endnu en kunde

Alastor havde et roligt, venligtsindet grin af Naur, den var ret så morsom. "Jeg gætter på dine følelser påvirker den ven en smule? hehe, hvis i spørger mig er det både en gave OG en forbandelse at få sin sjæl bundet... Men pyt med det."
Han smilte roligt, han var ikke bange for at dø, men derimod var han bange for eksempel at skulle dø langsomt, eller bare blive tortureret i evighedder... Han kunne mærke en kuldegysning bevæge sig igennem hans rygvirvel bare ved tanken

Han rømmede sig sagde han kort "bare et spørgsmål, hvis i kæmper for al magi, betyder det også for eksempel sjæle magi? For eksempel som før sagt at binde sjæle til ting eller kroppe... Så længe der er givet tilladelse? Jeg undre mig bare det er alt"
da hun spurgte ham om hans alder skulle han lige bruge lidt tid til at tænke "hmmm lad mig se, jeg blev sat fri den" han mumlede meget meget lavt mens han talte med fingrene "jeg er cirka 15-16 år... Til gengæld har den personelige del af min hjerne haft 1 ekstra år at ældes på... Øhm, som en slags hypnose gætter jeg på? Du ved for eksempel en hypnose der for dig til at tro du er i et rum i meget lang tid, du har stadig kontrol over dine tanker til at tænke og så videre men det er det." "Han prøvede at forklare det, men han kunne mærke at hun måske ikke ville helt forstå det.

,,Det gør de ja." Svarede Lin roligt samtidig med at Naur kravlede ned på hendes skød og rullede sig sammen til en kugle for at sove, der skete alligevel ikke et eller andet spændene, set fra Narus synspunkt, og så kunne man vel lige så godt sove. ,,Alle familiars og deres magikere er forbundet." Svarede hun for selvom familiars var sjældne havde hun haft fornøjelsen af at møde et par stykker gennem sine unge år. Den første familiar havde været en bille og den havde hun mødt hos den healer elver der tog sig af hende efter hun var flygtet fra den markedsplads hvor hun var blevet overfaldet og hvor hendes magi første gang var blevet vakt til live.

Hun hævede det ene øjenbryn mens hun tænkte lidt over Alastors spørgsmål. Hun kunne godt forstå at han undrede sig for det var tydeligt at tanken om at binde en sjæl til en genstand ikke behagede hende, alligevel var der ikke nogen tvivl om svaret. ,,Vi kæmper for alle typer magi. Alt magi kan bruges til at skade andre, men det kan også bruges til at hjælpe. Det afhænger af den der udøver det." Svarede hun, hvilket også var sandt men som før nævnt havde nekromantiker magi det bare med at tiltrække sig folk der allerede havde mærket i deres sjæl.
Ikke at Lin følte sig højt hævet eller bedre, hun havde skam slået ihjel for at forsvarer sig men ethvert tab af menneskeliv sled på sjælen og derfor undgik hun så vidt muligt at bruge sin magi på at skade andre så de i sidste ende ville dø. Selv Amon havde hun skånet, dog uden rigtigt at vide hvorfor.

,,Det må jeg indrømme jeg ikke forstå, men jeg vil også gætte på at jeg i manges øjne er simpel."

Svarede hun med et lille smil. I forhold til de fine damer der havde boet på paladset var hun simpel, det var der ingen tvivl om. Hun kunne hverken læse eller regne og at få et arbejde der ikke bestod i at gå fra hånde til hånde var helt udelukket, men det havde hun nu ikke noget problem med, for trods alt dette betød det også at hun var fri og hun satte frihed højere end næsten alt andet.

Alastor kikkede stille på Naur igen, eh han havde de magiske kræfter han havde brug fra... Mest fra sjælestenen, sjælestenen! Han rørte sig lige under halsen for at sikre sig den stadig var der, den så ud til at hænge i en halskæde, men i virkeligheden sad den faktisk fat i ham... Sikkerheds ting, trods alt eksisterede der ikke andre mere.
den mærkelilla sten udgav en kort puls. Ikke så meget en puls der kunne mærkes normalt, men en puls der kunne føles af magiske væsner. Den var en blanding af klagen, ondskab og trusler.
Alastor kunne mærke pulsen som en is kold gang gåsehud. Han rørte ved stenen igen for at sikre sig alt var vel. Bagefter trak han vejret roligt.
Han indså at Lindora stadig var her og han skyndte sig at snakke "øhm, kender du til magiske artifacter?" Det gjorde hun nok, selv om de mest var kendt i legender omtrændt nu. De fleste var for længst blevet ødelagt eller smidt ned i et eller andet hul så ingen nogensinde ville finde den.

