Knækkede Grene og Mørke Skove (Fortsat fra EPIV)

Med en forbeholden mine, tog Deem en lille bid af det let trykkede stykke brød, og kiggede sig nøje omkring. Ikke en lyd. Ikke en bevægelse. Ikke engang en lille hare løb forbi hans syn, da han sad og stirrede ud i skovens skygger. Ikke en ting, så han. Ikke andet end træer og mørkegrønne farver. Mon den smukke dame var med? Mon hun var på vej? Måske ville hun slet ikke komme. Han rejste sig langsomt op, og en smule foroverbøjet luskede han en smule tilbage, den vej han var kommet fra. Ville den smukke dame dukke op?
*Næppe. Lad være med at gøre dig klar til skuffelser.*

Den tætte skov, der normalt ville få folk til at skutte sig, fandt Misel tryg. Hun øvede sig en elvernes lydløshed, imens hun ledte efter drengen. Hun erfarede hurtigt at han ikke prøvede at gemme sig. Jorden var blevet trampet ned der hvor drengen havde løbet, og grene var knækket. Alligevel kiggede Misel efter et potentielt bytte. En ræv, en due, hvis hun var heldig en hjort. Misel kiggede alligevel mere rundt efter drengen. Ledte efter en lysning, eller en tæt krummet sammen dreng. Pludselig fornemmede Misel drengen. Måske var det hendes ører, men hun mente at kunne ane en lille skikkelse. Forsigtigt nærmede hun sig skikkelsen, men der var hyllet ind i skygger, hvilket gjorde det sværre at kunne se hvem skikkelsen tilhørte.

Til Misels overraskelse var det ikke drengens skikkelse, men en lille unge fra en hjort. Hjorteungen havde forlængst opdaget hende, men blev siddende. Dog, selvom hun var sulten, undlod hun at skyde den lille unge. Misel vendte sig om, og fandt tilbage til drengens spor. Hun gik lidt tilbage, tæt på byen, og begyndte at gå på stien. Flere gange kiggede hun op, uden at opdage drengen. Æblerne og det lille brød hoppede stadig rundt i hendes lomme, og det endte med at hun tog det ene æble op, og tog en bid af det. Hendes mave rumlede af henrykkelse, imens Misel sørgede for at følge sporten.

Langsomt skrabede Deem af sted. Han havde ikke lyst til at forlade stedet, men han vidste kun alt for godt, hvor farligt det kunne være at stole på fokl. Måske endda så meget at de begyndte at fortælle ting. Det var jo det værste. Men alligevel var der en lille stemme i hans baghovede, der bemærkede at han jo bare behøvede at sige at han ikke ville vide noget. *Jeg behøver ikke engang hendes navn. Det skal nok gå...* Men ligemeget hvad han tænkte, fortsatte han sin langsomme gang og lugtede den hjemvante duft af fugtig underskov. Der var skygger over alt, men så meget desto bedre. Hvis han så tingene som skygger, gjorde ander også, og man kunne ikke fange skygger.
*Jeg er en skygge. En skygge på jagt efter en smuk dame...*

Misel sukkede. Drengen kunne bare havde ændret retning, forsvundet i den tætte underskov. Hun sukkede igen, men fulgte sporet. De få lysstråler der kom ned igennem de tætte trækroner, blev mindre. En hver kunne regne ud af dagen nærmede sig sin slutning. Hun ville nok aldrig finde den lille skræmte dreng. Drengen, som trak sig tilbage for hvert eneste menneske.
Misel lod sine tanker vandre, sammen med hendes fødder. Dog stoppede tankerne, da hun hørte fodskridt. Tvivlen omkring det var foran eller bagved hende, fik hende til at trække hætten dybt over hoved, og trække sig væk fra den lille sti. Hun fulgte lyden med øjne, da det gik op for hende at det kom foran hende. Lydløst tog hun sine bue frem og lagde en pil på strengen. Så stille hun nu kunne trækkede hun strengen tilbage sammen med pilen, og gjorde klar til at skyde. Hendes åndedræt blev langsomt og fokuseret, imens hun ventede på hvem end der var på vej frem foran hende.

