsforladte ø. Det siges at der engang var en sørøver der boede her, kaptajn Sorttand. Det siges at prinsessen af menneskenes rige engang blev taget her til.

Inden på øen, omringet af skoven, lå denne ruin. Ruinen der rummede rygter fra fortiden. En fortid der engang var her, men som nu er væk. Øen er kun hjem for underlige og uudforskede dyr - og så lige Baltazar.

Balta sad som sagt inden bag ruinens murer hvor græsset voksede op. Han hvilede sig i en meditations stilling, men han vidste at der snart ville komme besøg fra andre. Hvem kunne han ikke sige, men gæster ville han sikkert få...

//Kom glad

Venus svømmede rundt ude i vandet, hun svømmede let og elegant ind mellem klipperne under vandet, hun kiggede op af vandet*er her ikke nogle?*tænkte hun for sig selv, hun svømmede lidt rundt igen denne gang med hovedet over vandet for at kunne se noget"her er jo død kedeligt"sagde hun

"Aha!" sagde Baltazar. Det var et havmenneske han skulle møde! Baltazar rejste sig op, men lige efter stod han ved vandets kant og stirrede på havfruen. "Hvad bringer du ud i denne del af havet, du havetsvæsen?", spurgte Baltazar meget direkte. Han havde ikke set disse skabninger før, i hvert fald ikke i denne verden. Baltazar burde skrive alt ned om denne skabning, men var ikke lige i humør til at tage noter...

hun så en mand ved kanten, svømmede lidt tættere på"hvorfor kalder du mig et havvæsen når jeg er en havfrue?"spurgte hun*så skal jeg jo kalde ham et landvæsen*tænkte hun"jeg for vild og endte i de her vande, jeg kan ikke finde hjem, men jeg kan godt finde ud i det store hav så heller ikke længere"sagde hun til manden ved kanten"hvad laver du her landvæsen?"spurgte hun, hun gav ham lidt igen med landvæsen da han havde kaldt hende for havvæsen

"Oven på et mord bliver man jo nødt til at samle sig selv lidt", sagde Baltazar spøgefuldt. Baltazar rømmede sig og tog sin pen frem. "Jeg måtte vel aldrig stille Dem et par spørgsmål, vel?", spurgte han der efter håbefuldt. Han undrede sig ikke over trykket HAVFRUEN havde lagt på ordet landvæsen, sådan er de havvæsner åbenbart bare... Baltazar kiggede længselsfuldt på havvæsnet som var det sidste gang han fik det at se. Måske var det sidste gang, måske ikke... Baltazar smilede

"jeg vil havde navet på den der sprøg mig"sagde hun, hun svømmede lidt frem og tilbage, nogle gange kom hendes hale lidt op over vandet så man kunne se den bedere, hun smilte lidt, hun slog hårdt med halen så hun lavede en baglæns salto og landede i vandet igen, hun kom op med hovedet igen, hun kiggede på Baltazar

"Mit navn er Baltazar", sagde Baltazar kort. Baltazar fandt utålmodigt sin blok frem igen og gav sig til at skrive. Først spurgte han havvæsnet: "Hvad vil Jeres race gerne kaldes af andre væsner? Hvor mange er I? Og hvilket sprog kan I tale?". Baltazar sad spændt på sine svar så han kunne skrive en rapport om disse væsner. Hvem ved det kunne måske blive til en bog?

"vi vil nok gerne kaldes havfolk og vi er nok et helt land under havet , men jeg kommer bare fra byen quizzaz og det med sprog er nok lidt forskeligt nogle er udlært godt andre ikke så godt"sagde hun"hvad med jer der kan gå på to.....øhhhhh hvad hedder de?"spurgte hun, hun hen tydet til hans ben, hun viste ikke hvad det var

"Jeg er personligt et menneske. Et meget fint et af slagsen", sagde Baltazar kort velvidende at havvæsnet kun benyttede sig af høflighedsfraser. "Så De siger at De aldrig har haft kontakt til andre væsner end Jer selv? Har De aldrig haft kontakt til os udviklede skabninger?", spurgte Baltazar interesseret. Han valgte at se sig selv som et udviklet menneske da hans race engang stammede fra fisk og som så har udviklet sig senere hen til mennesket. Den unikke og perfekte skabning!

"okay du er et menneske jer har aldrig haft kontakt med, vi nok bange, der er mange af vores slags der er blevet fanget i net og hevet op på både, har ikke prøvet det men set det"sagde hun, hun så op på Baltazar"mir navn er forresten Venus Solar"sagde hun, hun smilte, hun svømmede lidt frem og tilbage igen

En båd vuggede hen ad vandet og med et sidste kraftigt åretag, blev den bragt ind i lavvand. Den stødte imod sandet og stoppede. Et plask lød da en person hoppede af båden, fattede et reb og begyndte at trække båden op på land. skikkelsen stod lidt under 2 meter høj, dækket i sorte gevandter, svøbt udover andre klæder. Skikkelsen havde en hætte slået op over hovedet og lod til at orientere sig kortvarrigt.