han rømmede sig kort og sagde "jeg har været heldig at finde en af disse artifakter... Den hedder teknisk set sjælestenen, ja du kan vel gætte hvorfor" Han vidste hende stenen så tydeligt han kunne uden at skulle tage den af. Det ville ikke gøre ondt eller kunne ses, men det ville tage ham 10 sekunder minimum, hvilket ville hvise illusionen var en... Ja en illusion. Og hvis hun først så den illusion ville der sikkert ikke gå lang tid før hun så hans anden... Den der forklædte hans venstre øje...

Lindorâ nikkede og kiggede interesseret på sjælestenen som Alastor i det samme vidste hende. Hun kendte skam til magiske artifacter, den krone hun bar havde engang været fuld af magi, men efter en del år var magien forsvundet og nu var den ikke andet end en pyntegenstand.
De skovelevere Lin havde boet hos havde givet hende den i gave fordi hun var fascineret af den, specielt amatysterne der havde samme farve som hendes øjne, men også fordi den ikke længere besad noget magi og derfor ikke var brugbar. Det ville sikkert have været muligt for troldkvinden blandt elverne at puste ny magi i kronen, men som hun havde svaret da Lindorâ havde spurgt hvorfor hun ikke gjorde det: "hvorfor skulle jeg det? Jeg er omringet af magi. Hvert træ, hvert blad, hver sten hvert pust fra vinden er spækket med magi." og hun havde lært Lin at mærke efter når magien blev brugt omkring hende.
Det var også derfor hun havde vidst at Alastor havde benyttet sig af magi oppe bag bardisken, det havde prikket i hendes fingre som det altid gjorde når Green, eller en anden magiker, brugte magi.
Mest når det var Green, for hun kendte hans magi fordi hun kendte ham så godt.
Hun strøg fraværende Naur over pelsen mens hendes lilla øjne var fæstnet på Alastor. Hendes blik var venligt og nærværende men det var også fast og det var tydeligt at hun var en kvinde der mente at hele verden tilhørte hende, hvilket hun også mente. Hun havde endnu ikke mødt en der kunne overgå hende. Måske Green, men han havde ikke prøvet. "Pas på du ikke bliver for kæphøj tøs, husk på at Amon er meget mere magtfuld end dig." Tænkte hun, hvilket var sandt. Han var meget mere magtfuld end hun, men af en eller anden grund havde hun stadig overvundet ham efter at han havde udfordret hende.
Det forvirrede hende for det burde ikke have været muligt, hun var måske nok ildens dronning men han havde magien flydende i sine årer på en helt anden måde.
Nå, det kunne være ligemeget. Det forvirrede hende alt for meget at tænke over det og hun valgte derfor at lade være.
,,Interessant." Sagde hun til Alastor, og mente det. Hun fandt alt med magi yderst interessant. Især hvis der var tale om sjælden magi, som det tydeligvis var i dette tilfælde. ,,Og hvor har du så fundet den? De fleste magiske artifacter siges at være spredt ud over hele verden og gemt på steder der gør det næsten umuligt at finde dem." Hun vidste det var taget som en forholdsregl for nogle af disse magiske redskaber varså magtfulde at de færreste magikere ville kunne styrer dem. For ikke at tale om farlige.

//Undskyld, undskyld, UNDSKYLD mit sene svar, men har arbjdet 47 timer denne uge så har ikke haft tid til at svarer.//

Selv om Lindorars øjne og smil var venlige, virkede det lidt kæphøjt. Han brød sig abselut ikke om den slags lige meget hvad, måske fordi de kæphøje altid var dem der undertrykte folk. Meh han gad ikke tænke over det, istedet svarede han hurtigt på hendes spørgsmål "det hviser sig at under byen før den blev så stor, gik den tabt i et skrin forseglet af mørk magi, og kunne kun åbnes af mørk magi... Da je.. Øh kroen blev bygget igen fandt jeg ved alt held... Jeg er vel bare heldig. Nu var det ikke MIG der fandt den som sådan, mere... Ham..."
Han kunne mærke en kuldegysning gå igennem hans ryghvirvl og langsomt fryse hans kranium... Ubehageligt...
Han kunne ikke lade være, det kæphøje ansigt irreterede ham en smule han kunne ikke lade være med at spørge "undskyld jeg spørger, men... Du virker lidt... Øhm, undskyld mit dårlige ordvalg... Lidt kæphøj? Ikke for at irretere eller noget. hehe" Han vidste det ikke var høfligt, men høflighed var trods alt ikke noget man altid skulle være. Der skulle være plads til uhøfligheder en gang imellem.

