endnu en kunde

Lindorâ lod det violette blik hvile på den lille model af kroen Alastor havde bygget. Det var disse øjne der havde fået en flok fremmede mænd til at overfalde hende og hendes moder for så mange år siden. Da hun havde været mindre havde hun hadet sine specielle øjne fordi de andre børn havde drillet hende med dem, og moderens død havde bestemt ikke gjort hadet mindre.
Elverne havde lært hende at hun intet havde at skamme sig over. Øjnene var sjælens spejl og hendes sjæl førte til hendes kræfter så selvfølgelig var hendes øjne specielle.
Med et lille suk lod hun den fine model Alastor havde lavet bryde i brand. Branden var kort og ilden var svag, men der var alligevel noget ildevarslene over dem. Som en advarsel om hvad der kunne ske med kroen.
Ikke at Lin nogensinde kunne finde på at brænde den ned uden grund, især ikke nu hvor hun vidste den byggede på magi. Nej, hun kunne ikke, men det kunne andre. Hun var ikke den eneste der havde kontrol over ilden, måske var hun den stærkeste men hun var ikke den eneste.
,,Dur-Aman a'mael Naur.*" Hviskede hun til den lille abe i hendes arme der pressede ansigtet mod hendes hals og udstødte små lyde der tydeligt vidste at han var enig.
,,Amin Lindorâ, morwen naur, vesttanya n'uma demad Tel'Quessir.**" Hviskede hun, et løfte hun så mange gange havde sagt, og et løfte hun var bundet til at opretholde.
Hendes øjne gled fra den nu sorte bunke støv på bordet og op til kvinden ved disken. Lindorâ havde altid været en smule misundelig på elvernes sammenhold. De var alle familie og blev behandlet derefter, uanset hvad de kunne og ikke kunne og det var hos dem hun første gang havde følt sig hjemme.
Måske skulle man tage tilbage for at se hvordan det gik de kære elvere? På den anden side kunne hun heller ikke bare rejse. Hendes plads var trossalt ved Greens side.


//*Jeg tror vi er blevet velsignet min elskede Naur.
**Jeg Lindora, datter af ilden, lover aldrig at glemme Folket (elverne)

Alastor så hvordan Lindorá brændte mini kroen ned, og den eneste lille lyd der udslap var et "tsk." Selv om det var en advarsel, var han absolut ikke bange for hende, lige meget hvor stærk hun var.... Han vidste hvad hun ville være istand til, og gættede på der sikkert ville være mere... Men selv om det så var hun i hans område. Hun var element magiker regnede han med, de var jo kendt for at være lidt hurtige på aftrækkeren. Men på den anden side måtte der være mere... Meh pyt med det tænkte han...
Han følte kontrol, han vidste at hun vidste at de begge havde delt hemmelighedder... Selv om han var god, vidste han godt at verden var generelt ond og nogle gange måtte man huske sig selv... Desuden havde han jo nok et bedre ryg allerede nu... Han var lige nu den stærkeste af de to ifølge ham... Både magisk, fysisk og politisk... Han følte sig helt tryg ved sagen.

"så gerne" svarede han kort før han gik ud og hentede en ingefærs øl... En øl som ikke blev drukket så tit nu han tænkte over det, gad vide hvorfor? Eh den var vel ikke så god... Måske speciel? Han drak ikke selv, altså han gjorde men ikke ham selv... Så slog det ham, det var en drik som blev severet meget, bare ikke her fordi at folk havde en anden smag for øl og andre drikke.
Han stillede øllen på bordet og sagde roligt "ikke fra de her kanter?" med et venligsindet smil. Han smilede over til Lindorá hun var meget rar, men han brød sig ikke om den advarsel han havde fået. Så han log noget af sit støv fra sin lomme glide op af lommen og ned på gulvet på sin højre side, støvet var så blødt og let det ikke ville blive hørt når han lod det glide langs hans ene ben, og siden at han stod med siden til Lindorá kunne hun ikke se det.

*heh, kan se du stadig ikke helt stoler på hende...*
Alastor bed tænderne i sig for at se væk fra at han havde ret... Men som han havde lært i sin "barndom" så skulle man aldrig stole på nogen, og Alastor ville kun stole på få personer, han havde blot mødt denne kvinde, han kunne langt fra stole på hende.
Bare for at vise han havde forstået Lindorás advarselv kikkede han roligt på hende med et smil og førte en finger til den ene side af hans hoved. Et tegn der normalt betød "tænk dig nu om".