Manius tog indtrykket af øen til sig. Afsides, svært tilgængelig for større ekspeditioner, acceptabel af størrelse og med med bevoksning. Som han drejede hoved lagde han sit blik på to skikkelser. En i en rød kåbe og en anden skikkelse der så ud til at svømme rundt i vandkanten. Så der var altså overflødige væsner på øen. Et minus, men et trivielt et. Han ville undersøge stedet yderligere. Måske ville det vise sig at være et godt sted at pladsere endnu et laboratorie. Han begyndte at gå langs vandkanten, hen imod de to ukendte personager der stak ud fra strand og vandkant som rødvin på en brudekjole. Uden egentlig hensyntagen til deres eksistens lukkede han afstanden imellem dem, udpræget uintresseret i deres tilstedeværelse og langt mere intresseret i at gå en omgang omkring øen før han begav sig indad. En sød, kvalm hørm hang omkring ham, blandet med den stikkende lugt af tørrede roser og denne fulgte ham idet han nærmede sig.

Urias lagde hovedet på skrå og så ned på de 3 væsner af forskællig slags.
*Det var da utrolig som her pludselig myldre med folk* Tænkte hun stille ved sig selv. *Jeg havde regnet med at finde en sørøver, eller måske endda prinsessen som nogen nævnte, men i stedet finder jeg en helt menneskemængte...*
Hun sad på en klippe lidt væk, så ned på de andre og mente åbenbart at 3 personer var en hel menneskemængde, siden at hun befandt sig på et så øde sted.
Hun overvejede et kort øjeblik om det var klogt at blande sig, men besluttede sig for i hvert fald at gå ned til dem. Så kunne det da være at hun kunne falde i snak. Måske vidste de endda noget om dette øde sted som hun ikke gjorde? Det var værd at undersøge...

"Vær hilset", sagde Baltazar som reflex til denne yderst arrogante mand der end ikke skænkede dem en 'goddag'. Baltazar vendte igen opmærksomheden mod havvæsnet, men så hurtigt opmærksomheden blev rettet mod hende, så hurtigt fortog Baltazar sig igen. Han knugede hænderne og var helt stille. Med en mørk spinkel stemme hviskede han: "Jeg kan fornemme det. Der er andre på denne ø"

"Vær hilset!" Sagde Urias høj, da hun efter hånden var nået et stykke hen mod de 2. Den ene var i vandet? Sjovt tidspunkt at svømme på... "I skulle vel ikke have set en prinsesse eller noget andet spændende her omkring, vel? Jeg er lidt af en eventyrer forstår i, og jeg - Hvad i alverden er du for én?!"
Urias spærede øjnene op, da hun så pigens hale. Det var først nu at hun opdagede at det ikke var et menneske der svømmede rundt.

Manius fortsatte uhindret sin kurs langs vandkanten imens han talte sine skridt. Hans fødder skuppede sandet til side under kåben, men hans bevægelser var stadig rolige og flydene. Det var som svævede han hen over sandet. Han skænkede ikke Baltazar nogen reaktion. Det var som enhver anden lyd. Som fuglekvidren i skoven eller lyden af katte i byen. Lyden af kvæg på marken. Man forventede vel ikke at han skulle tage notits af ligegyldigheder. Selvom det kunne være forfriskende at disektere et eller andet. Måske noget ligegyldigt?. Han fortsatte sine trin indtil han stod kun få fod fra Baltazar og Venus

"syvogtres, otteogtres, niogtres, halvFISK?!"

Den sorte hætte drejedes skarpt imod Venus. Hvad i alle verdens riger og lande?! Fra mørket under kutten iagtog han Venus fra hoved til finne. Hun var en havfrue. Et hunkøns medlem af Homo-Orcarius racen. Hvor helt igennem fascinerende! Kun i bøger skrevet om fordrukne sømænd, i overleveringer fortalt fra fordrukne sømænd eller på illustrationer, tegnet af folk der lyttede for meget til fordrukne sømænd havde han set denne undervandsart. Han havde til at starte med tillagt dem myte, men nu, stillet overfor et faktisk eksemplar af racen, bredte der sig en varm, kriblende følelse i hans krop, - eller hvad der var tilbage af den. Han måtte finde ud af noget om disse væsner! Det var en absolut nødvendighed! Han måtte åbne en undersøgelse, finde ud af hvordan de virkede, om de var mere menneske end fisk!