/i orden :) Undskylder mit korte or crappy reply//

Lindorâ kunne godt mærke på Alastor at der var et eller andet ved hende der gik ham på.
Nu var hun ikke den der gik mest op i hvad folk mente om hende, faktisk var det noget hun sjældent tænkte over for hvis man begyndte at gå op i hvad folk tænkte om en blev man som alle andre. Og hvis man blev som alle andre kunne man ligeså godt slutte sig til kongen og begrave sin magi.
Da Alastor sagde hun virkede kæphøj løftede Lindorâ et rødt øjenbryn af bar overraskelse. ,,Måske, men de færreste kan se forskel på at være kæphøj og vise styrke. Jeg virker måske kæphøj, men måske er det fordi jeg er stærk nok til at være det." Sagde hun, og mente med det ikke kun magisk stærk men også rent personligt. Hun havde en stærk personlighed og den ranke holdning hun mødte de fleste udfordringer med vidste dette.
Om det var høfligt af Alastor at bringe det frem eller ej tænkte hun ikke over, hvis man ikke sagde sandheden blev den gemt væk og glemt og hun foretrak sandheden frem for så meget andet.
Men jo, kæphøj var hun måske nok. Og arrogant, men modsat mange andre der også var kæphøje og arrogante var hun også venlig og imødekommende, så alt i alt opvejede det vel sig selv.
,,Desuden, kære Alastor, bekymre jeg mig ikke om hvad folk mener om mig." Fortsatte hun, stadig med den rolige facade, samtidig med at Naur rørte på sig i hendes skød.

Alastor følte en lille smule skam berørt da hun løftede sit ene øjenbryn. Mest fordi det jo var uhøfligt...
Selv om hun sikkert var ligeglad hvad folk mente om hende, hvilket jo var tydeligt. Så følte han at man ikke burde vise det. At holde en illusion ville skabe færre problemer.
,,selvfølgelig...Men... Stadig, at bare hvise man er helt ligeglad er jo det samme som at spørge efter problemer, jeg mener... Det giver problemer og sender måske forkerte signaler... Som du selv sagde de færreste kan se forksellen. Der forskel mellem hvad man kan og hvad man bør... Ligesom grænsen mellem godt on ondt... Teknisk set kunne jeg havde spredt en stærk pæst i byen og dræbt flere... Men det betyder ikke at jeg gør det... Fordi jeg ved at jeg ikke bør og fordi at jeg ikke mener at ondskab er vejen..."
Han vidste han ikke var god til at forklare det... Han mente bare at man burde bruge hovedet før sin stolthed... Vent der var det
måske passer det her ind ,,hoved før mening og stoltheder".

Lindorâ rystede på hovedet. Ikke som for at sige at Alastor var dum, på ingen måde, men for at vise at hun ikke var enig med ham. ,,At vise stolthed er ikke det samme som at vise man er ligeglad, langt fra." Svarede hun, hvilket var sandt. Og hun var langt fra ligeglad. Hun bekymrede sig om andre,okay måskemest magikere, men var det måske ikke fordi Amon havde myrdet så mange uskyldige mennesker ved ballet at det var blevet til en udfordring?
Og hun ville aldrig have kæmpet imod en der var så stærk som Amon hvis hun havde været ligeglad med hans handlinger.
Nej ligeglad var hun langt fra. Der var en grund til at hun var ilden og ilden var hende, ligesom ilden var hun varm og beskyttende-når hun var sammen med de rigtige mennesker altså. ,,Kære Alastor, jeg har grund til at være stolt af hvem jeg er, og det er ikke noget jeg har tænkt mig at holde skjult eller lægge låg på. Jeg er Lindorâ ildens dronning og selvom jeg måske ikke bor på et palads har jeg stadig en dronnings værdighed men bare fordi jeg har det betyder det ikke at jeg ikke tænker mig om." Svarede hun, uden dog at føle at det var en forklaring der helt forklarede hvorfor hun var som hun var.
Ja hun var skam stolt, og det havde hun også grund til, men hendes stolthed bundede af hvad hun havde lært af elverne. Elvere var trossalt nogen af de stolteste væsner i verden og ingen undrede sig over dem når de kom gående med rank holdning og et ansigt der vidste at de ejede alt.
Hun var ingen elver, men hun havde levet med elverne så længe og de havde lært hende at alle skulle være stolt af hvad de var. Uanset race og magi.

