endnu en kunde

Alastor stod ved kroens desk, han var ved at rense et glas, han smilede svagt. Han havde lagt en illusion over sit dårlige øje så han lignede et normalt menneske. Og helt ærligt... Så følte han sig normal, han havde skiftet til noget tøj der fik ham til at ligne en normal ung dreng/mand.
Han kunne ikke lade være med at tage en dyb indånding og langsomt ånde ud af ren glæde.
Han stillede glasset stille på plads hvorefter han begyndte at tøre træbordet af. Egentlig var kroen næsten helt tom lige på dette tidspunkt af dagen, men nogle gange kom folk ind og bestilte lidt mad.

(*HOST*Kroværten er i et andet emne*HOST*)

Det var regnen der havde fået Lidonrâ til at søge indenfor, normalt var hun ikke den der brugte sin tid på kroer men nu regnede det og hun var sulten så denne gang fandt hun vej til en kro ved navn "Det gyldne vildsvin."
Hun havde aldrig været her før, men hun havde hørt en masse godt om den så hvorfor ikke prøve? Hun havde en smule penge på lommen og måtte indrømme for sig selv at det kun var takket være Naur at dette havde kunne lade sig gøre.
Den gyldne abe der sad på hendes skulder rystede sig da de trådte ind på kroen og så derefter nysgerrigt rundt.
Et par mænd kiggede op da kvinden med det ildrøde hår, den fine kjole og kronen af amatyst og de lilla øjne trådte ind på kroen, men ellers blev der ikke værdiet Lin mange blikke.
Hvilket passede hende fint for hun var ikke ude efter opmærksomhed, ikke i dag.
Hun gik op til kroens disk hvor der stod en mand og pudsede glas og ventede høfligt til han blev færdig, i mens tog hun et fast tag i Naur der var på vej ind over disken for at gå på opdagelse og få stillet sin nysgerrighed, og ganske lavmælt på elvisk gav hun ham ordre om at blive siddende på hendes skulder. De skulle nok snart få noget at spise.

husker altså ikke jeg var i et andet emne o0, jeg menes ellers at skrive at jeg var ude i sidste emne

Jeg er i et andet enme...

øhm, ja. Men i dette emne er det Alastor der holder disken i et par timer (Chris lovede Alastor et job + hvis Chris er ude at handle må en jo passe på biksen) har jeg ikke ret?

Super

soooo.. Jeg gætter på at du ikke har noget imod det? =P

svare nu

Alastor så kvinden der kom ind i kroen, det så ikke ud som om hun var andet en et normalt menneske. Bortset fra hendes abe, og øjne, men hey hvem var han til at dømme andre.
Alligevel kunne han ikke lade være med at høre efter da kvinden pludselig snakkede elver sprog, godtnok var det lavt, men han kunne godt høre det svagt. Alastor havde lært elversprog, eller en smule, han kunne da klare mindre snak.

Han kikkede på kvinden som var ved disken, hun virkede høflig sådan at vente på at han var færdig med glasset, men normalt skulle man ikke vente, man kunne sagtens tøre glas og snakke på samme tid. Hun var sikkert ikke vant til kroer.

han rømmede sig svagt og sagde med et smil, "hvad skulle det være?"

Lindorâ kløede Naur på maven mens hun sendte manden bag disken et af sine charmerende smil da han spurgte hvad hun ville have. Det var ikke svært at svarer på, for hun var ved at dø af sult. ,,Noget spiseligt. Og et glas vin." Bad hun. Hun havde ikke drukket vin siden ballet, men det var en smule koldt i dag og vin ville sikkert få det hele til at føles en smule varmere. Og gjorde det ikke det, jamen så kunne hun sagtens klarer det selv. Der var trossalt en grund til at hun var ildens dronning.
Ved en af bordene begyndte en eller anden at spille på en lut mens en anden fandt en fløjte frem og Lin vendte sig halvt så hun kunne se dem. De fleste af bordene var optaget, men det gjorde hende ikke så meget for hvis man stod med ryggen til folk ved disken var der færre der tog kontakt til en, og efter at hun nær var blevet overfaldet af mændene i gyden havde hun ikke haft særlig meget lyst til at tale med fremmede.
Det havde ikke gjort det bedre at Amon havde slået dem ihjel, men i det mindste havde han skånet hende. Sådan da. Der var stadig nogle ting hun ikke helt kunne få styr på, som hvorfor hun ikke havde slået ham ihjel?
Green havde også spurgt hende om netop det et par gange, men hun havde ikke givet ham noget svar for hun havde intet.

