En lille ø med en grøn skov

Et høfligt skuldertræk senere var Manius' sortklædte figur på vej ud i vandet. Vandet omrking hans ankler syntes at formørke en anelse og dette skyldes ikke kåben. Han stoppede ved Venus, og samlede de hvide knoglehænder i ærmerne foran maven.

"Jeg går ud fra at dette er mere behageligt for dig?"

spurgte han med påtaget høflighed.

Baltazar kiggede ned fra pinden på jorden og så tilbage på denne arrogante mand. Han skræmmede ikke Baltazar sådan i sig selv, men hans flabede attitude gav Baltazar myrekryb. Han kiggede hen på denne mand der vovede at trodse hans vilje. Det, om noget, gjorde Baltazar meget vred. En ting var at være høflig og være ydmygt, men når man ikke engang viser gensidig respekt? Det tog ikke Baltazar mange sekunder at overveje sagen - grenen Manius havde kastet fløj tilbage i nakken på ham. Baltazar stod tilbage med en hånende grimasse mens han kiggede på denne... mand.

Manius mærkede et lille stød i nakken og dovent hånden for at mærke efter. Det var en slags dødelig refleks der havde overlevet de sidste mange år. Et plask fulgte da pinden røg i vandet. Manius behøvede ikke engang kigge for at vide hvad der var sket og et eller andet sted fandt han det urkomisk. Ikke at man havde kastet en pind efter ham, men at Baltazar var gået hen til pinden efter han havde kastet den, og så kastet den tilbage. Manius ville have leet. Han overvejede momentært at straffe aben for at ulejlige ham ikke blot verbalt men nu også korporligt, men han kunne simpelthen ikke tage sig af det når Venus var her. Med et karikeret skuldertræk under de tunge klæder og kiggede igen på havfruen.

man kunne nu se at vandet var meget lavt enda så lavt at hun ikke kunne komme ud igen, slog lidt med halen"møg"sagde hun da hun sad fast i sandet, hun var lidt sur over det, men hun lod det ikke gå ud over de andre der var her"jeg sidder fast"sagde hun bare, hun prøvede at flytte sig men det var umuligt for hende da hendes hale var meget tung

Urias var gået lidt ind i skoven, der var på den afsides ø. Hun gad ikke rigtig at se sig tilbage. Lige nu havde hun faktisk kun øjne, for de myter og historier, som der var om stedet hér.
Piraten, Prinsessen - Måske kunne hun endda finde noget helt andet. Havfruen - Som hun på dette tidspunkt ikke vidste var en havfrue, selvfølgelig - kunne hun altid spørge om, hvem var senere. Hun gad ikke rigtig at kaste sig ind i kampen om hende på nuværende tidspunkt.
Hun kiggede lidt op og ned af træerne og gik dybere ind i skoven på øen. Nå, hvor var nu ham piraten?

//out

Baltazar kiggede på Manius og så langt fra ud til at se sig selv komisk. Han var i gang med at udspørge havfruen da han pludselig kom og forstyrrede. Så gad han ydermere ikke at svare, end ikke på pinden der nu i Baltazars øjne syntes en smule komisk. Dog ville Baltazar ikke lade denne usling slippe så let. Baltazar tog en dyb indånding og en mindre inferno af vand pjaskede op på Manius. Måske kunne Baltazar ikke få hans opmærksomhed på en normal måde - så hvorfor ikke gøre ham våd?

Manius skulle til at række ud for at skuppe havfruen længere ud i vandet, men tog sig selv i det, inden han gjorde noget dumt. Det ville ikke være favorabelt for ham at røre ved hende hvis han ønskede at undersøge hende senere, eller fortsætte samtalen nu. Han kunne naturligvis flytte hende med... En sagte knitrende fornemmelse i hans baghoved advarede ham idet hans overnaturlige følsomhed overfor magi satte ind. Han var kommet til at skatte den evne lige siden han havde fået den. Siden han havde forkastet resterne af sin menneskelighed for at blive hvad han var.