Et højt råb lød irriterende skarpt i hans hoved. Stemmen talte om prinsesser og længdegraden og breddegraden på hvilken en person med sådan social status kunne lokaliseres. Trivielt og ligegyldigt, stillet overfor den verden af muligheder der lå åben foran ham. Virkeligheden ramte ham hårdt. Med kun ét eksemplar var der vel kun -så- meget han kunne finde ud af før tid og råd saboterede validiteten af hans arbejde. Han måtte hellere være delikat, taktfuld og fintfølende.

.....................

Måske bare taktfuld

"Fascinerende"

Rungede en abnormt umenneskelig stemme. Stemmen kunne bedst beskrives som en rumlen fra bunden af en brønd, hvis denne rumlen kunne give dig kræft og tuberkulose. Det var en pseudovirkelig, stemme hvis eneste menneskelige træk var sproget den talte på.

"Må jeg spørge hvad dit navn er?"

Spurgte stemmen, nysgerriheden malet på den, og udpræget uintresseret i alt andet end denne fisk/menneske hybrid.

Som vand der i starten bobler let og lystigt, kunne Baltazar nu for alvor mærke hans indre vand kogende og brusende af vrede. Hvor vovede en mand af hans ligegyldige status at ignorere en mand af Baltazars støbning?! Under kåbens skyggende kant ville den opmærksomme have lagt mærke til hans øjnebryn hurtig for sammen i en vred grimasse. Baltazar måtte styre sig for ikke at skade dette arrogante væsen, men lige så hurtigt han fik sin vrede under kontrol, lige så hurtigt opdagede han tre svævende sten ved hans side. De faldt ned på jorden med et hult dunk og Baltazar kunne ikke lade være med at hade denne skabning.

Uden at skænke den snakkede kvinde den mindste tanke rømmede Baltazar sig højt og uhøfligt...

"Ahrøøm..."

Urias satte toldmodigt hænderne i siderne, men lod sig ikke fornærme. Det lod hun sig alligevel ikke gøre normalt, så hvorfor begynde på det nu?
Hun lagde hovedet på skrå og betragtede de 2. En kamp mellem kloge folk? En kamp på ære? En kamp på noget helt andet? Nåh ja - det var sjovere end at gå rundt og vende hver sted for at finde en myte, i hvert fald!

//Kan I to andre ikke svare så vi kan komme videre? :) Ahh, I er nok på ferie - så det er okay! Bare se at komme hjem! //

//heh^^ beklager mester. Ventede bare på vores lille havfrue skulle have en chance for at svare xD//

hun havde været i sine egne tanker lidt, hun rystede på hovedet, hun så lidt rundt, hun dykkede ned under vandet og op igen så hendes hår blev vådt igen, hun svømmede lidt frem og tilbage, hun så på manden der havde spurgte om hendes navn"Venus Solar"sagde hun til ham, hun slog hårdt med halen og lavede en baglæns salto og landede i vandet igen


//undskyld var på camping og ingen net//

Manius observerede hende fra kuttens mørke. Fascineret af hendes muskeltrækninger og elegante bevægelser. Hans sultne blik fangede alle bevægelser, idet han mentalt noterede alle kendetegn han kunne finde. Det var næsten unaturligt så fuldstændigt karikeret en overgang der var mellem bevægelserne. Det var vidterligt somom noget havde sat en fisk på et menneske. Det virkede kunstigt, - somom nogen havde lavet dette væsen som en form for sygt eksperi....vent.......... nej gu' havde han ej. Hvis han havde havde det da været for længe siden?.... nah... Han var rimelig overbevist om at han ikke havde lavet et sådan eksperiment. Så skulle det da have været i hans dødelige år, men han huskede ikke på noget tidspunkt at have været SÅ beruset.

*IGEN NU!?*

tænkte han irriteret da den rødklædte homo-sapien bag ham, bestemte sig for at larme igen. Denne gang luftede denne sin interesse for at blive set og hørt ved åbenlyst at vise hvor skrøbeligt og ubrugeligt den var. Rømmen, - en muskeltrækning i halsen. En frivillig muskeltrækning i halsen, ulig de muskeltrækninger han kunne skabe i halsen, der havde en del mere permanente følgevirkninger. Han havde faktisk glemt hvordan det føltes at rømme sig. Det eneste han derimod var klar over var at han fandt det dybt irriterende at det larmene væsen lod til at insistere på at få hans opmærksomhed. Manius løftede armen og daskede baglæns ud med en slasket bevægelse. Fra det sorte djævlevindue viftede en benhvid skelethånd afvisende.