For at få sine tanker på noget andet lod hun blikket glide op til manden bag disken. Normalt var hun god til at fornemme magien i andre og der var også et eller andet ved ham der fik det til at snurre i hendes fingre, men hun lod som ingenting mens hun sendte ham et venligt smil og ventede på den mad hun havde bestilt.

Alastor så aben, normalt var det kun pirater eller andre mærkværdige mennesker der havde aber som kæledyr, ikke at de var dårlige kæledyr. Faktisk var de ret gode, men det var få der havde dem.
Han kunne næsten høre hendes mave knure da hun svarede ham "ok, øjeblik" sagde han med et smil, han gik ud ome bagi, og hentede noget kartoffel suppe, og selvfølgelig med lidt brød. Det mættede altid godt, desuden var den en ret Det Gyldne Vildsvin var god til at lave, han gik og stillede en suppeskål af holdbart træ, selvfølgelig en slags træ der ikke vil splintre... Men pyt med det, han stillede en suppe ske ved siden af hende og sagde kort "øjeblik så kommer jeg med vinen" Han kikkede på hylden under disken der skulle have vinglas.... møj der var ikke lige nogle rene, og man serverede altid vin i vinglas. Han kikkede kort op fra disken, kvinden kikkede sikkert men hun kunne ikke se ham under disken....

Han puttede den højre hånd i sin pung og tog noget hvidt pulver op, han lagde det på disk hylden, og koncentrerede sig. Et svagt grønt skær der kun ville kunne ses lige for dem der sad oppe foran disken lyste svagt i et par sekunder. derefter kom der et svagt rødt lys som kun varede i et halvt sekundt. Folk i kroen log aldrig mærke til at Alastor lige brugte sin nekrotik og illusion magi til at skabe nyt udstyr.

Han kom op fra disken og viste et pænt skinnende vin glas, ikke noget specielt, men et vin glas "øjeblik så henter jeg noget vin" sagde han i en glad tone. Han gik nedenunder i kælderen og hældte noget vin op. Hvorefter han skyndte sig op igen og gav kvinden glasset. "Undskyld forsinkelsen." Sagde han, han skyndte sig hurtigt at tilføje "nyd maden"

Katoffelsuppen smagte ganske glimrende, omend den var en smule kølig. Det generede dog ikke Lindorâ der nøjedes med at puste på suppen som enhver anden ville gøre for at nedkøle den, men i stedet for at blive nedkølet blev hendes suppe varm og begyndte at dampe svagt.
Hun gav brødet til Naur der sad på disken og tiggede med store øjne, og begyndte langsomt at spise af suppen.
Hun havde ikke travlt, og det var det første måltid hun havde fået hele dagen så hun ville tage det stille og roligt og nyde den. Netop fordi hun ikke havde travlt havde hun heller intet imod at vente på sin vin.

Det var lyset der fangede hende. Det kom fra et sted under disken og den snurrende fornemmelse i hendes fingre. Først var lyset grønt, men bagefter blev det rødt. Det varede ikke mere end et par sekunder men Lin vidste hvad der lige var sket, kromanden havde brugt magi. Tanken fik hende til at smile, så var det åbenbart ikke alle der gemte magien der flød i dem, og det var kun godt.

Da han kom med hendes vin sendte hun ham et venligt smil. ,,Tak." Sagde hun inden hun igen vendte tilbage til suppen.
Efter endnu et par skefulde lagde hun skeen fra sig og lod Naur få resten af suppen. Hun tog vinglasset og svingede dovent vinen rundt i glasset mens hun halvt lyttede til folks snak.
Der var meget snak om hvad der var sket ved ballet, og der var tydelige delte meninger om det var godt eller skidt at oprørene havde taget magten.
For Lindorâ var der ingen forskel, det var ligemeget om det var et menneske eller en formskifter der sad på tronen, før Green sad der ville magien ikke være rigtig fri i landet.