Alastor smilede roligt "men det har den samme effekt".
Han rømmede sig kort, hvad mente hun med ilden dronning? Det forvirrede ham stadig grænseløst. Selv om man var ildmagiker var man da ikke direkte typen der ville kalde sig ildens ejer... ,,hvad mener du egentligt med "ildens dronning"? Jeg mener ingen kan jo EJE ilden i sig selv... Måske kontrolerer den men ikke direkte være nogen form for dronning over et element... Undskyld det virker bare mærkeligt, normalt er det nekrotikerer der giver sig selv store navne."
Han kendte jo godt skikken med nekrotikerer... Alle valgte et navn til dem selv, eller nærmerer en titel... Og han havde lavet sin.... eller nærmerer fået.
Alastor den forbandede
Han kikkede på Naur, kunne den mon fornæmme illusioner. Han vidste at Lindorâ sikkert kunne, dog ikke kroens illusion... Et af hans største mesterværker hvis han selv skulle sige det. Men hun havde sikkert allerede regnet ud at han gemte noget bag sit venstre øje.

Lindorâ smilede over Alastors spørgsmål. I årenes løb var der mange der havde stillet hende det samme spørgsmål, men det havde hun intet imod, hun elskede at fortælle historien om sin magi.
,,Efter at min magi havde givet sig til kende flyttede jeg ud hos nogle højelevere der trænede mig i magien og elvernes veje. Deres magiker gav mig titlen ildens dronning fordi han aldrig havde set nogen med så meget kontrol over et element før." Svarede hun. Okay, det var måske en lidt forenklet forklaring, men det var ikke desto mindre historien. Elveren havde set ind i Lindorâs sjæl og fornemmet en magi der var lidt udover det sædvanlige, han havde forklaret hende at det var hendes lod i livet at regere med varme og kærlighed, men også med samme styrke som den voldsomme ild der fortæerede alt kunne have. ,,Jeg er ildens dronning for jeg regere over ilden, men som enhver anden hersker er jeg også loyal overfor mine undersåtter og ville aldrig være hvad jeg er i dag uden dem." Forklarede hun videre og undlod at kommentere at det nu ikke var alle herskere der var sådan. Den sidste konge havde for eksempel været et ubehageligt møgdyr og han havde fået hvad han fortjente.
Men det havde hun ikke tænkt sig at sidde og sige her for selv nu hvor formskiftere og elvere havde fået mere frihed var der uden tvivl nogle der stadig støttede den gamle konge og ikke brød sig om den måde tingene havde udviklet sig. Og hun gad ikke slås, ikke nu.
Hun havde godt kunne fornemme illusionen der lå omkring Alastor som en konstant kilden i fingrene, hun havde bare ikke spurgt ind til den da der var en grund til at han havde skabt en illusion. Hvis der var noget han kunne skjule, og hvis han havde evnerne til det, så skulle han have lov til det. Naur på den anden hånd kravlede igen op på bordet inden han bevægede sig over mod Alastor, kravlede op af dennes arm og satte sig på dennes skulder inden den tøvende hævede de små, gyldne poter mod Alastor som om den prøvede at gribe illusionen. ,,Naur, tulunka. Estlle*" Sagde hun, men Naur lyttede ikke efter men blev siddende på Alastors skulder, selvom han dog ikke længere greb efter ting i luften han ikke kunne se men fornemme.
Lindorâ smilede undskyldende til Alastor. ,,Han kan ikke forstå magi man ikke kan se. I hvert fald ikke illusionsmagi." Forklarede hun undskyldende.

//*Elvisk til dansk=Naur, stop, kom tilbage og hvil dig.//

Alastor smilede, tja hun var sikkert en meget talentfuld ild magiker. For ham var det bare endnu en titel, ikke andet.
han ville ikke snakke mere om den sag, der var ikke rigtig nogen grund.
Da naur pludselig hoppede på ham reagerede han en lille smulet overasket. Endnu mere da den prøvede at tage fat i hans illusion. Han kunne ikke lade være med at smile og lade et lille grin komme ud. Da Lindora forklarede ham at Naur ikke var istand til at genkende illusioner forstod han bedre.
"ok, jeg vil sænke illusionen lille ven, men først tilbage til din ejer. Du kommer nok ikke til at kunne lide hvad du kommer til at se". Han ventede roligt på at Naur skulle hoppe tilbage på sin plads.