//Odette hvor er du? ^^//

//Alastor-skal vi ikke bare fortsætte?//

//Alastor her, og ja hvis man ikke gidder at svare i så lang tid så er det sku bare surt hvis man bliver "glemt"//

Lindorâ trak på skuldrene over Alastors advarsel om at hun skulle tænke sig om. Hun havde som sagt ikke ment det som en advarsel at hun havde brændt den lille miniture kro ned, men havde gjort det fordi nekromantiker magi fik hårene på hendes arme til at rejse sig, om nekromantikeren så var god eller ej det var lige meget for det var stadig skabt af støv fra knogler og hun var vokset op med den viden at man ikke skulle forstyrre de døde.
Naur havde kravlet lidt rundt på hendes skød og da hun kiggede ned opdagede hun at han sad med en ring i hænderne. Synet fik hende til at smile for det var den ring han havde stjålet sidste hun havde set Amon, og selvom hun havde bedt Naur om at aflevere den tilbage havde han tydeligvis ikke gjort det.
,,Du er en flabet en min ven." Sagde hun mens han nysgerrigt bed i ringen.
Synet af ringen fik hende til at tænke på at hun ikke havde nogle penge at betale med, hun bed sig let i læben mens denne nye tanke kørte rundt i hovedet på hende, nå, Alastor ville nok kunne sætte hende til noget arbejde så hun kunne arbejde sin gæld af. Hun var i hvert fald ikke bange for at tage fat og arbejde hårdt da hårdt arbejde (for det meste) altid lønnede sig.

//Sorry jeg først svarer nu, men har haft virkelig travlt med at finde nyt job samt at finde lejlighed og pakke alt fra min gamle lejlighed. ^^//

//samme her, bortset fra alt det med grundende, har haft lidt af en af de uger hvor man bare ikke kan få sig selv til at skrive selv om man ved man skal xD. + en uge proppet med arbejde fra skolen//
Alastor sukkede kort måske reagerede han lidt for hårdt.
Han forstod godt hvorfor hun sikkert ikke kunne lide nekrotik så han kikkede og sagde "kom med" kort mens han gik bagud.
da han var derude stod han nær døren ud til. på et af bordende stod en plante, en enkel blomst. Den var hvid og spinkel, tydelighvis ville den ikke overleve mange sommere mere.
Han kikkede på Lindorâ "helt basisk er der to dele om nekrotik, sjæle delen og den der ikke har noget med sjælen at gøre.... Denne plante er stadig levende og dens livsenergi stadig eksisterende, men når den dør vil dens beholder, eller krop, blive til intet andet en muld... Det er det samme med mennesker og dyr, når først vi er døde er vi døde. Hvad der ligger tilbage tilhøre naturen og alle i den, det er jo sådan naturens orden går til. Hvad jeg gør er at jeg bruger de tomme kroppe, jeg tager for eksempel de nu ubrugte knogler og knuser dem til pulver for at kunne bruge dem til at bygge." Han kikkede roligt på hende "ser du? Jeg gør bare som en plante gør ved muld, genbruger hvad andre har efterladt, det er ikke forkert. Selvfølgelig er der nogle mennesker eller væsner der nægter at give slip, men man er nød til at indse når man er død er man død, det er også derfor at vi har nekrotikerer fordi at nogle ønsker at leve længerer... Og kan man virkelig dømme folk for at være bange for døden?" Han kikkede hende seriøst ind i øjne, han forventede et svar. Enhver var bange for døden nogle mere end andre, men for han var faktum at selv om man vidste hvad der skete efter ville man altid være bange for døden... For man forlod et sted man kendte og var på vej til et nyt så man ville naturligvis altid være bange.

Lindorâ svarede ikke da Alastor bad hende følge med men tog et fast tag om Naur og fulgte med ham ud i baglokalet.
Hun fik med det samme øje på den smukke, hvide blomst og kunne genkende den som en orkidé.
Hvad hun havde forventet fra Alastor anede hun ikke, men i hvert fald ikke en svada som den han kom med, især fordi han havde fastholdt hendes blik så længe og det var der sjældent nogle der gjorde fordi de fleste mente hendes øjenfarve var... mærkelig.
,,Måske." Svarede hun roligt og fik rykket sit hår fra skuldrene og om bag ryggen så Naur, der var igang med at kravle op på hendes skuldre så han kunne skjule ansigtet i hendes hår, ikke hev hende i det lange, røde hår. ,,Men lige meget hvad har de døde ret til at forblive døde og der er forskel på et træ der vokser fra mulden af en død blomst og en nekromantiker der tvinger den døde krop op fra jorden." Hendes stemme var på ingen måde vred, truende eller på anden måde uvenlig men venlig så Alastor ikke skulle tro hun på nogen måde mente at det var ham der tvang de døde op. M
Selvom det sikkert var, de fleste nekromantikere kunne godt blive helt opstemt af den magt de fik over andre og somme tider glemte de at det ikke var helt rent at vække de døde.
På den anden side kunne det samme sikkert siges om magien der gav mulighed for at styrer ilden.