Hun lagde hovedet på skrå og vendte sit blik mod manden bag disken. ,,Din magi... hvad er den?" Spurgte hun. Hendes stemme var lavmælt så kun han ville kunne hører den, men samtidig var den ikke så lav at han ikke ville kunne hører hendes spørgsmål.

Alastor smilede glad.... Alt var blevet så normalt lige siden han havde mødt Era, og derefter Chris... Det hele virkede som om det kun blev bedre, han var helt tilfreds. Et normalt liv, normale mennesker ønskede efter eventyre M.M... Men Alastor havde prøvet eventyr, og selv om det havde sine pludser som total frihed... Så var det abselut ikke rart...

Han sad lidt i hans egne tanker, bare rene tanker om hvor rart han havde det. Fordi for ham var det som en drøm.. Et arbejde, et sted at bo, venner... Hvad mere kunne han ønske???

,,Din magi... hvad er den?" hørte han og pludselig røg han ud af dagdrømmeriet... Han kunne mærke lidt sved samle sig på sin pande og hans krop føltes tung uden at være det.

"det...øh" Han var stille i et sekundt, hvordan kunne han fortælle hende det? Altså uden at hun ville opdage at han var nekrotiker "det er skabelses magi hehe... Du ved at bruge magi til at skabe..." Han vidste godt der ikke rigtigt var sådan noget magi, da det ville kræve man enten var istand til at kontrollere alle elementer, eller være en meget dygtig alchemist OG mental magiker... Men han håbede kvinden ikke kendte til magi så godt, og slet ikke nekrotik... Hun ville sikkert bare dømme ham...

Lindorâ sendte mande et venligt smil der dog bar tydeligt præg af at hun ikke troede ham en meter.
,,Det er der ikke noget der hedder søde skat." Sagde hun, hvilket var sandt. Elverne havde lært hende en masse om magi-Green havde lært hende om resten. Skabelses magi ville betyde at denne mand havde kræfter der var tæt på en guds. Noget ingen mand, ikke engang Green havde.

,,Jeg er ingen sladderhank, og jeg dømmer ingen." Sagde hun, næsten som om hun havde læst hans tanker.
Men det var sandt hun kunne aldrig finde på at dømme en anden magiker. Ikke engang Amon som hun havde tilgivet for både at have slået ihjel og udfordret hende.
Desuden var hun ikke den der dømte andre, det kunne hun ikke tillade sig. Ikke med den destruktive magi hun selv besad.

,,Den eneste skabelses magi der findes er den mellem en mand og en kvinde når de skaber et nyt liv. Men det er slevfølgelig ikke udelukket at du gemmer en kvinde under disken." Hendes smil blev en anelse bredere men der var intet hånligt at sporer i det, kun venlighed.

Alastor havde en svedplet kørende ned af hans højre kind. Hun kendte meget til magiens univers.... Møj...
han sukkede kort før han kikkede rundt, ingen kikkede. Han lod en hånd snige sig ned i lommen og han lagde noget hvidt pulver på bordet. Han brugte så lidt magi som muligt overhovedet, for at undgå et grønt lysskær... Han forvandlede skeletstøvet til en lille figur af et skelet med et sværd og et skjold.
"jeg håber du har ret.... Det med du ikke dømmer" Han sank en klump, få folk kunne klare bare at være sammen med en med evner som hans... Mens resten ville hente treforke og fakler og få ham brændt på et bål... Tanken gav en lille kuldegysning, men han valgte at ignorere den.

Da han hørte hendes lille joke kunne han ikke lade være med at grine en lille smule.
Selv om han følte hun sikkert var ok, så kunne han stadig mærke den panik fra når han var på "eventyr"... Endnu en grund til at han elskede sit liv lige nu.

Naur, der havde lagt sig til rette på bordet som en lille, gylden kugle, hvæsede og rejste børster da manden fremmanede et skelet.
En nekromantiker.
Nej, Lin var ikke den der dømte, men noget magi var mere sikkert end andre, mere rent-og nekromanti var ikke en af disse magier. Nekromantikere manipulerede de døde og lod dem ikke finde den hvile de søgte.
Men hun var ikke den der skulle dømme andre magikere, og i virkeligheden var det ligegyldigt hvilken magi man besad så længe man ikke brugte den til at skade andre der ikke havde bedt om det selv.