//sorry har praktik i denne uge = meeeeggggeeeett træt. Så dårlige posts sorry//

Naur gjorde som der blev sagt og kravlede ned af Alastors skulder og tilbage til Lins skød, mest fordi han kunne mærke at Lindorâ var spændt.
Jo hun kunne da godt mærke Alastors illusion, men hun havde ingen idé om hvad den skjulte.
Det var både spændende men også en smule uhyggeligt for der måtte være en grund til at han skjulte sig bag en illusion. På den anden side kunne det være alt fra et ar til en decideret vansigelse og ingen af delene var noget Lin følte afsky for.
Hvordan kunne hun det når hendes mave selv var ét langt rødt ar der aldrig ville forsvinde efter dengang hun blev overfaldet og hendes magi gav sig til kende? Havde den ikke det var hun nok død.
Alastors illusion kunne selvfølgelig også være for at dække over noget magisk. Måske en magisk artifact der var mere magisk end hans sjælesten. Det kunne i hvert fald forklarer hvorfor han gemte den, og så var han da også sikker på at ingen anden magiker vilel vide hvad det var og stjæle den.

//Det er helt ok mit blev vildt kort men er segnefærdig af træthed//

Alastor fulgte naur med øjne hele vejen tilbage til Lindoras skød, sikrede sig at hun kunne når som helst holde ham... Han regnede lidt med at aben ikke ville bryde sig om det syn den snart fik.

Han tog en dyb indånding "ok, jeg sænker illusionen nu..."
Han tog en dyb indånding... Lukkede sine øjne, løftede sin højre hånd hvor pege og mellemfinger pegede lige op i vejret. Han mumlede nogle korte ord og langsomt forsvandt illusionen... Kun for at vise det grimme syn bag ved.
huden omkring hans venstre øje var sort, som døden selv. Det gik lidt ned under kindbenet og ramte lidt af kinden (så det ikke lignte et blåt øje ). Selve øjeæblet var sort, mens en lille pæn gul prik i midten udgjorde pupillen.
"en skade da jeg... Øhm bekæmpede migselv..." Han løj ikke, han havde bare svært ved at forklare det, han havde taget sin egen daggert og boret den ind i sin ene skulder da....han... Var tæt på at tage over... Det vidste sig han havde ramt helt perfekt... En lille stump knogle rest havde sneget sig op til hans venstre øje og bogstaveligt talt dræbt det... Han havde vækket sit døde øje, med skind til et levende dødt et.... Det virkede fint, han kunne ikke føle smerte i hele sit ansigt... Så han så ingen andre problemer end at han sikkert ville blive brandt det sekundt vagterne fik fat i ham...

Han havde holdt hovedet svagt lavt, ikke fordi han skammede sig, mere bare frygt, og måske en smule sorg?.... Efter alt havde det forkortet hans "levetid" med et par år... Og hans "efterlevetid" med et par år også...

Lindorâ måtte gribe godt fat i Naur da han hvinene skreg da Alastor afslørede hvad der gemte sig under hendes illusion.
Der var intet at sige til at han var tvunget til at gemme sig bag magi, for enhver der så dette øje ville vide at han var magiker, og tydeligvis en magtfuld en.
,,Naur dîna*." Sagde hun med en fast stemme hvilket fik Naurs spinkle hyl til at forstumme.
Hun så rundt i den halvtomme kro hvor der sad et par bøndere og spillede kort. Eller, de havde spillet kort indtil Naur var begyndt at skrige. Lin smilede undskyldende til dem. ,,Han brændte sig på suppen." Sagde hun med så overbevisende en løgn at de valgte at tro på hende og vende tilbage til deres spil.

Lindorâ kunne nemt regne ud at der var sket et eller andet med øjet da Alastor havde bekæmpet sig selv, selvom hun ikke helt forstod hvad der præcist blev ment med det, og at han derefter havde vækket siteget øje til live igen.
Men synet var... forfærdeligt, selv for en der selv havde ar efter fortiden.
Lindorâ kunne ikke lade være med at overveje hvad konsekvenserne ved at bruge nekromantiker magi var, men det var sikkert ikke sundt.