Et træ, der lignede et andet træ. Det andet træ der lignede lige så meget det første. Et tredje træ, der lige så godt kunne være hvilket som helst forbandet træ, i denne forbandede skov.
*Men den gør mig til en skygge* Tænkte han koldt, da han drejede om et hjørne, og næsten var gået direkte ind i en pilespids.
Forskrækket stak han i et skingert pigeskrig og drejede rundt på hælene. Stadigt hylende løb han et par meter, inden han snublede over en rod og blev liggende stille. *Hvis jeg ikke siger noget bliver jeg nok ikke fundet. Hvis jeg spiller død, så finder de mig ikke.* Så han blev liggende stille og spillede død, med stor præcision. Han prøvede endda at holde vejret, men måtte indse at man ikke kunne få luft uden at trække vejret, så en smule ærgelig nøjedes han med at trække det meget langsomt, og meget, meget stille.

Misel skulle lige til at slippe strengen, da et hoved nærmest gik ind i pilespidsen. Dog da hun hørte skriget, smilede hun svagt. Den lille dreng, var gået lige ind i hende. Misel tog pilen tilbage i pilekoggeret og svang buen over skulderen. Drengen skreg stadig skingert, men det stoppede brat. Med bekymring, gik hun kiggede hun rundt, kiggede efter nyligt knækkede grene. Det blev hurtigt sværre, da der var mange knækkede grene. Dog opdagede hun en lille skikkelse nede på jorden. Denne gang var hun ikke i tvivl. Det var den lille dreng. Hun tog buen og pilene af og lagde dem på jorden ved siden af hende. Med lidt besvær satte hun sig op af den nærmeste stamme, og kiggede på den skræmte skikkelse. Det lille brød fiksede hun op og lagde ved siden af drengen.
"Det var ikke min mening at skræmme dig" sagde hun med en blid og venlig stemme. Hun slog den tunge hætte ned, og lod håret lægge sig ned af ryggen. Tålmodigt tog hun en hårtot frem og begyndte at lege piget med den. Misel undlod at kigge på drengen, sad bare og kiggede på den blonde hårtot som hun legede med. Hun lod den stryge igennem fingrene, sno sig omkring dem.

Jo, Deem kunne spille død. Der gik da også meget fint, lige indtil han blev opdaget. Så gik det ikke så godt.
Det var ikke min mening at skræmme dig.
Var det ikke anden gang hun sagde det? Var det en slags motto? Slagord? Det fik ham i hvert fald til at kigge op.
"Så fandt jeg dig." Det var det eneste han lige kunne finde at sige, og efter at han havde sat sig op så hurtigt, snurrede det i hele hovedet og det fik ham til at lægge sig en smule igen. Han kiggede opmærksomt på den smukke dame. Hun så da rimelig normal ud, og alligevel havde han aldrig set en som hende før.
*Eller måske, men så skulle det være i et helt andet liv. Måske livet før...*

Misel smilede over den lille drengs ord. Ja, du fandt mig. Hun lod sig selv undersøge området. Den dunkle skov, med mos og græs over det hele. Mange af det træer, der var væltet var overdækket med mos. Misel smilede over at være hjemme. Med den ene hånd, der stadig legede med hendes hår, lod hun hendes hoved læne sig imod træstammen hun sad op af, og lukkede sine øjne. Øjeblikkeligt blev alt sort for hende, imens hun lyttede til drengens åndedræt og naturens lyde. Alligevel bemærkede hun at drengen kiggede på hende. Måske ved han ikke hvad jeg er for én? Nej, alle ved det. Og alligevel..
Misel åbnede igen sine øjne og kiggede på drengen.
"Undrer du dig over hvad jeg er for én?" spurgte hun, imens hun tog noget brødet. Hun lagde det igen tilbage hen imod drengen, imens hun tyggede på det kolde brød.

Deem så et øjeblik på den mærkværdige kvinde, og før han huskede på, hvem hun var overfor ham, hvæste han næsten hvilken interesse hun havde i det. Men han tog sig selv i det, og nikkede i stedet svagt. "Ja, frue, jeg undrer mig." Sagde han høfligt, med blikket stift rettet mod jorden, inden han igen huskede hvem han sad ovefor, og vovede at skæve op mod den smukke person. Hun havde ramt mere plet med det spørgsmål, end selv Deem havde troet. Han havde hurtigt lært ikke at stille spørgsmål, men han havde aldrig glemt at undre sig. Hvad var hun for en? Han skævede op mod hende en enkelt gang mere, og ventede spændt på, om der mon ville komme mere.