Lindorâ var langt fra en helgen, hun havde dræbt folk med sin magi men hun brød sig stadig ikke om tanken om at slavebinde andre, især ikke de døde der burde have deres hvile i fred. Ikke at hun havde tænkt sig at sige det til denne mand der åbenbart godt var klar over at de færreste tog imod en nekromantiker med åbne arme, ellers ville han vel ikke have løjet overfor hende.

Lindorâ så på det lille skelet samtidig med at hun greb Naur i halen og trak ham væk fra figuren inden han fandt på at angribe den. Mens hun så på figuren begyndte der at dukke små gnister op omkring den og et kort øjeblik efter stod skelettet i flammer. Flammerne var kortvarige og de forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet. Uden at efterlade nogle spor.
,,Jeg dømmer ikke." Gentog hun, og så på manden med sine lilla amatyst øjne.

Alastor smilede roligt, han fik følelsen af at han var sikker... Når det kom til andre magikere havde han indtil nu været så heldig kun at have fået accept... I det mindste her i dette område... Han så den lille figur gå op i flammer, det var tydelighvis ild... En element magiker... Som Era, det gjorde kun han følte sig mere rolig igen.

"tak..." Sagde Alastor rolig, alligevel ønskede han at han kunne snakke mere med hende, ikke fordi hun var magiker eller accepterede ham... mere en blanding af de to ting.
"hvis du vil tale senere så sig bare til... Lige nu er der lidt for mange mennesker i kroen til man kan tale uden at blive hørt".

Desuden så virkede hun interrasant, og det var altid fedt at lære nye mennesker at kende.
Alastor kikkede på disken, selv om skeletet var brændt væk, var der stadig rester af støvet i luften, og Knoglestøv var virkelig kedeligt og tog tid at lave... Så han tog hånden frem, koncentrede sig så godt han kunne... Og langsomt kom lidt a pulveret tilbage, blot sort efter at være blevet forkulet. Han skubbede støvet ned i sin hånd og så ned i sin anden lomme.

Lindorâ kastede et hurtigt blik rundt i kroen der ganske rigtigt var ved at blive temmelig fyldt, det måtte være vejret der tiltrak folk. Eller den udemærkede suppe og det gode brød.
Vinen var også ganske god, nu var hun ikke den store vinkender, men den var sød og fyldig-præcis som hun kunne lide den.
,,Så gør jeg det, senere." SVarede hun og så roligt på ham med de øjne der mere end engang havde fået folk til at udråbe hende som heks, hver gang havde de forsøgt at brænde hende og hver gang havde hun leet af dem. Ilden kunne ikke skade hende, og den ville heller aldrig gøre det, den vidste hvem hun var. ,,Mit navn er Lindorâ, men folk kalder mig Lin. Jeg er ildens dronning." Sagde hun, inden hun smed nogle mønter på bordet, tog vinglasset i den ene hånd og den nu sovende Naur i den anden og satte kurs mod et ledigt bord hvor hun havde tænkt sig at vente til fyren ikke havde så tralvt mere for han virkede ganske interessant og Lin lod aldrig en magiker passere forbi hende uden at hun havde talt med vedkommende først.


//Sorry jeg først fik svaret nu, har simpelthen haft så travlt med at søge nyt job ^^//

Alastor smilede, han skyndte sig hurtigt at betjene resten af mængden. Selv om det var hårdt glædede han sig til at snakke med kvinden. Hun virkede lidt, anderledes fra den normale magiker. Han kunne ikke helt sige hvad, men anderledes... Det var hun.
Tiden gik, og kunder kom og gik. Snart blev vejret lidt bedre og flere og flere folk skyndte sig at blive færdige med hvad end de havde gang i og begyndte at gå
*herligt*
*årh jah* det føltes som om hvert eneste af de ord i var en iskold hånd på hans skuldre.
*ikke nu, vi har en aftale.*
*jeg keder mig såååå. Bare rolig jeg gør ikke noget rigtigt slemt eller bryder ud... Jeg vil bare høre denne samtale... Heh*
*FINT*