//*Naur, Stille.//

Alastor smed meget hurtigt illusionen op igen, for at undgå nogen andre så ham.
Ærligt talt, havde han ingen ide hvad han skulle sige, hvad kunne han sige? intet...
*hold da fast hva, uha du vidste dit lille av av, og hvad så!? for guds skyld du er patetisk, jeg undre mig hver dag hvorfor jeg ikke har overtaget magten i denne krop og smidt dig ud!*
Alastors øjne udspillede sig lidt og hans pupiller blev en smule mindre, i hans svagt åbne mund kunne man høre ordene "hold kæft" slippe ud. Det irreterede ham grænseløst... Tanken om at skulle bruge sit liv og det bagefter på at holde ham i skak, indtil de begge var væk. Og samtidigt ville han aldrig kunne tage sit eget liv, han ville bare tage over i samme sekundt...

Værst af alt var nok den del med at man ikke kunne få ham fjernet, for det første var der ingen nekrotiker der var god OG stærk nok til det, for det andet havde han været så længe i den krop med Alastor at rev man den ene tog man den anden med sig...
pyt med det....
Han rystøde sit hoved lidt før han kikkede op på Lindorâ og sagde "øhm sååå andre spørgsmål`? hehe" Han prøvede tydelighvis at snige sig uden om emnet om ham... Han brød sig ikke så meget om at skulle stå der og være den åååh så lille svage stakkel som han ville have ham til at tro han var.

Lindorâ fulgte nøje Alastor med øjnene og hun lagde godt mærke til den korte forandring der var i ham, men hun regnede det ikke for andet end at han var blevet en smule udmattet af at benytte sig af illusionen igen, det krævede sikkert en hel del magi at kunne fastholde en permanent illusion-magi hun aldrig ville blive i stand til at benytte sig af. Det kunne godt være hun var en temmelig stærk magiker, men hun var også realistisk og vidste at der var andre magikere derude der var stærkere end hende, for eksempel Green, og hun havde på fornemmelsen at Alastor sikkert også rummede flere kræfter end hende.
,,Nej." Svarede hun da Alastor spurgte om hun havde flere spørgsmål. Selvfølgelig havde hun det, men dels kunne hun ikke få ord på dem og dels havde hun på fornemmelsen at hans svar bare ville gøre hende endnu mere forvirret, så hun droppede at stille dem. ,,Der er meget jeg ikke forstår mig på, jeg tror du er en af dem." Fortsatte hun med et lille venligt smil mens hun aede Naur, der igen var faldet til ro nu hvor illusionen igen var oppe, fraværende over ryggen.
Det Lindorâ var allermest nysgerrig over at forstå var det med to sjæle i én krop. Det var noget hun aldrig havde hørt om før og det pirrede hendes nysgerrighed helt vildt, men hun spurgte ikke da hun var temmelig sikker på at hun ikke brød sig om svaret, der måtte være en grund til at Alastor var gået så hurtigt over emnet og hun havde på fornemmelsen at det var fordi han frygtede den anden sjæl, på den anden side var hun ikke sikker på at hun selv ville have været alt for begejstret hvis hun skulle dele krop med en sjæl der var en hel del ondere end hun. Ikke at hun regnede sig selv for ond, men det vidste hun at andre gjorde. De fleste regnede magikere for at være onde væsner der skulle dø, selv efter at oprørene havde overtaget troenen.

Hun sukkede lydløst, det var svært at lærer en gammel hund nye tricks, det vidste hun alt for godt selv, men det her med at magikere var onde var ved at blive lidt gammelt. Hun havde da også selv troet at alle nekromantikere var en flok onde onde magikere der slavebandt døde og tvang dem til at gøre deres beskidte arbejde,men det var ingenlunde rigtigt, det havde Alastor bevidst for hende, og hun var i hvert fald villig til at lærer af sine fejl.

//Sorry, men har været på kursus hele ugen så har ikke kunne svarer før nu -.-'//

//helt i orden :). Har lagt syg hele ugen alligevel xD//.
Alastor smilede roligt igen.. Han trak vejret roligt og følte sig helt sikker... Mest fordi han kunne ignorer ham igen. Han havde også en fornemmelse på at Lindorá ikke forstod meget om hans...fag... Meget få kunne forstå det, selv når det kom til magikerer.