//Sorry jeg først svarer nu men jeg er igang med at flytte og har ikke rigtigt noget net //

//helt iorden :), undskylder mit korte svar//

Alastor smilte roligt, selv om hun vidst ikke havde fået helt fat i hvad han sagde var det rart hun i det mindste tog det helt roligt når hun skulle snakke om det.
Mange mennesker og andre levender væsner, var dårlige til at snakke når det kom til de mere ubehagelige emner.

"tro mig, jeg har studeret..... eller.... øhm, ja studeret igennem hele mit liv omkring det her. Tro mig når først noget er dødt i mere en et par timer er der ingen måde at kunne bringe dem tilbage, sjælen er for langt væk om man så vil sige. Så derfra er der intet ondt eller forkert i at bruge hvad de har efterladt sig. Og selvfølgelig er der forskel, sådan er vores verden jo, mange forskellige måder og alligevel så ens. Som jeg sagde er der jo 2 former, sjæl og krop. Jeg holder mig udelukket til den anden side" han prøvede at forklare det så godt han kunne, men han var bedre til at gøre ting end til at forklare hvad han gjorde.

Lindorâ strøg en hånde over Naurs hale og rystede så på hovedet. Det virkede ikke som om Alastor helt forstod hvad hun mente, hvilket ikke undrede hende, de havde hver sit syn på døden. Lindorâ hadede den, Alastor brugte den.
,,Det er lige meget om sjælen er der eller ej, det er det med fred efter døden og alt det der." Svarede hun med et lille skuldertræk inden en tanke slog ned i hende.
,,Hvis en nekromantiker bruger en død magiker, vil han-eller hun- så have adgang til den afdøde magikers kræfter?" Spurgte hun. Tanken var fascinerende, men samtidig yderst frastødende. Tanken om at en nekromantiker ville have adgang til en anden magikers kræfter, mulighederne var uendelige.
Helt sikkert en skræmmende tanke. Naur klyngede og kravlede længere op på hendes hoved, ved at holde fast i hendes næse, hvilket betød at hun fik en lille, sort abehånd i øjet. Hun affejede ham og så på Alastor med alvorlige øjne.
,,Vi bliver aldrig enige om det her Alastor, du bruger de døde og jeg... jeg er opvokset hos elverne og de tror på at de døde fortjener respekt og fred så lige meget hvad du siger vil jeg ikke skifte mening." Sagde hun med et lille, venligt smil og et drillende glimt i de amatyst farvede øjne.

//Det er helt okay, og right back at you ^^//

Alastor smilte over at hun havde ret, de ville aldrig blive enige.
*åh kom nu du ved hun er en idiot der burde få åbnet sine øjne!*
Alastor tog en hånd til hovedet og dækkede hans øjne
*gå så!*
*ha! du ved at der går ikke lang tid før det er.... MIN tur hehe*den tanke fik ham til at tænke over hvad han skulle gøre. Han vidste ikke om han kunne klare endnu et.... tilfælde...
men for at aflede hendes opmærksomhed skyndte han sig at svare på hendes spørgsmål
"nej, for det er ikke sådan magi helt virker... Vores magi er lavet gennem en tur igennem vores krop, vores sjæl og vores personelighed... Selv om man havde sjælen og kroppen ville man ikke kunne få den samme magi og man så tvang personen til det.... Selvfølgelig er der visse.. tilfælde hvor det er muligt, men det er sjældent."Og bare for at kunne aflede hendes opmærksomhed mere svarede han hende hurtigt "livet efter døden bør og må aldrig blandes med denne verden, de første...øh ulevende var sjæle der valgte at klinge sig til sin jordelige forbindelser.... Grådighed og frygt for aldrig at se dem vi elsker driver os selv efter døden..." Han sukkede over at et par minder fra sin opvækst, ikke barndom.

Han stod og masserede siden på sit hoved for at få mere ro i hans hoved, han følte sig pænt sagt ikke helt optimal, at holde ham tilbage krævede en del mental energi.