"Kald mig ikke frue, bare Misel".
Med øjne hengivent i rolighed kiggede hun rundt på træerne. Med et lille smil dansende på hendes læber begyndte hun at forklare det. Der skulle ikke mange ord til, men hun overvejede at forklare elvernes liv mere ud. Dog tog hun det i sig, og rettede sig op.
"Mange kender til min slags. Elvere, skovets folk" forklarede hun, med de få ord. Af en lille smule kedsomhed, hev hun pilekoggeret hen til hende. Med den slanke fingre tog hun en pil frem, og strøg de hvide fjer. Der efter undersøgte hun pilespidsen. Den var ikke beregnet til krig, det kunne enhver smed eller bueskytte se. Derimod var den beregnet til jagt, hvilket også var Misels foretrukne liv. Hun lod sine fingre glide over det glatte metal, og lod dem stryge den skarpe spids. Til hendes overraskelse gik der hul på hendes hud.
"Av" mumlede hun, og rystede med fingeren. Hun sukkede stille og lod pilen glide tilbage i pilekoggeret. Med et roligt smil kiggede hun på drengen.

Stille og roligt betragtede Deem den pæne kvinde, der med besvær fandt de rigtige ord at bruge. Misel. Underligt navn. Men meget pænt. Måske syntes elvere også at menneskenavne var underlige? En rigtig elver. Han brugte lidt tid på at genkalde sig den sidste elver han havde set, men alle minderne om før var slørede og uklare. Men elvere eksisterede. "Hej fr... Elver-Misel. Jeg er Demetri Pitro. Du kan kalde mig... " han tænkte i lidt tid, men fandt ikke ud af noget. Hvad skulle en fremmed venlig dame kalde ham? Hvad kaldte normale folk ham? Men det fik hurtigt op for ham, at han vist ikke kendte så mange normale mennesker. Men selve konceptet omkring normale mennesker, var vist også gået lidt tabt, efterhånden.

Misel smilede roligt videre. Hun kiggede på drengen, fornemmede at han nærmest smagte på hendes navn. Det gjorde mange faktisk, rigtig mange. Hun strøg en løssluppen hårtot om bag hendes øre, imens hun kiggede på drengen.
"Hej fr... Elver-Misel. Jeg er Demetri Pitro. Du kan kalde mig...". Hun lagde mærke til hvordan hun var på nippet til at sige frue, eller frøken. Dette fik et endnu bredere smil frem på hendes mund. Det var som om han snublede over sine ord. Demetri Pitro. Specielt navn, noget hun ville huske. Den lille nervøse Demetri Pitro. Dog sagde han ikke hvad hun kunne kalde ham. Demetri, Demetri, Deem? Demi? Hun lod sin fantasi vandre til et godt kaldenavn til den lille dreng.
"Deem? Demi?" spurgte hun forsøgende, altså til et kaldenavn.

Stadigt tænkende, hørte han kun efter med et halvt øre. Dog fangede lyden af hans tidligere kælenavn ham med det samme. Deem. Det var dét de havde kaldt ham. Hans far, hans mor, hans venner, søskende, folk der kendte ham. Det var et navn fra før. Skræmt, overvejede han, hvordan det føltes. Det gjorde lidt ondt, men ikke på den måde han kendte, og kunne relatere til. Det ligesom skar i ribbenene, og han skar ansigt. "Demi." hviskede han til sidst, da han indså at det ville være mistænkeligt, hvis han ikke svarede. Jeg er ikke den samme. Deem er væk. Nu er Demi tilbage.
"Demi, du kan kalde mig Demi." Et nyt og anderledes ham, måske et der kunne lægge fortiden bag sig? Han håbede svagt, men en puslende mus fik ham til at fare sammen, og med det samme blive den forrige paranoide Deem.

Misel bemærkede hvordan drengen krympede sig da hun foreslog kaldenavne. Da han valgte Demi, regnede hun med at navnet Deem, fik ham til at krympe sig. Men hvorfor ville drengen afsky dette kaldenavn så meget? Måske var han blevet kaldt det før. Lige meget hvad lod Misel vær' med at spørge med ud til det. I stedet erstattede hun sin mistanke med et roligt smil. Dog vandrede hendes tanker rundt i skoven. Lod dem skabe skoven livlig og munter som den engang var. Dog havde krigen, der var på vej, gjort at skoven blev gjort stille. Måske har det også lidt at gøre med at skoven bliver mørkere? Misel overvejede denne mulighed, da hun kom i tanke omkring solen, der langsomt lod sine stråler forsvinde bag horisonten.
De mørkegrønne øjne kiggede på Demi.
"Jeg går hen til min....øm....lysning. Vil de med?" spurgte hun, imens hun rejste sig. Imens hun ventede på svar svang hun pilekoggeret over skulderen og tog buen ved hånden. Brødet lå stadig helt urørt, så Misel tog det op og børstede det værste skidt væk. Nu kiggede hun igen på Demi, smilene og ventende.