Alastor ignorede...Ham... så godt han nu kunne. Og da han var færdig satte han sig ned ved kvinden. Stort set alle var væk så han kunne godt tillage sig det.
"du begynder" sagde han med et smil

Lindorâ fulgte opmærksomt med i mandens arbejde. Hun havde aldrig selv arbejdet, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Da hun boede hos elverne havde hun været med til at høste og sy tøj, men rigtigt arbejde havde hun ikke haft.
Hun tjente sine penge ved at lade Naur stjæle, eller ved at være gadegøgler og lave shows med ilden.
Eller, det plejede hun at gøre, men efter at oprørene havde taget magten havde magikerne ikke fået mere spillerum, snarere tværtimod.

Da manden endelig kom hen og satte sig overfor Lin så hun granskende på ham et øjeblik inden hun sendte ham et venligt smil. ,,Jeg er Lindorâ, men folk kalder mig Lin. Jeg er ildens dronning, ilden er ikke kun min magi, ilden er mig. Sagde hun og så på ham på en måde der sagde "så er det din tur" men hvad han ville fortælle hende var helt på til ham.
Lindorâ ville være tilfreds med et navn, men måske ville han ikke engang give hende det?
Hvis det var sådan det forholdte sig var der intet at gøre ved det, Lindorâ gemte sig ikke og hvis han fik lyst til at fortælle andre at han havde mødt hende var det hans valg, hun blev kun fundet hvis hun ønskede det.

Alastor smilte, han havde hørt element magikere kunne lide deres fag, men at kalde sig selv ilden selv? Det havde han ikke forventet, han vidste der selvfølgelig eksisterede ånder, men hvem kunne være ilden i sig selv? Ville det betyde at al ild døde hvis hun gjorde? Eh han ville ikke tænke for meget over det. Det var hans tur. Og siden hun havde været ærlig ville han også være.

Desuden var kroen tom.

"Mit navn er Alastor, nekromantiker udlært af det skyggerådets bedste skole, ufrivilligt, siden fødsel, deler krop med en anden morderisk sjæl, ooooggg ønsker intet ondt, og bare for at tilføje mener jeg ikke nekrotisk magi er ondt, derimod kun største delen af brugerne og lysests brugere der nægter at det kan bruges til godt."Hans følte sig rolig, hun virkede ikke som typen der ville flyve op og prøve at forkulde ham.

Han tog en dyb indånding og sagde med ro "din tur hehe med mindre du har et spørgsmål altså"

Der var nok ikke andre end Green der ville forstå hvad Lindorâ havde ment med at hun var ilden, og det overraskede hende derfor ikke at se mandens forbløffede ansigtsudtryk som hun kvitterede med med et skævt smil.
Hendes smil blev dog til et rynket bryn da manden, de præsenterede sig som Alastor sagde han delte krop med en anden sjæl, det måtte da være forfærdelig trangt og hun forstod ikke helt hvordan det kunne lade sig gøre. Det var lige meget, hun valgte at slå det hen og ikke spekulere mere over det for det endte bare med at hun fik hovedpine.

,Det hele afhænger af det hjerte man bærer." Svarede hun da han forsikrede hende om at han ikke mente at nekromantiker magi var ondt, problemet var bare at det var en magi der nemt kunne forpeste sjælen fordi det var en leg med mørk magi, hvis man ikke tog sig i akt.
Da han igen gjorde opmærksom på at det var hendes tur satte hun sig bedre til rette på stolen så Naur, der havde ligget i hendes skød og sovet, vågnede og i stedet kravlede op på hendes skulder hvor han så nysgerrigt på Alastor.
,,Magien er undertryk i vores verden, jeg er med i en gruppe der kæmper for at magiken kan flyde frit og uden at man behøver skamme sig over at man er født med magi i blodet." Sagde hun og tog en slurk af den vin der stadig var i hendes glas. Hun drak normalt ikke, og når hun gjorde gik det langsomt, det var også derfor hun kunne nøjedes med et glas vin.