Et skvulp af vand stod i en kaskade op fra vandet omkring hans ben og sjaskede ham til. Gennenmblødt, stod han ret op og ned et øjeblik uden egentlig at foretage sig noget. Han var en Lich, - en udød. Ingen overlast ville komme til ham pga en smule vand, men det var selve handlingen der havde betydet noget. Det var én ting at blive irriteret verbalt, og at pinden var blevet hentet til ham, var vel hvad det var, men Baltazar's irritationsfaktor var ved at overstige Manius trang til diplomati. Havfruen sad fast i sandet, han kunne tale fornuftigt med hende bagefter.

Hellere end at forme egentlige ord, lød formularen han udtalte som en slags vindfyldt ekko fra hans kutte.

...Intet syntes at ske.

Endnu en formular, denne meget kortere fulgte i kølvandet, manius venstre hånd gjorde denne gang en bevæselse i ærmet. Åbenbart krævede den anden formular somatik. Han havde endnu ikke vendt sig imod Baltazar og følte intet behov derfor. Han afsluttede den anden formular.

...stadig intet syntes at ske.

Manius vidste bedre.

"hallo?"spurgte hun"vil i hjælpe mig ud i vandet eller lade mig ligge her og dø?"spurgte hun så bagefter, hendes hale var ved at blive tør, man kunne osse se det for hendes hale havde nu en mat farve i stedet den flotte blanke farve, hun slog lidt med halen i sandet, der fløj lidt sand op i luften

Baltazar stirrede tavs på denne mand. Det var tydeligt, da manden bare var stoppet op, at han ville gøre noget for at tage hævn, men hvad?! Hvad vidste Baltazar overhoved om denne mand? Var han magiker? Baltazar syntes at fornemme forstyrelser af magi i luften. Han syntes at kunne fornemme noget. Hvad lavede manden derovre overhoved?! En ting stod klar - han var magiker - og det skulle han straffes for. Baltazar forberedte sig på et forsvar til hvad manden end måtte gøre, men var det nok?

Manius gav Venus den opmærksomhed hun søgte. Han havde stadig ikke lagt sit blik på Baltazar, og var lige nu mere intresseret i at få Venus ud i vandet hvor hun hørte til. I øjeblikket generede det ham voldsomt at hans studier var blevet afbrudt netop som de begyndte. Han var kommet herud i hensigten at måle øen op, og hvis den mødte hans krav, ville han bruge den til at sætte et nyt laboratorie op. Men ak og ve, hans opmærksomhed var blevet fanget af noget nyt og mere spændene end han havde håbet. En ny fil til hans research. Og så var det blevet forstyrret i startfasen, af den braldrene abe. Det var som at have åbnet en helt frisk person og se denne ligge og vride sig og se organer og væsker skvulpe rundt i en blød, kaotisk parodi på orden, og så blive afbrudt midt i det hele af en fremmed indtrængene. Han løftede hånden og ragte ind under den sorte kappe, rodede kort mellem fjer, tænder og læderstropper, glas og sten, inden han fandt hvad han ledte efter. Han fremdrog en lille slank stav lavet af glas og holdt den mellem 3 knoglefingre. Han begyndte roligt at svinge den frem og tilbage som en dirrigent's taktstok. Bølgerne tog til. Kort efter den bløde dans gennem luften gjorde manius et kort, hårdt sving med den og vandet fra en bølge tog meget lidt og diskret og forholdsvis bestemt fat om hende og trak hende ud imod dybere vand.

Manius fulgte efter hende, længere ud i vandet indtil han stod i vand til midt på skinnebenene. Han maste kåben ned om benene så luften fanget under den væltede ud og forhindrede den i at glide op. Herude følte han sig sikker på ikke at blive afbrudt af Aben. Well... man havde jo taget forhåndsregler.

"Bedre?"