Deem kunne ikke helt forstå hvad han skulle svare. Han ville ikke være alene, han ville gerne med hende, men han stolede overhovedet ikke på hende. Han ... han kunne bare godt lide hende... lidt.
han snusede ind for at få tiden til at gå, og blev helt overvældet af den friske duft af det fugtige gran. han trak vejret dybt et par gange til, bare for at nyde duften.
"Ja, jeg vil med. Men jeg sover der ikke." Han vidste egentlig overhovedet ikke hvorfor den sidste del var med. Ville han ikke give hende håb? var det ham selv, han ikke ville indgyde håb? Han vidste det ikke, men begyndte langsomt at trakse i hælene på hende, men tunge skridt, på trods af et lettere opløftet sind.

Misel smilede videre, selvom Demi var usikker. Hendes smil blev på læben, selvom han afviste hende halvt. Hun begyndte at gå imod lysningen. Selvom det ikke helt var en lysning, mere en form for beboelsesplads. Da Misel langsomt nærmede sig lysningen, opdagede hun den nemt. Dog vidste hun at det var sværre for et utrænet øje at opdage lysningen. Dog kunne hun se den lille bålplads hun havde lavet, det lille hus, dog i dårlig tilstand. Hun kiggede tilbage på den lille dreng, Demi. Kiggede på hvordan hele hans krop viste at han var en lille dreng, fyldt med nervøsitet, usikkerhed og mistro. Dog smilede hun roligt til ham, da de endelig kom ind på pladsen. Hun kiggede på det slidte 'hus', og bålpladsen. Straks begyndte hun at finde et styk kød frem fra huset, tænde op i bålet, imens hun smed kødet på en pind også ind over bålet. Først der kiggede hun over på drengen.
"Noget du har brug for?" spurgte hun og smilede venligt.

Med en million meget små skridt traskede Deem i hælene på hende, imens han prøvede ikke at tænke. Ind til videre gik det fint. Han bare gik og så, opdagede og duftede uden at lægge nogen tanker i, men til sidst, trådte han lige ud i en lysning. Han havde ikke set den komme overhovedet, men trak alligevel bare på skuldrene og gik hen til det lille bål. Et bål betød ild, og ild betød varme.
"Noget du har brug for?"
Han sad helt paf et øjeblik, før han rystede på hovedet. De dersens ... elvere... var de virkelig så anderledes? Eller hvad lå der bag? han rystede endnu engang på hovedet, denne gang mere sikkert, imens han tog knæene op til hagen og betragtede bålet.

Misel trak på skuldrene da drengen rystede på hovedet. Hun satte sig slev ned på den tørre jord, og kiggede ind i de lystige flammer. Dog, da kødet dryppede, kom der lyde fra bålet. Misel mærkede at hun nød selvskab, selvom det var med et menneske. Eller ikke helt, et menneskebarn. Misel ventede roligt på kødet, og strøg håret om bag hendes øre, så den lille smule pandehår hun havde, hang foran hendes hoved. Igennem de blonde hår kiggede hun på drengen, imens hun smilede venligt til ham. Efter nogle minutter, rejste hun sig op og mærkede på kødet. Tilfreds over at det var færdigt, tog hun kødet af bålet, hvorefter hun forsvandt ind i 'hytten'. Misel gik hen til alle bladende, som hun brugte til tallerkner, hvor hun lagde kødet på et af dem, og tog det med udenfor igen. Hun satte sig ned der hvor hun havde sidder for to sekunder siden, og begyndte at spise ligeså stille.

//UNDSKYLD, at jeg svarer så sent! Jeg har virkelig haft travlt med en stor projektopgave //

Nervøst sad han og skrabede lidt i jorden, og ventede på noget uventet, men han måtte sande, at det uventede nok ikke var så uventet, når man ventede det. Og han måtte indrømme, at der nok ikke ville ske så meget. Han greb en lille pind der lå på jorden, og stak den ind i ilden. Så den gløde og blusse op, for lidt efter at forkulle og smuldre. Da Fru Misel rejste sig og gik, blev han hurtigt i tvivl om, hvorvidt han skulle følge efter, men da hun kort tid efter kom ud, åndede han lettet op, over at han var blevet siddende. Han stirrede stadig på hendes ører. Hvordan skulle han lade være? De var så spidse. Hun var en elver. En helt rigtig elver. Og elvere var pæne. Lige som hende. Han fandt snart endnu en pind, og stak den ind i bålet. Så den blusse op, og forkulle. Smuldre, og han fandt en ny. Sådan sad han lidt. Usikker på, om det var okay at spørge højere rangerede folk spørgsmål.