Alastor så det skæve smil, alligevel virkede smilet venligt, ikke som om han var dum... Han blev bare ved at holde sit roligt smil som altid.
da han så hendes reaktion på da han sagde at han han delte krop med en anden smilte han lidt mere og kunne ikke lade være med at forklare "heh, vores krop er bare en "maskine" (//gætter på der i visse steder findes simple maskiner\\) Og sjælen er drivkræft og føren... Jeg har to sjæle altså betyder det to personer der slås om hvem der styre."
da han hørte hende sige noget om hvilket hjerte man bar blev han en lille smule gladere, hun var jo direkte klog, mest fordi at de fleste mennesker ville ikke dømme folk på hvem de var men på hvad så snart de hørte ordet nekromantiker. Hvilket var grunden til han var blevet jaget ud af flere byer, og næsten drabt i flere.
Da han så aben kikkede han over på den i et stykke tid, den var vidst heller ikke helt normal. Der var ihvertfald et eller andet omkring det, men han vidste ikke hvad.
da han hørte hende tale om at kæmpe for magiens ret, og man ikke skulle skamme sig over det, at man var magiker, forsvandt smilet lidt, ikke fordi han syntes det var en dårlig ide, tværtigmod.

"det lyder godt, men som du ved er de fleste former for magi allerede accepterede, det der er at kæmpe for... Ja... Selv om vi kæmpede ville folket jo kæmpe imod lige meget hvor hårdt vi prøvede. Det ville ende i tyrrani, jeg ønsker af hele mit hjerte at jeg kunne frit sige min proffesion, men på den anden side, hvis det skal koste liv for andre, og at det betyder at undertrykke mennesker... Så kan jeg bare ikke...
Den bedste måde er at være politisk... Siden oprørende har taget over er her blevet meget mere politisk... Hvis vi giver et svagt skub i den rigtige retning uden at blive opdaget, så ville det starte en positiv lavine der til sidst ville ende med vores frihed, alt andet ville ende i en ond cirkel... Og som de kloge personer magikere tit er... Så burde vi vide at vi ikke bare kan "kæmpe" for vores ret." Han rømmede sig, han havde måske fornærmet hende, eller også havde han sagt mere end han burde, han var jo kun en ung mand... Så måske ville hun sige han var for ung eller dum til at kunne sige noget.

Han kom til at tænke på Era, hun havde jo holdt med oprørene... Og han havde hjulpet dem... Og det havde vundet... Og alt var godt, hvis han nu skulle til at gå med i en ny organisation... nej... han kunne ikke...
"og... Jeg kan desværre ikke hjælpe jer, undskyld, men mit liv er for første gang stabilt og roligt, jeg er for første gang accepteret af mine nærmeste venner....." han blev stille i et sekundt før han fortsatte "jeg vil bare ikke rode mig ud i mere, desuden er jeg ikke god til kamp når det kommer til stykket... Han... har altid været kæmperen i firmaet.."

Lindorâ så interesseret på Alastor mens han forklarede hvordan det med to sjæle i den samme krop fungerede. Åbenbart ikke særlig godt, i hvert fald ikke hvis de to sjæle sloges, men så igen var det nok en indre kamp og det var den slags der ikke fik trukket en masse andre med ind i kampen.
Men hun kunne godt se at det var farligt hvis den onde sjæl overtog Alastor og brugte hans nekromantiker magi, den slags magi kunne gøre virkelig skade vidste hun.
Hun var stødt på nekromantikere enkelte gange, men hver gang var hun sluppet uskadt væk og derfor vidste hun at det hele afhang af det hjerte og den samvittighed man nu engang havde og nu var det så heldigt at det virkede som om Alastor var en ganske fornuftig mand.
Da han begyndte at argumentere for at det meste af magien var accepteret kunne Lindorâ ikke skjule et lille smil. Det var på ingen måde bedrevidende men det var tydeligt at hun havde en helt anden mening end han. Magien var accepteret hvis det var noget kongen (eller nu oprørene) kunne bruge, ellers ikke.