Spurgte han, egentlig ikke intresseret i hendes komfort, men meget intresseret i hendes helbred.

hun dykkede kort ned under vandet, så kom hun op igen"ja tak"sagde hun til Manius, hun smilte, hendes hale fik sin flotte glans tilbage igen"rart at være i vand"sagde hun, hun svømmede lidt rundt, hun kunne lige komme rundt om Manius, hun svømmede rundt om ham.

//Jeg er virkelig ked af at jeg ikke svarede! HVAD TÆNKER JEG PÅ?! Svaret er ingen ting! Jeg har fuldstændig glemt alt om alt! Jeg kan ikke lige magte denne her side lige for tiden såh trækker mig ud af emnet! Manius - Keep up the go(o)d work, for hold kæft hvor kan du bare være irreterende! Fedt, fedt, fedt!


Baltazar kiggede hen på Manius. Han tog en dyb indåndning og forsvandt pludselig ud i det blå, men før hans krop forsvandt lød der disse ord: "På gensyn". *Jeg vil drage væk, og skaffe forstærkninger og en dag vender jeg tilbage og får min hævn over dette væsen misbrugte MIN magi*. Og væk var han, som en skygge på en væg forsvinder når olielampen bliver tændt. Som røg i vinden. Væk.

//Det er bare i orden mester. Håber du får styr på hvadend der stikker dig. Hold dig munter k?//

Manius hørte noget mere lyd fra aben, men registrerede ikke at der skete noget af faktisk interesse før denne begyndte at knitre af middelsvag magisk energi og hans tilstedeværelse pludselig ikke var mærkbar længere. Teleportation eh?... en mere kapabel magiker end Manius havde forventet, men stadig intet at råbe hurrah for. Manius drejede kort sit hoved imod punktet hvor han havde stået, klar over at hans magi stadig var aktiv. Han vendte sig om med imod venus med et skuldertræk og bag ham syntes virkeligheden at gå i stykker somom den var malet på glas. Hvide hak af lys opstod i virkeligheden inden den splitredes og faldt sammen som et knust spejl. Bag den var der nøjagtigt det samme billede, men det usynlige bur af magisk energi Manius havde rejst omkring sin modstander var væk, - bortmanet af dets skabers vilje.

Han ville have sukket, men nu kunne han vende tilbage til det virkeligt intressante.

"Nu hvor peanutgalleriet er forsvundet, kan vi snakke i fred"

sagde han, muntre toner i den underlige stemme.

"Venus Solar ikke? Hvis du skulle beskrive .... 'hvad'... du er, ikke 'hvem' du er, hvad ville du så beskrive dig selv som?"

spurgte han nysgerrigt.

"jeg er ikke nogle ting "sagde hun hårdt, hun slog hådt med halen så vandet sprøjtede, hun forsvandt ned under vandet, hun var svømmeet meget dybere ud, hun kom op med hovedet igen, hun var blevet fornærmet*landvæsner de behandler en som en ting og ikke som et levende væsen*tænkte hun vredt for sig selv

"naturligvis er du det"

forklarede Manius tålmodigt.

"På samme måde som jeg engang var et menneske, har din race også et navn"

Han lagde hoved på sned under kutten.

"Du har et navn, et liv og er en person frem for en ting, men vi har alle et folk vi kalder vores eget. Ikke sandt?"

tilføjede han i en sød og rar tone, han måtte anstrenge sig for ikke at føle sin mave vende sig, selvom han ikke havde en.

hun blev meget fornærnmet over det"jeg er ikke en ting jeg er et levende væsen så du har ingen ret til at kalde mig en ting"sagde hun vredt, hun slog meget hårdt med halen, hun var meget vred og fornærmet, hun dykkede ned under vandet, og svømmede elegant blandt de klipper der var på det område hun svømmede, hendes hår fulgte vandets overflade, det lignet flydende sølv

//out i er for langsomme til at svare sorry//