Det undrede Lindorâ at Naur kort rejste børster og så på Alastor, eller i den retning Alastor stod, men regnede med at han havde fornemmet at hun ikke var helt vildt med tanken om nekromantiker magi. Hun strøg en hånd over hans pels mens hun sendte Alastor et undersøgende, men venligt, blik da det ikke så ud som om han havde det super godt.
,,Det er da altid noget, det ville være en skræmmende tanke hvis det var muligt for nekromantikere at få fat i en magikers magi på den måde." Sagde hun og kunne ikke lade være med at tænke på Green og de kræfter han lå inde med. Kræfter hun aldrig nogensinde ville komme i nærheden af, men som hun havde set.
Tanken om at det skulle være muligt for en eller anden at "tappe ind" i Alastors kræfter var... skræmmende, det var det eneste ord hun umiddelbart kunne komme i tanke om.

Lindorâ fulgte Alastors bevægelser med øjnene, og kunne ikke lade være med at blive en smule urolig da han gav sig til at massere sine tindinger.,,Er der noget i vejen?" Spurgte hun, en smule uroligt, da hun ikke på nogen måde havde været ude på at fornærme ham. Det havde været nysgerrighed der havde fået hende til at spørge og ikke fordi hun havde været ude på at fornærme ham som nekromantiker på nogen måde.

// Out //

Alastor kom med et sørgeligt forsøg på et glad let grin "hehe, ja.... Tappe i mine kræfter... Men det skulle helst ikke være muligt uden et af de fortabte artifakter... Som du har set jeg har... Bortset fra det er ikke hvad denne kan hehe." Han tog en dyb indånding og prøvede at presse .ham. tilbage.
*tite bu her kommer jeg!*
*SKRID! GÅ! IKKE NU!*
Alastor blev mere og mere irriteret, træt, og svag /mentalt/.
At skulle holde .ham. tilbage når han allerede var træt gjorde at han kunne miste kontrollen selv om han ikke ville.
Han tog sig til hovedet med begge hænder og en svag knorren /stavet? me forgot xD/ hvorefter et svagt rødt lys klempte sig ud af hans hænder.


Alastor fjernede langsomt og skræmmende roligt sine hænder fra ansigtet og med et skævt smil sagde han, med en stemme tydeligere lidt dybere. "Nej, slet ikke" Et svagt grin kom ud af hans mund, tydelig en form for glæde, typen man fik når man indelig var sluppet fri og trænkte til at grine og græde.
For magikere med evnen til at føle / se andres aura havde hans aura skiftet fra grå til tydelig sort.


"Alastor" kikkede på sine negle hvorefter han tjekkede forskellige dele af sin krop igennem "jep, den er stadig i fin form... hov hvad er dette?" Da han tog hånden til hovedet mærkede han illusionen. Det så ud som om han prøvede at klemme den eller knuse den og pludselig så det ud til at hans venstre del revnede. Pludselig faldt støv til jorden og man kunne tydeligt se det gule øje med den sorte pupil og det sorte døde hud.
"meeeggeet bedre, og de er? Heh jeg laver bare lidt sjov kære Lindoâ... Jeg ved godt hvem de er jeg har fuldt jeres samtale roligt, bare rolig jeg støtter skam deres sag... Og mere til hehe... Forestil dem en verden med fri magi, hvor alle magikere kunne bruge deres magi som de ville... Vidunderligt ikke? Vi nekrotikere har altid gjordt det... Måske lidt i hemmelighed, men man vil vel overleve ikke? Bliver vi set som gode rebeller? Nææh vi ses som onde mordere der kun følger hvad vi ønsker... Lad mig sige en ting jeg gør som jeg vil JA, men min magi er renere end det skidt der kaldes naturen... Ligesom malm og jern!" Han havde tydeligt sin egen mening om verden, og hvordan han ville bruge den. Og lige nu ville han teste Lindorâ.