At han støttede oprørene var tydeligt men ham om det, han så verden på en måde, hun så den på en anden og i hendes verden var magien ikke fri før det var en magiker der sad på tronen.
,,Kære Alastor, jeg bad ikke om din hjælp." Svarede Lin med et roligt smil da Alastor sagde han ikke kunne hjælpe hende, men det var sandt at hun ikke havde sagt det for at få ham med ind i denne kamp der ville ende i krig hvis ikke de var forsigtige.
Naur hoppede ned på bordet, han var så let at der næsten ingen lyd kom da hans poter ramte bordpladen, og kravlede nysgerrigt tættere på Alastor.
,,Han er en familiar." Sagde Lindorâ som svar til det blik Alastor havde sendt den gyldne abe.
En familier var et dyr der hjalp magikerne med at få styr på deres kræfter eller hjalp dem på anden måde og Naur var ikke kun Lindorâs familiar og kæledyr men hendes forlængede arm og en del af hendes familie. Hun forstod alle de ansigtsudtryk han kunne sætte op, de lyde han lavede og hans kropssprog ligesom han forstod hendes og derfor kunne de kommunikere i tavshed som mange andre magikere og deres familias også kunne.

//undskyld har writers block xD//

Alastor smilede roligt, han kom vidst til uden at lægge mærke til det overvurderet ham selv eller hendes intentioner. "Heh det ved jeg godt, ville bare være sikker" Han kløede sin nakke kort før han vendte tilbage og igen så på hendes kælde dyr.
Da hun nævnte at det var en familiar smilede han og sagde "wow, de tætteste jeg har set på en familiar var en udød en... Du ved at binde sjælen til deres døde krop... øhm... Det lød mindre skræmmende i mit hoved, undskyld hehe." Han tog det roligt, for ham var døden ikke skræmmende, heller ikke det er blive bundet af en anden... Fordi sådan var hans liv, han var teknisk set bundet til nogle gange at lade den anden side styre ham...
"hehe, jeg gætter på at vi ser lidt forskelligt på døden og alt efter".
Han kikkede stadigt på familiaren, en nekrotiker kunne stole på få og ville normalt aldrig stole på et dyr der havde en hvis magisk evne. De ville bruge magiske artifakter hvis noget, desværre var de ting meget sjældne... Heldigvis havde alastor en, han kom til at tænke på den og rørte halskæden om sin hals. den var mest bare en ret stor perfect oval glat overflade med guld til at holde den på plads... Indeni, hvis man stirrede meget hårdt og havde magiske evner kunne man nærmest se flere sjæle derinde... Ikke i smerte, mere i deres eget lille univers... Sjælene var de værste magikere menneske, orcer eller formskiftere man havde dræbt over tiderne. De var blevet samlet ind af skyggens råd og permanent bundet til stenen. Desværre var den gået tabt, men var blevet fundet af Alastor... Og som enhver god nekrotiker ville han jo ikke aflevere den.

Lindorâ hævede et øjenbryn da Alastor fortalte at den eneste familiar han nogensinde havde set var en der var animeret. Eller en sjæl bundet til en krop eller hvad man kaldte det.
Naur rakte tunge af Alastor, sikkert fordi han kunne mærke at Lin ikke brød sig om tanken om at binde et væsen til jorden, men Lin fik ham beroliget ved at ligge en hånd på hans gyldne pels.
,,Det gør vi ude tvivl." Svarede hun roligt.
Joh de så forskelligt på døden, det var der ingen tvivl om. For Alastor var det at binde væsner til døde kroppe normalt, det var vel i grove træk hvad nektromanti var, for Lindorâ var det hellignbrøde.

Hun var ikke religiøs som mange var det, troede ikke på guder eller et andet "højere væsen" men hun troede på ånderne i alt og hun tilbad da også ildånderne, hvilket måske ikke var så mærkeligt.
Det var egentlig lidt mærkeligt at hun ikke troede på det elverne troede på, hun havde trossalt tilbragt lang tid med elverne mens hendes sjæl og krop kom sig over det overfald hun havde været ude for da hun var unge, men på den anden side havde hun været en meget bestemt dame selv den gang.
Det var højst sandssynligt ikke noget der ville ændre sig, det håbede hun i hvert fald ikke.
,,Hvor gammel er du Alastor?" Spurgte hun, for det slog hende pludselig at han virkede meget ung. Erfaren men ung.

//Det er helt ok, sorry der går tid mellem mine svar men er lige begyndt på nyt (fuldtidsjob) og det tager rigtig meget af min tid.//