"heh, forstår jeg også godt... Mørk magi er også lidt mere som en videnskab end magi, fordi det kræver masser af....forskning bare for at kunne skabe noget der ikke falder om og dør med det samme igen... Øhm, undskyld det lød måske lidt... Forkert..." Han kløede sin nakke kort, det lød lidt skræmmende at tale så roligt om at rejse de døde...
Alligevel havde af en eller anden lyst til at fortælle om det, fordi en person var villig til at lytte? Han havde jo før ladet sig selv pludre afsted om sin opvækst.... hvis man overhovedet kunne kalde det en barndom eller opvækst...

Han kikkede lidt ned i bordet for at tænke kort, vent... Han kikkede ned på gulvet... Hehe, hun vidste jo ikke at hele kroen var en illusion..
"vil du høre en anden hemmelighed?" sagde han med et glad smil på kinden, han fik en lille smule lyst til at prale.... Efter alt.... Så var han jo menneske.

Lindorâ nikkede, det med at mørk magi var en videnskab havde hun forstået.
Hvis man benyttede sig af mørk magi, og gjorde det forkert, kunne man ikke kun risikere ikke kun at slå uskyldige men også sig selv ihjel. Hun vidste også at de fleste mørke troldmænd brugte år på at studere mørk magi inden de begyndte at praktisere det.
Selvom, der var også nogle der bare kastede sig ud i det, det var som regl også de der døde hurtigst.
,,Detmå være hårdt at dele krop med to sjæle." Sagde hun, hun kunne ikke rigtigt forestille sig hvordan det måtte være. Trangt? ,,Hvordan er det?" Spurgte hun, og kunne ikke helt skjule sin nysgerrighed. Eller sin forvirring.
Da Alastor sendte hende et smil og spurgte om hun ville hører en hemmelighed smilede hun. ,,Altid." Svarede hun med et lille grin og rykkede Naur, der nu lå rullet sammen på hendes skød og sov, om da han var virkelig varm at have liggende ét sted af gangen. Han rykkede sig lidt i søvne, men vågnede ikke.
Lindorâ lod igen de amatyst lilla øjne glide op til Alastors, med tydelig nysgerrighed.

Alastor syntes det var rart at møde folk som Lindorá, indtil da kendte han ikke ligefrem mange som var villige til at accepterer ham, end viderer at ikke have noget imod hvad han var. Folk som der så forbi hvad de huskede og hvad de havde hørt som rygter.
Da hun spurgte hvordan det føltes at have to sjæle tænkte han sig kort om, han tog en hånd vandret over munden (som når man tænker xD pegefinger følger læber etc.). Hvorefter han svarede.
"Har du nogensinde mediteret? Hvis man er heldig eller god kommer man i en så god trance man føler man sidder i et rum hvor man er helt alene, kun et roligt behageligt mørke... Ingen ting eller mennesker... tja for mig, har det rum endnu en person... Altså en som ikke sidder i trance, en som råber mod en og prøver at bryde den koncentrance man har opbygget..... Men samtidigt giver det i det mindste følelsen at man aldrig er alene, jeg ville dog nok ikke lige sig "i det mindste" i mit tilfælde. Det er vel som at finde to blommer i et æg hehe... At dele værelse med en, bare... Altså du ved, at personen kan tage over din krop og styre dig mens du ligger bevidstløs og han bruger ens krop til at gøre onde gerninger" den sidste del kunne man høre en del vrede, sorg, angst, irritation og mange andre følelser. Egentlig ikke noget man ikke ville forvente, sådan var det jo at dele krop...

Da han var færdig, og hun sagde ja til at høre hemmeligheden kunne han bare ikke lade være. Men han ville sørge for at få så meget ud af det som muligt.
"kik på gulvet, prøv at rør det kort... Hvad ligner det og hvad følels det som?" han smilede roligt, han var hundrede procent sikker på at hun ikke ville kunne mærke eller se forskel fra illusionen og hvad der egentlig var.

Lindorâ nikkede, det med at meditere kendte hun til. Hun havde jo trossalt boet hos elverne og dem der havde taget sig af hende havde været helt vilde med at meditere, men det var jo også en god måde at sætte sig i forbindelse med naturen og sine kræfter.
I starten havde hun ikke haft nogen kontrol over sine kræfter overhovedet og meditation havde hjulpet hende meget med at komme i kontakt med sine kræfter.
Men hun var nu stadig ikke sikker på at hun helt forstod det med at dele sin krop med andre, men hun ville ikke blive ved med at spørge da det sikkert ikke var noget Alastor var særlig ivrig efetr at blive ved med at forklarer til Lin som om hun var en dum tøs der intet forstod.
Okay, hun var ikke en dum tøs, men hun forstod altså heller ikke det der med to sjæle i en krop.