Samtidig med at Alastor tog hænderne til sit hoved rejste Naur børste og hvæste. Aber kunne ikke hvæse, men det var nu alligevel den lyd der kom fra ham, Lindorâ kunne ikke forklare det anderledes og hun havde i hvert fald aldrig hørt sådan en lyd før.
Hun forstod ikke hvorfor, men hun havde kendt Naur længe nok til at vide hvad det betød. Det var en advarsel og da Alastor pludselig så op og lod illusionen forsvinde forstod Lindorâ hvorfor.
Hun var måske ingen overklasse pige, men hun var bestemt ikke dum og hun havde da også fattet hvad Alastor havde talt om en anden sjæl, det krævede ingen særlig hjerne for at regne ud at det ikke længere var Alastor der talte.
Mærkeligt nok var hun ikke bange, det kunne godt være at denne mand var ligeglad med alle regler for magi og det med liv og død, men hun var bestemt ingen lille forsvarsløs pige og hvis det blev nødvendigt var hun rede til at slås.
Hun håbede ikke at det blev nødvendigt, men det havde ikke virket som Alastor havde ment den anden sjæl var en virkelig sød mand.
Hun var ikke sikker på hvad denne mand ville, men hun var villig til at lege med på hans leg indtil hun fik en fornemmelse for hvad han ville.
,,Måske ser folk jer som mordere fordi I har udøvet jeres magi i smug." Foreslog hun mens Naur igen lagde børsterne ned og i stedet indtog samme rolige postion som hun.
Hun havde aldrig selv lagt skjul på sin magi. Hos elverne havde hun ikke haft brug for at gemme den og hun havde fungeret som gadegøgler og havde tjent penge ved at bruge sin magi.

Alastors blik blev et kort sekundt vredt og seriøst. Hans venstre hånd blev knyttet et sekundt, men han valgte dog at slappe af kort sekund efter.
Hvad vidste hun om skyggernes råds historie? Eller om Nekromantikens historie i sig selv? Det irreterede ham grænseløst, en ting han værdsatte var intelligens, han havde intet problem med at dræbe dumme mennesker... De var jo alligevel det svageste led... Alligevel følte han en stærk træng til at råbe af hende i vilden skab for at forklare på hvor mange punkter hun måtte være forkert på den.
han prøvede at holde sin stemme rolig, men den var tydeligvis hævet.
"BZZT FORKERT!. VI. HAR. Gjordt det offentligt, men ved du hvad der skete? Har du hørt om heksejagte? Har du hørt om hvordan mørke magikere i eventyr er blevet udslettet brutalt? Vil du høre en hemmeliged?" Han lod som om han skulle til at hviske men lige før han talte kunne man se han ville råbe
"DET ER LØGN OG LATIN!" Han sænkede stemmen igen. "VI HAR været åbne og prøvet at følge "jeres" forbandede ubrugelige dobbelt moralske belortede regler, og ved du hvad der skete og stadig sker? Vi bliver set ned på! Vi bliver brugt! Vi har ingen frihed til NOGET vi er intet andet end et værktøj... Så ved hvad vi gjorde? VI gravede os ned så at sige, arbejde i skyggerne og gå uden om jeres forbandede "love" som i kalder dem, vi valgte at skabe vores egne regler og vores egen verden. Vi former verden til hvad VI ser som det rigtige...."
Han trak vejret roligt og kikkede kort ned i gulvet, hans arrogance level steg en smule og han rejste langsomt hovedet med et smil i sit ansigt.
"og ved du hvad det værste er?..
i kan ikke bevise vi er de onde... Uden at blive blindet af jeres egne love og regler... I kan ikke bevise en disse uden at skulle bruge moraller som i SELV har opfundet og brugt til at forfølge og dræbe ALLE der tænkte anderledes indtil der kun var dem der tænkte som jer..."

Han knækkede sine fingre bare for at slappe lidt af, han tænkte på at myrde hende... Brutalt... Hun ville sikkert blive en god slave, eller i hvert fald hendes kæledyr ville da være intrasant... Meen han havde lovet aldrig at skade dem Alastor havde snakket med eller på andre måder have bekendtskaber med.
"hvis det ikke var for vores aftale Ville din lille pelstot der sikkert side pænt på mine skuldre nu" Sagde han med et sindsygt ansigt.
"sååh Lad mig spørge dig om, når det kommer til stykket, er du villig til at dræbe eller få folk til at dræbe for at "befrie" og tvinge din tro og moral ind i andre? For i så fald... Ja i så fald gør du noget du sikkert er imod... Hvis du har dræbt for at overleve har du jo også stadig dræbt... Det gør ingen forskel om det var for at overleve eller forske for fremtidig overlevelse det ene er bare direkte og andet indirekte." Han var god til at forsvare hvad han mente han kunne tillade sig, han kunne så at sige spinne ting til sin egen fordel. En nekrotiker skulle også kunne forsvare sige politisk jo.
//sorry XD men han bander en gang imellem og undskyld det dårlige indlæg men det er jo nytårs aften og jeg er hypped på sukker og coffein xD GLÆDELIGT NYTÅR!//