//Det er helt 100% iorden Wink

//

Hendes mave, der lavmælt knurrede henrykt over det saftige kød blev brat stille da den skulle til at arbejde. Misel blev selv overrasket over hvor sulten hun egentlig var. Efter et par minutter, hvor Demi legede med grene, solen blev ved med at synke, forsvandt kødet. Da hun lagde bladet ved siden af hende, som en husker på at hun skulle gøre lidt rent, gabte hun stille. Udmattet af dagens begivenheder kiggede hun over på Demi. Misel plejede at kunne se om han var usikker eller nervøs, men lige nu var han som en lukket bog. Om han holdte på spørgsmål vidste hun ikke, om han var bange og havde lyst til at stikke halen imellem benene og løbe, vidste hun heller ikke. Derfor forblev hun stille, imens hun inde i hendes hoved lod sin 'tanke stemme' fortælle historier omkring landende.

Da der ikke var flere grene omkring ham, tog han prøvende nogle få græsstrå, men den svedne lugt og røgen, fik ham hurtigt til at droppe idéen, hvorefter han kiggede på Frøken Misel. Han prøvede at mærke efter indeni, men på en underfundig måde, var han ikke bange. Bare meget træt. Men alene det, at han lagde mærke til at han var træt, måtte han se som en stor... hvad? Forbedring? *Nej, ikke en forbedring. Mindre mistanke, men bestemt ikke en forbedring.* Men ikke desto mindre, måtte Deem antage, at han nok bare lige så godt kunne få det bedste ud af det. "Så, Frøken Misel, hvilken holdning har De til Slottet?" Meget usikker på hendes reaktion, holdt han sit tonefald stærkt kontrolleret, og særdeles upartisk. Bare... *Høfligt interesseret*

//sorry for sent svar//

Misel kiggede over på Demi.
"Bare Misel, Demi, ikke frøken eller fru" sagde hun og smilede muntert. Men hvilken holdning havde hun egentlig til slottet? Hadede hun det? Eller var det styret drengen mente? Misel bemærkede at hendes træthed gjorde hendes hoved sværre at klare.
"Mennesker, eller dem på menneskernes side, kan være den ondeste mennesker på denne jord, Dog er der dem som er neutrale for eksempel, der er venlige, høflige og søde. Men dem oppe på slottet? Eller selve slottet har jeg ingen mening om" sagde hun og afsluttede det med et gab. Hun smilede til Demi.
"Hvad er så din mening omkring oprørerne, Demi?" spurgte hun og smilede udmattet og muntert til ham.

//Helt i orden ;b Har heller ikke været her før nu! ö //

En smule forvirret over hendes usædvanlige munterhed, og mangel på svar, sad han lidt og kiggede i flammerne. Var han foragret over at hun ikke ville have titler? *Nej, bare... overrasket*
Men hvis han var overrasket da hun afslog titler, var det dog intet imod, hvor overrasket han blev, da hun ville have hans mening. Men hvad var hans mening? Han tænkte lidt på oprørene. Dem han havde tlibragt så lang tid på slottet for.
"Oprørene,-" begyndte han, og tænkte lidt. "-Er dumme. Utroligt dumme. De er modige, men det kan ikke... betale sig... At gøre oprør mod sådan en fællesmagt." Langsomt, så han ikke kludrede i det hele, og så han var klar til at flygte, hvis hendes reaktion skulle være voldelig, talte han tydeligt og roligt. Kun hans stemme rystede en smule.

//må jeg være med??//

//helt iorden med mig Doku(sorry vi bare sådan efterlod dig henne ved havnen! og okay Amy :) //

Misel kiggede på Demi, roligt og bevidst. Da han forklarede at han ikke syntes om oprørerne, smilede hun endnu mere bredt. Dette var en dreng, der ikke var bange omkring sine meninger. Selv da han sad og snakkede til en elver, som var på oprørenes side. Et nysgerrigt spørgsmål kom pludselig til syne i hendes hoved.
"Men hvad synes du så om menneskerne? Og hvilken side er du egentlig på, Demi?"
Lige da hun var færdig med spørgsmålet begyndte solens stråler langsomt at forsvinde bag de tætte trækroner.

» Fortsat...
» Overatning (fortsat)
» I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)
» Forglemt. Forladt. Fortabt. - Arandur (fortsat fra Hjemrejsen) [OPN]