"Shoo!"

lød den umenneskelige stemme, irriteret. Manius holdt sit blik på Venus.

"En fornøjelse"

sagde han, med tydelig fascination tilbage i stemmen. Det var klart at fornøjelsen i den grad, var på manius' side.

"Hvordan kan det være jeg aldrig har set en som dig før?"

Spurgte han, med interessen malet i stemmen. Der var ingen tvivl om at Manius fandt hende dybt intressant og hvis man så bort fra de larmene aber bag ham, var han i stort humør over at have truffet hende.

Baltazar var nødt til at trække vejret dybt ned i sine lunger før han gevandt kontrollen over sine vrede. Det var sjældent at han blev behandlet SÅ dårligt. Hvilken respektløshed! Baltazar virkede nu meget ligeglad, han kunne da sagtens selv tage vare på sig selv.

"Undskyld mig, men jeg er rimelig sikker på at det var hanvfruen og jeg der talte sammen først. Hvis De vil være så venlig at lade os tale i fred?"

sagde Baltazar og skjulte med bedste overbevisning den vrede dirren i hans markante stemme.

//No problemos :D //

hun grinede lidt over de begge to ville tale med hende, hun dykkede ned under vandet og gemte sig mellem nogle klipper, så de kun kunne se noget af hendes hale*nu kan de jo prøve at fange mig vis de gider*tænkte hun munteret for sig selv, hun kunne se dem men hun viste ikke om de kunne se hende, men vandet var helt klart

Neeeeeeeeeej hvor kunne mennesker dog være irriterende. Det var da længe siden han havde følt sådan en kriblende trang til at dræbe noget på så mange forskellige måder. Han ville også have gjort det, uden et øjebliks tøven havde der ikke været havfruen at tage hensyn til. Det gav et dårligt førstehåndsintryk at slå folk ihjel... især på den måde han havde for vane.... men nøøøj hvor var det bare irriterende. Det var som at være levende igen. Være levende og ligge og have brug for sin søvn altimens en eller andet åndsfraværende kat tumlede mjavende rundt udenfor. På et tidspunkt var kroppen simpelhen NØDT til at kaste noget efter den. Det værste af det hele var ikke at der stod et menneske og talte til ham. Mennesker kunne til nød snakkes med og ikke så få af dem havde viden eller troede de havde viden, der kunne være respektivt intressant og underholdene. Men denne rødklædte abe havde ikke gjort andet end at prøve at gøre sig bemærket. Som skulle han opfylde et latent krav om opmærksomhed eller genkendelse havde han snakket og rømmet sig og nu også forsøgt at bremse Manius efterforskning ved at insinuere noget så idiotisk som at Manius faktisk måtte vente til -han- var færdig med sin usle kommuniké. Hvad skulle man gøre?

Svaret kom til ham da han et øjeblik tog sit blik var Venus. For hans fødder lå en pind. En lille ubetydelig kvist, der på nuværende tidspunkt dog havde formået at tilrane sig mere af Manius interesse end hverken Urias eller Baltazar. Manius samlede den op og holdt den mellem 3 knoglefingre. Den ville opfylde kravene fint. Uden at vende sig om ragte han påny armen en anelse bagud og svingede pinden lokkende. Da han følte sig sikker på at have abens opmærksomhed kastede han pinden. Den landede små 11 meters vej fra dem og Manius lod sin opmærksomhed drive tilbage til Venus, håbefuld om at han ikke behøvede bekymre sig om Baltazar igen, før denne kom med pinden.

"Det forekommer mig nemlig underligt..."

begyndte han.

"...at et så elegant væsen har undgået min opmærksomhed i så mange år"

Der var ikke umiddelbart nogen løgn i hans stemme. Naturligvis var det svært at vurdere noget som helst i hans stemme da denne stadig lød som James Earl Jones der talte gennem en dårlig forstærker. Men han var faktisk ganske intresseret i at finde ud af om der var flere af hendes slags. Hvis nu der VAR flere, kunne han jo, med ren samvittighed, tage på fisketur i videnskabens navn.

da hun forsvandt, ned mellem klipperne sukkede han tungt og stod tålmodigt og ventede på at hun ville komme op igen. Hvor han dog håbede hun ville blive og tale. Hvis han mistede en så intressant mulighed for ny research ville hans humør bare forværres.

hun kom op igen hun så på Manius"du kan godt komme her ud der er ikke så dybt her og heller ikke så mange klipper"sagde hun og hun løj ikke det var rigtigt nok, for hun sad næsten fast i sandet for der var ved at blive lav vandet, hun slog lidt med halen for at vise der var lavt vand og at man kunne gå ud til hende vis man gad