Lindorâ rystede stille på hovedet over "Alastors" beskyldninger, der var helt hen i vejret. Han anede tydeligvis ikke hvem han talte med, og hun kunne ikke lade være med at blive en smule stødt over at han rent faktisk sammenlignede hende med menneskerne. Samtidig var hun ikke helt sikker på at han kunne hører sig selv, for ja, mørke magikere døde i eventyr, men det var også fordi de var mørke magikere og de tvar derfor temmelig ulogisk hvis de ikke blev slået ihjel af helten, eftersom det var hvad et eventyr handlede om. Sejren over det onde.
,,De behøver ikke råbe hr. magiker, jeg kan udemærket hører Dem." Sagde hun koldt da han hævede stemmen. ,,Og jeg ville være yderst takenmmelig hvis De ikke sammenlignede mig med menneskerne, da jeg intet har tilfælles med dem." Tilføjede hun. Hun havde det med at være formel mod folk hun ikke kendte, og ville sikkert også have været det mod Alastor hvis ikke det var fordi hun havde fornemmet hans magi.
Det var også nemmere at styrer kræfterne når man var formel og ikke lagde følelser ind i hvad man sagde, og Lindorâ vidste hun var nødt til at beherske sig, ellers ville hun ende med at brænde et eller andet af, og det ville ikke være fair for Alastor.

Da Alastor kiggede mod Naur der, under hele samtalen havde haft en strittende pels (hvilket fik ham til at ligne en kugle af orange ild), udbrød igen den hvæsende lyd han var kommet med da "Alastor" var kommet til syne.
,,Estutha melyan" Hviskede hun til Naur, der ikke slappede mere af, men i det mindste holdt op med at hvæse af "Alastor."
Hun vendte derefter blikket mod nekromantikeren mens hun mærkede vreden blusse i sig, et par gnister dukkede op i luften omkring hende og hun måtte trække vejret dybt et par gange inden hun svarede. ,,De skal vide at De aldrig mere skal true Naur, gør De det bliver det værst for dem selv. En af magiens lov er at en magiker ikke dræber en anden magikers familiar, gør de det har den ramte magiker ret til at udøve den straf hun-eller han- føler er retfærdig." Sagde hun. Det kunne godt være hun aldrig havde gået på en skole der lærte andre om magi, men elverne kendte udemærket til disse regler, og de havde lært dem videre til hende.
,,Og nej, jeg har aldrig dræbt for at overbevise andre om mine synspunkter. At tage liv er en ting der er yderst alvorligt og skader sjælen." Svarede hun samtidig med at hun undrede sig over hvor mange liv "Alastor" havde på samvittigheden, sikkert flere end hun havde lyst til at tænke på.
Gnisterne omkring hende, blev til små flammer som hun hurtigt fik samlet til én stor inden hun lukkede sin hånd omkring den for at slukke den, det havde ikke været hendes hensigt at lave ild, men denne "Alastor" var ligeså stædig og umulig som et barn, og Lindorâ hadede når folk både var stædigt og dumme på samme tid, så blev det bare ikke værre.
I stedet for at sende kuglen af ild mod "Alastor", som hun virkelig havde lyst til, vendte hun rundt for at gå ud af lokalet inden hun gjorde noget hun fortrød. Hun havde ikke lyst til at brænde "Alastor" for det ville være den virkelig Alastor der ville vende tilbage til en krop med brandsår, og det var jo ikke hans skyld at han delte krop med en virkelig forstyrret sjæl.

//Lol det er sgu fair nok.
Og ja! GLÆDELIGT NYTÅR!//

//undskyld det sene svar, men pcen er gået i døden og er til reperation så kan ikke skrive meget atm.//

Alastor grinte let igen
"intet tilfældes? Man har ALTID noget tilfældes med alle andre. Selv ild har noget til fældes med vand, for eksempel kæmper du jo for hvad du mener er rigtigt, det har menneskene altid gjordt. Mennesker, formskiftere, elvere, orcer ja alle væsner har kæmpet for hvad de er rigtigt og det de tror på"

da hun svarede hun aldrig havde dræbt for at overbevise nogen, så grinte han.
"ok lad mig så sige det sådan her, hvis hele landet var bange for magien og alle bare ønskede at være i fred... Og sagtens kunne klare sig fint og være i perfekt harmoni, og selv med magikere på deres bedste ville landet og folket have det været med det.... Ville du så stadig mene det er fair at magikerne kræver at bo i lige det land istedet for at søge ud efter et sted for dem selv, som skyggerådet har gjordt." Hans skæve smil var stadig alarmerende. Men det blev ændret til en irreteret lige streg da hun snakkede om konsekvenserne, hans blod begyndte at varme op mere end før.
"vov ikke at opføre dig som om du er med en fælles magiker, jeg er nekrotiker ikke en lille irreterende opkomling af en magiker der følger de tåbelige regler, jeg er nekrotiker en magi for sig selv der ikke følger andre. Forskellige personer kræver forskellige regler. Og må jeg minde dig om du står i et hus proppet til randen med potentiale for mørk magi? Du går direkte inde i en ren illusion. "