Lindorâ så ned på gulvet og lod en hånd hvile på det bagefter. Det mærkedes som et trægulv, lettere snavset og temmelig brugt og slidt.
,,Det ligner gulv. Og følels som gulv." Sagde hun lettere forvirret. ,,Men det er vel også det der er meningen med gulv?" Spurgte hun med et venligt smil.

Alastor lille smil blev lidt større da han kunne se hun ikke så igennem illusionen.
"man siger at øjet kan bedrage, men nogle gange er det alle ens sanser der bedrager os..." Han tog en hånd i sin pung og tog noget hvidt knogle pulver op, han lod de falde ned som sand på bordet, uden at folk kikkede lod han støvet tage form, uden at lave en magisk glød lavede han en mini skulptur af kroen.
"hvad tror du nu gulvet er?" han smilede roligt. Han vidste ikke hvad knoglerne han havde brugt til at lave kroen med var fra, nok køer eller grise... Men de virkede fint når man smed noget finere end som en elefants stødtænder i.
han kikkede roligt på Lindorá på et punkt ønskede han at se hendes reaktion, og på et andet var det lidt skræmmende... I tilfælde af at hun troede det var fra mennesker..

Hun satte sig på en af barens runde stole og lod albuerne dumpe ned på bardisken.
En ingefærsøl ville ikke være dårligt lige nu. Slet ikke.
Hun gav sig til at vente på kroejeren, mens en samtale ikke så langt fra hvor hun sad, fangede hendes opmærksomhed.

Lindorâ så overrasket på Alastor, hendes overraskede udtryk blev dog hurtigt skeptisk. ,,Nah ah. Du sidder ikke og fortæller mig at hele kroen er..." Hun kastede et blik rundt i kroen inden hun sænkede stemmen. ,,En illusion!" Udbrød hun overrasket, men kunne så ikke lade være med at le fordi det virkede helt tosset.
,,Så hvad? Hvis man ved det er en illusion, eller kan se igennem den så kan man i virkeligheden både se kroen og det der er under kroen? Og hvad sidder vi så på? Luft?" Hun ville gerne spørger om mere men Naur, der var vågnet og havde fulgt Alastors magi med det hvide knoglestøv med store øjne, gav en lille lyd fra sig. For alle andre ville lyden være en ganske almindelig lyd men Lin fangede hurtigt Naurs advarsel og så, ligesom tilfældigt, rundt og fik øje på en pige ved baren (Odette). Hun havde sort hår og var iklædt tøj der tydeligvis stammede fra elverne og noget ved hendes holdning fik Lindorâ til at sende Alastor et advarende blik. Pigen virkede som om hun var blevet fanget af deres samtale og i disse tider gjalt det om at være forsigtig med hvad folk hørte. ,,Jeg tror du har en kunde." Sagde hun henkastet til Alastor og nikkede op mod pigen.

Alastor smilede roligt til Lindorá "luft? Nej hvis det var sådan ville man jo kunne mærke det på temperaturen... Jeg har brugt knoglestøv. Og masser af det hehe..." Han tænkte lidt over det hun spurgte hvis nogen så igennem den hvad så? Heh, illusionen var runegeneret.. såå.. Hmm "nej, man ville vide det var en illusion og hvis man ønskede kunne man vel tvinge sig selv til at se igennem den, men ellers ville man stadig bare se illusionen, som at se ned i søens blanke vand, der er ens spejlbillede men hvis man fokuserer kan man se hvad der er bagved.... Kunde? GAH!"
Han havde glemt han egentlig teknisk set stadig var på arbejde, og uden at tænke på mini kroen fløj han hen til den nye kunde

"hvad skulle det være? Undskyld ventetiden, glemte helt hvor jeg var hehe." Han prøvede at holde et undskyldene smil i håb om at hun ikke havde måtte vente for længe...

Odette kendte intet til hverken varme eller kolde drikke heromkring.
"En ingefærøl." Slog det hende så og hun skænkede den rødhårede kvinde et blik.
Hun følte sig malplaceret.