Alastor så hvordan hun samlede flamerne i hendes hånd og igen rejste det skæve smil sig og han sagde
"tænkte det nok..." alligevel lod han husets illusion blive lidt mere forvrænget, og den del af illusionen der normalt gav følelsen af man gik på træ udgav nu impulser af at man gik på en krængende bro med en stor kløft under sig, bare får at få hende til at skulle voble lidt som hun gik.

"og jeg bruger ikke engang besværgelser endnu" Sagde Alastor arrogant.

Lindorâ kunne ikke lade være med at himle med øjnene ved "Alastors" argumenter. Hele verden frygtede dem jo, og ville helst være i fred ofr magien. At skyggerådet havde lavet sit eget land var bare deres held, men så meget frit land var der heller ikke at man bare kunne skabe sit eget, desuden var det heller ikke hvad Lindorâ eller Wirkan ønskede, de ønskede at blive accepteret i det land de boede i, da det ikke kunne være rigtigt de skulle være landflygtige bare fordi de var født med magi i blodet.
,,De er måske nekromantiker, men det gør dem hverken bedre eller mægtigere end andre magikere. Deres magi er bare anderledes fra mig, så jeg ville sætte pris på hvis De lod være med at snakke som om jeg bare er en simple tryllekunstner. " Svarede hun, da "Alastor" vovede at kalde hende en opkomling. Havde det været alle andre end "Alastor" ville vedkommende have været en rygende bunke på gulvet, men Lindorâ ville ikke skade "Alastor" da hans krop intet havde gjort, og det var den der ville lide skaderne under hendes magi.
Da "Alastor" pludselig ændrede illusionen i kroen og Lindorâ fik fornemmelsen af at hun stod på en bro, lukkede hun øjnene. "Det er bare en illusion, det er bare en illusion." Fortalte hun sig selv, mens hun på sikre fødder gik over mod døren. Hun kunne fornemme Naur vende hovedet mod "Alastor" og smilede da hun vidste at han sikkert både lavede fagter og rakte tunge af den mørke magiker.
,,De burde ikke være så selvsikker hr. magiker. Hovmod er en dødssynd. Og forresten, så brugte jeg heller ikke besværgesler. Men jeg har ikke tænkt mig at skade Dem. Dels fordi De er en ynkelig lille mand, dels fordi den virkelig Alastor vil komme til at lide under det, og han har intet gjort mig." Hun havde stadig ikke vendt hovedet, for hun vidste at hun ville sætte ild til noget af Alastors tøj hvis hun så på ham, så vred var hun, men hun kunne ikke forhindre de mange små gnister og flammer der dansede omkring hende, hun var for vred til at slukke dem, og ville egentlig bare ud inden hun satte ild til kroen. Selvom hun ikke helt var sikker på om det overhovedet ville kunne lade sig gøre.

//Hey Alastor! Jeg er så ked af at jeg ikke har svaret før, men min mand og jeg har lige købt lejlighed, og den skal sættes i stand, så det er hvad jeg bruger min tid på lige pt.//

//det er helt i orden :) - har lidt af en mindblock så hvis mit indlæg bliver kort, så på forhånd sorry//

Alastor grinte før han sagde med en ond latter "det er ikke deres magi jeg føler medlidenhed for, men nærmer det den føre med sig. Ligesom mange mørke magikere bliver lettere forvirret igennem deres liv, så bliver alle andre magiker fordrejet på grund af deres magi, se nu lys magi det er så over helligt at alt andet kan være ondt. Men nu du siger tryllekunstner, så, er vi ikke alle det? Vi manipulere med hvad der er nogen bedre end andre."
Han følte at selv om denne kvinde virkede svagt dobbel moralsk for ham, og hun var stædig, så var der bestemt...mulighedder med hende, men han ville ikke rigtige til at kæmpe det ville ødelægge hans plan. Hvis han blev opdaget nu ville alt være spildt...

da hun begyndte at snakke om hovmod, kikkede han kort op i loftet, som virkede hvidt og gennemsigtigt for ham, illusionen havde en vagere effect på den som havde lagt den da den var originalt startet af hans magi.
"hovmod står for forfald ja ja ja den kender vi alle, men viden gør du ved hvornår man kan være hovmodig uden at falde. Og lige nu skal du vare din tunge eller jeg skal hurtigere end du kan blinke slukke alle dine sanser og langsomt kvæle din livs essens ud af dig." Det var der han så abens fakter "og nu du selv snakker om ynkelig, så husk lige at en familiar skal også forstå dens plads og lader man den gøre som det vil. Lige meget hvor loyal vil det en dag skade jer begge, jeg lader det slippe da min aftale nægter mig ret til at... bruge jer hehe" Han var ligeglad med at blevet kaldet ynkelig når det kom til stykke, mest fordi at hvis den person der sagde var den ynkelige så var det jo bare tomme ord.

Åh ja, "Alastor" var helt sikkert fyldt med idéer om sin egen magt. Og det var tydeligt at han var sikker på at han var stærkere end Lindorâ. Normalt ville hun sikkert have reageret på denne udfordring, men for at være ærlig gad hun ikke da hun ikke følte det var det værd.
,,Jeg siger hvad der passer mig hr. magiker, men jeg har ikke tænkt mig at synke ned på Deres niveau for det ville bare være at synke lidt for dybt." Hun smilede ned til Naur, og lagde kærligt en hånd på hans hoved. ,,Og min familiar udtrykker bare de følelser jeg er for høflig til selv at udtrykke." Svarede hun samtidig med at Naur endnu engang rakte tunge af "Alastor." ,,Og han var ganske venlig mod den virkelig Alastor, det er bare Dem han ikke kan lide." Tilføjede hun med et spottende glimt i de lillae øjne.
Nej, hun brød sig bestemt ikke om Alastor, det kunne godt være han ville være i stand til at slukke hendes sanser og kvæle hende, men hendes magi ville automatisk vende sig imod truslen hvilket betød at hun, samtidig med at hun blev kvalt, ville bærnde "Alastor" af. Og lige meget hvor meget den idé tiltalte hende ville hun ikke ende med at slå den virkelig Alastor ihjel eftersom hun næsten kunne regne ud af han var ligeså forfærdet over at dele sjæl med en ond sjæl der var alt, alt for overmodig. Jo højere oppe folk stod, jo længere var der til jorden når deres pedistal blev trukket, eller brændt, væk under dem. Men dette sagde hun ikke højt, for hun regnede med at "Alastor" vidste det, og at det var frygt for at hans pedistal snart ville brænde væk der fik ham til at true hende.
Det var ikke nødvendigt for hende at svarer ham igen, han var simpelthen ikke det værd.

//sorry har ikke meget tid da der er projekt uge//

Alastor grinte "nemlig, man skal styre sin familiar lige meget hvor meget du eller den har lyst til det."Han vidste at takket være sin evne til at overleve døden, plus at han var på hjemme bane og hans amulet, ville han ikke have nogle problemer med at vinde denne kamp, eller det mente han i hvert fald.
Bare for at pirre kvinden yderligere rørte han sin amulet mens han lagde pulver på bordet, han brugte en sjæl fra amuletten til at skabe et lille "menneske" eller et skelet med en ydre illusion der fik det til at ligne et menneske.

Sjælen var egentlig af en ond smart person, men i formen af en lille uskyldig pige.
"nej gør det ikke jeg ber dig!" sagde den lille dukkes stemme. Alastor smilte ondt før han sagde
"kontrol, det er alt om kontrol." Før han satte dukken i hans hånd
dukken prøvede tydelighvis at gøre modstand, men ikke voldeligt
"cold embrace of darkness, engulf my slave" Sagde han
//engelsk = necrotikikers magiske sprog XD//
Dukken begyndte pludselig at vise tegn på smerter og efter et par sekunder røg der et par små klynk ud.
Alastor kikkede på Lindorâ koldt og sagde "en side note, jeg har gidsler, mange, flere end du kan forestille dig hehe. Hvis jeg ikke kan skade dig direkte, kan jeg altid skade din mentale tilstand... Forstå at hvis du først gør en nekrotiker vred, skal man forvente at der vil komme en hævn..." Han smilede roligt og klemte hårdt dukken indtil den først så ud til at splatte i blod og organer som lod sig ligge på gulvet, men efter et par sekunder blev det igen til støv der fløj tilbage i hans lomme.